This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62022CC0305
Opinion of Advocate General Richard de la Tour delivered on 13 June 2024.###
Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Richard de la Tour fremsat den 13. juni 2024.
Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Richard de la Tour fremsat den 13. juni 2024.
ECLI identifier: ECLI:EU:C:2024:508
- Date of document:
- 13/06/2024
- Form:
- Generaladvokatens forslag til afgørelse
- Advocate General:
- Richard de la Tour
Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. RICHARD DE LA TOUR
fremsat den 13. juni 2024 (1)
Sag C-305/22
C.J.
Straffesag
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bucureşti (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien))
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – den fuldbyrdende medlemsstats forpligtelse til at fuldbyrde den frihedsstraf, som den eftersøgte person er blevet idømt – rammeafgørelse 2008/909/RIA – gensidig anerkendelse af domme i straffesager med henblik på deres fuldbyrdelse i en anden medlemsstat – manglende samtykke fra den udstedende medlemsstat – den udstedende medlemsstats ret til selv at fuldbyrde straffen – den fuldbyrdende judicielle myndigheds pligt til at fuldbyrde den europæiske arrestordre«
I. Indledning
1. Den foreliggende anmodning om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 4, nr. 5) og 6), og artikel 8, stk. 1, litra c), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (2) samt artikel 4, stk. 2, artikel 22, stk. 1, og artikel 25 i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (3).
2. Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en national sag, hvori Curtea de Apel Bucureşti (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien) skal tage stilling til gyldigheden af en national ordre om fuldbyrdelse af en fængselsstraf, som C.J., der har bopæl i Italien, er blevet idømt, samt om gyldigheden af en europæisk arrestordre, der er udstedt mod ham. De italienske judicielle myndigheder har afslået at fuldbyrde denne europæiske arrestordre på grundlag af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 (4). Disse myndigheder traf samtidig en afgørelse om anerkendelse af dommen og fuldbyrdelse af den straffedom, der var afsagt mod C.J., på trods af de rumænske judicielle myndigheders indsigelse mod, at denne dom blev fuldbyrdet i Italien.
3. Den foreliggende sag illustrerer en problematik vedrørende sammenhængen mellem denne rammeafgørelse og rammeafgørelse 2008/909, der udgør to grundlæggende instrumenter for det retlige samarbejde i straffesager.
4. I dette forslag til afgørelse, der i overensstemmelse med Domstolens anmodning vil fokusere på det første til det tredje præjudicielle spørgsmål, vil jeg argumentere for, at en judiciel myndighed ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, med henvisning til den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er anført i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, når anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den fældende dom er foretaget i strid med den procedure og de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909. I denne situation bevarer den udstedende medlemsstat (5) retten til at fuldbyrde denne straf, og det påhviler følgelig den fuldbyrdende judicielle myndighed at fuldbyrde den europæiske arrestordre ved at overgive den eftersøgte til den pågældende medlemsstat.
II. De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
5. Ved dom af 27. juni 2017 afsagt af Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest), der blev ændret og endelig ved dom af 10. november 2020 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol, Rumænien), blev C.J. endeligt idømt fængsel i fire år og to måneder samt forbud i tre år mod at udøve visse rettigheder for flere lovovertrædelser (herefter »den fældende dom«).
6. Den 20. november 2020 udstedte Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) en ordre om fuldbyrdelse af den fængselsstraf, som C.J. var blevet idømt. Den 25. november 2020 udstedte denne retsinstans en europæisk arrestordre vedrørende C.J.
7. Den 31. december 2020 meddelte Ministero della Giustizia (justitsministeren, Italien) Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest), at C.J. var blevet anholdt, og anmodede om fremsendelse af den europæiske arrestordre på italiensk. Denne europæiske arrestordre blev fremsendt til justitsministeren.
8. Efter anmodning fra de italienske judicielle myndigheder fremsendte Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) den 14. januar 2021 den fældende dom. Ved denne lejlighed gav den pågældende retsinstans udtryk for, at den ikke var indforstået med, at de italienske judicielle myndigheder eventuelt ville anerkende denne dom med henblik på at fuldbyrde den i Italien.
9. På opfordring fra de italienske judicielle myndigheder præciserede Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) den 20. januar 2021, at i tilfælde af et afslag på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre i medfør af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 ville appeldomstolen ikke give sit samtykke til, at Den Italienske Republik i en særskilt procedure anerkendte den fældende dom og overtog straffuldbyrdelsen inden for denne procedure, og at appeldomstolen derefter ville anmode om en sådan anerkendelse og en sådan overtagelse i medfør af rammeafgørelse 2008/909.
10. Efterfølgende fremsendte de rumænske myndigheder en anmodning om oplysninger vedrørende afsigelsen af en afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre til de italienske judicielle myndigheder i henhold til artikel 22 i rammeafgørelse 2002/584.
11. Ved dom af 6. maj 2021 afslog Corte d’appello di Roma (appeldomstolen i Rom, Italien) at overgive C.J., anerkendte den fældende dom og bestemte, at den skulle fuldbyrdes i Italien. Denne domstol var af den opfattelse, at eftersom C.J. lovligt og faktisk var bosat i Italien, var der ikke grund til at kræve, at han afsonede sin straf i Rumænien, idet en fuldbyrdelse af denne straf i Italien i højere grad ville være i overensstemmelse med formålet om at lette hans sociale rehabilitering. Den nævnte domstol fandt, at der efter fradrag af varetægtsfængslingens varighed resterede en samlet straf til afsoning på 3 år, 6 måneder og 21 dage.
12. Den 20. maj 2021 blev denne dom afsagt af Corte d’appello di Roma (appeldomstolen i Rom) meddelt Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest). Efterfølgende modtog de rumænske myndigheder en attest af 11. juni 2021 fra kontoret for straffuldbyrdelse ved anklagemyndigheden i Rom, hvoraf det fremgik, at C.J. befandt sig i husarrest i henhold til italiensk ret. Med hensyn til straffuldbyrdelsestrinnet fremgik det ligeledes af denne attest, at der var tale om en fuldbyrdelsesordre med samtidig udsættelse i form af husarrest, og at den straf, som stod tilbage at afsone, var fængsel i tre år og elleve måneder, idet startdatoen for fuldbyrdelsen af straffen var den 29. december 2020 og slutdatoen for straffen den 28. november 2024 (6).
13. Ved skrivelse af 28. juni 2021 gentog de rumænske judicielle myndigheder deres holdning, som er anført i punkt 9 i dette forslag til afgørelse, og præciserede, at indtil de fik meddelelse om, at fuldbyrdelsen af frihedsstraffen var blevet påbegyndt ved, at C.J. blev fængslet, fastholdt de deres ret til at fuldbyrde den fældende dom af 27. juni 2017 i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909. Disse myndigheder tilføjede, at den nationale ordre om fuldbyrdelse af fængselsstraffen og den internationale efterlysning ikke var blevet annulleret og stadig var gyldige.
14. Den 15. oktober 2021 fremsatte Biroul executări penale din cadrul Curții de Apel București – Secția a II-a penală (afdelingen for fuldbyrdelse af straffe ved appeldomstolen i Bukarest – anden afdeling for straffesager) en indsigelse mod fuldbyrdelsen af den fældende dom til den forelæggende ret.
15. Sidstnævnte retsinstans har præciseret, at den skal tage stilling til gyldigheden af den nationale ordre om fuldbyrdelse af fængselsstraffen og af den europæiske arrestordre, henset til den omstændighed, at de rumænske og de italienske judicielle myndigheder har afvigende fortolkninger af navnlig sammenhængen mellem rammeafgørelse 2002/584 og rammeafgørelse 2008/909. Dette indebærer, at den nævnte retsinstans skal afgøre, om denne nationale ordre, der er udstedt af de rumænske myndigheder, skal annulleres, såfremt det antages, at den fældende dom er blevet iværksat af de italienske myndigheder, og at den er ved at blive fuldbyrdet.
16. Spørgsmålet er således, om anerkendelse af en dom i forbindelse med en procedure til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der har givet anledning til et afslag fra den fuldbyrdende judicielle myndighed i medfør af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, kræver samtykke fra den udstedende medlemsstat i medfør af artikel 4, stk. 2, og artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909, og om den udstedende medlemsstats fremsendelse af den fældende dom til den fuldbyrdende medlemsstat kan gælde som samtykke. Spørgsmålet er ligeledes, om en sådan procedure, der er gennemført i strid med sidstnævntes rammeafgørelses artikel 4, stk. 2, og artikel 25, kan få retsvirkning i forhold til dommen for så vidt angår dens fuldbyrdelse på Rumæniens område. Det skal i øvrigt afgøres, om den udstedende medlemsstat, indtil der er givet meddelelse om, at fuldbyrdelsen af frihedsstraffen er blevet påbegyndt ved fængsling af den domfældte, bevarer den fulde ret til at fuldbyrde de domme, som er afsagt på dens område, i medfør af den nævnte rammeafgørelses artikel 22, stk. 1.
17. På denne baggrund har Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal bestemmelserne i artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909[...] fortolkes således, at den judicielle myndighed, som anmodes om at fuldbyrde en europæisk arrestordre – såfremt den ønsker at anvende artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584[...] med henblik på anerkendelse af den fældende dom – har pligt til at anmode om [fremsendelse] af dommen og attesten udstedt i overensstemmelse med rammeafgørelse 2008/909[...] samt til at opnå domslandets samtykke i henhold til artikel 4, stk. 2, i rammeafgørelse 2008/909[...]?
2) Skal bestemmelserne i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584[...], sammenholdt med artikel 25 og artikel 4, stk. 2, i rammeafgørelse 2008/909[...], fortolkes således, at afslaget på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og anerkendelsen af den fældende dom, såfremt straffen ikke faktisk fuldbyrdes ved, at den domfældte fængsles, idet denne benådes, og fuldbyrdelsen af straffen udsættes efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, og uden at domslandets samtykke er opnået inden for anerkendelsesproceduren, [bevirker,] at domslandet mister retten til at fuldbyrde straffen i henhold til artikel 22, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909[...]?
3) Skal artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584[...] fortolkes således, at en fængselsdom, der er lagt til grund for udstedelsen af en europæisk arrestordre, hvis fuldbyrdelse er blevet afslået i henhold til [samme rammeafgørelses] artikel 4, nr. 6), såfremt dommen anerkendes, men straffen ikke faktisk fuldbyrdes ved, at den domfældte fængsles, idet denne benådes, og fuldbyrdelsen af straffen udsættes efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, og uden at domslandets samtykke er opnået inden for anerkendelsesproceduren, mister sin eksigible karakter?
4) Skal bestemmelserne i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584[...] fortolkes således, at en dom om afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og anerkendelsen af den fældende dom i henhold til artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584[...], såfremt straffen ikke faktisk fuldbyrdes ved, at den domfældte fængsles, idet denne benådes, og fuldbyrdelsen af straffen udsættes efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten (EU-medlemsstat), og uden at domslandets samtykke er opnået inden for anerkendelsesproceduren, udgør en dom, hvorved den pågældende person er blevet »dømt for de samme forhold af et tredjeland«?
5) Såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende: Skal bestemmelserne i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584[...] fortolkes således, at en dom om afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og anerkendelsen af den fældende dom i henhold til artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584[...], men med udsættelse af fuldbyrdelsen af straffen efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, udgør en dom, der »er ved at blive fuldbyrdet«, hvis tilsynet med den domfældte endnu ikke er blevet påbegyndt?«
18. C.J., den rumænske, den tjekkiske og den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Disse parter, undtagen C.J., deltog, i lighed med den franske regering, i retsmødet, der blev afholdt den 13. marts 2024, hvorunder de bl.a. besvarede de spørgsmål, som Domstolen havde stillet til mundtlig besvarelse.
III. Bedømmelse
A. Indledende bemærkninger
19. I sit skriftlige indlæg har C.J. oplyst, at Tribunale di sorveglianza di Roma (tilsynsførende domstol i strafferetlige sager i Rom, Italien) den 7. februar 2023 afsagde kendelse om fuldbyrdelse af den resterende del af dommen i form af husarrest. Domstolen rettede derefter en anmodning om oplysninger til den forelæggende ret for at få præciseret, om denne oplysning havde betydning for dens præjudicielle spørgsmål.
20. Den forelæggende ret svarede den 22. november 2023, at den ikke kunne bekræfte den nævnte oplysning, eftersom de italienske judicielle myndigheder ikke havde fremsendt noget dokument vedrørende C.J. siden 2021. Denne ret præciserede endvidere, at selv om der forelå oplysninger om udviklingen i den italienske procedure, var en besvarelse af det første til det fjerde spørgsmål fortsat nyttig. Det var højst og alene det femte spørgsmål, der kunne anses for ikke længere at være aktuelt.
21. På denne baggrund er jeg af den opfattelse, at vi i nedenstående betragtninger må holde os til de faktiske omstændigheder, således som de er fremstillet i forelæggelsesafgørelsen (7), dvs. at situationen vedrørende fuldbyrdelsen i Italien af den frihedsstraf, som C.J. blev idømt, er den, at der foreligger en national ordre om fuldbyrdelse af denne straf med samtidig udsættelse i form af husarrest, mens der afventes en afgørelse fra de italienske judicielle myndigheder vedrørende en foranstaltning som alternativ til fængsling.
B. Det første til det tredje præjudicielle spørgsmål
22. Med det første til det tredje spørgsmål, som jeg foreslår behandlet samlet, har den forelæggende ret nærmere bestemt anmodet Domstolen om at tage stilling til, hvorvidt artikel 4, nr. 6), og artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584 samt artikel 4, stk. 2 og 5, artikel 8, stk. 1, artikel 22, stk. 1, og artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at en judiciel myndighed gyldigt kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, med henvisning til den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse i den førstnævnte af disse bestemmelser, når anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den fældende dom er foretaget i strid med den procedure og de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909. Endvidere ønsker den forelæggende ret oplyst, om den udstedende medlemsstat under disse omstændigheder bevarer retten til at fuldbyrde denne straf, og om det påhviler følgelig den fuldbyrdende judicielle myndighed at fuldbyrde den europæiske arrestordre ved at overgive den eftersøgte til den pågældende medlemsstat.
23. Med hensyn til besvarelsen af disse spørgsmål står to diametralt modsatte opfattelser over for hinanden. Mens den nederlandske regering hævder, at anvendelse af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er anført i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, kan finde sted uden for den ramme, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, forfægter de andre deltagere i den foreliggende sag det modsatte synspunkt. Jeg finder sidstnævnte synspunkt overbevisende.
24. Det skal påpeges, at rammeafgørelse 2002/584 med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, tilsigter at fremme og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (8).
25. På det område, der reguleres ved denne rammeafgørelse, finder princippet om gensidig anerkendelse, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til den nævnte rammeafgørelse, udtryk i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse (9).
26. Heraf følger for det første, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder kun kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til de grunde, der er indeholdt i rammeafgørelse 2002/584, som denne fortolkes af Domstolen. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse for det andet udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (10).
27. Den nævnte rammeafgørelse fastsætter i artikel 3 obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre og i artikel 4 og 4a fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af denne arrestordre (11).
28. Selv om princippet om gensidig anerkendelse ligger til grund for ordningen i rammeafgørelse 2002/584, indebærer denne anerkendelse altså ikke en absolut forpligtelse til at fuldbyrde den udstedte arrestordre (12). Denne rammeafgørelse giver således medlemsstaternes kompetente myndigheder mulighed for i specifikke situationer at beslutte, at en straffedom idømt i den udstedende medlemsstat skal fuldbyrdes på den fuldbyrdende medlemsstats område (13).
29. Med hensyn til de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er opregnet i artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584, fremgår det af Domstolens praksis, at medlemsstaterne råder over en skønsmargen i forbindelse med rammeafgørelsens gennemførelse i deres interne ret. De kan således frit bestemme, om de vil gennemføre disse grunde i deres interne ret. De kan ligeledes vælge at begrænse de situationer, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, og således lette overgivelsen af eftersøgte personer i overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse, som er fastslået i den nævnte rammeafgørelses artikel 1, stk. 2 (14).
30. Blandt de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal jeg erindre om, at artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 fastsætter, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis denne er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen eller den anden frihedsberøvende foranstaltning i henhold til sin nationale lovgivning.
31. Den i bestemmelsen fastsatte fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre kan således kun anvendes, såfremt to betingelser er opfyldt, nemlig dels, at den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, dels at denne medlemsstat i henhold til sin nationale lovgivning forpligter sig til selv at fuldbyrde den straf eller den frihedsberøvende foranstaltning, på grundlag af hvilken den europæiske arrestordre er udstedt (15).
32. Hvad angår den første af disse betingelser har Domstolen allerede fastslået, at en eftersøgt person er »bosat« i den fuldbyrdende medlemsstat, når vedkommende har etableret sin faktiske bopæl i medlemsstaten, og personen »opholder sig« dér, når vedkommende som følge af en fast tilstedeværelse af en vis varighed i denne medlemsstat har opnået en tilknytning til denne stat, der kan sidestilles med tilknytning som følge af bopæl (16).
33. Hvad angår den anden af de nævnte betingelser følger det af ordlyden af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, at ethvert afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre forudsætter en reel forpligtelse fra den fuldbyrdende medlemsstats side til at fuldbyrde den straffedom, som den eftersøgte er idømt (17). Det forhold, at denne stat erklærer sig »rede« til at lade denne straf fuldbyrde, kan således ikke i sig selv anses for at kunne begrunde et sådant afslag. Heraf følger, at den fuldbyrdende judicielle myndighed forud for ethvert afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre skal have foretaget en efterprøvelse af muligheden for faktisk at fuldbyrde straffen i henhold til sin nationale lovgivning (18).
34. Det skal således sikres, at den fuldbyrdende judicielle myndigheds mulighed for at give afslag på at fuldbyrde den europæiske arrestordre kun udøves, såfremt der sikres en faktisk fuldbyrdelse i den fuldbyrdende medlemsstat af den straf, som den eftersøgte person er idømt, og såfremt det således fører til en løsning, der er i overensstemmelse med det med rammeafgørelse 2002/584 forfulgte formål (19).
35. Når den fuldbyrdende judicielle myndighed konstaterer, at de to betingelser, som jeg har nævnt ovenfor, er opfyldt, skal den desuden vurdere, om der foreligger en legitim interesse, som kan begrunde, at den af den udstedende medlemsstat idømte straf fuldbyrdes på den fuldbyrdende medlemsstats område. Denne vurdering gør det muligt for den nævnte myndighed at tage hensyn til det mål, som forfølges med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, og som ifølge fast retspraksis består i at forbedre den eftersøgtes udsigter til at blive resocialiseret, efter at vedkommende har afsonet den idømte straf (20). For at afgøre, om der, henset til formålet om social rehabilitering, er anledning til at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed råde over den fornødne skønsmargen (21).
36. Den fuldbyrdende judicielle myndigheds undersøgelse af, om der foreligger en legitim interesse, som begrunder, at den frihedsstraf eller den frihedsberøvende foranstaltning, der er blevet idømt i den udstedende medlemsstat, fuldbyrdes på den fuldbyrdende medlemsstats område, skal foretages ved en samlet vurdering af alle de konkrete forhold, der kendetegner den eftersøgte persons situation, og som kan angive, om der mellem denne person og den fuldbyrdende medlemsstat foreligger en tilknytning, som gør det muligt at fastslå, at den nævnte person er tilstrækkeligt integreret i denne stat, og at fuldbyrdelsen i den fuldbyrdende medlemsstat af den frihedsstraf eller den frihedsberøvende foranstaltning, som den pågældende er blevet idømt i den udstedende medlemsstat, dermed vil bidrage til gennemførelsen af det formål om social rehabilitering, der forfølges med nævnte artikel 4, nr. 6) (22).
37. I denne sammenhæng har Domstolen præciseret, at der skal tages hensyn til rammeafgørelse 2008/909. Navnlig indeholder niende betragtning til den nævnte rammeafgørelse en illustrativ liste over forhold, der kan gøre det muligt for en judiciel myndighed at overbevise sig om, at fuldbyrdelse af sanktionen i den fuldbyrdende medlemsstat vil tjene det formål at lette den domfældtes sociale rehabilitering. Disse forhold omfatter i det væsentlige personens tilknytning til den fuldbyrdende medlemsstat samt den omstændighed, at denne medlemsstat udgør midtpunktet for personens familieliv og interesser, bl.a. henset til personens familiemæssige, sproglige, kulturelle, sociale eller økonomiske tilknytning til nævnte stat (23).
38. Der er således tale om et samspil mellem rammeafgørelse 2002/584 og rammeafgørelse 2008/909. Domstolen har fremhævet, at der er tale om et sådant samspil, idet den har præciseret, at for så vidt som det med artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 forfulgte formål er identisk med det formål, der er omhandlet i denne niende betragtning, og som forfølges med artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 – der henviser til den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i nævnte artikel 4, nr. 6) – er de nævnte forhold ligeledes relevante i forbindelse med den samlede vurdering, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal foretage, når den anvender denne grund (24).
39. Samspillet mellem rammeafgørelse 2002/584 og rammeafgørelse 2008/909 er imidlertid ikke begrænset til vurderingen af, om der foreligger en legitim interesse, som kan begrunde, at den af den udstedende medlemsstat idømte frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning fuldbyrdes på den fuldbyrdende medlemsstats område. Artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 fastsætter nemlig langt mere generelt anvendelsen af denne rammeafgørelse på fuldbyrdelsen af sanktioner, når en medlemsstat beslutter at anvende den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584.
40. Det fremgår således af artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909, at »[m]ed forbehold af rammeafgørelse [2002/584] finder bestemmelserne i denne rammeafgørelse, i det omfang de er forenelige med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584, anvendelse mutatis mutandis på fuldbyrdelse af sanktioner i tilfælde, hvor en medlemsstat påtager sig at fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6), i nævnte rammeafgørelse, eller i tilfælde, hvor den i henhold til artikel 5, nr. 3), i nævnte rammeafgørelse har betinget sig, at den pågældende overføres til den pågældende medlemsstat for dér at afsone sanktionen med henblik på at undgå, at den pågældende person går fri for straf«.
41. Efter min opfattelse følger det af artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909, at den fuldbyrdende judicielle myndigheds anvendelse af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 forudsætter, at den procedure og de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909 med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af en dom i en straffesag i en anden medlemsstat end domslandet, overholdes (25). Flere elementer peger i denne retning.
42. For det første skal der henvises til 12. betragtning til rammeafgørelse 2008/909, hvori det anføres, at den »finde[r] tilsvarende anvendelse på fuldbyrdelsen af sanktioner i de tilfælde, der er omfattet af artikel 4, nr. 6[)], og artikel 5, nr. 3[)], i [rammeafgørelse 2002/584]. Dette betyder bl.a., at fuldbyrdelsesstaten, med forbehold af nævnte rammeafgørelse, kan undersøge, om der foreligger grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, jf. denne rammeafgørelses artikel 9, herunder kontrol af princippet om dobbelt strafbarhed, hvis fuldbyrdelsesstaten har afgivet en erklæring i henhold til denne rammeafgørelses artikel 7, stk. 4, som betingelse for anerkendelse og fuldbyrdelse af dommen, og overveje, om den vil udlevere den domfældte eller fuldbyrde dommen i medfør af artikel 4, stk. 6, i [...] rammeafgørelse [2002/584]«. Selv om EU-lovgiver som eksempel har lagt vægt på, at den fuldbyrdende medlemsstat undersøger, om der foreligger grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse i henhold til artikel 9 i rammeafgørelse 2008/909, udelukker dette efter min opfattelse på ingen måde en undersøgelse af de andre betingelser.
43. Forbindelsen mellem de procedurer, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584 og i rammeafgørelse 2002/584, ved anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, som er anført i førstnævnte rammeafgørelses artikel 4, stk. 6), bekræftes ligeledes af afsnit f) i standardformularen for attesten i bilag I i rammeafgørelse 2008/909. Denne attest fremsendes sammen med dommen med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af denne, og der skal henvises til denne grund, når den påberåbes. Heraf følger, at afslaget på at fuldbyrde en europæisk arrestordre af den nævnte grund kræver, at domsstaten fremsender dommen og attesten i overensstemmelse med reglerne i denne rammeafgørelse.
44. For det andet omfatter betingelsen om, at den fuldbyrdende judicielle myndighed forud for ethvert afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre i henhold til artikel 4, stk. 6, i rammeafgørelse 2002/584 skal have foretaget en efterprøvelse af muligheden for faktisk at fuldbyrde frihedsstraffen i henhold til sin nationale lovgivning, efter min opfattelse de bestemmelser i den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, der gennemfører rammeafgørelse 2008/909 (26). I overensstemmelse med det, der er fastsat i denne rammeafgørelses artikel 25, og for at kunne sikre en effektiv fuldbyrdelse af en sådan sanktion, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed følgelig overholde den procedure og de betingelser, der er fastsat i nævnte rammeafgørelse med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af en dom, der er afsagt i domsstaten.
45. For det tredje er der, som den rumænske regering med rette anførte i retsmødet, ikke grundlag for at antage, at EU-lovgiver havde til hensigt at fastsætte to særskilte retlige ordninger med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager afhængigt af, om der foreligger en europæisk arrestordre eller ej.
46. For det fjerde fremgår det af dom af 11. marts 2020, SF (Europæisk arrestordre – garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten) (27), at når en fuldbyrdende judiciel myndighed har til hensigt at foretage en overgivelse af en person i henhold til en europæisk arrestordre med henblik på retsforfølgning og i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 gør denne overgivelse betinget af, at personen overføres til den fuldbyrdende medlemsstat for dér at afsone den straf, han er blevet idømt i den udstedende medlemsstat, er fuldbyrdelsen af denne straf i den fuldbyrdende medlemsstat reguleret ved rammeafgørelse 2008/909 (28). Analogt må det samme efter min opfattelse gælde for den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584.
47. Det følger af disse betragtninger, at med henblik på anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er hjemlet i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, skal anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den straf, som den eftersøgte er blevet idømt, gennemføres i overensstemmelse med den procedure og de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909.
48. Dette leder mig til den opfattelse, at der ikke kan være tale om en effektiv fuldbyrdelse i den fuldbyrdende medlemsstat af den straf, som den eftersøgte er blevet idømt, såfremt denne procedure og disse betingelser ikke overholdes af den pågældende medlemsstat. For at den fuldbyrdende medlemsstat kan forpligte sig til at fuldbyrde den frihedsstraf, der er idømt den eftersøgte, idet den efterprøver, om den har mulighed for faktisk at fuldbyrde straffen i henhold til sin nationale lovgivning (29), og dermed undgå enhver risiko for, at den eftersøgte går fri for straf, som det kræves i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, skal denne medlemsstat have beføjelse til at forestå den videre fuldbyrdelse af den pågældende dom under iagttagelse af reglerne i rammeafgørelse 2008/909.
49. Det skal nu præciseres, hvad disse regler går ud på.
50. I denne henseende skal jeg erindre om, at rammeafgørelse 2008/909 ligesom rammeafgørelse 2002/584 konkretiserer princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse på det strafferetlige område. Denne rammeafgørelse styrker det retlige samarbejde om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager, når personer er blevet idømt frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger i en anden medlemsstat, med henblik på at lette deres sociale rehabilitering (30).
51. Ifølge nævnte rammeafgørelses artikel 3, stk. 1, har rammeafgørelsen til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med henblik på at lette den domfældtes sociale rehabilitering anerkender en dom og fuldbyrder en sanktion idømt af en ret i en anden medlemsstat.
52. Med henblik herpå fastsætter artikel 8 i rammeafgørelse 2008/909, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat principielt er forpligtet til at efterkomme den anmodning om anerkendelse af en dom og fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning, som er idømt i en anden medlemsstat, og som er blevet fremsendt til den i overensstemmelse med denne rammeafgørelses artikel 4 og 5. Den kan principielt kun afslå at efterkomme en sådan anmodning med henvisning til de grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, der er udtømmende opregnet i nævnte rammeafgørelses artikel 9 (31).
53. Artikel 8, stk. 2-4, i rammeafgørelse 2008/909 fastsætter i øvrigt strenge betingelser for den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat med henblik på myndighedens tilpasning af den sanktion, der er idømt i den udstedende medlemsstat, der således udgør de eneste undtagelser til den principelle forpligtelse, som i medfør af denne rammeafgørelses artikel 8, stk. 1, påhviler denne myndighed til at anerkende den dom, der er fremsendt til myndigheden, og til omgående at træffe alle nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af sanktionen, hvis varighed og art svarer til det, der er fastsat i den dom, som er afsagt i den udstedende medlemsstat (32).
54. Artikel 4, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909 giver domsstaten, som normalt tager initiativ til anerkendelse og fuldbyrdelse i en anden medlemsstat af en dom i en straffesag, der er afsagt på domsstatens område, mulighed for at fremsende en sådan dom samt den attest, for hvilken der findes en standardformular i bilag 1 til denne rammeafgørelse.
55. Ifølge nævnte rammeafgørelses artikel 4, stk. 2, kan »[d]ommen og attesten […] fremsendes, hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, om nødvendigt efter høringer mellem de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten og i fuldbyrdelsesstaten, må lægge til grund, at fuldbyrdelsesstatens fuldbyrdelse af sanktionen vil tjene det formål at lette den domfældtes sociale rehabilitering«.
56. I øvrigt bestemmer artikel 4, stk. 5, i rammeafgørelse 2008/909, at »[f]uldbyrdelsesstaten [...] på eget initiativ [kan] anmode udstedelsesstaten om at fremsende dommen samt attesten. [...] Anmodninger i henhold til dette stykke indebærer ikke, at udstedelsesstaten har pligt til at fremsende dommen samt attesten«.
57. Denne rammeafgørelses artikel 5 beskriver proceduren for fremsendelse af dommen og attesten.
58. Jeg udleder af disse bestemmelser, at domsstatens fremsendelse af den fældende dom og den attest, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, for det første er nødvendig med henblik på anerkendelsen af denne dom og fuldbyrdelsen af sanktionen, idet denne fremsendelse udgør en tilkendegivelse af et samtykke fra domsstaten til, at den fuldbyrdende medlemsstat overtager straffuldbyrdelsen. Anerkendelsen af dommen og fuldbyrdelsen af sanktionen finder herefter sted på grundlag af oplysningerne i attesten. Denne attest kan i øvrigt tilbagekaldes af domsstaten på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelses artikel 13 (33), bl.a. hvis den ikke er indforstået med den planlagte tilpasning af straffen.
59. For det andet er domsstaten ikke forpligtet til at foretage en sådan fremsendelse (34). Når den gør det, er det, fordi den giver sit samtykke til, at den omhandlede sanktion fuldbyrdes i den fuldbyrdende medlemsstat. Det følger heraf, at såfremt dommen og den i denne rammeafgørelse omhandlede attest ikke fremsendes, har den fuldbyrdende medlemsstat ikke beføjelse til at fuldbyrde en straf, der er idømt i domsstaten, på sit område, eftersom domsstaten ikke har givet sit samtykke hertil. Det kan ikke forholde sig anderledes i forbindelse med anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584.
60. Den fuldbyrdende medlemsstat kan således kun overtage straffuldbyrdelsen inden for rammerne af rammeafgørelse 2008/909, der kræver et nært og aktivt samarbejde med domsstaten (35) og navnlig denne medlemsstats samtykke til fuldbyrdelse af sanktionen i den fuldbyrdende medlemsstat. Domsstatens fremsendelse af dommen til den fuldbyrdende medlemsstat inden for rammerne af proceduren for fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre opfylder ikke denne betingelse, når den pågældende dom, som i den foreliggende sag, ikke er ledsaget af den i den nævnte rammeafgørelse omhandlede attest og førstnævnte medlemsstat desuden utvetydigt tilkendegiver, at den ikke er indforstået med, at den idømte straf fuldbyrdes i den anden medlemsstat.
61. Gennemførelsen af proceduren i henhold til rammeafgørelse 2008/909 kan således underbygge den gensidige tillid mellem de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat og i den fuldbyrdende medlemsstat gennem forudgående høringer, som er udtryk for princippet om loyalt samarbejde. Såfremt domsstaten nægter at overdrage straffuldbyrdelsen, kan den fuldbyrdende medlemsstat ikke ensidigt tiltage sig kompetencen til at fuldbyrde denne straf og kan ikke gøre brug af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584.
62. I modsætning til, hvad den nederlandske regering har gjort gældende under den foreliggende sag, er jeg af den opfattelse, at kravet om at få domsstatens samtykke ikke kan være til skade for den effektive virkning af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584. Med dette krav er afslaget på fuldbyrdelse i henhold til denne bestemmelse nemlig blot betinget og kan ikke anses for ikke at finde anvendelse. På dette stadium kan det ikke antages, at domsstaten vil afslå at fremsende dommen samt attesten. Denne medlemsstat kan nemlig, i lighed med den fuldbyrdende medlemsstat, være overbevist om, at en fuldbyrdelse af sanktionen på sidstnævntes område vil tjene formålet om at lette den domfældtes sociale rehabilitering.
63. Det er i øvrigt ganske vist korrekt, at Domstolen har udledt af artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909, at der ikke findes nogen bestemmelse heri, der kan påvirke rækkevidden af eller fremgangsmåden for gennemførelse af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 (36). Dette kan imidlertid ikke betyde, at betingelserne for anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager ikke finder anvendelse, når denne grund til at afslå fuldbyrdelse påberåbes, men snarere, at disse betingelser kun finder anvendelse, i det omfang de er forenelige med bestemmelserne i sidstnævnte rammeafgørelse (37). EU-lovgiver har således tilkendegivet sit ønske om ikke at svække formålet med denne rammeafgørelse, dvs. overgivelse af personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre.
64. Jeg kan derfor ikke få øje på noget i kravet om, at anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 er undergivet domsstatens samtykke, som er uforeneligt bestemmelserne i denne. For så vidt en sådan betingelse udgør en begrænsning af en fuldbyrdende judiciel myndigheds mulighed for at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, bidrager en sådan betingelse tværtimod til at styrke det ved rammeafgørelsen indførte overgivelsessystem til fordel for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed (38). Anvendelsen af denne grund til at afslå fuldbyrdelse forbliver først og fremmest undergivet kravet om, at den frihedsstraf, som den eftersøgte person er blevet idømt, reelt skal kunne fuldbyrdes i denne medlemsstat (39).
65. Desuden har Domstolen ganske vist anført, at den af EU-lovgiver fastsatte sammenhæng mellem rammeafgørelse 2002/584 og rammeafgørelse 2008/909 skal bidrage til at opnå målet om at lette den sociale rehabilitering af den pågældende person, og at en sådan rehabilitering ikke kun er i den domfældtes interesse, men også i Den Europæiske Unions almene interesse (40). Domstolen har imidlertid ligeledes fastslået, at selv om den i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 fastsatte fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse ganske vist navnlig har til formål at give adgang til at lægge særlig vægt på, om det er muligt at forbedre den eftersøgtes udsigter til at blive resocialiseret, efter at vedkommende har afsonet den idømte straf, kan et sådant formål – hvor vigtigt det end er – imidlertid ikke udelukke, at medlemsstaterne ved gennemførelsen af denne rammeafgørelse i overensstemmelse med ånden i den grundlæggende regel i dennes artikel 1, stk. 2, begrænser de situationer, hvor det bør være muligt at afslå at overgive en person, der er omfattet af anvendelsesområdet for nævnte artikel 4, nr. 6) (41).
66. Det følger af det ovenstående, at formålet om at forbedre mulighederne for den eftersøgtes sociale rehabilitering efter afsoningen af den straf, som den eftersøgte er blevet idømt, ikke har absolut karakter og ikke kan have forrang for formålet om at indføre en effektiv ordning for overgivelse mellem medlemsstaterne.
67. Som den franske regering med rette anførte i retsmødet, skal både de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat og de kompetente myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til artikel 4 i rammeafgørelse 2008/909 være overbeviste om, at proceduren for gensidig anerkendelse i den pågældende situation er i overensstemmelse med formålet om at fremme den sociale rehabilitering af den domfældte. Dette krav om enighed er således direkte i modstrid med den opfattelse, hvorefter artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 giver den fuldbyrdende medlemsstat mulighed for alene at afgøre, om fuldbyrdelsen af straffen på dennes område er begrundet. Den udstedende medlemsstat skal også være af den opfattelse, at fuldbyrdelsen af straffen på den fuldbyrdende medlemsstats område vil lette den sociale rehabilitering af den domfældte, og at dette formål vejer tungere end formålet, der består i, at denne straf fuldbyrdes i den udstedende medlemsstat. En anden konklusion ville indebære, at der i modstrid med bestemmelsen i artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 skabes en dobbelt ordning for gensidig anerkendelse af afgørelser om strafferetlige domfældelser. Uden for en sammenhæng med en europæisk arrestordre bør begge medlemsstaterne derfor være overbeviste om, at formålet om at fremme den sociale rehabilitering er opnået, mens det i forbindelse med anvendelsen af en europæisk arrestordre alene er den fuldbyrdende medlemsstat, der kan foretage denne vurdering. Som anført ovenfor tror jeg dog ikke, at EU-lovgiver har ønsket at skabe en sådan dobbelt ordning.
68. Det er ligeledes min opfattelse, at formålet om at fremme mulighederne for den domfældtes sociale rehabilitering ikke kan fjerne de legitime interesser, som den medlemsstat, hvori en sanktion er blevet idømt, kan have i, at sanktionen fuldbyrdes på dennes område. Henset til sanktionens forskellige funktioner i samfundet kan kriminalpolitiske hensyn i hver enkelt medlemsstat føre til, at domsstaten på trods af, at hensyn til den eftersøgtes sociale rehabilitering kan tale imod dette, ønsker, at den idømte sanktion fuldbyrdes på dennes område (42). Som eksempel kan i denne forbindelse anføres domme vedrørende terrorisme.
69. Jeg er af den opfattelse, at når en medlemsstat vælger at udstede en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, er det, fordi medlemsstaten ønsker, at den eftersøgte overgives til denne, for at denne sanktion fuldbyrdes på dennes område. Hvis den pågældende medlemsstat primært overvejede den mulighed, at denne sanktion skulle fuldbyrdes i en anden medlemsstat, havde den iværksat den mekanisme for anerkendelse og fuldbyrdelse af domme i straffesager, der er fastsat ved rammeafgørelse 2008/909.
70. I en sådan situation, hvor anmodningen vedrører anerkendelse af en dom og fuldbyrdelse af en straffedom afsagt i den udstedende medlemsstat, er selve genstanden for denne procedure på ingen måde, at den pågældende person skal overgives til myndighederne i sidstnævnte medlemsstat, men at han opholder sig i den fuldbyrdende medlemsstat for at afsone sin straf der (43).
71. I den situation, hvor domsstaten foretrækker at udstede en europæisk arrestordre i stedet for at iværksætte overførelsesmekanismen i rammeafgørelse 2008/909, har princippet om gensidig anerkendelse dog konsekvenser af en anden karakter. Dette princip indebærer nemlig i så fald, at den fuldbyrdende judicielle myndighed er forpligtet til at fuldbyrde den europæiske arrestordre, den er blevet forelagt.
72. Indhentelsen af domsstatens samtykke gør det muligt at respektere det frie valg, som denne stat skal have mellem de to instrumenter til retligt samarbejde i straffesager. Som jeg allerede har redegjort for, foreligger der ikke nogen forpligtelse for denne medlemsstat til at udstede den i rammeafgørelse 2008/909 omhandlede attest. Eftersom nævnte medlemsstat selv har valgt at foretrække den europæiske arrestordre, skal dette valg respekteres. Det kan således ikke antages, at samme medlemsstat i tilfælde af et afslag på fuldbyrdelse af denne ordre er villig til at give afkald på, at sanktionen fuldbyrdes på dennes område. Udstedelsen af en europæisk arrestordre er tværtimod et vidnesbyrd om dens ønske om, at sanktionen fuldbyrdes på dens område.
73. Den nederlandske regerings synspunkt, hvorefter anvendelsen af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 svarer til en anerkendelse af den fældende dom, hvilket gør det irrelevant at indhente domsstatens samtykke, fører til følgende paradoks: Det svarer til at anse den omstændighed, at en judiciel myndighed udsteder en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af en sanktion, for at indebære, at myndigheden accepterer, at denne sanktion i givet fald kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, idet den udstedende medlemsstat i så fald giver afkald på sin egen kompetence til at fuldbyrde den pågældende sanktion. Den europæiske arrestordre tager imidlertid først og fremmest sigte på, at den eftersøgte overgives til den judicielle myndighed, der udsteder en sådan ordre. Udstedelsen af en europæisk arrestordre har med andre ord ikke til formål at overføre kompetencen til at fuldbyrde en sanktion til en anden medlemsstat.
74. Den udstedende medlemsstat tilsidesætter ikke princippet om gensidig tillid med sit ønske om at opretholde sin fuldbyrdelseskompetence. Den fuldbyrdende medlemsstat er nemlig principielt forpligtet til at efterkomme den anmodning om samarbejde, som udstedelsen af en europæisk arrestordre udgør. Som den franske regering med rette gjorde gældende i retsmødet, kan dette princip i en sådan situation ikke tjene som grundlag for en anden medlemsstats anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse, når der hverken er blevet opfordret hertil eller udtrykt ønske herom.
75. En modsat fortolkning ville medføre, at den fuldbyrdende medlemsstat opnår kompetence til at fuldbyrde domfældelsen, selv om den medlemsstat, hvor domfældelsen har fundet sted, ikke har givet afkald på at udøve en sådan kompetence, hvilket den omstændighed, at der er blevet udstedt en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af denne sanktion, vidner om. Dette ville være i strid med princippet om gensidig tillid, der i denne type situationer navnlig indebærer, at den fuldbyrdende medlemsstat fuldbyrder den europæiske arrestordre. Som Kommissionen anførte i retsmødet, indfører artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 som undtagelse fra princippet om overgivelse, og henset til den fakultative karakter af grunden til at afslå fuldbyrdelse, ikke en ret for den domfældte til overførelse, men blot en mulighed. Denne mulighed kan kun finde anvendelse, såfremt visse betingelser overholdes.
76. Det er således ikke muligt at gå uden for den ramme, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, eftersom det, uanset under hvilke omstændigheder anerkendelsen af en straffedom påtænkes foretaget, alene er muligt at opnå en rimelig balance, der bevarer domsstatens rettigheder, såfremt reglerne i denne rammeafgørelse overholdes.
77. I den foreliggende sag er det ubestridt, at den procedure og de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909, med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af den dom, som C.J. er blevet idømt, ikke er blevet overholdt. De italienske judicielle myndigheder har nemlig afslået at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt vedrørende C.J., idet de samtidig har anerkendt den fældende dom og bestemt, at den skal fuldbyrdes i Italien, selv om de rumænske judicielle myndigheder har gjort indsigelse mod en sådan anerkendelse og en sådan fuldbyrdelse uden for Rumæniens område.
78. De italienske judicielle myndigheder har derfor ikke handlet i overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse, således som dette er udmøntet i rammeafgørelse 2008/909, og kan derfor ikke påberåbe sig dette princip i stedet for den udstedende medlemsstat. Sidstnævnte stat bevarer herefter retten til at få fuldbyrdet den omhandlede dom på sit område. Selv om artikel 22, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/909 bestemmer, at denne medlemsstat ikke længere kan fuldbyrde sanktionen, når fuldbyrdelsen af denne er påbegyndt på den fuldbyrdende medlemsstats område, er det også et krav, at denne fuldbyrdelse har fundet sted i overensstemmelse med reglerne i denne rammeafgørelse. Det er ikke tilfældet, når anerkendelsen af en dom i en straffesag er gennemført i strid med den procedure og de betingelser, der er fastsat i nævnte rammeafgørelse, og navnlig uden at dommen og den i rammeafgørelsen omhandlede attest er blevet fremsendt af den udstedende medlemsstat. Hvis det i en sådan situation godtages, at en påbegyndelse af fuldbyrdelsen af sanktionen i den fuldbyrdende medlemsstat kan fratage den udstedende medlemsstat dennes kompetence til at fuldbyrde den pågældende sanktion, vil det bane vejen for en omgåelse af de regler, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909.
79. Jeg vil tilføje, at selv hvis dommen og den i denne rammeafgørelse omhandlede attest var blevet fremsendt, er det tvivlsomt, om en national ordre vedrørende fuldbyrdelse af straffen med samtidig udsættelse i form af husarrest, mens der afventes en afgørelse fra de italienske judicielle myndigheder vedrørende en foranstaltning som alternativ til fængsling, kan anses for en påbegyndelse af fuldbyrdelsen af denne straf som omhandlet i nævnte rammeafgørelses artikel 22, stk. 1. Jeg finder det imidlertid ikke nødvendigt at behandle dette aspekt i den foreliggende sag, eftersom den procedure og de betingelser, der er fastsat i samme rammeafgørelse, under alle omstændigheder ikke er blevet overholdt (44).
80. For så vidt som den fuldbyrdende judicielle myndigheds afgørelse om at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre vedrørende C.J. ikke er i overensstemmelse med EU-retten, kan den udstedende judicielle myndighed i øvrigt fortsætte den procedure, der tager sigte på overgivelsen af den pågældende, ved at opretholde denne ordre eller ved at udstede en ny for at fremme virkeliggørelsen af det mål om bekæmpelse af straffrihed, der forfølges med rammeafgørelse 2002/584 (45). Den omhandlede europæiske arrestordre kan med andre ord ikke anses for at have mistet sin genstand og udtømt sin virkning. Den dom, der er blevet afsagt i den udstedende medlemsstat, som danner grundlag for den pågældende ordre, og hvortil der henvises i artikel 8, stk. 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584, bevarer endvidere sin eksigibilitet. Som den rumænske regering nævnte i retsmødet, påhviler det, efter at overgivelsen har fundet sted, den udstedende medlemsstat i givet fald at tage hensyn til den pågældende rammeafgørelses artikel 26, stk. 1. Domstolen har nemlig allerede fastslået, at denne bestemmelse, for så vidt som den kræver, at der skal tages hensyn til hele den periode, hvori den domfældte har været varetægtsfængslet i den fuldbyrdende medlemsstat, sikrer, at denne person i sidste ende ikke skal afsone en periode, hvis samlede varighed såvel i den fuldbyrdende som i den udstedende medlemsstat overstiger varigheden af den frihedsstraf, som den pågældende er blevet idømt i den udstedende medlemsstat (46).
IV. Forslag til afgørelse
81. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det første til det tredje af de af Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien) forelagte præjudicielle spørgsmål således:
»Artikel 4, nr. 6), og artikel 8, stk. 1, litra c), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne samt artikel 4, stk. 2 og 5, artikel 8, stk. 1, artikel 22, stk. 1, og artikel 25 i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union
skal fortolkes således, at
en judiciel myndighed ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, med henvisning til den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er anført i den første af de nævnte bestemmelser, når anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den fældende dom er foretaget i strid med den procedure og de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelse 2008/909. I denne situation bevarer den udstedende medlemsstat retten til at fuldbyrde denne straf, og det påhviler den fuldbyrdende judicielle myndighed at fuldbyrde den europæiske arrestordre ved at overgive den eftersøgte til den pågældende medlemsstat.«
1 – Originalsprog: fransk.
2 – EFT 2002, L 190, s. 1.
3 – EUT 2008, L 327, s. 27.
4 – Denne bestemmelse fastsætter, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, »hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen eller den anden frihedsberøvende foranstaltning i henhold til sin nationale lovgivning«.
5 – I dette forslag til afgørelse kan den udstedende medlemsstat ligeledes betegnes som domsstaten.
6 – Denne attest blev suppleret af en anden attest, der blev fremsendt til de rumænske judicielle myndigheder den 14.7.2021, og som indeholdt følgende angivelse: »Hvad angår husarrestens status afventes det, at den tilsynsførende domstol træffer afgørelse om den alternative foranstaltning.«
7 – I henhold til fast retspraksis har den nationale ret ansvaret for at fastlægge det retlige og faktiske grundlag for den præjudicielle forelæggelse; jf. navnlig dom af 30.11.2023, Ministero dell’Istruzione og INPS (C-270/22, EU:C:2023:933, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
8 – Jf. navnlig dom af 6.6.2023, O.G. (Europæisk arrestordre mod en tredjelandsstatsborger) (C-700/21, herefter »dom O.G.«, EU:C:2023:444, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
9 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
10 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
11 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
12 – Jf. navnlig dom af 11.3.2020, SF (Europæisk arrestordre – garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten) (C-314/18, EU:C:2020:191, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
13 – Jf. navnlig dom af 11.3.2020, SF (Europæisk arrestordre – garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten) (C-314/18, EU:C:2020:191, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
14 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
15 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
16 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
17 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
18 – Jf. navnlig dom af 24.6.2019, Popławski (C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).
19 – Jf. navnlig dom af 24.6.2019, Popławski (C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis). Som generaladvokat Bot anførte i sit forslag til afgørelse Popławski (C-579/15, EU:C:2017:116), »indebærer gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse og nødvendigheden af at forhindre straffrihed, at det må lægges til grund, at såfremt det ikke er muligt for den fuldbyrdende medlemsstat at overtage straffuldbyrdelsen, uanset af hvilken årsag, skal den europæiske arrestordre fuldbyrdes« (punkt 57).
20 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).
21 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 53).
22 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 60 og 61 og den deri nævnte retspraksis).
23 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
24 – Jf. navnlig O.G.-dommen (præmis 63).
25 – Jf. i denne henseende ligeledes Kommissionens meddelelse – Europæisk håndbog om udstedelse af en [europæisk] arrestordre (EUT, C/2023/1270), punkt 2.5.2 og 5.5.2, hvoraf det fremgår, at i den situation, som artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 omhandler, skal rammeafgørelse 2008/909 anvendes i forbindelse med overførsel af domfældte til den medlemsstat, hvor dommen skal afsones.
26 – Jf. i denne retning Kommissionens meddelelse – Håndbog om overførelse af domfældte og frihedsstraffe i Den Europæiske Union (EUT 2019, C 403, s. 2), hvori det i punkt 11.1 anføres, at »[i] henhold til artikel 25 og betragtning 12 i rammeafgørelse[...] [2008/909], i tilfælde hvor artikel 4, stk. 6, og artikel 5, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 finder anvendelse, finder den nationale lov om gennemførelse af rammeafgørelse[...] [2008/909] anvendelse mutatis mutandis, og i det omfang at denne er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584, for fuldbyrdelse af sanktionen«. I det samme punkt præciseres det ligeledes, at »[f]orbindelsen mellem rammeafgørelse[...] [2008/909] og rammeafgørelse 2002/584 er fastlagt i artikel 25 og betragtning 12 i [rammeafgørelse 2008/909]«, og at »den fuldbyrdende judicielle myndighed forud for ethvert afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre i henhold til artikel 4, stk. 6, i rammeafgørelse 2002/584 skal have foretaget en efterprøvelse af muligheden for faktisk at fuldbyrde straffen i henhold til sin nationale lovgivning om gennemførelse af rammeafgørelse[...] [2008/909]« (min fremhævelse).
27 – C-314/18, EU:C:2020:191.
28 – Jf. dom af 11.3.2020, SF (Europæisk arrestordre – garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten) (C-314/18, EU:C:2020:191, præmis 49 ff.).
29 – Jf. navnlig dom af 24.6.2019, Popławski (C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).
30 – Jf. dom af 9.11.2023, Staatsanwaltschaft Aachen (C-819/21, EU:C:2023:841, præmis 19).
31 – Jf. dom af 9.11.2023, Staatsanwaltschaft Aachen (C-819/21, EU:C:2023:841, præmis 20).
32 – Jf. navnlig dom af 15.4.2021, AV (Samlet dom) (C-221/19, EU:C:2021:278, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
33 – Denne bestemmelse har følgende ordlyd: »Så længe fuldbyrdelsen af sanktionen i fuldbyrdelsesstaten ikke er påbegyndt, kan udstedelsesstaten tilbagekalde attesten fra denne stat med en angivelse af grundene hertil. Hvis attesten tilbagekaldes, må fuldbyrdelsesstaten ikke længere fuldbyrde sanktionen.«
34 – Jf. i denne henseende den i fodnote 26 i dette forslag til afgørelse nævnte håndbog, hvori det i punkt 1.1 anføres, at rammeafgørelse 2008/909 ikke fastsætter nogen »pligt for udstedelsesstaten til at fremsende en dom med henblik på dens anerkendelse og fuldbyrdelse i en anden medlemsstat«, og at »[u]dstedelsesstaten træffer den endelige afgørelse med hensyn til overførelsen, såfremt den har godkendt tilpasningen af sanktionen og selve fuldbyrdelsen«. Endvidere præciseres det i denne håndbogs punkt 3.1, at »udstedelsesstaten ikke i nogen af [de to scenarier, der er omhandlet i artikel 4, stk. 5, i rammeafgørelse 2008/909, har] pligt til [at] efterkomme anmodningen om fremsendelse af dommen. Dette følger logisk af det forhold, at udstedelsesstaten er den eneste aktør, der efter en strafbar handling har afsagt en dom, som den alene havde kompetence til at afsige. Udstedelsesstaten bevarer dermed sin skønsmargen til at vurdere både fuldbyrdelsesstatens og den domfældtes anmodninger«.
35 – Den fuldbyrdende medlemsstat er navnlig forpligtet til at give domsstaten en række oplysninger, såsom dem, der er anført i artikel 12 og 21 i rammeafgørelse 2008/909.
36 – Jf. dom af 13.12.2018, Sut (C-514/17, EU:C:2018:1016, præmis 48).
37 – Ibidem.
38 – Jf. navnlig dom af 13.12.2018, Sut (C-514/17, EU:C:2018:1016, præmis 43 og 44 og den deri nævnte retspraksis).
39 – Jf. navnlig dom af 13.12.2018, Sut (C-514/17, EU:C:2018:1016, præmis 49).
40 – Jf. dom af 11.3.2020, SF (Europæisk arrestordre – garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten) (C-314/18, EU:C:2020:191, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
41 – Jf. navnlig dom af 13.12.2018, Sut (C-514/17, EU:C:2018:1016, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis). Som generaladvokat Pikamäe anførte vedrørende artikel 5, nr. 3, i rammeafgørelse 2002/584 i sit forslag til afgørelse SF (Europæisk arrestordre – garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten) (C-314/18, EU:C:2019:427): »Formålet om at lette den domfældtes sociale rehabilitering har således ikke absolut karakter og kan afvejes i forhold til andre krav« (punkt 61).
42 – Jf. herom den i fodnote 26 nævnte håndbog, hvori det i punkt 3.1 anføres, at »[u]dstedelsesstaten [...] f.eks. ikke [ønsker] at overføre den domfældte, hvis der kan forventes en [mindre] langvarig frihedsberøvelse i fuldbyrdelsesstaten, under hensyntagen til bestemmelserne om tidlig løsladelse og prøveløsladelse i den pågældende stat. Der kan også tages hensyn til ofrenes interesser, når det besluttes, hvor den domfældte bedst afsoner sin dom. En medlemsstat kan være tilbageholdende med at overføre en domfældt, hvis en sådan overførelse vil indebære en reintegration i det kriminelle miljø i vedkommendes hjemland og ikke tjener formålet om vedkommendes sociale rehabilitering«. I samme punkt præciseres det, at »[u]dstedelsesstatens fulde beslutningskraft illustreres også af artikel 13 [i rammeafgørelse 2008/909], som fastsætter, at udstedelsesstaten, så længe fuldbyrdelsen af sanktionen i fuldbyrdelsesstaten ikke er påbegyndt, kan tilbagekalde attesten fra denne stat med en angivelse af grundene hertil (se også artikel 17, stk. 3)«. Det anføres desuden, at »[m]edlemsstaterne bliver i stigende grad opmærksomme på, at der bør tages hensyn til ofrenes meninger i forbindelse med fuldbyrdelsen af domfældtes sanktioner, herunder ved international overførelse af domfældte. Ofre kan være til stede i både fuldbyrdelsesstaten og udstedelsesstaten. Mange medlemsstater har indført en procedure, som giver ofre mulighed for at blive hørt i forbindelse med overførelser, og hvor der tages hensyn til deres mening. Dette giver imidlertid ikke ofre ret til at modsætte sig en overførelse«.
43 – Jf. dom af 9.11.2023, Staatsanwaltschaft Aachen (C-819/21, EU:C:2023:841, præmis 39).
44 – Jeg vil i denne forbindelse nævne, at Fira-sagen (sag C-215/24) navnlig rejser spørgsmålet om, hvorvidt den fuldbyrdende medlemsstat efter at have afvist at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf i henhold til artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 kan udsætte fuldbyrdelsen af denne straf.
45 – Jf. i denne retning dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl. (C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 141).
46 – Jf. i denne retning dom af 28.7.2016, JZ (C-294/16 PPU, EU:2016:610, præmis 43).
