–

GR ved odvjetnik J. Grlić og Rechtsanwalt B. Wiesinger,

–

HS ved odvjetnica V. Drenški-Lasan,

–

Županijsko državno odvjetništvo u Puli-Pola ved odvjetnik E. Putigna,

–

den kroatiske regering ved G. Vidović Mesarek, som befuldmægtiget,

–

den østrigske regering ved A. Posch, J. Schmoll og F. Zeder, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved H. Dockry, M. Mataija og M. Wasmeier, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (EFT 2000, L 239, s. 19), undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 og trådt i kraft den 26. marts 1995 (herefter »gennemførelseskonventionen«), samt artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod GR, HS og IT med den begrundelse, at disse personer skulle have begået, tilskyndet eller medvirket til at begå lovovertrædelser i Kroatien, der kvalificeres som mandatsvig i erhvervsmæssigt øjemed.

3

Gennemførelseskonventionen blev indgået med henblik på at sikre gennemførelsen af aftalen mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, undertegnet i Schengen den 14. juni 1985 (EFT 2000, L 239, s. 13).

4

Gennemførelseskonventionens artikel 54 er indeholdt i konventionens kapitel 3 med overskriften »Straffedommes negative retsvirkninger (ne bis in idem)«. Denne bestemmelse lyder således:

»En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning.«

5

Gennemførelseskonventionens artikel 57, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.   Hvis der af en kontraherende part rejses tiltale mod en person for en strafbar handling, og hvis denne parts kompetente myndigheder har grund til at antage, at tiltalen vedrører de samme strafbare handlinger som dem, en anden kontraherende part har afsagt endelig dom for, kan disse myndigheder, hvis de skønner det nødvendigt, anmode de kompetente myndigheder i den kontraherende stat, på hvis område dommen blev afsagt, om alle relevante oplysninger i sagen.

2.   Disse oplysninger meddeles hurtigst muligt og indgår i vurderingen af, hvorvidt tiltalen skal opretholdes.«

6

Artikel 31, stk. 2, i Ustav Republike Hrvatske (Republikken Kroatiens forfatning) har følgende ordlyd:

»Ingen kan dømmes på ny eller retsforfølges for en handling, for hvilken personen er blevet frifundet eller dømt ved en ifølge lov truffet retskraftig retsafgørelse af en ret.«

7

Artikel 246, stk. 1 og 2, i Kazneni zakon (straffeloven i Kroatien) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, gør mandatsvig i erhvervsmæssigt øjemed til en økonomisk strafbar handling.

8

Artikel 12, stk. 1, i Zakon o kaznenom postupku (lov om strafferetspleje) bestemmer:

»Ingen kan retsforfølges på ny for en handling, for hvilken personen er blevet dømt, og for hvilken der er afsagt en retskraftig dom af en ret.«

9

§ 190 i Strafprozessordnung (den østrigske lov om strafferetspleje, herefter »den østrigske strafferetsplejelov«) bestemmer:

»Anklagemyndigheden afstår fra strafforfølgning og afslutter efterforskningen, for så vidt som:

1.   den lovovertrædelse, der ligger til grund for undersøgelsen, ikke kan straffes retsligt, eller hvis en fortsættelse af den strafferetlige forfølgning af den pågældende af retlige grunde ikke kan antages til realitetsbehandling, eller hvis

2.   der er intet faktuelt grundlag for at fortsætte retsforfølgningen af den pågældende.«

10

Den østrigske strafferetsplejelovs § 193, stk. 2, bestemmer:

»Anklagemyndigheden kan fortsætte en efterforskning, der er afsluttet i henhold til § 190 eller § 191, forudsat at strafforfølgningen ikke er forældet, og at:

1.   den pågældende ikke er blevet afhørt for denne lovovertrædelse (§ 164 og § 165), og der ikke er blevet udøvet tvang over for ham, eller at

2.   der fremkommer eller opnås kendskab til nye faktiske omstændigheder eller beviser, der hver for sig eller sammen med andre resultater af proceduren kan udgøre et passende grundlag for at dømme den pågældende eller handle i henhold til afsnit 11.«

11

På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var GR en del af ledelsen for Skiper Hoteli d.o.o. og Interco Umag d.o.o., Umag (herefter »Interco«), nu INTER Consulting d.o.o. Hun var ligeledes partner i Rezidencjia Skiper d.o.o. og var aktionær i Alterius d.o.o. HS var for sit vedkommende bestyrelsesformand for Intercos ledelse og ligeledes aktionær i Alterius, mens IT foretog ejendomsværdivurderinger.

12

Den 28. september 2015 udstedte Županijsko državno odvjetništvo u Puli (distriktsanklagemyndigheden i Pula, Kroatien) (herefter »anklagemyndigheden i Pula«) et anklageskrift mod GR, HS, IT og Interco (herefter »det kroatiske anklageskrift«). Med dette anklageskrift blev dels GR og Interco foreholdt at have begået mandatsvig i erhvervsmæssigt øjemed som omhandlet i den kroatiske straffelovs artikel 246, stk. 1 og 2, i den affattelse der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, og HS og IT blev dels foreholdt henholdsvis at have tilskyndet og medvirket til udførelsen af denne strafbare handling.

13

Det fremgår af det kroatiske anklageskrift, således som det er gengivet i forelæggelsesafgørelsen, at GR og HS mellem december 2004 og juni 2006 foranledigede, at Interco opkøbte fast ejendom beliggende på flere tilstødende grundstykker i Savudrija kommune (Kroatien), som Skiper Hoteli d.o.o. havde planlagt skulle anvendes til gennemførelsen af et turistindkvarteringsboligprojekt. De nævnte personer foranledigede herefter, at Skiper Hoteli tilbagekøbte disse faste ejendomme til en pris, som var betydeligt højere end markedsprisen, således at Interco opnåede en ulovlig fordel på Skiper Hotelis bekostning.

14

Det anføres endvidere i det kroatiske anklageskrift, at GR og HS mellem november 2004 og november 2005 ligeledes handlede med henblik på, at GR og andre selskaber, som sidstnævnte repræsenterede, solgte aktier i Alterius ejet af GR og disse andre selskaber til en pris, som var væsentlig højere end deres reelle værdi, idet den oprindelige tilførsel af aktiver i dette sidstnævnte selskab bestod af faste ejendomme opført på tilstødende grundstykker på Savudrija kommunes område. I dette øjemed fik GR og HS gennem Rezidencjia Skiper og med IT’s medvirken gennemført en vurdering, hvori værdien af de pågældende faste ejendomme blev fastsat for højt.

15

Det kroatiske anklageskrift blev antaget til realitetsbehandling ved afgørelse af 5. maj 2016 fra den forelæggende rets afdeling for straffesager, Županijski sud u Puli-Pola (distriktsdomstolen i Pula, Kroatien).

16

Hvad angår en straffesag, der er blevet indledt for de samme handlinger i Østrig, har den forelæggende ret anført, at de østrigske strafferetlige myndigheder faktisk havde rejst tiltale mod to tidligere medlemmer af direktionen i Hypo Alpe-Adria-Bank International AG (herefter »Hypo Alpe Adria Bank«), en bank beliggende i Østrig, og mod GR og HS som medskyldige. Ifølge anklageskriftet udarbejdet af Staatsanwaltschaft Klagenfurt (anklagemyndigheden i Klagenfurt, Østrig), der blev indbragt for Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt, Østrig) den 9. januar 2015 (herefter »det østrigske anklageskrift«), blev de nævnte tidligere medlemmer af direktionen tiltalt for at have begået mandatsvig som omhandlet i Strafgesetzbuch (straffeloven), idet de mellem september 2002 og juli 2005 havde godkendt, at der blev ydet lån til Rezidencjia Skiper og Skiper hoteli for i alt mindst 105 mio. EUR, uden at have overholdt kravene vedrørende tilstrækkelige egenkapitaltilførsler og ført kontrol med anvendelsen af midlerne eller taget hensyn til dels den manglende dokumentation med hensyn til gennemførelsen af projekterne, der begrundede tildelingen af sådanne lån, dels utilstrækkelige betalingsgarantiinstrumenter og de pågældende selskabers tilbagebetalingsevne. Det blev endvidere foreholdt GR og HS, at de ved at anmode om tildeling af de omtvistede lån havde tilskyndet de samme tidligere medlemmer af direktionen til at begå den pågældende overtrædelse eller bidraget hertil.

17

I forlængelse af en anmodning fra HS bekræftede anklagemyndigheden i Klagenfurt endvidere ved skrivelse af 16. juli 2015 til HS’ advokater, at det østrigske anklageskrift med hensyn til den retsforfølgning, der var indledt mod GR og HS, ligeledes omfattede salget af faste ejendomme til Skiper Hoteli via Alterius til en urimeligt høj pris samt den tvivlsomme betaling for projektadministrationsomkostninger.

18

Ved dom afsagt af Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt) den 3. november 2016 (herefter »den endelige østrigske dom«) blev de to tidligere medlemmer af direktionen i Hypo Alpe Adria Bank kendt delvis skyldige i de strafbare handlinger, som de var blevet tiltalt for, og dømt for at have godkendt et af de lån, der blev ydet Skiper Hoteli, på mere end 70 mio. EUR (herefter »det omhandlede lån«). Derimod blev GR og HS frikendt for så vidt angår tiltalen om, at de henholdsvis havde tilskyndet eller medvirket til udførelsen af de strafbare handlinger, som de tidligere medlemmer af direktionen i Hypo Alpe Adria Bank var blevet tiltalt for. Denne dom er blevet endelig som følge af, at den appel, der var iværksat til prøvelse af dommen ved Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), blev forkastet den 4. marts 2019.

19

I øvrigt har den forelæggende ret anført, at anklagemyndigheden i Pula, der ligeledes er blevet forelagt andre strafbare handlinger knyttet til Hypo Alpe Adria Bank, flere gange i løbet af 2014 anmodede anklagemyndigheden i Klagenfurt om at kontrollere, om sidstnævnte anklagemyndighed i Østrig havde gennemført en procedure, som var parallel med den, der var indledt i Kroatien. På baggrund af oplysningerne fra anklagemyndigheden i Klagenfurt, der i det væsentlige er identiske med dem, der senere blev gjort rede for i konklusionen til det østrigske anklageskrift, fandt anklagemyndigheden i Pula, at de af anklagemyndigheden i Klagenfurt og Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt) undersøgte handlinger ikke var retligt relevante med henblik på kvalificeringen af den strafbare handling, som var genstand for den i hovedsagen omhandlede straffesag, og ikke havde forbindelse til de faktiske omstændigheder, som var beskrevet i det kroatiske anklageskrift, og således ikke skulle betragtes som allerede pådømt.

20

Den forelæggende ret har præciseret, at det i overensstemmelse med kroatisk retspraksis kun er de faktiske omstændigheder, der er gengivet i processkrifternes konklusioner, såsom kendelser om tiltalerejsning, kendelser om påtaleopgivelse, anklageskrifter og domme, der er endelige. Følgelig sammenlignes i forbindelse med anvendelsen af princippet ne bis in idem alene de faktiske omstændigheder, der er nævnt i disse processkrifters konklusioner.

21

I denne sammenhæng er den forelæggende ret af den opfattelse, at der for så vidt angår GR og HS kan foreligge en »uadskillelig materiel, stedlig og tidsmæssig forbindelse« mellem på den ene side de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i konklusionen i det kroatiske anklageskrift, og på den anden side de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i konklusionen i det østrigske anklageskrift, dem, der er omhandlet i konklusionen og begrundelserne i den endelige østrigske dom, samt de faktiske omstændigheder, for hvilke efterforskningen blev gennemført af anklagemyndigheden i Klagenfurt i forhold til bl.a. GR og HS, og som efterfølgende blev udeladt i det østrigske anklageskrift.

22

Hvad indledningsvis angår spørgsmålet om, hvorvidt disse faktiske omstændigheder er materielt identiske, har den forelæggende ret anført, at den endelige østrigske dom frifandt HS for anklageskriftet, hvorefter han i perioden fra begyndelsen af 2002 til begyndelsen af juli 2005 ved gentagne anmodninger om og fremlæggelse af et kreditdossier havde tilskyndet de to tidligere medlemmer af direktionen i Hypo Alpe Adria Bank til at begå visse lovovertrædelser, bl.a. at yde det omhandlede lån uden tilstrækkelige projektsagsakter og uden fremskrivning af evnen til at tilbagebetale lånet, mens GR blev frikendt for anklagen om, at hun i perioden fra den 9. august 2003 til begyndelsen af juli 2005 havde medvirket til, at de samme personer havde begået lovovertrædelser, idet GR som leder af Rezidencija Skiper og Skiper Hoteli havde anmodet om ydelse af lån, herunder det omhandlede lån, ved at have ført forhandlingerne herom, havde fremlagt kreditdossieret og underskrevet låneaftalerne, hvilket havde givet anledning til den skade, som Hypo Alpe Adria Bank havde lidt. I denne henseende fremgår det af begrundelserne i den endelige østrigske dom, at Skiper Hoteli anvendte det omhandlede lån til erhvervelse af aktiver og aktier til priser, der var væsentligt højere end markedspriserne.

23

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at disse omstændigheder, der er gengivet i konklusionen og begrundelserne i den endelige østrigske dom, skal knyttes til den efterforskning, som anklagemyndigheden i Klagenfurt foretog over for GR og HS vedrørende andre handlinger end dem, der er genstand for det østrigske anklageskrift, og som de blev frikendt for ved denne dom. Eftersom disse faktiske omstændigheder er identiske med dem, der er gengivet i forbindelse med det kroatiske anklageskrift, har anklagemyndigheden i Klagenfurt således undersøgt, om de omhandlede faste ejendomme og aktier, som blev købt ved hjælp af det omhandlede lån, blev købt til en for høj pris i forbindelse med gennemførelsen af det af Skiper Hoteli påtænkte ejendomsprojekt.

24

Anklagemyndigheden i Klagenfurt foretog derfor en efterforskning af disse omstændigheder, men afsluttede sagen vedrørende GR og HS. Med henblik herpå underrettede anklagemyndigheden i Klagenfurt blot disse sidstnævnte om, at efterforskningen af »Skiper-sagen« på grundlag af den østrigske strafferetsplejelovs § 190, stk. 2, blev indstillet hvad angår mandatsvig som omhandlet i § 153, stk. 1 og 2, i den østrigske straffelov, for så vidt som denne overtrædelse ikke var omfattet af det østrigske anklageskrift på grund af utilstrækkelige beviser, navnlig hvad angår forsæt om at forårsage skade, eller på grund af manglende tilstrækkelige konkrete beviser for, at der var blevet begået handlinger, der er omfattet af straffelovgivningen. Anklagemyndigheden i Klagenfurt indstillede således denne efterforskning på grundlag af faktiske omstændigheder, som ikke er præciseret i konklusionen i den endelige østrigske dom.

25

Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvorvidt der er en tidsmæssig forbindelse mellem de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i nærværende doms præmis 22, er den forelæggende ret af den opfattelse, at de datoer, hvor dels ydelsen af det omhandlede lån, dels de handlinger, der er begået i Kroatien, fandt sted, er delvist sammenfaldende, for så vidt som den lovovertrædelse, som GR og HS blev frikendt for, ifølge konklusionen i den endelige østrigske dom blev begået i perioden fra 2002 til juli 2005, mens de faktiske omstændigheder vedrørende det kroatiske anklageskrift vedrører årene 2004-2006. Dette tidsmæssige overlap kan forklares med, at ydelsen af det omhandlede lån nødvendigvis gik forud for de strafbare handlinger, der blev begået i Kroatien. Uden dette lån ville det nemlig ikke have været muligt for Skiper Hoteli at købe fast ejendom og aktier i Kroatien.

26

Endelig fremgår den stedlige forbindelse mellem de nævnte faktiske omstændigheder af den omstændighed, at det i den endelige østrigske dom er anført, at det omhandlede lån var bestemt til køb af fast ejendom og aktier i Kroatien med henblik på ligeledes at gennemføre det påtænkte ejendomsprojekt for Skiper Hoteli i Kroatien.

27

På denne baggrund har Županijski sud u Puli-Pola (distriktsdomstolen i Pula) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er det ved en vurdering af, om der er sket en tilsidesættelse af princippet ne bis in idem, tilladt at sammenholde alene de faktiske omstændigheder, som er angivet i konklusionen til [det kroatiske anklageskrift] med de relevante faktiske omstændigheder, som er angivet i konklusionen til [det østrigske anklageskrift] og i konklusionen til [den endelige østrigske dom],

eller kan de faktiske omstændigheder, som er angivet i konklusionen til [det kroatiske anklageskrift], sammenholdes med de faktiske omstændigheder, som er angivet i begrundelsen til [den endelige østrigske dom], og som var genstand for en efterforskning gennemført af Staatsanwaltschaft Klagenfurt [(anklagemyndigheden i Klagenfurt)] mod flere personer, herunder især mod GR og HS, idet disse sidstnævnte faktiske omstændigheder efterfølgende var blevet udeladt i [det østrigske anklageskrift] (og disse faktiske omstændigheder ikke blev gengivet i konklusionen til anklageskriftet)?«

28

Den østrigske regering har fremsat en formalitetsindsigelse mod anmodningen om præjudiciel afgørelse, med den begrundelse, at det forelagte spørgsmål er uden relevans for afgørelsen af tvisten i hovedsagen og er af hypotetisk karakter.

29

Denne regering har gjort gældende, at straffesagen i Østrig og den, der verserer for den forelæggende ret, ikke er baseret på »de samme strafbare handlinger« som omhandlet i gennemførelseskonventionens artikel 54, uanset om der alene skal foretages en sammenligning af de respektive konklusioner i det østrigske anklageskrift eller i den endelige østrigske dom, eller der skal foretages en mere fuldstændig prøvelse, der også tager hensyn til begrundelserne i denne dom og eventuelt til indholdet af den efterforskning, der førte til nævnte dom.

30

Det fremgår nemlig af en sammenligning af konklusionen i det østrigske anklageskrift på den ene side og konklusionen i det kroatiske anklageskrift på den anden side, at de straffesager, der føres i Østrig og Kroatien, har forskellige genstande, og at de vedrører forskellige ofre. Denne konstatering bekræftes ligeledes af en sammenligning af det kroatiske anklageskrift med begrundelserne i den endelige østrigske dom og anklagemyndigheden i Klagenfurts efterforskning i andre straffesager.

31

Den østrigske regering er nærmere bestemt af den opfattelse, at genstanden for den straffesag, der blev ført i Østrig, var, at GR og HS ifaldt strafansvar i forbindelse med det formuetab, som Hypo Alpe Adria Bank havde lidt som følge af ydelsen af uholdbare lån, mens genstanden for den straffesag, der blev ført i Kroatien, var GR og HS’ strafansvar for det formuetab, som Skiper Hoteli havde lidt som følge af købet af fast ejendom til angiveligt urimeligt høje priser og aktier i selskaber, der ejer fast ejendom. Desuden kunne den straffesag, der blev ført i Østrig, ikke vedrøre GR’s eventuelle handlinger mod Skiper Hoteli på grund af de østrigske myndigheders manglende kompetence i denne henseende, idet GR er kroatisk statsborger og bosiddende i Kroatien, og Skiper Hoteli er et selskab, der er registreret i Kroatien.

32

Det bemærkes i denne henseende, at det følger af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der er indført i artikel 267 TEUF, udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkning af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 4.6.2020, Kancelaria Medius, C-495/19, EU:C:2020:431, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

33

Det følger heraf, at der gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 4.6.2020, Kancelaria Medius, C-495/19, EU:C:2020:431, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

34

Desuden skal Domstolen i henhold til kompetencefordelingen mellem Den Europæiske Unions retsinstanser og de nationale retter tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål. Uanset hvilke kritikpunkter den østrigske regering har rejst i forhold til den forelæggende rets vurdering af de faktiske omstændigheder, skal bedømmelsen af det præjudicielle spørgsmål foretages på grundlag af denne vurdering (jf. analogt dom af 7.4.2022, Caixabank, C-385/20, EU:C:2022:278, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

35

I det foreliggende tilfælde tager den forelæggende ret udgangspunkt i den faktuelle forudsætning, hvorefter det ikke er udelukket, at der for så vidt angår GR og HS kan foreligge en uadskillelig materiel, stedlig og tidsmæssig forbindelse mellem de faktiske omstændigheder, der er indeholdt i konklusionen i det kroatiske anklageskrift, de faktiske omstændigheder, der er indeholdt i konklusionen i det østrigske anklageskrift, og dem, der er indeholdt i konklusionen og begrundelserne i den endelige østrigske dom, samt de faktiske omstændigheder, med hensyn til hvilke anklagemyndigheden i Klagenfurt gennemførte efterforskningen af bl.a. GR og HS, og som efterfølgende blev udeladt i det østrigske anklageskrift.

36

Den forelæggende ret er i øvrigt af den opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt der skal tages hensyn til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i begrundelserne i den endelige østrigske dom, og til grundene til, at anklagemyndigheden i Klagenfurt iværksatte en efterforskning over for GR og HS, som efterfølgende blev udeladt i det østrigske anklageskrift, er afgørende i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en »uadskillelig materiel, stedlig og tidsmæssig forbindelse« med henblik på anvendelsen af gennemførelseskonventionens artikel 54. Anmodningen om præjudiciel afgørelse forekommer derfor ikke hypotetisk.

37

Det følger af det ovenstående, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

38

Det skal indledningsvis bemærkes, at princippet ne bis in idem udgør et grundlæggende princip i EU-retten, som nu er fastslået i chartrets artikel 50 (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

39

Endvidere følger dette princip, som ligeledes er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 54, af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner. Denne sidstnævnte artikel skal derfor fortolkes i lyset af chartrets artikel 50, hvis væsentligste indhold den sikrer respekteres (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

40

Det må derfor lægges til grund, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om gennemførelseskonventionens artikel 54, sammenholdt med chartrets artikel 50, skal fortolkes således, at der i forbindelse med vurderingen af, om princippet ne bis in idem er overholdt, udelukkende skal tages hensyn til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i konklusionen i det anklageskrift, der er udfærdiget af de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat, og i konklusionen i den endelige dom, der er afsagt i sidstnævnte medlemsstat, eller om der ligeledes skal tages hensyn til alle de faktiske omstændigheder, der er nævnt i denne doms begrundelser, herunder de faktiske omstændigheder, som efterforskningen vedrørte, men som ikke er blevet gentaget i anklageskriftet.

41

Henset til den tvivl, som den forelæggende ret har givet udtryk for, og som er beskrevet i denne doms præmis 20-26, skal der først foretages en fortolkning af de betingelser, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 54, inden der dernæst gives den forelæggende ret vejledning med henblik på vurderingen af betingelserne i forbindelse med tvisten i hovedsagen.

42

Anmodningen om præjudiciel afgørelse er begrundet i den omstændighed, at de kroatiske retter ifølge den forelæggende ret i henhold til kroatisk retspraksis ved bedømmelsen af, om princippet ne bis in idem finder anvendelse, kun kan tage hensyn til de faktiske omstændigheder, der er anført i processkrifternes konklusioner, såsom kendelser om tiltalerejsning, kendelser om påtaleopgivelse, anklageskrifter og domme. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at der er en mulighed for, at de faktiske omstændigheder, der er nævnt i begrundelserne for sagsakterne fra en anden medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Republikken Østrig, herunder dem, som efterforskningen vedrører, men som ikke er blevet gentaget i anklageskriftet, kan føre til, at den inden for rammerne af hovedsagen fastslår, at der foreligger »samme strafbare handlinger« som omhandlet i gennemførelseskonventionens artikel 54.

43

I henhold til Domstolens faste praksis skal der med henblik på fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den lovgivning, som den er en del af (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 67).

44

Som det fremgår af ordlyden af gennemførelseskonventionens artikel 54, kan ingen retsforfølges i en medlemsstat for de samme strafbare handlinger, som denne allerede er blevet idømt en endelig dom for i en anden medlemsstat, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter sidstnævnte stats lovgivning.

45

Anvendelsen af princippet ne bis in idem er således undergivet en dobbelt betingelse, nemlig dels, at der skal foreligge en endelig forudgående afgørelse (betingelsen »bis«), dels at de samme faktiske omstændigheder skal være omfattet af den forudgående afgørelse og af de efterfølgende retsforfølgelser eller afgørelser (betingelsen »idem«) (dom af 22.3.2022, bpost, C-117/20, EU:C:2022:202, præmis 28).

46

I denne henseende bemærkes indledningsvis, at ordlyden af gennemførelseskonventionens artikel 54 ikke opstiller nogen betingelse vedrørende de forhold, der skal tages i betragtning ved undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt den sag, der verserer for en ret i en medlemsstat, vedrører de samme faktiske omstændigheder som dem, der vedrører en tidligere sag, der er afsluttet ved en endelig dom i en anden medlemsstat.

47

Det kan således ikke udledes af denne bestemmelses ordlyd, at der i forbindelse med vurderingen af betingelsen »idem« udelukkende skal tages hensyn til de faktiske omstændigheder, der er gengivet i konklusionerne i de nationale sagsakter, og at det med henblik på denne vurdering er udelukket at tage hensyn til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i begrundelsen for de processkrifter, der hidrører fra en anden medlemsstat.

48

Denne konstatering understøttes endvidere af den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår.

49

For det første bestemmer chartrets artikel 50, i lyset af hvilken gennemførelseskonventionens artikel 54 skal fortolkes, at ingen i en straffesag på ny skal kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af EU’s medlemsstater i overensstemmelse med lovgivningen. Chartrets artikel 50 indeholder derfor heller ikke specifikke angivelser med hensyn til, hvilke forhold der skal tages hensyn til i forbindelse med undersøgelsen af betingelsen »idem«, således at en hensyntagen til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i begrundelserne for sagsakter hidrørende fra en anden medlemsstat, ikke uden videre kan udelukkes i forbindelse med en sådan undersøgelse.

50

For det andet fremgår det af gennemførelseskonventionens artikel 57, stk. 1, at når en person er tiltalt for en strafbar handling i en medlemsstat, og de kompetente myndigheder i denne stat har grund til at antage, at tiltalen vedrører de samme strafbare handlinger som dem, en anden medlemsstat har afsagt endelig dom for, kan disse myndigheder, hvis de skønner det nødvendigt, anmode de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område dommen blev afsagt, om relevante oplysninger. Denne bestemmelses stk. 2 bestemmer, at de oplysninger, der anmodes om, skal meddeles hurtigst muligt og indgår i vurderingen af, hvorvidt tiltalen skal opretholdes.

51

I denne henseende har gennemførelseskonventionens artikel 57 indført en ramme for samarbejde, der giver de kompetente myndigheder i den anden medlemsstat adgang til at anmode om relevante retlige oplysninger fra myndighederne i den første stat med henblik på at afklare eksempelvis den præcise karakter af en afgørelse, som er truffet på den første medlemsstats område eller de konkrete handlinger, der er genstand for denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 22.12.2008, Turanský, C-491/07, EU:C:2008:768, præmis 37).

52

Det skal fastslås, at denne bestemmelse kræver, at disse oplysninger tages i betragtning ved vurderingen af en eventuel tilsidesættelse af princippet ne bis in idem. Som generaladvokaten har anført i punkt 42 i forslaget til afgørelse, gør en national retspraksis, hvorefter den nationale ret kun skal tage hensyn til de oplysninger, der er indeholdt i specifikke dele af sagsakter, i det foreliggende tilfælde i disse sagsakters konklusioner, og som udelukker alle andre oplysninger, som denne ret kan modtage fra myndighederne i den medlemsstat, der er blevet anmodet om at indhente relevante oplysninger, det ikke muligt at sikre den effektive virkning af gennemførelseskonventionens artikel 57.

53

I modsætning til, hvad der synes at være fastsat i kroatisk retspraksis, kan det derfor ikke pålægges en national ret, såsom den forelæggende ret, i forbindelse med undersøgelsen af princippet ne bis in idem, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 54, kun at tage hensyn til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i konklusionerne i de sagsakter, der hidrører fra en anden medlemsstat.

54

Endelig er det kun en fortolkning af gennemførelseskonventionens artikel 54, hvorefter den nationale ret i den anden medlemsstat ligeledes skal tage hensyn til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i begrundelserne i disse sagsakter, samt alle relevante oplysninger vedrørende de faktiske omstændigheder, der er genstand for en tidligere straffesag, der er gennemført i den første medlemsstat, og som er afsluttet ved en endelig dom, der gør det muligt, at genstanden for og formålet med den pågældende bestemmelse slår igennem over for processuelle aspekter, som i øvrigt varierer fra medlemsstat til medlemsstat, og som kan sikre en hensigtsmæssig anvendelse af denne artikel l (jf. analogt dom af 10.3.2005, Miraglia, C-469/03, EU:C:2005:156, præmis 31).

55

Den nævnte bestemmelse har nemlig til formål inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed at undgå, at en person, over for hvem der er afsagt endelig dom, retsforfølges for de samme strafbare handlinger på flere medlemsstaters område som følge af, at den pågældende udøver sin ret til fri bevægelighed, med henblik på at sikre retssikkerheden derved, at endelige afgørelser fra offentlige organer efterkommes i mangel på harmonisering eller tilnærmelse af medlemsstaternes straffelovgivninger (dom af 29.6.2016, Kossowski, C-486/14, EU:C:2016:483, præmis 44).

56

Gennemførelseskonventionens artikel 54 indebærer imidlertid nødvendigvis, at der består en gensidig tillid mellem medlemsstaterne i deres respektive strafferetsplejeordninger, og at hver enkelt af de nævnte stater accepterer en anvendelse af strafferetlige bestemmelser, der er i kraft i de øvrige medlemsstater, uanset om en anvendelse af statens egen retsorden måtte føre til en anden løsning. Denne gensidige tillid forudsætter, at de berørte kompetente myndigheder i den anden medlemsstat accepterer at tage hensyn til relevante retlige oplysninger, som de måtte modtage fra den første medlemsstat (jf. analogt dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 93).

57

Den nævnte gensidige tillid kan imidlertid kun opnå fremme, såfremt den anden medlemsstat er i stand til på grundlag af de af den første medlemsstat fremsendte dokumenter at sikre sig dels, at den pågældende afgørelse truffet af de kompetente myndigheder i denne første stat rent faktisk udgør en endelig afgørelse, dels at de faktiske omstændigheder, der er genstand for denne afgørelse, kan kvalificeres som »de samme strafbare handlinger« som omhandlet i gennemførelseskonventionens artikel 54 (jf. analogt dom af 29.6.2016, Kossowski, C-486/14, EU:C:2016:483, præmis 52).

58

Det følger heraf, at det i forbindelse med vurderingen af, om princippet ne bis in idem i gennemførelseskonventionens artikel 54 er overholdt, skal lægges til grund, at den anden medlemsstats nationale ret, såsom den forelæggende ret, er forpligtet til ikke blot at tage hensyn til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i konklusionen i de sagsakter, som en første medlemsstat har fremsendt, men ligeledes til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i begrundelserne for disse retsakter, samt alle relevante oplysninger vedrørende de faktiske omstændigheder, der er genstand for en tidligere straffesag, som er blevet ført i den første medlemsstat og afsluttet ved en endelig dom.

59

Med henblik på at give den forelæggende ret et svar, som er så hensigtsmæssigt som muligt, skal det endvidere på grundlag af de sagsakter, som Domstolen råder over, og med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler denne ret at foretage, vurderes dels, om der i den foreliggende sag, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 45, i det foreliggende tilfælde, som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis, foreligger en endelig, tidligere afgørelse (betingelsen »bis«), dels om de samme faktiske omstændigheder er omfattet af den tidligere afgørelse samt af de efterfølgende retsforfølgelser eller afgørelser (betingelsen »idem«).

60

Hvad angår betingelsen »bis« skal der, for at der over for en person kan anses at være »afsagt endelig dom« for de strafbare handlinger, der foreholdes den pågældende, i henhold gennemførelseskonventionens artikel 54, for det første være bragt endeligt ophør på adgang til offentlig påtale (dom af 29.6.2016, Kossowski, C-486/14, EU:C:2016:483, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

61

Efterprøvelsen af denne første betingelse skal foretages på grundlag af lovgivningen i den medlemsstat, som har afsagt den pågældende strafferetlige afgørelse. En afgørelse, som efter lovgivningen i den første medlemsstat, som har indledt strafforfølgning mod en person, ikke medfører, at adgangen til strafforfølgning er definitivt ophørt på nationalt plan, kan principielt ikke udgøre en processuel hindring for, at strafforfølgning eventuelt indledes eller fortsættes mod denne person på grund af de samme handlinger i en anden medlemsstat (dom af 29.6.2016, Kossowski, C-486/14, EU:C:2016:483, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

62

Hvad i det foreliggende tilfælde angår den endelige østrigske dom har en sådan afgørelse ifølge den forelæggende ret i henhold til østrigsk ret retskraft og er til hinder for en ny procedure vedrørende de samme faktiske omstændigheder, hvilket den østrigske regering hverken har bestridt i sine skriftlige indlæg eller i retsmødet for Domstolen. Det følger heraf, at denne dom indebærer, at straffesagen mod GR og HS definitivt ophører i denne medlemsstat, idet de sidstnævnte er blevet frikendt for de tiltaler, hvorefter de har tilskyndet til eller medvirket til de strafbare handlinger, som tidligere medlemmer af direktionen i Hypo Alpe Adria Bank er blevet foreholdt.

63

Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret, om fornødent ved hjælp af den samarbejdsmekanisme, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 57, at efterprøve, om dette er virkningen af den endelige østrigske dom.

64

Hvad angår anklagemyndigheden i Klagenfurts afgørelse om på grundlag af den østrigske strafferetsplejelovs § 190, stk. 2, delvist at afslutte den efterforskning, som bl.a. GR og HS var genstand for med henblik på retsforfølgelse af mandatsvig, på grund af utilstrækkelige beviser, skal det dels fastslås, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke præciserer denne afgørelses retlige karakter.

65

Dels bemærkes, at gennemførelseskonventionens artikel 54, hvis formål er at undgå, at en person, der udøver sin ret til fri bevægelighed, som følge heraf retsforfølges for de samme strafbare handlinger på flere medlemsstaters område, imidlertid kun med held kan bidrage til en fuldstændig virkeliggørelse af dette mål, såfremt bestemmelsen også finder anvendelse på afgørelser, hvorved strafforfølgning endeligt indstilles i en medlemsstat, selv om sådanne afgørelser træffes uden medvirken af en retsinstans og ikke formelt har form af en dom (dom af 11.2.2003, Gözütok og Brügge, C-187/01 og C-385/01, EU:C:2003:87, præmis 38).

66

I denne henseende tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om en sådan afgørelse fra anklagemyndigheden i Klagenfurt, der er truffet på grundlag af den østrigske strafferetsplejelovs § 190, stk. 2, medfører, at adgangen til strafforfølgning i Østrig endeligt er ophørt, om nødvendigt ved hjælp af den samarbejdsmekanisme, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 57.

67

For at afgøre, om en afgørelse fra anklagemyndigheden om delvist at afslutte efterforskningen på grund af utilstrækkelige beviser som den i hovedsagen omhandlede udgør en endelig dom vedrørende en person som omhandlet i gennemførelseskonventionens artikel 54, skal det for det andet sikres, at denne afgørelse er blevet vedtaget efter en prøvelse af sagens realitet (jf. analogt dom af 29.6.2016, Kossowski, C-486/14, EU:C:2016:483, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

68

I denne henseende har Domstolen fastslået, at en afgørelse fra en medlemsstats retslige myndigheder, hvorved en tiltalt frifindes endeligt på grund af manglende beviser, skal anses for at være baseret på en sådan vurdering (dom af 5.6.2014, M, C-398/12, EU:C:2014:1057, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

69

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at GR og HS i Østrig har været genstand for en efterforskning vedrørende andre strafbare handlinger end dem, der i sidste ende blev lagt til grund i det østrigske anklageskrift. I denne henseende har anklagemyndigheden i Klagenfurt, således som det fremgår af nærværende doms præmis 24, begrænset sig til at oplyse GR og HS om, at efterforskningen af »Skiper-sagen« i henhold til den østrigske strafferetsplejelovs § 190, stk. 2, for så vidt angår lovovertrædelsen mandatsvig som omhandlet i den østrigske straffelovs § 153, stk. 1 og 2, i forhold til dem blev indstillet, idet denne lovovertrædelse således ikke var omfattet af det østrigske anklageskrift på grund af utilstrækkelige beviser, navnlig hvad angår forsæt om at forårsage skade, eller på grund af manglende tilstrækkelige konkrete beviser for, at der blevet begået handlinger, der er omfattet af straffelovgivningen. Anklagemyndigheden i Klagenfurt indstillede således denne efterforskning på grundlag af faktiske omstændigheder, som ikke er præciseret i konklusionen i den endelige østrigske dom.

70

For at en afgørelse fra anklagemyndigheden om delvist at afslutte efterforskningen på grund af utilstrækkelige beviser, der er truffet efter en efterforskning, hvorunder forskellige bevismidler er blevet indsamlet og undersøgt, kan anses for at have været genstand for en vurdering af realiteten, skal denne afgørelse i denne henseende indeholde en endelig stillingtagen til disse bevisers utilstrækkelige karakter og udelukke enhver mulighed for, at sagen genoptages på grundlag af det samme sæt indicier (jf. i denne retning dom af 5.6.2014, M, C-398/12, EU:C:2014:1057, præmis 30). I det foreliggende tilfælde tilkommer det, henset til de manglende oplysninger, som Domstolen råder over i denne henseende, den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet i hovedsagen.

71

Hvad angår betingelsen »idem«, som skal undersøges i lyset af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 38 og 39, følger det af selve ordlyden af chartrets artikel 50, at bestemmelsen forbyder, at den samme person retsforfølges eller straffes mere end en gang for den samme lovovertrædelse (dom af 23.3.2023, Generalstaatsanwaltschaft Bamberg (Forbehold vedrørende princippet ne bis in idem), C-365/21, EU:C:2023:236, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

72

I denne henseende bemærkes, at i henhold til Domstolens faste praksis er det relevante kriterium ved fastlæggelsen af, om der er tale om samme lovovertrædelse som omhandlet i chartrets artikel 50, kriteriet om, at de faktiske handlinger, når disse forstås som en helhed af konkrete omstændigheder, der er indbyrdes uadskilleligt forbundne, som har ført til endelig frifindelse eller endelig domfældelse af den pågældende person, er identiske. Denne artikel forbyder således pålæggelse, for de samme forhold, af flere sanktioner af strafferetlig karakter efter forskellige procedurer, der er gennemført med henblik herpå (dom af 23.3.2023, Generalstaatsanwaltschaft Bamberg (Forbehold vedrørende princippet ne bis in idem), C-365/21, EU:C:2023:236, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

73

Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at den retlige kvalificering i national ret af de faktiske omstændigheder og den retlige interesse, der beskyttes, ikke er relevant for afgørelsen af, om der er tale om samme lovovertrædelse, for så vidt som rækkevidden af beskyttelsen i chartrets artikel 50 ikke kan variere fra den ene medlemsstat til den anden (dom af 23.3.2023, Generalstaatsanwaltschaft Bamberg (Forbehold vedrørende princippet ne bis in idem), C-365/21, EU:C:2023:236, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

74

Det skal i denne forbindelse præciseres, at betingelsen »idem« kræver, at de faktiske handlinger er identiske. Princippet ne bis in idem skal derimod ikke finde anvendelse, når de pågældende faktiske omstændigheder ikke er identiske, men blot ligner hinanden (dom af 23.3.2023, Generalstaatsanwaltschaft Bamberg (Forbehold vedrørende princippet ne bis in idem), C-365/21, EU:C:2023:236, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

75

Det forhold, at de faktiske handlinger er de samme, skal nemlig forstås som en helhed af konkrete omstændigheder, der følger af begivenheder, som i det væsentlige er de samme, for så vidt som de involverer samme ophavsmand og er indbyrdes uadskilleligt forbundne i tid og rum (dom af 23.3.2023, Generalstaatsanwaltschaft Bamberg (Forbehold vedrørende princippet ne bis in idem), C-365/21, EU:C:2023:236, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

76

Hvis de faktiske handlinger derimod ikke udgør en sådan helhed, har Domstolen allerede fastslået, at den blotte omstændighed at den ret, der skal træffe afgørelse i den anden straffesag, finder, at den mistænkte gerningsmand handlede med et samlet strafbart forsæt, ikke er tilstrækkeligt til, at der foreligger en sådan helhed af konkrete omstændigheder, der er indbyrdes uløseligt forbundne, og som henhører under begrebet »samme strafbare handlinger« i gennemførelseskonventionens artikel 54’s forstand (dom af 18.7.2007, Kraaijenbrink, C-367/05, EU:C:2007:444, præmis 29).

77

I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første af forelæggelsesafgørelsen, at det kroatiske anklageskrift vedrører lovovertrædelser, som GR og HS angiveligt begik mellem 2004 og 2006. For det andet har den forelæggende ret fremhævet, at den strafferetlige efterforskning, som GR og HS var genstand for i Østrig, og som blev afsluttet af anklagemyndigheden i Klagenfurt, vedrørte faktiske omstændigheder, der fandt sted i perioden fra 2002 til juli 2005, og som er identiske med dem, der er omhandlet i det kroatiske anklageskrift. Den forelæggende ret har således anført, at denne efterforskning delvist vedrørte de faktiske omstændigheder, der er genstand for det kroatiske anklageskrift, hvilket kan forklares med, at ydelsen af det omhandlede lån i Østrig gik forud for de strafbare handlinger, der var begået i Kroatien. Hvis dette lån ikke var blevet optaget, ville det nemlig ikke have været muligt at købe de i hovedsagen omhandlede faste ejendomme og aktier i Kroatien.

78

Det forelagte spørgsmål hviler imidlertid på den forudsætning, at de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i det kroatiske anklageskrift, er de samme som dem, der var genstand for den endelige østrigske dom, for så vidt som der ligeledes skal tages hensyn til begrundelsen for de processuelle skridt, der er blevet taget i Østrig.

79

I denne henseende tilkommer det den forelæggende ret, som alene har kompetence i denne henseende til at afgøre, om de faktiske omstændigheder, der er genstand for det kroatiske anklageskrift, er de samme som dem, der er blevet endeligt taget stilling til i Østrig. Domstolen kan dog forsyne den forelæggende ret med elementer til fortolkning af EU-retten i forbindelse med bedømmelsen af, om de faktiske omstændigheder er identiske (jf. analogt dom af 23.3.2023, Generalstaatsanwaltschaft Bamberg (Forbehold vedrørende princippet ne bis in idem), C-365/21, EU:C:2023:236, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

80

I denne henseende fremgår det for det første af nærværende doms præmis 58, at den forelæggende ret i forbindelse med undersøgelsen af betingelsen »idem« er forpligtet til ikke blot at tage hensyn til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i konklusionen i de sagsakter, som en første medlemsstat har fremsendt, men ligeledes til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i begrundelsen for disse retsakter, samt alle relevante oplysninger vedrørende de faktiske omstændigheder, der er genstand for en tidligere straffesag, der er blevet ført i den første medlemsstat, og som er afsluttet ved en endelig dom.

81

For det andet kan princippet ne bis in idem ikke omfatte eventuelle strafbare handlinger, der, selv om de er begået i den samme periode som dem, der har været genstand for en endelig afgørelse afsagt i en anden medlemsstat, vedrører andre faktiske handlinger end dem, der er genstand for den nævnte domfældelse (jf. analogt dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 135 og den deri nævnte retspraksis).

82

I denne henseende tilkommer det den forelæggende ret på grundlag af en bedømmelse af samtlige relevante omstændigheder at efterprøve, om den østrigske endelige dom og den eventuelle endelige afgørelse fra anklagemyndigheden i Klagenfurt om at indstille efterforskningen af »Skiper-sagen« dels vedrørte faktiske omstændigheder, der omfattede et formuetab, som GR og HS angiveligt havde påført Skiper Hoteli på grund af erhvervelsen af grunde til forhøjede priser, dels vedrørte den samme overtrædelsesperiode som den, der var omfattet af det kroatiske anklageskrift.

83

Såfremt dette efter denne vurdering ikke er tilfældet, skal denne ret fastslå, at den sag, der er indbragt for den, ikke vedrører de samme faktiske omstændigheder som dem, der gav anledning til den endelige østrigske dom og den eventuelle endelige afgørelse fra anklagemyndigheden i Klagenfurt, således at princippet ne bis in idem som omhandlet i gennemførelseskonventionens artikel 54, sammenholdt med chartrets artikel 50, ikke er til hinder for en ny retsforfølgning.

84

Såfremt den forelæggende ret derimod måtte finde, at den østrigske endelige dom og den eventuelle endelige afgørelse fra anklagemyndigheden i Klagenfurt har dømt, sanktioneret eller frikendt GR og HS for strafbare handlinger, der er identiske med dem, der er genstand for den kroatiske straffesag, skal denne ret fastslå, at den sag, der er indbragt for den, vedrører de samme faktiske omstændigheder som dem, der lå til grund for denne endelige dom og denne eventuelle endelige afgørelse. En sådan kumulation af retsforfølgelse og i givet fald sanktioner ville være i strid med princippet ne bis in idem som omhandlet i gennemførelseskonventionens artikel 54, sammenholdt med chartrets artikel 50.

85

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at gennemførelseskonventionens artikel 54, sammenholdt med chartrets artikel 50, skal fortolkes således, at der i forbindelse med vurderingen af, om princippet ne bis in idem er overholdt, ikke blot skal tages hensyn til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i konklusionen i det anklageskrift, der er udfærdiget af de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat, og i konklusionen i den endelige dom, der er afsagt i sidstnævnte medlemsstat, men ligeledes til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i dommens begrundelser, og som ikke er gengivet i anklageskriftet, og alle relevante informationer vedrørende de faktiske omstændigheder, der er blevet afsluttet med en tidligere straffeprocedure, og som er afsluttet med en endelig strafferetlig afgørelse.

86

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 og trådt i kraft den 26. marts 1995, sammenholdt med artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

der i forbindelse med vurderingen af, om princippet ne bis in idem er overholdt, ikke blot skal tages hensyn til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i konklusionen i det anklageskrift, der er udfærdiget af de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat, og i konklusionen i den endelige dom, der er afsagt i sidstnævnte medlemsstat, men ligeledes til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i dommens begrundelser, og som ikke er gengivet i anklageskriftet, og alle relevante informationer vedrørende de faktiske omstændigheder, der er blevet afsluttet med en tidligere straffeprocedure, og som er afsluttet med en endelig strafferetlig afgørelse.