1.

I den foreliggende sag har Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) forelagt Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse angående fortolkningen af artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59/EF ( 2 ). Den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål giver nærmere bestemt Domstolen lejlighed til at præcisere rækkevidden af den pligt, som en arbejdsgiver, der påtænker at foretage kollektive afskedigelser, har til at informere den kompetente offentlige myndighed under informations- og konsultationsproceduren med arbejdstagernes repræsentanter.

2.

Artikel 2-4 og 6 i direktiv 98/59 er relevante i den foreliggende sag.

3.

§ 134 i Bürgerliches Gesetzbuch (den borgerlige lovbog, herefter »BGB«) bestemmer:

»En retshandel, der er i strid med et lovfæstet forbud, er ugyldig, medmindre andet følger af loven.«

4.

Følgende fremgår af § 17 i Kündigungsschutzgesetz (lov om beskyttelse mod afskedigelser), senest ændret ved lov af 17. juli 2017 (BGBl. 2017 I, s. 2509):

»(1)   Det påhviler arbejdsgiveren at indgive meddelelse til arbejdsformidlingen før afskedigelse af:

[…]

2. 10% af de normalt beskæftigede arbejdstagere eller mere end 25 arbejdstagere i virksomheder, som normalt beskæftiger mindst 60 og færre end 500 arbejdstagere

[…]

i løbet af en periode på 30 kalenderdage. Med afskedigelser sidestilles andre former for opsigelse af arbejdskontrakten, der finder sted på arbejdsgiverens initiativ.

(2)   Når arbejdsgiveren påtænker at foretage afskedigelser, som skal meddeles i henhold til stk. 1, påhviler det denne rettidigt at fremlægge alle relevante oplysninger for samarbejdsudvalget og skriftligt oplyse det om navnlig:

1. grundene til de påtænkte afskedigelser

2. hvor mange arbejdstagere der skal afskediges, og hvilke kategorier de tilhører

3. hvor mange arbejdstagere der normalt beskæftiges, og hvilke kategorier de tilhører

4. den periode, hvor afskedigelserne skal finde sted

5. de kriterier, som er fastsat for udvælgelsen af de arbejdstagere, der skal afskediges

6. de kriterier, som er fastsat for beregningen af eventuelle fratrædelsesgodtgørelser.

[…]

(3)   Arbejdsgiveren er forpligtet til samtidig med fremsendelse af oplysningerne til arbejdsformidlingen at sende en genpart af oplysningerne til samarbejdsudvalget, som skal indeholde mindst de oplysninger, som er krævet i stk. 2, første punktum, nr. 1-5. Den i stk. 1 omhandlede meddelelse skal gives skriftligt og vedlægges samarbejdsudvalgets udtalelse om afskedigelserne. Hvis der ikke foreligger en udtalelse fra samarbejdsudvalget, er meddelelsen gyldig, hvis arbejdsgiveren sandsynliggør, at han underrettede samarbejdsudvalget mindst to uger før afgivelsen af den i stk. 2, første punktum, omhandlede meddelelse, og beskriver drøftelsernes status. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om arbejdsgiverens navn, virksomhedens hjemsted og art, desuden årsagerne til de påtænkte afskedigelser, hvor mange arbejdstagere der skal afskediges, og hvilke kategorier de tilhører, samt hvor mange arbejdstagere der normalt beskæftiges, og hvilke kategorier de tilhører, i hvilket tidsrum de påtænkte afskedigelser skal finde sted, og hvilke kriterier der vil blive anvendt til at udvælge de arbejdstagere, der skal afskediges. Meddelelsen skal endvidere med samarbejdsudvalgets samtykke til brug for arbejdsformidlingen indeholde oplysninger om køn, alder, erhverv og statsborgerskab for de arbejdstagere, der skal afskediges. Arbejdsgiveren skal tilsende samarbejdsudvalget en genpart af meddelelsen. Samarbejdsudvalget kan afgive yderligere udtalelser til arbejdsformidlingen. Det skal tilsende arbejdsgiveren en kopi af udtalelsen.

[…]«

5.

MO havde siden 1981 været ansat ved G Gmbh. Ved afgørelse af 1. oktober 2019 indledte insolvensretten en insolvensbehandling af selskabet. SM blev udpeget som kurator og har i denne egenskab fungeret som arbejdsgiver.

6.

Den 17. januar 2020 blev det besluttet at indstille G’s virksomhed med virkning fra den 30. april 2020, idet afskedigelsen af mere end 10% af de 195 arbejdstagere i virksomheden skulle finde sted i perioden 28.-31. januar 2020.

7.

Den 17. januar 2020 blev konsultationsproceduren med samarbejdsudvalget, der repræsenterede arbejdstagerne, indledt. I denne forbindelse modtog samarbejdsudvalget en skriftlig meddelelse af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, første afsnit, litra b), i direktiv 98/59, hvis bestemmelser er blevet gennemført ved § 17, stk. 2, i lov om beskyttelse mod afskedigelser.

8.

Derimod blev der i strid med nævnte lovs § 17, stk. 3, der er resultatet af gennemførelsen af direktivets artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i national retsorden, ikke sendt en genpart af den skriftlige meddelelse til samarbejdsudvalget til den kompetente offentlige myndighed, dvs. Agentur für Arbeit Osnabrück (arbejdsformidlingen i Osnabrück, Tyskland).

9.

I en meddelelse af 22. januar 2020 erklærede samarbejdsudvalget, at det ikke så nogen mulighed for at undgå de planlagte afskedigelser.

10.

Den 23. januar 2020 blev planen om kollektiv afskedigelse fremsendt til arbejdsformidlingen i Osnabrück. Med en skrivelse, som MO modtog den 28. januar 2020, blev hans ansættelsesforhold opsagt pr. 30. april 2020.

11.

MO anlagde sag ved arbejdsretten med påstand om, at det blev fastslået, at arbejdsforholdet ikke var blevet bragt til ophør med hans afskedigelse. Han gjorde bl.a. gældende, at fremsendelse til arbejdsformidlingen af den skriftlige meddelelse til samarbejdsudvalget var en forudsætning for, at afskedigelsen var gyldig.

12.

Da sagsøgte blev frifundet i dette søgsmål i både første og anden instans, iværksatte MO revisionsanke ved Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager).

13.

Den 27. januar 2022 besluttede den pågældende ret på denne baggrund at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Hvilket formål tjener artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i [direktiv 98/59], hvorefter arbejdsgiveren skal sende en genpart af i det mindste den i [dette stk. 3,] første afsnit, litra b), nr. i)[-]v), nævnte skriftlige meddelelse til den kompetente offentlige myndighed?«

14.

Parterne i hovedsagen og Europa-Kommissionen har indgivet indlæg.

15.

Med sit eneste præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvad formålet er med artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59, eftersom denne bestemmelse forpligter arbejdsgiveren til at sende en genpart af i det mindste den i dette stk. 3, første afsnit, litra b), nr. i)-v), nævnte skriftlige meddelelse til den kompetente offentlige myndighed ( 3 ).

16.

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at det, eftersom der ikke er fastsat nogen specifikke regler i direktiv 98/59, tilkommer medlemsstaterne at vælge den sanktion, der finder anvendelse i tilfælde af manglende opfyldelse af denne forpligtelse. Den forelæggende ret har imidlertid anført, at den ikke er i stand til at afgøre, om manglende opfyldelse af nævnte forpligtelse i henhold til tysk ret skal resultere i, at afskedigelsen bliver ugyldig. Den pågældende ret har bl.a. anført, at en sådan ugyldighed ville finde anvendelse, hvis bestemmelserne i § 17, stk. 3, i lov om beskyttelse mod afskedigelser, hvormed artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59 er blevet gennemført i national ret, skal anses for et lovbestemt forbud som omhandlet i BGB’s § 134.

17.

Den forelæggende ret har tilføjet, at det med henblik på at efterprøve, om en sådan kvalificering kan gøre sig gældende, er nødvendigt at bestemme arten af det mål, der forfølges med bestemmelserne i § 17, stk. 3, i lov om beskyttelse mod afskedigelser og dermed det mål, der forfølges med artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59. Denne ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om sidstnævnte artikel i lyset af målet med den vil kunne yde de enkelte arbejdstagere, der er genstand for kollektive afskedigelser, beskyttelse.

18.

Det følger af disse bestemmelser, at den forelæggende ret via en undersøgelse af formålet med denne artikel ønsker oplyst, hvordan den skal fortolkes, med henblik på en bestemmelse af de retsvirkninger, som den nationale ret skal tillægge en overtrædelse af forpligtelsen i nævnte artikel.

19.

På baggrund af dette spørgsmål er det med henblik på at sætte den forelæggende ret i stand til med fuldt kendskab til de faktiske forhold at træffe afgørelse efter min opfattelse nødvendigt ikke blot at bedømme formålet med artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59, men også at præcisere den ramme, der er fastsat i EU-retten med henblik på at sikre overholdelse af forpligtelsen i denne artikel og dermed den skønsbeføjelse, som de nationale myndigheder har ved fastsættelsen af den sanktion, der skal finde anvendelse i tilfælde af en overtrædelse af denne forpligtelse.

20.

Indledningsvis skal det konstateres, at en ordlydsfortolkning af artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59, for så vidt som denne bestemmelse begrænser sig til at fastsætte en forpligtelse til at sende den offentlige myndighed visse dele af den skriftlige meddelelse til arbejdstagernes repræsentanter, ikke i sig selv gør det muligt at fastslå denne bestemmelses mål og formål. Når dette er sagt, skal der ifølge Domstolens faste praksis med henblik på at fastlægge betydningen og rækkevidden af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til bestemmelsens ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af ( 4 ).

21.

I overensstemmelse med denne fortolkningsmetode er det efter min opfattelse nødvendigt at beskrive de mål, der hovedsageligt forfølges med direktiv 98/59, og bedømme de forpligtelser, der pålægges arbejdsgiveren med henblik på at realisere disse mål, herunder målet i direktivets artikel 2, stk. 3, andet afsnit.

22.

Det fremgår af anden betragtning til direktiv 98/59, at dette har til formål at øge beskyttelsen af arbejdstagere i tilfælde af kollektive afskedigelser ( 5 ). Ifølge tredje og syvende betragtning til direktivet er det navnlig de forskelle mellem medlemsstaternes gældende bestemmelser om foranstaltninger, der kan afbøde følgerne af kollektive afskedigelser, der skal gøres til genstand for en tilnærmelse af lovgivningerne ( 6 ).

23.

Som det fremgår af fjerde betragtning til nævnte direktiv, kan forskellene mellem beskyttelsesniveauerne i forbindelse med kollektive afskedigelser i de nationale lovgivninger indvirke direkte på det indre markeds funktion. De beskyttelsesregler, der er fastsat i direktiv 98/59, har således også til formål at tilnærme de byrder, som disse regler indebærer for virksomhederne i Unionen ( 7 ). I denne henseende bidrager direktivet til at sikre en loyal konkurrence ved at nedbringe risikoen for, at en arbejdsgiver vælger at drage fordel af, at der findes lovgivninger, der er mindre beskyttende over for arbejdstagerne i visse medlemsstater.

24.

Når dette er sagt, skal det fremhæves, at direktiv 98/59 alene sikrer en delvis harmonisering af reglerne om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af kollektive afskedigelser, og kun vedrører den procedure, der skal følges ved sådanne afskedigelser. Det følger navnlig heraf, at dette direktiv ikke tilsigter at etablere en generel økonomisk godtgørelsesordning i tilfælde af arbejdsløshed ( 8 ). Tilsvarende giver direktivets artikel 5 medlemsstaterne mulighed for at anvende eller indføre love eller administrative bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne, eller at tillade eller fremme anvendelsen af overenskomstmæssige bestemmelser, der er mere gunstige for arbejdstagerne ( 9 ).

25.

Hovedformålet med direktiv 98/59 består nærmere bestemt i, at arbejdstagernes repræsentanter konsulteres forud for kollektive afskedigelser, og at den kompetente offentlige myndighed informeres ( 10 ). Direktivet fastsætter således to supplerende rækker af forpligtelser af proceduremæssig karakter, der pålægges arbejdsgiverne. Dels er arbejdsgiveren i henhold til dette direktivs artikel 2 forpligtet til at informere og konsultere arbejdstagernes repræsentanter. Dels er arbejdsgiveren i henhold til nævnte direktivs artikel 2, stk. 3, andet afsnit, og artikel 3, stk. 1, forpligtet til skriftligt at meddele den kompetente offentlige myndighed enhver plan om kollektiv afskedigelse og fremsende de i disse bestemmelser nævnte oplysninger til den.

26.

Hvad angår denne første forpligtelse følger det af artikel 2, stk. 2, i direktiv 98/59, at konsultationen hovedsageligt har til formål at undgå eller begrænse de kollektive afskedigelser ( 11 ). Kun såfremt disse afskedigelser er uundgåelige, skal konsultationerne gå i retning af sociale ledsageforanstaltninger, der navnlig tager sigte på støtte til omplacering eller omskoling af de afskedigede arbejdstagere.

27.

I denne forbindelse indføres der med artikel 2 i direktiv 98/59 en forhandlingspligt ( 12 ). Det fremgår således af denne bestemmelses ordlyd, at konsultationerne skal gennemføres med henblik på at nå frem til en aftale, idet arbejdstagernes repræsentanter skal kunne fremsætte konstruktive forslag på grundlag af de oplysninger, som arbejdsgiveren skal stille til deres rådighed. Med henblik herpå præciserer dette direktiv det tidspunkt, på hvilket arbejdstagernes repræsentanter skal konsulteres, såvel som indholdet af de oplysninger, de skal have.

28.

For det første skal konsultationen i henhold til nævnte direktivs artikel 2, stk. 1, indledes, når arbejdsgiveren påtænker at foretage kollektive afskedigelser. Ifølge Domstolens praksis opstår den konsultationsforpligtelse, der påhviler arbejdsgiveren, inden dennes beslutning om at opsige ansættelseskontrakterne ( 13 ), idet forpligtelsens opståen hænger sammen med arbejdsgiverens hensigt om at foretage kollektive afskedigelser ( 14 ). Arbejdsgiveren kan først opsige disse kontrakter efter afslutningen af denne procedure, dvs. når han har overholdt forpligtelserne i samme direktivs artikel 2 ( 15 ).

29.

For det andet er arbejdsgiveren i henhold til artikel 2, stk. 3, i direktiv 98/59 forpligtet til i tilstrækkelig god tid at give arbejdstagernes repræsentanter alle relevante oplysninger, og under alle omstændigheder til at give dem skriftlig meddelelse om årsagerne til de påtænkte afskedigelser, hvor mange arbejdstagere der skal afskediges, og hvilke kategorier de tilhører, hvor mange arbejdstagere der normalt beskæftiges, og hvilke kategorier de tilhører, i hvilket tidsrum de påtænkte afskedigelser skal finde sted og hvilke kriterier der tænkes anvendt til udvælge de arbejdstagere, der skal afskediges.

30.

Med andre ord skal alle disse oplysninger og det tidspunkt, på hvilket de skal meddeles arbejdstagernes repræsentanter, give dem alle de relevante oplysninger, således at de har mulighed for at være tilstrækkeligt orienterede til reelt at kunne indgå i en dialog med arbejdsgiveren og indgå en aftale med denne, hvis dette viser sig muligt.

31.

Hvad angår den i direktiv 98/59 omhandlede forpligtelse til at underrette den kompetente offentlige myndighed skal det anføres, at denne ikke er begrænset til i artikel 2, stk. 3, andet afsnit, at bestemme, at arbejdsgiveren er forpligtet til at sende den kompetente offentlige myndighed visse dele af den skriftlige meddelelse til arbejdstagernes repræsentanter. I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, er arbejdsgiveren forpligtet til skriftligt at meddele den kompetente offentlige myndighed enhver plan om kollektiv afskedigelse. Som Kommissionen har påpeget i sine skriftlige bemærkninger ( 16 ), omfatter disse to forpligtelser to proceduremæssige trin, der gennemføres på forskellige tidspunkter ( 17 ). Mens forpligtelsen i artikel 2, stk. 3, i direktiv 98/59 skal opfyldes, når arbejdsgiveren blot påtænker at gennemføre kollektive afskedigelser og med henblik herpå informerer og konsulterer arbejdstagernes repræsentanter, finder forpligtelsen i direktivets artikel 3, stk. 1, anvendelse, når arbejdsgiveren har udarbejdet sin plan om kollektive afskedigelser og indgår i den egentlige afskedigelsesprocedure ( 18 ).

32.

Det fremgår af artikel 3, stk. 1, fjerde afsnit, i direktiv 98/59, at meddelelsen af planen om kollektiv afskedigelse skal indeholde alle relevante oplysninger om den planlagte kollektive afskedigelse og om de i dette direktivs artikel 2 fastsatte konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter, navnlig årsagerne til afskedigelserne, antallet af arbejdstagere, der skal afskediges, antallet af arbejdstagere, der normalt beskæftiges, samt over hvilken periode det forudses, at afskedigelserne skal finde sted.

33.

EU-lovgiver har ønsket at sikre effektiviteten af denne meddelelsesforpligtelse, idet den i artikel 4, stk. 1, i direktiv 98/59 har bestemt, at planlagte kollektive afskedigelser, som er meddelt den kompetente offentlige myndighed, får virkning tidligst 30 dage efter denne meddelelse ( 19 ). Under alle omstændigheder kan opsigelse af ansættelseskontrakterne ifølge Domstolen ikke finde sted, før planen om kollektive afskedigelser er blevet meddelt denne offentlige myndighed ( 20 ).

34.

I artikel 4, stk. 3, i direktiv 98/59 præciseres formålet med forpligtelsen til at fremsende planen om afskedigelser, idet den kompetente myndighed i det væsentlige skal bruge denne minimumsfrist på 30 dage til at finde en løsning på de problemer, som de planlagte afskedigelser rejser. I denne henseende kan arten af de undersøgelser, som denne myndighed skal foretage, efter min opfattelse fastsættes i lyset af det formål, der forfølges med dette direktiv, der i henhold til Domstolens praksis sigter mod de socioøkonomiske virkninger, som kollektive afskedigelser vil kunne fremkalde i en bestemt lokal sammenhæng og i et bestemt socialt miljø ( 21 ). Det følger heraf, at forpligtelsen til at meddele den offentlige myndighed planen om kollektive afskedigelser skal sætte denne i stand til på grundlag af alle de oplysninger, som arbejdsgiveren fremsender til den, at undersøge mulighederne for ved hjælp af foranstaltninger, der er tilpasset de arbejdsmarkedsoplysninger og den økonomiske aktivitet, i hvilken de kollektive afskedigelser indgår, at begrænse de negative konsekvenser af sådanne afskedigelser.

35.

Efter min opfattelse gør ovenstående redegørelse det muligt at belyse formålet med bestemmelserne i artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59.

36.

Forpligtelsen til at sende den kompetente offentlige myndighed visse dele af meddelelsen til arbejdstagernes repræsentanter, således som den er fastsat i denne artikel, forfølger et mål svarende til forpligtelsen til at fremsende planen om afskedigelser, der er omhandlet i direktivets artikel 3. I denne henseende skal det påpeges, at de oplysninger, som arbejdsgiveren fremsender, hovedsageligt vedrører årsagerne til de påtænkte afskedigelser, omfanget af disse afskedigelser og det tidsrum, i hvilket de påtænkte afskedigelser skal finde sted. Efter min opfattelse gør sådanne oplysninger om de kollektive afskedigelsers karakter det muligt for den offentlige myndighed at vurdere konsekvenserne af disse afskedigelser og udarbejde passende foranstaltninger. Det er ganske vist korrekt, at disse oplysninger meddeles den offentlige myndighed på et tidspunkt, hvor der blot er planer om at gennemføre kollektive afskedigelser, idet arbejdsgiveren indleder forhandlinger med arbejdstagernes repræsentanter. Ikke desto mindre kan afskedigelserne allerede fra denne fase dog være meget sandsynlige, eller endog uundgåelige, således at tidlig indberetning til den offentlige myndighed i dette tilfælde kan gøre det muligt for denne at forberede sit indgreb, før meddelelsen af planen om afskedigelserne.

37.

Som Kommissionen har fremhævet, understøttes en sådan fortolkning i øvrigt af en analyse af forarbejderne til direktiv 75/129/EØF ( 22 ), hvis artikel 2, stk. 3, hovedsageligt fastsatte en tilsvarende forpligtelse til at sende den kompetente offentlige myndighed den skriftlige meddelelse til arbejdstagernes repræsentanter. Denne forpligtelse blev indført på forslag fra Kongeriget Nederlandene med den begrundelse, at den ville gøre det muligt for de kompetente myndigheder umiddelbart at gøre sig bekendt med en situation, der vil kunne få afgørende indvirkning på arbejdsmarkedet, og forberede sig på de foranstaltninger, der eventuelt vil blive nødvendige ( 23 ).

38.

Når dette er sagt, skal formålet med artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59 efter min opfattelse belyses af et supplerende aspekt til den i denne artikel omhandlede forpligtelse. Dette direktiv pålægger ganske vist arbejdsgiverne forskellige forpligtelser over for arbejdstagernes repræsentanter og den kompetente offentlige myndighed. Disse forpligtelser, der begge bidrager til beskyttelse af arbejdstagerne i forbindelse med kollektive afskedigelser, er imidlertid ikke fuldstændig adskilt. Der findes tværtimod forbindelser mellem de to forpligtelser ( 24 ), hvoraf det følger, at den kompetente offentlige myndigheds rolle afhænger af afviklingen og udfaldet af informations- og konsultationsproceduren med arbejdstagernes repræsentanter.

39.

Denne forbindelse etableres bl.a. via en analyse af bestemmelserne i det pågældende direktiv, hvis artikel 3, stk. 1, bestemmer, at meddelelsen til den kompetente offentlige myndighed skal indeholde alle relevante oplysninger om forhandlingerne med arbejdstagernes repræsentanter, mens det i artikel 3, stk. 2, bestemmes, at arbejdsgiveren er forpligtet til at fremsende en genpart af meddelelsen om de påtænkte afskedigelser til arbejdstagernes repræsentanter, som også kan sende deres eventuelle bemærkninger til den kompetente offentlige myndighed.

40.

Det fremgår således af disse bestemmelser, at den offentlige myndigheds indgreb bl.a. er baseret på indholdet og resultatet af informations- og konsultationsproceduren med arbejdstagernes repræsentanter og på de bemærkninger, som disse måtte fremsætte efter afslutningen af de forhandlinger, som arbejdsgiveren skal indlede.

41.

Desuden kan det af en undersøgelse af bestemmelserne i artikel 2, stk. 3, i direktiv 98/59 udledes, at dette forhold også etableres forud for meddelelsen af planen om kollektive afskedigelser under informations- og konsultationsproceduren med arbejdstagernes repræsentanter. Det skal i denne henseende fremhæves, at forpligtelsen til at sende den kompetente offentlige myndighed nogle af oplysningerne i den skriftlige meddelelse til arbejdstagernes repræsentanter indgår i informations- og konsultationsproceduren med disse repræsentanter. Som allerede anført indebærer denne procedure, at nævnte repræsentanter i tilstrækkelig god tid skal være i besiddelse af de relevante oplysninger, der gør det muligt for dem at deltage effektivt i dialogen med arbejdsgiveren.

42.

Set i dette lys er arbejdsgiverens opfyldelse af sin forpligtelse til at informere og konsultere arbejdstagernes repræsentanter ikke begrænset til indledningen af proceduren, men strækker sig over tid. I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at tidspunktet for, hvornår arbejdsgiverens forpligtelse til at indlede konsultationer vedrørende påtænkte kollektive afskedigelser opstår, ikke afhænger af, om arbejdsgiveren er i stand til forinden at meddele arbejdstagernes repræsentanter alle de krævede oplysninger i henhold til artikel 2, stk. 3, første afsnit, litra b), i direktiv 98/59, således at disse oplysninger kan meddeles under konsultationerne, og ikke nødvendigvis på tidspunktet for indledning af proceduren. Det kan således udledes af direktivets artikel 2, stk. 3, at arbejdsgiveren skal give arbejdstagernes repræsentanter de relevante oplysninger under konsultationerne. Eftersom oplysningerne først kan blive tilgængelige på forskellige tidspunkter under konsultationerne, har arbejdsgiveren mulighed for og forpligtelse til under konsultationerne at supplere dem med helt nye relevante oplysninger, der skal fremlægges, helt indtil nævnte procedure er afsluttet ( 25 ).

43.

Da den kompetente offentlige myndighed modtager dele af den skriftlige meddelelse til arbejdstagernes repræsentanter, følger det heraf, at denne under informations- og konsultationsproceduren informeres om indholdet og kvaliteten af de oplysninger, på grundlag af hvilke disse repræsentanter forhandler med arbejdsgiveren. Det kan heraf udledes, at denne myndighed hermed har kendskab til afviklingen og udviklingen af informations- og konsultationsproceduren med arbejdstagerens repræsentanter.

44.

En god afvikling af forhandlingerne, for så vidt som de udgør et afgørende element i arbejdsgiverens og arbejdstagernes repræsentanters mulighed for at nå frem til en aftale, har en afgørende indflydelse på udfaldet af de påtænkte kollektive afskedigelser og dermed på omfanget og arten af de løsninger, som den offentlige myndighed skal begynde at undersøge for at afbøde de negative konsekvenser af afskedigelserne.

45.

I lyset af alle disse betragtninger er jeg af den opfattelse, at målet med artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59, hvis formål er at informere den kompetente offentlige myndighed om de særlige kendetegn ved de påtænkte kollektive afskedigelser og om afviklingen af informations- og konsultationsproceduren med arbejdstagernes repræsentanter, er at gøre det muligt for denne myndighed forud for fremsendelsen af planen om kollektive afskedigelser at vurdere de eventuelle konsekvenser af disse afskedigelser og i givet fald forberede sig på de nødvendige foranstaltninger med henblik på at afbøde disse konsekvenser.

46.

Når dette er sagt, står det med henblik på at oplyse den forelæggende ret tilbage at præcisere den ramme, der er fastsat i EU-retten med henblik på at sikre overholdelse af den i denne artikel omhandlede forpligtelse, og dermed den skønsbeføjelse, som de nationale myndigheder har til at fastsætte den sanktion, der skal anvendes, hvis denne forpligtelse overtrædes.

47.

I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59 i lyset af formålet med denne bestemmelse giver arbejdstagerne en individuel beskyttelse, således at tilsidesættelsen af disse bestemmelser i overensstemmelse med tysk ret skal medføre den sanktion, at afskedigelsen bliver ugyldig.

48.

I denne henseende står det fast, at for så vidt som denne artikel pålægger arbejdsgiveren en forpligtelse, tilkommer det i henhold til direktivets artikel 6 medlemsstaterne at sikre, at der findes administrative og/eller retlige procedurer, som arbejdstagernes repræsentanter og/eller arbejdstagerne kan benytte med henblik at sikre, at denne forpligtelse overholdes.

49.

I denne henseende fremgår det først og fremmest af Domstolens faste praksis, at artikel 6 i direktiv 98/59 ikke foreskriver, at medlemsstaterne skal fastsætte en bestemt sanktion i tilfælde af overtrædelse af de forpligtelser, der er fastsat ved dette direktiv, men overlader det til dem frit at træffe deres valg blandt de forskellige løsninger, der kan virkeliggøre formålet med dette direktiv, alt afhængig af de enkelte situationer, der kan opstå. Disse foranstaltninger skal imidlertid sikre effektive retsmidler i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og have en reel afskrækkende virkning ( 26 ).

50.

Det skal dernæst påpeges, at nævnte direktivs artikel 6 på ingen måde pålægger medlemsstaterne at straffe en manglende overholdelse af en af de i direktivet fastsatte forpligtelser med den sanktion, at afskedigelsen bliver ulovlig. Det fremgår således af forarbejderne til direktiv 92/56, at Kommissionen havde foreslået medlemsstaterne udtrykkeligt at fastsætte foranstaltninger, der skulle sikre overholdelse af de forpligtelser, der blev pålagt arbejdsgiverne, herunder bl.a. ugyldiggørelse af de kollektive afskedigelser ( 27 ). Dette forslag blev imidlertid forkastet af EU-lovgiver, der i artikel 5a i direktiv 92/56 fastsatte bestemmelser, hvis ordlyd, der er identisk med ordlyden af artikel 6 i direktiv 98/59, ikke indeholder nogen henvisning til annullering af de kollektive afskedigelser. Selv om sidstnævnte artikel ikke indeholder nogen henvisning til procedurer for annullering af kollektive afskedigelser, har medlemsstaterne ikke desto mindre i henhold til artikel 5 i direktiv 98/59 mulighed for at anvende eller indføre love eller administrative bestemmelser, der er gunstigere for arbejdstagerne.

51.

Hvad angår arten af den beskyttelse, der ydes arbejdstagerne i direktivets artikel 2, stk. 3, andet afsnit, fremgår det af det ovenstående, at forpligtelsen i denne artikel har til formål at sætte den administrative myndighed i stand til forud for fremsendelsen af planen om kollektive afskedigelser at vurdere de eventuelle konsekvenser af disse afskedigelser, og i givet fald forberede sig på de foranstaltninger, der er nødvendige for at afbøde disse konsekvenser. På et tidspunkt, hvor arbejdsgiveren blot påtænker at foretage afskedigelser, har den kompetente offentlige myndigheds indsats ikke til formål at behandle de enkelte arbejdstageres individuelle situation, idet den tværtimod skal kunne skabe sig et overblik over de kollektive afskedigelser og vurdere, hvordan de negative konsekvenser af afskedigelserne kan afbødes. Det kan efter min opfattelse heraf udledes, at nævnte artikel giver arbejdstagerne en kollektiv beskyttelse og ikke en individuel beskyttelse.

52.

Desuden skal det fremhæves, at det fremgår af Domstolens praksis, at retten til information og høring, der er tildelt arbejdstagerne som en kollektiv helhed og dermed har en kollektiv karakter, udøves gennem arbejdstagernes repræsentanter ( 28 ). For så vidt som forpligtelsen til at sende den offentlige myndighed visse dele af den skriftlige meddelelse til arbejdstagernes repræsentanter indgår i informations- og konsultationsproceduren med disse repræsentanter, er det logisk at mene, at denne forpligtelse skaber en ret med lignende karakteristika.

53.

Den kollektive karakter af den beskyttelse, der ydes i artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59, kan indebære, at medlemsstaterne i deres nationale ret fortrinsvis fastsætter muligheden for, at arbejdstagernes repræsentanter kan udføre deres opgaver, der gør det muligt at kontrollere, om arbejdsgiveren har overholdt forpligtelsen i denne artikel. Det er dog også korrekt, at denne kollektive karakter ikke på nogen måde fratager medlemsstaterne muligheden for på grundlag af deres skønsbeføjelse at supplere denne ordning og sikre arbejdstagerne individuelle tiltag med samme formål og/eller muligheden for at gøre konsekvenserne af en overtrædelse af denne artikel for opsigelsen af ansættelseskontrakten gældende.

54.

Ud over disse indikationer henhører den nøjagtige fastsættelse af foranstaltninger, der kan sikre overholdelse af forpligtelsen i artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 98/59, som allerede anført under medlemsstaternes skønsbeføjelse og afhænger i høj grad af de særlige kendetegn ved hver enkelt national arbejdsret. Det følger heraf, at det hverken er muligt eller efter min opfattelse ønskeligt at fastsætte nærmere retningslinjer for de procedurer, som medlemsstaterne skal indføre i deres nationale ret. Disse foranstaltninger skal blot sikre en effektiv retsbeskyttelse og have en reel afskrækkende virkning.

55.

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det af Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:

»Artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser

skal fortolkes således, at

forpligtelsen til at sende den kompetente offentlige myndighed i det mindste en genpart af de dele af den skriftlige meddelelse, der er omhandlet i dette direktivs artikel 2, stk. 3, første afsnit, litra b), i)-v), har til formål at gøre det muligt for denne myndighed at vurdere de eventuelle konsekvenser af de kollektive afskedigelser med hensyn til de berørte arbejdstageres situation og i givet fald forberede sig på de foranstaltninger, der er nødvendige for at afbøde disse konsekvenser. Medlemsstaterne fastsætter i deres nationale ret foranstaltninger, der gør det muligt for arbejdstagernes repræsentanter at kontrollere, at denne forpligtelse overholdes. Disse foranstaltninger skal sikre en effektiv retsbeskyttelse i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og have en reel afskrækkende virkning.«