1.

Når det betænkes, at retspraksis er en retskilde, står det klart, hvor omfattende og komplekst dommeres ansvar er, når de befinder sig i en situation med modstridende påbud, hvor de har til opgave at sikre retssikkerheden, men også at være innovative for at tilpasse retten til udviklingen i det samfund, som den skal regulere. Spørgsmålet er i øvrigt med rette blevet stillet i retslitteraturen: »Hvor meget usikkerhed kan et retsvæsen bære?« ( 2 ).

2.

Såfremt spørgsmålet om, hvorvidt de præjudicielle forelæggelsesafgørelser kan antages til realitetsbehandling, besvares bekræftende, vil de foreliggende sager give Domstolen lejlighed til at undersøge balancen mellem de ovennævnte krav i forbindelse med vurderingen af, om en national processuel ordning, der har til formål at sikre sammenhængen i retspraksis ved en retsinstans, er forenelig med EU-retten, hvorved denne vurdering indebærer, at der skal tages hensyn til dommernes uomgængelige uafhængighed.

3.

Artikel 19, stk. 1, TEU er relevant for den foreliggende sag.

4.

Artikel 37 i Zakon o sudovima (lov om organiseringen af retssystemet) (Narodne novine, nr. 28/13, 33/15, 82/15, 82/16, 67/18, 126/19 og 130/20) bestemmer:

»1.   De domstole, der har flere kamre eller sættes i flere konstellationer, herunder med en enedommer, og træffer afgørelse vedrørende et eller flere forbundne retsområder, opretter afdelinger med dommere, der træffer afgørelse vedrørende sådanne spørgsmål.

2.   Afdelingen oprettes ved den årlige plan for fordeling af dommerne, hvori afdelingens formand, der har til opgave at lede afdelingens arbejde, udpeges. […]«

5.

Samme lovs artikel 38 fastsætter:

»1.   På afdelingens møder behandles spørgsmål, der er af interesse for afdelingens arbejde, herunder navnlig tilrettelæggelse af de interne aktiviteter, omdiskuterede retsspørgsmål, sikring af ensartethed i retspraksis og spørgsmål, der er relevante for anvendelsen af lovgivningen inden for hvert retsområde, samt overvågning af de til afdeling knyttede dommeres, juridiske rådgiveres og dommerfuldmægtiges arbejde og uddannelse.

2.   På møderne i afdelingerne under Županijski sud [(distriktsdomstol, Kroatien)], Visoki trgovački sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i handelsretlige sager, Kroatien)], Visoki upravni sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Kroatien)], Visoki kazneni sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i straffesager Kroatien)] og Visoki prekršajni sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i sager om administrative lovovertrædelser, Kroatien)] drøftes ligeledes spørgsmål af fælles interesse for de lavere retsinstanser inden for disse jurisdiktioner.

3.   På møderne i afdelingen under Vrhovni sud Republike Hrvatske [(øverste domstol)] drøftes spørgsmål af fælles interesse for visse af eller alle domstolene på Republikken Kroatiens område, ligesom der drøftes og formuleres en stillingtagen til udkast til retsforskrifter, der henhører under et særligt retsområde.«

6.

Følgende fremgår af den nævnte lovs artikel 39:

»1.   Formanden for afdelingen eller retspræsidenten indkalder til et møde i afdelingen efter behov og mindst én gang hver tredje måned og leder drøftelserne på mødet. Når retspræsidenten deltager i drøftelserne på et møde i afdelingen, leder han mødet og deltager i beslutningsprocessen.

2.   Der skal indkaldes til et møde med deltagelse af alle domstolens dommere, når domstolens afdeling eller en fjerdedel af alle dommerne kræver det.

3.   På møder med deltagelse af domstolens eller afdelingens dommere træffes beslutninger med et flertal af dommernes eller afdelingens dommeres stemmer.

4.   Der tages referat af drøftelserne på mødet.

5.   Retspræsidenten eller formanden for afdelingen kan ligeledes invitere fremtrædende videnskabsfolk og eksperter inden for et bestemt retsområde til at deltage i mødet mellem alle dommerne eller i afdelingen.«

7.

Artikel 40 i loven om organiseringen af retssystemet bestemmer:

»1.   Der indkaldes til et møde i en afdeling eller mellem dommere, når det konstateres, at der forekommer fortolkningsforskelle mellem afdelinger, kamre eller dommere i spørgsmål om anvendelse af loven, eller når et kammer eller en dommer i en afdeling afviger fra den hidtil herskende retsopfattelse.

2.   Den retsopfattelse, der fastlægges på mødet mellem alle dommerne eller i en afdeling under Vrhovni sud Republike Hrvatske [(øverste domstol)], Visoki trgovački sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i handelsretlige sager)], Visoki upravni sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i forvaltningsretlige sager)], Visoki kazneni sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i straffesager)], Visoki prekršajni sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i sager om administrative lovovertrædelser)] og mødet i en afdeling af en Županijski sud [(distriktsdomstol)], er bindende for alle kamre eller dommere i anden instans i denne afdeling eller retskreds.

3.   Formanden for en afdeling kan i givet fald invitere professorer fra det juridiske fakultet, fremtrædende videnskabsfolk eller eksperter inden for et bestemt retsområde til at deltage i mødet i afdelingen.«

8.

Denne lovs artikel 41 har følgende ordlyd:

»1.   Retspræsidenten udpeger i den årlige plan for fordeling af dommerne en eller flere dommere til at overvåge og undersøge retspraksis […]«

9.

Artikel 177, stk. 3, i Sudski poslovnik (retternes procesreglement) (Narodne novine, nr. 37/14, 49/14, 8/15, 35/15, 123/15, 45/16, 29/17, 33/17, 34/17, 57/17, 101/18, 119/18, 81/19, 128/19, 39/20 og 47/20) bestemmer:

»For en ret i anden instans anses en sag for at være afsluttet på datoen for fremsendelse af en officiel genpart af afgørelsen fra dommerkontoret, når den er blevet returneret fra registreringstjenesten. Registreringstjenesten er forpligtet til at sende den tilbage til dommerkontoret hurtigst muligt efter datoen for modtagelse af sagsakterne. En officiel genpart af afgørelsen udarbejdes dernæst inden for en ny frist på otte dage.«

10.

Ved Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (appeldomstol i handelsretlige sager), som er den forelæggende ret i hovedsagerne, blev iværksat tre appeller. I sagerne C-554/21 og C-622/21 blev appellerne iværksat til prøvelse af kendelser om afslag på anmodning fra Financijska agencija (finansiel instans) om godtgørelse af omkostninger i forbindelse med dette organs medvirken i insolvensprocedurer. I sag C-727/21 vedrørte appellen en kendelse, hvorved begæringen om indledning af en insolvensbehandling af sagsøgeren i hovedsagen blev forkastet.

11.

I disse tre sager undersøgte den forelæggende ret i dommerkollegier sat med tre dommere appellerne og forkastede dem med enstemmighed blandt medlemmerne og stadfæstede dermed førsteinstansafgørelserne. Protokollerne over disse forhandlinger blev underskrevet og dernæst indleveret til registreringstjenesten i overensstemmelse med artikel 177, stk. 3, i retternes procesreglement.

12.

Ifølge denne bestemmelse og som anført af den forelæggende ret anses det retslige arbejde i en sag i anden instans alene for at være afsluttet, når sagen er registreret af denne tjeneste og derefter returneres til dommerkollegiet med henblik på videresendelse af afgørelsen til parterne. Det er først på forsendelsesdatoen, at sagen anses for afsluttet. Til trods for at retsafgørelsen er vedtaget af et dommerkollegium, anses den derfor først for endelig, når den er blevet bekræftet af en dommer ved denne tjeneste (herefter »den registrerende dommer«), som præsidenten for den pågældende retsinstans har udpeget som et retsligt organ i den årlige plan for fordeling af dommere. En sådan procedure er ikke fastsat ved en lov som betingelse for vedtagelse af en retsafgørelse, men er en praksis ved retterne i anden instans, der er baseret på retternes procesreglement.

13.

Den forelæggende ret har anført, at den registrerende dommer i de tre hovedsager afslog at registrere de trufne afgørelser og sendte dem tilbage ledsaget af en skriftlig begrundelse. I sagerne C-554/21 og C-622/21 oplystes det i denne skrivelse, at der var konstateret en uoverensstemmelse med andre afgørelser vedrørende lignende tvister, mens skrivelsen i sag C-727/21 gav udtryk for, at den registrerende dommer var uenig i den retlige fortolkning, som kammeret har foretaget i hovedsagen, uden at der blev henvist til en modstridende retspraksis.

14.

Efter disse afslag på registrering har den forelæggende ret besluttet at forelægge Domstolen anmodninger om præjudiciel afgørelse i sagerne C-554/21 og C-622/21, henset til tvivlen om, hvorvidt artikel 177, stk. 3, i retternes procesreglement er forenelig med EU-retten. For så vidt angår sag C-727/21 fremsendte den registrerende dommer, efter at den forelæggende ret opretholdt sin oprindelige afgørelse og fremsendte den til denne på ny, sagen til afdelingen for handelsretlige tvister og andre tvister, således at det omtvistede juridiske spørgsmål kunne blive behandlet på et møde i denne afdeling. På mødet vedtog denne afdeling en »retsopfattelse«, hvori den fastlagde den løsning, som den registrerende dommer foretrak. Efterfølgende blev sagen endnu en gang forelagt kammeret, for at kammeret i henhold til artikel 40, stk. 2, i loven om organiseringen af retssystemet kunne træffe afgørelse i overensstemmelse med denne retsopfattelse, hvilket er den situation, der har ført til forelæggelsesafgørelsen i sag C-727/21.

15.

Henset til forløbet af hovedsagerne er den forelæggende ret af den opfattelse, at den registrerende dommer, der ikke har kendskab til parterne, hvis rolle ikke er fastsat i de processuelle regler for appeller, og som uden at være en højere retsinstans kan opfordre et kompetent kammer til at ændre sin afgørelse, med sin handling kan tilsidesætte kravet om dommernes uafhængighed. Den forelæggende ret har anført, at den pågældende metode til registrering af retsafgørelser hidtil er blevet begrundet med behovet for at sikre en ensartet retspraksis. Registreringstjenestens fremgangsmåde, efter at der er truffet en retsafgørelse, er imidlertid efter den forelæggende rets opfattelse i strid med den grundlæggende ret til et uafhængigt retsvæsen, for så vidt som denne tjeneste selv vælger, hvilke afgørelser der skal videresendes til parterne af en retsinstans.

16.

I sag C-727/21 har den forelæggende ret desuden med hensyn til møderne i en afdeling i en retsinstans præciseret, at der er tale om et organ, der ikke er hjemlet i den civile retsplejelov, og at det alene er de registrerende dommere og afdelingsformændene, der bestemmer punkterne på dagsordenen for et sådant møde. Parterne i de forskellige sager har ikke kendskab til dette mødes rolle og kan ikke deltage i dette møde. Når et dommerkollegium har truffet afgørelse, kan den imidlertid kun behandles og ændres, ved at parterne benytter sig af retsmidler for den kompetente ret i forbindelse med en lovlig procedure, som disse har kendskab til, og ikke som følge af en udtalelse fra en dommer, der ikke indgår i dette dommerkollegium, eller fra et generelt dommermøde.

17.

På denne baggrund har Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (appeldomstol i handelsretlige sager) i hver af de tre forenede sager besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan den regel, der fremgår af artikel 177, stk. 3, første punktum, anden del, og [artikel 177, stk. 3,] andet punktum, i […] [retternes procesreglement], hvoraf det fremgår, at »[en sag f]or en ret i anden instans anses […] for at være afsluttet på datoen for fremsendelse af en officiel genpart af afgørelsen fra dommerkontoret, når den er blevet returneret fra registreringstjenesten[, at] [r]egistreringstjenesten er forpligtet til at sende den tilbage til dommerkontoret hurtigst muligt efter datoen for modtagelse af sagsakterne[, og at der d]erefter fremsendes en officiel genpart af afgørelsen inden for en ny frist på otte dage«, anses for at være i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, TEU og chartrets artikel 47?«

18.

I sag C-727/21 har Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (appeldomstol i handelsretlige sager) desuden besluttet at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er bestemmelsen i artikel 40, stk. 2, i […] [loven om organiseringen af retssystemet], der bestemmer, at »[d]en retsopfattelse, der fastlægges på mødet mellem alle dommerne eller i en afdeling under Vrhovni sud Republike Hrvatske [(øverste domstol)], Visoki trgovački sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i handelsretlige sager)], Visoki upravni sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i forvaltningsretlige sager)], Visoki kazneni sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i straffesager)] eller Visoki prekršajni sud Republike Hrvatske [(appeldomstol i sager om administrative lovovertrædelser)] og på mødet i en afdeling af en Županijski sud [(distriktsdomstol)], er bindende for alle kamre eller dommere i anden instans i denne afdeling eller retskreds«, i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, TEU og [chartrets] artikel 47 […]?«

19.

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 14. marts 2022 er sagerne C-554/21, C-622/21 og C-727/21 blevet forenet med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.

20.

Den kroatiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i sagerne C-554/21, C-622/21 og C-727/21. Sagsøgeren i hovedsagen i sag C-554/21 har indgivet skriftligt indlæg. I retsmødet, der blev afholdt den 5. juni 2023, afgav den kroatiske regering og Kommissionen mundtlige indlæg.

21.

Som det fremgår af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, er den forelæggende ret af den opfattelse, at den skal indhente Domstolens fortolkning af artikel 19, stk. 1, TEU og chartrets artikel 47, henset til den tvivl, som den nærer med hensyn til, om artikel 177, stk. 3, i retternes procesreglement og artikel 40, stk. 2, i loven om organiseringen af retssystemet, der regulerer beslutningsprocessen ved kroatiske retter i anden instans, er i overensstemmelse med EU-retten.

22.

Selv om ingen af parterne har fremsat bemærkninger vedrørende Domstolens kompetence og formaliteten med hensyn til disse anmodninger, skal det erindres, at det i henhold til fast retspraksis tilkommer Domstolen selv at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale ret har forelagt sagen, med henblik på at efterprøve sin egen kompetence eller formaliteten vedrørende den forelagte anmodning ( 3 ).

23.

Det skal fremhæves, at inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse i medfør af artikel 267 TEUF kan Domstolen kun fortolke EU-retten inden for grænserne af de kompetencer, som den er blevet tildelt ( 4 ).

24.

Hvad for det første angår anvendelsen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU anføres, at medlemsstaterne i henhold til denne bestemmelse tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Det påhviler således medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse på de nævnte områder. For så vidt angår det materielle anvendelsesområde for artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU fremgår det af Domstolens praksis, at denne bestemmelse omhandler »de områder, der er omfattet af EU-retten«, uafhængigt af den situation, hvori medlemsstaterne gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1 ( 5 ).

25.

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU finder navnlig anvendelse i forhold til enhver national retsinstans, der som domstol kan træffe afgørelse vedrørende spørgsmål om anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som således vedrører områder, der er omfattet af EU-retten. Dette er således tilfældet for den forelæggende ret, som i sin egenskab af kroatisk almindelig domstol kan anmodes om at træffe afgørelse vedrørende spørgsmål, der er forbundet med anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som i dens egenskab af »retsinstans« som defineret i EU-retten er en del af det kroatiske retsmiddel- og proceduresystem på de »områder, der er omfattet af EU-retten« ( 6 ) som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, således at denne retsinstans skal opfylde kravene til en effektiv retsbeskyttelse. Det erindres i øvrigt, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne henhører under de sidstnævntes kompetence, gælder det ikke desto mindre, at medlemsstaterne under udøvelsen af denne kompetence skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og navnlig artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU ( 7 ).

26.

Det følger af det ovenstående, at Domstolen i de foreliggende sager er kompetent til at fortolke artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.

27.

For det andet er chartrets anvendelsesområde for så vidt angår medlemsstaternes handlinger defineret i dets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, og denne bestemmelse bekræfter Domstolens faste praksis om, at de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer. Som det fremgår af Domstolens faste praksis forholder det sig således, at når en retlig situation ikke henhører under EU-rettens anvendelsesområde, har Domstolen således ikke kompetence til at træffe afgørelse herom, og de af chartrets bestemmelser, der eventuelt er blevet påberåbt, kan ikke i sig selv danne grundlag for denne kompetence ( 8 ).

28.

Hvad nærmere bestemt angår chartrets artikel 47, hvortil der henvises i de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, skal det i de foreliggende sager fastslås, at de tvister, der er indbragt for den forelæggende ret, i det væsentlige vedrører godtgørelsen af omkostninger, der er afholdt af et offentligt organ i forbindelse med dets medvirken i insolvensprocedurer, og berettigelsen af en førsteinstansafgørelse, hvorved en begæring om indledning af en insolvensbehandling indgivet af en organisation med hjemsted i Zagreb (Kroatien) blev forkastet. Netop for så vidt angår området for insolvensbehandling er det ubestridt, at EU-lovgiver har vedtaget forskellige retsakter på dette område ( 9 ). Det må dog konstateres, at den forelæggende ret ikke har nævnt nogen bestemmelse i EU-retten vedrørende dette område, der kunne finde anvendelse på de omhandlede tvister, og ligeledes ikke har fremlagt noget bevis for, at hovedsagerne, der er beskrevet kortfattet i forelæggelsesafgørelserne, er omfattet af EU-retten. Det skal fremhæves, at anerkendelsen af retten til effektive retsmidler, der er sikret i chartrets artikel 47, i en given sag, forudsætter, at den person, som påberåber sig denne ret, gør rettigheder eller friheder, som er sikret ved EU-retten, gældende. Det fremgår imidlertid ikke af forelæggelsesafgørelserne, at sagsøgerne i hovedsagerne har henvist til en ret, som de er tillagt i henhold til en EU-retlig bestemmelse ( 10 ).

29.

Det følger af det ovenstående, at der ikke er anledning til at fastslå, at tvisterne i hovedsagerne vedrører fortolkningen eller anvendelsen af en EU-retlig forskrift, der skulle være gennemført på nationalt plan. Domstolen er derfor ikke kompetent til at fortolke chartrets artikel 47 i de foreliggende sager.

30.

Dette spørgsmål forekommer mig at være særligt vigtigt, henset til det meget brede anvendelsesområde for artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, således som bestemmelsen fortolkes af Domstolen, og den dermed forbundne kompetence ( 11 ). Siden vedtagelsen af dommen i sagen Associação Sindical dos Juízes Portugueses ( 12 ) er Domstolen blevet forelagt en lang række præjudicielle anmodninger vedrørende fortolkningen af denne bestemmelse i sager af yderst varierende karakter, nogle vedrørende alvorlige krænkelser af retsstatsprincippet, og nærmere bestemt dommeres uafhængighed, andre vedrørende spørgsmålet om manglende forfremmelse af en dommer, dennes indplacering på lønskalaen, regler angående fordelingen af sager ved en retsinstans, vedrørende egenskaben som signatar af et svarskrift eller om det tidspunkt, hvor en dom blev afsagt, uden nogen klar forbindelse til genstanden for tvisten i hovedsagen ( 13 ). En streng bedømmelse af formaliteten synes i denne sammenhæng at være den eneste mulige grænse for undersøgelse af anmodninger om præjudiciel afgørelse, som strider mod dette retsmiddels ånd og formål, nemlig at Domstolen og den nationale ret inden for deres respektive kompetenceområder i fællesskab finder en løsning af den tvist, der er indbragt for denne ret.

31.

Henset til den relevante praksis, som Domstolen har udviklet og især har præciseret i Miasto Łowicz-dommen, skal det fremhæves, at proceduren efter artikel 267 TEUF er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende tvister, og at begrundelsen for den præjudicielle forelæggelsesprocedure ikke er, at der skal afgives responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der foreligger et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist. Det fremgår af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, skal være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den. Domstolen har således gentagne gange fastslået, at det følger af såvel ordlyden som opbygningen af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle procedure bl.a. forudsætter, at der reelt verserer en retssag for den nationale domstol, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse. Domstolens opgave inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse er at bistå den forelæggende ret ved løsningen af den konkrete tvist, der er indbragt for den. Inden for rammerne af en sådan procedure skal der således foreligge en forbindelse mellem denne tvist og de EU-retlige bestemmelser, der ønskes fortolket, således at denne fortolkning fremstår som objektivt nødvendig for den afgørelse, som den forelæggende ret skal træffe ( 14 ).

32.

Det følger af Miasto Łowicz-dommen, at denne forbindelse kan være direkte eller indirekte, afhængig af, hvilket af de tre tilfælde, hvor en sag kan antages til realitetsbehandling, der er tale om. Forbindelsen er direkte, når den nationale ret skal anvende den EU-ret, der ønskes fortolket, ved afgørelsen af realiteten i hovedsagen (det første tilfælde). Den er indirekte, når den præjudicielle afgørelse giver den forelæggende ret en fortolkning af processuelle bestemmelser i EU-retten, som den pågældende forelæggende ret skal anvende for at træffe sin afgørelse (det andet tilfælde), eller en fortolkning af EU-retten, som giver den mulighed for at afgøre processuelle spørgsmål inden for national ret, før den skal træffe afgørelse vedrørende realiteten i den sag, der verserer for den (herefter »det tredje tilfælde«) ( 15 ).

33.

Som allerede nævnt ovenfor har tvisterne i hovedsagerne en vis materiel forbindelse til EU-lovgivningen vedrørende insolvensbehandling, men den forelæggende ret har ikke anmodet Domstolen om at fortolke en bestemmelse heri, hvorfor der åbenbart ikke foreligger en tilstrækkelig forbindelse til at opfylde kriteriet om nødvendighed. Det fremgår heller ikke af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret skal anvende artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, som de præjudicielle spørgsmål vedrører, ved afgørelsen af realiteten i disse retstvister vedrørende afholdelse af omkostninger eller betingelserne for indledning af insolvensbehandling.

34.

Det ser i virkeligheden ud til, at den forelæggende ret med de præjudicielle spørgsmål, den har forelagt Domstolen, og med den fortolkning af EU-retten, den har anmodet om, ikke søger klarhed vedrørende de materielle spørgsmål i de tvister, der verserer for den, men vedrørende et problem af processuel karakter i bred forstand ( 16 ), som skal afgøres af denne retsinstans in limine litis, idet det vedrører denne rets mulighed for at træffe afgørelse i disse tvister i fuld uafhængighed inden for rammerne af en national ordning, der har til formål at sikre en sammenhængende retspraksis og involverer andre retslige organer. Den forelæggende ret har givet en tilstrækkelig fremstilling af grundene til, at den i de foreliggende sager nærer tvivl om fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, og navnlig af den sammenhæng, den finder mellem denne traktatbestemmelse og de nationale bestemmelser, som ifølge denne retsinstans kan udøve indflydelse på den retlige proces, ved afslutningen af hvilken den skal afsige sine domme. Ifølge den forelæggende ret vil Domstolens svar vedrørende den ovennævnte ordnings overensstemmelse med EU-retten være afgørende for, om denne ret kan fravige den omhandlede dommerafdelings retsopfattelse i forbindelse med tvisterne i hovedsagerne.

35.

Ikke desto mindre ændrer disse betragtninger ikke genstanden for disse tvister og den ovenfor foretagne konstatering, hvorefter det ikke fremgår af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at de omhandler spørgsmål vedrørende EU-retten. Den omstændighed, at Domstolens fortolkning af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, henset til karakteren af den processuelle problemstilling, der er rejst i anmodningerne om præjudiciel afgørelse, kan have indflydelse på den måde, hvorpå den forelæggende ret vil træffe afgørelse i hovesagerne, betyder ikke, at fortolkningen opfylder et behov med henblik på at træffe afgørelse om realiteten i sager, der vedrører EU-retten.

36.

Må Domstolen herefter besvare den forelæggende rets spørgsmål, der faktisk er nødvendige for, at denne ret in limine litis kan træffe afgørelse om en national processuel problemstilling, der kan have negativ indvirkning på medlemsstaternes forpligtelse i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, inden den træffer afgørelse om realiteten i sagerne, der ikke har forbindelse til EU-retten? Det er efter min opfattelse et vanskeligt spørgsmål.

37.

Det skal for det første erindres, at Domstolen i Miasto Łowicz-dommen undersøgte formaliteten vedrørende de forelagte præjudicielle spørgsmål ét for ét med henblik på tre forskellige og selvstændige tilfælde, der opfyldte kriteriet om nødvendighed, og konkluderede, at de ikke kunne antages til realitetsbehandling, hvorved Domstolen med hensyn til det tredje tilfælde fremhævede, at sagerne adskilte sig fra de sager, der gav anledning til dommen i sagen A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) ( 17 ), hvor den præjudicielle fortolkning, som Domstolen blev anmodet om, kunne påvirke spørgsmålet om fastlæggelsen af den kompetente retsinstans med henblik på at afgøre realiteten i retstvister, »der vedrørte EU-retten« ( 18 ).

38.

For det andet er udsagnet i Miasto Łowicz-dommen om det tredje tilfælde, hvor en sag kan antages til realitetsbehandling, ud over det hyppigst forekommende, hvor der findes en direkte forbindelse mellem realiteten i hovedsagen og EU-retten, ikke ensbetydende med, at dette tilfælde for at give mening nødvendigvis skal forstås således, at det skal anvendes på en sag, hvor denne forbindelse ikke findes. Der skal i virkeligheden tages hensyn til mangfoldigheden i de præjudicielle forelæggelser og foretages et ræsonnement angående hvert enkelt af de forelagte præjudicielle spørgsmål. Forelæggelsesafgørelserne kan, som i de foreliggende tilfælde, indeholde præjudicielle spørgsmål, der alene vedrører et nationalt processuelt problem eller en blanding af præjudicielle spørgsmål af forskellig karakter, heraf nogle med direkte forbindelse til realiteten i hovedsagen og andre med tilknytning til en national processuel problemstilling, hvorved de førstnævnte kan antages til realitetsbehandling til forskel fra de sidstnævnte ( 19 ).

39.

For det tredje kan Domstolens kompetence, henset til formuleringen i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, der generelt omhandler »de områder, der er omfattet af EU-retten«, uafhængigt af den situation, hvori medlemsstaterne gennemfører denne ret, ikke begrundes med, at anmodninger om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, uden at to særskilte retsbegreber sammenblandes, og det sidstnævnte krav mister enhver relevans.

40.

Det er korrekt, at dommeres uafhængighed juridisk set er udelelig, og at der, som generaladvokat Bobek har fremhævet ( 20 ), i det væsentlige ikke findes »»dommeres uafhængighed inden for EU-rettens anvendelsesområde« i modsætning til »dommeres uafhængighed i rent nationale sager««. Uanset hvor relevant denne betragtning kan være, giver den ikke mulighed for at springe over den etape, hvor formaliteten vedrørende de forelagte præjudicielle spørgsmål undersøges, og dermed fritage Domstolen fra at overveje, om EU-retten faktisk finder anvendelse på tvisten i den hovedsag, som den forelæggende ret skal afgøre ( 21 ).

41.

Den omstændighed, at det problem, som den forelæggende ret har rejst, synes at have en vis tyngde som følge af de omhandlede reglers systemiske karakter for det nationale retssystem, henhører ikke under undersøgelsen af formaliteten, men af realiteten, nemlig hvorvidt disse regler er i overensstemmelse med kravene i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU. En vis modvilje mod at undlade at svare den forelæggende ret og dermed ikke undersøge en lovgivning og en praksis, der muligvis kan bringe kroatiske dommeres uafhængighed i fare, og som gennem indførelsen af denne ordning til sikring af en ensartet retspraksis kan komme i konflikt med andre nationale retssystemer, kan ikke udgøre en, i de foreliggende sager underliggende, begrundelse for en formalitetsafgørelse ( 22 ).

42.

Det må derfor lægges til grund, at hvis Domstolen tillader, at den stilles spørgsmål om en EU-retlig bestemmelse med henblik på at afgøre et nationalt processuelt spørgsmål, således at hovedsagerne kan føres i overensstemmelse med EU-retten, er det alene med henblik på, at den forelæggende ret kan træffe afgørelse om realiteten i hovedsagen, der vedrører EU-retten. Jeg må dog erkende, at Domstolens praksis efter Miasto Łowicz-dommen på sidstnævnte punkt ikke har været kendetegnet af ensartethed, idet visse afgørelser om, hvorvidt præjudicielle spørgsmål kunne antages til realitetsbehandling eller ej, har været på linje med denne dom ( 23 ), mens andre synes at fjerne sig fra denne med løsninger, der forekommer modstridende ( 24 ).

43.

I en nylig dom anførte Domstolen i generelle vendinger, at præjudicielle spørgsmål, der tager sigte på at give den forelæggende ret mulighed for in limine litis at afgøre processuelle vanskeligheder såsom dem, der vedrører dens egen kompetence til at påkende en sag, der verserer for den, eller de retsvirkninger, der eventuelt skal gives en retsafgørelse, der potentielt er til hinder for en sådan sags videre behandling ved den nævnte ret, kan antages til realitetsbehandling i medfør af artikel 267 TEUF ( 25 ). Denne tilgang synes at styrke den processuelle problemstilling som sådan, for så vidt som den i sig selv kan opfylde kriteriet om nødvendighed i henhold til artikel 267 TEUF. Domstolen har imidlertid kun klart og ensartet anført to særlige tilfælde, der adskiller sig fra situationen for den forelæggende ret, hvis anmodninger om præjudiciel afgørelse ikke rejser tvivl om dens materielle kompetence til at påkende hovedsagerne og ej heller nævner retsafgørelser, der er til hinder for disse sagers videre behandling.

44.

Endelig finder jeg det nødvendigt at henvise til det andet tilfælde, der er nævnt i Miasto Łowicz-dommen. Selv om Domstolen i denne henseende allerede har fastslået, at præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af processuelle bestemmelser i EU-retten, som den pågældende forelæggende ret skal anvende for at træffe sin afgørelse, kan realitetsbehandles, er det efter min opfattelse ikke det, som de spørgsmål, der er forelagt inden for rammerne af de nærværende forenede sager, vedrører, medmindre artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal henregnes til den nævnte kategori af bestemmelser. En undersøgelse af Domstolens relevante praksis viser, at den vedrører afledte retsakter, hvorved der fastsættes specifikke regler af processuel karakter, dvs. særlige situationer, der har ført til den løsning, som Domstolen har valgt med hensyn til formaliteten ( 26 ).

45.

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at Domstolen har antaget et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af forordning (EF) nr. 1206/2001 ( 27 ) til realitetsbehandling, selv om den forudgående havde fastslået, at det ikke var af direkte betydning for tvisten i hovedsagen, som angik godtgørelse som følge af en konkurrenceklausul ( 28 ). Hvis denne afgørelse overføres på de foreliggende sager, sammenholdt med Domstolens fortolkning af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, for at opretholde dens kompetence, vil det føre til en udvidende, for ikke at sige grænseløs, anvendelse af denne bestemmelse på et område, nemlig organiseringen af retsvæsenet i medlemsstaterne, der anses for at henhøre under de sidstnævntes kompetence.

46.

På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at de præjudicielle spørgsmål, der er blevet forelagt Domstolen, ikke vedrører en fortolkning af EU-retten, som objektivt set er nødvendig for løsningen af tvisterne i hovedsagerne, men derimod er af generel karakter, hvilket kan begrunde en konklusion om, at disse bør afvises.

47.

For at yde Domstolen den fyldestgørende bistand, som det påhviler generaladvokaten at yde, vil jeg alligevel redegøre for min bedømmelse af realiteten vedrørende de nævnte spørgsmål.

48.

Det fremgår af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt den nationale lovgivning og praksis vedrørende den registrerende dommers og dommerafdelingens medvirken i beslutningsprocessen ved retter i anden instans, hvorom denne ret udtrykkeligt og specifikt har stillet Domstolen spørgsmål, er i overensstemmelse med EU-retten. Eftersom denne medvirken henhører under en og samme ordning, som har til formål at sikre sammenhængen i retspraksis ved en retsinstans, skal denne ordnings forenelighed med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU vurderes ved en samlet undersøgelse af de forelagte præjudicielle spørgsmål ( 29 ).

49.

Vurderingen af, om denne ordning er i overensstemmelse med EU-retten, indebærer indledningsvis, at vigtigheden af retssikkerhedsprincippet i forbindelse med en forebyggelse af divergerende retspraksis skal fremhæves.

50.

Retssikkerhedsprincippet, der er et grundlæggende EU-retligt princip, tager sigte på at sikre forudsigelighed i de retlige situationer og forhold, der følger af EU-retten ( 30 ). Det kræver navnlig, at retsreglerne er klare og præcise, og at deres anvendelse kan forudsiges af de retsundergivne, således at de berørte har mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at de ikke er i tvivl om deres rettigheder og forpligtelser og kan handle derefter ( 31 ).

51.

Sammenhængen i den retspraksis, der fortolker EU-retten, er en kilde til forudsigelighed og dermed til retssikkerhed og er naturligvis et centralt anliggende for Domstolen, herunder i dens interne funktionsmåde, eftersom det svarer til dens oprindelige opgave. Ifølge fast retspraksis har den ved artikel 267 TEUF fastsatte ordning med præjudiciel forelæggelse til formål at sikre, at Unionens retsorden under alle omstændigheder får den samme virkning i alle medlemsstaterne, og således at forebygge forskelle i fortolkningen af den EU-ret, som de nationale retter skal anvende, og skal sikre denne anvendelse. Med henblik herpå giver den nævnte artikel den nationale dommer et middel til at eliminere de vanskeligheder, som kravet om, at der gives EU-retten fuld virkning inden for medlemsstaternes retssystemer, kunne rejse ( 32 ).

52.

Domstolen har i øvrigt fundet, at en vertikal ordning til sikring af ensartethed i retspraksis gennem indgriben fra medlemsstaternes øverste retsinstanser ikke i sig selv er i modstrid med EU-retten, selv hvis sidstnævntes afgørelser har bindende virkning for de lavere retsinstanser. Der skal alene drages en konklusion om uforenelighed, såfremt den nationale lovgivning ikke sikrer de øverste retsinstansers uafhængighed, eller såfremt denne ordning kan forhindre en national retsinstans i at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål ( 33 ).

53.

Som Menneskerettighedsdomstolen med rette har bemærket i forbindelse med sin kontrol af overholdelsen af artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), er muligheden for afvigelser i retspraksis mellem nationale retsinstanser eller inden for den samme retsinstans imidlertid uløseligt forbundet med ethvert retsvæsen. Selv om en sådan situation ikke i sig selv er i strid med EMRK, har Menneskerettighedsdomstolen præciseret, at retssikkerhedsprincippet, der er implicit i alle EMRK’s artikler, navnlig har til formål at sikre en vis stabilitet i retlige situationer og fremme offentlighedens tillid til retsplejen. Enhver vedvarende uoverensstemmelse i retspraksis risikerer at skabe en tilstand med retlig uvished, der kan mindske offentlighedens tillid til retsvæsenet, hvorved denne tillid er en af hjørnestenene i retsstaten. Under disse omstændigheder har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at de kontraherende stater er forpligtet til at organisere deres retsvæsen på en sådan måde, at det undgås, at der afsiges modstridende domme, og til at kontrollere, at der indføres ordninger, som kan sikre sammenhængen i praksis ved domstolene og ensartethed i retspraksis ( 34 ).

54.

Det er værd at fremhæve, at den i de foreliggende sager omhandlede ordning til sikring af sammenhængen i retspraksis for det første vedrører de kroatiske retter i anden instans, mens løsningen af eventuelle modsigelser eller usikkerhedsmomenter som følge af domme, der indeholder modstridende fortolkninger, i princippet tilkommer en af de øverste retsinstanser ( 35 ). Sidstnævnte udelukker efter min opfattelse imidlertid ikke den nødvendige hensyntagen til en harmoniseret retspraksis for så vidt angår andeninstansen, og dette så meget desto mere henset til den ekstraordinære karakter af de retsmidler, der er tilgængelige til prøvelse af disse retsinstansers afgørelser ( 36 ). Den retlige forudsigelighed og den deraf følgende retssikkerhed bør være fokuspunkter for alle retsinstanser, uanset deres placering i retsordenen, med henblik på at sikre, at alle borgere er lige for loven på et givet område i dets helhed. For det andet har den omhandlede ordning til formål at sikre en horisontal sammenhæng, idet hver enkelt ret i anden instans herigennem skal sikre ensartetheden i sin egen retspraksis, hvilket er noget, som Menneskerettighedsdomstolen lægger særlig vægt på ( 37 ).

55.

Den nødvendige indførelse af ordninger til sikring af sammenhængen i retspraksis kan imidlertid ikke ske under tilsidesættelse af adgangen til en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov.

56.

Det skal erindres, at Unionen består af stater, som frit og frivilligt har tilsluttet sig de fælles værdier, der nævnes i artikel 2 TEU, som respekterer disse værdier, og som forpligter sig til at fremme dem. Det følger særligt af artikel 2 TEU, at Unionen bygger på værdier såsom retsstaten, som er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund, der navnlig er præget af retfærdighed. Det fremhæves med hensyn hertil, at gensidig tillid mellem medlemsstaterne og navnlig mellem deres domstole er baseret på en grundlæggende forudsætning om, at medlemsstaterne deler en række fælles værdier, som Unionen er bygget på, således som præciseret i denne artikel. En medlemsstats overholdelse af de værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU, udgør desuden en betingelse for, at alle de rettigheder, der følger af anvendelsen af traktaterne på denne medlemsstat, kan nydes. En medlemsstat kan således ikke ændre sin lovgivning på en måde, som medfører en forringelse af beskyttelsen af retsstatsprincippet, som navnlig artikel 19 TEU udmønter. Medlemsstaterne har således i henseende til denne værdi pligt til at søge at undgå enhver forringelse af deres lovgivning om organiseringen af den dømmende magt ved at afholde sig fra at vedtage regler, som ville skade dommernes uafhængighed ( 38 ).

57.

Som fastsat i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU påhviler det medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer borgerne den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Princippet om en effektiv retsbeskyttelse af borgernes rettigheder som sikret ved EU-retten, hvortil der således henvises i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, udgør et generelt princip i EU-retten, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som er fastslået i EMRK’s artikel 6 og 13, og som nu er bekræftet i chartrets artikel 47 ( 39 ).

58.

Eftersom artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU pålægger alle medlemsstaterne at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten som omhandlet i bl.a. chartrets artikel 47, tages behørigt hensyn til sidstnævnte bestemmelse ved fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU i lighed med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 1 ( 40 ). Med henblik på at sikre, at retsinstanser, som kan anmodes om at træffe afgørelse vedrørende spørgsmål, der er forbundet med anvendelsen og fortolkningen af EU-retten, er i stand til at tilbyde en sådan effektiv retsbeskyttelse, er det imidlertid afgørende, at disse retsinstansers uafhængighed bevares, hvilket bekræftes af chartrets artikel 47, stk. 2, der nævner adgangen til en »uafhængig« domstol som et af de krav, der er forbundet med den grundlæggende ret til effektive retsmidler ( 41 )

59.

Selv om spørgsmålet om uafhængigheden af det dommerkollegium, for hvilket sagerne er indbragt, er af væsentlig karakter i de foreliggende sager, skal der også tages hensyn til spørgsmålet om overholdelse af retten til forsvar og om sikring af adgangen til en domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

60.

Kravet om retternes uafhængighed, som er uløseligt forbundet med udøvelsen af dømmende myndighed, er en del af kerneindholdet i retten til en effektiv retsbeskyttelse og i den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, der har afgørende betydning som garant for beskyttelsen af samtlige de rettigheder, som borgerne afleder af EU-retten, og for bevarelsen af medlemsstaternes fælles værdier, der er nævnt i artikel 2 TEU, herunder retsstatsprincippet ( 42 ).

61.

Dette krav om uafhængighed omfatter i henhold til fast retspraksis to aspekter. Det første, eksterne, aspekt kræver, at den pågældende ret udøver sit hverv helt uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, og at den således er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dens medlemmers uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser. Det andet, interne, aspekt hænger sammen med begrebet upartiskhed og vedrører det forhold, at der skal være den samme afstand til tvistens parter og deres respektive interesser for så vidt angår tvistens genstand. Dette aspekt fordrer objektivitet og en fuldstændig mangel på interesse i sagens udfald ud over den strikte anvendelse af retsregler. Disse garantier for uafhængighed og upartiskhed forudsætter, at der findes regler – om bl.a. organets sammensætning, medlemmernes udnævnelse og funktionsperiode, tilfælde, hvor organets medlemmer kan vige deres sæde, tilfælde, hvor de har pligt til at vige deres sæde, samt tilfælde, hvor de kan afsættes – som gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl i offentligheden om, at organet er uimodtageligt for påvirkninger udefra og neutralt i forhold til de interesser, som står over for hinanden ( 43 ).

62.

Det er i denne henseende afgørende, at dommerne er beskyttet mod indblanding eller ydre pres, der ville kunne bringe deres uafhængighed i fare. De regler, der finder anvendelse på dommeres status og udøvelsen af deres hverv, skal navnlig gøre det muligt at udelukke ikke blot enhver direkte indflydelse i form af instrukser, men ligeledes mere indirekte former for indflydelse, der kan påvirke de pågældende dommeres afgørelser, og derved gøre det muligt at udelukke, at disse dommere ikke fremstår som uafhængige og upartiske, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde borgerne i et demokratisk samfund og i en retsstat ( 44 ).

63.

Selv om den ovenfor anførte praksis fra Domstolen navnlig tager sigte på at opretholde retsinstansernes uafhængighed i forhold til den lovgivende og den udøvende magt i overensstemmelse med det princip om magtens tredeling, som er kendetegnende for en retsstats funktionsmåde, kan denne praksis, navnlig henset til de generelle vendinger i formuleringerne, fuldt ud anvendes i en anden sammenhæng, der kan kvalificeres som rent intern. I de foreliggende sager vedrører den tvivl med hensyn til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, der er kommet til udtryk i forelæggelsesafgørelserne, i det væsentlige nationale bestemmelser og en national praksis vedrørende en ordning til sikring af sammenhængen i retspraksis, der med henblik herpå hjemler en medvirken af to organer ved den samme retsinstans som den, de dommere, der har truffet disse afgørelser, tilhører. Jeg vil i denne henseende påpege, at Domstolen i forbindelse med en tvist, der udsprang af en retspræsidents afgørelse om at forflytte en dommer, uden dennes samtykke, fra den afdeling ved den pågældende retsinstans, hvori dommeren havde sæde, til en anden afdeling ved samme retsinstans, fastslog, at det krav om dommeres uafhængighed, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, fordrer, at den ordning, der finder anvendelse på forflyttelse af dommere uden deres samtykke, ligesom regler på disciplinærområdet, bl.a. frembyder de nødvendige garantier for at undgå enhver risiko for, at denne uafhængighed bringes i fare på grund af direkte eller indirekte indgreb udefra ( 45 ).

64.

Denne tilgang støttes af Menneskerettighedsdomstolens udtrykkelige praksis vedrørende EMRK’s artikel 6, stk. 1, hvorefter retsvæsenets uafhængighed kræver, at dommerne ikke udsættes for upassende påvirkning, ikke blot fra kilder uden for retsvæsenet, men også fra kilder inden for dette. Dommernes interne uafhængighed fordrer, at de ikke kan gøres til genstand for instrukser eller pres fra andre dommere eller fra personer med administrativt ansvar ved retten såsom retspræsidenten eller formanden for en afdeling ved retten. Såfremt der ikke foreligger tilstrækkelige garantier, der beskytter dommernes uafhængighed i retsvæsenet og navnlig i forhold til deres hierarkiske overordnede ved deres ret, er det legitimt at nære tvivl om retsinstansens uafhængighed og upartiskhed ( 46 ).

65.

Kan det i de foreliggende sager lægges til grund, at en medvirken af den registrerende dommer og dommerafdelingen, som er to retslige organer på samme niveau som det dommerkollegium, der oprindeligt behandlede sagerne, kan gøre indgreb i kravet om, at medlemmerne af dommerkollegiet skal være uafhængige? Jeg mener, at dette spørgsmål bør besvares benægtende ( 47 ).

66.

For det første skal der fokuseres på en ordlydsfortolkning af de relevante bestemmelser i den nationale lovgivning vedrørende funktionen af »afdelingen«, der i henhold til artikel 37 i loven om organiseringen af retssystemet består af de dommere, der indgår i de forskellige kamre eller dommerkollegier ved den berørte retsinstans, herunder enedommere, og som træffer afgørelse vedrørende et eller flere forbundne retsområder. I henhold til denne lovs artikel 38 vedrører drøftelserne på et møde i en afdeling »spørgsmål«, der er af interesse for afdelingen, herunder »omdiskuterede retsspørgsmål« og »sikring af ensartethed i retspraksis«. Disse drøftelser udmønter sig ifølge samme lovs artikel 40, stk. 2, i vedtagelsen af en »retsopfattelse«, hvilket er et vigtigt udtryk, for så vidt som det står i modsætning til udtryk som »løsning« eller »afgørelse« i en given sag.

67.

For det andet bekræfter den kroatiske regerings forklaringer og undersøgelsen af de sagsakter, som Domstolen er blevet forelagt, den fortolkende undersøgelse med hensyn til funktionen af et kollegialt organ, der indbefatter dommerne i det dommerkollegium, der behandler sagen, og som generelt drøfter fortolkningen af de omhandlede regler og retspraksis desangående, hvilket fører til, at dommerne ved stemmeflertal vedtager en fælles opfattelse med hensyn til den fortolkning, der skal anlægges. Det er således ubestridt, at der den 26. oktober 2021 på afdelingsformandens initiativ via videokonference blev afholdt et møde i afdelingen for handelstvister med deltagelse af 28 dommer, deriblandt de tre, der udgjorde det behandlende dommerkollegium, og den registrerende dommer. Dette møde omhandlede navnlig de to retsspørgsmål, der havde givet anledning til udvekslinger mellem denne dommer og dette dommerkollegium, og som på dagsordenen var angivet i abstrakte vendinger. Referatet af det nævnte møde indeholder indledningsvis en angivelse af, at tilstedeværelsen af 28 dommere ud af de 31, der faktisk udgør Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (appeldomstol i handelsretlige sager), er tilstrækkelig til at træffe gyldige beslutninger, »dvs. retsopfattelser«, og omtaler de forskellige indlæg fra dommere, heraf et fra det behandlende dommerkollegium, og indholdet af retsopfattelsen vedrørende hvert af de behandlede spørgsmål. Disse retsopfattelser er kendetegnet ved at være formuleret abstrakt og uden nogen form for henvisning til de hovedsager, der blev forelagt det oprindelige dommerkollegium. Det fremgår desuden af den kroatiske regerings bemærkninger, at dommerafdelingen ikke er i besiddelse af sagsakterne vedrørende disse sager, der indeholder parternes skriftlige indlæg, og at det alene er det behandlende dommerkollegiums første votering, der fremsendes til deltagerne sammen med elementer fra retspraksis.

68.

For det tredje tilkommer det det behandlende kammer at tage hensyn til den generelle fortolkning af de retsforskrifter, der finder anvendelse, med henblik på at træffe den passende retsafgørelse i de forelagte sager på grundlag af de faktiske omstændigheder i den konkrete sag og beviserne i sagsakterne ( 48 ). Denne sondring mellem fortolkning og anvendelse af retsforskrifter er kendt i andre nationale retsordener og svarer til selve kernen i ordningen for enhver præjudiciel forelæggelse og naturligvis til indholdet af den i artikel 267 TEUF omhandlede ordning. Det skal i denne henseende erindres, at sidstnævnte ordning ved at indføre en dommerdialog mellem Domstolen og medlemsstaternes domstole har til formål at sikre en sammenhæng og enhed ved fortolkningen af EU-retten ( 49 ). Den opgave, som er tillagt Domstolen ved artikel 267 TEUF, består i at forsyne enhver ret i Unionen med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at den pågældende ret kan løse de reelle tvister, som rejses for den ( 50 ). Denne bestemmelse giver ikke Domstolen kompetence til at anvende EU-retlige regler på et bestemt tilfælde, men kun til at udtale sig om fortolkningen af traktaterne og retsakter vedtaget af EU-institutionerne. Det tilkommer imidlertid ikke Domstolen, men de nationale domstole at anvende EU-retten i lyset af de fortolkningselementer, som Domstolen har givet ( 51 ).

69.

Ovenstående analyse er af grundlæggende betydning for vurderingen af artikel 40, stk. 2, i loven om organiseringen af retssystemet, hvorefter den retsopfattelse, der fastlægges på mødet i en afdeling, er bindende for alle kamre eller dommere i anden instans i denne afdeling. Såfremt sondringen mellem fortolkning og anvendelse af retsforskriften anerkendes, opfylder den omstændighed, at det behandlende dommerkollegium, som udgjorde en integrerende del af det kollegium, der drøftede og med et flertal vedtog retsopfattelsen, er forpligtet til at gennemføre denne retsopfattelse, i lighed med en dom fra en af de øverste domstole, der alene træffer afgørelse om retlige spørgsmål, målet om retssikkerhed uden at være i strid med retsinstansens uafhængighed. Såfremt en ordning til sikring af sammenhængen i retspraksis anerkendes med det forbehold, at retsopfattelsen ikke må være af bindende karakter, således som Kommissionen har foreslået, ville det være ensbetydende med blot at tillægge den en tilskyndelsesvirkning og dermed en fuldstændig vilkårlig nytteværdi.

70.

For det fjerde skal den rolle, som den registrerende dommer spiller i den omtvistede ordning, afgrænses ( 52 ). Selv om denne dommer ifølge den forelæggende rets oplysninger har mulighed for at blokere beslutningsprocessen og forhindre, at det behandlende dommerkollegiums votering formelt bliver til en retsakt, der meddeles parterne, kan dommeren under ingen omstændigheder erstatte dette dommerkollegiums bedømmelse med sin egen. Den registrerende dommer kan alene returnere sagsakterne til det pågældende dommerkollegium med henblik på fornyet vurdering ledsaget af bemærkninger vedrørende den rejste retlige problemstilling, og i tilfælde af fortsat uenighed med det behandlende kammer kan denne dommer kun gøre retspræsidenten eller afdelingsformanden, der har til opgave at lede arbejdet i dommerkollegiet, opmærksom herpå, idet de er de eneste, der har kompetence til at indkalde dette udvidede dommerkollegium »når det konstateres, at der forekommer fortolkningsforskelle mellem afdelinger, kamre eller dommere i spørgsmål om anvendelse af loven, eller når et kammer eller en dommer i en afdeling afviger fra den hidtil herskende retsopfattelse« ( 53 ). Bedømmelsen af disse begrundelser henhører derfor under disse to organer, der alene har kompetence til en forelæggelse for afdelingen ( 54 ), som vedtager en retsopfattelse, der i givet fald kan være i strid med den registrerende dommers tilgang, og som er bindende for denne i vedkommendes egenskab af dommer ved den berørte afdeling ( 55 ). Den registrerende dommer kan således ikke anses for at have »det sidste ord« i voteringsprocessen, der afsluttes med vedtagelsen af en retsopfattelse, forudsat at denne opfattelse har bindende virkning med hensyn til fortolkningen af retsreglen og det behandlende dommerkollegium følger denne.

71.

Der tegner sig således et billede af en intern processuel ordning, som er kendt i forskellige nationale retsordener, og som hjemler en inddragelse af et udvidet dommerkollegium uden overdragelse af den pågældende sag, idet dette dommerkollegium ikke træffer en afgørelse vedrørende tvisten i stedet for det kammer, der oprindeligt blev forelagt sagen, men blot tager stilling til et retsspørgsmål og sender sagen tilbage til det oprindelige dommerkollegium med henblik på, at det træffer afgørelse i sagen under hensyntagen til det udvidede dommerkollegiums besvarelse. Efter retsordenerne er sidstnævntes opfattelse af rådgivende karakter eller, som i de foreliggende sager, under forudsætning af en bindende virkning ( 56 ), begrænset til det oprindelige dommerkollegium eller omfatter andre dommerkollegier.

72.

Selv om en forelæggelse for det udvidede dommerkollegium i forskellige nationale retsordener er forbeholdt det kammer, der oprindeligt er blevet forelagt sagen, som en mulighed eller en pligt, såfremt kammeret påtænker at fravige den tidligere retspraksis, såfremt der konstateres en uoverensstemmelse i retspraksis, eller når der foreligger en risiko for en sådan uoverensstemmelse, kan denne forelæggelse henlægges til et tredje retsligt organ såsom retspræsidenten eller den berørte afdeling, der i de foreliggende sager blot orienteres af den registrerende dommer.

73.

I sine bemærkninger har Kommissionen fremhævet, at afdelingsmøderne ikke er tilgængelige for offentligheden, og at parterne ikke har mulighed for at fremføre deres argumenter på disse møder. I retsmødet blev det påpeget, at referatet af disse møder ikke offentliggøres, og at der i disse møder deltager dommere, der ikke har læst parternes skriftlige indlæg eller hørt parterne, hvilket er elementer, der rejser spørgsmålet, om rettergangen er retfærdig. Det samme gør sig gældende med hensyn til den registrerende dommers medvirken.

74.

Det skal påpeges, at det grundlæggende princip om effektiv domstolsbeskyttelse af rettigheder, der bekræftes i chartrets artikel 47, og begrebet »retfærdig rettergang« i EMRK’s artikel 6 består af flere elementer, herunder bl.a. overholdelsen af retten til forsvar og retten til at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret. Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at retten til at blive hørt i forbindelse med enhver procedure udgør en integrerende del af overholdelsen af den ret til forsvar, der således er fastslået i chartrets artikel 47 og 48, og at en sådan ret garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den nævnte procedure ( 57 ).

75.

I de foreliggende sager skal det fremhæves, at artikel 334 i den kroatiske civile retsplejelov bestemmer, at »en retsinstans er bundet af sin afgørelse, så snart den er blevet offentliggjort, og, såfremt afgørelsen ikke er blevet offentliggjort, så snart den er blevet videresendt. Afgørelsen får først virkning over for parterne fra den dato, hvor de får meddelelse herom«. Ifølge artikel 177, stk. 3, i retternes procesreglement gælder det, at »[f]or en ret i anden instans anses en sag for at være afsluttet på datoen for fremsendelse af en officiel genpart af afgørelsen fra dommerkontoret, når den er blevet returneret fra registreringstjenesten«.

76.

Det fremgår af de ovennævnte bestemmelser, at den omhandlede processuelle ordning henhører under voteringsfasen i sagen ved det behandlende dommerkollegium, eftersom der formelt ikke træffes nogen retsafgørelse efter drøftelserne i dette dommerkollegium, og dette uanset om der ved afstemningen om en første votering er flertal eller enstemmighed blandt dommerne i dette kollegium. Denne voteringsfase følger efter en procedure, hvorunder parterne har haft mulighed for på kontradiktorisk vis at fremlægge deres påstande og argumenter, og har alene til formål at give dommerne lejlighed til at overveje og analysere den forelagte tvist og løsningen heraf i overensstemmelse med de gældende retsregler.

77.

I de foreliggende sager omfatter denne votering en behandling, der foretages i fællesskab af de dommere, der er medlemmer af den berørte afdeling, som ikke er i besiddelse af sagsakterne i den sag, der undersøges af det behandlende kammer, hvorved behandlingen udelukkende vedrører den abstrakte fortolkning af den eller de omhandlede retsregler, der har været drøftet under den forudgående kontradiktoriske procedure. I denne forbindelse må der principielt ikke fastlægges retsopfattelser på grundlag af elementer, hvortil parterne ikke har haft mulighed for at fremsætte deres bemærkninger. Såfremt drøftelserne i afdelingen i sidste ende fører til en konklusion, hvorefter tvisten skal afgøres i overensstemmelse med en retsregel, der ikke er blevet nævnt og drøftet af parterne under den kontradiktoriske procedure, vil gennemførelsen af en sådan retsopfattelse indebære en genåbning af retsforhandlingerne med henblik på overholdelse af kontradiktionsprincippet, der henhører under retten til forsvar. Dette betyder ikke, at drøftelsen blandt dommere i afdelingen ikke kan vedrøre en retspraksis, der ikke er blevet nævnt af parterne, eller tage form af et ræsonnement, som er analogt med en anden bestemmelse end den, som den sag, der behandles ved det behandlende kammer, omhandler. Denne drøftelse af selve retsspørgsmålet udgør imidlertid i det væsentlige dommerens arbejde.

78.

Såfremt sondringen mellem fortolkning og anvendelse af retsforskriften anerkendes, kan det under de ovenfor beskrevne omstændigheder ikke lægges til grund, at kravet om en retfærdig rettergang er blevet tilsidesat.

79.

Med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens faste praksis har Domstolen fremhævet, at introduktionen af udtrykket »ved lov oprettet« i EMRK’s artikel 6, stk. 1, første punktum, har til formål at forhindre, at organisationen af retssystemet overlades til den udøvende magts skøn, og at sørge for, at dette område reguleres af en lov, der er vedtaget af den lovgivende magt på en måde, som er i overensstemmelse med de regler, der danner rammen for udøvelsen af dens kompetence. Dette udtryk afspejler navnlig retsstatsprincippet og vedrører ikke blot selve retsgrundlaget for domstolens eksistens, men også domstolens sammensætning i hver sag samt enhver anden bestemmelse i national ret, hvis manglende overholdelse medfører, at en eller flere dommeres deltagelse i efterprøvelsen af sagen bliver ulovlig, hvilket navnlig omfatter bestemmelser vedrørende medlemmerne af den pågældende domstols uafhængighed og upartiskhed ( 58 ).

80.

I denne henseende har Menneskerettighedsdomstolen anført, at selv om den ved EMRK’s artikel 6, stk. 1, sikrede ret til adgang til en »domstol, der er oprettet ved lov«, udgør en selvstændig ret, er denne ikke desto mindre meget nært knyttet til garantierne for »uafhængighed« og »upartiskhed« i denne bestemmelses forstand. Menneskerettighedsdomstolen har således bl.a. fastslået, at selv om de institutionelle krav i EMRK’s artikel 6, stk. 1, hver især forfølger et bestemt formål, som gør dem til specifikke garantier for en retfærdig rettergang, har de det til fælles, at de tager sigte på overholdelse af grundlæggende rettigheder, nemlig lovens suverænitet og magtens tredeling, idet den i denne henseende har præciseret, at hvert af disse krav er baseret på behovet for at bevare den tillid, som den dømmende magt skal indgyde borgerne, og dens uafhængighed i forhold til de andre magter ( 59 ).

81.

I de foreliggende sager vedrører de bestemmelser i den nationale lovgivning, der er anført i forelæggelsesafgørelserne, ikke selve eksistensen af Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (appeldomstol i handelsretlige sager) eller denne rets kompetencer, der beror på et dokumenteret retsgrundlag, men dens beslutningsprocesser efter afslutningen af den skriftlige og eventuelt den mundtlige kontradiktoriske procedure, der fører til vedtagelse af den endelige retsakt vedrørende afgørelsen af den af parterne indbragte tvist, og nærmere bestemt de betingelser, hvorunder dommerafdelingen og den registrerende dommer medvirker i denne proces. Henset til de grundlæggende konsekvenser, som denne proces har for den dømmende magts funktion og legitimitet i en demokratisk stat baseret på lovens suverænitet, er en sådan proces nødvendigvis et element, som er uløseligt forbundet med begrebet »domstol, der er oprettet ved lov« som omhandlet i EMRK’s artikel 6, stk. 1 ( 60 ).

82.

Opmærksomheden henledes ligeledes på, at den problemstilling, der er rejst i anmodningerne om præjudiciel afgørelse, ikke vedrører en manglende overholdelse af interne regler, som gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl hos borgerne om, at det behandlende dommerkollegium er uimodtageligt for påvirkninger udefra ( 61 ), men eksistensen af bestemmelser, der regulerer sagens voteringsfase og kan give anledning til en sådan tvivl.

83.

I denne forbindelse noterer jeg, at alle reglerne vedrørende dommerafdelingens funktion udspringer af loven om organiseringen af retssystemet. Denne afdelings deltagelse i det behandlende dommerkollegiums votering beror derfor på et uanfægteligt retsgrundlag, som giver den grad af forudselighed og vished, der kræves for at opfylde det pågældende krav ( 62 ). Som fastslået ovenfor er de nærmere betingelser herfor desuden ikke af en sådan karakter, at de kan give anledning til rimelig tvivl hos borgerne om, hvorvidt medlemmerne af det behandlende kollegium er uafhængige.

84.

Selve eksistensen af den registrerende dommer er ligeledes fastsat i loven om organiseringen af retssystemet, hvorved stillingsbetegnelsen indeholder definitionen af formålet hermed, nemlig overvågning og undersøgelse af retspraksis. Fremsendelsen af sager til registreringstjenesten, inden afgørelserne fremsendes fra dommerkontoret, fremgår klart af artikel 177, stk. 3, i retternes procesreglement, som er et reglement til gennemførelse af denne lov, der er vedtaget af ministeren med ansvar for retsanliggender i medfør af den beføjelse, som er tillagt denne ved den nævnte lovs artikel 76 ( 63 ). Den nøjagtige udformning af indholdet af dette hverv findes imidlertid ikke længere i denne lov, men kun i det nævnte reglement, navnlig for så vidt angår beføjelsen til at udsætte registreringen af en votering fra et dommerkollegium. Denne beføjelse er en retspraksis eller har ifølge den kroatiske regering tekstmæssigt belæg i en intern retsakt ved retsinstansen.

85.

Det skal dog erindres, at den registrerende dommers rolle er at sikre en overvågning af retspraksis og at identificere lignende sager med henblik på at sikre, at de behandles ensartet, og såfremt dette ikke er tilfældet, er dommerens afsluttende handling som en rent forvaltningsmæssig foranstaltning at underrette formanden for dommerafdelingen med henblik på indkaldelse til et møde og vedtagelse af en bindende retsopfattelse efter drøftelse og med stemmeflertal. I tiden indtil denne vedtagelse har fundet sted, er beslutningsprocessen logisk nok suspenderet.

86.

Den registrerende dommers funktion skal desuden sammenholdes med begrundelserne for indkaldelse til afdelingsmøde, som ifølge artikel 40, stk. 1, i loven om organiseringen af retssystemet er forekomsten af fortolkningsforskelle mellem afdelinger, kamre eller dommere i spørgsmål om anvendelse af loven, eller når et kammer eller en dommer i en afdeling afviger fra den hidtil herskende retsopfattelse. Den registrerende dommers medvirken bidrager til sammenhængen i og effektiviteten af en ordning, der kan sikre ensartetheden i retspraksis ved den pågældende retsinstans.

87.

Under disse omstændigheder kan rækkevidden af den registrerende dommers specifikke medvirken i beslutningsprocessen på ingen måde sammenlignes med afdelingens medvirken med hensyn til indholdet af den retsakt, hvorved tvisten afsluttes, og det forekommer mig, at denne medvirken til forskel fra den sidstnævnte ikke er omfattet af kravet, der er indeholdt i udtrykket »oprettet ved lov« ( 64 ).

88.

Af de ovenfor anførte grunde er jeg af den opfattelse, at artikel 19, stk. 1, TEU skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en ordning til sikring af sammenhængen i retspraksis ved en retsinstans såsom den omhandlede ordning i hovedsagerne. Denne konklusion forekommer mig ligeledes begrundet, henset til to betragtninger.

89.

For det første skal det fremhæves, at hverken artikel 2 TEU, artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU eller nogen anden bestemmelse i EU-retten pålægger medlemsstaterne en præcis forfatningsmæssig model, der regulerer forholdet og samspillet mellem de forskellige statslige instanser, navnlig hvad angår definitionen og afgrænsningen af disses kompetencer, og ej heller en institutionel model for organiseringen af den dømmende magt ( 65 ). Fastlæggelsen af sidstnævnte, herunder forløbet af voteringsfasen i en sag, henhører under medlemsstaternes kompetence, og de råder over et vist skøn med henblik på at sikre gennemførelsen af retsstatsprincippet ( 66 ), bl.a. for så vidt angår afvejningen af kravene til retssikkerhed anvendt på retter i anden instans og disse retsinstansers uafhængighed. Som generaladvokat Bobek har fremhævet, søger Domstolens praksis at identificere minimumskrav, som de nationale ordninger skal overholde ( 67 ).

90.

Menneskerettighedsdomstolen har for sit vedkommende præciseret, at i lande med kodificeret ret kan organiseringen af retsvæsenet ikke overlades til domstolsmyndighedernes skøn, hvilket dog ikke udelukker, at der anerkendes dem en vis beføjelse til at fortolke den nationale lovgivning på området. En uddelegering af beføjelser i spørgsmål angående retsvæsenets organisering er i øvrigt acceptabel, i det omfang denne mulighed ligger inden for rammerne af den pågældende stats interne ret, herunder de relevante bestemmelser i forfatningen ( 68 ).

91.

For det andet fremgår det ganske vist af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at kravene til retssikkerhed og til beskyttelse af retssubjekternes berettigede forventning ikke indebærer en erhvervet ret til en fast retspraksis. En udvikling af retspraksis er ikke i sig selv i strid med retsplejehensyn, eftersom der vil være fare for at hindre enhver reform eller forbedring, såfremt der gives afkald på en dynamisk og udviklende tilgang ( 69 ). I det foreliggende tilfælde forekommer det mig, at den omhandlede ordning indebærer en forholdsvis passende afvejning af disse krav og den nødvendige mulighed for at tilpasse retten til ændringer i samfundet gennem fremskridt i retspraksis. Det bør erindres, at de retsopfattelser, der fastlægges på mødet for dommere ved retter i anden instans, ikke er bindende for retterne i første instans, kan være i strid med den registrerende dommers tilgang og under ingen omstændigheder forhindrer den øverste domstol i at varetage sin regulerende rolle med hensyn til anvendelsen af national ret, i givet fald ved at ophæve den forelagte afgørelse truffet af retten i anden instans og samtidig foretage en ændring af retspraksis.

92.

Såfremt Domstolen finder, at de anmodninger om præjudiciel afgørelse, som Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (appeldomstol i handelsretlige sager, Kroatien) har indgivet, kan antages til realitetsbehandling, foreslår jeg, at Domstolen giver denne ret følgende svar:

»Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en national lovgivning og praksis, hvorefter der i voteringsfasen i en retssag i anden instans vedrørende en tvist, som har været genstand for en votering i det dommerkollegium, der behandler sagen, indgår følgende punkter: