–

Association Avocats pour la défense des droits des étrangers (ADDE), Association nationale d’assistance aux frontières pour les étrangers (ANAFE), Association de recherche, de communication et d’action pour l’accès aux traitements (ARCAT), Comité inter-mouvements auprès des évacués (Cimade), Fédération des associations de solidarité avec tou.te.s les immigré.e.s (FASTI), Groupe d’information et de soutien des immigré.e.s (GISTI), Ligue des droits de l’homme (LDH), Le paria, Syndicat des avocats de France (SAF) og SOS – Hépatites Fédération ved avocat P. Spinosi,

–

Défenseur des droits ved Défenseure des droits C. Hédon, conseillères M. Cauvin og A. Guitton, bistået af avocate I. Zribi,

–

den franske regering ved A.-L. Desjonquères og J. Illouz, som befuldmægtigede,

–

den polske regering ved B. Majczyna, E. Borawska-Kędzierska og A. Siwek-Ślusarek, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved A. Azéma, A. Katsimerou, T. Lilamand og J. Tomkin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT 2016, L 77, s. 1, herefter »Schengengrænsekodeksen«) og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Association Avocats pour la défense des droits des étrangers (ADDE), Association nationale d’assistance aux frontières pour les étrangers (ANAFE), Association de recherche, de communication et d’action pour l’accès aux traitements (ARCAT), Comité inter-mouvements auprès des évacués (Cimade), Fédération des associations de solidarité avec tou.te.s les immigré.e.s (FASTI), Groupe d’information et de soutien des immigré.e.s (GISTI), Ligue des droits de l’homme (LDH), Le paria, Syndicat des avocats de France (SAF) og SOS – Hépatites Fédération og på den anden side ministre de l’Intérieur (indenrigsministeren, Frankrig) vedrørende lovligheden af ordonnance no 2020-1733, du 16 décembre 2020, portant partie législative du code de l’entrée et du séjour des étrangers et du droit d’asile (bekendtgørelse 2020-1733 af 16.12.2020 om den lovgivningsmæssige del af kodeksen om udlændinges indrejse og ophold og om ret til asyl, herefter »bekendtgørelse 2020-1733«) (JORF af 30.12.2020, tekst nr. 41).

3

Følgende fremgår af Schengengrænsekodeksens artikel 2:

»I denne forordning forstås ved:

[…]«

4

Kodeksens afsnit II vedrørende »de ydre grænser« omfatter dennes artikel 5-21.

5

Kodeksens artikel 14 med overskriften »Nægtelse af indrejse« fastsætter:

»1.   En tredjelandsstatsborger, der ikke opfylder alle indrejsebetingelserne i artikel 6, stk. 1, og som ikke tilhører en af de personkategorier, der er omhandlet i artikel 6, stk. 5, skal nægtes indrejse på medlemsstaternes områder. Dette berører ikke anvendelsen af særlige bestemmelser om retten til asyl, international beskyttelse eller udstedelse af visum til længerevarende ophold.

2.   Indrejse kan kun nægtes ved en begrundet afgørelse med angivelse af de præcise grunde til nægtelsen. Afgørelsen træffes af en myndighed, der er bemyndiget hertil efter national ret. Den finder anvendelse umiddelbart.

Den begrundede afgørelse med angivelse af de præcise grunde til nægtelsen skal foreligge i form af en standardformular, jf. bilag V, del B, udfyldt af den myndighed, der efter national ret er bemyndiget til at nægte indrejse. Den udfyldte standardformular skal udleveres til den pågældende tredjelandsstatsborger, som skal anerkende modtagelsen af afgørelsen om nægtelse af indrejse ved hjælp af nævnte formular.

Oplysninger om tredjelandsstatsborgere, som er nægtet indrejse med henblik på et kortvarigt ophold, registreres i ind- og udrejsesystemet, jf. denne forordnings artikel 6a, stk. 2, og artikel 18 i [Europa-Parlamentets og Rådets] forordning (EU) 2017/2226 [af 30. november 2017 om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer medlemsstaternes ydre grænser, om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål og om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning (EF) nr. 767/2008 og (EU) nr. 1077/2011 (EUT 2017, L 327, s. 20)].

3.   Personer, der er nægtet indrejse, har ret til at påklage afgørelsen. Klageproceduren følger national ret. Tredjelandsstatsborgeren skal ligeledes have en skriftlig oversigt over de kontaktpunkter, der kan oplyse om repræsentanter med kompetence til at handle på tredjelandsstatsborgerens vegne i henhold til national ret.

Indgivelse af en klage har ikke opsættende virkning for afgørelsen om nægtelse af indrejse.

Såfremt det i klageafgørelsen konkluderes, at afgørelsen om nægtelse af indrejse ikke var tilstrækkelig underbygget, har den pågældende tredjelandsstatsborger, uden at det berører spørgsmålet om tilkendelse af erstatning i henhold til national ret, ret til af den medlemsstat, der har nægtet indrejse, at få foretaget rettelse af de oplysninger, der er registreret i ind- og udrejsesystemet, eller af det annullerede indrejsestempel, eller begge, samt af enhver anden form for overstregning eller tilføjelse.

4.   Grænsevagterne sikrer, at en tredjelandsstatsborger, som er blevet nægtet indrejse, ikke indrejser på den pågældende medlemsstats område.

5.   Medlemsstaterne indsamler statistisk materiale om antallet af personer, der er nægtet indrejse, grundene hertil, og nationaliteten på de personer, der er nægtet indrejse, samt om, ved hvilken type grænse (land, luft, sø) de er blevet nægtet indrejse, og indsender det statistiske materiale én gang om året til Kommissionen (Eurostat) i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 862/2007 [af 11. juli 2007 om EF-statistikker over migration og international beskyttelse og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 311/76 om udarbejdelse af statistik vedrørende udenlandske arbejdstagere (EUT 2007, L 199, s. 23)].

6.   De nærmere regler vedrørende nægtelse af indrejse er fastsat i bilag V, del A.«

6

Schengengrænsekodeksens afsnit III om »de indre grænser« indeholder dennes artikel 22-35.

7

Kodeksens artikel 25 med overskriften »Generel ramme for midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser« bestemmer i stk. 1:

»Hvis der i området uden kontrol ved de indre grænser foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i en medlemsstat, kan denne medlemsstat undtagelsesvis genindføre grænsekontrol ved alle sine indre grænser eller ved bestemte dele heraf i et begrænset tidsrum på højst 30 dage eller i det tidsrum, hvor den alvorlige trussel forventes at bestå, hvis dette tidsrum overstiger 30 dage. Omfanget og varigheden af den midlertidige genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser må ikke overstige det, som er strengt nødvendigt for at imødegå den alvorlige trussel.«

8

Kodeksens artikel 32 med overskriften »Bestemmelser, der skal anvendes i tilfælde af genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser« bestemmer:

»Hvis der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, finder de relevante bestemmelser i afsnit II tilsvarende anvendelse.«

9

Del A i bilag V til Schengengrænsekodeksen fastsætter:

»1. Ved nægtelse af indrejse skal den kompetente grænsevagt:

De praktiske ordninger for stempling findes i bilag IV.

2. Hvis en tredjelandsstatsborger, som er blevet nægtet indrejse, er blevet befordret til grænsen af en transportvirksomhed, skal den lokalt ansvarlige myndighed:

[…]«

10

Kodeksens artikel 44 med overskriften »Ophævelse« har følgende ordlyd:

»[Europa-Parlamentets og Rådets] [f]orordning (EF) nr. 562/2006 [af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT 2006, L 105, s. 1)] ophæves.

Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag X.«

11

I overensstemmelse med denne sammenligningstabel svarer Schengengrænsekodeksens artikel 14 til artikel 13 i forordning nr. 562/2006.

12

Artikel 2, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/115 fastsætter:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en medlemsstats område.

2.   Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende dette direktiv på tredjelandsstatsborgere, som:

13

Dette direktivs artikel 3 har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved: […]

[…]

14

Det nævnte direktivs artikel 4, stk. 4, fastsætter:

»Hvad angår tredjelandsstatsborgere, der er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, litra a), skal medlemsstaterne:

15

Artikel 5 i direktiv 2008/115 bestemmer:

»Når medlemsstaterne gennemfører dette direktiv, tager de behørigt hensyn til

og respekterer non-refoulement-princippet.«

16

Direktivets artikel 6 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, jf. dog de undtagelser, der er anført i stk. 2-5.

2.   Tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, og som er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold, udstedt af en anden medlemsstat, skal anmodes om straks at begive sig til denne anden medlemsstats område. Efterkommer den pågældende tredjelandsstatsborger ikke dette krav, eller er den pågældende tredjelandsstatsborgers øjeblikkelige udrejse nødvendig af hensyn til den offentlige orden eller den nationale sikkerhed, finder stk. 1 anvendelse.

3.   Medlemsstaterne kan undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse af en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres område, hvis den pågældende tredjelandsstatsborger tilbagetages af en anden medlemsstat i henhold til bilaterale aftaler eller ordninger, der er gældende på datoen for dette direktivs ikrafttræden. I så fald anvender den medlemsstat, der har tilbagetaget den pågældende tredjelandsstatsborger, stk. 1.

[…]«

17

Det nævnte direktivs artikel 7, stk. 1, første afsnit, fastsætter følgende:

»I en afgørelse om tilbagesendelse fastsættes en passende frist for frivillig udrejse på mellem syv og tredive dage, jf. dog de undtagelser, der er anført i stk. 2 og 4. Medlemsstaterne kan i deres nationale lovgivning fastsætte, at en sådan frist kun indrømmes efter begæring fra den pågældende tredjelandsstatsborger. I så fald underretter medlemsstaterne de pågældende tredjelandsstatsborgere om muligheden for at indgive en sådan begæring.«

18

Følgende fremgår af samme direktivs artikel 15, stk. 1:

»Medmindre andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfælde, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når

Enhver frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.«

19

Artikel L. 213-3-1 i code de l’entrée et du séjour des étrangers et du droit d’asile (lov om udlændinges indrejse og ophold og om ret til asyl) i den affattelse, der fulgte af loi no 2018-778, du 10 septembre 2018, pour une immigration maîtrisée, un droit d’asile effectif et une intégration réussie (lov 2018-778 af 10.9.2018 om kontrolleret indvandring, en effektiv ret til asyl og vellykket integration) (JORF af 11.9.2018, tekst nr. 1) (herefter »den tidligere Ceseda«), bestemte:

»I tilfælde af midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser som fastsat i [Schengengrænsekodeksens] afsnit III, kapitel II, kan de i artikel L. 213-2 omhandlede afgørelser træffes over for en udlænding, som direkte fra en stat, der er part i den konvention, der blev undertegnet i Schengen den 19. juni 1990, er indrejst på europæisk fransk område ved at passere en indre landgrænse uden tilladelse og er blevet kontrolleret i et område mellem denne grænse og en linje på 10 km herfra. De nærmere regler for denne kontrol fastsættes ved dekret i Conseil d’État [(øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig)].«

20

Ved bekendtgørelse 2020-1733 blev den lovgivningsmæssige del af lov om udlændinges indrejse og ophold og om ret til asyl omarbejdet. Artikel L. 332-2 i denne således ændrede lov (herefter »Ceseda, som ændret«) bestemmer:

»Afgørelsen om nægtelse af indrejse, som skal være skriftlig og begrundet, træffes af en befuldmægtiget, der henhører under en ved lov fastsat kategori.

Det skal af meddelelsen af afgørelsen om nægtelse af indrejse fremgå, at udlændingen har ret til at underrette eller lade underrette den person, som den pågældende har angivet at ville begive sig til, sit konsulat eller en rådgiver efter eget valg. Det skal af meddelelsen fremgå, at udlændingen har ret til at nægte at vende tilbage inden udløbet af en frist på én fuld dag på de betingelser, der er fastsat i artikel L. 333-2.

Den pågældende skal modtage meddelelse om afgørelsen og de dermed følgende rettigheder på et sprog, som vedkommende forstår.

Der skal tages særligt hensyn til udsatte personer, navnlig mindreårige, der er eller ikke er ledsaget af en voksen.«

21

Artikel L. 332-3 i Ceseda, som ændret, fastsætter:

»Den procedure, der er fastsat i artikel L. 332-2, finder anvendelse på afgørelser om nægtelse af indrejse, der er truffet over for udlændingen i henhold til [Schengengrænsekodeksens] artikel 6. Den finder ligeledes anvendelse i forbindelse med kontrol ved en indre grænse i tilfælde af midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser på de betingelser, der er fastsat i [Schengengrænsekodeksens] afsnit III, kapitel II.«

22

De sammenslutninger, der er nævnt i nærværende doms præmis 2, har inden for rammerne af et annullationssøgsmål til prøvelse af bekendtgørelse 2020-1733 anlagt ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) anfægtet gyldigheden af denne bekendtgørelse bl.a. med den begrundelse, at artikel L. 332-3 i Ceseda, som ændret, er i strid med direktiv 2008/115, for så vidt som den gør det muligt at vedtage afgørelser om nægtelse af indrejse ved de indre grænser, ved hvilke der er blevet genindført grænsekontrol.

23

Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har anført, at Domstolen i sin dom af 19. marts 2019, Arib m.fl. (C-444/17, EU:C:2019:220), fastslog, at artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115, sammenholdt med Schengengrænsekodeksens artikel 32, ikke finder anvendelse på situationen for en tredjelandsstatsborger, der pågribes i umiddelbar nærhed af en indre grænse og med ulovligt ophold på en medlemsstats område, selv når den pågældende medlemsstat i medfør af kodeksens artikel 25 har genindført grænsekontrol ved denne grænse på grund af en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i denne medlemsstat.

24

Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har fremhævet, at den i sin afgørelse nr. 428175 af 27. november 2020 fastslog, at bestemmelserne i den tidligere Cesedas artikel L. 213-3-1, hvorefter der i tilfælde af, at der midlertidigt var genindført grænsekontrol ved de indre grænser, over for en udlænding, som indrejste direkte fra en stats område, der er part i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 og trådt i kraft den 26. marts 1995 (EFT 2000, L 239, s. 19, herefter »Schengenkonventionen«), kunne træffes en afgørelse om nægtelse af indrejse på de betingelser, der var fastsat i den tidligere Cesedas artikel L. 213-2, såfremt den pågældende var indrejst på europæisk fransk område ved at passere en indre landgrænse uden tilladelse og var blevet kontrolleret i et område mellem denne grænse og en linje på 10 km herfra, var i strid med bestemmelserne i direktiv 2008/115, således som disse fortolkes af Domstolen.

25

Ifølge Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) gentager artikel L. 332-3 i Ceseda, som ændret, ganske vist ikke bestemmelserne i den tidligere Cesedas artikel L. 213-3-1. Artikel L. 332-3 i Ceseda, som ændret, fastsætter imidlertid fortsat, at der i tilfælde af midlertidig genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser kan træffes afgørelse om nægtelse af indrejse i forbindelse med den kontrol, der foretages ved de indre grænser, på de betingelser, der er fastsat i Schengengrænsekodeksens afsnit III, kapitel II.

26

Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) er således af den opfattelse, at det skal afgøres, hvorvidt en tredjelandsstatsborger, som indrejser direkte fra en stat, der er part i Schengenkonventionen, og som ankommer til et godkendt grænseovergangssted uden at være i besiddelse af den krævede dokumentation for tilladelse til indrejse eller ret til ophold i Frankrig, i et sådant tilfælde kan nægtes indrejse i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 14, uden at direktiv 2008/115 finder anvendelse.

27

På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan en udlænding, som indrejser direkte fra en stat, der er part i [Schengenkonventionen], hvis der på de betingelser, der er fastsat i kapitel II i afsnit III i [Schengengrænsekodeksen], midlertidigt genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, nægtes indrejse i forbindelse med den kontrol, der foretages ved den pågældende grænse, i medfør af [kodeksens] artikel 14, uden at direktiv [2008/115] finder anvendelse?«

28

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Schengengrænsekodeksen og direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at når en medlemsstat har genindført grænsekontrol ved sine indre grænser, kan den over for en tredjelandsstatsborger, der ankommer til et godkendt grænseovergangssted, hvor der foretages sådanne kontroller, træffe en afgørelse om nægtelse af indrejse som omhandlet i kodeksens artikel 14 uden at være underlagt overholdelsen af dette direktiv.

29

Schengengrænsekodeksens artikel 25 tillader undtagelsesvis og under visse betingelser en medlemsstat midlertidigt at genindføre grænsekontrol ved alle sine indre grænser eller ved bestemte dele heraf, hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i denne medlemsstat. Det følger af kodeksens artikel 32, at når der genindføres grænsekontrol ved de indre grænser, finder de relevante bestemmelser i kodeksens afsnit II, som vedrører de ydre grænser, tilsvarende anvendelse.

30

Dette er tilfældet for Schengengrænsekodeksens artikel 14, som fastsætter, at en tredjelandsstatsborger, der ikke opfylder alle indrejsebetingelserne i kodeksens artikel 6, stk. 1, og som ikke tilhører en af de personkategorier, der er omhandlet i kodeksens artikel 6, stk. 5, skal nægtes indrejse på medlemsstaternes område.

31

Det skal imidlertid bemærkes, at en tredjelandsstatsborger, der efter sin ulovlige indrejse på en medlemsstats område er til stede på dette område uden at opfylde betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl, af denne grund opholder sig ulovligt som omhandlet i direktiv 2008/115. Denne statsborger henhører således i overensstemmelse med dette direktivs artikel 2, stk. 1, og med forbehold af direktivets artikel 2, stk. 2, under det nævnte direktivs anvendelsesområde, uden at denne tilstedeværelse på den pågældende medlemsstats område er undergivet en betingelse om en mindste varighed eller en hensigt om at blive på området. Den pågældende skal dermed principielt undergives de fælles standarder og procedurer, som er fastsat i direktivet med henblik på vedkommendes udsendelse, så længe opholdet ikke eventuelt lovliggøres (jf. i denne retning dom af 19.3.2019, Arib m.fl.,C-444/17, EU:C:2019:220, præmis 37 og 39 og den deri nævnte retspraksis).

32

Dette gælder også, når tredjelandsstatsborgeren er blevet pågrebet ved et grænseovergangssted, for så vidt som dette grænseovergangssted befinder sig på den nævnte medlemsstats område. I denne henseende bemærkes, at en person kan være indrejst på en medlemsstats område, selv inden den pågældende har passeret et grænseovergangssted (jf. analogt dom af 5.2.2020, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Påmønstring af søfolk i havnen i Rotterdam),C-341/18, EU:C:2020:76, præmis 45).

33

Det skal endvidere som eksempel præciseres, at når der foretages kontrol om bord på et tog mellem det tidspunkt, hvor dette tog forlader den sidste banegård, som er beliggende på området for en medlemsstat, der deler en indre grænse med en medlemsstat, som har genindført grænsekontrol ved sine indre grænser, og det tidspunkt, hvor toget ankommer til den første banegård, der er beliggende på sidstnævnte medlemsstats område, skal kontrollen om bord på dette tog, medmindre andet er aftalt mellem disse to medlemsstater, anses for en kontrol, der foretages ved et grænseovergangssted, der er beliggende på den medlemsstats område, som har genindført en sådan kontrol. En tredjelandsstatsborger, der er blevet kontrolleret om bord på dette tog, vil nemlig nødvendigvis efter denne kontrol opholde sig på sidstnævnte medlemsstats område som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/115.

34

Når dette er sagt, skal det endvidere bemærkes, at artikel 2, stk. 2, i direktiv 2008/115 tillader medlemsstaterne undtagelsesvis og på visse betingelser at udelukke tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på deres område, fra dette direktivs anvendelsesområde.

35

For det første tillader artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115 med forbehold af bestemmelserne i dets artikel 4, stk. 4, medlemsstaterne at undlade at anvende dette direktiv i to specifikke situationer, nemlig situationen for tredjelandsstatsborgere, som er genstand for nægtelse af indrejse ved en medlemsstats ydre grænse i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 14, eller situationen for tredjelandsstatsborgere, som pågribes eller standses i forbindelse med ulovlig overskridelse af en sådan ydre grænse, og som ikke efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat.

36

Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at disse to situationer udelukkende vedrører passage af en medlemsstats ydre grænse som defineret i Schengengrænsekodeksens artikel 2 og således ikke vedrører passage af en fælles grænse mellem medlemsstater, der indgår i Schengenområdet, selv når kontrollen er blevet genindført ved denne grænse i medfør af kodeksens artikel 25 på grund af en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i denne medlemsstat (jf. i denne retning dom af 19.3.2019, Arib m.fl.,C-444/17, EU:C:2019:220, præmis 45 og 67).

37

Som generaladvokaten har anført i punkt 35 i forslaget til afgørelse, følger det heraf, at artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/115 ikke tillader en medlemsstat, der har genindført grænsekontrol ved sine indre grænser, at fravige de fælles standarder og procedurer, der er fastsat i dette direktiv, med henblik på at udsende en tredjelandsstatsborger, der uden gyldig opholdstilladelse er blevet standset ved et af de grænseovergangssteder, der er beliggende på denne medlemsstats område, og hvor der foretages en sådan kontrol.

38

For det andet bemærkes, at selv om artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2008/115 tillader medlemsstaterne at undlade at anvende dette direktiv på tredjelandsstatsborgere, som er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af en strafferetlig sanktion i henhold til national ret, eller som er genstand for udleveringsprocedurer, må det konstateres, at det ikke er et sådant tilfælde, der er omhandlet i den i hovedsagen omhandlede bestemmelse.

39

Det følger for det første af det ovenstående, at en medlemsstat, der har genindført grænsekontrol ved sine indre grænser, kan lade Schengengrænsekodeksens artikel 14 og del A, punkt 1, i bilag V hertil finde tilsvarende anvendelse på en tredjelandsstatsborger, der uden tilladelse til lovligt ophold standses på et godkendt grænseovergangssted, hvor der foretages en sådan kontrol.

40

For det andet skal den pågældende medlemsstat, når dette grænseovergangssted er beliggende på dens område, imidlertid sørge for, at konsekvenserne af en sådan tilsvarende anvendelse af de bestemmelser, der er nævnt i den foregående præmis, ikke fører til en tilsidesættelse af de fælles standarder og procedurer, der er fastsat i direktiv 2008/115. Den omstændighed, at denne forpligtelse, der påhviler den pågældende medlemsstat, kan fratage en eventuel vedtagelse af en afgørelse om nægtelse af indrejse over for en tredjelandsstatsborger, der ankommer til en af medlemsstatens indre grænser, en stor del af dens effektive virkning, kan ikke ændre en sådan konstatering.

41

Hvad angår de relevante bestemmelser i dette direktiv skal det navnlig bemærkes, at det følger af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115, at enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, med forbehold af de undtagelser, der er fastsat i denne artikels stk. 2-5, og under streng overholdelse af de krav, der er fastsat i dette direktivs artikel 5, skal være genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, som blandt de tredjelande, der er omhandlet i nævnte direktivs artikel 3, nr. 3), skal identificere det tredjeland, hvortil den pågældende skal udsendes (dom af 22.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis), C‑69/21, EU:C:2022:913, præmis 53).

42

En tredjelandsstatsborger, der er genstand for en sådan afgørelse om tilbagesendelse, skal desuden principielt stadig i medfør af artikel 7 i direktiv 2008/115 gives en vis frist til frivilligt at forlade den pågældende medlemsstats område. En tvangsudsendelse finder kun sted som sidste udvej i overensstemmelse med dette direktivs artikel 8, med forbehold af dets artikel 9, som pålægger medlemsstaterne at udsætte udsendelsen i de tilfælde, som den opregner (dom af 17.12.2020, Kommissionen mod Ungarn (Modtagelse af ansøgere om international beskyttelse),C‑808/18, EU:C:2020:1029, præmis 252).

43

Det følger desuden af artikel 15 i direktiv 2008/115, at frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold kun kan anordnes i visse nærmere angivne tilfælde. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, er denne artikel imidlertid ikke til hinder for, at denne tredjelandsstatsborger, såfremt den pågældende udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, frihedsberøves, indtil den pågældende udsendes, for så vidt som denne frihedsberøvelse opfylder betingelserne i dette direktivs artikel 15-18 (jf. i denne retning dom af 2.7.2020, Stadt Frankfurt am Main,C-18/19, EU:C:2020:511, præmis 41-48).

44

Direktiv 2008/115 udelukker i øvrigt ikke medlemsstaternes mulighed for med fængsel at straffe andre lovovertrædelser end dem, der alene vedrører ulovlig indrejse, herunder i situationer, hvor den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i dette direktiv, endnu ikke er blevet afsluttet. Det nævnte direktiv er derfor heller ikke til hinder for pågribelse eller tilbageholdelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, såfremt sådanne foranstaltninger træffes, fordi denne tredjelandsstatsborger er under mistanke for at have begået en anden lovovertrædelse end blot den ulovlige indrejse på nationalt område, og navnlig en lovovertrædelse, der kan udgøre en trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i den pågældende medlemsstat (dom af 19.3.2019, Arib m.fl.,C-444/17, EU:C:2019:220, præmis 66).

45

Heraf følger, at i modsætning til, hvad den franske regering har gjort gældende, gør anvendelsen af de fælles standarder og procedurer, der er fastsat i direktiv 2008/115, i et tilfælde som det, der er omhandlet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, det ikke umuligt at opretholde lov og orden og beskytte den indre sikkerhed som omhandlet i artikel 72 TEUF.

46

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at Schengengrænsekodeksen og direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at når en medlemsstat har genindført grænsekontrol ved sine indre grænser, kan den over for en tredjelandsstatsborger, der ankommer til et godkendt grænseovergangssted beliggende på denne medlemsstats område, hvor der foretages sådanne kontroller, træffe en afgørelse om nægtelse af indrejse i medfør af en tilsvarende anvendelse af kodeksens artikel 14, forudsat at de fælles standarder og procedurer, der er fastsat i dette direktiv, finder anvendelse på denne tredjelandsstatsborger med henblik på dennes udsendelse.

47

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

skal fortolkes således, at

når en medlemsstat har genindført grænsekontrol ved sine indre grænser, kan den over for en tredjelandsstatsborger, der ankommer til et godkendt grænseovergangssted beliggende på denne medlemsstats område, hvor der foretages sådanne kontroller, træffe en afgørelse om nægtelse af indrejse i medfør af en tilsvarende anvendelse af denne forordnings artikel 14, forudsat at de fælles standarder og procedurer, der er fastsat i dette direktiv, finder anvendelse på denne tredjelandsstatsborger med henblik på dennes udsendelse.