151

Sagsøgeren har gjort gældende, at der burde være taget hensyn til virksomhedens gode samarbejde under undersøgelsen foretaget af OLAF ved fastsættelsen af den passende sanktion, der skulle anvendes i det foreliggende tilfælde. Sagsøgeren har tilføjet, at den i overensstemmelse med italiensk ret i april 2016 vedtog en organisations-, ledelses- og kontrolmodel sammen med et etisk kodeks og et hertil knyttet disciplinært system. Sagsøgeren fjernede også A og B fra deres funktioner i 2019.

152

Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren i henhold til sine kontraktlige forpligtelser og artikel 5 i Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT 1996, L 292, s. 2) var forpligtet til at samarbejde og give adgang til deres lokaler for at lette OLAF’s kontrol og inspektion. Sagsøgerens argument om, at virksomhedens gode samarbejde burde have haft betydning for den vurdering, som institutionen har foretaget angående den passende sanktion, må efter Kommissionens opfattelse forkastes. Kommissionen har præciseret, at institutionen har haft adgang til de rapporter, der redegjorde for kontrollen på stedet, hvori det blev nævnt, at sagsøgeren og dennes repræsentanter havde samarbejdet med OLAF.

153

Det skal indledningsvis bemærkes, at Kommissionen for så vidt angår de faktiske omstændigheder, der ligger forud for den 1. januar 2016, i den anfægtede afgørelse anførte, at artikel 133a, stk. 2, litra b), i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 1605/2002 (EFT 2002, L 357, s. 1), som er blevet ændret, og artikel 145, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelse af forordning nr. 966/2012 (EUT 2012, L 362, s. 1), inden den blev ændret ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2462 af 30. oktober 2015 (EUT 2015, L 342, s. 7), fastsatte en maksimal udelukkelsesperiode for en enhed på fem år.

154

For forhold begået efter den 1. januar 2016 anførte Kommissionen, at artikel 106, stk. 14, litra c), i forordning nr. 966/2012, som ændret ved forordning 2015/1929, fastsatte, at udelukkelsen ikke kunne overstige tre år i de tilfælde af alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 106, stk. 1, litra c), og fem år i tilfælde af bestikkelse som omhandlet i samme forordnings artikel 106, stk. 1, litra d).

155

I denne sammenhæng udelukkede Kommissionen sagsøgeren på grundlag af en foreløbig retlig kvalificering af sagsøgerens adfærd, henset til de fastslåede faktiske forhold og de konklusioner, der fremgår af institutionens fremsatte henstilling, i overensstemmelse med artikel 106, stk. 2, i forordning nr. 966/2012, som ændret ved forordning 2015/1929. Den fandt, at grovheden af den culpøse adfærd, den forsætlige karakter af denne adfærd, dens varighed og de store pengesummer involveret begrundede en udelukkelse af fire års varighed.

156

I denne forbindelse bemærker Retten, at artikel 133a, stk. 1, i forordning nr. 2342/2002, som ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 478/2007 af 23. april 2007 (EUT L 111, s. 13), og artikel 106, stk. 3, i forordning nr. 966/2012, som ændret ved forordning 2015/1929, kræver, at den ordregivende myndighed, som udelukker en økonomisk aktør, overholder proportionalitetsprincippet. Navnlig fastsætter nævnte artikel 106, stk. 3, at den ordregivende myndigheds afgørelse bl.a. skal tage hensyn til, hvor alvorlige forholdene er, herunder deres indvirkning på Unionens finansielle interesser og image, hvor lang tid der er gået siden den relevante adfærd, dens varighed og gentagelse, forsætligheden eller graden af uagtsomhed eller eventuelle andre formildende omstændigheder, f.eks. graden af den økonomiske aktørs samarbejde med den relevante kompetente myndighed og vedkommendes bidrag til undersøgelsen, som den kompetente myndighed har anerkendt.

157

I overensstemmelse med artikel 108, stk. 11, i forordning nr. 966/2012, som ændret ved forordning 2015/1929, har Retten »fuld prøvelsesret med hensyn til afgørelser, hvorved den ordregivende myndighed udelukker en økonomisk aktør og/eller pålægger den en økonomisk sanktion, og kan bl.a. forkorte eller forlænge varigheden af udelukkelsen og/eller annullere, reducere eller forhøje den pålagte økonomiske sanktion«. Ud over en simpel prøvelse af lovligheden, der kun giver mulighed for at frifinde sagsøgte eller annullere den anfægtede retsakt, giver denne fulde prøvelsesret Retten beføjelse til at omgøre den anfægtede retsakt, også selv om den ikke annulleres, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder, f.eks. med henblik på at ændre varigheden af udelukkelsen. Under disse omstændigheder kan Retten i givet fald foretage andre vurderinger end dem, Kommissionen lagde til grund i den anfægtede afgørelse med hensyn til varigheden af udelukkelsen.

158

I det foreliggende tilfælde skal den argumentation, hvormed sagsøgeren har gjort gældende, at det gode samarbejde, som virksomheden udviste i forbindelse med undersøgelsen, og de omstruktureringsforanstaltninger, som sagsøgeren traf, burde have haft betydning for fastsættelsen af en passende sanktion for sagsøgeren, fortolkes som en opfordring til, at Retten under udøvelse af sin fulde prøvelsesret fastsætter varigheden af udelukkelsen under hensyntagen til de påberåbte formildende omstændigheder.

159

Inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret fastslår Retten, at sagsøgeren har begået forhold, der udgør bestikkelse og alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet som nævnt i præmis 121-123, 126, 127 og 129-134 ovenfor. Disse forhold er meget alvorlige på grund af selve deres karakter, idet sagsøgerens adfærd havde til formål at bestikke tjenestemænd i den offentlige administration i Republikken Nordmakedonien med henblik på at opnå en konkurrencemæssig fordel i forhold til de øvrige tilbudsgivere. Det bemærkes, at sagsøgeren forsætligt forsøgte at bestikke tjenestemænd i den offentlige administration i Republikken Nordmakedonien. Denne adfærd strakte sig lidt over fire år, hvorunder flere personer, der var interne og eksterne i forhold til sagsøgeren, var involveret.

160

Der skal ligeledes tages hensyn til de alvorlige konsekvenser, som disse forhold har for Unionens finansielle interesser, for så vidt som de vedrører et beløb, der overstiger 1,7 mio. EUR.

161

Hvad dernæst angår de forhold, som sagsøgeren har påberåbt sig, er det korrekt, at de rapporter, der redegør for kontrollen på stedet, nævner sagsøgerens »meget gode« og »fulde« samarbejde i forbindelse med disse kontroller. Det er imidlertid også korrekt, således som Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren havde en retlig forpligtelse til at samarbejde med OLAF. Under alle omstændigheder må det fastslås, at sagsøgerens adfærd på tidspunktet for undersøgelsen i den foreliggende sag kun kan have ringe betydning for sanktionens strenghed, henset til de pågældende handlingers grovhed.

162

Hvad angår den organisatoriske model, som sagsøgeren vedtog i 2016, tilslutter Retten sig Kommissionens vurderinger i denne henseende i den anfægtede afgørelse. Denne model blev nemlig for det første indført i april 2016, men sagsøgerens culpøse adfærd ophørte ikke af denne grund, idet den fortsatte indtil januar 2017. For det andet bemærkes, at selv om denne nye model eventuelt kan have en indvirkning på sagsøgerens fremtidige adfærd, har den ikke haft nogen virkning i den relevante periode. På samme måde kan fratrædelsen af A og B i 2019 kun have en indvirkning på sagsøgerens fremtidige adfærd. Retten finder derfor ikke, at der er grund til at tage hensyn hertil.

163

Endelig kan det fremhæves, at den maksimale udelukkelsesperiode, som lovgiver har fastsat, før den 1. januar 2016 var fem år for alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet og, efter den 1. januar 2016, tre år for alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet og fem år for forhold, der udgør bestikkelse. I den foreliggende sag fastslog Retten imidlertid i præmis 121-123, 126, 127 og 129-134 ovenfor, at sagsøgerens adfærd udgjorde såvel alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet som bestikkelse.

164

Henset til samtlige de ovenfor opregnede konstateringer og omstændigheder må det fastslås, at en udelukkelse med en varighed på fire år er hensigtsmæssig og forholdsmæssig i den foreliggende sag.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tiende Afdeling):