–

MR ved Rechtsanwälte S. Buhlmann og F. Ufer,

–

Generalstaatsanwaltschaft Bamberg ved N. Goldbeck, som befuldmægtiget,

–

den tyske regering ved J. Möller, F. Halabi, M. Hellmann og U. Kühne, som befuldmægtigede,

–

den franske regering ved A. Daniel og A.-L. Desjonquères, som befuldmægtigede,

–

den østrigske regering ved M. Augustin, A. Posch, J. Schmoll og K. Steininger, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og ved M. Wasmeier, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører for det første gyldigheden af artikel 55, stk. 1, litra b), i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (EFT 2000, L 239, s. 19), undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 og trådt i kraft den 26. marts 1995 (herefter »gennemførelseskonventionen«), i forhold til artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og for det andet fortolkningen af gennemførelseskonventionens artikel 54 og 55 samt chartrets artikel 50 og 52.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag indledt i Tyskland mod MR for at oprette en kriminel organisation og for investeringsbedrageri.

3

Gennemførelseskonventionen blev indgået med henblik på at sikre gennemførelsen af aftalen mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, undertegnet i Schengen den 14. juni 1985 (EFT 2000, L 239, s. 13).

4

Gennemførelseskonventionens artikel 54-56 er indeholdt i dennes kapitel 3, der har overskriften »Straffedommes negative retsvirkninger (ne bis in idem)«, i gennemførelseskonventionens afsnit III, som har overskriften »Politi og sikkerhed«. Gennemførelseskonventionens artikel 54 fastsætter:

»En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning.«

5

Gennemførelseskonventionens artikel 55 bestemmer:

»1.   En kontraherende part kan på tidspunktet for ratifikation, accept eller godkendelse af denne konvention erklære, at den ikke er bundet af artikel 54 i et eller flere af følgende tilfælde:

[…]

[…]

2.   En kontraherende part, der har afgivet en erklæring om undtagelsen i stk. 1, litra b), skal angive, hvilke former for strafbare handlinger denne undtagelse gælder.

[…]«

6

Gennemførelseskonventionens artikel 56 har følgende ordlyd:

»Hvis der indledes ny retsforfølgning mod en person, over for hvem en anden kontraherende part har afsagt endelig dom for de samme strafbare handlinger, skal ethvert tidsrum med frihedsberøvelse, som den pågældende har udstået på denne kontraherende parts område som følge af disse handlinger, fradrages i den straf, vedkommende måtte blive idømt. I det omfang de nationale lovgivninger tillader dette, tages der tillige hensyn til anden udstået straf end frihedsberøvelse.«

7

Første betragtning til Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (EUT 2008, L 300, s. 42) har følgende ordlyd:

»Formålet med Haag-programmet er at forbedre [Den Europæiske Unions] og medlemsstaternes evne til i fællesskab bl.a. at bekæmpe den grænseoverskridende organiserede kriminalitet. Dette mål skal specielt nås gennem indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne. De kriminelle organisationers farlighed og deres udbredelse kræver en styrkelse af samarbejdet mellem [EU’s] medlemsstater, for at borgernes forventninger og medlemsstaternes behov kan opfyldes effektivt. I den forbindelse fastslås det i punkt 14 i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 4. og 5. november 2004, at EU-borgerne forventer, at [EU] anlægger en mere effektiv, fælles tilgang til grænseoverskridende problemer som organiseret kriminalitet, idet den samtidig garanterer respekten for de grundlæggende friheder og rettigheder.«

8

Rammeafgørelsens artikel 2 med overskriften »Strafbare handlinger med forbindelse til deltagelse i en kriminel organisation« har følgende ordlyd:

»Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en eller begge af følgende typer af handlinger i forbindelse med en kriminel organisation betragtes som strafbare handlinger:

9

Nævnte rammeafgørelses artikel 3 med overskriften »Sanktioner« fastsætter:

»1.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre,

2.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det forhold, at de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 2, som fastsat af denne medlemsstat, begås inden for rammerne af en kriminel organisation, kan betragtes som en skærpende omstændighed.«

10

Efter ratifikationen af gennemførelseskonventionen vedtog Forbundsrepublikken Tyskland en erklæring (BGBl. 1994 II, s. 631) i henhold til gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, der bl.a. bestemmer, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke er bundet af bestemmelserne i gennemførelseskonventionens artikel 54, når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, i henhold til gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), udgør en strafbar handling i henhold til § 129 i Strafgesetzbuch (straffeloven, herefter »StGB«).

11

StGB’s § 129, der har overskriften »Dannelse af kriminelle organisationer«, har følgende ordlyd i den version, der er gældende for tvisten i hovedsagen:

[…]

12

StGB’s § 129b med overskriften »Kriminelle organisationer og terrororganisationer i udlandet; Konfiskation« bestemmer i stk. 1:

»§§ 129 og 129a finder også anvendelse på organisationer, der er etableret i udlandet. Hvis handlingen vedrører en organisation beliggende uden for Den Europæiske Unions medlemsstater, gælder dette kun, hvis handlingen begås som led i en aktivitet, der udøves inden for denne lovs territoriale anvendelsesområde, eller hvis gerningsmanden eller offeret er tysk eller befinder sig i Tyskland. I de tilfælde, der er nævnt i andet punktum, retsforfølges handlingen kun med tilladelse fra Bundesministerium der Justiz und für Verbraucherschutz [(forbundsjustitsministeriet og forbundsministeriet for forbrugerbeskyttelse, Tyskland)]. Der kan udstedes tilladelse i det konkrete tilfælde eller generelt også med henblik på retsforfølgning af fremtidige handlinger vedrørende en specifik organisation. Ved afgørelsen om udstedelse af tilladelse undersøger ministeriet, om organisationens bestræbelser er rettet mod de grundlæggende værdier af en offentlig orden, der respekterer menneskelig værdighed, eller mod nationernes fredelige sameksistens, og om de, henset til samtlige omstændigheder, forekommer forkastelige.«

13

MR, der er israelsk statsborger, og som senest havde bopæl i Østrig, blev ved Landesgericht Wien (den regionale domstol i Wien, Østrig) den 1. september 2020 endeligt idømt en fængselsstraf på fire år for groft erhvervsmæssigt bedrageri og hvidvask af penge.

14

MR har afsonet en del af denne straf og har efterfølgende fået udsat fuldbyrdelsen af den resterende del af straffen fra den 29. januar 2021. Ved afgørelse af samme dato blev MR imidlertid varetægtsfængslet i Østrig med henblik på hans overgivelse til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt den 11. december 2020 af Amtsgericht Bamberg (byretten i Bamberg, Tyskland) for oprettelse af en kriminel organisation og investeringsbedrageri. Ved udløbet af varetægtsfængslingen den 18. maj 2021 blev han administrativt frihedsberøvet med henblik på udsendelse til Israel, hvor han befandt sig på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse.

15

I henhold til denne europæiske arrestordre, der er udstedt mod MR, foreholdes MR at have etableret en svigagtig investeringsordning sammen med andre tiltalte, hvor investorer i forskellige europæiske lande, herunder Tyskland og Østrig, blev tilbudt fordelagtige investeringer via internettet. I virkeligheden er de investerede beløb blevet omdirigeret til fordel for bl.a. MR, der har handlet som en af lederne af den omhandlede kriminelle organisation.

16

Ved kendelse af 8. marts 2021 gav Landgericht Bamberg (den regionale ret i første instans i Bamberg, Tyskland) ikke MR medhold i det søgsmål, som MR havde anlagt til prøvelse af denne europæiske arrestordre og til prøvelse af den nationale arrestordre, som udgjorde grundlaget herfor, med den begrundelse, at eftersom den af Landesgericht Wien (den regionale domstol i Wien) afsagte dom var for bedrageri begået til skade for de skadelidte, der var bosiddende i Østrig, mens MR nu blev retsforfulgt ved Landgericht Bamberg (den regionale ret i første instans i Bamberg) for bedrageri begået over for skadelidte med bopæl i Tyskland, var de faktiske omstændigheder i de to sager forskellige, således at ne bis in idem-princippet i gennemførelseskonventionens artikel 54 ikke fandt anvendelse.

17

Subsidiært henviste Landgericht Bamberg (den regionale ret i første instans i Bamberg) til gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), idet den præciserede, at MR blev retsforfulgt for en strafbar handling i henhold til StGB’s § 129, som er omfattet af den erklæring, som Forbundsrepublikken Tyskland afgav på tidspunktet for ratifikationen af gennemførelseskonventionen.

18

MR indgav en anmodning til Oberlandesgericht Bamberg (den regionale appeldomstol i Bamberg, Tyskland), dvs. den forelæggende ret, om fornyet prøvelse af denne kendelse.

19

Henset til betingelserne for anvendelse af gennemførelseskonventionens artikel 54 har den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt de forhold, for hvilke MR er blevet dømt i Østrig, er de samme forhold som dem, han tiltales for i Tyskland.

20

Når dette er sagt, er den forelæggende ret af den opfattelse, at gennemførelseskonventionens artikel 54 ikke nødvendigvis er relevant for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den. MR er nemlig tiltalt for at oprette en kriminel organisation. Denne strafbare handling, der er fastsat i StGB’s § 129, er omfattet af den erklæring, som Forbundsrepublikken Tyskland har afgivet i medfør af nævnte konventions artikel 55, stk. 1, i henhold til hvilke en medlemsstat i henhold til konventionens artikel 55, stk. 1, litra b), kan angive, at den ikke er bundet af bestemmelserne i gennemførelseskonventionens artikel 54, når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, udgør en krænkelse af medlemsstatens sikkerhed eller andre af dens lige så væsentlige interesser.

21

Den forelæggende ret har i denne forbindelse præciseret, at de strafbare handlinger, der er omhandlet i StGB’s § 129, principielt er handlinger, der vedrører Forbundsrepublikken Tysklands væsentlige interesser. Den blotte eksistens af kriminelle organisationer udgør en potentiel fare for den offentlige orden af en anden intensitet end den, der følger af individuelle ulovlige handlinger på grund af den alvorlige trussel, som den organiserede kriminalitet udgør for samfundet. Det er således uden betydning for vurderingen af, om en kriminel organisation bringer den pågældende medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser i fare, om denne kriminelle organisation udelukkende beskæftiger sig med økonomisk kriminalitet uden i øvrigt at forfølge et politisk, ideologisk, religiøst eller anskuelsesmæssigt mål og uden med urimelige midler at søge at påvirke det politiske liv, medierne, den offentlige forvaltning, retsvæsenet eller økonomien.

22

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at spørgsmålet om, hvorvidt Forbundsrepublikken Tysklands erklæring er forenelig med gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), kun er relevant, såfremt det på forhånd fastslås, at den mulighed, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, i sig selv er forenelig med chartrets artikel 50.

23

På denne baggrund har Oberlandesgericht Bamberg (den regionale appeldomstol i Bamberg) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

24

Den forelæggende ret har anmodet om, at sagen undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement. Subsidiært har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at undergive sagen den fremskyndede procedure i henhold til procesreglementets artikel 105, stk. 1.

25

Hvad for det første angår anmodningen om anvendelse af den præjudicielle hasteprocedure har Femte Afdeling ved afgørelse af 7. juli 2021 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet, at denne anmodning ikke skal tages til følge, idet betingelserne herfor i procesreglementets artikel 107 ikke er opfyldt.

26

Hvad for det andet angår anmodningen om anvendelse af den fremskyndede procedure har Domstolens præsident den 9. juli 2021 efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten besluttet, at denne anmodning ikke skal tages til følge.

27

Det bemærkes, at artikel 105, stk. 1, i procesreglementet bestemmer, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

28

For det første udgør den retsusikkerhed, der berører en eftersøgt person som den i hovedsagen omhandlede, imidlertid ikke en usædvanlig omstændighed, der kan begrunde anvendelsen af en fremskyndet procedure (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.12.2015, Vilkas, C-640/15, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:862, præmis 10 og den deri nævnte retspraksis).

29

For det andet er den omstændighed, at en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde, at en sag undergives den fremskyndede procedure, og den omstændighed, at den pågældende ikke aktuelt er varetægtsfængslet, udgør en grund til ikke at imødekomme en anmodning om fremskyndet procedure (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 20.9.2018, Minister for Justice and Equality, C-508/18 og C-509/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:766, præmis 11 og 13 og den deri nævnte retspraksis).

30

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at selv om den forelæggende ret er i tvivl om den undtagelse fra princippet ne bis in idem, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), er den ligeledes i tvivl om, hvorvidt den retsforfølgning, som sagsøgeren i hovedsagen er genstand for, er omfattet af dette princip.

31

I denne henseende bemærkes, at det nævnte princip udgør et grundlæggende princip i EU-retten, som nu er fastslået i chartrets artikel 50 (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

32

Endvidere følger princippet ne bis in idem, som ligeledes er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 54, af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner. Denne sidstnævnte artikel skal derfor fortolkes i lyset af chartrets artikel 50, hvis væsentligste indhold den sikrer respekteres (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

33

Chartrets artikel 50 fastsætter, at » [i]ngen skal i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af Unionens medlemsstater i overensstemmelse med lovgivningen«. Anvendelsen af princippet ne bis in idem er således undergivet en dobbelt betingelse, nemlig dels, at der skal foreligge en endelig forudgående afgørelse (betingelsen »bis«), dels, at de samme faktiske omstændigheder skal være omfattet af den forudgående afgørelse og af de efterfølgende retsforfølgelser eller afgørelser (betingelsen »idem«) (dom af 22.3.2022, bpost, C-117/20, EU:C:2022:202, præmis 28).

34

Hvad særligt angår betingelsen »idem« følger det af selve ordlyden af chartrets artikel 50, at bestemmelsen forbyder, at den samme person retsforfølges eller straffes mere end en gang for den samme lovovertrædelse (dom af 22.3.2022, bpost, C-117/20, EU:C:2022:202, præmis 31).

35

I denne henseende skal det, henset til de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, og de bemærkninger, som de berørte parter har fremført i såvel deres skriftlige indlæg som retsmødet, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det relevante kriterium ved fastlæggelsen af, om der er tale om samme lovovertrædelse som omhandlet i nævnte artikel 50, er kriteriet om, at de faktiske handlinger, når disse forstås som en helhed af konkrete omstændigheder, der er indbyrdes uadskilleligt forbundne, som har ført til endelig frifindelse eller endelig domfældelse af den pågældende person, er identiske. Denne artikel forbyder således pålæggelse, for de samme forhold, af flere sanktioner af strafferetlig karakter efter forskellige procedurer, der er gennemført med henblik herpå (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 128 og den deri nævnte retspraksis).

36

Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at den retlige kvalificering i national ret af de faktiske omstændigheder og den retlige interesse, der beskyttes, ikke er relevant for afgørelsen af, om der er tale om samme lovovertrædelse, for så vidt som rækkevidden af beskyttelsen i chartrets artikel 50 ikke kan variere fra den ene medlemsstat til den anden (dom af 22.3.2022, bpost, C-117/20, EU:C:2022:202, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

37

Det skal i denne forbindelse præciseres, at betingelsen »idem« kræver, at de faktiske handlinger er identiske. Princippet ne bis in idem skal derimod ikke finde anvendelse, når de pågældende faktiske omstændigheder ikke er identiske, men blot ligner hinanden (jf. i denne retning dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 129 og den deri nævnte retspraksis).

38

Som Domstolen har præciseret, skal det forhold, at de faktiske handlinger er de samme, således forstås som en helhed af konkrete omstændigheder, der følger af begivenheder, som i det væsentlige er de samme, for så vidt som de involverer samme ophavsmand og er indbyrdes uadskilleligt forbundne i tid og rum (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 130 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det tilkommer den forelæggende ret, som alene har kompetence til at træffe afgørelse om de faktiske omstændigheder, og ikke Domstolen at afgøre, om de faktiske omstændigheder, der er genstand for den i hovedsagen omhandlede retsforfølgning, er de samme som dem, hvorom de østrigske retter har afsagt endelig dom. Domstolen kan dog forsyne den forelæggende ret med elementer til fortolkning af EU-retten i forbindelse med bedømmelsen af, om de faktiske omstændigheder er identiske (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 133 og den deri nævnte retspraksis).

40

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at sagsøgeren i hovedsagen har oprettet og deltaget i en kriminel organisation af grænseoverskridende karakter, som har fundet sted i henhold til en avanceret modus operandi, og hvis handlinger har ført til tusindvis af økonomisk skadelidte, idet de skadelidte bl.a. har bopæl i Tyskland og Østrig.

41

Henset til de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, er sagsøgeren i hovedsagen blevet endeligt dømt i Østrig for »groft erhvervsmæssigt bedrageri og hvidvask af penge«.

42

I denne sammenhæng skal det fremhæves, at EU-lovgiver tillægger bekæmpelsen af organiseret kriminalitet særlig betydning, hvilket kommer til udtryk i rammeafgørelse 2008/841, der er afsat hertil. Det anføres således bl.a. i første betragtning til rammeafgørelsen, at de kriminelle organisationers farlighed og deres udbredelse kræver en styrkelse af samarbejdet mellem EU’s medlemsstater, for at borgernes forventninger og medlemsstaternes behov kan opfyldes effektivt. Rammeafgørelsens artikel 2 og 3 pålægger således medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger for dels at sikre, at visse former for adfærd i forbindelse med en kriminel organisation anses for strafbare handlinger, dels at sikre, at disse strafbare handlinger bl.a. kan straffes med frihedsstraf på mindst mellem to og fem år.

43

Under disse omstændigheder tilkommer det den forelæggende ret med henblik på at afgøre, om den tvist, der verserer for den, er omfattet af princippet ne bis in idem, navnlig at vurdere, i hvilket omfang den dom, som Landesgericht Wien (den regionale domstol i Wien) allerede har afsagt over for sagsøgeren i hovedsagen, er afsagt på grundlag af de samme strafbare handlinger som dem, der foreholdes sagsøgeren i henhold til den europæiske arrestordre, der er udstedt mod denne af Amtsgericht Bamberg (byretten i Bamberg), eller snarere, således som det bl.a. er blevet anført i retsmødet, udelukkende på grundlag af bedrageri begået over for skadelidte personer med bopæl i Østrig og ikke over for personer med bopæl i Tyskland. I det andet tilfælde kan det ikke antages, at den tidligere endelige østrigske afgørelse vedrørende sagsøgeren i hovedsagen vedrørte de samme handlinger som dem, der var genstand for retsforfølgningen af ham i Tyskland. Det kan højst antages, at den nævnte tidligere afgørelse har vedrørt lignende faktiske omstændigheder, hvilket imidlertid ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at betingelsen »idem« er opfyldt, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 37.

44

Det er med forbehold for disse indledende bemærkninger, at den forelæggende rets spørgsmål skal besvares.

45

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), er gyldig i forhold til chartrets artikel 50, for så vidt som den tillader en medlemsstat at erklære, at den ikke er bundet af bestemmelserne i gennemførelseskonventionens artikel 54, når de strafbare handlinger, der ligger til grund for en udenlandsk dom, udgør en krænkelse af denne medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser.

46

Som anført i denne doms præmis 31 og 32, fastsætter gennemførelseskonventionens artikel 54, som blev indarbejdet i EU-retten ved protokollen om integration af Schengenreglerne i Den Europæiske Union, der ved Amsterdamtraktaten er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1997, C 340, s. 93), ligesom chartrets artikel 50, princippet ne bis in idem.

47

Den mulighed, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), for, at en medlemsstat kan gøre undtagelse fra dette princip, når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, udgør en krænkelse af medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser, udgør derfor en begrænsning af den grundlæggende rettighed, der er sikret ved chartrets artikel 50.

48

En sådan begrænsning kan imidlertid være begrundet i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1 (dom af 22.3.2022, bpost, C-117/20, EU:C:2022:202, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

49

I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, første punktum, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, være fastlagt i lovgivningen og respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Det fremgår af nævnte stykkes andet punktum, at der under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kun kan indføres begrænsninger af disse rettigheder og friheder, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

50

I det foreliggende tilfælde skal begrænsningen af princippet ne bis in idem for det første anses for at være fastlagt i lovgivningen, for så vidt som den følger af gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b) (jf. analogt dom af 27.5.2014, Spasic, C-129/14 PPU, EU:C:2014:586, præmis 57).

51

For så vidt som kravet om, at enhver begrænsning i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder skal være fastlagt i lovgivningen, medfører, at retsgrundlag, som tillader indgreb i disse rettigheder, selv skal definere rækkevidden af begrænsningen af udøvelsen af den pågældende rettighed, er dette krav i vid udstrækning sammenfaldende med kravene om klarhed og præcision, der følger af proportionalitetsprincippet, og det er på denne baggrund, at det skal undersøges (jf. i denne retning dom af 5.5.2022, BV, C-570/20, EU:C:2022:348, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

52

For det andet fremgår det af Domstolens praksis, at en begrænsning af princippet ne bis in idem respekterer det væsentligste indhold af chartrets artikel 50, når denne begrænsning udelukkende består i at gøre det muligt på ny at retsforfølge og sanktionere de samme forhold med henblik på at forfølge et særskilt mål (jf. i denne retning dom af 22.3.2022, bpost, C-117/20, EU:C:2022:202, præmis 43).

53

I denne henseende følger det af selve ordlyden af gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), at undtagelsen, som denne bestemmelse fastsætter til dette princip, kun gælder, når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, udgør en krænkelse mod medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser i den medlemsstat, der ønsker at gøre brug af denne undtagelse.

54

Uden at det i det foreliggende tilfælde er nødvendigt udtømmende at definere, hvad der er omfattet af begrebet »[statens] sikkerhed« som omhandlet i den nævnte bestemmelse, skal begrebet under alle omstændigheder, således som generaladvokaten har anført i punkt 60 i forslaget til afgørelse, sammenholdes med begrebet »national sikkerhed«, som bl.a. er omhandlet i artikel 4, stk. 2, TEU.

55

Hvad angår sidstnævnte har Domstolen allerede fastslået, at formålet om beskyttelse af den nationale sikkerhed svarer til den primære interesse i at beskytte statens væsentlige funktioner og grundlæggende samfundsinteresser gennem forebyggelse og bekæmpelse af aktiviteter, der alvorligt kan destabilisere et lands grundlæggende forfatningsmæssige, politiske, økonomiske eller sociale strukturer og navnlig direkte true samfundet, befolkningen eller staten som sådan, såsom bl.a. terrorvirksomhed (jf. i denne retning dom af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl., C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 135, og af 20.9.2022, SpaceNet og Telekom Deutschland, C-793/19 og C-794/19, EU:C:2022:702, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis).

56

Det følger heraf, at de strafbare handlinger, for hvilke gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), tillader, at der gøres undtagelse fra princippet ne bis in idem, for så vidt som de påvirker den pågældende medlemsstats sikkerhed, ud over deres særligt alvorlige karakter også skal påvirke denne medlemsstat selv. Det samme gælder strafbare handlinger mod medlemsstatens øvrige interesser som omhandlet i denne bestemmelse. Eftersom de skal være væsentlige for denne medlemsstat på samme måde som sikkerheden i denne medlemsstat, skal disse andre interesser nemlig have en tilsvarende betydning som denne, og de skal derfor også være uadskilleligt forbundet med den nævnte medlemsstat.

57

For så vidt som gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), fastsætter en medlemsstats mulighed for at gøre undtagelse fra dette princip udelukkende for strafbare handlinger rettet mod medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser, overholder den følgelig dette princips væsentligste indhold, for så vidt som den tillader nævnte medlemsstat at straffe handlinger, som berører den selv, og dermed forfølge mål, der nødvendigvis er forskellige fra dem, med hensyn til hvilke den retsforfulgte person allerede er blevet dømt i en anden medlemsstat.

58

For det tredje opfylder den i gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), fastsatte begrænsning af princippet ne bis in idem, henset til vigtigheden af at bekæmpe krænkelser af den pågældende medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser, et mål af almen interesse.

59

Hvad for det fjerde angår overholdelsen af proportionalitetsprincippet kræver dette, at de begrænsninger, som bl.a. EU-retsakter kan medføre for de rettigheder og friheder, der er sikret i chartret, ikke må gå videre end nødvendigt og passende for opfyldelsen af de legitime mål, der forfølges, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges. Desuden kan et mål af almen interesse ikke forfølges uden hensyntagen til den omstændighed, at målet skal forenes med de grundlæggende rettigheder, der er berørt af foranstaltningen, ved at foretage en rimelig afvejning mellem på den ene side målet af almen interesse og på den anden side de pågældende rettigheder med henblik på at sikre, at ulemperne ved denne foranstaltning ikke er uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål. Muligheden for at begrunde en begrænsning af princippet ne bis in idem, der er sikret ved chartrets artikel 50, skal således vurderes ved at bedømme alvoren af det indgreb, som en sådan begrænsning indebærer, og ved at kontrollere, at betydningen af det mål af almen interesse, der forfølges med denne begrænsning, står i forhold til denne alvor (jf. i denne retning dom af 8.12.2022, Orde van Vlaamse Balies m.fl., C-694/20, EU:C:2022:963, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

60

I denne henseende bemærkes, at den mulighed, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), er egnet til at gennemføre en medlemsstats mål af almen interesse om at bekæmpe krænkelser af dens sikkerhed eller andre af dens lige så væsentlige interesser.

61

Henset til arten og den særligt alvorlige karakter af sådanne krænkelser går vigtigheden af dette mål af almen interesse desuden videre end interessen i at bekæmpe kriminalitet i almindelighed, selv grov kriminalitet. Med forbehold for overholdelsen af de øvrige krav, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1, kan formålet om beskyttelse af den nationale sikkerhed derfor begrunde foranstaltninger, der indebærer indgreb i de grundlæggende rettigheder, som er mere alvorlige end dem, som disse andre formål kan begrunde (jf. i denne retning dom af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl., C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 136, og af 5.4.2022, Commissioner of An Garda Síochána m.fl., C-140/20, EU:C:2022:258, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

62

Dette er bl.a. tilfældet med en foranstaltning, der består i en medlemsstats mulighed for at erklære, at den ikke er bundet af princippet ne bis in idem med henblik på at retsforfølge og straffe handlinger, der, selv om de allerede har været genstand for en udenlandsk dom, udgør en krænkelse mod dens sikkerhed eller andre af dens lige så væsentlige interesser. I denne henseende bemærkes ligeledes, at gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), på grund af sit særlige formål kun tillader materielt begrænsede undtagelser til dette princip.

63

Hvad angår den strengt nødvendige karakter af den undtagelse fra det nævnte princip, der er fastsat i denne bestemmelse, skal det indledningsvis bemærkes, at gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 2, kræver, at en medlemsstat, der har afgivet en erklæring vedrørende den undtagelse, der er nævnt i artikel 55, stk. 1, litra b), skal angive, hvilke former for strafbare handlinger denne undtagelse gælder. Det kræves således af de medlemsstater, der ønsker at påberåbe sig denne undtagelse, at de vedtager klare og præcise regler, som sætterne borgerne i stand til at forudse, hvilke handlinger og undladelser der kan gøres til genstand for ny retsforfølgning, selv om de allerede har været genstand for en udenlandsk dom (jf. i denne retning dom af 20.3.2018, Garlsson Real Estate m.fl., C-537/16, EU:C:2018:193, præmis 51).

64

Dernæst bestemmer gennemførelseskonventionens artikel 56, at hvis en medlemsstat indleder ny retsforfølgning mod en person, over for hvem en anden medlemsstat har afsagt endelig dom for de samme strafbare handlinger, skal ethvert tidsrum med frihedsberøvelse, som den pågældende har udstået på sidstnævnte medlemsstats område som følge af de nævnte handlinger, dels fradrages i den straf, vedkommende måtte blive idømt, dels skal der, i det omfang de nationale lovgivninger tillader dette, tages hensyn til anden udstået straf end frihedsberøvelse.

65

Den mulighed, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), for at gøre undtagelse fra princippet ne bis in idem, er således ledsaget af regler, der sikrer, at de byrder, der følger heraf for de berørte personer, er begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for at nå det mål, der er nævnt i denne doms præmis 58 (jf. i denne retning dom af 20.3.2018, Garlsson Real Estate m.fl., C-537/16, EU:C:2018:193, præmis 54).

66

Det følger heraf, at en sådan mulighed ikke overskrider grænserne for, hvad der er passende og nødvendigt for at gøre det muligt for en medlemsstat at sanktionere krænkelser af dens sikkerhed eller andre af dens lige så væsentlige interesser.

67

Henset til ovenstående betragtninger har gennemgangen af det første spørgsmål intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), i forhold til chartrets artikel 50.

68

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), sammenholdt med chartrets artikel 50 og artikel 52, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at retterne i en medlemsstat kan foretage en fortolkning af den erklæring, som denne medlemsstat har afgivet i henhold til gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, hvorefter denne medlemsstat ikke er bundet af bestemmelserne i gennemførelseskonventionens artikel 54 for så vidt angår den strafbare handling, der består i at oprette en kriminel organisation, når den kriminelle organisation, som den retsforfulgte person deltog i, udelukkende har begået økonomisk kriminalitet.

69

For så vidt som en medlemsstat ved en erklæring afgivet i henhold til gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, har til hensigt at anvende sin mulighed for at gøre undtagelse fra princippet ne bis in idem, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), ved at anføre, at den for så vidt angår de omhandlede strafbare handlinger ikke er bundet af bestemmelserne i gennemførelseskonventionens artikel 54, kan en sådan erklæring overholde chartrets artikel 50 og artikel 52, stk. 1, forudsat at den opfylder de betingelser, der er fastsat med henblik herpå i gennemførelseskonventionen, og som, således som det fremgår af svaret på det første spørgsmål, sikrer en sådan muligheds forenelighed med chartrets artikel 50.

70

Det skal således indledningsvis præciseres, at ud over spørgsmålet om rækkevidden af de i hovedsagen omhandlede strafbare handlinger skal de betingelser, der er anført i denne doms præmis 63, være opfyldt. I denne henseende afgav Forbundsrepublikken Tyskland på tidspunktet for ratifikationen af gennemførelseskonventionen en erklæring offentliggjort i Bundesgesetzblatt (Forbundsrepublikken Tysklands officielle tidende), hvori den i overensstemmelse med gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 2, anførte, at den ikke er bundet af bestemmelserne i gennemførelseskonventionens artikel 54, navnlig når de strafbare handlinger i den udenlandske dom udgør en strafbar handling som omhandlet i StGB’s § 129.

71

Der synes derfor at være blevet vedtaget klare og præcise regler, som gør det muligt for borgerne at forudse, at de forhold, der vedrører oprettelsen af en kriminel organisation, kan gøres til genstand for ny retsforfølgning, selv om de allerede har været genstand for en udenlandsk dom, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

72

Det skal i denne forbindelse præciseres, at eksistensen af sådanne regler ikke kan anfægtes med den begrundelse, at de, således som Republikken Østrig bl.a. har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, kræver, at der foretages undersøgelser, der kræver en vis juridisk ekspertise.

73

Som Domstolen har fastslået, kan den omstændighed dels, at den berørte person ud over ordlyden af de relevante bestemmelser skal tage hensyn til de nationale domstoles fortolkning heraf, dels, at denne person skal søge faglig bistand med henblik på at vurdere de konsekvenser, der kan følge af en bestemt handling, ikke i sig selv rejse tvivl om den klare og præcise karakter af reglerne om undtagelserne til princippet ne bis in idem (jf. i denne retning dom af 5.5.2022, BV, C-570/20, EU:C:2022:348, præmis 39 og 43).

74

Under hensyntagen til disse indledende præciseringer skal det fremhæves, at retsforfølgningen, der foretages med en undtagelse fra dette princip i henhold til en erklæring fra en medlemsstat om gennemførelse af den mulighed, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), i overensstemmelse med denne bestemmelse kun kan have til formål at bekæmpe krænkelser af medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser. Det tilkommer følgelig de nationale retter at efterprøve, om det er muligt at fortolke den erklæring, som den pågældende medlemsstat har afgivet i henhold til gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, således, at den retsforfølgning, der er indledt i medfør af denne erklæring, overholder betingelserne i denne bestemmelse.

75

I denne henseende bemærkes for det første, at strafbare handlinger, såsom spionage, forræderi eller alvorlige angreb på de offentlige myndigheders funktion, som følge af selve deres art er knyttet til den pågældende medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser, som i første række er omfattet af undtagelsen i gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b).

76

Det følger imidlertid ikke heraf, at anvendelsesområdet for denne undtagelse nødvendigvis er begrænset til sådanne strafbare handlinger. Det kan således ikke udelukkes, at retsforfølgelse for strafbare handlinger, hvis gerningsindhold ikke specifikt omfatter en krænkelse af medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser, ligeledes kan være omfattet af denne undtagelse, når det, henset til de omstændigheder, hvorunder handlingen er blevet begået, behørigt kan fastslås, at formålet med retsforfølgningen for de omhandlede forhold er at bekæmpe krænkelser af denne sikkerhed eller disse andre lige så væsentlige interesser.

77

For det andet, for så vidt som den vedrører den berørte medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser, skal retsforfølgningen af en strafbar handling, der er omhandlet i en erklæring om gennemførelse af den mulighed, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), således som det fremgår af denne doms præmis 55, 56, 61 og 62, vedrøre forhold, som i særligt alvorlig grad påvirker selve den pågældende medlemsstat.

78

Enhver kriminel organisation krænker imidlertid ikke nødvendigvis i sig selv den berørte medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser. Den strafbare handling, der består i oprettelsen af en kriminel organisation, kan således kun give anledning til retsforfølgning i medfør af undtagelsen fra princippet ne bis in idem i artikel 55, stk. 1, litra b), for så vidt angår organisationer, hvis handlinger på grund af de forhold, der særligt kendetegner dem, kan anses for at udgøre sådanne krænkelser.

79

I denne sammenhæng vedrører den forelæggende rets spørgsmål relevansen af den omstændighed, at en kriminel organisation udelukkende begår økonomisk kriminalitet uden at forfølge noget politisk, ideologisk, religiøst eller anskuelsesmæssigt mål eller søger at udøve indflydelse på politikken, medierne, den offentlige forvaltning, retsvæsenet eller økonomien ved hjælp af urimelige midler.

80

I denne henseende skal det indledningsvis præciseres, at de elementer, der er nævnt i den foregående præmis, og som vedrører de formål, der forfølges, eller den indflydelse, der søges opnået, under alle omstændigheder ikke er tilstrækkelige til at kvalificere en kriminel organisation som en organisation, der nødvendigvis krænker den berørte medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser, uden at der tages hensyn til omfanget af den skade, som dens aktiviteter har forvoldt denne medlemsstat.

81

Dernæst kan det ikke udelukkes, at en kriminel organisation, der udelukkende begår økonomisk kriminalitet, under visse omstændigheder krænker medlemsstatens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser. For at denne kriminelle organisations handlinger i denne henseende kan anses for at udgøre en sådan krænkelse, skal disse strafbare handlinger, uanset denne organisations faktiske hensigt og ud over de indgreb i den offentlige orden, som enhver strafbar handling indebærer, påvirke selve medlemsstaten.

82

Henset til de oplysninger, som Domstolen råder over, fremgår det imidlertid ikke, at den i hovedsagen omhandlede kriminelle organisations handlinger på trods af omfanget af skaderne på de skadelidtes økonomi har skadet Forbundsrepublikken Tyskland selv, således at denne kriminelle organisations handlinger ikke synes at være omfattet af strafbare handlinger rettet mod statens sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

83

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, litra b), sammenholdt med chartrets artikel 50 og artikel 52, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at retterne i en medlemsstat kan foretage en fortolkning af den erklæring, som denne medlemsstat har afgivet i henhold til gennemførelseskonventionens artikel 55, stk. 1, hvorefter denne medlemsstat ikke er bundet af bestemmelserne i gennemførelseskonventionens artikel 54 for så vidt angår den strafbare handling, der består i at oprette en kriminel organisation, når den kriminelle organisation, som den retsforfulgte person deltog i, udelukkende har begået økonomisk kriminalitet, forudsat at en sådan retsforfølgning i lyset af denne organisations handlinger har til formål at straffe handlinger, der er rettet mod denne medlemsstats sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser.

84

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: