1

Med søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgerne, ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport (herefter »ITD«) og Danske Fragtmænd A/S, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 3006 final af 12. maj 2020 vedrørende statsstøtte SA.52489 (2018/FC) – Danmark og SA.52658 – Sverige – Angivelig statsstøtte til PostNord Logistics (herefter »den anfægtede afgørelse«).

2

ITD er brancheorganisation for danske selskaber, der driver virksomhed på nationalt og internationalt plan på markedet for vejtransporttjenester af varer og markedet for logistiske tjenester. Danske Fragtmænd er et dansk selskab, der navnlig driver virksomhed på det danske marked for vejgodstransporttjenester af varer og omdeling af pakker.

3

PostNord AB er et svensk selskab, af hvis selskabskapital 40% ejes af Kongeriget Danmark og 60% af Kongeriget Sverige. Selskabet blev oprettet i 2009 under navnet Posten Norden AB efter en fusion mellem Post Danmark A/S, der var den historiske postvirksomhed i Kongeriget Danmark, og Posten AB, der var den historiske postvirksomhed i Kongeriget Sverige.

4

PostNord ejer hele kapitalen i selskabet PostNord Group AB, som for sin del ejer hele kapitalen i selskaberne Post Danmark og Posten, der er pålagt at varetage postbefordringspligten i henholdsvis Danmark og Sverige. PostNord Group ejer ligeledes hele kapitalen i det danske selskab PostNord Logistics A/S, som har hjemsted i København (Danmark) og er pålagt vejgodstransporttjenester i Danmark.

5

Den 22. november 2018 indgav ITD en klage til Europa-Kommissionen over, at PostNord Logistics i sine årsrapporter for 2017 og 2018 havde oplyst, at selskabet ville modtage kapitaltilførsler fra PostNord. ITD gjorde gældende, at disse kapitaltilførsler udgjorde ulovlig statsstøtte, som var uforenelig med det indre marked.

6

Eftersom PostNord Logistics havde været underskudsgivende siden 2015, havde selskabet opbrugt sin egenkapital ved udgangen af regnskabsåret 2017. Det var i denne sammenhæng, at PostNord Logistics ved den ekstraordinære generalforsamling den 30. november 2018 anbefalede PostNord Groups ledelse at gennemføre en kapitaltilførsel til fordel for selskabet på 115 mio. danske kroner (DKK) (ca. 15,4 mio. EUR) (herefter »kapitaltilførslen«).

7

Henset til kapitaltilførslens størrelse anmodede PostNord Group den 7. december 2018 bestyrelsen i moderselskabet, PostNord, om godkendelse af denne foranstaltning og af den principielle udbetaling heraf i flere rater.

8

Den 11. december 2018 godkendte PostNords bestyrelse kapitaltilførslen.

9

Den 20. december 2018 modtog PostNord Logistics kapitaltilførslens første rate på 70 mio. DKK (ca. 9,37 mio. EUR).

10

Den 7. juni 2019 tilsendte ITD Kommissionen yderligere bemærkninger til sin klage, hvori organisationen bl.a. anførte, at PostNord Logistics modtog krydssubsidiering for sin virksomhed af Post Danmark, som gav selskabet mulighed for gratis at benytte sine infrastrukturer, der var finansieret ved den offentlige modydelse, som Post Danmark modtog for at varetage postbefordringspligten i Danmark (herefter »krydssubsidieringen«).

11

Den 30. marts 2020 tilsendte ITD Kommissionen nye bemærkninger vedrørende krydssubsidieringen samt en skrivelse med opfordring til at handle, ifølge hvilken denne organisation, såfremt Kommissionen ikke tog endelig stilling til dens klage inden for to måneder, ville anlægge søgsmål ved Retten i henhold til artikel 265 TEUF.

12

Den 12. maj 2020 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse. For det første fastslog Kommissionen, at erklæringerne i PostNord Logistics’ årsrapporter for 2017 og 2018 ikke indebar tildeling af en fordel og følgelig ikke udgjorde statsstøtte. For det andet fastslog Kommissionen, at kapitaltilførslen ikke kunne tilregnes dan danske og den svenske stat, og at den derfor heller ikke udgjorde statsstøtte. For det tredje fandt Kommissionen, at der ikke var påvist krydssubsidiering, og at transaktionerne mellem Post Danmark og PostNord Logistics følgelig ikke indebar statsstøtte.

13

Sagsøgerne har, støttet af Jørgen Jensen Distribution A/S og Specialforeningen for Logistik og Distribution (SLD), nedlagt følgende påstande:

14

Kommissionen har, støttet af PostNord Group og PostNord Logistics, nedlagt følgende påstande:

15

Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige, som er interveneret i sagen til støtte for Kommissionens påstande, har nedlagt påstand om, at Kommissionen frifindes.

16

I den anfægtede afgørelse traf Kommissionen afgørelse om, hvorvidt tre forskellige foranstaltninger udgjorde støtte (jf. præmis 12 ovenfor).

17

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat et enkelt anbringende, hvormed det gøres gældende, at Kommissionen undlod at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, som er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF, til trods for de alvorlige vanskeligheder ved bedømmelsen af to af disse foranstaltninger, nemlig for det første kapitaltilførslen og for det andet krydssubsidieringen. Med nærværende søgsmål har sagsøgerne derimod ikke anfægtet Kommissionens vurdering med hensyn til erklæringerne i PostNord Logistics’ årsrapporter for 2017 og 2018.

18

Selv om sagsøgerne formelt har nedlagt påstand om, at den anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed, skal nærværende søgsmål dermed anses for at tilsigte delvis annullation af denne afgørelse, med den begrundelse at Kommissionen tilsidesatte artikel 108, stk. 2, TEUF ved at fastslå, at kapitaltilførslen ikke udgjorde statsstøtte, og at der ikke var påvist krydssubsidiering.

19

Det fremgår af artikel 24, stk. 2, første punktum, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9), at alle interesserede parter kan indgive en klage for at underrette Kommissionen om angivelig ulovlig støtte. I henhold til samme forordnings artikel 15, stk. 1, første punktum, bevirker indgivelsen af en klage indledningen af den foreløbige undersøgelse, der er foreskrevet i artikel 108, stk. 3, TEUF, som indebærer, at Kommissionen vedtager en afgørelse i medfør af artikel 4, stk. 2, 3 eller 4, i forordning 2015/1589.

20

Den foreløbige undersøgelse, som er foreskrevet i artikel 108, stk. 3, TEUF, og som reguleres ved artikel 4 i forordning 2015/1589, skal gøre det muligt for Kommissionen at danne sig en første opfattelse af de foranstaltninger, den er forelagt til undersøgelse. Efter denne fase konstaterer Kommissionen, at foranstaltningen enten ikke er en støtte – i hvilket tilfælde den vedtager en afgørelse, hvorved det fastslås, at der ikke foreligger støtte, i medfør af artikel 4, stk. 2, i forordning 2015/1589 – eller falder ind under anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, TEUF. Konstaterer Kommissionen efter den foreløbige undersøgelse, at den pågældende foranstaltning ganske vist er omfattet af artikel 107, stk. 1, TEUF, men ikke giver anledning til tvivl om, at den er forenelig med det indre marked, vedtager den en afgørelse om ikke at gøre indsigelse i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589.

21

Eksistensen af tvivl, som kan begrunde, at den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF indledes, viser sig ved, at Kommissionen ved bedømmelsen af den omhandlede foranstaltnings karakter af støtte eller dens forenelighed med det indre marked objektivt set stødte på alvorlige vanskeligheder. Det fremgår nemlig af retspraksis, at begrebet alvorlige vanskeligheder har en objektiv karakter (dom af 21.12.2016, Club Hotel Loutraki m.fl. mod Kommissionen, C-131/15 P, EU:C:2016:989, præmis 31). Det skal både med udgangspunkt i omstændighederne ved vedtagelsen af den anfægtede retsakt og i dens indhold på et objektivt grundlag undersøges, om der foreligger sådanne vanskeligheder, ved at sammenholde afgørelsens begrundelse med de oplysninger, som Kommissionen rådede over og kunne råde over, da den traf afgørelse om den omtvistede støtte, idet det bemærkes, at de oplysninger, som Kommissionen kunne råde over, omfatter de oplysninger, som synes relevante for den vurdering, som skal foretages, og som den efter anmodning herom kunne have fået fremlagt under den foreløbige undersøgelse (dom af 5.5.2021, ITD og Danske Fragtmænd mod Kommissionen, T-561/18, EU:T:2021:240, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

22

I øvrigt udgør den utilstrækkelige eller ufuldstændige karakter af Kommissionens undersøgelse under den foreløbige undersøgelsesprocedure et indicium for, at der foreligger alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af den pågældende foranstaltning, hvis tilstedeværelse forpligter Kommissionen til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure (jf. dom af 2.9.2021, Kommissionen mod Tempus Energy og Tempus Energy Technology, C-57/19 P, EU:C:2021:663, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

23

Den person, som har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, der blev truffet ved afslutningen af den foreløbige undersøgelse, skal føre bevis for alvorlige vanskeligheder på grundlag af en række samstemmende indicier (jf. i denne retning dom af 17.11.2022, Irish Wind Farmers’ Association m.fl. mod Kommissionen, C-578/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:898, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

24

Det er på baggrund af disse betragtninger, at der skal foretages en undersøgelse af sagsøgernes argumentation, der tilsigter at godtgøre, at der forelå alvorlige vanskeligheder, som burde have fået Kommissionen til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

25

Sagsøgerne har, i denne henseende støttet af Jørgen Jensen Distribution, gjort gældende, at eksistensen af alvorlige vanskeligheder er påvist ved Kommissionens konklusion i den anfægtede afgørelse om, at kapitaltilførslen ikke udgør statsstøtte, for så vidt som den ikke kan tilregnes den danske og den svenske stat.

26

Indledningsvis er den anfægtede afgørelse selvmodsigende med hensyn til den enhed, der udbetaler kapitaltilførslen. Selv om visse passager i den anfægtede afgørelse tilregner foranstaltningen koncernens moderselskab, dvs. PostNord, hvilket svarer til virkeligheden omkring de faktiske omstændigheder, konkluderede Kommissionen, at kapitaltilførslen var blevet besluttet af PostNord Group, som er dette selskabs datterselskab.

27

Dernæst har sagsøgerne og Jørgen Jensen Distribution gjort gældende, at eksistensen af alvorlige vanskeligheder er påvist ved forskellige indicier, som samlet set godtgør, at det er usandsynligt, at den danske og den svenske stat ikke var impliceret i beslutningen om kapitaltilførslen, hvilken kapitaltilførsel de således kan tilregnes.

28

For det første har sagsøgerne fremført et argument udledt af det forhold, at den danske og den svenske stat udpeger flertallet af PostNords bestyrelsesmedlemmer, hvoraf to er højtstående embedsmænd i disse lande. For det andet fremgår det af PostNords årsrapport fra 2017 (herefter »2017-årsrapporten«), at den danske og den svenske stat havde ført en »dialog« med PostNords bestyrelse om kapitaltilførslen. For det tredje var PostNord af politisk interesse, for så vidt som datterselskaberne Post Danmark og Posten var pålagt postbefordringspligten i henholdsvis Danmark og Sverige, i hvilke lande de er de historiske postvirksomheder. For det fjerde har sagsøgerne i deres bemærkninger til interventionsindlæggene indgivet af Kongeriget Sverige, PostNord Group og PostNord Logistics anført, at kapitaltilførslen ikke alene i sig selv var stor, men at denne foranstaltning ligeledes indgik i en række andre kapitaltilførsler med henblik på at fjerne PostNord Logistics’ tab og undgå, at selskabet gik fallit.

29

Kommissionen har, støttet af Kongeriget Danmark, Kongeriget Sverige, PostNord Group og PostNord Logistics, bestridt sagsøgernes argumenter.

