–

Ca Na Negreta SA ved abogado I.M. Roa Ruiz,

–

den spanske regering ved M. Morales Puerta, som befuldmægtiget,

–

den græske regering ved V. Baroutas og M. Tassopoulou, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved F. Clotuche-Duvieusart, I. Galindo Martín og E. Schmidt, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 1, samt artikel 5 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16), sammenholdt med artikel 21 og 26 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt artikel 2 og 27 i De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, der blev indgået i New York den 13. december 2006 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 (EUT 2010, L 23, s. 35, herefter »FN-konventionen«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem J.M.A.R. og Ca Na Negreta SA vedrørende Ca Na Negretas opsigelse af J.M.A.R.’s ansættelseskontrakt på grund af vedkommendes fuldstændige og varige uarbejdsdygtighed til at udøve sit sædvanlige erhverv.

3

I præamblen til FN-konventionen er følgende anført i litra e):

»anerkender, at handicap er et begreb under udvikling, og at handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsmæssige og omgivelsesbestemte barrierer, som hindrer deres fulde og effektive deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre«.

4

Denne konventions artikel 1 med overskriften »Formål« har følgende ordlyd:

»Formålet med denne konvention er at fremme, beskytte og sikre handicappedes fulde og lige adgang til udøvelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt at fremme respekten for handicappedes naturlige værdighed.

Handicappede omfatter personer med en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hæmme dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.«

5

Den nævnte konventions artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende:

»I denne konvention:

[...]

betyder »diskrimination på grund af handicap« enhver sondring, udelukkelse eller begrænsning på grund af et handicap, hvis formål eller virkning er at svække eller ophæve anerkendelse, nydelse eller udøvelse på lige fod med andre af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, civile eller et hvilket som helst andet område. Dette omfatter alle former for diskrimination, bl.a. nægtelse af tilpasninger i rimeligt omfang

betyder »tilpasninger i rimeligt omfang« nødvendige og passende ændringer og justeringer, som ikke indebærer en uforholdsmæssig stor eller unødvendig byrde, når dette i et konkret tilfælde er nødvendigt for at sikre, at handicappede kan nyde eller udøve alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre

[...]«

6

Samme konventions artikel 27, stk. 1, med overskriften »Arbejde og beskæftigelse« bestemmer følgende:

»Deltagerstaterne anerkender handicappedes ret til at arbejde på lige fod med andre, hvilket omfatter retten til at kunne tjene til livets ophold ved arbejde efter eget valg på et arbejdsmarked og i et arbejdsmiljø, der er åbent, rummeligt og tilgængeligt for handicappede. Deltagerstaterne skal sikre og fremme opfyldelsen af retten til arbejde, herunder for personer, der får et handicap i forbindelse med deres beskæftigelse, ved at træffe egnede foranstaltninger, herunder gennem lovgivning, til bl.a. at:

[...]

[...]

7

16., 17., 20. og 21. betragtning til direktiv 2000/78 har følgende ordlyd:

[...]

8

Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Begrebet forskelsbehandling« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.   I henhold til stk. 1

9

Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Anvendelsesområde« fastsætter følgende i stk. 1:

»Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:

[...]

[...]«

10

Samme direktivs artikel 4 med overskriften »Erhvervsmæssige krav« fastsætter følgende i stk. 1:

»Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab, der har forbindelse med en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.«

11

Artikel 5 i direktiv 2000/78 med overskriften »Tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang« har følgende ordlyd:

»Med henblik på at sikre, at princippet om ligebehandling af handicappede overholdes, foretages der tilpasninger i rimeligt omfang. Det betyder, at arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov, for at give en handicappet adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller have fremgang i den eller for at give vedkommende adgang til uddannelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Hvis denne byrde i tilstrækkeligt omfang lettes gennem foranstaltninger, der er normale elementer i den pågældende medlemsstats handicappolitik, anses den ikke for at være uforholdsmæssig stor.«

12

Artikel 49 i Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstageres rettigheder) i den konsoliderede udgave, der blev godkendt ved Real Decreto legislativo 2/2015, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 2/2015 om godkendelse af den konsoliderede tekst til lov om arbejdstageres rettigheder) af 23. oktober 2015 (BOE nr. 255 af 24.10.2015, s. 100224) (herefter »lov om arbejdstageres rettigheder«) fastsætter følgende i stk. 1:

»1. Ansættelseskontrakten ophører:

[...]

[...]«

13

Artikel 193 i Ley General de la Seguridad Social (den almindelige lov om social sikring) i den konsoliderede udgave, der blev godkendt ved Real Decreto Legislativo 8/2015 (kongeligt lovdekret nr. 8/2015) af 30. oktober 2015 (BOE nr. 261 af 31.10.2015, s. 103291, og berigtiget i BOE nr. 36 af 11.2.2016, s. 10898) (herefter »LGSS«), bestemmer:

»Ved »fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed« forstås den situation, at en arbejdstager efter at have gennemgået en foreskreven behandling har alvorlige anatomiske eller funktionelle begrænsninger, der kan konstateres objektivt og forventes at være definitive, og som nedsætter arbejdstagerens arbejdsevne, eller hvorved denne helt mister sin arbejdsevne. Det er ikke til hinder for denne klassifikation, at der foreligger en mulighed for, at en uarbejdsdygtig person genvinder sin arbejdsevne, hvis denne mulighed lægeligt set anses for usikker eller langsigtet.

[...]«

14

LGSS’ artikel 194 fastsætter:

»1.   Varig uarbejdsdygtighed inddeles, uanset hvad der er den afgørende årsag hertil, efter den procentvise nedsættelse af den berørte persons arbejdsevne, der fastsættes i overensstemmelse med den ved bekendtgørelse vedtagne liste over sygdomme, i følgende grader:

2.   Graden af varig uarbejdsdygtighed bestemmes efter den procentvise nedsættelse af arbejdsevnen, som fastsat ved bekendtgørelse.

Ved fastsættelsen af uarbejdsdygtighedsgraden tages der hensyn til, hvilken indvirkning nedsættelsen af arbejdsevnen har på udførelsen af det erhverv, som den berørte person udøvede, eller på den erhvervsgruppe, som det berørte erhverv henhørte under, inden den omstændighed, der lå til grund for den varige uarbejdsdygtighed, indtraf.«

15

LGSS’ artikel 196, stk. 2, tredje afsnit, fastsætter:

»Det beløb, som udgøres af pensionen ved fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed på grund af ikke-erhvervsrelateret sygdom, kan ikke være lavere end 55% af det til enhver tid gældende mindstebidragsgrundlag for personer over 18 år, beregnet på årsbasis.«

16

Artikel 2 i Ley General de derechos de las personas con discapacidad y de su inclusión social (den generelle lov om handicappedes rettigheder og sociale integration) i den konsoliderede udgave, der blev godkendt ved Real Decreto Legislativo 1/2013, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley General de derechos de las personas con discapacidad y de su inclusión social (kongeligt lovdekret nr. 1/2013 om vedtagelse af den konsoliderede udgave af den generelle lov om handicappedes rettigheder og sociale integration) af 29. november 2013 (BOE nr. 289 af 3.12.2013, s. 95635) (herefter »den generelle lov om handicappedes rettigheder«) med overskriften »Definitioner«, bestemmer følgende i litra m):

»Ved tilpasninger i rimeligt omfang forstås nødvendige og passende ændringer og justeringer af det fysiske, sociale og holdningsmæssige miljø til handicappedes særlige behov, som ikke indebærer en uforholdsmæssig stor eller urimelig byrde, når de i et konkret tilfælde er nødvendige for på en effektiv og praktisk måde at lette adgang og deltagelse og for at sikre, at handicappede kan nyde eller udøve alle rettigheder på lige fod med andre.«

17

Denne lovs artikel 4 med overskriften »Rettighedshavere« fastsætter:

»1.   Ved handicappede forstås personer, som har sandsynligvis langvarige fysiske, psykiske, intellektuelle eller sensoriske funktionsnedsættelser, som i samspil med forskellige barrierer kan hæmme dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

2.   Ud over de personer, der er omfattet af bestemmelserne i det foregående stykke, anses personer, der har fået tildelt en uarbejdsdygtighedsgrad på 33% eller derover, i alle henseender for handicappede. Graden af varig uarbejdsdygtighed for personer, der er tilknyttet den sociale sikring, og som har krav på en månedlig godtgørelse for fuldstændig eller absolut varig uarbejdsdygtighed eller svær invaliditet, anses for at være lig med eller højere end 33% […].

[...]«

18

Samme lovs artikel 40 med overskriften »Vedtagelse af foranstaltninger til forebyggelse eller opvejning af ufordelagtige virkninger af handicappet i form af en garanti for fuld ligestilling på arbejdet« fastsætter følgende:

»1.   For at garantere fuld ligestilling på arbejdet er princippet om ligebehandling ikke til hinder for opretholdelse eller vedtagelse af særforanstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje de ufordelagtige virkninger af handicappet.

2.   Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger for at tilpasse arbejdspladsen og forbedre adgangen til arbejdspladsen, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov, for at give handicappede adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller have fremgang i den eller for at give vedkommende adgang til uddannelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.

Med henblik på at afgøre, om en byrde er uforholdsmæssig stor, tages hensyn til, om den er tilstrækkeligt begrænset af de foranstaltninger, den hjælp og de tilskud, der gælder for handicappede, og der tages hensyn til de finansielle og andre omkostninger, der er forbundet med disse foranstaltninger, samt til virksomhedens eller organisationens størrelse og samlede omsætning.«

19

Samme lovs artikel 63 med overskriften »Krænkelse af retten til lige muligheder« har følgende ordlyd:

»Retten til lige muligheder for personer med handicap som defineret i artikel 4, stk. 1, skal anses for at være krænket, hvis der på grund af eller som følge af handicap sker direkte eller indirekte forskelsbehandling, forskelsbehandling på grund af tilknytning, chikane, manglende opfyldelse af kravet om tilgængelighed og rimelig tilpasning og manglende vedtagelse af lovbestemte foranstaltninger om positiv særbehandling.«

20

J.M.A.R. var fra oktober 2012 ansat på fuld tid hos Ca Na Negreta som chauffør af lastbiler til transport af husholdningsaffald. I december 2016 kom han ud for en arbejdsulykke, hvor han fik et åbent brud på sin højre hæl.

21

Som følge af denne arbejdsulykke var J.M.A.R. midlertidigt uarbejdsdygtig. Den 18. februar 2018 besluttede Instituto Nacional de la Seguridad Social (det nationale institut for social sikring, Spanien) (herefter »INSS«) at bringe den midlertidige uarbejdsdygtighed til ophør ved at tildele ham et engangsbeløb i erstatning for varig skade på 3120 EUR. Ved denne afgørelse afslog INSS imidlertid at anerkende, at J.M.A.R. var varigt uarbejdsdygtig som omhandlet i LGSS’ artikel 193.

22

Den 6. august 2018 anmodede J.M.A.R. Ca Na Negreta om at omplacere ham til en stilling, der var tilpasset de mén, han havde som følge af sin arbejdsulykke. Ca Na Negreta imødekom denne anmodning, og J.M.A.R. overgik fra en fuldtidsstilling som chauffør af tunge motorkøretøjer til en stilling som chauffør inden for sektoren for mobile indsamlingssteder, der fysisk var mindre krævende, indebar nedsat køretid og var forenelig med hans fysiske begrænsninger.

23

J.M.A.R. anlagde sag til prøvelse af INSS’ afslag på at anerkende, at han var varigt uarbejdsdygtig, ved den kompetente ret, der ved dom af 2. marts 2020 anerkendte, at J.M.A.R. var fuldstændigt og varigt uarbejdsdygtig til at udøve sit sædvanlige erhverv som omhandlet i LGSS’ artikel 194. Det fremgik bl.a. af denne dom, at »uafhængigt af den omstændighed, at virksomheden har omplaceret arbejdstageren, der på nuværende tidspunkt er i stand til at arbejde, eftersom han blot skal køre ca. 40 minutter dagligt, forholder det sig ikke desto mindre således, at hans ankel og højre fods tilstand fortsat forhindrer ham i at køre uafbrudt, såfremt dette ville være påkrævet af ham på fuldtid, hvilket forudsættes i hans sædvanlige erhverv som lastbilchauffør«. Ved denne dom blev J.M.A.R. ligeledes tilkendt retten til at oppebære en månedlig godtgørelse svarende til 55% af sin daglige løn.

24

Den 13. marts 2020 meddelte Ca Na Negreta J.M.A.R., at hans ansættelseskontrakt i henhold til artikel 49, stk. 1, litra e), i lov om arbejdstageres rettigheder blev opsagt med den begrundelse, at han var fuldstændigt og varigt uarbejdsdygtig til at udøve sit sædvanlige erhverv.

25

I et søgsmål anlagt af J.M.A.R. til prøvelse af denne opsigelse frifandt Juzgado de lo Social no 1 de Ibiza (domstol i arbejds- og socialretlige sager nr. 1 på Ibiza, Spanien) ved dom af 24. maj 2021 sagsøgte med den begrundelse, at anerkendelsen af fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed til at udøve sit sædvanlige erhverv begrundede, at J.M.A.R.’s ansættelseskontrakt blev opsagt, uden at arbejdsgiveren var bundet af nogen retlig forpligtelse til at omplacere ham til en anden stilling i arbejdsgiverens virksomhed.

26

J.M.A.R. iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Tribunal Superior de Justicia de las Islas Baleares (øverste regionale domstol på De Baleariske Øer, Spanien).

27

Den forelæggende ret har anført, at det i det foreliggende tilfælde er ubestridt, at den berørte arbejdstager er handicappet som omhandlet i direktiv 2000/78. Den forelæggende ret har fremhævet, at denne konstatering under alle omstændigheder understøttes af artikel 4, stk. 2, i den generelle lov om handicappedes rettigheder, der tillægger personer, der er ramt af fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed, status som »handicappede«.

28

Den forelæggende ret har bemærket, at det følger af artikel 49, stk. 1, litra e), i lov om arbejdstageres rettigheder – der ikke er blevet ændret siden den 10. marts 1980 og således ikke tilpasset med henblik på at tage hensyn til direktiv 2000/78 og FN-konventionen – at konstateringen af, at der foreligger fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed til at udøve det sædvanlige erhverv, gør det muligt automatisk at opsige en ansættelseskontrakt, uden at der skal opfyldes nogen formaliteter eller udbetales nogen godtgørelse ud over den månedlige godtgørelse, der i det foreliggende tilfælde svarer til 55% af arbejdstagerens løn. Endvidere kræver en sådan opsigelse ikke, at en forudgående forpligtelse til at foretage »tilpasninger i rimeligt omfang« opfyldes, selv om Ca Na Negreta i det foreliggende tilfælde selv har godtgjort, at sådanne tilpasninger er mulige ved at omplacere J.M.A.R. til en anden stilling i virksomheden.

29

Den forelæggende ret har i denne henseende henvist til dom af 10. februar 2022, HR Rail (C-485/20, EU:C:2022:85), hvoraf det fremgår, at arbejdsgiveren er forpligtet til at vedtage passende foranstaltninger for at give en handicappet adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, medmindre sådanne foranstaltninger pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde.

30

Den forelæggende ret har endvidere henvist til praksis fra Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), hvoraf det fremgår, at selv om fuldstændig og varig uarbejdsdygtig ikke forpligter arbejdsgiveren til at afskedige arbejdstageren og navnlig ikke er til hinder for en omplacering af arbejdstageren til en anden stilling i virksomheden, eftersom den pågældende uarbejdsdygtighed alene påvirker arbejdstagerens evne til at udføre sine sædvanlige opgaver og således ikke forhindrer vedkommende i at udføre andre opgaver, er den berørte arbejdsgiver imidlertid ikke forpligtet til at foretage en sådan omplacering, medmindre omplaceringen udtrykkeligt er fastsat i en kollektiv overenskomst eller i en kontrakt.

31

Den forelæggende ret er følgelig i tvivl om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er forenelig med artikel 5 i direktiv 2000/78, sammenholdt med dom af 10. februar 2022, HR Rail (C-485/20, EU:C:2022:85).

32

Det er på denne baggrund, at Tribunal Superior de Justicia de las Islas Baleares (øverste regionale domstol på De Baleariske Øer) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

33

Den forelæggende ret ønsker med sine to spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om artikel 5 i direktiv 2000/78, sammenholdt med chartrets artikel 21 og 26 samt FN-konventionens artikel 2 og 27, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en arbejdsgiver kan bringe en ansættelseskontrakt til ophør med den begrundelse, at arbejdstageren er varigt uarbejdsdygtig til at udføre sine opgaver i henhold til den pågældende kontrakt, som følge af at der under ansættelsesforholdet er opstået et handicap, uden at arbejdsgiveren forudgående skal foretage eller opretholde tilpasninger i rimeligt omfang med henblik på at gøre det muligt for den berørte arbejdstager at bevare sin ansættelse eller, efter omstændighederne, godtgøre, at sådanne tilpasninger vil udgøre en uforholdsmæssig stor byrde.

34

Hvad angår anvendeligheden af direktiv 2000/78 skal det for det første bemærkes, at begrebet »handicap« som omhandlet i dette direktiv skal forstås således, at det omfatter en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere (dom af 10.2.2022, HR Rail, C-485/20, EU:C:2022:85, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

35

For det andet skal det præciseres, at det nævnte direktiv i henhold til dets artikel 3, stk. 1, litra c), finder anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår bl.a. afskedigelse.

36

Det skal i denne henseende bemærkes, at begrebet »afskedigelse« ifølge retspraksis bl.a. vedrører den omstændighed, at en af de former for virksomhed, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/78, ensidigt bringes til ophør (jf. i denne retning dom af 12.1.2023, TP (Audiovisuel redaktør til offentlig TV-station), C-356/21, TP EU:C:2023:9, præmis 62). Dette begreb skal dermed fortolkes således, at det omfatter ethvert ophør af en ansættelseskontrakt, som ikke sker efter arbejdstagerens ønske og dermed uden arbejdstagerens samtykke (jf. analogt dom af 11.11.2015, Pujante Rivera, C-422/14, EU:C:2015:743, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

37

I det foreliggende tilfælde er det for det første ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen er uarbejdsdygtig som følge af varige fysiske skader, der skyldes en arbejdsulykke. Det fremgår af oplysningerne fra den forelæggende ret og den spanske regering, at selv om den nævnte uarbejdsdygtighed ikke er til hinder for, at den pågældende arbejdstager udfører andre opgaver hos sin arbejdsgiver eller en anden virksomhed, forholder det sig ikke desto mindre således, at den nævnte arbejdstager er anerkendt status som »handicappet« som omhandlet i den nationale lovgivning, der gennemfører artikel 5 i direktiv 2000/78, dvs. artikel 4, 40 og 63 i den generelle lov om handicappedes rettigheder. Begrænsningen af sagsøgeren i hovedsagens arbejdsdygtighed, der skyldes varige fysiske skader, synes at kunne være til hinder for, at han kan deltage fuldt og effektivt i arbejdslivet, og hans situation er dermed omfattet af begrebet »handicap« som omhandlet i direktiv 2000/78 og i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 34.

38

For det andet er det heller ikke bestridt, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning giver arbejdsgiveren ret til at opsige ansættelseskontrakten på grund af arbejdstagerens fuldstændige og varige uarbejdsdygtighed til at udøve sit sædvanlige erhverv i virksomheden. Den omstændighed, at den berørte arbejdstager har ansøgt om anerkendelse af denne fuldstændige og varige uarbejdsdygtighed, og at han havde kendskab til, at den nævnte lovgivning gav hans arbejdsgiver ret til at opsige hans ansættelseskontrakt som følge af denne anerkendelse, betyder i denne henseende ikke, at den pågældende arbejdstager har givet sit samtykke til, at den nævnte kontrakt bringes til ophør. Følgelig henhører en opsigelse i henhold til den nævnte lovgivning under »afskedigelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78, eftersom den udgør et ophør af en ansættelseskontrakt, som ikke sker efter arbejdstagerens ønske.

39

En situation som den i hovedsagen omhandlede falder derfor ind under anvendelsesområdet for direktiv 2000/78.

40

Med henblik på at besvare den forelæggende rets spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at direktiv 2000/78 på det område, som det omfatter, konkretiserer det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling, der er fastslået i chartrets artikel 21, der forbyder enhver forskelsbehandling på grund af bl.a. handicap. Desuden fastsætter chartrets artikel 26, at Den Europæiske Union anerkender og respekterer retten for mennesker med handicap til at nyde godt af foranstaltninger, der skal sikre deres autonomi, deres sociale og erhvervsmæssige integration og deres deltagelse i samfundslivet (jf. i denne retning dom af 10.2.2022, HR Rail, C-485/20, EU:C:2022:85, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

41

Det skal dernæst endvidere bemærkes, at bestemmelserne i FN-konventionen kan gøres gældende i forbindelse med fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2000/78, således at direktivet så vidt muligt bør fortolkes i overensstemmelse med denne konvention (jf. i denne retning dom af 21.10.2021, Komisia za zashtita ot diskriminatsia, C-824/19, EU:C:2021:862, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

42

I henhold til denne konventions artikel 2, tredje led, betyder »diskrimination på grund af handicap« enhver sondring, udelukkelse eller begrænsning på grund af et handicap, hvis formål eller virkning er at svække eller ophæve anerkendelse, nydelse eller udøvelse på lige fod med andre af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, civile eller et hvilket som helst andet område. Dette begreb omfatter alle former for diskrimination, herunder nægtelse af tilpasninger i rimeligt omfang.

43

Hvad angår disse tilpasninger fremgår det af ordlyden af artikel 5 i direktiv 2000/78, sammenholdt med 20. og 21. betragtning hertil, at arbejdsgiveren er forpligtet til at vedtage passende, dvs. effektive og praktiske foranstaltninger, der tager hensyn til hver enkelt situation, for at give enhver handicappet adgang til beskæftigelse, til at udøve den eller have fremgang i den eller for at give vedkommende adgang til uddannelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde (dom af 10.2.2022, HR Rail, C‑485/20, EU:C:2022:85, præmis 37).

44

Domstolen har i denne henseende allerede fastslået, at når en arbejdstager varigt bliver ude af stand til at bestride sin stilling på grund af, at der er opstået et handicap, kan omplacering af den pågældende til en anden stilling udgøre en passende foranstaltning inden for rammerne af de tilpasninger i rimeligt omfang, som er omhandlet i artikel 5 i direktiv 2000/78, idet omplaceringen giver den berørte arbejdstager mulighed for at bevare sin ansættelse ved give vedkommende mulighed for fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere (jf. i denne retning dom af 10.2.2022, HR Rail, C‑485/20, EU:C:2022:85, præmis 41 og 43).

45

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at artikel 5 i direktiv 2000/78 ikke kan forpligte arbejdsgiveren til at træffe foranstaltninger, som pålægger denne en uforholdsmæssig stor byrde. I denne henseende følger det af 21. betragtning til dette direktiv, at der med henblik på vurderingen af, om disse tilpasninger medfører en uforholdsmæssig stor byrde, navnlig bør tages hensyn til de finansielle omkostninger, der er forbundet hermed, samt til organisationens eller virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheder for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte. Det skal desuden præciseres, at muligheden for at omplacere en handicappet til en anden stilling forudsætter, at der er mindst én ledig stilling, som den pågældende arbejdstager kan varetage (dom af 10.2.2022, HR Rail, C-485/20, EU:C:2022:85, præmis 45 og 48).

46

Følgelig omfatter begrebet »tilpasninger i rimeligt omfang« det forhold, at en arbejdstager, der på grund af sit handicap bliver erklæret ude af stand til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med sin stilling, bliver omplaceret til en anden stilling, som den pågældende er kompetent, egnet og disponibel til at bestride, medmindre den pågældendes arbejdsgiver derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde (jf. i denne retning dom af 10.2.2022, HR Rail, C-485/20, EU:C:2022:85, præmis 49).

47

I det foreliggende tilfælde fremgår det af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, at denne gør det muligt at afskedige en arbejdstager, så snart den pågældende formelt er erklæret uegnet til at varetage sin stilling, som følge af at der er opstået et handicap, uden krav om, at arbejdstagerens arbejdsgiver forudgående træffer de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige som omhandlet i artikel 5 i direktiv 2000/78, eller opretholder de hensigtsmæssige foranstaltninger, som arbejdsgiveren allerede har truffet. Det fremgår nemlig af den forelæggende rets oplysninger, at sagsøgeren i hovedsagen var blevet omplaceret til en anden stilling i virksomheden mellem den 6. august 2018 og den 13. marts 2020, der var datoen for afskedigelsen, hvilken afskedigelse blev meddelt af arbejdsgiveren 11 dage efter, at det formelt var blevet anerkendt, at sagsøgeren i hovedsagen var uarbejdsdygtig til at udføre sit tidligere sædvanlige hverv. Ifølge den forelæggende ret synes den nye stilling, som arbejdstageren blev omplaceret til i mere end et år, at være forenelig med de fysiske begrænsninger, der var en følge af hans arbejdsulykke.

48

Som den græske regering og Europa-Kommissionen har anført i deres skriftlige indlæg, synes en sådan lovgivning med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse at have den virkning, at arbejdsgiveren fritages for sin forpligtelse til at træffe eller, efter omstændighederne, opretholde tilpasninger i rimeligt omfang, såsom omplacering til en anden stilling, uanset om den berørte arbejdstager er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i denne anden stilling som omhandlet i 17. betragtning til samme direktiv og i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 46. Den nævnte lovgivning synes heller ikke at pålægge arbejdsgiveren at godtgøre, at en sådan omplacering vil kunne pålægge arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 45, inden arbejdstageren afskediges.

49

Den omstændighed, at fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed i henhold til den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning anerkendes efter anmodning fra arbejdstageren, og at den giver arbejdstageren ret til en social sikringsydelse, nemlig en månedlig godtgørelse, samtidig med at vedkommende bevarer muligheden for at udføre andre opgaver, er i denne henseende uden betydning.

50

En sådan national lovgivning, hvorefter en handicappet arbejdstager er tvunget til at løbe risikoen for at miste sin beskæftigelse for at kunne modtage en social sikringsydelse, er nemlig til skade for den effektive virkning af artikel 5 i direktiv 2000/78, sammenholdt med FN-konventionens artikel 27, stk. 1, hvorefter opfyldelsen af retten til arbejde, herunder for personer, der får et handicap i forbindelse med deres beskæftigelse, skal sikres og fremmes, herunder fortsat beskæftigelse. Ved at sidestille »fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed«, der alene vedrører sædvanlige opgaver, med en arbejdstagers død eller med en »fuldstændig og absolut uarbejdsdygtighed«, der ifølge den spanske regerings skriftlige indlæg betegner en uarbejdsdygtighed i forhold til alle former for arbejde, er den nævnte nationale lovgivning i strid med formålet om integration af handicappede på arbejdsmarkedet som omhandlet i chartrets artikel 26.

51

Hvad endelig angår det argument, som den spanske regering har fremført i sine skriftlige indlæg, om, at det alene er den berørte medlemsstat, der har kompetence til at udforme sin sociale sikringsordning og fastsætte betingelserne for tildeling af ydelser på området for social sikring, skal det bemærkes, at den pågældende medlemsstat ved udøvelsen af denne kompetence skal overholde EU-retten (jf. i denne retning dom af 30.6.2022, INSS (Kumulation af ydelser for fuldstændig uarbejdsdygtighed), C-625/20, EU:C:2022:508, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

52

En national lovgivning på området for social sikring må således ikke være i strid med bl.a. artikel 5 i direktiv 2000/78, sammenholdt med chartrets artikel 21 og 26, derved at arbejdstagerens handicap er afskedigelsesgrund, uden at arbejdsgiveren forudgående skal foretage eller opretholde tilpasninger i rimeligt omfang med henblik på at gøre det muligt for arbejdstageren at bevare sin ansættelse eller, efter omstændighederne, godtgøre, at sådanne tilpasninger udgør en uforholdsmæssig byrde som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 45.

53

De forelagte spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 5 i direktiv 2000/78, sammenholdt med chartrets artikel 21 og 26 samt FN-konventionens artikel 2 og 27, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en arbejdsgiver kan bringe en ansættelseskontrakt til ophør med den begrundelse, at arbejdstageren er varigt uarbejdsdygtig til at udføre sine opgaver i henhold til den pågældende kontrakt, som følge af at der under ansættelsesforholdet er opstået et handicap, uden at arbejdsgiveren forudgående skal foretage eller opretholde tilpasninger i rimeligt omfang med henblik på at gøre det muligt for den berørte arbejdstager at bevare sin ansættelse eller, efter omstændighederne, godtgøre, at sådanne tilpasninger vil udgøre en uforholdsmæssig stor byrde.

54

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 5 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, sammenholdt med artikel 21 og 26 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt artikel 2 og 27 i De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, der blev indgået i New York den 13. december 2006 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en arbejdsgiver kan bringe en ansættelseskontrakt til ophør med den begrundelse, at arbejdstageren er varigt uarbejdsdygtig til at udføre sine opgaver i henhold til den pågældende kontrakt, som følge af at der under ansættelsesforholdet er opstået et handicap, uden at arbejdsgiveren forudgående skal foretage eller opretholde tilpasninger i rimeligt omfang med henblik på at gøre det muligt for den berørte arbejdstager at bevare sin ansættelse eller, efter omstændighederne, godtgøre, at sådanne tilpasninger vil udgøre en uforholdsmæssig stor byrde.