–

den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den spanske regering ved M.J. Ruiz Sánchez, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved J. Hradil og B.-R. Killmann, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om en præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 2, og artikel 12, litra a) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EUT 2008, L 283, s. 36), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1794 af 6. oktober 2015 (EUT 2015, L 263, s. 1, herefter »direktiv 2008/94«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem sagsøgeren i hovedsagen, HJ, og Ministerstvo práce a sociálních věcí (arbejds- og socialministeriet, Den Tjekkiske Republik) vedrørende en anmodning om udbetaling af løn, der ikke er blevet betalt af et insolvent selskab.

3

I overensstemmelse med syvende betragtning til direktiv 2008/94 kan medlemsstaterne fastsætte begrænsninger for garantiinstitutionernes ansvar, som bør være forenelige med direktivets sociale målsætning og tage højde for kravenes forskellige størrelse.

4

Det nævnte direktivs artikel 1 fastsætter:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på tilgodehavender, som arbejdstagere i medfør af en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold har hos arbejdsgivere, der er insolvente i henhold til artikel 2, stk. 1.

2.   Medlemsstaterne kan undtagelsesvis udelukke visse arbejdstagerkategoriers tilgodehavender fra dette direktivs anvendelsesområde, såfremt der findes andre former for garanti, og det godtgøres, at disse sikrer arbejdstagerne en beskyttelse svarende til den, der følger af dette direktiv.

3.   Hvis en sådan bestemmelse allerede finder anvendelse i deres nationale lovgivning, kan medlemsstaterne fortsat udelukke tjenestefolk, der beskæftiges af en fysisk person, fra dette direktivs anvendelsesområde.«

5

Samme direktivs artikel 2, stk. 2, bestemmer:

»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes nationale retsregler for så vidt angår definitionen af udtrykkene »arbejdstager«, »arbejdsgiver«, »løn«, »erhvervet ret« og »delvis erhvervet ret«.

Medlemsstaterne kan dog ikke udelukke følgende fra direktivets anvendelsesområde:

6

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 2008/94 fastsætter:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner sikrer arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, herunder fratrædelsesgodtgørelse ved ansættelsesforholds ophør, hvor der er hjemmel herfor i national ret, jf. dog artikel 4.«

7

Artikel 12 i direktiv 2008/94 er affattet således:

»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for:

[…]

8

Zákon č. 118/2000 Sb., o ochraně zaměstnanců při platební neschopnosti zaměstnavatele a o změně některých zákonů (lov nr. 118/2000 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens og om ændring af visse love) gennemfører direktiv 2008/94 i tjekkisk ret.

9

I overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, i lov nr. 118/2000 finder loven ikke anvendelse på en arbejdstager, der i den relevante periode var ansat hos den insolvente arbejdsgiver samtidig med, at den pågældende i samme periode var arbejdsgiverens vedtægtsmæssige organ eller medlem af arbejdsgiverens vedtægtsmæssige organ og ejede mindst 50% af andelene i arbejdsgiverens virksomhed.

10

I henhold til artikel 3, litra a), i lov nr. 118/2000 forstås ved »arbejdstager« i denne lov »en fysisk person, som arbejdsgiveren har indgået et ansættelsesforhold med, har indgået en aftale om levering af tjenesteydelser på vilkår, der er angivet i særlige bestemmelser, eller har indgået en aftale om udførelse af lønnet arbejde, og som i kraft af aftalen i den relevante periode har erhvervet et lønkrav, som ikke er blevet betalt af arbejdsgiveren«.

11

§ 2 i zákon č. 262/2006 Sb., zákoník práce (lov nr. 262/2006 om arbejdsretlige regler) (herefter »arbejdsretsloven«) er affattet således:

»(1)   Ved lønnet arbejde forstås arbejde, som udføres i et hierarkisk over- og underordnelsesforhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager, i arbejdsgiverens navn, i henhold til dennes anvisninger, og som arbejdstageren udfører personligt for sin arbejdsgiver.

(2)   Lønnet arbejde skal udføres mod udbetaling af et salær, en løn eller et vederlag for det udførte arbejde, på arbejdsgiverens regning og på dennes ansvar, på et bestemt tidspunkt og på arbejdsgiverens arbejdsplads eller eventuelt på et andet aftalt sted.«

12

Denne lovs § 4 har følgende ordlyd:

»Ansættelsesforholdet er omfattet af denne lov; når denne lov ikke finder anvendelse, reguleres arbejdsforholdet fortsat i overensstemmelse med de grundlæggende principper for ansættelsesforhold.«

13

Lovens § 6 bestemmer:

»En arbejdstager er en fysisk person, der har forpligtet sig til at udføre lønnet arbejde inden for rammerne af et grundlæggende ansættelsesforhold.«

14

§ 59, stk. 1 og 2, i zákon č. 90/2012 Sb., o obchodních společnostech a družstvech (lov nr. 90/2012 om handelsselskaber og andelsselskaber) bestemmer:

»1.   Rettigheder og forpligtelser mellem et handelsselskab og medlemmet af dets valgte organ reguleres ligeledes af bestemmelserne i civillovbogen om fuldmagt, medmindre andet er fastsat ved lov eller i aftalen om udøvelse af hvervet, når denne er indgået. Den civile lovbogs bestemmelser om forvaltning af tredjemands formuegoder finder ikke anvendelse.

2.   I et kapitalselskab indgås ansættelseskontrakten skriftligt og skal godkendes, herunder ændringer heraf, af selskabets øverste organ. Uden en sådan vedtagelse har kontrakten ingen virkning. […]«

15

Denne lovs § 60 fastsætter:

»I et kapitalselskab skal kontrakten om udøvelse af virksomheden ligeledes indeholde følgende oplysninger:

[…]«

16

Lovens § 435, stk. 3, bestemmer:

»Bestyrelsen for et aktieselskab er underlagt de principper og instrukser, der er godkendt af generalforsamlingen, forudsat at de er i overensstemmelse med lovgivningen og vedtægterne. Ingen må dog give instrukser til bestyrelsen vedrørende forretningsførelsen […]«

17

Mens sagsøgeren i hovedsagen fra 2010 arbejdede for handelsselskabet AA som designer på grundlag af en arbejdsaftale, blev denne i september 2017 valgt som bestyrelsesformand i dette selskab og indgik i denne forbindelse en kontrakt med det pågældende selskab, hvori det blev præciseret, at vedkommende ikke havde ret til løn for udøvelsen af dette hverv.

18

Efterfølgende blev der udfærdiget et tillæg til sagsøgerens oprindelige arbejdsaftale, hvoraf det fremgik, at vedkommende som arbejdstager havde ret til løn. Dette tillæg præciserede, at sagsøgeren siden oktober 2017 havde været direktør for AA.

19

Da AA var blevet insolvent i 2018, indgav sagsøgeren i hovedsagen en anmodning til Úřad práce České republiky – kraftská pobočka pro hl. m. Prahu (arbejdsformidlingen i Den Tjekkiske Republik – det regionale kontor for hovedstaden Prag, Den Tjekkiske Republik) om i henhold til lov nr. 118/2000 at opnå betaling af tilgodehavende løn for månederne juli til september 2018 (herefter »den omhandlede periode«).

20

Denne ansøgning blev afslået med den begrundelse, at sagsøgeren i hovedsagen ikke kunne anses for arbejdstager som omhandlet i artikel 3, litra a), i lov nr. 118/2000.

21

Klagen fra sagsøgeren i hovedsagen blev afvist af arbejds- og socialministeren. Ministeren fandt nemlig, at sagsøgeren i hovedsagen i den omhandlede periode i forbindelse med sin stilling som bestyrelsesformand og direktør for AA havde udøvet én og samme funktion, nemlig selskabets forretningsmæssige ledelse, og at sagsøgeren derfor ikke kunne anses for at være bundet af et ansættelsesforhold med det nævnte selskab.

22

Det søgsmål, der blev anlagt ved Městský soud v Praze (byretten i Prag, Den Tjekkiske Republik), blev ligeledes forkastet ved dom af 11. juni 2020. Denne ret fandt i henhold til national retspraksis vedrørende »samtidig udøvelse af hverv«, at for så vidt som sagsøgeren i hovedsagen i den omhandlede periode samtidig havde udøvet hvervet som henholdsvis direktør og bestyrelsesformand i dette selskab, forelå der hverken et hierarkisk forhold eller et underordnelsesforhold i forhold til selskabet, og sagsøgeren kunne således ikke kvalificeres som arbejdstager i henhold til lov nr. 118/2000.

23

Den nævnte ret forkastede desuden argumenterne fra sagsøgeren i hovedsagen om, at den pågældende i den omhandlede periode ikke udelukkende udførte forretningsmæssig ledelse af AA, men at denne ligeledes arbejdede som ansvarlig for driften og som projektleder. Den nævnte ret fastslog, at sagsøgeren i hovedsagen var blevet valgt til bestyrelsesformand med henblik på at undgå en for selskabet ugunstig økonomisk situation, såsom en konkurs. Formålet med lov nr. 118/2000 er ikke at afhjælpe de tab, som medlemmer af et insolvent selskabs vedtægtsmæssige organer har lidt som resultat af medlemmernes mislykkede forretningsmæssige ledelse.

24

Sagsøgeren i hovedsagen har iværksat kassationsanke til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret.

25

Den forelæggende ret har anført, at i henhold til national retspraksis vedrørende samtidige hverv, som er genstand for debat mellem de tjekkiske domstole, bl.a. mellem Nejvyšší soud (øverste domstol, Den Tjekkiske Republik) og Ústavní soud (forfatningsdomstol, Den Tjekkiske Republik), er en arbejdsaftale, der er indgået mellem et handelsselskab og en person, og som bestemmer, at sidstnævnte samtidig udøver hvervet som henholdsvis medlem af dette selskabs vedtægtsmæssige organ og direktør, gyldig i henhold til den tjekkiske arbejdsretslov. En person, der befinder sig i en sådan situation, kan imidlertid ikke kvalificeres som arbejdstager som omhandlet i lov nr. 118/2000. Selv om der foreligger en arbejdsaftale, kan et medlem af det vedtægtsmæssige organ, der leder handelsselskabets virksomhed, nemlig ikke udføre sine opgaver inden for rammerne af et underordnelsesforhold, og der vil således ikke være et ansættelsesforhold mellem dette medlem og det pågældende selskab.

26

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om artikel 2, stk. 2, og artikel 12, litra a) og c), i direktiv 2008/94 er til hinder for en sådan national retspraksis.

27

Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at det følger af Domstolens faste praksis, at direktiv 2008/94 har en social målsætning, der består i at sikre alle arbejdstagere en minimumsbeskyttelse i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (jf. i denne retning dom af 10.2.2011, Andersson, C-30/10, EU:C:2011:66, præmis 25, og af 5.11.2014, Tümer, C-311/13, EU:C:2014:2337, præmis 37) og at medlemsstaterne derfor kun kan udelukke bestemte personer fra denne beskyttelse i særlige tilfælde, der er fastsat i dette direktiv (jf. i denne retning dom af 16.12.1993, Wagner Miret, C-334/92, EU:C:1993:945, præmis 14, af 17.11.2011, van Ardennen, C-435/10, EU:C:2011:751, præmis 39, og af 5.11.2014, Tümer, C-311/13, EU:C:2014:2337, præmis 37). En eventuel udelukkelse af en rettighed skal være objektivt begrundet og udgøre en foranstaltning, der er nødvendig for at undgå misbrug (dom af 21.2.2008, C-498/06, Robledillo Núñez, EU:C:2008:109, præmis 44).

28

På denne baggrund har Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 2, sammenholdt med artikel 12, litra a) og c), i [direktiv 2008/94], til hinder for nationale domstoles praksis, hvorefter en direktør i et [handelsselskab] ikke anses for at være »arbejdstager« for så vidt angår betaling af løntilgodehavende i henhold til [direktivet], alene med den begrundelse, at direktøren samtidig med at være ansat i selskabet også er medlem af et vedtægtsmæssigt organ i det pågældende selskab?«

29

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 2, og artikel 12, litra a) og c), i direktiv 2008/94 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national retspraksis, hvorefter en person, der på grundlag af en arbejdsaftale samtidig udøver hvervet som henholdsvis direktør for og medlem af et selskabets vedtægtsmæssige organ, ikke kan kvalificeres som arbejdstager og følgelig ikke kan være omfattet af de i direktivet fastsatte garantier.

30

Det bemærkes indledningsvis, at det følger af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/94, at direktivet finder anvendelse på tilgodehavender, som arbejdstagere i medfør af en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold har hos arbejdsgivere, der er insolvente i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1. Desuden indfører direktivets artikel 3 en forpligtelse til at betale arbejdstagernes tilgodehavender. Det følger heraf, at arbejdstagere er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/94 i direktivets forstand.

31

Det skal tilføjes, at de situationer, som den i hovedsagen omhandlede nationale retspraksis udelukker fra at være omfattet af lov nr. 118/2000, ikke er omfattet af de undtagelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 1, stk. 2 og 3. For det første gælder, at såfremt artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/94 undtagelsesvis tillader medlemsstaterne at udelukke visse kategorier af arbejdstageres tilgodehavender fra direktivets anvendelsesområde, er det på betingelse af, at der findes andre former for garanti, som sikrer de berørte en beskyttelse, der svarer til den, der følger af direktivet. I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede nationale retspraksis ikke yder en sådan beskyttelse for de personer, der er medlemmer af et selskabs vedtægtsmæssige organ, og som desuden på grundlag af en i arbejdsaftale udøver hvervet som direktør for dette selskab. For det andet vedrører artikel 1, stk. 3, i direktiv 2008/94 de tjenestefolk, der beskæftiges af en fysisk person, hvilket ikke er tilfældet for de personer, der er omfattet af den i hovedsagen omhandlede nationale retspraksis.

32

Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar skal det for det første undersøges, om en national retspraksis som den i hovedsagen omhandlede er forenelig med artikel 2, stk. 2, i direktiv 2008/94.

33

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at direktiv 2008/94 ikke selv definerer begrebet »arbejdstager« og i artikel 2, stk. 2, første afsnit, bestemmer, at det ikke berører medlemsstaternes nationale retsregler for så vidt angår definitionen af dette begreb, forudsat at visse kategorier af arbejdstagere, som er præciseret i direktivets artikel 2, stk. 2, andet afsnit, og som ikke er relevante for den foreliggende sag, ikke er udelukket herfra.

34

Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at den skønsmargen, som medlemsstaterne råder over ved definitionen af dette begreb, ikke er ubegrænset. Det følger således af denne retspraksis, at artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2008/94 skal fortolkes i lyset af direktivets sociale målsætning, der består i at sikre alle arbejdstagere en EU-retlig minimumsbeskyttelse i tilfælde af en arbejdsgivers insolvens ved betaling af de ikke-udbetalte tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold og vedrører løn for en bestemt periode. Medlemsstaterne kan således ikke efter eget skøn definere begrebet »arbejdstager« på en måde, der bringer direktivets sociale målsætning i fare (jf. analogt dom af 5.11.2014, Tümer, C-311/13, EU:C:2014:2337, præmis 42).

35

Domstolen har desuden allerede fastslået, under hensyn til denne sociale målsætning med direktiv 2008/94 og til ordlyden af dettes artikel 1, stk. 1, at definitionen af begrebet »arbejdstager« nødvendigvis henviser til et ansættelsesforhold, der afføder en ret over for arbejdsgiveren til at anmode om løn for det udførte arbejde (jf. analogt dom af 5.11.2014, Tümer, C-311/13, EU:C:2014:2337, præmis 44). Det ville således være i strid med denne sociale målsætning at frakende de personer, som i den nationale lovgivning generelt anerkendes som arbejdstagere, og som i henhold til denne lovgivning har erhvervet løntilgodehavender i medfør af arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold i forhold til deres arbejdsgiver som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, og artikel 3, første afsnit, den beskyttelse, som det nævnte direktiv fastsætter i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (jf. analogt dom af 5.11.2014, Tümer, C-311/13, EU:C:2014:2337, præmis 45).

36

Det følger heraf, at den omstændighed, at en person, der udøver hvervet som direktør for et handelsselskab, ligeledes er medlem af sidstnævntes vedtægtsmæssige organ, ikke i sig selv gør det muligt at antage eller udelukke, at der foreligger et arbejdsforhold, eller at denne person kvalificeres som arbejdstager som omhandlet i direktiv 2008/94.

37

Følgelig skal artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2008/94 fortolkes således, at den er til hinder for en national retspraksis som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en person, der på grundlag af en arbejdsaftale samtidig udøver hvervet som henholdsvis direktør for og medlem af et handelsselskabs vedtægtsmæssige organ, ikke kan kvalificeres som arbejdstager i nævnte direktivs forstand.

38

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at sagsøgeren i hovedsagen samtidig varetog hvervet som henholdsvis direktør og bestyrelsesformand for AA på grundlag af en ansættelsesaftale indgået med dette selskab, og at den pågældende som følge heraf modtog løn. Eftersom en sådan arbejdsaftale ifølge den forelæggende ret er gyldig i henhold til den tjekkiske arbejdsretslov, er det ikke udelukket, at sagsøgeren i hovedsagen kan anses for værende en arbejdstager som omhandlet i artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2008/94, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

39

Hvad for det andet angår foreneligheden af en national retspraksis som den i hovedsagen omhandlede med artikel 12, litra a), i direktiv 2008/94 bemærkes, at denne bestemmelse giver medlemsstaterne mulighed for at træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at undgå misbrug.

40

For så vidt som bestemmelsen indfører en undtagelse til en almindelig regel, skal den fortolkes indskrænkende. Desuden skal fortolkningen være i overensstemmelse med den sociale målsætning med direktiv 2008/94 (jf. analogt dom af 11.9.2003, Walcher, C-201/01, EU:C:2003:450, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

41

Det skal ligeledes bemærkes, at de former for misbrug, der er omhandlet i artikel 12, litra a), i direktiv 2008/94, er misbrug, der påfører garantiinstitutionerne tab ved, at der fiktivt skabes et lønkrav, som bevirker, at disse institutioners betalingsforpligtelse uretmæssigt udløses. De foranstaltninger, som medlemsstaterne i henhold til denne bestemmelse har ret til at træffe, er således dem, der er nødvendige med henblik på at undgå en sådan adfærd (jf. analogt dom at 11.11.2003, Walcher, C-201/01, EU:C:2003:450, præmis 39 og 40).

42

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede nationale retspraksis har til formål at undgå, at de personer, der samtidig varetager hvervet som henholdsvis direktør for og bestyrelsesmedlem i et handelsselskab, kan opnå betaling af løntilgodehavender som følge af dette selskabs insolvens, eftersom de delvist kan være ansvarlige for nævnte insolvens. Den indgår derfor i den logik, der ligger til grund for artikel 12, litra a), i direktiv 2008/94.

43

Denne retspraksis indfører imidlertid en uafkræftelig formodning for, at en sådan person ikke udøver sine funktioner inden for rammerne af et underordnelsesforhold, men i realiteten leder det pågældende handelsselskab, og at den omstændighed, at den pågældende indrømmes de garantier, der er fastsat i direktiv 2008/94, følgelig udgør misbrug som omhandlet i direktivets artikel 12, litra a). En generel formodning for, at der foreligger et misbrug, som ikke kan afkræftes i forhold til alle de elementer, der er karakteristiske for hvert enkelt tilfælde, kan imidlertid ikke tillades (jf. analogt dom af 4.3.2004, Kommissionen mod Frankrig, C-334/02, EU:C:2004:129, præmis 27, og af 25.10.2017, Polbud–Wykonawstwo, C-106/16, EU:C:2017:804, præmis 64, samt generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Grenville Hampshire, C-17/17, EU:C:2018:287, punkt 65).

44

En national retspraksis som den i hovedsagen omhandlede kan derfor ikke begrundes med henvisning til artikel 12, litra a), i direktiv 2008/94.

45

Hvad for det tredje angår overensstemmelsen af en national retspraksis som den i hovedsagen omhandlede med artikel 12, litra c), i direktiv 2008/94 giver denne bestemmelse medlemsstaterne mulighed for at afvise eller begrænse den i artikel 3 omhandlede betalingspligt eller den i artikel 7 omhandlede garantipligt, såfremt arbejdstageren selv eller sammen med nære slægtninge var ejer af en væsentlig del af arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift og havde en betydelig indflydelse på virksomhedens eller bedriftens aktiviteter, idet disse to betingelser er kumulative.

46

Denne bestemmelse bygger bl.a. på en underforstået formodning, hvorefter en arbejdsstager, der ejer en væsentlig del af den omhandlede virksomhed, og som samtidig har en betydelig indflydelse på denne drift, dermed delvis kan være ansvarlig for virksomhedens insolvens (dom af 10.2.2011, Andersson, C-30/10, EU:C:2011:66, præmis 24).

47

Selv om den i hovedsagen omhandlede nationale retspraksis i det foreliggende tilfælde i givet fald kan begrundes med den omstændighed, at en person, der samtidig udøver funktionerne som henholdsvis direktør for og bestyrelsesmedlem i et handelsselskab, kan udøve en betydelig indflydelse på dette selskabs aktiviteter, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne retspraksis ikke indeholder nogen henvisning til den første betingelse i artikel 12, litra c), i direktiv 2008/94, nemlig at arbejdstageren selv eller sammen med sine nære slægtninge skulle besidde en væsentlig del af nævnte virksomhed.

48

Det følger heraf, at artikel 12, litra a) og c), i direktiv 2008/94 er til hinder for en national retspraksis som den i hovedsagen omhandlede, der indfører en uafkræftelig formodning for, at en person, der – selv på grundlag af en gyldig arbejdsaftale i henhold til national ret – samtidig varetager hvervet som henholdsvis direktør for og medlem af et handelsselskabs vedtægtsmæssige organ, ikke kan kvalificeres som arbejdstager i dette direktivs forstand og følgelig ikke kan være omfattet af de garantier, der er fastsat i nævnte direktiv.

49

Følgelig skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 2, og artikel 12, litra a) og c), i direktiv 2008/94 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national retspraksis, hvorefter en person, der på grundlag af en gyldig arbejdsaftale i henhold til national ret samtidig udøver hvervet som henholdsvis direktør for og medlem af et handelsselskabs vedtægtsmæssige organ, ikke kan kvalificeres som arbejdstager i dette direktivs forstand og derfor ikke kan være omfattet af de garantier, der er fastsat i nævnte direktiv.

50

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 2, stk. 2, og artikel 12, litra a) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94 af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1794 af 6. oktober 2015, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national retspraksis, hvorefter en person, der på grundlag af en gyldig arbejdsaftale i henhold til national ret samtidig udøver hvervet som henholdsvis direktør for og medlem af et handelsselskabs vedtægtsmæssige organ, ikke kan kvalificeres som arbejdstager i dette direktivs forstand og derfor ikke kan være omfattet af de garantier, der er fastsat i nævnte direktiv.