–

ALD Automotive s.r.o. ved advokát J. Melkus,

–

den tjekkiske regering ved A. Edelmannová, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved G. Gattinara og P. Ondrůšek, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (EUT 2011, L 48, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem ALD Automotive s.r. o. (herefter »ALD«) og DY, som kurator for GEDEM-STAV a.s. (herefter »Gedem«), debitorselskabet, vedrørende et krav om fast kompensation for de inddrivelsesomkostninger, som ALD har afholdt som følge af forsinkede betalinger i forbindelse med fem kontrakter med løbende opfyldelse indgået mellem dette selskab og Gedem.

3

I 3. og 19. betragtning til direktiv 2011/7 anføres:

[…]

4

Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« fastsætter følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Formålet med dette direktiv er at bekæmpe forsinket betaling i handelstransaktioner med henblik på at sikre et velfungerende indre marked og derved fremme virksomhedernes, herunder navnlig de små og mellemstore virksomheders [(SMV’er)], konkurrenceevne.

2.   Dette direktiv finder anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner.«

5

Nævnte direktivs artikel 2 har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]

[…]«

6

Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Transaktioner mellem virksomheder« fastsætter følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer, at kreditor i handelstransaktioner mellem virksomheder er berettiget til morarenter ved forsinket betaling, uden at det er nødvendigt at fremsende en rykkerskrivelse, forudsat at

7

Artikel 6 i direktiv 2011/7 med overskriften »Kompensation for omkostninger ved inddrivelse« foreskriver:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at kreditor, når der skal betales morarenter i handelstransaktioner i henhold til artikel 3 eller 4, er berettiget til fra skyldneren som minimum at modtage et fast beløb på 40 EUR.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at det i stk. 1 omhandlede faste beløb forfalder til betaling, uden at det er nødvendigt at fremsende en rykkerskrivelse og som kompensation for kreditors egne omkostninger ved inddrivelse.

3.   Kreditor er ud over det i stk. 1 omhandlede faste beløb berettiget til at kræve rimelig kompensation af skyldneren for eventuelle yderligere omkostninger ud over det faste beløb, der er påløbet på grund af skyldnerens forsinkede betaling. Dette kan bl.a. indbefatte omkostninger til at engagere en advokat eller et inkassofirma.«

8

Direktivets artikel 7 med overskriften »Urimelige kontraktvilkår og handelspraksisser« bestemmer følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne træffer bestemmelse om, at et kontraktvilkår eller en handelspraksis vedrørende betalingsdagen eller betalingsfristen, morarentesatsen eller kompensation for inddrivelsesomkostningerne enten ikke er bindende eller giver grundlag for krav om skadeserstatning, hvis vilkåret er klart urimeligt over for kreditor.

Ved afgørelsen af, om et kontraktvilkår eller en handelspraksis er klart urimelig(t) over for kreditor i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i første afsnit, tages der hensyn til alle sagens omstændigheder, herunder:

[…]

[…]«

9

§ 2, stk. 3, i zákon č. 89/2012, občanský zákoník (lov nr. 89/2012, civillovbogen), foreskriver:

»Fortolkningen og anvendelsen af en lovbestemmelse må ikke stride mod sædeligheden eller føre til grusomme eller uretfærdige handlinger, der krænker den almene borgers følelser.«

10

§ 3 i nařízení vlády č. 351/2013 Sb., kterým se určuje výše úroků z prodlení a nákladů spojených s uplatněním pohledávky, určuje odměna likvidátora, likvidačního správce a člena orgánu právnické osoby jmenovaného soudem a upravují některé otázky Obchodního věstníku, veřejných rejstříků právnických a fyzických osob a evidence svěřenských fondů a evidence údajů o skutečných majitelích (regeringsdekret nr. 351/2013 om fastsættelse af morarenter og omkostninger til inddrivelse af en fordring, der fastsætter vederlaget for likvidatorerne og medlemmerne af den juridiske persons administrationsorgan udpeget af retten, og som præciserer visse spørgsmål om det officielle tidende for civil- og handelsretlige meddelelser og de offentlige registre over juridiske og fysiske personer, trustfonde og oplysninger vedrørende det reelle ejerskab) (herefter »dekret nr. 351/2013«) bestemmer:

»I tilfælde af en gensidig forpligtelse mellem erhvervsdrivende, eller hvis den gensidige forpligtelse mellem den erhvervsdrivende og den offentlige ordregiver i medfør af lov om offentlige udbud er en forpligtelse til at levere varer eller tjenesteydelser mod vederlag til den offentlige ordregiver, er minimumsomkostningerne relateret til inddrivelsen af hver fordring på 1200 CZK [tjekkiske kroner (CZK) (ca. 50 EUR)].«

11

ALD og Gedem, der er tjekkiske selskaber, indgik fem kontrakter om udlejning af løsøregenstande (herefter »de i hovedsagen omhandlede kontrakter«). I henhold til de generelle vilkår, der fandt anvendelse på disse kontrakter, var ALD forpligtet til at udstede særskilte fakturaer for de beløb, der skulle betales som vederlag for de ydelser, som blev leveret til Gedem i henhold til disse kontrakter. Gedem skulle betale disse beløb på den forfaldsdato, der var angivet i fakturaerne.

12

Gedem undlod imidlertid til de fastsatte frister at betale 25 beløb, der var forfaldne i henhold til de i hovedsagen omhandlede kontrakter, svarende til i alt 206799,13 CZK (ca. 8750 EUR) for perioder, der lå mellem den 27. april 2016 og den 30. september 2016.

13

Ved kendelse af 12. april 2017 fastslog Krajský soud v Hradci Králové – pobočka v Pardubicích (den regionale ret i Hradec Králové – afdeling i Pardubice, Den Tjekkiske Republik), at Gedem var insolvent, erklærede selskabet konkurs og udpegede DY som kurator for dette selskab.

14

I forbindelse med proceduren anmodede ALD om betaling af fordringen med tillæg af morarenter samt et fast beløb på 1200 CZK for hver af de 25 skyldige beløb i henhold til de fem i hovedsagen omhandlede kontrakter, dvs. i alt 30000 CZK (ca. 1250 EUR), til dækning af inddrivelsesomkostninger i henhold til § 3 i dekret nr. 351/2013.

15

Efter at DY havde rejst indsigelse mod betalingen af dette faste beløb, anlagde ALD sag ved Krajský soud v Hradci Králové – pobočka v Pardubicích (den regionale ret i Hradec Králové – afdeling i Pardubice) med påstand om, at det blev fastslået, at selskabet havde ret til en fast kompensation for inddrivelsesomkostningerne for hvert af de 25 beløb, der skyldtes i henhold til de fem i hovedsagen omhandlede kontrakter.

16

Ved dom af 28. maj 2018 tog denne ret ALD’s påstand delvist til følge og tilkendte selskabet en fast kompensation for inddrivelsesomkostningerne på 1200 CZK for de fordringer, der fulgte af hver af de fem kontrakter, dvs. i alt 6000 CZK (ca. 250 EUR), og frifandt i øvrigt Gedem.

17

ALD iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Vrchní soud v Praze (appeldomstolen i Prag, Den Tjekkiske Republik), som stadfæstede den nævnte dom. Den forelæggende ret fandt, at den faste kompensation for inddrivelsesomkostningerne i det foreliggende tilfælde kun skulle betales én gang for hver af de fem kontrakter, uafhængigt af antallet af betalinger, der ikke var foretaget ved forfaldstidspunktet.

18

ALD iværksatte appel til prøvelse af disse domme ved Ústavní soud (forfatningsdomstol, Den Tjekkiske Republik), som ved dom af 24. november 2020 ophævede dommen afsagt af Vrchní soud v Praze (appeldomstolen i Prag) og hjemviste sagen til denne, og forkastede i øvrigt appellen. Ústavní soud (forfatningsdomstol) fandt, at den forelæggende ret ved ikke at undersøge nødvendigheden af at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF, selv om ALD havde påberåbt sig nødvendigheden af at fortolke den nationale lovgivning i overensstemmelse med EU-retten, havde tilsidesat dette selskabs ret til en retfærdig rettergang, som er sikret ved den tjekkiske forfatning.

19

For så vidt som de i hovedsagen omhandlede kontrakter indebærer flere på hinanden følgende betalinger af vederlag, ønsker den forelæggende ret oplyst, om kreditor for at virkeliggøre formålet med direktiv 2011/7 skal modtage det faste beløb, der er fastsat i dette direktivs artikel 6, stk. 1, for hver forsinket betaling, der indtræder inden for rammerne af opfyldelsen af en enkelt kontrakt, herunder når de betalinger, der ikke er foretaget rettidigt, vedrører beløb, der er lave eller lavere end dette faste beløb, eller om det er tilstrækkeligt, at denne kreditor modtager et enkelt fast beløb for alle de forsinkede betalinger, der indtræder i forbindelse med opfyldelsen af denne kontrakt. Den forelæggende ret er ligeledes i tvivl om, hvorvidt den nationale ret kan afvise en anmodning, der er baseret på den første fortolkning, såfremt denne anmodning er »i strid med den offentlige sædelighed (§ 2, stk. 3, [i lov nr. 89/2012])«.

20

På denne baggrund har Vrchní soud v Praze (appeldomstolen i Prag) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, skal fortolkes således, at når én og samme kontrakt fastsætter periodiske betalinger, der hver især skal foretages inden for en bestemt frist, skal det faste minimumsbeløb på 40 EUR, der er fastsat i denne artikel 6, stk. 1, betales som kompensation til kreditor for inddrivelsesomkostningerne for hver forsinket betaling, eller om dette faste beløb skal betales en enkelt gang i forbindelse med opfyldelsen af en enkelt kontrakt, uafhængigt af antallet af betalinger, der ikke er foretaget inden for denne frist.

22

For det første pålægger artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7 medlemsstaterne at sikre, at kreditor, når der skal betales morarenter i handelstransaktioner som omhandlet i direktivets artikel 2, nr. 1), er berettiget til fra skyldneren som minimum at modtage et fast beløb på 40 EUR. Desuden forpligter denne artikel 6 i stk. 2 medlemsstaterne til at sikre, at dette faste minimumsbeløb automatisk forfalder til betaling, også uden at der fremsendes en rykkerskrivelse til skyldneren, og som kompensation for kreditors omkostninger ved inddrivelse. Endelig giver den nævnte artikel 6 i stk. 3 kreditor ret til, foruden det nævnte minimumsbeløb på 40 EUR, at kræve rimelig kompensation af skyldneren for eventuelle yderligere inddrivelsesomkostninger ud over det faste beløb, der er påløbet på grund af skyldnerens forsinkede betaling.

23

Begrebet »forsinket betaling« – som ligger til grund for kreditors ret til at modtage ikke blot renter i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2011/7 fra skyldneren, men også et fast minimumsbeløb på 40 EUR i henhold til dette direktivs artikel 6, stk. 1 – er i direktivets artikel 2, nr. 4), defineret som betaling, der ikke foretages inden for den aftalemæssige eller lovbestemte betalingsfrist. Eftersom samme direktiv i henhold til artikel 1, stk. 2, omfatter »alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner«, finder begrebet »forsinket betaling« anvendelse på hver enkelt handelstransaktion betragtet individuelt (dom af 1.12.2022, DOMUS-Software, C-370/21, EU:C:2022:947, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

24

For det andet fastsætter artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7 betingelserne for, at det faste minimumsbeløb på mindst 40 EUR skal betales, ved henvisning til dette direktivs artikel 3 for så vidt angår handelstransaktioner mellem virksomheder. Sidstnævnte artikel fastsætter i stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at en kreditor, der har opfyldt sine forpligtelser, og som ikke har modtaget det skyldige beløb rettidigt, i forbindelse med disse handelstransaktioner er berettiget til morarenter, uden at det er nødvendigt at fremsende rykkerskrivelse, medmindre skyldneren ikke er ansvarlig for forsinkelsen (dom af 1.12.2022, DOMUS-SOFTWARE, C-370/21, EU:C:2022:947, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

25

Det følger heraf, at i lighed med den ret til morarenter, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2011/7, knytter retten til et fast minimumsbeløb som omhandlet i dette direktivs artikel 6, stk. 1, der ligeledes opstår som følge af en »forsinket betaling« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, nr. 4), sig til »handelstransaktioner« betragtet individuelt. Disse renter forfalder i lighed med det faste beløb automatisk ved udløbet af den betalingsfrist, der er fastsat i samme direktivs artikel 3, stk. 3-5, forudsat at betingelserne i artiklens stk. 1 er opfyldt (jf. i denne retning dom af 1.12.2022, DOMUS-Software, C-370/21, EU:C:2022:947, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

26

Artikel 6, stk. 1 og 2, i direktiv 2011/7 skal således fortolkes således, at det faste minimumsbeløb på 40 EUR som kompensation for inddrivelsesomkostningerne skal indrømmes en kreditor, som har opfyldt sine forpligtelser, for hver betaling, der ikke er foretaget rettidigt, som vederlag for en handelstransaktion, og som er attesteret i en faktura eller en tilsvarende betalingsanmodning, herunder når flere periodiske betalinger til opfyldelse af én og samme kontrakt er forsinkede, medmindre skyldneren ikke er ansvarlig for disse forsinkelser (dom af 1.12.2022, DOMUS-Software, C-370/21, EU:C:2022:947, præmis 24-26 og den deri nævnte retspraksis).

27

For det tredje bekræftes denne fortolkning af artikel 6 i direktiv 2011/7 af direktivets formål. Det følger nemlig af dette direktivs artikel 1, stk. 1, sammenholdt med tredje betragtning hertil, at dette ikke alene tager sigte på at modvirke forsinkede betalinger ved at undgå, at de er finansielt tiltrækkende for skyldneren som følge af lave renter eller ingen opkrævning af renter i en sådan situation, men også på effektivt at beskytte kreditor mod sådanne forsinkelser ved at sikre, at den pågældende kan kompenseres så fuldstændigt som muligt for de afholdte inddrivelsesomkostninger. I denne henseende præciseres det i 19. betragtning til direktivet dels, at inddrivelsesomkostninger også bør omfatte inddrivelse af administrative omkostninger og kompensation for interne omkostninger, som er påløbet på grund af forsinket betaling, dels at kompensation i form af et fast beløb bør sigte mod at begrænse de administrative og interne omkostninger i forbindelse med inddrivelsen (dom af 1.12.2022, DOMUS-Software, C-370/21, EU:C:2022:947, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

28

Akkumulation hos skyldneren af flere forsinkede periodiske betalinger til opfyldelse af én og samme kontrakt kan således ikke bevirke, at det faste minimumsbeløb, der skal betales som kompensation for inddrivelsesomkostningerne for hver forsinket betaling, begrænses til et enkelt fast beløb. En sådan begrænsning ville fratage artikel 6 i direktiv 2011/7 – hvis formål, således som det er fremhævet i den foregående præmis i nærværende dom, ikke blot er at modvirke forsinket betaling, men også, gennem disse beløb, at indrømme kompensation »for kreditors egne omkostninger ved inddrivelse«, idet disse omkostninger vil tendere til at forøges i forhold til antallet af betalinger og beløb, som skyldneren ikke betaler rettidigt – sin effektive virkning. Denne begrænsning ville desuden svare til at indrømme skyldneren en undtagelse fra dette direktivs artikel 6, stk. 1, hvilket ville svare til at fritage skyldneren for en del af den økonomiske byrde, der følger af dennes forpligtelse til at betale det faste beløb på 40 EUR for hver betaling, der ikke er foretaget rettidigt, uden at der ville være nogen »objektiv grund« til denne undtagelse som omhandlet i nævnte direktivs artikel 7, stk. 1, andet afsnit, litra c) (jf. i denne retning dom af 1.12.2022, DOMUS-Software, C-370/21, EU:C:2022:947, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

29

I sit skriftlige indlæg har den tjekkiske regering imidlertid gjort gældende, at kreditors kumulation af flere faste beløb, når flere periodiske betalinger, der følger af én og samme kontrakt, er forsinkede, er i strid med formålet med artikel 6, stk. 3, i direktiv 2011/7, som er at sikre en rimelig kompensation for de omkostninger, som denne kreditor reelt har afholdt, med henblik på at modvirke forsinket betaling. Ifølge den tjekkiske regering svarer en sådan kumulation til, at kreditor for de samlede omkostninger, der er afholdt i tilfælde af inddrivelse af flere fra samme kontakt udspringende fordringer hos en enkelt debitor, indrømmes en fast kompensation, der overstiger de administrative og interne omkostninger, der reelt er afholdt og forbundet med inddrivelsen. Den kompensation i form af et fast beløb, der er fastsat i denne bestemmelse, har imidlertid til formål at afspejle de omkostninger, som kreditor reelt har afholdt, og har ikke karakter af straf.

30

Retten til en »rimelig« kompensation i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 2011/7 »for eventuelle yderligere omkostninger ud over det faste beløb, der er påløbet på grund af skyldnerens forsinkede betaling«, vedrører nemlig de omkostninger ved inddrivelse, uanset hvilke, som overstiger det faste minimumsbeløb på 40 EUR, som kreditor har ret til automatisk i henhold til dette direktivs artikel 6, stk. 1, når der skal betales morarenter i handelstransaktioner i henhold til bl.a. det nævnte direktivs artikel 3. En sådan kompensation kan således hverken dække den del af de nævnte omkostninger, som allerede omfattes af det faste minimumsbeløb på 40 EUR, eller omkostninger, der synes uforholdsmæssige, henset til samtlige omstændigheder i den konkrete sag (dom af 20.10.2022, BFF Finance Iberia, C-585/20, EU:C:2022:806, præmis 39).

31

Det følger heraf, at artikel 6, stk. 3, i direktiv 2011/7 ikke kan påberåbes med henblik på at begrænse kreditors ret til at modtage det faste beløb, der er fastsat i dette direktivs artikel 6, stk. 1. Det er derimod muligt inden for de grænser, der er opstillet i den foregående præmis i nærværende dom, bl.a. at tage hensyn til den omstændighed, at vederlaget for handelstransaktioner, som denne debitor ikke har betalt rettidigt til kreditor, har givet anledning til et enkeltstående krav med henblik på at vurdere, om kompensationen for de øvrige inddrivelsesomkostninger, der er påløbet som følge af debitors forsinkede betaling, er rimelig (dom af 20.10.2022, BFF Finance Iberia, C-585/20, EU:C:2022:806, præmis 40).

32

Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, skal fortolkes således, at når én og samme kontrakt fastsætter periodiske betalinger, der hver især skal foretages inden for en bestemt frist, skal det faste minimumsbeløb på 40 EUR, der er fastsat i denne artikel 6, stk. 1, betales som kompensation til kreditor for inddrivelsesomkostningerne for hver forsinket betaling.

33

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7, sammenholdt med denne artikels stk. 3 og direktivets artikel 7, stk. 1, andet afsnit, litra c), skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national ret på grundlag af almindelige nationale privatretlige principper afviser eller nedsætter det faste beløb, der er fastsat i den førstnævnte af disse bestemmelser, når den forsinkede betaling, der er sket inden for rammerne af én og samme kontrakt, bl.a. vedrører beløb, der er lave eller sågar lavere end dette faste beløb.

34

Europa-Kommissionen har rejst tvivl om, hvorvidt det andet spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at det er hypotetisk. I hovedsagen er det samlede hovedkrav nemlig langt højere end det samlede beløb for den faste kompensation, der gøres krav på i henhold til § 3 i dekret nr. 351/2013, som gennemfører artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7 i national ret.

35

Det skal i denne henseende bemærkes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i henhold til artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, både om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 8.12.2022, Google (Fjernelse af angiveligt urigtigt indhold), C-460/20, EU:C:2022:962, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

36

Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 8.12.2022, Google (Fjernelse af angiveligt urigtigt indhold), C-460/20, EU:C:2022:962, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

37

I det foreliggende tilfælde er det samlede hovedkrav, således som Kommissionen har anført, ganske vist højere end det samlede beløb for den faste kompensation, der gøres krav på. Det følger imidlertid ikke heraf, at det forelagte spørgsmål er af hypotetisk karakter. I mangel af en udtrykkelig angivelse vedrørende dette punkt i forelæggelsesafgørelsen kan det nemlig ikke udelukkes, at nogle af de 25 i hovedsagen omhandlede betalinger, som ikke er blevet foretaget på forfaldstidspunktet, er lave eller endog lavere end det faste beløb, der er fastsat i dekretets § 3, i overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 1.

38

Dette spørgsmål skal derfor undersøges i realiteten.

39

Det skal indledningsvis bemærkes, at princippet om EU-rettens forrang navnlig med henblik på at sikre virkningen af samtlige bestemmelser i EU-retten indebærer en pligt for de nationale retter til i videst muligt omfang at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten (dom af 13.11.1990, Marleasing, C-106/89, EU:C:1990:395, præmis 8, og af 18.1.2022, Thelen Technopark Berlin, C-261/20, EU:C:2022:33, præmis 26).

40

Nærmere bestemt er en national ret, der er forelagt en tvist, hvori alene private er parter, forpligtet til, når den anvender nationale bestemmelser, som er vedtaget med det formål at gennemføre et direktiv, at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formål for at nå til en løsning, der er i overensstemmelse med det formål, der forfølges med direktivet, med forbehold af visse begrænsninger, herunder navnlig forbuddet mod en fortolkning contra legem af national ret (jf. i denne retning dom af 18.1.2022, Thelen Technopark Berlin, C-261/20, EU:C:2022:33, præmis 27 og 28 og den deri nævnte retspraksis).

41

Selv om den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde har henvist til almindelige nationale privatretlige principper, herunder navnlig princippet om forbud mod at fortolke og anvende en lovbestemmelse i strid med den offentlige sædelighed, har den ikke anført, at disse principper er til hinder for, at den fortolker de nationale bestemmelser, der finder anvendelse, på en måde, der er i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7, sammenholdt med denne artikels stk. 3 og dette direktivs artikel 7, stk. 1, andet afsnit, litra c).

42

At anerkende, at en national ret kan afvise eller nedsætte det faste beløb som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7, ville under disse omstændigheder svare til at give den tilladelse til at fravige sin forpligtelse til at give denne bestemmelse fuld virkning som fortolket af Domstolen i dom af 20. oktober 2022, BFF Finance Iberia (C-585/20, EU:C:2022:806), og af 1. december 2022, DOMUS-Software (C-370/21, EU:C:2022:947).

43

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/7, sammenholdt med denne artikels stk. 3 og dette direktivs artikel 7, stk. 1, andet afsnit, litra c), skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national ret på grundlag af almindelige principper i den nationale privatret afviser eller nedsætter det faste beløb, der er fastsat i den første af disse bestemmelser, herunder når de forsinkede betalinger, der er forekommet inden for rammerne af én og samme kontrakt, bl.a. vedrører beløb, der er lave eller endog lavere end dette faste beløb.

44

Henset til besvarelsen af det andet spørgsmål er det ufornødent at besvare det tredje spørgsmål.

45

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret: