–

B ved advocaat P.J.J.A. Hendriks,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, M.H.S. Gijzen og A. Hanje, som befuldmægtigede,

–

den franske regering ved A.-L. Desjonquères og J. Illouz, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato D.G. Pintus,

–

den schweiziske regering ved S. Lauper og N. Marville-Dosen, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Cattabriga og S. Noë, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 27, stk. 1, og artikel 29, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31, herefter »Dublin III-forordningen«).

2

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem for det første Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretæren for retlige anliggender og sikkerhed) (herefter »Staatssecretaris«) på den ene side og henholdsvis B og F, der er tredjelandsstatsborgere, på den anden side, og for det andet K, der ligeledes er tredjelandsstatsborger, på den ene side og Staatssecretaris på den anden side vedrørende afgørelser vedtaget af sidstnævnte om dels at afslå B’s og K’s ansøgninger om international beskyttelse uden behandling og overføre B og K til Italien, dels at frihedsberøve F med henblik på udsendelse.

3

Følgende fremgår af 4., 5. og 19. betragtning til Dublin III-forordningen:

[…]

4

Denne forordnings artikel 3, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne behandler enhver ansøgning om international beskyttelse fra en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der indgiver en ansøgning på en af medlemsstaternes område, herunder ved grænsen eller i transitområderne. En ansøgning behandles kun af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III.«

5

Forordningens artikel 18, stk. 1, fastsætter:

»Den medlemsstat, der efter denne forordning er ansvarlig, er forpligtet til:

[…]

6

Forordningens artikel 20, stk. 5, er affattet således:

»Den medlemsstat, som den første ansøgning om international beskyttelse er indgivet til, skal på de i artikel 23, 24, 25 og 29 fastsatte betingelser og med henblik på at afslutte proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, tilbagetage en ansøger, der opholder sig i en anden medlemsstat uden opholdstilladelse, eller som dér har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse efter at have trukket sin første ansøgning, som er indgivet i en anden medlemsstat, tilbage under proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.«

7

Dublin III-forordningens artikel 23, stk. 1-3, bestemmer:

»1.   Når en medlemsstat, hvor en person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig i henhold til artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), kan den anmode den anden medlemsstat om at tilbagetage den pågældende.

2.   En anmodning om tilbagetagelse fremsættes så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder inden for to måneder efter modtagelsen af hittet i Eurodac […]

Er anmodningen om tilbagetagelse baseret på andre beviser end oplysninger fra Eurodacsystemet, sendes den til den anmodede medlemsstat senest tre måneder fra datoen for indgivelsen af ansøgningen om international beskyttelse […]

3.   Når anmodningen om tilbagetagelse ikke fremsættes inden for de frister, som er fastsat i stk. 2, påhviler ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse den medlemsstat, som den nye ansøgning er indgivet til.«

8

Denne forordnings artikel 24, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Når en medlemsstat, på hvis område en person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), opholder sig uden opholdstilladelse, og som ikke har modtaget nogen ny ansøgning om international beskyttelse, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig i henhold til artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b), c) eller d), kan den anmode denne anden medlemsstat om at tilbagetage den pågældende.«

9

Forordningens artikel 27, stk. 1, er affattet som følger:

»Ansøgeren eller en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), har ret til effektive retsmidler i form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige forhold mod en afgørelse om overførsel.«

10

Forordningens artikel 29, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.   Overførslen af ansøgeren […] fra den anmodende medlemsstat til den ansvarlige medlemsstat sker i overensstemmelse med den anmodende medlemsstats nationale ret efter samråd mellem de berørte medlemsstater, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse, hvor dette tillægges opsættende virkning […]

[…]

2.   Finder overførslen ikke sted inden for fristen på seks måneder, fritages den ansvarlige medlemsstat for sine forpligtelser til at overtage eller tilbagetage den pågældende, og ansvaret overføres så til den anmodende medlemsstat. Denne tidsfrist kan forlænges til højst et år, hvis overførslen ikke kunne gennemføres på grund af fængsling af den pågældende, eller til højst 18 måneder, hvis den pågældende forsvinder.«

11

Den 3. juli 2017 indgav B en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. De tyske myndigheder anmodede de italienske myndigheder om at tilbagetage B med den begrundelse, at B tidligere havde ansøgt om international beskyttelse i Italien. Den 4. oktober 2017 accepterede de italienske myndigheder denne anmodning, hvilket udløste en frist på seks måneder for overførsel af B til Italien. Denne frist blev efterfølgende forlænget til den 4. april 2019 på grund af B’s forsvinden.

12

Den 17. februar 2018 indgav B en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Staatssecretaris anmodede den 17. marts 2018 de italienske myndigheder om at tilbagetage B. Den 1. april 2018 accepterede de italienske myndigheder denne anmodning. Ved skrivelse af 29. juni 2018 meddelte Staatssecretaris disse myndigheder, at B var forsvundet, hvilket ifølge Staatssecretaris medførte en forlængelse af fristen for overførsel til den 1. oktober 2019.

13

Den 9. juli 2018 indgav B endnu en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. De tyske myndigheder traf den 14. september 2018 en afgørelse i henhold til Dublin III-forordningen, som ikke blev anfægtet.

14

Den 27. december 2018 indgav B endnu en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Ved afgørelse af 8. marts 2019 afviste Staatssecretaris denne ansøgning uden at behandle den med den begrundelse, at Den Italienske Republik fortsat var den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen heraf.

15

Den 29. april 2019 blev B overført til Italien.

16

B anlagde et søgsmål til prøvelse af Staatssecretaris’ afgørelse af 8. marts 2019 ved den kompetente ret. Ved dom af 12. juni 2019 gav denne ret B medhold i dette søgsmål og annullerede denne afgørelse med den begrundelse, at Forbundsrepublikken Tyskland den 4. april 2019 var blevet den ansvarlige medlemsstat som følge af udløbet af fristen for overførsel som fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29.

17

Staatssecretaris har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene), som er den forelæggende ret. Staatssecretaris har til støtte for denne appel bl.a. gjort gældende dels, at beregningen af fristen for overførsel bør ske under hensyntagen til forholdet mellem Kongeriget Nederlandene og Den Italienske Republik, dels at da B indgav en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene, begyndte en ny frist for overførsel at løbe for Forbundsrepublikken Tysklands vedkommende.

18

Den forelæggende ret har anført, at det er ubestridt, at Den Italienske Republik var den ansvarlige medlemsstat på datoen for B’s indgivelse af den anden ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene, nemlig den 27. december 2018. Derimod er hovedsagernes parter ifølge den forelæggende ret uenige om, hvorvidt fristen for overførsel udløb den 4. april 2019, efter at der var forløbet 18 måneder fra Den Italienske Republiks accept af den første anmodning om tilbagetagelse, nemlig de tyske myndigheders anmodning herom.

19

I det foreliggende tilfælde forelå der to samtidige »gyldige aftaler« om tilbagetagelse med to forskellige frister for overførsel, hvilket gør det nødvendigt at præcisere forholdet mellem disse to frister. Med henblik herpå skal det afgøres, om den første medlemsstat, der fremsatte en anmodning om tilbagetagelse, nemlig Forbundsrepublikken Tyskland, stadig skal anses for at være den »anmodende medlemsstat« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, eller om denne egenskab skal forbeholdes den sidste medlemsstat, der fremsatte en sådan anmodning, nemlig Kongeriget Nederlandene. Hvis sidstnævnte fortolkning lægges til grund, ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne sidste medlemsstat på nogen måde er bundet af den frist for overførsel, som gælder for den første medlemsstat.

20

På denne baggrund har Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

Den 24. november 2017 indgav F en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Staatssecretaris anmodede de italienske myndigheder om at tilbagetage F med den begrundelse, at F tidligere havde ansøgt om international beskyttelse i Italien. Den 19. december 2017 accepterede de italienske myndigheder denne anmodning, hvilket udløste en frist på seks måneder for overførsel af F til Italien. Ved skrivelse af 12. april 2018 meddelte Staatssecretaris de italienske myndigheder, at F var forsvundet, hvilket medførte en forlængelse af fristen for overførsel til den 19. juni 2019.

22

Den 29. marts 2018 indgav F en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Den forelæggende ret er ikke bekendt med det eventuelle resultat af denne ansøgning.

23

Den 30. september 2018 indgav F endnu en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Ved afgørelse af 31. januar 2019 afviste Staatssecretaris denne ansøgning uden at behandle den med den begrundelse, at Den Italienske Republik fortsat var den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen heraf.

24

Efter at F havde forladt det asylcenter i Nederlandene, hvor han var indlogeret, blev han pågrebet og derefter frihedsberøvet ved Staatssecretaris’ afgørelse af 1. juli 2019 med henblik på overførsel til Italien.

25

F anlagde et søgsmål til prøvelse af denne afgørelse ved den kompetente ret. Ved dom af 16. juli 2019 gav denne ret F medhold i dette søgsmål og annullerede den nævnte afgørelse med den begrundelse, at Kongeriget Nederlandene den 19. juni 2019 var blevet den ansvarlige medlemsstat som følge af udløbet af fristen for overførsel af F til Italien.

26

Staatssecretaris har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som er den forelæggende ret. Til støtte for denne appel har Staatssecretaris bl.a. gjort gældende, at Kongeriget Nederlandene havde en ny frist for at overføre F til Italien, som var begyndt at løbe fra tidspunktet for F’s indgivelse af en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Efter Staatssecretaris’ opfattelse var Den Italienske Republik derfor fortsat den ansvarlige medlemsstat.

27

Ifølge den forelæggende ret er det ubestridt, at Den Italienske Republik skulle anses for at være den ansvarlige medlemsstat, i det mindste indtil den 19. juni 2019.

28

Den forelæggende ret er imidlertid i lyset af Staatssecretaris’ argumentation i tvivl om relevansen af den omstændighed, at F inden udløbet af fristen for overførsel af vedkommende til Italien indgav en ny ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat.

29

På denne baggrund har Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [Dublin III-forordningens artikel 29] fortolkes således, at en løbende frist for overførsel som omhandlet i artikel 29, stk. 1 og 2, begynder at løbe på ny på det tidspunkt, hvor udlændingen, efter at have forhindret en medlemsstats overførsel ved at forsvinde, indgiver en ny ansøgning om international beskyttelse i en anden (in casu en tredje) medlemsstat?«

30

Den 6. september 2018 indgav K en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. De franske myndigheder anmodede de østrigske myndigheder om at tilbagetage K med den begrundelse, at K tidligere havde ansøgt om international beskyttelse i Østrig. Den 4. oktober 2018 accepterede de østrigske myndigheder denne anmodning, hvilket udløste en frist på seks måneder for overførsel af K til Østrig. K forsvandt herefter og blev ikke overført til Østrig.

31

Den 27. marts 2019 indgav K en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Staatssecretaris anmodede den 3. maj 2018 de østrigske myndigheder om at tilbagetage K. Den 10. maj 2019 afslog de østrigske myndigheder denne anmodning med den begrundelse, at Den Franske Republik, idet denne ikke havde underrettet Republikken Østrig om, at overførslen af K ikke kunne finde sted inden for en frist på seks måneder, havde været den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen af K’s ansøgning, siden den 4. april 2019, hvor fristen for overførsel af K til Østrig udløb.

32

Den 20. maj 2019 anmodede Staatssecretaris de franske myndigheder om at tilbagetage K. Disse myndigheder afslog denne anmodning med den begrundelse, at seksmånedersfristen for overførsel til Østrig endnu ikke var udløbet på det tidspunkt, hvor K indgav en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene.

33

Den 31. maj 2019 anmodede Staatssecretaris såvel de østrigske som de franske myndigheder om at tage deres svar på de anmodninger om tilbagetagelse, som de hver især havde modtaget, op til fornyet overvejelse. I anmodningen til de østrigske myndigheder blev det gjort gældende, at en ny frist for overførsel mellem Den Franske Republik og Republikken Østrig var begyndt at løbe fra det tidspunkt, hvor K havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene, og at Republikken Østrig følgelig var den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen af K’s ansøgning om international beskyttelse. Den 3. juni 2019 accepterede de østrigske myndigheder at tilbagetage K.

34

Ved afgørelse af 24. juli 2019 afviste Staatssecretaris K’s ansøgning om international beskyttelse uden at behandle den.

35

K anlagde et søgsmål til prøvelse af denne afgørelse ved den kompetente ret. Ved dom af 17. oktober 2019 frifandt denne ret Staatssecretaris med den begrundelse, at denne med rette havde lagt til grund, at Republikken Østrig var den medlemsstat, der var ansvarlig for behandlingen af K’s ansøgning om international beskyttelse.

36

K har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som er den forelæggende ret. K har til støtte for denne appel gjort gældende, at indgivelse af en ansøgning om international beskyttelse i en tredje medlemsstat ikke kan være til hinder for, at fristen for en overførsel mellem to andre medlemsstater udløber.

37

Den forelæggende ret har anført, at det er ubestridt, at de franske myndigheder ikke informerede de østrigske myndigheder om hverken K’s forsvinden eller den omstændighed, at de ikke kunne gennemføre overførslen af K inden for en frist på seks måneder. Henset til udløbet af denne frist kunne Republikken Østrig fra den 4. april 2019 derfor ikke længere anses for at være den ansvarlige medlemsstat.

38

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om relevansen af den omstændighed, at den pågældende person inden udløbet af fristen for overførsel indgav en ny ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat.

39

På denne baggrund har Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

40

Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål i sag C-323/21 og C-325/21 og med det eneste spørgsmål i sag C-324/21 nærmere bestemt oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 29 skal fortolkes således, at når en frist for overførsel af en tredjelandsstatsborger er begyndt at løbe i forholdet mellem en anmodet medlemsstat og en første anmodende medlemsstat, overgår ansvaret for behandlingen af den ansøgning om international beskyttelse, som denne person har indgivet, til denne anmodende medlemsstat som følge af udløbet af denne frist, selv om personen i mellemtiden har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse i en tredje medlemsstat, som har ført til, at den anmodede medlemsstat har accepteret en anmodning om tilbagetagelse fra denne tredje medlemsstat. Med det første spørgsmål i sag C-323/21 har den forelæggende ret endvidere anmodet Domstolen om at oplyse, hvilke konsekvenser udløbet af den nævnte frist eventuelt har for den tredje medlemsstat.

41

Indledningsvis bemærkes, at i henhold til Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, behandles enhver ansøgning om international beskyttelse, som en tredjelandsstatsborger eller statsløs indgiver på en af medlemsstaternes område, kun af én medlemsstat.

42

Når en ansøger om international beskyttelse opholder sig på en anden medlemsstats område end den, som skal behandle den pågældendes ansøgning, skal de procedurer, der er fastsat ved Dublin III-forordningen, derfor bl.a. gøre det muligt at overføre vedkommende til sidstnævnte medlemsstat.

43

I denne henseende fastsætter Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, første afsnit, at overførslen af den pågældende person til den ansvarlige medlemsstat sker, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at denne medlemsstat har accepteret anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse, hvor dette tillægges opsættende virkning.

44

Forordningens artikel 29, stk. 2, præciserer, at hvis overførslen ikke finder sted inden for denne frist på seks måneder, fritages den ansvarlige medlemsstat for sine forpligtelser til at overtage eller tilbagetage den pågældende, og ansvaret overføres så til den anmodende medlemsstat.

45

Dublin III-forordningens artikel 29 fastsætter således ikke specifikke regler vedrørende den situation, hvor en tredjelandsstatsborger – selv om en anmodning om tilbagetagelse af vedkommende fra en anmodende medlemsstat allerede er blevet accepteret af en anden medlemsstat – indgiver en ansøgning om international beskyttelse i en tredje medlemsstat.

46

Med henblik på at bedømme, om der i en sådan situation ved anvendelsen af disse bestemmelser skal tages hensyn til, at der er indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en tredje medlemsstat, eller til resultatet af denne ansøgning, skal det afgøres, hvilke regler der gælder for de procedurer, der skal iværksættes i henhold til Dublin III-forordningen i tilfælde af successiv indgivelse af ansøgninger om international beskyttelse i flere medlemsstater.

47

Anvendelsesområdet for tilbagetagelsesproceduren er defineret i Dublin III-forordningens artikel 23 og 24. Det fremgår af forordningens artikel 23, stk. 1, og artikel 24, stk. 1, at denne procedure finder anvendelse på de personer, som er omfattet af forordningens artikel 20, stk. 5, eller artikel 18, stk. 1, litra b)-d) (dom af 2.4.2019, H. og R., C-582/17 og C-583/17, EU:C:2019:280, præmis 46).

48

Forordningens artikel 20, stk. 5, fastsætter bl.a., at bestemmelsen finder anvendelse på en ansøger, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en medlemsstat efter at have trukket sin første ansøgning, som er indgivet i en anden medlemsstat, tilbage under proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen. Denne bestemmelse finder ligeledes anvendelse i en situation, hvor en ansøger har forladt den medlemsstat, hvor den pågældende har indgivet sin første ansøgning, inden afslutningen af proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, uden at have underrettet den kompetente myndighed i denne første medlemsstat om sit ønske om at trække sin ansøgning tilbage (jf. i denne retning dom af 2.4.2019, H. og R., C-582/17 og C-583/17, EU:C:2019:280, præmis 46 og 50).

49

Hvad angår Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b)-d), vedrører disse bestemmelser en person, som dels har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som er under behandling, har trukket en sådan ansøgning tilbage under behandlingen eller har fået afslag på en sådan ansøgning, dels enten har indgivet en ansøgning i en anden medlemsstat eller opholder sig på en anden medlemsstats område uden opholdstilladelse (dom af 2.4.2019, H. og R., C-582/17 og C-583/17, EU:C:2019:280, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

50

Forordningens artikel 20, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, litra b)-d), supplerer således hinanden, for så vidt som den første af disse bestemmelser finder anvendelse på situationer, hvor det endnu ikke er afgjort, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, mens den anden vedrører tilfælde, hvor ansvaret for at behandle ansøgningen allerede er blevet fastlagt (jf. i denne retning dom af 2.4.2019, H. og R., C-582/17 og C-583/17, EU:C:2019:280, præmis 52, 66 og 67).

51

Under disse omstændigheder må det, eftersom forordningens artikel 23, stk. 1, generelt omhandler den medlemsstat, hvortil en ny ansøgning om international beskyttelse er blevet indgivet, og som er af den opfattelse, at en anden medlemsstat er ansvarlig i henhold til samme forordnings artikel 20, stk. 5, eller artikel 18, stk. 1, litra b)-d), lægges til grund, at tilbagetagelsesproceduren ikke alene finder anvendelse på den anden medlemsstat, hvortil en tredjelandsstatsborger har indgivet en sådan ansøgning, men ligeledes på en tredje medlemsstat, hvortil denne tredjelandsstatsborger senere indgiver en ny ansøgning om international beskyttelse.

52

Hvad angår de nærmere regler for tilbagetagelsesprocedurer, der indledes efter, at der successivt er indgivet ansøgninger om international beskyttelse i flere medlemsstater, bemærkes, at EU-lovgiver i bestemmelserne om indledning og gennemførelse af tilbagetagelsesproceduren, nemlig Dublin III-forordningens artikel 23-25, ikke har sondret mellem, om denne procedure indledes af den anden medlemsstat, hvortil en ansøgning om international beskyttelse er blevet indgivet af en tredjelandsstatsborger, eller af en tredje medlemsstat, hvortil en sådan ansøgning senere er blevet indgivet.

53

Eftersom der ikke er fastsat nogen udtrykkelig bestemmelse, kan der ikke foretages en sondring, som ikke er foreskrevet i denne forordning, mellem disse to situationer (jf. analogt dom af 10.9.2015, FCD og FMB, C-106/14, EU:C:2015:576, præmis 50).

54

I de nævnte situationer har de medlemsstater, der er involveret i tilbagetagelsesprocedurerne, følgelig pligt til at overholde de ufravigelige frister, som EU-lovgiver har fastsat for disse procedurer.

55

Disse frister bidrager nemlig på afgørende vis til opfyldelsen af det i femte betragtning til Dublin III-forordningen omhandlede formål om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse ved at sikre, at disse procedurer iværksættes uden unødig forsinkelse, og vidner om den særlige betydning, som EU-lovgiver har tillagt en hurtig afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, og om den omstændighed, at nævnte lovgiver, henset til målet om at sikre en effektiv adgang til procedurerne for meddelelse af international beskyttelse og om ikke at bringe en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare, finder det vigtigt, at sådanne ansøgninger i givet fald behandles af en anden medlemsstat end den, der er udpeget som ansvarlig i medfør af de kriterier, som er fastsat i forordningens kapitel III (jf. i denne retning dom af 13.11.2018, X og X, C-47/17 og C-48/17, EU:C:2018:900, præmis 69 og 70).

56

Det følger for det første heraf, at de ufravigelige frister, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 23, stk. 2, skal overholdes af både den anden og den tredje medlemsstat, hvortil en ansøgning om international beskyttelse er blevet indgivet af en tredjelandsstatsborger, når disse medlemsstater fremsætter en anmodning om tilbagetagelse.

57

For så vidt som visse af tvisterne i hovedsagerne vedrører situationer, hvor en tredjelandsstatsborger har indgivet flere anmodninger om international beskyttelse i samme medlemsstat, bemærkes imidlertid, at når en ansøger indgiver en ny ansøgning om international beskyttelse i en medlemsstat, efter at denne medlemsstat har vedtaget en afgørelse om overførsel af denne ansøger, er det i princippet fortsat muligt at gennemføre denne afgørelse, uden at det er nødvendigt, at medlemsstaten fremsætter en ny anmodning om tilbagetagelse, også selv om den pågældende ansøger i mellemtiden har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat.

58

Hvis en afgørelse om overførsel ikke var tillagt en sådan virkning, ville dette nemlig gøre det muligt for enhver tredjelandsstatsborger, som er genstand for en afgørelse om overførsel vedtaget af en medlemsstat, definitivt at unddrage sig gennemførelsen af denne, inden den har kunnet få virkning, ved at indgive en ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat og herefter vende tilbage til den første medlemsstat, med risiko for fuldstændigt at lamme den procedure for behandling af ansøgninger om international beskyttelse, som er indført ved Dublin III-forordningen, og hindre opfyldelsen af målet om en hurtig behandling af disse ansøgninger.

59

En medlemsstat, som har vedtaget en afgørelse om overførsel, der endnu ikke er blevet gennemført, og hvis gennemførelsesfrist ikke er udløbet, kan følgelig ikke få overført ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse alene af den grund, at den efter indgivelsen af en ny ansøgning om international beskyttelse på sit område ikke har fremsat en ny anmodning om tilbagetagelse inden for de frister, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 23, stk. 2.

60

En sådan anmodning skal derimod nødvendigvis fremsættes, for at der kan foretages overførsel af en tredjelandsstatsborger, der er genstand for en afgørelse om overførsel til den berørte medlemsstat, når denne afgørelse allerede er blevet gennemført (jf. analogt dom af 25.1.2018, Hasan, C-360/16, EU:C:2018:35, præmis 51).

61

I en sådan situation bliver den medlemsstat, hvortil der er blevet indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse, hvis der ikke fremsættes en anmodning om tilbagetagelse inden for de frister, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 23, stk. 2, i henhold til denne forordnings artikel 23, stk. 3, den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, idet spørgsmålet om det eventuelle udløb af fristen for overførsel som fastsat i forordningens artikel 29, stk. 1, er uden betydning.

62

For det andet følger det af betragtningerne i denne doms præmis 52-54, at reglerne om fristerne for overførsel i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1 og 2, finder anvendelse i forbindelse med tilbagetagelsesprocedurer, der gennemføres, når den pågældende tredjelandsstatsborger successivt har indgivet ansøgninger om international beskyttelse i flere medlemsstater.

63

I denne henseende bemærkes, at det med den frist for overførsel på seks måneder, som er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, bl.a. tilsigtes at sikre, at de pågældende to medlemsstater – henset til de praktisk komplicerede forhold og de organisatoriske vanskeligheder, der er forbundet med gennemførelsen af en overførsel af en tredjelandsstatsborger – gives den tid, som er nødvendig til at rådføre sig med hinanden om gennemførelsen af denne overførsel, og nærmere bestemt for den anmodende medlemsstat til at fastlægge de praktiske foranstaltninger for overførslen (jf. i denne retning dom af 22.9.2022, Bundesrepublik Deutschland (Administrativ udsættelse af afgørelsen om overførsel), C-245/21 og C-248/21, EU:C:2022:709, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

64

Eftersom denne bestemmelse ikke fastsætter en specifik ordning for tilfælde, hvor flere anmodninger om tilbagetagelse successivt er blevet accepteret, skal den frist for overførsel, der gælder for en anmodende medlemsstat, derfor beregnes fra den dato, hvor den af denne medlemsstat fremsatte anmodning er blevet accepteret af den anmodede medlemsstat, selv når en frist for overførslen af en tredjelandsstatsborger mellem en anden anmodende medlemsstat og denne anmodede medlemsstat allerede er begyndt at løbe.

65

Eftersom hver af de anmodende medlemsstater gennemfører de forskellige tilbagetagelsesprocedurer uafhængigt af hinanden, og Dublin III-forordningen ikke fastsætter en samordningsmekanisme, der gør det muligt at fravige reglerne i forordningens artikel 29, kan den frist for overførsel, der følger af den omstændighed, at en første anmodning om tilbagetagelse er blevet accepteret af den anmodede medlemsstat, desuden ikke i en sådan situation afbrydes eller forlænges på grund af det forhold, at en ny anmodning om tilbagetagelse fremsat af en anden medlemsstat er blevet accepteret af den anmodede medlemsstat.

66

Som den forelæggende ret har fremhævet, er en medlemsstat fra det tidspunkt, hvor en person, der er genstand for en afgørelse om overførsel, forlader denne medlemsstats område for at opholde sig uden for dette område, ganske vist i praksis ikke længere i stand til at foretage overførslen, hvilket indebærer, at den frist for overførsel, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, i så fald ville kunne udløbe, uden at medlemsstaten har rådet over hele den periode, som EU-lovgiver har anset for passende til at fastlægge de praktiske foranstaltninger for overførslen.

67

EU-lovgiver har imidlertid udtrykkeligt taget højde for risikoen for, at den pågældende person unddrager sig gennemførelsen af afgørelsen om overførsel ved at forsvinde, og i forordningens artikel 29, stk. 2, fastsat, at den anmodende medlemsstat i en sådan situation undtagelsesvis kan forlænge fristen for overførsel til højst 18 måneder (jf. i denne retning dom af 22.9.2022, Bundesrepublik Deutschland (Administrativ udsættelse af afgørelsen om overførsel), C-245/21 og C-248/21, EU:C:2022:709, præmis 67).

68

Denne løsning, som er udtryk for den balance, som EU-lovgiver har fastlagt mellem de forskellige formål med Dublin III-forordningen og de foreliggende modstridende interesser, gælder i alle tilfælde, hvor der er tale om forsvinden, og finder således anvendelse, såvel når den pågældende person forsvinder og forbliver på den anmodende medlemsstats område, som når vedkommende forlader dette område i forbindelse med sin forsvinden.

69

Det bemærkes desuden, at EU-lovgiver ikke har fundet, at den omstændighed, at det er praktisk umuligt at gennemføre en afgørelse om overførsel, skal anses for at kunne begrunde afbrydelse eller udsættelse af fristen for overførsel som fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 22.9.2022, Bundesrepublik Deutschland (Administrativ udsættelse af afgørelsen om overførsel), C-245/21 og C-248/21, EU:C:2022:709, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

70

Domstolen har af denne grund fastslået, at den frist for overførsel, der er fastsat i denne bestemmelse, skal anvendes i situationer, hvor det ikke har været muligt at overføre den pågældende person (jf. i denne retning dom af 16.2.2017, C.K. m.fl., C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 89, af 31.3.2022, Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl m.fl. (En asylansøgers anbringelse på et psykiatrisk hospital), C-231/21, EU:C:2022:237, præmis 62, og af 22.9.2022, Bundesrepublik Deutschland (Administrativ udsættelse af afgørelsen om overførsel), C-245/21 og C-248/21, EU:C:2022:709, præmis 70).

71

På denne baggrund kan den omstændighed, at den pågældende person i forbindelse med sin forsvinden har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat end den anmodende medlemsstat, eller at en ny anmodning om tilbagetagelse er blevet accepteret efter indgivelsen af en sådan ansøgning, i mangel af en regel herom i Dublin III-forordningen ikke begrunde afbrydelse eller forlængelse af en af de ufravigelige frister, der er fastsat i denne forordnings artikel 29. En sådan omstændighed indebærer i øvrigt på ingen måde, at den pågældende person varigt forbliver uden for den første anmodende medlemsstats område og således forhindrer denne i at foretage overførslen, således som de i hovedsagen omhandlede faktiske omstændigheder i sag C-323/21 og C-324/21 illustrerer.

72

Det følger heraf, at når den frist for overførsel, der følger af accepten af en anmodning om tilbagetagelse fremsat af en anmodende medlemsstat, er udløbet, overgår ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse i overensstemmelse med Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, til denne anmodende medlemsstat, selv om der i mellemtiden er blevet indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat, eller en ny anmodning om tilbagetagelse er blevet accepteret efter indgivelsen af en sådan ansøgning.

73

For det tredje skal samtlige medlemsstater tage behørigt hensyn til en overgang af ansvaret for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse indgivet af en tredjelandsstatsborger, som følger af anvendelsen af Dublin III-forordningens artikel 23 eller 29, ved gennemførelsen af eventuelle tilbagetagelsesprocedurer vedrørende den pågældende ansøger.

74

Heraf følger i første række, at for så vidt som Dublin III-forordningens artikel 20, stk. 5, således som det fremgår af denne doms præmis 50, kun finder anvendelse, når det endnu ikke er afgjort, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, kan en anmodning om tilbagetagelse i overensstemmelse med denne forordnings artikel 18 og 23 ikke gyldigt rettes til den medlemsstat, hvor en tredjelandsstatsborger har indgivet sin første ansøgning om international beskyttelse, efter at ansvaret for behandlingen af denne ansøgning er overgået til en anden medlemsstat. I et sådant tilfælde er det sidstnævnte medlemsstat, som en eventuel anmodning om tilbagetagelse skal rettes til.

75

Eftersom de bestemmelser i Dublin III-forordningen, som fastsætter ufravigelige frister, sammen med de kriterier, der er fastsat i denne forordnings kapitel III, bidrager til afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig som omhandlet i forordningen (jf. i denne retning dom af 26.7.2017, Mengesteab, C-670/16, EU:C:2017:587, præmis 53), finder den regel, der er nævnt i denne doms præmis 74, bl.a. anvendelse, når overgangen af ansvaret for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse er begrundet i disse bestemmelser og navnlig samme forordnings artikel 23 og 29.

76

I en situation, hvor den frist for overførsel, der følger af den anmodede medlemsstats accept af en anmodning om tilbagetagelse fremsat af en første anmodende medlemsstat, er udløbet, inden en ny anmodning om tilbagetagelse fremsat af en anden medlemsstat er blevet accepteret, skal sidstnævnte medlemsstat navnlig rette sin anmodning til denne første anmodende medlemsstat, eftersom denne i henhold til Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, herefter skal anses for at være den ansvarlige medlemsstat.

77

Hvad i anden række angår den situation, hvor ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse er overgået til en anden medlemsstat end den anmodede medlemsstat, efter at en anmodning om tilbagetagelse fremsat af en tredje medlemsstat er blevet accepteret, bemærkes for det første, at Dublin III-forordningen er baseret på det væsentlige princip, der er anført i forordningens artikel 3, stk. 1, hvorefter en ansøgning om international beskyttelse kun skal behandles af en enkelt medlemsstat, hvilket indebærer, at kun én medlemsstat kan anses for at være den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse på et givet tidspunkt (jf. i denne retning dom af 2.4.2019, H. og R., C-582/17 og C-583/17, EU:C:2019:280, præmis 78).

78

For det andet fremgår det af Domstolens praksis, at en tredjelandsstatsborger ikke kan overføres til en anden medlemsstat end den ansvarlige medlemsstat, når overgangen af ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse følger af udløbet af en procesfrist efter accepten af anmodningen om tilbagetagelse og vedtagelsen af en afgørelse om overførsel (jf. i denne retning dom af 25.10.2017, Shiri, C-201/16, EU:C:2017:805, præmis 43, og af 15.4.2021, État belge (Omstændigheder, der er indtruffet senere end afgørelsen om overførsel), C-194/19, EU:C:2021:270, præmis 47).

79

Overgangen af ansvaret for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse indgivet af en tredjelandsstatsborger til en medlemsstat i henhold til Dublin III-forordningens artikel 23 eller 29 er følgelig til hinder for gennemførelse af en afgørelse, der indebærer overførsel af den pågældende person til en anden medlemsstat.

80

Når dette er sagt, skal det fremhæves, at den medlemsstat, hvis afgørelse om overførsel således bliver uigennemførlig, i en sådan situation fortsat har mulighed for at fremsætte en anmodning om tilbagetagelse til den medlemsstat, hvortil det nævnte ansvar er overgået.

81

Dublin III-forordningens artikel 23, stk. 3, fastsætter ganske vist, at ansvaret for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse overgår til den medlemsstat, som en ny ansøgning om international beskyttelse er blevet indgivet til, når denne medlemsstat ikke fremsætter en anmodning om tilbagetagelse inden for de frister, som er fastsat i forordningens artikel 23, stk. 2.

82

En medlemsstat, der inden for disse frister har fremsendt en anmodning om tilbagetagelse til den medlemsstat, som på dette tidspunkt var ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, kan imidlertid ikke anses for ikke rettidigt at have fremsat en sådan anmodning.

83

Heraf følger for det første, at reglen i Dublin III-forordningens artikel 23, stk. 3, ikke finder anvendelse på en sådan medlemsstat.

84

Anvendelsen af denne regel i en sådan situation ville i øvrigt ikke være i overensstemmelse med formålet med de frister, der er fastsat i denne forordnings artikel 23, stk. 2, nemlig at sikre, at den anmodende medlemsstat iværksætter tilbagetagelsesproceduren inden for en rimelig frist fra det tidspunkt, hvor den råder over oplysninger, som giver den mulighed for at fremsætte en anmodning om tilbagetagelse over for en anden medlemsstat (jf. i denne retning dom af 25.1.2018, Hasan, C-360/16, EU:C:2018:35, præmis 63).

85

Det følger for det andet heraf, at ansvarets overgang som nævnt i denne doms præmis 79 i henhold til Dublin III-forordningens artikel 23, stk. 2, udløser en ny frist for den medlemsstat, på hvis område ansøgeren opholder sig, for at fremsætte en anmodning om tilbagetagelse til den medlemsstat, hvortil ansvaret er overgået.

86

Henset til samtlige disse betragtninger skal det første spørgsmål i sag C-323/21 og C-325/21 og det eneste spørgsmål i sag C-324/21 besvares med, at Dublin III-forordningens artikel 23 og 29 skal fortolkes således, at når en frist for overførsel af en tredjelandsstatsborger er begyndt at løbe i forholdet mellem en anmodet medlemsstat og en første anmodende medlemsstat, overgår ansvaret for behandlingen af den ansøgning om international beskyttelse, som denne person har indgivet, til denne anmodende medlemsstat som følge af udløbet af denne frist, selv om personen i mellemtiden har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse i en tredje medlemsstat, som har ført til, at den anmodede medlemsstat har accepteret en anmodning om tilbagetagelse fra denne tredje medlemsstat, for så vidt som dette ansvar ikke er overgået til den nævnte tredje medlemsstat som følge af udløbet af en af de frister, der er fastsat i artikel 23.

87

Efter en sådan overgang af ansvaret kan den medlemsstat, på hvis område samme person opholder sig, ikke overføre denne person til en anden medlemsstat end den nye ansvarlige medlemsstat, men den kan til gengæld, under overholdelse af de frister, der er fastsat i forordningens artikel 23, stk. 2, fremsætte en anmodning om tilbagetagelse til sidstnævnte medlemsstat.

88

Med det andet spørgsmål i sag C-323/21 og C-325/21 ønsker den forelæggende ret nærmere oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, sammenholdt med 19. betragtning til denne forordning, skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, som successivt har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i tre medlemsstater, i forbindelse med en klage indbragt i henhold til forordningens artikel 27, stk. 1, over en afgørelse om overførsel af den pågældende til den første af disse medlemsstater, vedtaget af den tredje af disse, kan påberåbe sig, at ansvaret for behandlingen af vedkommendes ansøgning efter vedtagelsen af denne afgørelse om overførsel er overgået til den anden af disse medlemsstater som følge af udløbet af den frist for overførsel, som er fastsat i forordningens artikel 29, stk. 1 og 2.

89

Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, bestemmer, at en person, der er genstand for en afgørelse om overførsel, har ret til effektive retsmidler i form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige forhold mod denne afgørelse.

90

Rækkevidden af disse retsmidler er præciseret i 19. betragtning til denne forordning, hvoraf det fremgår, at med henblik på at sikre, at folkeretten overholdes, bør adgangen til effektive retsmidler i forbindelse med afgørelser om overførsel, der er indført med nævnte forordning, omfatte både undersøgelsen af anvendelsen af samme forordning og af den retlige og faktiske situation i den medlemsstat, som ansøgeren overføres til (dom af 2.4.2019, H. og R., C-582/17 og C-583/17, EU:C:2019:280, præmis 39, og af 15.4.2021, État belge (Omstændigheder, der er indtruffet senere end afgørelsen om overførsel), C-194/19, EU:C:2021:270, præmis 33).

91

Henset til bl.a. den generelle udvikling, som systemet til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne, har undergået som følge af vedtagelsen af Dublin III-forordningen, og til denne forordnings målsætninger skal denne forordnings artikel 27, stk. 1, fortolkes således, at den sag, der kan anlægges i henhold hertil til prøvelse af en afgørelse om overførsel, skal kunne omfatte såvel iagttagelsen af reglerne vedrørende tildelingen af ansvaret for at behandle en ansøgning om international beskyttelse som overholdelsen af de proceduremæssige garantier, der er fastsat i den nævnte forordning (dom af 2.4.2019, H. og R., C-582/17 og C-583/17, EU:C:2019:280, præmis 40, og af 15.4.2021, État belge (Omstændigheder, der er indtruffet senere end afgørelsen om overførsel), C-194/19, EU:C:2021:270, præmis 34).

92

Domstolen har i øvrigt fastslået, at henset dels til det formål, som er nævnt i 19. betragtning til Dublin III-forordningen, om at sikre en effektiv beskyttelse af de pågældende personer i overensstemmelse med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, dels til det i 5. betragtning til forordningen nævnte formål om at sikre en hurtig afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, skal ansøgeren have adgang til effektive og hurtige retsmidler, som gør det muligt for vedkommende at påberåbe sig omstændigheder, som er indtruffet efter vedtagelsen af afgørelsen om overførsel, såfremt hensyntagen til disse har afgørende betydning for den korrekte anvendelse af denne forordning (dom af 15.4.2021, État belge (Omstændigheder, der er indtruffet senere end afgørelsen om overførsel), C-194/19, EU:C:2021:270, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

93

Sådanne effektive retsmidler skal bl.a. gøre det muligt for en ansøger om international beskyttelse, i den medlemsstat, på hvis område vedkommende opholder sig, at påberåbe sig udløbet af fristen for overførsel som fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1 og 2, i forhold til en anden anmodende medlemsstat, eftersom det fremgår af denne doms præmis 79, at hensyntagen til denne frists udløb har afgørende betydning for den korrekte anvendelse af denne forordning.

94

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at medlemsstaterne ikke i henhold til nævnte forordnings artikel 27 nødvendigvis har pligt til at organisere deres retsbeskyttelsesordning på en sådan måde, at kravet om, at der tages hensyn til afgørende omstændigheder, der er indtruffet efter vedtagelsen af afgørelsen om overførsel, garanteres i forbindelse med behandlingen af det søgsmål, der gør det muligt at anfægte lovligheden af afgørelsen om overførsel, på den betingelse, at en tilstrækkelig domstolsbeskyttelse kan sikres på anden måde inden for rammerne af det nationale retssystem betragtet i sin helhed (jf. i denne retning dom af 15.4.2021, État belge (Omstændigheder, der er indtruffet senere end afgørelsen om overførsel), C-194/19, EU:C:2021:270, præmis 37 og 46).

95

En sådan anden tilstrækkelig domstolsbeskyttelse skal i praksis sikre den pågældende person muligheden for at opnå, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område denne person opholder sig, ikke, når udløbet af fristen for overførsel i forhold til en første anmodende medlemsstat indebærer, at denne er blevet den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, kan gennemføre en overførsel af vedkommende til en anden medlemsstat. Det nævnte retsmiddel skal ligeledes sikre, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område samme person opholder sig, er forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger for straks at drage konsekvenserne af overgangen af ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse (jf. i denne retning dom af 15.4.2021, État belge (Omstændigheder, der er indtruffet senere end afgørelsen om overførsel), C-194/19, EU:C:2021:270, præmis 47).

96

Følgelig skal det andet spørgsmål i sag C-323/21 og C-325/21 besvares med, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, sammenholdt med 19. betragtning til denne forordning, samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, som successivt har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i tre medlemsstater, i den tredje af disse medlemsstater skal have adgang til effektive og hurtige retsmidler, som gør det muligt for vedkommende at påberåbe sig, at ansvaret for behandlingen af vedkommendes ansøgning er overgået til den anden af disse medlemsstater som følge af udløbet af den frist for overførsel, som er fastsat i forordningens artikel 29, stk. 1 og 2.

97

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: