1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Areios Pagos (øverste domstol i civile sager og straffesager, Grækenland), vedrører fortolkningen af artikel 34, nr. 1), og artikel 45, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ).

2.

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist om en ret i en medlemsstats anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser truffet af en ret i en anden medlemsstat, som bevirker, at parter, der har anlagt sag ved en anden ret i førstnævnte medlemsstat, afholdes fra at fortsætte den sag, der verserer for denne ret.

3.

Anmodningen vil foranledige Domstolen til at afgøre, om anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en dom, hvorved disse sagsøgere er blevet pålagt at betale en erstatning til dækning af omkostningerne i denne sag, som er baseret på en tilsidesættelse af et forlig, der afslutter et tidligere søgsmål, som de har anlagt, og som er afsagt af den ret, der er udpeget i denne aftale, kan afvises som værende i strid med grundlæggende retsprincipper som omhandlet i artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001.

4.

Jeg vil redegøre for grundene til, at jeg er af den opfattelse, at de principper, der førte Domstolen til at fastslå, at et »anti-suit injunction«, dvs. et forbud, der har til formål at forbyde en person at anlægge en sag eller fortsætte en procedure ved retterne i en anden medlemsstat, ikke er foreneligt med det system, der er indført ved forordning nr. 44/2001, i en sådan situation.

5.

Artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»En retsafgørelse kan ikke anerkendes,

6.

Denne forordnings artikel 45, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.«

7.

Den 3. maj 2006 sank skibet Alexandros T. med sin last ud for Port Elizabeth-bugten (Sydafrika). Selskaberne Starlight Shipping Company ( 3 ) og Overseas Marine Enterprises Inc. ( 4 ), der var henholdsvis ejer og operatør af dette skib, fremsatte over for skibets forsikringsselskaber krav om betaling af en erstatning, der var baseret på sidstnævntes erstatningsansvar i kontraktforhold, for forsikringsbegivenhedens indtræden.

8.

På grund af disse forsikringsselskabers afslag anlagde Starlight samme år sag i Det Forenede Kongerige mod to af dem ved den kompetente ret og indledte en voldsgiftsprocedure mod et tredje forsikringsselskab. Mens disse sager verserede, indgik Starlight, OME og skibets forsikringsselskaber forlig ( 5 ), som afsluttede de verserende sager mellem parterne. Forsikringsselskaberne udbetalte inden for en aftalt frist den forsikringsgodtgørelse, der var fastsat i forsikringsaftalerne, som følge af forsikringsbegivenhedens indtræden, som fuld betaling for alle krav i relation til tabet af skibet Alexandros T.

9.

Disse forlig blev godkendt den 14. december 2007 og den 7. januar 2008 af den engelske ret, for hvilken sagen verserede. Den afsagde kendelse om forbud mod ethvert senere søgsmål, der måtte blive anlagt på samme grundlag.

10.

Efter indgåelsen af de nævnte forlig anlagde Starlight og ΟΜΕ sammen med de øvrige ejere og de fysiske personer, der fungerede som deres juridiske repræsentanter, en række søgsmål ved Polymeles Protodikeio Peiraios (ret i første instans i civile sager i Piræus, Grækenland), herunder søgsmålene af 21. april 2011 og 13. januar 2012 mod bl.a. Charles Taylor Adjusting Limited ( 6 ), et juridisk og teknisk konsulentfirma, der havde forsvaret forsikringsselskaberne for skibet Alexandros T. i forbindelse med Starlights krav ved den engelske ret, og mod FD, direktøren for dette firma.

11.

Med disse nye søgsmål, der vedrører erstatning uden for kontraktforhold, søgte Starlight og ΟΜΕ erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som de angiveligt havde lidt som følge af falske og ærekrænkende påstande om dem, som skibets forsikringsselskaber og deres repræsentanter angiveligt var ansvarlige for. Starlight og ΟΜΕ har gjort gældende, at da den oprindelige sag om betaling af den skyldige erstatning fra forsikringsselskaberne stadig verserede, og da afslaget på at udbetale forsikringsgodtgørelsen fortsat gjaldt, havde de ansatte i og repræsentanterne for disse forsikringsselskaber i overværelse af Ethniki Trapeza tis Ellados (Grækenlands nationalbank), panthaver i det forliste skibs ejer, og på forsikringsmarkedet bl.a. udbredt det falske rygte, at skibets forlis skyldtes alvorlige fejl ved skibet, som ejerne var klar over.

12.

Mens de nævnte sager verserede, anlagde skibets forsikringsselskaber og deres repræsentanter, herunder bl.a. Charles Taylor og FD, som er sagsøgte i disse sager, i løbet af 2011 sager mod Starlight og OME ved de engelske domstole med påstand om, at det blev fastslået, at de sager, der var anlagt i Grækenland, udgjorde en tilsidesættelse af forligene, og at deres anerkendelses- og erstatningskrav blev taget til følge.

13.

Efter at der var blevet anlagt sag i alle instanser ved de engelske domstole, gav disse sager den 26. september 2014 anledning til, at en dommer ved High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Commercial Court) (ret i første instans (England og Wales) (handelssager), Det Forenede Kongerige (herefter »High Court«) ( 7 ) afsagde en dom og to kendelser, som var baseret på indholdet af forligene samt på værnetingsklausulen, der udpegede denne ret som kompetent, og som tilkendte sagsøgerne en erstatning i forbindelse med den sag, der var anlagt i Grækenland, samt omkostninger afholdt i England ( 8 ).

14.

Monomeles Protodikeio Peiraios, Naftiko Tmima (enedommer i første instans i Piræus, afdeling for maritime anliggender, Grækenland) gav Charles Taylor og FD medhold i påstanden af 7. januar 2015 om, at disse afgørelser skulle anerkendes og erklæres delvist eksigible i Grækenland i overensstemmelse med forordning nr. 44/2001.

15.

Den 11. september 2015 appellerede ( 9 ) Starlight og OME denne dom til Monomeles Efeteio Peiraios Naftiko Tmima (appeldomstol ved en enkelt dommer i Piræus, afdeling for maritime anliggender, Grækenland).

16.

Ved dom af 1. juli 2019 tog denne ret deres appel til følge med den begrundelse, at de afgørelser, som begæredes anerkendt og fuldbyrdet, indeholder »quasi anti-suit injunctions«, som er til hinder for, at de berørte kan anlægge sag ved de græske domstole, hvilket er i strid med artikel 6, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ( 10 ) og med artikel 8, stk. 1, og artikel 20 i Syntagma (den græske forfatning). Disse bestemmelser udgør imidlertid kernen i begrebet »grundlæggende retsprincipper« i Grækenland.

17.

Charles Taylor og FD har iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse ved Areios Pagos (øverste domstol i civile sager og straffesager). De er af den opfattelse, at High Courts dom og kendelser ikke åbenbart er i strid med grundlæggende retsprincipper i domstolslandet eller Den Europæiske Union og ikke tilsidesætter de grundlæggende principper. De har gjort gældende, at den omstændighed, at de tildeles en midlertidig erstatning ved de søgsmål, der blev anlagt i Grækenland, før de omhandlede søgsmål blev anlagt ved de engelske domstole, ikke forhindrede de berørte personer i fortsat at anlægge sag ved de græske domstole eller disse domstole i at sikre dem domstolsbeskyttelse. Følgelig blev denne dom og disse kendelser fra High Court med urette behandlet, som om der var tale om »anti-suit injunctions«.

18.

På denne baggrund har Areios Pagos (øverste domstol i civile sager og straffesager) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19.

Charles Taylor og FD, Starlight og OME, den græske og den spanske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

20.

Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat kan afslå at anerkende og fuldbyrde en afgørelse med den begrundelse, at den er i strid med grundlæggende retsprincipper som følge af, at denne afgørelse er til hinder for fortsættelsen af en sag, der verserer for en anden ret i denne medlemsstat, for så vidt som den tilkender en af parterne en foreløbig økonomisk godtgørelse for de omkostninger, som denne part skal betale som følge af anlæggelsen af denne sag, med den begrundelse dels, at genstanden for denne procedure er omfattet af et forlig, der er indgået lovligt og godkendt af retten i den medlemsstat, der har afsagt den nævnte afgørelse, dels, at retten i den anden medlemsstat, for hvilken denne sag er blevet anlagt, ikke er kompetent på grund af en værnetingsklausul.

21.

I det foreliggende tilfælde blev High Courts dom og kendelser, som ønskes anerkendt og fuldbyrdet ved en græsk ret, afsagt den 26. september 2014. Forordning nr. 44/2001 finder anvendelse ratione temporis på hovedsagen ( 11 ).

22.

Denne forordning indeholder særlige regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, som der skal henvises til ( 12 ), idet det fremhæves, at de ikke alle er blevet optaget i forordning nr. 1215/2012.

23.

Forordning nr. 44/2001 bestemmer, at »[r]etsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure« ( 13 ). Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes ( 14 ). Det bestemmes i artikel 38 i denne forordning, at afgørelser kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat ( 15 ).

24.

På dette tidspunkt foretages der ingen efterprøvelse med hensyn til sagens realitet ( 16 ).

25.

I henhold til artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 kan den ret, der behandler en appel af afgørelsen om at erklære en retsafgørelse for eksigibel, som fastsat i denne forordnings artikel 43, stk. 1 ( 17 ), kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte grunde til manglende anerkendelse.

26.

I artikel 34 i forordning nr. 44/2001 nævnes fire overordnede grunde til manglende anerkendelse af en retsafgørelse ( 18 ). Artikel 34, nr. 1), vedrører tilfælde, hvor »en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til«. I henhold til forordningens artikel 35, stk. 3, kan efterprøvelsen vedrørende grundlæggende retsprincipper ikke foretages i henhold til kompetencereglerne ( 19 ).

27.

Den forelæggende ret er i tvivl om anvendelsen af dette kriterium, henset til de særlige omstændigheder i den sag, der verserer for den.

28.

Flere forhold vedrørende den processuelle sammenhæng og indholdet af de pågældende afgørelser skal fremhæves.

29.

Forelæggelsesafgørelsen vedrører fortolkningen af begrundelsen for at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse, fordi denne anerkendelse strider mod grundlæggende retsprincipper i en processuel sammenhæng, der har følgende særegenheder:

30.

Den forelæggende rets spørgsmål udspringer af indholdet af High Courts dom og kendelser, som den har udledt af Charles Taylors og FD’s appel.

31.

For det første hviler disse afgørelser på to konstateringer. Det blev ved dom fastslået, at de sager, der var anlagt i Grækenland, var i strid med forligene ( 20 ). Disse forlig blev indgået mellem parterne, som alle havde været genstand for sagerne i England og voldgiftssagen med påstande om, at de havde deltaget i en kollektiv ulovlig handling. Virkningen af de nævnte forlig er, at enhver eventuel sag anlagt mod disse parter af samme grund som den, der danner grundlag for de sager, der er anlagt mod dem i Grækenland, allerede er blevet afgjort ved de samme forlig i medfør af den regel, der finder anvendelse på medgerningsmænd.

32.

I øvrigt er det ved kendelser ligeledes blevet fastslået, at de græske søgsmål blev anlagt i strid med valget af eksklusivt værneting.

33.

For det andet blev Starlight og OME ved to særskilte kendelser pålagt at betale følgende:

34.

For det tredje findes der yderligere oplysninger i High Courts kendelser, som de græske domstole er blevet anmodet om at anerkende og erklære for eksigible. Den forelæggende ret har anført følgende:

35.

Under disse omstændigheder opstår spørgsmålet om kvalificeringen af de retsafgørelser, der ønskes anerkendt og fuldbyrdet.

36.

Den forelæggende ret har anført, at dommene og kendelserne afsagt af High Court, som parterne har valgt at tillægge enekompetence i forbindelse med forligene, fastlægger disses virkninger for den sag, der verserer for de græske domstole.

37.

Disse afgørelser er ganske vist ikke direkte rettet til den græske ret og forbyder ikke formelt gennemførelsen af den sag, der er indbragt for den. De indeholder imidlertid præmisser vedrørende den græske rets kompetence i forhold til de forlig, der er indgået mellem parterne, bøder, herunder en afgørelse om forudbetaling, som har afskrækkende virkning, for så vidt som dens størrelse ikke er endelig og afhænger af fortsættelsen af denne procedure ( 25 ). Desuden ledsages de af sanktioner og påbud, der ikke kan adskilles fra hinanden, med henblik på at sikre, at de fuldbyrdes ( 26 ). De er rettet in personam til Starlight og OME med henblik på, at de ophører med at handle i strid med forligene, der indeholder værnetingsklausulen ( 27 ).

38.

På baggrund af samtlige disse forhold finder jeg det begrundet, at den forelæggende ret kvalificerer High Courts dom og kendelser som »quasi anti-suit injunctions« ( 28 ) og nærmere bestemt tager sigte på de afgørelser om erstatning, som begæres anerkendt og fuldbyrdet.

39.

Jeg er derfor af den opfattelse, at den forelæggende ret med rette er i tvivl om, hvorvidt virkningerne af en eventuel anerkendelse og fuldbyrdelse af disse afgørelser er forenelige med forordning nr. 44/2001, idet den har henvist til Domstolens praksis vedrørende afsigelse af et »anti-suit injunction« ( 29 ) med henblik på heraf at udlede en grund til tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper.

40.

Ifølge Domstolens faste praksis ( 30 ) er EU-retten vedrørende retternes kompetence til hinder for, at en ret forbyder en part at anlægge eller gennemføre en sag ved en ret i en anden medlemsstat ( 31 ), når dette gør indgreb i denne rets kompetence til at afgøre den tvist, der er indbragt for den. Et sådant indgreb er nemlig ikke foreneligt med ordningen i Bruxelleskonventionen og med forordning nr. 44/2001, der hviler på princippet om gensidig tillid.

41.

Desuden har Domstolen afvist forskellige begrundelser for dette indgreb:

42.

Af denne retspraksis kan man således udlede det generelle princip, der nu er blevet fastslået, hvorefter hver domstol, for hvilken en sag er blevet indbragt, selv i medfør af de regler, som finder anvendelse på den, afgør, om den er kompetent til at træffe afgørelse i den sag, som er blevet indbragt for den ( 34 ), og at en part gennem trusler om en sanktion ikke kan afskæres fra at anlægge sag ved en ret i en medlemsstat, som efterprøver sin kompetence ( 35 ).

43.

Det fremgår af Domstolens praksis, at undtagelser fra dette generelle princip er tilladt i begrænset omfang i forordning nr. 44/2001, at de kun vedrører spørgsmålet om anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser, og at de har til formål at sikre anvendelsen af visse specielle kompetenceregler eller regler om enekompetence, der udelukkende er fastsat i denne forordning ( 36 ).

44.

Efter min opfattelse må det derfor heraf udledes, at EU-lovgiver har fundet, at det er uden betydning for anvendelsen af princippet om manglende efterprøvelse af kompetencen, at parternes aftaler forpligter dem til at indbringe deres tvister for en voldgiftsret eller udpege en ret til at påkende dem ( 37 ).

45.

Domstolen har ikke tidligere udtalt sig om sidstnævnte situation ( 38 ). I analogi med den løsning på voldgiftsområdet, der blev valgt i dommen i Allianz og Generali Assicurazioni Generali ( 39 ), kan en part, der anlægger sag ved en ret i en medlemsstat med den begrundelse, at den værnetingsklausul, som parten har givet sit samtykke til, ikke finder anvendelse, efter min opfattelse ikke fratages den retsbeskyttelse, som parten har krav på ( 40 ).

46.

Grundlaget for forbuddet mod »anti-suit injunctions« i Unionen, dvs. den gensidige tillid mellem retterne, samt fraværet af særlige bestemmelser i forordning nr. 1215/2012, som har erstattet forordning nr. 44/2001, begrunder således en udvidelse af Domstolens praksis til at omfatte tilfælde, hvor en ret er blevet tillagt enekompetence i henhold til en aftale mellem parterne ( 41 ). Denne forordnings effektive virkning er således sikret ( 42 ).

47.

I henhold til artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 ( 43 ) skal bedømmelsen af, om en retsafgørelse åbenbart strider mod grundlæggende retsprincipper i den stat, begæringen rettes til, vedrøre virkningerne af den udenlandske retsafgørelse, såfremt den anerkendes og fuldbyrdes ( 44 ), henset til en europæisk opfattelse af grundlæggende retsprincipper ( 45 ).

48.

I henhold til Domstolens praksis skal artikel 34, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 fortolkes strengt, idet den indebærer en hindring for at realisere et af forordningens grundlæggende mål. Den kan derfor kun spille en rolle i undtagelsestilfælde. Domstolen efterprøver de grænser, inden for hvilke en ret i en medlemsstat kan anvende begrebet som begrundelse for ikke at anerkende en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat ( 46 ).

49.

Hvad angår processuelle grundlæggende retsprincipper ( 47 ) har Domstolen anlagt en bred fortolkning af det i artikel 34, nr. 1), omhandlede begreb, idet den har fastslået, at det kan gøres gældende i tilfælde af en hindring for adgangen til effektive retsmidler, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 48 ).

50.

I den foreliggende sag vedrører den forelæggende rets spørgsmål anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der navnlig er baseret på tilsidesættelse af en værnetingsklausul i forlig, der er truffet af den af parterne udpegede ret, og som bestemmer de økonomiske konsekvenser heraf ( 49 ). Disse afgørelser pålægger navnlig de parter i sådanne aftaler, som ikke har anlagt sagen ved denne ret i første omgang, at betale en erstatning i form af et forskud i forbindelse med de omkostninger, som de andre parter, der er sagsøgt i en anden medlemsstat, har afholdt.

51.

De nævnte afgørelser, der ikke blev truffet som retsbevarende foranstaltning, og som var ledsaget af foranstaltninger til sikring af deres fuldbyrdelse, indeholder bestemmelser om tildeling af andre erstatninger i tilfælde af, at sagen videreføres ved den græske ret. Med deres virkninger går de således langt ud over rammerne for fortolkningen af forligene og undersøgelsen af deres kompetence foretaget af den ret, som parterne har udpeget i disse aftaler ( 50 ).

52.

Set i deres sammenhæng har navnlig High Courts kendelser utvivlsomt den virkning, at de berørte parter tvinges til at hæve deres søgsmål. Dette er dermed indirekte til hinder for, at kun den ret, som skal træffe afgørelse i hovedsagen, og som i medfør af forordning nr. 44/2001 har beføjelse til at træffe afgørelse om sin kompetence, gives adgang til at afslutte sagen og træffe afgørelse om omkostningerne i forbindelse med den sag, der er anlagt for den, samt om eventuelle erstatningskrav i forbindelse hermed.

53.

Da det tilkommer denne ret at foretage en samlet vurdering af proceduren og samtlige omstændigheder ( 51 ), har den forelæggende ret efter min opfattelse med rette anført, at anerkendelse og fuldbyrdelse af High Courts domme og kendelser er åbenbart uforenelig med grundlæggende retsprincipper i domstolslandet, idet den har anført, at der er sket en tilsidesættelse af det grundlæggende princip inden for det europæiske retsområde, der hviler på gensidig tillid ( 52 ), hvorefter hver ret tager stilling til sin egen kompetence. Jeg erindrer om, at dette princip foranledigede Domstolen til at fastslå, at det under alle omstændigheder er til hinder for, at der træffes afgørelser, som direkte eller indirekte forbyder fortsættelsen af en sag, der er anlagt i en anden medlemsstat.

54.

Med andre ord kan det på grund af dette forbuds systemiske grundlag ikke tillades at fravige det uden at tillægge en afgørelse, som ville være blevet forbudt inden for rammerne af et direkte søgsmål, retsvirkninger.

55.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer det første præjudicielle spørgsmål bekræftende og følgelig fastslår, at det er ufornødent at behandle det andet spørgsmål.

56.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Areios Pagos (øverste domstol i civile sager og straffesager, Grækenland) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 34, nr. 1), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

skal fortolkes således, at

en ret i en medlemsstat kan afslå at anerkende og fuldbyrde en retsafgørelse med den begrundelse, at den er i strid med grundlæggende retsprincipper, fordi denne afgørelse er til hinder for fortsættelsen af en sag, der verserer for en anden ret i denne medlemsstat, for så vidt som den tilkender en af parterne en foreløbig erstatning for de omkostninger, som denne part skal betale som følge af anlæggelsen af denne sag, med den begrundelse dels, at genstanden for denne sag er omfattet af et forlig, som lovligt er indgået og godkendt af retten i den medlemsstat, som har afsagt den nævnte retsafgørelse, dels, at den ret i den anden medlemsstat, ved hvilken sagen er anlagt, ikke har kompetence på grund af en værnetingsklausul om enekompetence.«