30

Kommissionen har fremhævet, at den i den anfægtede afgørelse hele tiden havde fundet, at PostNord Group havde besluttet kapitaltilførslen. PostNord var alene blevet anmodet om at godkende denne foranstaltning, henset til dens størrelse.

31

Kommissionen har desuden bestridt, at sagsøgerne har fremlagt indicier, der kan påvise, at kapitaltilførslen kan tilregnes den danske og den svenske stat.

32

For det første har Kommissionen fremhævet, at betingelsen om, at en foranstaltning skal kunne tilregnes en stat, kræver, at denne stat er aktivt impliceret heri, hvilket udledes af en konkret vurdering af en helhed af præcise og samstemmende indicier. I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne i det væsentlige støttet sig på organisatoriske forhold, som ikke er tilstrækkelige.

33

For det andet har Kommissionen med hensyn til sammensætningen af PostNords bestyrelse indledningsvis gjort gældende, at hverken den danske eller den svenske stat udpeger hovedparten af medlemmerne af denne bestyrelse alene. Desuden har ingen af de af PostNords bestyrelsesmedlemmer, som udpeges af den danske og den svenske stat, vetoret. Kongeriget Danmark har tilføjet, at det ikke tilkommer den danske og den svenske stat at udpege medlemmerne af ledelsen i hverken PostNord eller PostNord Group, og at disse staters interesser ikke nødvendigvis er sammenfaldende. PostNord Group og PostNord Logistics har tilføjet, at det var usandsynligt, at der foregik samordning mellem den danske og den svenske stat, eftersom kapitaltilførslen var beskeden, og PostNord Logistics havde lille betydning på politisk plan.

34

Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige har herefter anført, at deres respektive principper, der finder anvendelse på ledelse af offentlige virksomheder, indebærer, at et selskabs bestyrelsesmedlemmer udvælges på grundlag af deres kompetencer til at sikre, at selskabet forvaltes godt og fuldstændig uafhængigt af ejerne. Selv om aktionærerne i et selskab kan give instrukser til dets bestyrelse under generalforsamlingen, var dette ikke tilfældet i denne sag.

35

Endelig har Kommissionen med hensyn til tilstedeværelsen af en embedsmand fra henholdsvis Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige i PostNords bestyrelse gjort gældende, at sagsøgerne ikke har fremlagt oplysninger, der kan godtgøre, at disse embedsmænd, som skal handle uafhængigt, modtog instrukser fra de stater, hvori de var ansat, eller at de kunne påvirke PostNords beslutningsproces.

36

For det tredje har Kongeriget Danmark, PostNord Group og PostNord Logistics med hensyn til eksistensen af den »dialog om finansieringen« mellem PostNords bestyrelse og dette selskabs ejere, som er omtalt i 2017-årsrapporten, bestridt, at denne omstændighed indebærer instrukser fra den danske og den svenske stat vedrørende kapitaltilførslen, eftersom en sådan dialog alene vedrørte omstruktureringen af Post Danmark og ikke kapitaltilførslen.

37

For det fjerde har Kommissionen bestridt, at den af sagsøgerne fremhævede omstændighed, at to af PostNords datterselskaber var blevet pålagt en postbefordringspligt, er relevant, eftersom dette ikke er tilfældet med PostNord Logistics, som begunstiges af kapitaltilførslen, og hvis ydelser alene er rettet til erhvervsdrivende. På samme måde har PostNord Group og PostNord Logistics fremhævet, at kapitaltilførslen var en økonomisk rationel foranstaltning, idet markedet for logistik var under udvidelse.

38

Det skal indledningsvis fastslås, at den anfægtede afgørelse i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, ikke er behæftet med en selvmodsigelse hvad angår fastlæggelsen af den enhed, der udbetaler kapitaltilførslen.

39

I 26. betragtning til den anfægtede afgørelse indikerede Kommissionen ganske vist, at PostNord den 11. december 2018»besluttede at gennemføre kapitaltilførslen«.

40

I det følgende punktum anførte den imidlertid straks, at »[d]er krævedes godkendelse fra PostNord AB’s bestyrelse«, henset til kapitaltilførslens størrelse, idet den henviste til 20. betragtning til den anfægtede afgørelse, i hvis sidste punktum den indikerede, at »[b]eslutninger om koncerninterne kapitaltilførsler på mere end […] kræver godkendelse fra PostNord AB’s bestyrelse«. Som led i vurderingen af, om staten kunne tilregnes kapitaltilførslen, henviste Kommissionen i 76. betragtning til den anfægtede afgørelse desuden til »[PostNord Groups beslutning] om at tilføre kapital til [PostNord Logistics]«, inden den i den følgende betragtning anførte, at PostNord deltog i beslutningsprocessen som følge af kapitaltilførslens størrelse i overensstemmelse med de koncerninterne regler.

41

Det fremgår endvidere af selskabets årsrapport for 2018, at PostNord Logistics havde genoprettet sin egenkapital takket være bidrag fra moderselskabet, dvs. PostNord Group.

42

En samlet læsning af den anfægtede afgørelse og oplysningerne i sagsakterne gør det således muligt at forstå, at Kommissionen med føje fandt, at PostNord Group havde gennemført kapitaltilførslen til fordel for PostNord Logistics, og at den i henhold til PostNord-koncernens interne regler skulle godkendes af PostNords bestyrelse på grund af størrelsen.

43

Selv om Kommissionen fandt, at kapitaltilførslen var PostNord Groups beslutning, så den imidlertid ikke bort fra selskabet PostNords rolle, for så vidt som den i 69. betragtning ff. til den anfægtede afgørelse tog hensyn til forbindelserne mellem dette selskab og den danske og den svenske stat med henblik på at afgøre, om kapitaltilførslen kunne tilregnes disse stater.

44

Hvad angår spørgsmålet, om Kommissionens vurdering af en sådan tilregnelse afslører alvorlige vanskeligheder, skal det bemærkes, at for at fordele kan anses for »støtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, skal de bl.a. kunne tilregnes staten (jf. i denne retning dom af 2.3.2021, Kommissionen mod Italien m.fl., C-425/19 P, EU:C:2021:154, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

45

Foranstaltningens tilregnelse til staten som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF kan ikke udledes af den omstændighed alene, at denne foranstaltning er blevet truffet af en offentlig virksomhed. Selv om staten nemlig er i stand til at kontrollere en offentlig virksomhed og udøve en dominerende indflydelse på dennes transaktioner, er der ikke uden videre formodning for, at den faktisk udøver denne kontrol i et konkret tilfælde. Det er også nødvendigt at undersøge, om de offentlige myndigheder på den ene eller den anden måde må anses for at være impliceret i vedtagelsen af den pågældende foranstaltning (jf. dom af 2.3.2021, Kommissionen mod Italien m.fl., C-425/19 P, EU:C:2021:154, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

46

Den omstændighed, at en støtteforanstaltning, som er truffet af en offentlig virksomhed, kan tilregnes staten, kan således fastslås på grundlag af en bedømmelse af sagens omstændigheder som helhed og den sammenhæng, hvori foranstaltningen er truffet. Der kan i denne henseende ikke stilles krav om bevis for, at de offentlige myndigheder konkret ved en præcis instruks har tilskyndet en offentlig virksomhed til at træffe den pågældende støtteforanstaltning (jf. dom af 2.3.2021, Kommissionen mod Italien m.fl., C-425/19 P, EU:C:2021:154, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

47

Særligt er ethvert indicium relevant, som i det konkrete tilfælde indikerer, enten at de offentlige myndigheder er impliceret deri, eller at det er usandsynligt, at de ikke er impliceret i vedtagelsen af en foranstaltning, når endvidere henses til dennes rækkevidde, indhold eller hermed forbundne betingelser, eller at disse myndigheder ikke er impliceret i vedtagelsen af nævnte foranstaltning (jf. dom af 2.3.2021, Kommissionen mod Italien m.fl., C-425/19 P, EU:C:2021:154, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

48

De indicier, der gør det muligt at konkludere, at der foreligger en sådan tilregnelse, omfatter desuden det forhold, at den pågældende offentlige virksomhed ikke kunne træffe den omtvistede afgørelse uden at tage hensyn til kravene fra de offentlige myndigheder eller til direktiverne fra disse myndigheder, integrationen af den offentlige virksomhed i den offentlige forvaltning, karakteren af dens aktiviteter, og om disse udøves på markedet under normale konkurrencevilkår med deltagelse fra private erhvervsdrivende, virksomhedens juridiske status eller udstrækningen af de offentlige myndigheders kontrol med administrationen af virksomheden (jf. dom af 2.3.2021, Kommissionen mod Italien m.fl., C-425/19 P, EU:C:2021:154, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

49

I det foreliggende tilfælde fremhævede Kommissionen indledningsvis i den anfægtede afgørelse, at PostNords egenskab af offentlig virksomhed ikke var tilstrækkelig til at finde, at de foranstaltninger, som selskabet vedtog, kunne tilregnes virksomhedens aktionærer, den danske og den svenske stat. Dernæst undersøgte den forskellige faktorer, på grundlag af hvilke den konkluderede, at kapitaltilførslen ikke kunne tilregnes den danske og den svenske stat og derfor ikke udgjorde statsstøtte. Denne konklusion er i det væsentlige støttet på følgende 12 elementer:

50

Ved at fremlægge forskellige indicier, der ifølge sagsøgerne viser, at det var usandsynligt, at den danske og den svenske stat ikke var impliceret i kapitaltilførslen, har disse selskaber gjort gældende, at Kommissionens analyse viser, at den stødte på alvorlige vanskeligheder, som den ikke overvandt.

51

Sagsøgerne har fremhævet sammensætningen af PostNords bestyrelse, hvoraf hovedparten af medlemmerne er udpeget af den danske og den svenske stat, idet hver stat har valgt at udpege en af sine embedsmænd hertil.

52

Udpegelsen af bestyrelsesmedlemmer er ganske vist en særlig ret for ejerne af et selskab og gør det i princippet ikke i sig selv muligt at formode, at en foranstaltning, som træffes af en offentlig virksomhed, kan tilregnes den stat, der kontrollerer denne (jf. i denne retning dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 42 og 61).

53

Ved vurderingen af, om en foranstaltning, som træffes af en offentlig virksomheds bestyrelse, kan tilregnes staten, skal der imidlertid tages behørigt hensyn til udpegelsen af dette organs medlemmer, idet denne vidner om særlige forbindelser mellem den pågældende offentlige virksomhed og den stat, der kontrollerer den (jf. i denne retning dom af 28.1.2016, Slovenien mod Kommissionen, T-507/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:35, præmis 102-107). Disse særlige forbindelser kan udgøre et indicium for, at det er usandsynligt, at staten ikke var impliceret i vedtagelsen af den pågældende foranstaltning som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 47 ovenfor.

54

I visse tilfælde kan navnlig de faktiske omstændigheder i forbindelse med udpegelsen af medlemmer af en offentlig virksomheds ledelsesorganer godtgøre, at denne virksomhed har en begrænset uafhængighedsmargen i forhold til den stat, der kontrollerer den, hvorfor en sådan udpegelse udgør et væsentligt indicium for tilregnelse til staten (jf. i denne retning dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 63) eller endda kan påvise en sådan tilregnelse (jf. i denne retning dom af 17.9.2014, Commerz Nederland, C-242/13, EU:C:2014:2224, præmis 35).

55

For det første skal det i det foreliggende tilfælde fastslås, således som det fremgår af 20. betragtning til den anfægtede afgørelse, at PostNords bestyrelse har 11 medlemmer, hvoraf 4 udpeges af Kongeriget Danmark, 4 af Kongeriget Sverige og 3 af de ansatte i Post Danmark og Posten, som er PostNords datterselskaber.

56

Det fremgår navnlig af PostNords forskellige årsrapporter, som sagsøgerne har fremlagt som bilag til stævningen, at de otte medlemmer, der er udpeget af den danske og den svenske stat, udpeges ved generalforsamlingen, som er et forum, hvor Kongeriget Danmark er repræsenteret ved transportministeren, mens Kongeriget Sverige er repræsenteret ved erhvervs- og innovationsministeren.

57

Der er endvidere enighed blandt parterne om, at et af de fire medlemmer af PostNords bestyrelse, som den danske stat havde udpeget, på tidspunktet for kapitaltilførslen samtidig var en højtstående embedsmand i denne stat, mens et af de fire medlemmer af samme bestyrelse, som den svenske stat havde udpeget, samtidig ligeledes var en højtstående embedsmand i sidstnævnte stat. Den danske embedsmand var afdelingschef for afdelingen for selskaber, forsyning, energi og EU-budget under det danske finansministerium. Den svenske embedsmand var afdelingschef i afdelingen for offentlige virksomheder under det svenske erhvervs- og innovationsministerium.

58

Med hensyn til disse to embedsmænd anførte Kommissionen, at de ikke havde udtrykt et særligt synspunkt om kapitaltilførslen (77. betragtning til den anfægtede afgørelse), at de ikke havde modtaget særlige instrukser fra den danske og den svenske stat i denne henseende (86. betragtning til den anfægtede afgørelse), at de formodedes at handle uafhængigt, og at de ikke kunne gennemtvinge deres vilje, for så vidt som de hverken havde særlige stemmerettigheder eller vetoret (80. betragtning til den anfægtede afgørelse).

59

Disse blotte overvejelser kan ikke fratage tilstedeværelsen af embedsmænd i PostNords bestyrelse enhver betydning ved vurderingen af, om kapitaltilførslen kunne tilregnes den danske og den svenske stat, eftersom beviset for tilregnelsen til staten af en foranstaltning, der træffes af en offentlig virksomhed, som kontrolleres af denne stat, ikke kræver bevis for, at de offentlige myndigheder konkret ved en præcis instruks har tilskyndet denne offentlige virksomhed til at træffe den pågældende foranstaltning (jf. præmis 46 ovenfor).

60

I denne henseende gør det forhold, at der til PostNords bestyrelse udpeges medlemmer, som samtidig udøver højtstående ledelsesfunktioner i ministerier under den danske og den svenske regering på aktivitetsområder, der er direkte forbundet med de offentlige virksomheder, herunder PostNord, det muligt at anse disse embedsmænd for at nyde statens tillid, og at de følgelig kunne have uformelle kontakter med ansatte i de ministerier, som de tilhørte, og således overføre nævnte staters indflydelse på beslutningsprocessen inden for PostNord.

61

I 77. betragtning til den anfægtede afgørelse fremhævede Kommissionen i øvrigt, at »det [var] meget sandsynligt, at Danmark og Sverige havde kendskab til den påtænkte kapitaltilførsel (bl.a. fordi to bestyrelsesmedlemmer ligeledes var embedsmænd i henholdsvis Danmark og Sverige)«. På samme måde har Kongeriget Danmark i retsmødet i det væsentlige forklaret, at staten specifikt havde udpeget en embedsmand til PostNords bestyrelse til at underrette finansministeriet og transportministeriet om drøftelserne i dette organ om postbefordringspligten som led i omstruktureringen af Post Danmark.

62

På denne baggrund tilsigter de indicier af organisatorisk art, som sagsøgerne har fremført, at godtgøre, at PostNord på tidspunktet for kapitaltilførslen havde en begrænset uafhængighedsmargen i forhold til den danske og den svenske stat, eftersom udpegelsen af 8 af de 11 medlemmer af selskabets bestyrelse henhørte under ministrene i disse stater, hvoraf 2 medlemmer endvidere var højtstående embedsmænd (jf. analogt dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 61-63).

63

Denne konklusion understøttes af konstateringen i 21. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvoraf fremgår, at bestyrelsesmøderne i PostNord skal afholdes under tilstedeværelse af mindst et medlem, der er udpeget af den danske stat, og et medlem, der er udpeget af den svenske stat.

64

Det følger heraf, at der skulle tages behørigt hensyn til de organisatoriske forhold, og at disse forhold kan udgøre et ikke-ubetydeligt indicium for, at kapitaltilførslen kan tilregnes den danske og den svenske stat.

65

I 79. og 80. betragtning til den anfægtede afgørelse lagde Kommissionen blot til grund, at de organisatoriske forbindelser mellem PostNord og den danske og den svenske stat ikke var tilstrækkelige til, at kapitaltilførslen kunne tilregnes disse stater, uden at den tillagde disse forhold særlig vægt i forhold til de øvrige indicier for tilregnelse, som den undersøgte.

66

For det andet kan Kommissionen ikke gives medhold, for så vidt som den har udledt et argument af den omstændighed, at PostNord ejes af to medlemsstater, og at ingen af dem alene kunne udpege det flertal af selskabets bestyrelsesmedlemmer, der var nødvendigt for at godkende kapitaltilførslen.

67

Det fremgår nemlig af PostNords aktionæraftale, hvortil Kommissionen henviste i 95. betragtning til den anfægtede afgørelse, og som den følgelig rådede over under den administrative procedure, at den danske og den svenske stat skal handle i snævert samarbejde, når de griber ind i PostNords forretning. Det fremgår af dette dokuments punkt 3.1.1, at den danske og den svenske stat har påtaget sig at handle i god tro i forhold til hinanden og i forhold til PostNord. Det følger desuden af dokumentets punkt 3.11, at den danske og den svenske stat, såfremt der blokeres for vedtagelse af en beslutning, som skal træffes af bestyrelsen, hver kan udpege en højtstående repræsentant til at løse blokeringen.

68

Det kan under alle omstændigheder ikke tiltrædes, at Kommissionen under den foreløbige undersøgelse kan udelukke tilregnelsen for en foranstaltning, som træffes af en virksomhed, der kontrolleres af to stater, ved blot at fastslå, at ingen af disse stater har et simpelt flertal af stemmerettighederne i bestyrelsen, uden at undersøge dette spørgsmål yderligere. Såfremt en sådan teori tiltrædes, vil det give flere medlemsstater mulighed for på lige fod at samle sig i multinationale institutioner, der har til opgave at fordele støtte, for at omgå statsstøttereglerne.

69

For det tredje er den af Kongeriget Danmark fremhævede omstændighed, at den danske og den svenske stat ikke har beføjelser til at udpege medlemmer af ledelsen i PostNord og PostNord Group, ikke relevant, eftersom kapitaltilførslen i det foreliggende tilfælde skulle godkendes af et andet organ, nemlig PostNords bestyrelse, hvor flertallet af medlemmerne er udpeget af disse stater.

70

Det følger af det ovenstående, at Kommissionens vurdering af de organisatoriske forbindelser mellem på den ene side den danske og den svenske stat og på den anden side PostNord viser, at denne institutions undersøgelse af, om disse stater kunne tilregnes kapitaltilførslen, var ufuldstændig og utilstrækkelig, og den er følgelig et indicium for alvorlige vanskeligheder.

71

Eftersom de organisatoriske forbindelser mellem en offentlig virksomhed og den stat, den ejes af, principielt ikke er tilstrækkelige til at godtgøre, at staten kan tilregnes en foranstaltning, som denne virksomhed har truffet (jf. præmis 52 ovenfor), skal det desuden undersøges, om andre oplysninger, som Kommissionen kunne råde over, kan udgøre indicier for alvorlige vanskeligheder.

72

Sagsøgerne har udledt et argument af 2017-årsrapporten, hvori omtaltes »ejerdialogen om finansieringen«.

73

Det skal i denne henseende fastslås, at denne ene omtale ikke gør det muligt at formode, at den danske og den svenske stat havde behandlet alle finansielle aspekter med PostNords ledelsesorganer, eller, såfremt dette var tilfældet, at antage, at disse aspekter nødvendigvis omfattede alle transaktioner for rekapitalisering til fordel for PostNord-koncernens datterselskaber og således kapitaltilførslen.

74

Som Kongeriget Danmark, PostNord Group og PostNord Logistics har fremhævet, gør en fuldstændig læsning af den sætning, hvorfra passagen i præmis 72 ovenfor er uddraget, det muligt at forstå, at det heri anvendte ord »finansiering« ikke henviser til samtlige finansielle aspekter ved selskaberne i PostNord-koncernen, men til en særlig transaktion, nemlig »omstillingen af den danske virksomhed«.

75

Selv om Kongeriget Danmark, støttet af PostNord Group og PostNord Logistics, har anerkendt, at den danske og den svenske stat var impliceret i denne omstrukturering, har disse intervenienter gjort gældende, at nævnte omstrukturering alene vedrørte en ændring af modellen inden for Post Danmark, som var blevet besluttet i 2017 og finansieret i 2018, og at den således ikke havde nogen forbindelse til kapitaltilførslen til fordel for PostNord Logistics.

76

Sagsøgerne har bestridt denne argumentation og anført, at »den danske virksomhed« ligeledes henviser til situationen for PostNord Logistics. Til støtte for dette udsagn har sagsøgerne fremlagt et dokument med titlen »Analyserapport over postforhandlingerne af 2020«, udarbejdet af selskabet McKinsey & Company (herefter »McKinseys analyserapport«), i forhold til hvilken Kommissionen har bestridt formaliteten med den begrundelse, at rapporten er fremlagt for sent.

77

Sagsøgerne fremlagde ikke McKinseys analyserapport som bilag til stævningen, men først som bilag til dels deres bemærkninger til Kongeriget Danmarks interventionsindlæg, dels deres bemærkninger til interventionsindlæggene indgivet af PostNord Group og PostNord Logistics.

78

I denne henseende bestemmer artikel 85, stk. 1, i Rettens procesreglement, at beviserne fremlægges eller anføres i forbindelse med den første udveksling af processkrifter. Modbevis og adgangen til at fremkomme med nye beviser som følge af et modbevis fra modpartens side er imidlertid ikke omfattet af præklusionsreglen i procesreglementets artikel 85, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 5.5.2021, ITD og Danske Fragtmænd mod Kommissionen, T-561/18, EU:T:2021:240, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

79

I denne sag er McKinseys analyserapport, således som det er fastslået i præmis 76 ovenfor, blevet fremlagt for at tilbagevise argumentationen fremført af Kongeriget Danmark, PostNord Group og PostNord Logistics, hvorefter dialogen mellem ejerne af PostNord og selskabets bestyrelse alene vedrørte omstruktureringen af Post Danmark.

80

McKinseys analyserapport kan således antages til realitetsbehandling.

81

Det fremgår af denne rapport og af de præciseringer, som PostNord Group og PostNord Logistics er fremkommet med som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, at PostNord ud fra et operationelt synspunkt består af geografiske enheder, nemlig navnlig PostNord Denmark i Danmark, PostNord Sweden i Sverige, PostNord Finland i Finland og PostNord Norway i Norge. Det fremgår ligeledes heraf, at den geografiske enhed PostNord Denmark omfatter både Post Danmark og PostNord Logistics, idet sidstnævnte er et dansk selskab, der driver virksomhed i Danmark (jf. præmis 4 ovenfor), og at den administrerende direktør for PostNord Logistics refererer til nævnte geografiske enheds operationelle ansvarlige, der desuden er administrerende direktør i Post Danmark.

82

Det kan følgelig ikke udelukkes, at en dialog mellem PostNord og den danske og den svenske stat vedrørende omstruktureringen af »den danske virksomhed« ikke blot kunne vedrøre Post Danmarks virksomhed, men ligeledes PostNord Logistics’ virksomhed.

83

Det forholder sig så meget desto mere således, eftersom det fremgår af 2017-årsrapporten, at det er PostNord Denmark – en geografisk enhed, der omfatter både Post Danmark og PostNord Logistics (jf. præmis 81 ovenfor) – som vil være genstand for »[o]mstillingen til en lønsom kommunikations- og logistikvirksomhed […] med implementeringen af en ny produktionsmodel«, hvilket godtgør, at PostNord Logistics kunne være berørt af nævnte omstrukturering.

84

I den anfægtede afgørelse undersøgte Kommissionen ikke, om en sådan dialog om en omstrukturering af PostNords danske virksomhed fandt sted, selv om ITD havde anført dette forhold i sin klage, som et indicium for den rolle med tilsyn og kontrol, som den danske og den svenske stat udøvede med den kapitaltilførsel, som PostNord godkendte.

85

På denne baggrund viser Kommissionens manglende hensyntagen til forbindelserne mellem PostNord Logistics og omstruktureringen af PostNords danske virksomhed, at denne institutions undersøgelse af, om disse stater kunne tilregnes kapitaltilførslen, var ufuldstændig og utilstrækkelig, og den er følgelig et indicium for alvorlige vanskeligheder.

86

Sagsøgerne har gjort gældende, at PostNords virksomhed er knyttet til postbefordringspligten i Danmark og Sverige, hvilket godtgør en forbindelse mellem de foranstaltninger, som dette selskab har truffet, og den danske og den svenske stat.

87

I denne henseende udgør arten af aktiviteterne hos en offentlig virksomhed, der udbetaler støtte, et relevant indicium for vurderingen af tilregnelsen af denne statsstøtte (jf. præmis 48 ovenfor). Unionens retsinstanser har allerede betragtet en sådan virksomheds forfølgelse af formål af almen interesse som et indicium for, at den stat, der kontrollerer den, kan tilregnes de foranstaltninger, som virksomheden træffer (jf. i denne retning dom af 27.2.2013, Nitrogénművek Vegyipari mod Kommissionen, T-387/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:98, præmis 63, og af 12.3.2020, Elche Club de Fútbol mod Kommissionen, T-901/16, EU:T:2020:97, præmis 58 og 59), ligesom den offentlige virksomheds udøvelse af aktiviteter, der henhører under statens kompetence, udgør et sådant indicium (jf. i denne retning dom af 28.1.2016, Slovenien mod Kommissionen, T-507/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:35, præmis 92).

88

For det første lagde Kommissionen i det foreliggende tilfælde i 90. betragtning til den anfægtede afgørelse til grund, at arten af PostNords virksomhed ikke udgjorde et indicium for tilregnelse, idet denne virksomhed var rent kommerciel, med undtagelse af postbefordringspligten i Danmark, for hvilken Post Danmark modtog offentlig kompensation.

89

Det fremgår af artikel 3 i vedtægterne for PostNord, at selskabets formål principalt er direkte, eller gennem sine datterselskaber, at sikre posttjenester på nationalt plan i Danmark og Sverige og drive virksomhed, der er forenelig med disse tjenester. Det står endvidere fast, at de eneste operatører, der er pålagt postbefordringspligten i Danmark og Sverige, er henholdsvis Post Danmark og Posten, som er PostNords datterselskaber, der ligeledes er de historiske operatører i disse lande.

90

I denne henseende udgør befordringspligten en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, som medlemsstaterne skal sikre i henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet (EFT 1998, L 15, s. 14).

91

Det følger heraf, at PostNord, hvilket selskabs bestyrelse skulle godkende kapitaltilførslen, forfølger formål af almen interesse, der henhører under den danske og den svenske stats kompetence. Som sagsøgerne i det væsentlige har gjort gældende, skal dette forhold således godtgøre, at disse stater principielt er særligt opmærksomme på beslutninger truffet af dette selskab.

92

I denne henseende er de af Kommissionen, PostNord Group og PostNord Logistics fremhævede omstændigheder, at PostNord udøver sin virksomhed på konkurrenceprægede markeder, samt at kapitaltilførslen udgør en økonomisk rationel transaktion – selv hvis de antages godtgjort – ikke afgørende for at anse denne foranstaltning for ikke at berøre de statslige aktionærer i dette selskab. Der er nemlig intet til hinder for, at de offentlige myndigheder kan være impliceret i en offentlig virksomheds erhvervsmæssige transaktion, som, samtidig med i givet fald at være i overensstemmelse med kriteriet om den private investor, under alle omstændigheder kan tilregnes staten (jf. i denne retning dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 49, og af 28.1.2016, Slovenien mod Kommissionen, T-507/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:35, præmis 92).

93

For det andet anførte Kommissionen i 91. betragtning til den anfægtede afgørelse, at der ikke var forbindelse mellem PostNord Logistics’ virksomhed og Post Danmarks virksomhed inden for postbefordringspligten.

94

Det er i denne henseende korrekt, at den omhandlede foranstaltnings indhold kan være et relevant indicium for vurderingen af tilregnelsen af støtten til staten (jf. præmis 47 ovenfor), og at den begunstigede af tilførslen i det foreliggende tilfælde var PostNord Logistics, som er PostNord Groups datterselskab, og som ikke var pålagt en postbefordringspligt.

95

Eftersom kapitaltilførslen skulle godkendes af bestyrelsen i PostNord, som er et selskab, hvis formål hovedsageligt består i levering af posttjenester i Danmark og Sverige samt virksomhed, der er forenelig med disse tjenester, antages de beslutninger, som selskabets bestyrelse træffer, imidlertid at være sammenfaldende med et sådant selskabsformål. Under den foreløbige undersøgelsesprocedure kunne Kommissionen således ikke blot fastslå, at den af foranstaltningen begunstigede ikke var pålagt postbefordringspligten. Kommissionen skulle på tilstrækkelig konkret vis kunne have udelukket, at kapitaltilførslen havde nogen form for positiv eller negativ indvirkning på opfyldelsen af denne befordringspligt.

96

På denne baggrund viser Kommissionens manglende hensyntagen til PostNords selskabsformål, hvilket selskab skulle godkende kapitaltilførslen, at denne vurdering af, om den danske og den svenske stat kunne tilregnes denne foranstaltning, var ufuldstændig og utilstrækkelig, og den er følgelig et indicium for alvorlige vanskeligheder.

97

Sagsøgerne har i deres bemærkninger til interventionsindlæggene indgivet af Kongeriget Sverige, PostNord Group og PostNord Logistics fremhævet, at kapitaltilførslen i sig selv er stor. Som svar på et spørgsmål fra Retten som led i en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse har Kommissionen i det væsentlige fremsat en formalitetsindsigelse i forhold til dette argument, for så vidt som der er tale om et nyt argument, som sagsøgerne har fremført for første gang i deres bemærkninger til interventionsindlæggene indgivet af Kongeriget Sverige, PostNord Group og PostNord Logistics.

98

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ifølge procesreglementets artikel 84, stk. 1, må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Et anbringende, som udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremført direkte eller indirekte i stævningen, og som har tæt forbindelse dermed, skal dog realitetsbehandles. For at et nyt argument kan anses for en uddybning af et tidligere fremsat anbringende eller klagepunkt, skal det være tilstrækkeligt tæt knyttet til de oprindeligt fremførte anbringender eller klagepunkter i stævningen til, at det kan anses for at være en del af den normale udvikling i forhandlingerne i en retssag (jf. dom af 5.5.2021, ITD og Danske Fragtmænd mod Kommissionen, T-561/18, EU:T:2021:240, præmis 183 og den deri nævnte retspraksis).

99

I det foreliggende tilfælde er det korrekt, at sagsøgerne i stævningen ikke præsenterede selve kapitaltilførslens størrelse som et indicium for, at Kommissionen stødte på alvorlige vanskeligheder ved undersøgelsen af tilregnelsen af denne foranstaltning.

100

I stævningen har sagsøgerne med henblik på at godtgøre, at Kommissionen stødte på alvorlige vanskeligheder, imidlertid gjort gældende, at kapitaltilførslen kunne tilregnes den danske og den svenske stat, og har fremhævet, at foranstaltningen henhørte under PostNords bestyrelses kompetence, eftersom der var tale om en »betydelig« finansiel beslutning.

101

Stævningen indeholdt således allerede en indikation af, at sagsøgerne mente, at kapitaltilførslen i modsætning til, hvad Kommissionen anførte i den anfægtede afgørelse, skulle anses for at være betydelig. For så vidt som sagsøgernes argumentation om kapitaltilførslens størrelse er tæt knyttet til et klagepunkt, der i hvert fald implicit er fremført i stævningen, skal denne argumentation derfor anses for at være en del af den normale udvikling i forhandlingerne i en retssag og dermed som en uddybning af dette klagepunkt. En sådan argumentation skal således antages til realitetsbehandling.

102

Med hensyn til spørgsmålet, om denne argumentation er velbegrundet, skal det bemærkes, at en foranstaltnings omfang kan være et relevant element i vurderingen af, om denne foranstaltning kan tilregnes staten (jf. præmis 47 ovenfor).

103

I det foreliggende tilfælde lagde Kommissionen i 98. betragtning til den anfægtede afgørelse til grund, at kapitaltilførslens størrelse ikke kunne rejse mistanke om, at den danske og den svenske stat var impliceret, for så vidt som den udgjorde 0,3% af PostNord Groups omsætning.

104

For det første fremgår det ikke af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen tog hensyn til kapitaltilførslens størrelses absolutte værdi, som ikke kan anses for ubetydelig, idet den oversteg 15 mio. EUR. I denne henseende har Unionens retsinstanser tidligere taget hensyn til omfanget af en offentlig virksomheds rekapitaliseringsforanstaltning på 10 mio. EUR som led i vurderingen af tilregnelsen til staten (jf. i denne retning dom af 28.1.2016, Slovenien mod Kommissionen, T-507/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:35, præmis 186). Dette beløb forekommer så meget desto vigtigere for den begunstigede af kapitaltilførslen, PostNord Logistics, hvis økonomiske levedygtighed afhang heraf.

105

For det andet tog Kommissionen ved undersøgelsen af kapitaltilførslens størrelse heller ikke hensyn til, at et sådant beløb oversteg loftet for, hvornår koncerninterne kapitaltilførsler krævede nævnte koncerns moderselskab, PostNords, godkendelse, hvilket selskabs bestyrelse var tæt knyttet til den danske og den svenske stat (jf. præmis 62 ovenfor).

106

På denne baggrund viser Kommissionens vurdering, hvorefter kapitaltilførslens størrelse ikke kunne rejse mistanke om, at den danske og den svenske stat var impliceret i vedtagelsen af denne foranstaltning, at institutionens undersøgelse af, om nævnte foranstaltning kunne tilregnes disse stater, var ufuldstændig og utilstrækkelig, og den er følgelig et indicium for alvorlige vanskeligheder.

107

Henset til samtlige ovenstående betragtninger har sagsøgerne godtgjort, at Kommissionens undersøgelse af, om kapitaltilførslen udgjorde støtte, var ufuldstændig og utilstrækkelig. Sagsøgerne har således påvist alvorlige vanskeligheder, som Kommissionen ikke overvandt med hensyn til vurderingen af kapitaltilførslen. Sagsøgerne skal følgelig gives medhold i nærværende søgsmål, for så vidt som det er rettet mod den del af den anfægtede afgørelse, hvori Kommissionen uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, der foreskrives i artikel 108, stk. 2, TEUF, konkluderede, at kapitaltilførslen ikke kunne tilregnes den danske og den svenske stat, og at den derfor ikke udgjorde statsstøtte.

[udelades]

132

I medfør af procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Retten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger.

133

Da sagsøgerne har fået delvist medhold, findes disse efter sagens omstændigheder i det foreliggende tilfælde at burde bære halvdelen af deres egne omkostninger, idet Kommissionen betaler den øvrige del af disse omkostninger og i øvrigt bærer sine egne omkostninger.

134

I medfør af procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige hver deres egne omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3, bærer Jørgen Jensen Distribution, SLD, PostNord Group og PostNord Logistics hver deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling):