1.

I den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse anmodes Domstolen om at præcisere grænserne for fortroligheden af de oplysninger, der fremsendes af tilbudsgiverne sammen med deres tilbud i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer.

2.

I Klaipėdos-dommen ( 2 ), som blev afsagt efter indgivelsen af denne anmodning om præjudiciel afgørelse, tog Domstolen stilling til de problemstillinger, der opstår som følge af bestemmelserne i direktiv 2014/24/EU ( 3 ) – navnlig dets artikel 21 – vedrørende fortroligheden af sådanne oplysninger.

3.

Betragtningerne i denne dom baner vejen for besvarelsen af nogle af de af den forelæggende ret, Krajowa Izba Odwoławcza (appeldomstol i udbudsretlige sager, Polen) ( 4 ), rejste spørgsmål.

4.

Artikel 21 (»Fortrolighed«) bestemmer:

»1.   Medmindre andet er fastsat i dette direktiv eller i den nationale lovgivning, som den ordregivende myndighed er omfattet af, især lovgivning om adgang til oplysninger, og med forbehold af forpligtelserne om offentliggørelse af oplysninger om indgåede kontrakter og om meddelelse til ansøgere og tilbudsgivere, som er omhandlet i artikel 50 og 55, må den ordregivende myndighed ikke offentliggøre oplysninger, som de økonomiske aktører har fremsendt, og som de har betegnet som fortrolige, herunder, men ikke begrænset til tekniske hemmeligheder, forretningshemmeligheder og fortrolige aspekter af tilbud.

2.   Ordregivende myndigheder kan pålægge økonomiske aktører krav om beskyttelse af oplysninger af fortrolig karakter, som de ordregivende myndigheder stiller til rådighed under hele udbudsproceduren.«

5.

Artikel 50 (»Bekendtgørelser om indgåede kontrakter«) fastsætter:

»[…]

4.   Offentliggørelse af visse oplysninger om indgåelsen af kontrakten eller rammeaftalen kan undlades, hvis videregivelse heraf ville hindre retshåndhævelsen eller på anden måde være i strid med offentlige interesser eller til skade for en bestemt offentlig eller privat økonomisk aktørs legitime økonomiske interesser, eller for fair konkurrence mellem økonomiske aktører.«

6.

Artikel 55 (»Meddelelse til ansøgere og tilbudsgivere«) har følgende ordlyd:

»[…]

3.   De ordregivende myndigheder kan beslutte ikke at meddele visse af de i stk. 1 og 2 omhandlede oplysninger om kontrakttildelingen, indgåelsen af rammeaftaler eller optagelsen i et dynamisk indkøbssystem, hvis en sådan videregivelse vil hindre retshåndhævelsen eller på anden måde være i strid med offentlige interesser eller til skade for en bestemt offentlig eller privat økonomisk aktørs legitime økonomiske interesser eller for fair konkurrence mellem økonomiske aktører.«

7.

Følgende fremgår af 18. betragtning:

»Desuden bør det i forbindelse med dette direktiv betragtes som lovligt at erhverve, bruge eller videregive forretningshemmeligheder, når loven kræver eller tillader det. […] Navnlig bør dette direktiv ikke fritage offentlige myndigheder for de fortrolighedsforpligtelser, som de er underlagt for så vidt angår oplysninger videregivet af forretningshemmelighedshavere, uanset om disse forpligtelser er fastsat i EU-retten eller i national ret. Sådanne fortrolighedsforpligtelser vedrører bl.a. forpligtelser for så vidt angår oplysninger, der fremsendes til ordregivende myndigheder i forbindelse med udbudsprocedurer, som fastsat f.eks. i […] direktiv 2014/24/EU […]«

8.

Artikel 1 (»Genstand og anvendelsesområde«) bestemmer:

»[…]

2.   Dette direktiv berører ikke:

[…]

[…]«

9.

Artikel 2 (»Definitioner«) har følgende affattelse:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]«

10.

Følgende fastsættes i artikel 3 (»Lovlig erhvervelse, brug og videregivelse af forretningshemmeligheder«):

»[…]

2.   Erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed betragtes som lovlig, i det omfang EU-retten eller national ret kræver eller tillader en sådan erhvervelse, brug eller videregivelse.«

11.

Artikel 7 bestemmer:

»1.   Indgåelse af en offentlig kontrakt skal forberedes og gennemføres af den ordregivende myndighed på en sådan måde, at der er loyal konkurrence, og at alle økonomiske aktører sikres en lige behandling, samt at proportionalitetsprincippet og gennemsigtighedsprincippet overholdes.

[…]«

12.

Artikel 8 er affattet således:

»1.   Udbudsproceduren er offentlig og gennemsigtig.

2.   Den ordregivende myndighed kan kun begrænse adgangen til oplysninger vedrørende udbudsproceduren i de tilfælde, der er fastsat ved lov.

2a.   Den ordregivende myndighed kan i udbudsbetingelserne fastsætte krav til den fortrolige karakter af de oplysninger, der meddeles en økonomisk aktør under udbudsproceduren.

3.   Oplysninger, der udgør forretningshemmeligheder i henhold til bestemmelserne om bekæmpelse af illoyal konkurrence, videregives ikke, såfremt en økonomisk aktør senest inden for fristen for indgivelse af tilbud eller ansøgninger om deltagelse i proceduren har angivet, at oplysningerne ikke kan videregives, og såfremt det godtgøres, at de angivne oplysninger udgør forretningshemmeligheder. En økonomisk aktør kan ikke begrænse adgangen til oplysninger, der følger af artikel 86, stk. 4. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på udvælgelsesprøver.

[…]«

13.

Artikel 11, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Ved forretningshemmeligheder forstås tekniske, teknologiske, videnskabelige, organisatoriske oplysninger eller andre oplysninger af handelsværdi, som i deres helhed eller i den præcise konfiguration eller sammensætning af deres komponenter ikke er almindeligt kendt blandt eller umiddelbart tilgængelige for personer, der normalt beskæftiger sig med den pågældende type oplysninger, forudsat at de personer, som har en legitim interesse i at benytte eller råde over oplysningerne, har taget rimelige foranstaltninger med henblik på at bevare deres fortrolighed med den fornødne omhu.«

14.

I 2019 ( 8 ) iværksatte Państwowe Gospodarstwo Wodne Wody Polskie (det statslige vandselskab, Polen) en offentlig udbudsprocedure med henblik på indgåelse af en kontrakt vedrørende »udarbejdelse af planer til ajourføringen af vandområdeplanen II (II aPGW) samt metodologien«.

15.

Det fremgik af udbudsbetingelserne, at tilbuddene ville blive vurderet på grundlag af tre kriterier: prisen (40%), projekternes udviklingskoncept (42%) og beskrivelsen af måden, hvorpå kontrakten ville blive gennemført (18%).

16.

Der blev afgivet tilbud fra fire økonomiske aktører, herunder et konsortium under ledelse af ANTEA POLSKA S.A (herefter »Antea Polska«) ( 9 ). CDM Smith Sp. z o.o. (herefter »CDM«) fik tildelt kontrakten.

17.

Antea Polska, som blev placeret på en andenplads, anfægtede tildelingen af kontrakten ved Krajowa Izba Odwoławcza (appeldomstol i udbudsretlige sager). Konsortiet nedlagde bl.a. påstand om adgang til bestemte dokumenter og til de oplysninger, der var blevet betegnet som forretningshemmeligheder af CDM og af andre tilbudsgivere.

18.

Efter Antea Polskas opfattelse indebar en klassificering af de pågældende oplysninger som hemmelige en krænkelse af princippet om ligebehandling og gennemsigtighedsprincippet, i henhold til hvilke fortroligheden skal fortolkes indskrænkende. Endvidere havde den vidtgående klassificering af oplysningerne som fortrolige, sammen med manglen på en behørig begrundelse for de tildelte point, frataget konsortiet dets ret til effektiv domstolsbeskyttelse som følge af dets manglende kendskab til detaljerne i konkurrenternes tilbud.

19.

Den ordregivende myndighed bestred dette standpunkt, idet den bl.a. gjorde gældende:

20.

Krajowa Izba Odwoławcza (appeldomstol i udbudsretlige sager), som skal tage stilling til anfægtelsen af den ordregivende myndigheds beslutning, har i denne forbindelse forelagt syv præjudicielle spørgsmål. På Domstolens opfordring vil jeg alene behandle de første fire spørgsmål, som har følgende affattelse:

21.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 29. januar 2021.

22.

Der er indgivet skriftlige indlæg af Antea Polska, Państwowe Gospodarstwo Wodne Wody Polskie (det statslige vandselskab), den østrigske og den polske regering samt Europa-Kommissionen.

23.

I retsmødet, som blev afholdt den 16. marts 2022, deltog Antea Polska, Państwowe Gospodarstwo Wodne Wody Polskie (det statslige vandselskab), CDM, den polske regering og Kommissionen.

24.

Domstolen fastslog i Klaipėdos-dommen (præmis 96-102), at den lovgivning, der finder anvendelse i forbindelse med sager vedrørende beskyttelse af fortroligheden i offentlige udbudsprocedurer, er indeholdt i direktiv 2014/24, som udgør lex specialis, og ikke i direktiv 2016/943.

25.

Det blev bl.a. begrundet i følgende:

26.

På denne baggrund er der intet til hinder for at tage begreberne i direktiv 2016/943 i betragtning ( 11 ), når den nationale lovgivning – således som det er tilfældet her – henviser til disse med henblik på regulering af fortrolighedsreglerne i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer. Jeg vender tilbage til dette punkt senere i dette forslag.

27.

Den forelæggende ret ønsker først og fremmest at få oplyst, om artikel 21 i direktiv 2014/24 ( 12 ) skal fortolkes således, at den giver tilbudsgiveren lov til at betegne enhver oplysning, som den ikke ønsker at videregive til sine konkurrenter, som en forretningshemmelighed.

28.

Det er vigtigt at understrege, at den forelæggende ret med dette spørgsmål ikke bekymrer sig så meget om tilbudsgiverens ensidige adfærd som om de konsekvenser for den ordregivende myndighed, der følger heraf.

29.

Svaret fremgår efter min opfattelse af Klaipėdos-dommen, hvori Domstolen bemærkede følgende:

30.

Såvel den ordregivende myndighed som de instanser, der kontrollerer dens beslutninger, har således til opgave at vurdere den af tilbudsgiveren ønskede fortrolighed, og ikke blot at tage denne for gode varer. De har tilstrækkelige beføjelser til at bekæmpe, hvad der i forelæggelsesafgørelsen betegnes som et misbrug (et »patologisk misbrug«), der begås af tilbudsgivere, som er vant til på uforholdsmæssig vis at benytte sig af muligheden for at betegne elementer i deres tilbud som fortrolige, når de i virkeligheden ikke er det.

31.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at der til trods for den polske lovgivers hensigt om at begrænse fortrolighedens omfang, er visse tilbudsgivere, som systematisk påberåber sig, at en væsentlig del af oplysningerne i deres tilbud udgør forretningshemmeligheder, og at de ordregivende myndigheder har en tendens til at tage disse påstande for gode varer ( 17 ).

32.

Såfremt dette er tilfældet, og der foreligger en uregelmæssig anvendelse af den nationale bestemmelse, som gennemfører direktiv 2014/24, tilkommer det de nationale retter at korrigere denne, således at den overholder EU-retten.

33.

Om end den forelæggende ret ikke har lagt særlig vægt på, hvad jeg vil redegøre for i det følgende, har der i de skriftlige indlæg og i retsmødet fundet drøftelser sted vedrørende den af den nationale bestemmelse (artikel 8, stk. 3, i lov om offentlige kontrakter) indførte begrænsning, hvorefter det alene er forbudt at videregive oplysninger, der udgør forretningshemmeligheder i henhold til bestemmelserne om bekæmpelse af illoyal konkurrence ( 18 ).

34.

Tvisten har drejet sig om, hvorvidt den pågældende nationale bestemmelse er forenelig med artikel 21 i direktiv 2014/24, som beskytter et mere vidtrækkende fortrolighedsområde end området for tekniske hemmeligheder og forretningshemmeligheder ( 19 ) (f.eks. omfatter bestemmelsen ligeledes »fortrolige aspekter af tilbud«).

35.

Som jeg i sin tid bemærkede ( 20 ), følger det af artikel 21 i direktiv 2014/24, at beskyttelsen ikke er begrænset til tekniske hemmeligheder og forretningshemmeligheder, men også omfatter fortrolige aspekter af tilbud. Derfor kan den pågældende bestemmelse omfatte oplysninger, der ikke strengt taget kan kvalificeres som en teknisk hemmelighed eller en forretningshemmelighed. Dette argument lægges efter min opfattelse til grund i forskellige dele af Klaipėdos-dommen ( 21 ).

36.

For så vidt som den ændrede artikel 11 i lov om bekæmpelse af illoyal konkurrence ( 22 ), hvorved direktiv 2016/943 gennemføres i national ret, gengiver direktivets definition af »forretningshemmelighed«, ender den polske lovgivning om offentlige kontrakter – som følge af denne kæde af henvisninger – med at tage udgangspunkt i det i direktiv 2016/943 omhandlede begreb »forretningshemmelighed« ( 23 ).

37.

Der opstår således indirekte tvivl om, hvorvidt artikel 21 i direktiv 2014/24 er forenelig med en national lovgivning, hvor omfanget af fortroligheden er mere begrænset end i den nævnte bestemmelse.

38.

Ved første øjekast er der intet til hinder for, at den nationale lov kan indeholde en sådan begrænsning, eftersom artikel 21 i direktiv 2014/24 finder anvendelse, »[m]edmindre andet er fastsat i dette direktiv eller i den nationale lovgivning, som den ordregivende myndighed er omfattet af«.

39.

Denne undtagelse giver medlemsstaterne en skønsmargen svarende til den, der indrømmes i andre bestemmelser i direktiv 2014/24, hvori der henvises til den nationale lovgivning. Dette er f.eks. tilfældet i artikel 57, stk. 7, i direktiv 2014/24, hvorefter medlemsstaterne skal fastlægge gennemførelsesbestemmelser for denne artikel »under hensyntagen til EU-retten«.

40.

Domstolen har imidlertid fastslået, at »medlemsstaternes skønsbeføjelse på dette punkt ikke er uindskrænket, og […] når en medlemsstat har valgt at anvende en af de fakultative udelukkelsesgrunde i direktiv 2014/24, skal medlemsstaten respektere de grundlæggende træk herved, således som de er fastlagt i dette direktiv. Eftersom det præciseres, at medlemsstaterne skal fastlægge »gennemførelsesbestemmelser for denne artikel«»under hensyntagen til EU-retten«, forhindrer artikel 57, stk. 7, i direktiv 2014/24, at medlemsstaterne fordrejer de i denne bestemmelse fastlagte fakultative udelukkelsesgrunde eller ser bort fra de mål og principper, der ligger til grund for de enkelte udelukkelsesgrunde« ( 24 ).

41.

Denne retspraksis kan efter min opfattelse overføres analogt til den foreliggende sag. For så vidt angår EU-retten kan medlemsstaterne regulere omfanget af fortroligheden, hvorfor der i princippet ikke er noget til hinder for, at kategorien af beskyttede oplysninger begrænses til »forretningshemmeligheder«, hvilket er mere indskrænkende end den generelle regel i artikel 21 i direktiv 2014/24.

42.

Det kan i forbindelse med fortolkningen af begrebet »forretningshemmelighed« være nyttigt at skele til direktiv 2016/943, hvori nuancerne af det i artikel 21 i direktiv 2014/24 anvendte begreb præciseres. Det vil navnlig være relevant i det tilfælde, hvor en national lovgivning som følge af den ovennævnte kæde af henvisninger knytter bedømmelsen af fortroligheden på området for indgåelse af offentlige kontrakter sammen med forretningshemmeligheder, således som disse er defineret i gennemførelsesloven til direktiv 2016/943.

43.

For så vidt som direktiv 2016/943 sigter mod en generel regulering af forretningshemmeligheder, kan det være til gavn for den ordregivende myndighed – og for de instanser, der kontrollerer dens beslutninger – i forsøget på at opnå en balance mellem de principper, der specifikt vedrører fortrolighed, og dem, der ligger til grund for ordningen for indgåelse af offentlige kontrakter i direktiv 2014/24, samt adgangen til en effektiv klageordning.

44.

Det er imidlertid nødvendigt også at tage andre bestemmelser i direktiv 2014/24 end artikel 21 i betragtning, set i lyset af direktivets overordnede mål. Anvendelsen heraf indebærer, at visse fortrolige oplysninger – også selv om de ikke kan henføres fuldstændigt under begrebet »forretningshemmelighed« – skal beskyttes for at sikre en ufordrejet konkurrence mellem de økonomiske aktører eller en økonomisk aktørs legitime økonomiske interesser.

45.

I henhold til artikel 21 i direktiv 2014/24 skal den ordregivende myndighed forsyne ansøgere og tilbudsgivere med de i artikel 50 og 55 omhandlede oplysninger. Disse oplysninger er som udgangspunkt ikke omfattet af listen over fortrolige oplysninger, men de kan imidlertid opnå en sådan status, såfremt de i artikel 50, stk. 4, og artikel 55, stk. 3, i direktiv 2014/24 nævnte omstændigheder foreligger.

46.

Oplysninger (som ikke nødvendigvis udgør forretningshemmeligheder), hvis videregivelse »vil [kunne være] til skade for en bestemt […] økonomisk aktørs legitime økonomiske interesser eller for fair konkurrence mellem økonomiske aktører«, er således underlagt en fortrolighedspligt.

47.

Om end artikel 55, stk. 3, i direktiv 2014/24 specifikt omhandler de oplysninger, der er nævnt i samme artikels stk. 1 og 2, er det, som er relevant for den foreliggende sag, at opmærksomheden henledes på, at en økonomisk aktørs (en konkurrents) legitime økonomiske interesser ikke må lide skade, og at konkurrencen skal sikres.

48.

Denne dobbelte henledning af opmærksomheden er blevet bekræftet i Domstolens praksis vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter i mere generel forstand. Det fremgår heraf,

49.

I henhold til artikel 50, stk. 4, og artikel 55, stk. 3, i direktiv 2014/24 tilkommer det de ordregivende myndigheder at træffe beslutningen om ikke at videregive de følsomme oplysninger, som er omhandlet i de to bestemmelser. Ingen af de to bestemmelser indeholder det i samme direktivs artikel 21, stk. 1, opstillede forbehold (»[m]edmindre andet er fastsat […] i den nationale lovgivning«), hvorfor anvendelsen heraf ikke er betinget af de nationale bestemmelser.

50.

Under alle omstændigheder kan de ordregivende myndigheders beføjelser til at videregive de i tilbuddene indeholdte oplysninger – også selv om de ikke måtte udgøre forretningshemmeligheder i ordets egentlige forstand – være begrænsede af andre sektorspecifikke bestemmelser, der måtte foreskrive dette ( 27 ).

51.

Som besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål er det således min opfattelse, at artikel 21 i direktiv 2014/24:

52.

Med disse spørgsmål, som kan besvares samlet, har den forelæggende ret ytret tvivl om muligheden for, at den af tilbudsgiveren påberåbte fortrolighed kan have indvirkning på navnlig:

53.

Endnu engang tilbyder Klaipėdos-dommen den forelæggende ret nøglen til selv at afgøre, om disse oplysninger (eller enhver anden oplysning, der ledsager tilbudsgiverens tilbud) er af fortrolig karakter, i den for retten verserende tvist.

54.

I Klaipėdos-dommen hældte Domstolen efter min opfattelse mod, at fortroligheden skal være så specifik som mulig ( 28 ):

55.

Den fortolkning af artikel 21 i direktiv 2014/24, der hidrører fra denne retspraksis, er forenelig med andre bestemmelser i det pågældende direktiv, som foreskriver, at fortroligheden skal være specifik ( 32 ).

56.

I retsmødet foregik der drøftelser om »minimeringsprincippet« – jf. den forelæggende rets terminologi – som et kriterium, der begrænser fortroligheden til det strengt nødvendige. Denne betegnelse kan alene anvendes om informationer, oplysninger, elementer eller afsnit i de dokumenter, der ledsager tilbuddene (eller i selve tilbuddene), såfremt de reelt er absolut nødvendige for at kunne beskytte tilbudsgiverens legitime interesser og for at undgå, at en eller flere af vedkommendes konkurrenter fordrejer konkurrencen mellem disse.

57.

Såfremt den ordregivende myndighed finder det formålstjenligt, er der intet til hinder for anvendelsen af dette princip, som alene vedrører specifikke dele af de tilvejebragte oplysninger, og ikke dokumenterne i deres helhed. Det er under alle omstændigheder ikke muligt på forhånd at fastlægge, hvornår et givent dokument vil kunne klassificeres som fortroligt, eftersom en sådan klassifikation afhænger af det enkelte dokuments egenskaber i forbindelse med en konkret tvist.

58.

Det lader til at fremgå af forelæggelsesafgørelsen, at den ordregivende myndighed har handlet generelt i forbindelse med bestemte kategorier af oplysninger, uden at have foretaget den nødvendige individuelle kvalifikation.

59.

Dette er imidlertid en bedømmelse, som alene tilkommer den forelæggende ret, idet den skal foretage en udførlig og begrundet vurdering af,

60.

Uden at jeg i øvrigt har til hensigt at indtræde i den forelæggende rets rolle i forbindelse med denne opgave (som i virkeligheden snarere vedrører anvendelsen af bestemmelsen end fortolkningen heraf), vil jeg kort redegøre for de oplysninger i tilbuddene, som er genstand for de foreliggende præjudicielle spørgsmål, og som den forelæggende ret har opdelt i to kategorier.

61.

Den første kategori omfatter de dokumenter, der beskriver »en given økonomisk aktørs personlige forhold i forbindelse med denne[s] erfaring [og de] enheder og personale, som foreslås til gennemførelsen af kontrakten«.

62.

Efter den forelæggende rets opfattelse omfattede de i udbudsbetingelserne påkrævede dokumenter alene de i artikel 59 og 60 og i bilag XII til direktiv 2014/24 omhandlede dokumenter (ud over dem, der var påkrævet i henhold til den nationale lovgivning).

63.

Såfremt dette er tilfældet, vil det være vanskeligt at fastslå, at nogle dokumenter, hvis offentliggørelse er foreskrevet i selve direktiv 2014/24, kan klassificeres som forretningshemmeligheder eller som en anden form for fortrolige oplysninger.

64.

Med hensyn til de oplysninger, der vedrører tilbudsgiverens personlige forhold (finansielle kapacitet), har den forelæggende ret tilføjet, at udbudsbetingelserne var begrænset til en angivelse af, at forholdet skulle overstige et bestemt niveau, men at der ikke var fastsat nogen pligt til at redegøre detaljeret for denne kapacitet eller til at præcisere, hvor mange midler tilbudsgiveren havde til rådighed i sit pengeinstitut.

65.

Noget tilsvarende gælder i forbindelse med forholdet hos de tredjemænd eller enheder, som tilbudsgiveren ønsker at basere sig på, eller hos de underleverandører, der angives i tilbuddet. Med forbehold af de generelle forpligtelser i forbindelse med beskyttelse af personoplysninger kan angivelsen af disse parter ikke holdes hemmelig, når der i udbudsbetingelserne kræves en offentliggørelse heraf, og det er derfor ikke tilstrækkeligt at påberåbe sig en hypotetisk risiko for at få »hugget« sine menneskelige ressourcer.

66.

For så vidt angår den anden dokumentkategori omhandler denne »udarbejdelsen, som kræves af den ordregivende myndighed med henblik på at evaluere tilbuddene i henhold til kvalitetskriterierne«, og som helt konkret består af »konceptudvikling« og »beskrivelse af måden kontrakten gennemføres på«.

67.

Det kan i princippet ikke udelukkes, at nogle af de dokumenter, der fremlægges af en økonomisk aktør sammen med tilbuddet, indeholder følsomme oplysninger, som er omfattet af beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret, og som derfor ikke må videregives til en tredjemand, der ikke råder over den fornødne autorisation ( 33 ).

68.

Der var i retsmødet uenighed om dette punkt blandt intervenienterne, og det blev i sidste ende fastslået, at det er den forelæggende ret, som på baggrund af de faktiske omstændigheder i sagen skal tage stilling til, om rettigheder af denne art er blevet krænket ( 34 ).

69.

Disse betragtninger bekræfter vanskeligheden i på forhånd at klassificere oplysningerne i tilbudsgivernes tilbud som fortrolige i abstrakt forstand, uanset om der er tale om forretningshemmeligheder eller ej. Artikel 21 i direktiv 2014/24 er uvægerligt nødt til at anvende generelle formuleringer, som giver de ordregivende myndigheder og kontrolinstanserne mulighed for i hvert enkelt tilfælde at foretage en begrundet anvendelse heraf.

70.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at de første fire af de af Krajowa Izba Odwoławcza (appeldomstol i udbudsretlige sager, Polen) forelagte præjudicielle spørgsmål besvares på følgende måde:

»Artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF skal fortolkes således, at: