1

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF og artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har sagsøgeren, LR, nedlagt påstand dels om annullation af Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) afgørelse af 9. januar 2020 om afslag på at tildele vedkommende bosættelsespenge efter fratræden (herefter »den anfægtede afgørelse«), dels om, at EIB tilpligtes at betale bosættelsespenge efter fratræden med tillæg af morarenter beregnet efter Den Europæiske Centralbanks (ECB) rentesats forhøjet med 2 point.

2

Sagsøgeren blev ansat af EIB den [fortroligt] og gik på pension den [fortroligt].

3

I denne periode boede sagsøgeren med sin familie i [fortroligt].

4

Den 4. september 2019 ansøgte sagsøgeren EIB om udbetaling af bosættelsespenge ved fratræden med den begrundelse, at vedkommende efter sin pensionering var flyttet til [fortroligt].

5

Den 9. januar 2020 afslog EIB ved den anfægtede afgørelse sagsøgerens ansøgning med den begrundelse, at den pågældende var ejer af den bolig, som vedkommende havde taget bopæl i, og at vedkommende derfor ikke opfyldte betingelserne for tildeling af bosættelsespenge efter fratræden som omhandlet i artikel 13 i de administrative bestemmelser som finder på ansatte ved EIB (herefter »de administrative bestemmelser«).

6

Den 19. februar 2020 indgav sagsøgeren en ansøgning til EIB’s formand om principalt tildeling af bosættelsespenge efter fratræden for det tilfælde, at Retten i den sag, der har givet anledning til dom af 12. maj 2021, DF og DG mod EIB (T-387/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:258), ville træffe afgørelse til fordel for sagsøgerne og subsidiært om fornyet gennemgang af den anfægtede afgørelse i overensstemmelse med artikel 41 i EIB’s personalevedtægt.

7

Ved afgørelse af 15. maj 2020, der blev meddelt den 20. maj 2020, afslog EIB sagsøgerens anmodning om fornyet gennemgang (herefter »afgørelsen om afslag på anmodningen om fornyet gennemgang«) med den begrundelse, at udtrykket »egen husstand« i artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser, efter dens fortolkning betegner den ansattes eller et familiemedlems ejendom.

8

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

9

EIB har nedlagt følgende påstande:

10

Med sin anden påstand har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelsen om afslag på anmodningen om fornyet gennemgang.

11

I denne henseende følger det af fast retspraksis vedrørende bl.a. vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), der finder analog anvendelse i det foreliggende tilfælde, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, i det tilfælde, hvor denne afgørelse er uden selvstændigt indhold, har den virkning, at den akt, der har været genstand for klagen, skal prøves ved Retten (jf. i denne retning dom af 17.3.2021, EJ mod EIB, T-585/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:142, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

12

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at afgørelsen om afslag på anmodningen om fornyet gennemgang hverken ændrer betydningen eller rækkevidden af den anfægtede afgørelse, hvorved EIB afslog at tildele sagsøgeren bosættelsespenge efter fratræden ved den pågældendes flytning til [fortroligt].

13

Det må følgelig fastslås, at EIB ikke i afgørelsen om afslag på anmodningen om fornyet gennemgang foretog en ny gennemgang af sagsøgerens situation med hensyn til nye retlige og faktiske omstændigheder, som sidstnævnte kunne have gjort gældende over for den anfægtede afgørelse, men begrænsede sig til som svar på sagsøgerens anmodning om fornyet gennemgang af 19. februar 2020 at fremkomme med præciseringer vedrørende begrundelsen for denne afgørelse. Sådanne præciseringer kan imidlertid ikke godtgøre, at afslaget på en anmodning om fornyet gennemgang anses for en selvstændig retsakt, der er bebyrdende for sagsøgeren.

14

Annullationspåstande skal derfor anses for alene at være rettet mod den anfægtede afgørelse, hvis lovlighed imidlertid skal prøves under hensyntagen til begrundelsen i afgørelsen om afslag på anmodningen om fornyet gennemgang, der skal være sammenfaldende med begrundelsen i den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 14.7.2021, KO mod Kommissionen, T-389/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:436, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).

15

Sagsøgeren har til støtte for den første påstand fremsat fire anbringender om for det første tilsidesættelse af artikel 13 i de administrative bestemmelser, for det andet tilsidesættelse af forpligtelsen til at høre EIB’s personalerepræsentanter, for det tredje tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og forpligtelsen til at fastsætte en overgangsordning, og for det fjerde tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik.

16

Hvad angår det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at EIB har anlagt en fejlagtig fortolkning af artikel 13 i de administrative bestemmelser vedrørende godtgørelse af udgifter og fast godtgørelse ved tjenestens ophør.

17

Sagsøgeren har gjort gældende, at EIB med urette har fortolket udtrykket »egen husstand« som henvisende til »fast ejendom, hvori den ansatte eller dennes ægtefælle ejer en andel, uanset hvor lille denne måtte være«, også selv om den pågældende ansatte eller dennes familie ikke bor der og aldrig har boet der.

18

Ifølge EIB hviler den anfægtede afgørelse ikke på en ny fortolkning af udtrykket »egen husstand«, men på en korrekt anvendelse af artikel 13 i de administrative bestemmelser, fortolket i lyset af den sammenhæng, hvori den indgår, dens almindelige opbygning og dens formål. EIB er af den opfattelse, at den fortolkning af artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser, som sagsøgeren har gjort gældende, ville fratage bestemmelsen dens effektive virkning.

19

I overensstemmelse med fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af. En EU-retlig bestemmelses tilblivelse kan ligeledes give relevante elementer med henblik på dens fortolkning (dom af 2.9.2021, CRCAM, C-337/20, EU:C:2021:671, præmis 31, og jf. ligeledes i denne retning dom af 10.3.2021, AM mod EIB, T-134/19, EU:T:2021:119, præmis 60).

20

For det første bemærkes, at artikel 13 i de administrative bestemmelser i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, er affattet på følgende måde:

»En person, der efter tjenesteperiodens ophør har skiftet bolig for at tage bopæl i en afstand af mindst 50 [kilometer (km)] fra det sidste tjenestested, har ret til:

[…]

13.3. Bosættelsespenge efter fratræden

En person, der har gjort tjeneste i tre år – eller uden hensyn til tjenestetid, såfremt [EIB] har opsagt vedkommende eller ikke har forlænget dennes kontrakt — modtager efter sin faktiske flytning til sit nye bopælssted bosættelsespenge svarende til vedkommendes seneste månedsløn, forudsat at den pågældende ikke er blevet afskediget på grund af alvorlige forhold.

Desuden modtager den person, hvis familie – for så vidt som familien boede under samme tag som den pågældende – faktisk bosatte sig det nye bopælssted, der er mindst 50 km i fugleflugtslinje fra tjenestestedet, to gange det samme beløb.

Såfremt to ægtefæller, der er ansat i [EIB], begge har ret til bosættelsespenge efter fratræden, udbetales dette beløb kun til den ægtefælle, der har den højeste grundløn.«

21

Hvad angår ordlyden af artikel 13 i de administrative bestemmelser skal det således konstateres, at denne artikel fastsætter udbetaling af en fast godtgørelse for bosættelse til en ansat ved EIB, der har skiftet bopæl efter tjenestens ophør, med henblik på at fastsætte denne godtgørelse for en afstand af mindst 50 kilometer (km) fra dennes sidste tjenestested.

22

Ikke desto mindre gør artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser tildelingen af denne godtgørelse betinget af, at den pågældende ansatte ikke har taget bopæl i sin egen husstand.

23

Da begreberne »bopæl« og »husstand« ikke er definerede i de administrative bestemmelser, skal disse begreber fortolkes i overensstemmelse med deres normale betydning i sædvanlig sprogbrug (jf. i denne retning dom af 9.9.2021, Phantasialand, C-406/20, EU:C:2021:720, præmis 28 og 29).

24

Det skal imidlertid bemærkes, at det franske udtryk »foyer« (»husstand«), der findes i den franske version af de administrative bestemmelser, er blevet oversat med ordet »home« i den engelske version af de nævnte bestemmelser, og at EIB har baseret sig på denne sidstnævnte version både i den anfægtede afgørelse og i afgørelsen om afslag på anmodningen om fornyet gennemgang.

25

Det engelske ord »home« betegner imidlertid også et hus eller en lejlighed, således at udtrykket »own home« kan fortolkes således, at det, således som EIB har gjort gældende, henviser til begrebet fast ejendom.

26

Ifølge Dictionnaire de l’Académie française (Det Franske Akademis ordbog) betegner det franske begreb »foyer« (»husstand«) derimod det sted, hvor der bliver lavet ild, og i forlængelse heraf det sted, hvor en persons familie bor. Hvad angår det franske adjektiv »propre« (»egen«), der står foran ordet »foyer« (»husstand«), har det – ved at forstærke adjektivet »son« (»sin«) – alene til formål at fremhæve den omstændighed, at den pågældende husstand er den ansattes.

27

Ifølge fast retspraksis kan den formulering, der er anvendt i en sprogversion af en EU-retlig bestemmelse, ikke tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller i denne henseende tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. EU-retlige bestemmelser skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Unionens sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner af en EU-retlig tekst skal den pågældende bestemmelse fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er et led i (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Trapeza Peiraios, C-243/20, EU:C:2021:1045, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

28

I den foreliggende sag er den udgave af artikel 13 i de administrative bestemmelser, der finder anvendelse på tvisten, imidlertid resultatet af et forslag, der er affattet og vedtaget på fransk, og EIB har valgt i det sidste afsnit i indledningen til de administrative bestemmelser udtrykkeligt at angive, at den engelske og tyske version af de nævnte bestemmelser var »en oversættelse af den oprindelige franske version«.

29

Under disse særlige omstændigheder skal Retten med henblik på objektivt at fastslå, hvilken hensigt ophavsmanden til den omtvistede bestemmelse havde i forbindelse med dens vedtagelse, i den foreliggende sag fortolke begreberne »résidence« (»bopæl«) og »foyer« (»husstand«) i overensstemmelse med deres sædvanlige betydning på fransk.

30

Udtrykket »résidence« (»bopæl«) svarer således på grundlag af den definition, der er givet af Dictionnaire de l’Académie française (det Franske Akademis ordbog), til den omstændighed at være varigt eller permanent etableret på et sted og betegner i forlængelse heraf det sted eller den bolig, hvor en person er etableret.

31

Det følger følgelig af ordlyden af artikel 13 i de administrative bestemmelser, at en ansat i EIB, der efter sin fratræden har skiftet bopæl til en bopæl i en afstand på mindst 50 km fra det sidste tjenestested, har ret til bosættelsespenge efter fratræden, for så vidt som denne bopæl ikke er sammenfaldende med den bopæl, hvor den pågældendes familie bor.

32

I denne henseende skal det bemærkes, at i modsætning til, hvad EIB har gjort gældende, er den omstændighed, at en tjenestemand eller en ansat råder over fast ejendom i et land, bl.a. i sit oprindelsesland, ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at den pågældende havde fast eller sædvanligt bopæl dér eller havde til hensigt at etablere sig i dette land (jf. i denne retning dom af 25.11.2020, UI mod Kommissionen, T-362/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:562, præmis 82).

33

Den omstændighed, at en tjenestemand eller en ansat lejer eller ejer sin bolig i et land – et forhold, der henhører under vedkommendes frihed til at tilrettelægge sit privatliv og familieliv – kan således alene godtgøre, hvorvidt personen har flyttet det varige eller sædvanlige midtpunkt for sine interesser til det pågældende land (jf. i denne retning dom af 9.3.2010, Tzvetanova mod Kommissionen, F-33/09, EU:F:2010:18, præmis 52).

34

Endelig svarer en persons bolig hverken nødvendigvis eller systematisk til bopælen for denne persons familiemedlemmer.

35

Følgelig må det forstås således, at sætningsleddet »for så vidt som vedkommende ikke har taget bopæl i egen husstand« i artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser udelukker ret til bosættelsespenge efter fratræden, når den pågældende ansatte flytter sin sædvanlige bopæl til det sted, hvor familiemedlemmerne er bosat, og ikke når den bolig, den ansatte bosætter sig i, er vedkommendes egen.

36

For det andet bestyrker en kontekstuel fortolkning af artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser en ordlydsfortolkning af denne artikel.

37

For det første anvender artikel 1.3, andet afsnit, første punktum, i de administrative bestemmelser vedrørende bosættelsespenge efter fratræden, artikel 5, andet afsnit, i bilag VII til de administrative bestemmelser vedrørende bosættelsespenge for ansatte, der gør tjeneste i eksterne kontorer, og artikel 6, andet afsnit, i det nævnte bilag vedrørende boliger for ansatte, der gør tjeneste i eksterne kontorer uden for Unionen, udtrykket »husstand« med henblik på at udpege den ansattes bopæl, når dennes familiemedlemmer bor sammen med sidstnævnte.

38

Tilsvarende pålægger artikel 3.10, første afsnit, litra b), og artikel 3.10, tredje afsnit, i bilag X til de administrative bestemmelser vedrørende administrative procedurer i sundhedsmæssige anliggender den ansatte straks at underrette EIB’s lægetjeneste om ethvert tilfælde af alvorlig smitsom sygdom, der berører den ansatte selv eller andre »medlemmer af den pågældendes husstand«.

39

Disse bestemmelser understøtter således den fortolkning, hvorefter udtrykket »husstand« i artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser svarer til det sted, hvor den ansattes familiemedlemmer har sædvanlig bopæl, og ikke den bopæl, som den ansatte ejer.

40

For det andet bemærkes, at artikel 1, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser vedrørende godtgørelse af udgifter og faste godtgørelser ved tiltrædelsen af tjenesten eller ved ansættelsen på et andet tjenestested indeholder en bestemmelse om udelukkelse fra retten til bosættelsespenge efter fratræden, der er affattet på samme måde som den i artikel 13, stk. 1, andet led, i de samme bestemmelser.

41

I øvrigt indeholder artikel 5, stk. 4, i bilag VII til vedtægten vedrørende bosættelsespenge efter fratræden ligeledes en bestemmelse om udelukkelse fra retten til denne godtgørelse, når tjenestemanden gør tjeneste på det sted, hvor vedkommendes familie bor.

42

I denne henseende er det korrekt, at EIB i henhold til artikel 308 TEUF råder over en funktionel og institutionel autonomi, og navnlig at EIB’s vedtægter ved at undlade at anvende artikel 336 TEUF, som giver Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union kompetence til at udfærdige bestemmelser i vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ved Unionens institutioner, tildeler EIB en funktionel autonomi med hensyn til fastlæggelsen af den ordning, der finder anvendelse på dens ansatte. Ved udøvelsen af denne kompetence har EIB således valgt en kontraktlig ordning frem for en vedtægtsmæssig ordning, hvilket således medfører, at vedtægtens bestemmelser ikke finder anvendelse, som de foreligger, på ansættelsesforhold mellem EIB og dens ansatte (jf. i denne retning dom af 10.7.2003, Kommissionen mod EIB, C-15/00, EU:C:2003:396, præmis 101, og af 16.12.2004, De Nicola mod EIB, T-120/01 og T-300/01, EU:T:2004:367, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

43

I den foreliggende sag har EIB imidlertid ikke godtgjort, på hvilken måde dens funktionelle uafhængighed skulle blive tilsidesat ved en fortolkning af artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser, som følger af en analog anvendelse af den retspraksis, der er afsagt i henhold til vedtægten, og som følger af den dom, der er nævnt i præmis 44 nedenfor.

44

Bestemmelsen om udelukkelse fra retten til bosættelsespenge efter fratræden i artikel 5, stk. 4, i bilag VII til vedtægten finder således anvendelse i det tilfælde, hvor tjenestemanden gør tjeneste på det sted, hvor vedkommendes familie allerede bor, og tager bopæl hos familien, eftersom den pågældende tjenestemand ikke har skullet afholde udgifter til bosættelse (dom af 18.11.2015, FH mod Parlamentet, F-26/15, EU:F:2015:137, præmis 35).

45

Det fremgår desuden af retspraksis vedrørende vedtægten, som i betragtning af den identiske ordlyd, hvori artikel 1 og 13 i de administrative bestemmelser er affattet, kan overføres på den foreliggende sag, at der ikke er nogen funktionsmæssig forskel mellem bosættelsespenge og bosættelsespenge efter fratræden, men at der tværtimod er en snæver analogi mellem dem med hensyn til deres formål (jf. i denne retning dom af 24.4.2001, Miranda mod Kommissionen, T-37/99, EU:T:2001:122, præmis 29).

46

Den retspraksis, der er nævnt i præmis 44 ovenfor, og som vedrører bosættelsespenge som omhandlet i artikel 5 i bilag VII til vedtægten, finder således analog anvendelse på bosættelsespenge efter fratræden i henhold til artikel 6 i det nævnte bilag og i artikel 13 i de administrative bestemmelser samt bosættelsespenge, der er reguleret i nævnte bestemmelsers artikel 1.

47

Der er ganske vist en forskel i affattelsen mellem på den ene side artikel 1, stk. 1, andet led, og artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser og på den anden side artikel 5, stk. 4, i bilag VII til vedtægten.

48

Denne rent redaktionelle forskel synes imidlertid ikke at indebære, at det er umuligt at overføre fortolkningen af bestemmelsen om udelukkelse fra retten til bosættelsespenge i artikel 5, stk. 4, i vedtægtens bilag VII til de bosættelsespenge og bosættelsespenge efter fratræden, der er fastsat i de administrative bestemmelser, til fordel for EIB’s ansatte.

49

For det tredje og sidste bekræfter den teleologiske fortolkning af artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser en ordlydsfortolkning og en kontekstuel fortolkning.

50

Som EIB med rette har anført, er formålet med bosættelsespenge efter fratræden, således som det fremgår af retspraksis vedrørende bosættelsespenge efter fratræden som fastsat i artikel 6 i bilag VII til vedtægten, i denne forbindelse at dække og lette de byrder, der følger af, at den tidligere tjenestemand eller ansatte bosætter sig i et nyt miljø i et ubestemt, men væsentligt tidsrum på grund af ændringen af hans hovedbopæl efter vedkommendes fratræden (jf. i denne retning dom af 24.4.2001, Miranda mod Kommissionen, T-37/99, EU:T:2001:122, præmis 29).

51

Selv om artikel 13, stk. 1, i de administrative bestemmelser kun betinger tildelingen af bosættelsespenge efter fratræden af, at den pågældende ansatte har taget bopæl på et sted, der ligger mindst 50 km fra hans tjenestested, indebærer den i denne bestemmelse nævnte flytning af bopæl nødvendigvis en faktisk flytning af denne ansattes faste bopæl til det nye sted, som er angivet som stedet for bosættelsen efter fratræden (jf. analogt dom af 24.4.2001, Miranda mod Kommissionen, T-37/99, EU:T:2001:122, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

52

Under disse omstændigheder antages de udgifter, som den tidligere ansatte er tvunget til at afholde som følge af ændringen af sin faste bopæl efter den endelige udtræden af tjenesten, at være højere, når vedkommende bosætter sig med sin familie, hvilket begrunder, at en sådan ansat i henhold til de administrative bestemmelsers artikel 13.3, andet afsnit, i et sådant tilfælde modtager bosættelsespenge svarende til to gange den sidste månedlige grundløn (jf. analogt dom af 19.11.2015, van der Spree mod Kommissionen, F-37/15, EU:F:2015:139, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

53

I det tilfælde, der er omhandlet i den foreliggende sag, hvor en ansat i forbindelse med sin fratræden bosætter sig med sin familie, som boede sammen med den ansatte på dennes sidste tjenestested, fremgår det ikke, at ejerskabet af den bolig, hvor den ansatte bosætter sig efter fratræden, fritager den pågældende for enhver form for udgifter forbundet med flytningen af vedkommendes primære og familiemæssige bopæl og vedkommendes samt familiemedlemmernes integration på deres nye bopæl i et væsentligt tidsrum.

54

Det skal nemlig bemærkes, at de udgifter, som de bosættelsespenge efter fratræden, der er fastsat i artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser, dækker, ikke er defineret efter deres art, hvilket i øvrigt forenkler administrationens opgave, idet det overflødiggør nødvendigheden af dennes kontrol af den ansattes faktisk afholdte afgifter (jf. analogt dom af 9.11.1978, Verhaaf mod Kommissionen, 140/77, EU:C:1978:197, præmis 17).

55

Denne faste godtgørelse skal dermed dække de udgifter, der uundgåeligt afholdes, men hvis størrelse er vanskelig at bestemme, og som det er dyrt og besværligt for administrationen at kontrollere (jf. i denne retning generaladvokat Slynns forslag til afgørelse i sagen Evens mod Revisionsretten, 79/82, EU:C:1982:389, s. 4045).

56

Den omstændighed, at den ansatte i forbindelse med sin fratræden flytter ind i en bolig, som vedkommende ejer eller ejer en andel af, kan ganske vist nedbringe visse omkostninger forbundet med bosættelsen, idet vedkommende navnlig undgår omkostningerne ved leje af den nye bolig.

57

I modsætning til, hvad EIB har gjort gældende, kan der imidlertid ikke af en sådan omstændighed udledes en generel formodning for, at integrationen af den pågældende ansatte i et miljø, der er forskellig fra miljøet ved den pågældendes sidste tjenestested, ikke medfører udgifter for vedkommende.

58

Det kan nemlig ikke udelukkes, at en persons valg om at flytte sin sædvanlige bopæl til en sekundær bolig f.eks. kan være forbundet med reparations- eller rengøringsarbejde, der – når denne flytning sker som følge af tjenestens ophør – udgør udgifter, som bosættelsespenge efter fratræden skal dække.

59

I denne forbindelse stilles en tjenestemand eller en ansat, der flytter tilbage til en bolig, som vedkommende ejer, ikke i en situation, der er identisk med situationen for den tjenestemand eller ansatte, som flytter til sin nye bolig i sin egen husstand.

60

I sidstnævnte tilfælde kan formodningen for, at den pågældende tjenestemand eller ansatte ikke har udgifter forbundet med flytningen, nemlig logisk udledes af intensiteten af de bånd, som en person i princippet har til sine familiemedlemmer, og som fører til, at denne person så hyppigt som muligt vender tilbage til det sted, hvor vedkommendes familie bor.

61

Henset til disse bånds intensitet kan det ikke med rimelighed antages, at den ansatte i forbindelse med sin fratræden og flytningen af dennes sædvanlige bolig til sin egen husstand nødvendigvis skal tilpasse sig et nyt miljø.

62

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at EIB ved at afslå at tildele sagsøgeren bosættelsespenge efter fratræden med den begrundelse, at den pågældende var ejer af den bolig, som vedkommende bosatte sig i, har støttet sig på en grund, der ikke er fastsat i artikel 13, stk. 1, andet led, i de administrative bestemmelser, og dermed har tilsidesat denne bestemmelse.

63

Følgelig skal den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er fornødent at prøve de øvrige anbringender i stævningen.

64

Sagsøgeren har med sin tredje påstand anmodet om, at EIB tilpligtes at betale bosættelsespenge efter fratræden, med tillæg af morarenter beregnet på grundlag af ECB’s rentesats forhøjet med 2 procentpoint, indtil den fulde godtgørelse er blevet udbetalt.

65

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Unionens retsinstanser ifølge retspraksis ikke uden at gribe ind i den administrative myndigheds beføjelser kan pålægge en EU-institution eller et EU-agentur at træffe de særlige foranstaltninger, som opfyldelsen af en dom, der annullerer en afgørelse, indebærer (jf. i denne retning dom af 2.10.2014, Strack mod Kommissionen, C-127/13 P, EU:C:2014:2250, præmis 145 og den deri nævnte retspraksis).

66

I tvister, der angår pengebeløb, indebærer den fulde prøvelsesret, der indrømmes Unionens retsinstanser i vedtægtens artikel 91, stk. 1, ikke desto mindre, at de skal finde en fuldstændig løsning på de tvister, der indbringes for dem, dvs. træffe afgørelse vedrørende alle den ansattes rettigheder og forpligtelser eller overlade den pågældende institution under retsinstansens kontrol opfyldelsen af denne del af dommen på de præcise betingelser, som retsinstansen fastsætter (dom af 18.12.2007, Weißenfels mod Parlamentet, C-135/06 P, EU:C:2007:812, præmis 67).

67

»Tvister, der angår pengebeløb« som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1, udgør ikke kun erstatningssøgsmål, som ansatte har anlagt imod en institution, men også alle søgsmål, som tilsigter, at en institution betaler en ansat et beløb, som sidstnævnte mener at være berettiget til i henhold til vedtægten eller en anden retsakt, som regulerer deres ansættelsesforhold (dom af 18.12.2007, Weißenfels mod Parlamentet, C-135/06 P, EU:C:2007:812, præmis 65).

68

Det tilkommer Unionens retsinstanser i givet fald at forpligte en institution til at betale et beløb, som en sagsøger er berettiget til i henhold til vedtægten eller en anden retsakt (dom af 18.12.2007, Weißenfels mod Parlamentet, C-135/06 P, EU:C:2007:812, præmis 68, og af 10.9.2015, Fornyet prøvelse Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen, C-417/14 RX-II, EU:C:2015:588, præmis 40).

69

Det følger desuden af retspraksis, at vedtægtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, finder anvendelse i tvister mellem EIB og dens ansatte (jf. i denne retning dom af 2.10.2001, EIB mod Hautem, C-449/99 P, EU:C:2001:502, præmis 95).

70

I det foreliggende tilfælde har sagsøgerens påstand om, at EIB udbetaler bosættelsespenge efter fratræden, og om, at dette beløb forhøjes med morarenter, karakter af et pengebeløb som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1.

71

EIB har desuden hverken godtgjort eller hævdet, at sagsøgeren ikke opfyldte de øvrige betingelser i artikel 13 i de administrative bestemmelser for tildeling af bosættelsespenge efter fratræden.

72

Henset til annullationen af den anfægtede afgørelse skal sagsøgerens påstand således tages til følge, og EIB tilpligtes at betale vedkommende bosættelsespenge efter fratræden fra modtagelsen af dennes anmodning, dvs. den 4. september 2019, med tillæg af morarenter af udbetalingen af denne godtgørelse indtil fuld betaling, idet morarenterne fastsættes til den rentesats, som ECB anvender for sine principale refinansieringstransaktioner, og som er gældende den første dag i forfaldsmåneden for betalingen, forhøjet med 2 procentpoint.

73

Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da EIB har tabt sagen, bør det pålægges denne at afholde omkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstande.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

Retten (Syvende Udvidede Afdeling):