1

Med sin appel har Lukáš Wagenknecht nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 17. december 2020, Wagenknecht mod Kommissionen (T-350/20, herefter den appellerede kendelse, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:635), hvorved Retten afviste appellantens passivitetssøgsmål anlagt i henhold til artikel 265 TEUF med påstand om, at det blev fastslået, at Europa-Kommissionen ulovligt havde undladt at handle i forhold til hans anmodning med henblik på at vedtage bindende og afskrækkende foranstaltninger, der havde til formål at forebygge eller afhjælpe den angivelige interessekonflikt hos Andrej Babiš, Den Tjekkiske Republiks premierminister.

2

Tvistens baggrund er i den appellerede kendelses præmis 1-4 sammenfattet på følgende måde:

3

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. juni 2020 anlagde appellanten i henhold til artikel 265 TEUF søgsmål med påstand om, at det blev fastslået, at Kommissionen havde udvist passivitet ved at undlade at handle foranlediget af opfordringen af 5. juni 2019 til at handle.

4

Den 11. august 2020 fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement en formalitetsindsigelse. Appellanten fremsatte ikke bemærkninger til formalitetsindsigelsen.

5

Ved den appellerede kendelse tog Retten Kommissionens anmodning om, at der ikke skulle tages hensyn til visse passager i stævningen, hvori henvistes til en juridisk udtalelse af 19. november 2018 fra denne institutions juridiske tjeneste, til følge, og afviste herefter søgsmålet fra realitetsbehandling, efter at den i kendelsens præmis 28-31 for det første havde fastslået, at appellanten hverken havde søgsmålsinteresse eller søgsmålskompetence, og for det andet i nævnte kendelses præmis 32-36 havde fastslået, at Kommissionen i sin skrivelse af 25. marts 2020 havde taget stilling til opfordringen til at handle.

6

Ved sit appelskrift har appellanten nedlagt følgende påstande:

7

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

8

Appellantens argumenter, som de er fremsat i appelskriftet, skal omordnes i seks anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 18, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, det andet vedrører Rettens urigtige kvalificering af Kommissionens skrivelse af 25. marts 2020 som en stillingtagen, det tredje vedrører Rettens urigtige skøn hvad angår appellantens søgsmålsinteresse og søgsmålskompetence, det fjerde vedrører en tilsidesættelse af artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), af artikel 2, 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt af artikel 2 TEU, det femte vedrører Rettens urigtige skøn med hensyn til appellantens anvendelse af Kommissionens juridiske udtalelse af 19. november 2018, og det sjette vedrører en tilsidesættelse af det generelle princip om, at lovgivningen skal være forudsigelig med hensyn til sagsomkostningerne.

9

Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 18, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, for så vidt som et af medlemmerne af Rettens dommerkollegium, der traf afgørelse i sagen, nemlig dommeren J. Laitenberger, befandt sig i en situation, der syntes at udgøre en interessekonflikt, i denne sag uden imidlertid at erklære sig inhabil, og at Retten dermed tilsidesatte forpligtelsen til objektiv upartiskhed. Desuden tilsidesatte Rettens præsident sin forpligtelse til at underrette denne dommer om hans interessekonflikt.

10

Efter appellantens opfattelse udspringer denne interessekonflikt af to omstændigheder, hvoraf den ene er tilstrækkelig til at godtgøre den påberåbte tilsidesættelse af forpligtelsen til upartiskhed.

11

I første række har appellanten anført, at J. Laitenberger, inden han blev udnævnt til dommer ved Retten, havde tilbragt 20 år i Kommissionens tjeneste, herunder i generaldirektoratet (GD) »Konkurrence« og i talsmandens tjeneste. Ved at træffe afgørelse i en sag om sin tidligere arbejdsgivers angivelige passivitet, ca. ni måneder efter at han havde forladt denne, befandt dommeren sig således i en situation, der syntes at udgøre en interessekonflikt, og opfyldte således ikke kravene til objektiv upartiskhed.

12

I anden række har appellanten gjort gældende, at J. Laitenberger, da han var generaldirektør for GD »Konkurrence«, havde forsvaret Kommissionens passivitet i forhold til Agrofert-koncernen i en anden tvist vedrørende strukturelt samme spørgsmål som det, der er stillet i nærværende sag.

13

I denne henseende har appellanten gjort gældende, at der fra januar til marts 2018 foregik udveksling af meddelelser med J. Laitenberger gennem sidstnævntes talsmand efter tre spørgsmål, som appellanten havde stillet for at afklare, om det forhold, at en medlemsstat ikke havde tilbagesøgt et beløb, der svarede til et tilskud, som Kommissionen havde afvist, skulle afholdes over Unionens budget, fordi Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) fandt, at tilskuddet var udbetalt i strid med EU-retten, hvilket tilskud således blev tildelt denne medlemsstats budget, udgjorde en statsstøtte, der var ulovlig i medfør af EU-retten. Appellanten blev i det væsentlige svaret, at Kommissionen principielt ikke kunne pålægge en medlemsstat at tilbagesøge støtte, alene fordi støtten var blevet indrømmet ulovligt, såfremt det ikke var godtgjort, at støtten var uforenelig med fællesmarkedet. Dette svar, som blev afgivet på vegne af GD »Konkurrence« af J. Laitenbergers talsmand, var begrænset til en generel behandling af de principper, der ligger til grund for statsstøtte, frem for en specifik stillingtagen til tvisten vedrørende et af Agroferts datterselskaber.

14

Efter Kommissionens opfattelse er det første anbringende ugrundet.

15

Det skal bemærkes, at garantierne om adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, og navnlig de garantier, der fastlægger begrebet og sammensætningen af en sådan domstol, udgør hjørnestenen i retten til en retfærdig rettergang. Dette indebærer, at enhver domstol er forpligtet til at efterprøve, om den i kraft af sin sammensætning udgør en sådan domstol, når der består alvorlig tvivl herom. Denne efterprøvelse er nødvendig for den tillid, som domstolene i et demokratisk samfund skal indgyde hos borgerne (dom af 26.3.2020, Simpson mod Rådet og HG mod Kommissionen, C-542/18 RX-II og C-543/18 RX-II, EU:C:2020:232, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

16

Domstolen har ligeledes haft lejlighed til at fastslå, at kravet om upartiskhed, som er fastsat i chartrets artikel 47, dækker to aspekter. For det første skal retsinstansen være subjektivt upartisk, dvs., at ingen af dens medlemmer må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, hvorved der er en formodning for personlig upartiskhed, indtil det modsatte er bevist. For det andet skal retsinstansen være den objektivt upartisk, hvilket vil sige, at den skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes (dom af 4.12.2019, H mod Rådet, C-413/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1044, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

17

I det foreliggende tilfælde har appellanten ved blot at anføre, at et af medlemmerne af Rettens dommerkollegium, som afsagde den appellerede kendelse, befandt sig i en situation, der syntes at udgøre en interessekonflikt, ikke søgt at rejse tvivl om dette medlems personlige upartiskhed, men om den objektive upartiskhed hos dommerkollegiet.

18

Hvad angår de grunde, som appellanten har støttet dette udsagn på, skal det fastslås, at den omstændighed alene, at det nævnte medlem af dommerkollegiet arbejdede for Kommissionen, der var sagsøgt i første instans, inden han fungerede som dommer ved Retten, ikke er tilstrækkeligt til at rejse rimelig tvivl om hans og dommerkollegiets objektive upartiskhed i nærværende sag (jf. i denne retning kendelse af 2.4.2020, Kerstens mod Kommissionen, C-577/18 P-REV, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:250, præmis 25-30).

19

I denne henseende bestemmer artikel 18 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som er udtryk for den ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol, som er fastsat i chartrets artikel 47, i stk. 1, at dommerne og generaladvokaterne ved Den Europæiske Unions Domstol ikke kan deltage i afgørelsen af nogen sag, hvori de tidligere har optrådt som befuldmægtiget, rådgiver eller advokat for en af parterne, eller hvorom de har måttet udtale sig som medlem af en ret eller en undersøgelseskommission eller i anden egenskab, og i stk. 2, første punktum, at såfremt en dommer eller en generaladvokat mener, at han af særlige grunde ikke kan deltage i afgørelsen eller i undersøgelsen af en bestemt sag, underretter han præsidenten herom.

20

Med hensyn til forbuddet i artikel 18, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol for en dommer mod at deltage i afgørelsen af en sag, hvori vedkommende tidligere har optrådt i en anden egenskab, samt omtalen i artikel 18, stk. 2, af »særlige grunde« til ikke at deltage i afgørelsen af en bestemt sag, kan appellanten, henset til de særlige omstændigheder, som denne part har beskrevet dem, ikke med føje påberåbe sig, at J. Laitenberger i sin tidligere stilling som generaldirektør for Kommissionens GD »Konkurrence« angiveligt forsvarede denne institutions passivitet i forhold til Agrofert-koncernen i en anden tvist, som vedrørte samme spørgsmål som det, der er rejst i nærværende sag.

21

For det første var genstanden for korrespondancen mellem appellanten og Kommissionen, selv om denne korrespondance i 2018, som det fremgår af stævningen i denne sag, vedrørte den angivelige interessekonflikt hos den tjekkiske premierminister, en ulovlig statsstøtte, som Den Tjekkiske Republik havde indrømmet, hvorimod genstanden for nærværende sag vedrører betalinger fra Unionens budget. Der er således ikke tale om samme sag, hvilket appellanten selv har anerkendt.

22

For det andet anførte Kommissionen i denne korrespondance, hvilket appellanten ligeledes har anerkendt, blot generelt de principper, der ligger til grund for statsstøtte, uden at den specifikt omtalte den af appellanten nævnte tvist. Det følger heraf, at disse svar er uden betydning for den foreliggende sag og på ingen måde kan være et indicium for en forudfattet mening.

23

For det tredje fremgår det ikke af denne korrespondance, at J. Laitenberger, selv om det ses, at appellantens samtalepartnere var tilknyttet Kommissionens talsmands tjeneste, og at en af dem var pressemedarbejder i GD »Konkurrence«, personligt affattede eller godkendte de afgivne svar. Appellantens udsagn om, at der forelå udveksling af meddelelser med denne gennem hans talsmand, er således ikke godtgjort.

24

Det følger af det ovenstående, at appellanten ikke har godtgjort, at der ikke forelå objektiv upartiskhed som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 16, hos hverken dommer J. Laitenberger eller Rettens dommerkollegium, der afsagde den appellerede kendelse.

25

Det første anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

26

Med det andet anbringende har appellanten foreholdt Retten, at den anlagde to urigtige skøn i den appellerede kendelses præmis 36, idet den kvalificerede Kommissionens skrivelse af 25. marts 2020 som en stillingtagen til opfordringen til at handle.

27

For det første forklarede Kommissionen i denne skrivelse i modsætning til, hvad Retten anførte i den appellerede kendelses præmis 36, ikke appellanten grundene til, at den afviste at handle på den ønskede måde. Denne institution udlod simpelthen at besvare de to anmodninger, der var fremsat i opfordringen til at handle, uden at efterkomme disse.

28

For det andet kvalificerede Retten Kommissionens skrivelse af 25. marts 2020 som stillingtagen, selv om denne institution ikke besvarede appellantens anmodning om at bringe udbetalingerne af direkte landbrugsstøtte fra Unionens budget under den første søjle i den fælles landbrugspolitik til ophør for selskaber, der kontrolleres af premierministeren for Den Tjekkiske Republik. Kommissionen nævnte dog suspensionen af betalinger til disse selskaber inden for de europæiske struktur- og investeringsfonde og ELFUL, hvilke betalinger henhører under den anden søjle i den fælles landbrugspolitik. På denne baggrund var et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, som Retten anbefalede, nytteløst, eftersom appellanten ikke havde fremsat nogen indsigelse i forhold til Kommissionens erklæring og trufne foranstaltninger i forhold til denne anden søjle.

29

Den manglende besvarelse af anmodningen vedrørende den første søjle udgør passivitet fra Kommissionens side og bør føre til ophævelse af den appellerede kendelse. Desuden henviste Retten vildledende til ELFUL i forbindelse med udbetalingen af direkte landbrugsstøtte for at maskere denne manglende besvarelse.

30

Kommissionen har gjort gældende, at denne argumentation er ugrundet.

31

Således som det fremgår af Domstolens praksis, var det med rette, at Retten i den appellerede kendelses præmis 33-35 bemærkede, at de betingelser for at antage et passivitetssøgsmål til realitetsbehandling, der er fastsat i artikel 265 TEUF, ikke er opfyldt, når den institution, der opfordres til at handle, har taget stilling til denne opfordring, inden søgsmålet anlægges (kendelse af 8.2.2018, CBA Spielapparate- und Restaurantbetrieb mod Kommissionen, C-508/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:72, præmis 15, og af 3.12.2019, WB mod Kommissionen, C-270/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1038, præmis 13), og at vedtagelsen af en anden retsakt end den, som de berørte parter måtte ønske eller anse for nødvendig, såsom et behørigt begrundet afslag på at handle i overensstemmelse med opfordringen til at handle, udgør en stillingtagen, der afbryder passiviteten (jf. i denne retning dom af 19.11.2013, Kommissionen mod Rådet, C-196/12, EU:C:2013:753, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

32

Det var i henhold til denne retspraksis, at Retten i den appellerede kendelses præmis 36 i det væsentlige fastslog, at Kommissionens skrivelse af 25. marts 2020, der blev fremsendt som svar på opfordringen til at handle af 30. januar 2020, og som indeholdt institutionens afgørelse om ikke at træffe foranstaltninger som dem, hvorom der var blevet anmodet i opfordringen, afbrød passiviteten og derved bevirkede, at det søgsmål, appellanten havde anlagt i henhold til artikel 265 TEUF, ikke kunne antages til realitetsbehandling. Retten tilføjede, at appellanten kunne have anlagt et søgsmål til prøvelse af afgørelsen i henhold til artikel 263 TEUF, hvis appellanten kunne have godtgjort, at han havde søgsmålskompetence.

33

Det bemærkes, at en stillingtagen som omhandlet i artikel 265, stk. 2, TEUF på klar og tydelig måde skal fastlægge den berørte institutions stilling til appellantens anmodning, og at spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende institutions svar på anmodningen kan kvalificeres som en »stillingtagen«, der afbryder passiviteten, er et retsspørgsmål, som kan rejses inden for rammerne af en appel (jf. i denne retning kendelse af 16.6.2020, CJ mod Den Europæiske Unions Domstol, C-634/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:474, præmis 29 og 31 og den deri nævnte retspraksis).

34

I det foreliggende tilfælde giver den argumentation, som appellanten har fremført i forbindelse med sit andet anbringende, ikke grundlag for at rejse tvivl om, hvorvidt Kommissionens skrivelse af 25. marts 2020 kan kvalificeres som en »stillingtagen«, og dermed om Rettens konklusion om, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling af denne grund.

35

Det fremgår i denne henseende tydeligt af ordlyden af denne skrivelse, at Kommissionen afviste at handle som svar på den opfordring, den var blevet givet. Ved i nævnte skrivelse at forklare appellanten, at Kommissionen allerede havde truffet de nødvendige og forholdsmæssige foranstaltninger med henblik på at beskytte Unionens budget, idet den undlod at foretage betalinger fra de europæiske struktur- og investeringsfonde til modtagere, der potentielt var berørt af den angivelige interessekonflikt, samt ved at suspendere betalingerne fra ELFUL, afviste Kommissionen nemlig implicit, men utvetydigt at handle i overensstemmelse med appellantens to anmodninger i opfordringen til at handle, samtidig med at den angav grunden hertil. Den undlod således ikke at besvare disse anmodninger. Det følger heraf, at Retten ikke anlagde et urigtigt skøn ved i den appellerede kendelses præmis 36 at fastslå, at Kommissionens skrivelse af 25. marts 2020 udgjorde en stillingtagen som omhandlet i artikel 265, stk. 2, TEUF.

36

På denne baggrund er appellantens argument om, at Retten i den appellerede kendelses præmis 36 med urette henviste til ELFUL som henhørende under direkte landbrugsstøtte fra Unionens budget, uvirksomt, eftersom Kommissionen, uanset hvorledes betalingerne fra denne fond kvalificeres, havde afvist at handle i overensstemmelse med appellantens anmodninger med den begrundelse, at suspensionen af disse betalinger var en af de nødvendige og forholdsmæssige foranstaltninger, som var blevet truffet for at beskytte Unionens budget.

37

Endvidere bemærkes, at spørgsmålet om betingelserne for at antage et passivitetssøgsmål til realitetsbehandling adskiller sig fra spørgsmålet om, hvorvidt den retsakt, som er udstedt af den EU-institution, hvortil der er rettet anmodning, og som afbryder dennes passivitet, kan være genstand for et annullationssøgsmål (jf. i denne retning kendelse af 16.6.2020, CJ mod Den Europæiske Unions Domstol, C-634/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:474, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis). Appellantens argument om, at det var nytteløst i at anlægge et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF til prøvelse af Kommissionens skrivelse af 25. marts 2020, er følgelig uvirksomt.

38

Det følger af det ovenfor anførte, at det andet anbringende skal forkastes som ugrundet.

39

Med det tredje anbringende har appellanten kritiseret den appellerede kendelses præmis 28-31, hvori Retten konkluderede, at appellanten hverken havde søgsmålskompetence eller søgsmålsinteresse i forbindelse med et passivitetssøgsmål.

40

Ifølge appellanten kunne han være umiddelbart og individuelt berørt af de retsakter, som han anmodede om vedtagelse af i forhold til tredjemand. Når det er nødvendigt at vedtage sådanne retsakter for at sikre overholdelsen af de grundlæggende værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU, skal der foretages en udvidende fortolkning af kriterierne for antagelse til realitetsbehandling, således at borgerne har mulighed for at anlægge sag for Retten under påberåbelse af en EU-institutions tilsidesættelse af disse værdier.

41

Appellanten har ligeledes gjort gældende, at han har søgsmålsinteresse. For det første har han som medlem af en medlemsstats parlament og som formand for det tjekkiske senats stående udvalg med ansvar for tilsyn med forvaltningen af offentlige midler en interesse i at anmode Retten om at kontrollere, om Kommissionen har overholdt forpligtelserne i henhold til EU-lovgivningen. For det andet har han som EU-skattepligtig borger en interesse i at anmode Retten om at kontrollere, om Kommissionen overholdt og anvendte reglerne om ordentlig fordeling af dens penge.

42

Efter Kommissionens opfattelse er appellantens argumentation ugrundet.

43

Eftersom Retten af de grunde, som er anført i nærværende doms præmis 31-38, ikke begik en retlig fejl ved at fastslå, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling, fordi Kommissionen havde taget stilling til opfordringen til at handle af 30. januar 2020, før det blev anlagt, er det ufornødent at undersøge appellantens argumentation om det urigtige skøn med hensyn til hans søgsmålskompetence og søgsmålsinteresse. Under disse omstændigheder ville en eventuel retlig fejl nemlig være uden betydning for tvistens løsning og ikke berøre den appellerede kendelses konklusion for så vidt angår afvisningen af sagen (jf. analogt dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 74, og kendelse af 25.10.2016, VSM Geneesmiddelen mod Kommissionen, C-637/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:812, præmis 54 og 55).

44

Det tredje anbringende skal derfor forkastes om uvirksomt.

45

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1, chartrets artikel 2, 41 og 47 og artikel 2 TEU, for så vidt som Retten i den appellerede kendelses præmis 37 tog Kommissionens formalitetsindsigelse til følge uden at behandle sagens realitet, idet den nærmere bestemt fastslog, at selv om appellanten er medlem af et nationalt parlament, og han har modtaget trusler mod sin fysiske integritet, tilsigter chartrets artikel 47 ikke at ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne.

46

Appellanten har anført, at Retten tilsidesatte sin forpligtelse til uafhængighed som omhandlet i EMRK’s artikel 6, stk. 1, i tre henseender. For det første tog Retten ukritisk hensyn til Kommissionens argumenter som udøvende myndighed, samtidig med at den næsten så fuldstændigt bort fra appellantens argumenter, hvilket er i strid med retten til en retfærdig rettergang, som kræver, at alle sagsøgeres væsentligste argumenter undersøges. For det andet begrænsede Retten sine kompetencer som retsinstans i forhold til Unionens udøvende organer, idet den afviste appellantens søgsmål fra realitetsbehandling. For det tredje tilsidesatte Retten kravet om uafhængighed under hensyn til de grundlæggende rettigheder, idet den ikke kritiserede den udøvende myndigheds handlinger, og idet den ikke opretholdt en fornuftig ligevægt mellem den dømmende magt og den udøvende magt.

47

I denne henseende har appellanten gjort gældende, at Retten accepterede Kommissionens ødelæggende anvendelse af en retssagsstrategi, der består i at fremsætte en formalitetsindsigelse med henblik på at gøre det muligt at tilsidesætte de grundlæggende værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU, såsom demokratiet, retsstatsprincippet, lighed og retfærdighed.

48

Ved at se bort fra truslerne mod appellantens fysiske integritet tilsidesatte Rettens hans ret til livet, som den er sikret ved chartrets artikel 2.

49

Appellanten har tilføjet, at Retten ved ikke at træffe afgørelse om sagens realitet og ved at se bort fra de fleste af hans argumenter tilsidesatte begrundelsespligten, idet den ikke angav et ræsonnement, således som denne pligt er fastlagt i chartrets artikel 41 og støttet på retten til en retfærdig rettergang.

50

Kommissionen har gjort gældende, at disse argumenter er ugrundede.

51

Ved at påberåbe sig en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1, og chartrets artikel 2, 41 og 47 samt artikel 2 TEU har appellanten i det væsentlige kritiseret Retten for i medfør af procesreglementets artikel 130 at have truffet afgørelse om formalitetsindsigelsen uden at indlede behandlingen af sagens realitet.

52

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, som Retten i det væsentlige anførte i den appellerede kendelses præmis 37, at skønt betingelserne for at antage et passivitetssøgsmål til realitetsbehandling ved Domstolen skal fortolkes i lyset af de i EU-retten fastlagte værdier og grundlæggende rettigheder, kan disse ikke føre til en ændring af den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne, og navnlig ikke reglerne for antagelse af direkte søgsmål ved Unionens retsinstanser (kendelse af 14.4.2021,Wagenknecht mod Det Europæiske Råd, C-504/20 P, EU:C:2021:305, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

53

Appellantens udsagn om, at Retten i den appellerede kendelse tilsidesatte sin begrundelsespligt, er i øvrigt støttet på behandlingen af sagens realitet i denne kendelse, hvilket blot er en følge af Rettens lovlige afgørelse om at træffe afgørelse uden at indlede behandlingen af sagens realitet i medfør af procesreglementets artikel 130.

54

Det følger heraf, at det fjerde anbringende skal forkastes som ugrundet.

55

Med det femte anbringende har appellanten i det væsentlige kritiseret den appellerede kendelses præmis 14-24, hvorved Retten tog Kommissionens anmodning om ikke at tage hensyn til de passager i stævningen, der henviste til udtalelsen af 19. november 2018 fra institutionens juridiske tjeneste, til følge. Efter appellantens opfattelse foretog Retten en urigtig vurdering af det omfang, hvori denne part støttede sig på denne udtalelse i stævningen.

56

Appellanten har anført, at de to henvisninger i stævningen til nævnte juridiske udtalelse tilsigtede at give en yderligere og ikke afgørende illustration af hans argumenter, idet den første henvisning fremgår af en fodnote, og den anden henvisning fremgår af overskriften på et punkt i stævningen.

57

Kommissionen er af den opfattelse, at dette anbringende er uvirksomt.

58

Det skal fastslås, at dette anbringende er uvirksomt. Selv hvis det antages, at der er grundlag for anbringendet, påvirker det nemlig hverken punkt 1 i den appellerede kendelses konklusion, hvori det blev fastslået, at der ikke skulle tages hensyn til nævnte udtalelse fra Kommissionens juridiske tjeneste, som den var vedlagt som bilag til stævningen, og til de passager heri, der henviste til indholdet af samme udtalelse, eller til konklusionens punkt 2, hvorved søgsmålet blev afvist fra realitetsbehandling.

59

Det femte anbringende skal dermed forkastes som uvirksomt.

60

Med det sjette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte princippet om, at lovgivningen skal være forudsigelig med hensyn til sagsomkostningerne, idet disses størrelse ikke var anført i den appellerede kendelse, og artikel 133-141 i Rettens procesreglement vedrørende sagsomkostninger ikke fastsætter nogen materiel regel, der gør det muligt at fastslå sagsomkostningerne.

61

Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende skal afvises.

62

Det fremgår af fast retspraksis, at såfremt alle de øvrige anbringender under en appelsag forkastes, må anbringendet om, at Rettens afgørelse om sagsomkostningerne er ulovlig, afvises i medfør af artikel 58, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvorefter der ikke kan iværksættes appel alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse (kendelse af 12.1.2017, Europäischer Tier- und Naturschutz og Giesen mod Kommissionen, C-343/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:10, præmis 24, og af 14.4.2021, Wagenknecht mod Det Europæiske Råd, C-504/20 P, EU:C:2021:305, præmis 52).

63

Da de øvrige appelanbringender er blevet forkastet, skal det sjette anbringende afvises.

64

Det følger af det ovenstående, at appellen skal forkastes i det hele.

65

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

66

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten pålægges at betale sagsomkostningerne, og appellanten har tabt sagen, bør det pålægges ham at bære sine egne omkostninger og at betale de omkostninger, som Kommissionen har afholdt.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret: