–

den tyske regering ved J. Möller, M. Hellmann og U. Kühne, som befuldmægtigede,

–

den estiske regering ved N. Grünberg, som befuldmægtiget,

–

den franske regering ved A. Daniel og A.-L. Desjonquères, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Natale,

–

den polske regering ved B. Majczyna og S. Żyrek, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved H. Leupold, M. Wilderspin og W. Wils, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1, herefter »Bruxelles IIa-forordningen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Senatsverwaltung für Inneres und Sport, Standesamtsaufsicht (Berlins senatsforvaltning for indre anliggender og sport, civilstandstilsynsmyndighed, Tyskland) (herefter »civilstandstilsynsmyndigheden«) og TB vedrørende denne myndigheds afslag på at tillade, at skilsmissen mellem TB og RD, der blev foretaget udenretsligt i Italien, indføres i det tyske ægteskabsregister, idet den kompetente tyske judicielle myndighed ikke forudgående har anerkendt denne skilsmisse.

3

Artikel 25 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 36), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«), fastsætter:

»I denne konvention forstås ved »retsafgørelse« enhver afgørelse truffet af en ret i en kontraherende stat, uanset hvorledes den betegnes, såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder justitssekretærens fastsættelse af sagsomkostninger.«

4

1., 2., 8., 21. og 22. betragtning til Bruxelles IIa-forordningen havde følgende ordlyd:

[…]

[…]

5

Forordningens artikel 1 var affattet på følgende måde:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende:

[…]

3.   Denne forordning finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende:

[…]

[…]«

6

Forordningens artikel 2 bestemte:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]«

7

Under overskriften »Anerkendelse og fuldbyrdelse« indeholdt Bruxelles IIa-forordningens kapitel III afdeling 1, der havde overskriften »Anerkendelse«, og som omfattede denne forordnings artikel 21-27.

8

Nævnte forordnings artikel 21 fastsatte:

»1.   Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

2.   Navnlig må der ikke stilles krav om anvendelse af en særlig procedure i forbindelse med ajourføring af en medlemsstats civilstandsregister på grundlag af en retsafgørelse om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, der er truffet i en anden medlemsstat, når den pågældende afgørelse ikke længere kan gøres til genstand for appel eller genoptagelse i henhold til sidstnævnte medlemsstats lovgivning, jf. dog stk. 3.

[…]«

9

Forordningens artikel 22 med overskriften »Grunde til ikke-anerkendelse af retsafgørelser om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab« havde følgende ordlyd:

»En retsafgørelse om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab kan ikke anerkendes:

[…]«

10

Bruxelles IIa-forordningens artikel 25 var sålydende:

»Anerkendelse af en retsafgørelse kan ikke afslås under henvisning til, at lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke tillader skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab på samme grundlag.«

11

Afdeling 3 i nævnte forordnings kapitel III havde overskriften »Fælles bestemmelser for afdeling 1 og 2« og indeholdt bl.a. forordningens artikel 39, som bestemte:

»Den kompetente ret eller myndighed i domsstaten udsteder på anmodning af en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag I (retsafgørelser i ægteskabssager) eller bilag II (retsafgørelser om forældreansvar).«

12

Afdeling 5 i nævnte kapitel III med overskriften »Officielt bekræftede dokumenter og aftaler« indeholdt kun forordningens artikel 46, der var affattet på følgende måde:

»Officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en medlemsstat, samt aftaler mellem parterne, som er eksigible i den medlemsstat, hvor de er indgået, anerkendes og erklæres for eksigible på samme vilkår som retsafgørelser.«

13

I henhold til artikel 104, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2019/1111 af 25. juni 2019 om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om internationale børnebortførelser (EUT 2019, L 178, s. 1, herefter »Bruxelles IIb-forordningen«), har denne forordning, som udgør en omarbejdning af Bruxelles IIa-forordningen, ophævet sidstnævnte forordning med virkning fra den 1. august 2022. I henhold til Bruxelles IIb-forordningens artikel 100, stk. 2, finder Bruxelles IIa-forordningen imidlertid fortsat anvendelse på afgørelser truffet i retssager, der er anlagt, på officielt bekræftede dokumenter, der er formelt udstedt eller registreret, og på aftaler, der er blevet eksigible i den medlemsstat, hvor de er indgået, før den 1. august 2022. Tvisten i hovedsagen er, henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder vedrørende denne, således reguleret af Bruxelles IIa-forordningen.

14

Følgende fremgår af 14. betragtning til Bruxelles IIb-forordningen:

»I overensstemmelse med Domstolens retspraksis bør begrebet »ret« fortolkes bredt, så det også omfatter administrative myndigheder eller andre myndigheder, som f.eks. notarer, der i visse ægteskabssager eller sager vedrørende forældreansvar udøver kompetence. Enhver aftale, som godkendes af en ret efter realitetsbehandling i henhold til national ret og nationale procedurer, bør anerkendes eller fuldbyrdes som en »afgørelse«. Andre aftaler, som får bindende retsvirkning i domsstaten efter den formelle indgriben fra en offentlig myndighed eller en anden myndighed som meddelt Kommissionen af en medlemsstat til dette formål, bør få virkning i andre medlemsstater i overensstemmelse med de specifikke bestemmelser om officielt bekræftede dokumenter og aftaler i denne forordning. Denne forordning bør ikke tillade fri bevægelighed af rent private aftaler. Aftaler, som hverken er en afgørelse eller et officielt bekræftet dokument, men som er blevet registreret af en offentlig myndighed, bør imidlertid kunne cirkulere frit. Sådanne offentlige myndigheder kan omfatte notarer, som registrerer aftaler, selv når de udøver et liberalt erhverv.«

15

Forordningens artikel 30 fastsætter:

»1.   En afgørelse, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

2.   Navnlig kræves ingen særlig procedure til ajourføring af en medlemsstats civilstandsregister på grundlag af en afgørelse om skilsmisse, separation eller annullation af ægteskab, der er truffet i en anden medlemsstat, når den pågældende afgørelse ikke længere kan gøres til genstand for yderligere appel i henhold til denne medlemsstats nationale ret, jf. dog stk. 3.

[…]«

16

Nævnte forordnings artikel 65 bestemmer:

»1.   Officielt bekræftede dokumenter og aftaler om separation og skilsmisse, der har bindende retsvirkning i domsstaten, anerkendes i andre medlemsstater uden krav om en særlig procedure. Afdeling 1 i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse, medmindre andet er fastsat i denne afdeling.

2.   Officielt bekræftede dokumenter og aftaler i sager vedrørende forældreansvar, der har bindende retsvirkning og kan fuldbyrdes i domsstaten, anerkendes og fuldbyrdes i andre medlemsstater, uden at der kræves en erklæring om eksigibilitet. Afdeling 1 og 3 i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse, medmindre andet er fastsat i denne afdeling.«

17

§ 97, stk. 1, andet punktum, i Gesetz über das Verfahren in Familiensachen und in den Angelegenheiten der freiwilligen Gerichtsbarkeit (lov om proceduren i familieretlige sager og i sager omfattet af den frivillige retspleje) af 17. december 2008 (BGBl. 2008 I, s. 2586) fastsætter i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »FamFG«), at »[b]estemmelserne i Den Europæiske Unions retsakter [ikke berøres]« af bestemmelserne i FamFG.

18

§ 107 i FamFG med overskriften »Anerkendelse af udenlandske afgørelser i ægteskabssager« bestemmer følgende i stk. 1:

»Afgørelser, hvorved et ægteskab i udlandet kendes ugyldigt eller opløses med eller uden opretholdelse af det ægteskabelige forhold, eller hvorved det fastslås, at et ægteskab mellem parterne består eller ikke består, anerkendes kun, såfremt delstatens justitsforvaltning har fastslået, at betingelserne for anerkendelse er opfyldt. Er afgørelsen truffet af en domstol eller en myndighed i en stat, i hvilken begge ægtefæller på tidspunktet for denne afgørelse var statsborgere, afhænger anerkendelsen ikke af en sådan konstatering fra delstatens justitsforvaltnings side.«

19

§ 3 i Personenstandsgesetz (civilstandsloven) af 19. februar 2007 (BGBl. 2007 I, s. 122) har i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »PStG«), overskriften »Personregistret«. Paragraffens stk. 1 har følgende ordlyd:

»Civilstandsmyndigheden skal inden for sit kompetenceområde føre:

[…]«

20

§ 5 i PStG med overskriften »Ajourføring af personregisteret« fastsætter følgende i stk. 1:

»Indførelserne i registret skal i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov suppleres og berigtiges med følgedokumenter og henvisninger (ajourføring).«

21

§ 16 i PStG, der har overskriften »Ajourføring«, bestemmer i stk. 1:

»Under indførslen vedrørende ægteskab skal der foretages en angivelse af senere retsakter vedrørende

[…]

[…]«

22

Decreto-legge nr. 132 – Misure urgenti di degiurisdizionalizzazione ed altri interventi per la definizione dell’arretrato in materia di processo civile (lovdekret nr. 132 om hasteforanstaltninger til udenretslig bilæggelse af tvister og andre foranstaltninger med henblik på at nedbringe efterslæbet af civile sager) af 12. september 2014 (GURI nr. 212 af 12.9.2014), som ophøjet til lov, med ændringer, ved lov nr. 162 af 10. november 2014 (GURI nr. 261 af 10.11.2014) (herefter »lovdekret nr. 132/2014«), fastsætter i stk. 1 og 2 i lovdekretets artikel 12 med overskriften »Separation efter fælles overenskomst, ansøgning om opløsning af ægteskabet eller om ophør af ægteskabets civilretlige virkninger og ændring af separations- eller skilsmissebetingelserne for personregisterføreren«, at ægtefællerne, eventuelt bistået af en advokat, for den kompetente personregisterfører bl.a. kan indgå en aftale om opløsning af ægteskabet eller om ophør af ægteskabets civilretlige virkninger, forudsat at disse ægtefæller ikke har mindreårige børn eller myndige børn, som ikke har retsevne, har et alvorligt handicap eller ikke er økonomisk uafhængige.

23

Artikel 12, stk. 3, i lovdekret nr. 132/2014 bestemmer desuden, at personregisterføreren personligt fra hver af parterne modtager en erklæring om, at de ønsker at opløse ægteskabet eller bringe dets civilretlige virkninger til ophør på de vilkår, der er aftalt mellem dem, at aftalen ikke kan vedrøre overdragelse af aktiver, at det dokument, der indeholder aftalen, suppleres og underskrives, så snart ægtefællernes erklæringer er modtaget, at aftalen træder i stedet for retsafgørelser vedrørende bl.a. de nærmere regler for opløsning af ægteskabet og ophør af ægteskabets civilretlige virkninger, og at personregisterføreren, når den pågældende modtager erklæringerne fra ægtefællerne, skal opfordre de sidstnævnte til at give møde for vedkommende tidligst 30 dage efter modtagelsen af disse erklæringer med henblik på at bekræfte aftalen, idet manglende fremmøde er ensbetydende med manglende bekræftelse af aftalen.

24

I et cirkulære fra Ministero della Giustizia (justitsministeriet, Italien) af 22. maj 2018 vedrørende lovdekret nr. 132/2014 er personregisterføreren udpeget som den myndighed, der i Italien er kompetent til at udstede den attest, som er omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 39.

25

TB, der er både tysk og italiensk statsborger, indgik den 20. september 2013 ægteskab med RD, der er italiensk statsborger, ved Standesamt Mitte von Berlin (civilstandskontoret i Berlin-Mitte, Tyskland). Ægteskabet blev indført i Berlins ægteskabsregister.

26

Den 30. marts 2017 mødte TB og RD for første gang op hos personregisterføreren i Parma (Italien) med henblik på at indlede en udenretslig skilsmisseprocedure på grundlag af artikel 12 i lovdekret nr. 132/2014. Den 11. maj 2017 gav de for anden gang møde for personregisterføreren med henblik på at bekræfte deres erklæring. Efter et tredje fremmøde den 15. februar 2018 erklærede TB og RD under henvisning til deres erklæring af 30. marts 2017, at de ønskede at opløse deres ægteskab, idet de ligeledes præciserede, at der ikke verserede en sag herom. Da disse erklæringer igen blev bekræftet for den nævnte personregisterfører den 26. april 2018, udstedte denne den 2. juli 2018 den i Bruxelles IIa-forordningens artikel 39 omhandlede attest til TB, hvori det attesteredes, at han var blevet skilt fra RD med virkning fra den 15. februar 2018.

27

TB anmodede civilstandskontoret i Berlin-Mitte om at indføre denne skilsmisse i Berlins ægteskabsregister i overensstemmelse med bestemmelserne i PStG. Eftersom dette kontor imidlertid var i tvivl om, hvorvidt denne indførsel forinden krævede en anerkendelse i henhold til § 107 i FamFG, anlagde det – via civilstandstilsynsmyndigheden – sag ved Amtsgericht Berlin (byretten i Berlin, Tyskland), som havde kompetence til at påkende dette spørgsmål.

28

Ved kendelse af 1. juli 2019 fastslog den nævnte ret, at indførslen i ægteskabsregistret af den udenretslige skilsmisse mellem TB og RD først var mulig efter anerkendelse i henhold til § 107, stk. 1, første punktum, i FamFG fra delstatens kompetente retslige myndighed, i det foreliggende tilfælde Senatsverwaltung für Justiz, Verbraucherschutz und Antidiskriminierung (Berlins senatsforvaltning for retsvæsen, forbrugerbeskyttelse og bekæmpelse af forskelsbehandling, Tyskland) (herefter »Berlins senatsforvaltning«).

29

Den anmodning om anerkendelse, som TB indgav til Berlins senatsforvaltning, blev imidlertid afslået af sidstnævnte med den begrundelse, at der ikke var tale om en afgørelse, som krævede anerkendelse. Det søgsmål, som TB har anlagt til prøvelse af afslaget på denne anmodning, verserer stadig for Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin, Tyskland).

30

TB iværksatte desuden appel til prøvelse af kendelsen af 1. juli 2019, som Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin) tog til følge. Sidstnævnte forbød således civilstandskontoret i Berlin-Mitte at gøre indførslen i ægteskabsregistret af den i Italien indgåede skilsmisse mellem TB og RD betinget af en forudgående anerkendelse fra Berlins senatsforvaltning.

31

Civilstandstilsynsmyndigheden har iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), som er den forelæggende ret, med påstand om stadfæstelse af kendelsen af 1. juli 2019.

32

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om det, henset til begrebet »retsafgørelse« i Bruxelles IIa-forordningens artikel 21, sammenholdt med forordningens artikel 2, nr. 4), forholder sig således, at de i forordningen fastsatte regler om anerkendelse af retsafgørelser om skilsmisse finder anvendelse på en skilsmisse, der følger af en aftale indgået mellem ægtefællerne, og som er afsagt af en embedsmand ved civilstandsmyndigheden i en medlemsstat i overensstemmelse med sidstnævntes lovgivning. I bekræftende fald og i betragtning af, at disse regler i medfør af § 97, stk. 1, andet punktum, i FamFG ikke berøres af reglerne i tysk lovgivning, er det ikke nødvendigt med nogen anerkendelsesprocedure i Tyskland. Det skal derfor afgøres, om begrebet »retsafgørelse« som omhandlet i disse bestemmelser i Bruxelles IIa-forordningen skal fortolkes således, at det kun omfatter retsakter, der hidrører fra en retsinstans eller fra en myndighed, der udøver offentligretlige beføjelser, og som har retsstiftende virkning, eller om det også omfatter privatretlige dokumenter, der beror på parternes selvstændige vilje, og som er vedtaget uden en sådan deltagelse med retsstiftende virkning af en statslig myndighed, således som det er tilfældet med den procedure, der i Italien er fastsat i artikel 12 i lovdekret nr. 132/2014.

33

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at hverken de nævnte bestemmelsers ordlyd eller den lære, som kan udledes af dom af 20. december 2017, Sahyouni (C-372/16, EU:C:2017:988), gør det muligt klart at afgøre dette spørgsmål, selv om der i en del af den tyske retslitteratur anlægges en vid fortolkning af denne ordlyd, som gør det muligt at lægge til grund, at de i Bruxelles IIa-forordningen fastsatte regler om anerkendelse af retsafgørelser om skilsmisse finder anvendelse på skilsmisser indgået efter en udenretslig procedure, såsom den skilsmisse, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede italienske lovgivning.

34

Selv om det i den nævnte del af retslitteraturen gøres gældende, at en sådan fortolkning er begrundet i lyset af Bruxelles IIa-forordningens formål, som er at sikre en let anerkendelse i ægteskabssager i Unionen, hælder den forelæggende ret til den modsatte fortolkning. Ifølge denne ret hviler Bruxelles IIa-forordningen på den forudsætning, at kun en afgørelse om skilsmisse, der er truffet af en offentlig myndighed, og som har en retsstiftende virkning, gør det muligt at sikre beskyttelsen af »den svageste« ægtefælle mod de med skilsmissen forbundne ulemper, idet en sådan myndighed således er i stand til at forhindre skilsmissen ved at udøve sin tilsynsbeføjelse. Dette er imidlertid ikke tilfældet, når retsgrundlaget for ægteskabets opløsning er ægtefællernes selvstændige vilje, som kommer til udtryk i et privatretligt dokument, og når den offentlige myndigheds deltagelse er begrænset til en advarsels-, præciserings-, bevis- eller rådgivningsfunktion uden nogen beføjelse til at foretage en materiel kontrol.

35

Den forelæggende ret har tilføjet, at en sådan tilgang for det første understøttes af den omstændighed, at der på tidspunktet for vedtagelsen af Bruxelles IIa-forordningen ikke fandtes nogen procedure for udenretslig skilsmisse i medlemsstaternes daværende lovgivning, således at EU-lovgiver ikke kunne tage højde for dette scenario. For det andet følger det af bestemmelserne i Bruxelles IIb-forordningen, som har ophævet og erstattet Bruxelles IIa-forordningen siden den 1. august 2022, at EU-lovgiver i mellemtiden har fastsat regler, der omfatter skilsmisser som dem, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede italienske lovgivning, hvilket ikke var tilfældet i henhold til Bruxelles IIa-forordningen.

36

Såfremt Domstolen måtte fastslå, at der i tilfælde af skilsmisser som den, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede italienske lovgivning, ikke foreligger en »retsafgørelse« som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 21, sammenholdt med forordningens artikel 2, nr. 4), ønsker den forelæggende ret oplyst, om det ikke desto mindre er muligt at anerkende en sådan skilsmisse på grundlag af forordningens artikel 46. Den nævnte ret er tilbøjelig til at udelukke en sådan mulighed af den grund, at denne bestemmelse, i modsætning til den tilsvarende bestemmelse i Bruxelles IIb-forordningen, udelukkende nævner officielt bekræftede dokumenter og aftaler mellem parterne, som er »eksigible«, hvilket ikke vedrører skilsmisseområdet, men alene spørgsmålet om forældreansvar.

37

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at det fremgår af en del af den tyske retslitteratur, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 46 finder anvendelse på skilsmisser som den, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede italienske lovgivning.

38

På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

39

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4), bl.a. med henblik på anvendelsen af forordningens artikel 21, stk. 1, skal fortolkes således, at et skilsmissedokument, der er blevet udstedt af en embedsmand ved civilstandsmyndigheden i en medlemsstat, og som indeholder en aftale om skilsmisse, der er indgået af ægtefællerne og bekræftet af disse for embedsmanden i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning, udgør en »retsafgørelse« som omhandlet i nævnte artikel 2, nr. 4).

40

Det skal bemærkes, at det efter Domstolens faste praksis følger såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele EU skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til ikke alene bestemmelsens ordlyd, men ligeledes til dens kontekst og det formål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 31.3.2022, Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl m.fl. (En asylansøgers anbringelse på et psykiatrisk hospital), C-231/21, EU:C:2022:237, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

41

Henset til den omstændighed, at ingen bestemmelse i Bruxelles IIa-forordningen, herunder forordningens artikel 2, nr. 4), indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes lovgivning med henblik på at fastlægge betydningen og rækkevidden af udtrykket »retsafgørelse«, der bl.a. er omhandlet i såvel denne bestemmelse som forordningens artikel 21, skal det fastslås, at udtrykket skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i EU-retten i overensstemmelse med den metode, der er nævnt i den foregående præmis.

42

I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår såvel af artikel 67, stk. 1 og 4, TEUF, sammenholdt med artikel 81, stk. 1 og 2, TEUF, som af de tidligere bestemmelser i artikel 61, litra c), EF, sammenholdt med artikel 65, litra a), EF, at Unionen med henblik på at udgøre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed etablerer et samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger ved bl.a. at sikre, når det er nødvendigt for det indre markeds funktion, en gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne af retsafgørelser og udenretslige afgørelser.

43

I denne forbindelse er både princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser, der selv hviler på den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser (dom af 9.3.2017, Pula Parking, C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

44

Det er i denne sammenhæng, at Bruxelles IIa-forordningen – således som det fremgår af 1., 2. og 21. betragtning hertil – på grundlag af princippet om gensidig tillid som hjørnestenen i oprettelsen af et egentligt retsområde bl.a. tilsigter at fremme anerkendelsen af retsafgørelser truffet i medlemsstaterne i skilsmissesager ved at begrænse grundene til ikke-anerkendelse af sådanne afgørelser til det nødvendige minimum (jf. i denne retning dom af 16.1.2019, Liberato, C-386/17, EU:C:2019:24, præmis 41 og 46 og den deri nævnte retspraksis).

45

Bruxelles IIa-forordningens artikel 21, stk. 1 og 2, sammenholdt med forordningens artikel 1, stk. 1, litra a), og artikel 25, bestemmer således bl.a., at medmindre det godtgøres, at en af de grunde til ikke-anerkendelse, der udtømmende er nævnt i forordningens artikel 22, sammenholdt med 21. betragtning hertil, foreligger, skal retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat vedrørende skilsmisse, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure, idet det præciseres, at retsafgørelsen med henblik på ajourføring af civilstandsregistret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, for det første ikke længere skal kunne gøres til genstand for appel eller genoptagelse i henhold til domsstatens lovgivning, og at anerkendelse af en retsafgørelse for det andet bl.a. ikke kan afslås under henvisning til, at lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke tillader skilsmisse på samme grundlag.

46

Hvad angår begrebet »retsafgørelse« som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4), skal det bemærkes, at i sager om skilsmisse omfatter begrebet »enhver afgørelse om skilsmisse […] truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes såsom dom eller kendelse«. Begrebet »ret« er i den nævnte artikels nr. 1) selv defineret som samtlige »myndigheder i medlemsstaterne med kompetence i spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde som defineret i artikel 1«. Det skal i øvrigt præciseres, at i medfør af Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 3), omfatter udtrykket »medlemsstat« samtlige EU-medlemsstater med undtagelse af Kongeriget Danmark.

47

Det følger således af Bruxelles IIa-forordningens artikel 1, stk. 1, litra a), sammenholdt med forordningens artikel 2, nr. 1), 3) og 4), at begrebet retsafgørelse i sager om skilsmisse omfatter enhver afgørelse om skilsmisse, uanset hvordan den betegnes, som er truffet af en kompetent myndighed i en medlemsstat med undtagelse af Kongeriget Danmarks myndigheder.

48

Det fremgår af denne definition, der er givet i Bruxelles IIa-forordningen selv, at forordningen – således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 34 og 36 i forslaget til afgørelse – kan omfatte afgørelser om skilsmisse, der er truffet såvel efter en retslig procedure som efter en udenretslig procedure, for så vidt som medlemsstaternes lovgivning ligeledes tillægger udenretslige myndigheder kompetence i skilsmissesager.

49

Det følger heraf, at enhver afgørelse truffet af sådanne udenretslige myndigheder, der har kompetence i skilsmissesager i en medlemsstat, med undtagelse af Kongeriget Danmark, i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 21 automatisk skal anerkendes i de øvrige medlemsstater med undtagelse af Kongeriget Danmark, med forbehold af dels anvendelsen af forordningens artikel 22 for så vidt angår grunde til ikke-anerkendelse, dels den omstændighed, at afgørelsen med henblik på ajourføring af civilstandsregistret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke længere skal kunne gøres til genstand for appel eller genoptagelse.

50

Det skal bemærkes, at denne fortolkning af begrebet »retsafgørelse« ikke svækkes af den omstændighed, at på tidspunktet for udarbejdelsen og vedtagelsen af Bruxelles IIa-forordningen havde ingen medlemsstat endnu i sin lovgivning fastsat en mulighed for, at ægtefællerne kunne skilles udenretsligt. Den nævnte fortolkning følger nemlig direkte af de brede og åbne definitioner af begreberne »ret« og »retsafgørelse«, der er omhandlet i henholdsvis nr. 1) og nr. 4) i forordningens artikel 2.

51

Fortolkningen understøttes desuden af det med Bruxelles IIa-forordningen forfulgte formål, der, således som det fremgår af nærværende doms præmis 42-44, bl.a. tilsigter – på grundlag af det princip om gensidig tillid, der ligger til grund for oprettelsen af et egentligt retsområde på EU-plan – at lette anerkendelsen af afgørelser truffet i medlemsstaterne på bl.a. skilsmisseområdet.

52

Som det fremgår af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt i sin anmodning om præjudiciel afgørelse, og som er gengivet i nærværende doms præmis 32-34, er denne ret imidlertid stadig i tvivl om, hvilken grad af kontrol den kompetente myndighed i skilsmissesager skal udøve, for at det skilsmissedokument, som myndigheden bl.a. udfærdiger i forbindelse med en skilsmisse efter fælles overenskomst, kan kvalificeres som en »retsafgørelse« som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4), med henblik på anvendelsen af forordningens artikel 21, stk. 1.

53

I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at Bruxelles IIa-forordningen kun omfatter skilsmisser, der er bevilget enten af en statslig retsinstans eller af en offentlig myndighed eller under dennes kontrol, hvilket udelukker simple private skilsmisser såsom en skilsmisse, der følger af en ensidig erklæring fra en ægtefælle for en gejstlig domstol (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Sahyouni, C-372/16, EU:C:2017:988, præmis 39-43, 48 og 49).

54

Det kan af den nævnte retspraksis udledes, at enhver offentlig myndighed, der skal træffe en »retsafgørelse« som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4), skal bevare kontrollen med bevillingen af skilsmisse, hvilket i forbindelse med skilsmisser efter fælles overenskomst indebærer, at den skal foretage en undersøgelse af betingelserne for skilsmisse i henhold til national ret og af ægtheden og gyldigheden af ægtefællernes samtykke til skilsmisse.

55

Kravet om en undersøgelse – som omhandlet i den foregående præmis – som et karakteristisk element ved begrebet retsafgørelse kan ligeledes udledes af dom af 2. juni 1994, Solo Kleinmotoren (C-414/92, EU:C:1994:221). I den nævnte doms præmis 15-17 fastslog Domstolen for så vidt angår Bruxelleskonventionens artikel 25 – der har en ordlyd, som i det væsentlige er identisk med ordlyden af Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4), med den nævneværdige undtagelse, at kun retsafgørelser er omfattet af denne bestemmelse i konventionen – at begrebet »retsafgørelse« indebærer, at retten træffer afgørelse »[af egen drift] i stridsspørgsmål mellem parterne«.

56

Det er korrekt, således som den polske regering har anført i retsmødet, at Domstolen i den nævnte dom fastslog, at et forlig, der er indgået for en ret i en medlemsstat, og hvorved tvisten bilægges, ikke kan udgøre en »retsafgørelse« som omhandlet i Bruxelleskonventionens artikel 25. Det kan imidlertid ikke analogt heraf udledes, at en kvalificering som »retsafgørelse« som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4), systematisk bør udelukkes i det tilfælde, hvor en udenretslig myndighed er beføjet til efter en undersøgelse af de betingelser, der er fastsat i de gældende nationale bestemmelser, at bevilge skilsmisse på grundlag af en aftale indgået mellem ægtefællerne.

57

Således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, baserede Domstolen nemlig i dom af 2. juni 1994, Solo Kleinmotoren (C-414/92, EU:C:1994:221), sin afgørelse på den omstændighed, at de omhandlede forlig i det væsentlige havde kontraktmæssig karakter, idet den pågældende retsinstans således blot tog forliget til efterretning uden at foretage nogen form for undersøgelse af dette forligs indhold i lyset af de gældende lovbestemmelser.

58

I øvrigt fremgår det af 14. betragtning til Bruxelles IIb-forordningen, hvorved Bruxelles IIa-forordningen blev omarbejdet, at »[e] nhver aftale, som godkendes af en ret efter realitetsbehandling i henhold til national ret og nationale procedurer, bør anerkendes eller fuldbyrdes som en »afgørelse««. I den nævnte betragtning er det endvidere anført, at »[a]ndre aftaler, som får bindende retsvirkning i domsstaten efter den formelle indgriben fra en offentlig myndighed eller en anden myndighed som meddelt Kommissionen af en medlemsstat til dette formål, bør få virkning i andre medlemsstater i overensstemmelse med de specifikke bestemmelser om officielt bekræftede dokumenter og aftaler i denne forordning. Denne forordning bør ikke tillade fri bevægelighed af rent private aftaler. Aftaler, som hverken er en afgørelse eller et officielt bekræftet dokument, men som er blevet registreret af en offentlig myndighed, bør imidlertid kunne cirkulere frit. Sådanne offentlige myndigheder kan omfatte notarer, som registrerer aftaler, selv når de udøver et liberalt erhverv«.

59

EU-lovgiver har således af hensyn til kontinuiteten præciseret, at aftaler om skilsmisse, der er blevet godkendt af en retslig eller en udenretslig myndighed efter en realitetsbehandling gennemført i overensstemmelse med national lovgivning og nationale procedurer, udgør »retsafgørelser« – som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4), og i de bestemmelser i Bruxelles IIb-forordningen, der er trådt ind i stedet for denne bestemmelse – og at det netop er denne realitetsbehandling, som adskiller disse afgørelser fra officielt bekræftede dokumenter og aftaler i disse forordningers forstand.

60

Når en kompetent udenretslig myndighed efter en realitetsbehandling godkender en aftale om skilsmisse, anerkendes denne aftale derfor som en »retsafgørelse« i overensstemmelse med Bruxelles IIa-forordningens artikel 21 og Bruxelles IIb-forordningens artikel 30, mens andre aftaler om skilsmisse, der har bindende retsvirkning i domsstaten, alt efter omstændighederne anerkendes som officielt bekræftede dokumenter eller aftaler i overensstemmelse med Bruxelles IIa-forordningens artikel 46 og Bruxelles IIb-forordningens artikel 65.

61

I denne sammenhæng skal det bemærkes, således som Kommissionen med rette har anført i retsmødet, at det følger af tilblivelseshistorien for 14. betragtning til Bruxelles IIb-forordningen og for denne forordnings artikel 65, at EU-lovgiver med vedtagelsen af denne forordning ikke tilsigtede at innovere og indføre nye regler, men alene at »klarlægge« dels rækkevidden af den regel, der allerede var fastsat i Bruxelles IIa-forordningens artikel 46, dels det kriterium, som gør det muligt at sondre mellem på den ene side begrebet »retsafgørelse« og på den anden side begreberne »officielt bekræftet dokument« og »aftale mellem parterne«, dvs. kriteriet vedrørende realitetsbehandlingen.

62

Det er i lyset af samtlige disse betragtninger, at det i det foreliggende tilfælde skal afgøres, om et skilsmissedokument, der er blevet udstedt af en embedsmand ved civilstandsmyndigheden i en medlemsstat, og som indeholder en aftale om skilsmisse, som ægtefællerne har indgået og bekræftet for denne embedsmand i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i denne medlemsstats nationale lovgivning, udgør en »retsafgørelse« som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4), med henblik på anvendelsen af denne forordnings artikel 21, stk. 1.

63

I denne henseende fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at personregisterføreren i Italien er en lovligt oprettet myndighed, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning har kompetence til at bevilge skilsmisse på en retligt bindende måde ved i skriftlig form at bekræfte en aftale om skilsmisse, der er blevet udfærdiget af ægtefællerne, efter at have foretaget en undersøgelse som omhandlet i nærværende doms præmis 54.

64

I henhold til artikel 12 i lovdekret nr. 132/2014 skal personregisterføreren nemlig personligt og ad to gange inden for et tidsrum af mindst 30 dage indhente erklæringer fra hver enkelt ægtefælle, hvilket indebærer, at den pågældende skal sikre sig, at deres skilsmissesamtykke er gyldigt og frit og givet på et veloplyst grundlag.

65

I overensstemmelse med den nævnte bestemmelse foretager denne embedsmand i øvrigt en undersøgelse af indholdet af aftalen om skilsmisse i lyset af de gældende lovbestemmelser, for så vidt som den pågældende sikrer sig, at denne aftale udelukkende vedrører opløsningen af ægteskabet eller ophøret af ægteskabets civilretlige virkninger, idet enhver form for overdragelse af aktiver er udelukket fra denne undersøgelse, og at ægtefællerne ikke har mindreårige børn eller myndige børn, som ikke har retsevne, har et alvorligt handicap eller ikke er økonomisk uafhængige, således at aftalen ikke vedrører sådanne børn.

66

Det fremgår ligeledes af artikel 12 i lovdekret nr. 132/2014, at personregisterføreren ikke er beføjet til at bevilge skilsmisse, hvis en eller flere af betingelserne i denne bestemmelse ikke er opfyldt, herunder hvis denne embedsmand er i tvivl om, hvorvidt en af ægtefællernes skilsmissesamtykke ikke er frit eller ikke er blevet givet på et veloplyst grundlag, hvis aftalen vedrører overdragelse af aktiver, eller hvis ægtefællerne har andre børn end myndige børn, der er økonomisk uafhængige.

67

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4), bl.a. med henblik på anvendelsen af forordningens artikel 21, stk. 1, skal fortolkes således, at et skilsmissedokument, der er blevet udstedt af en embedsmand ved civilstandsmyndigheden i domsmedlemsstaten, og som indeholder en aftale om skilsmisse, der er indgået af ægtefællerne og bekræftet af disse for embedsmanden i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning, udgør en »retsafgørelse« som omhandlet i nævnte artikel 2, nr. 4).

68

Henset til svaret på det første spørgsmål er det ikke længere fornødent at besvare det andet spørgsmål.

69

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 2, nr. 4), i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000

skal bl.a. med henblik på anvendelsen af forordningens artikel 21, stk. 1, fortolkes således, at

et skilsmissedokument, der er blevet udstedt af en embedsmand ved civilstandsmyndigheden i domsmedlemsstaten, og som indeholder en aftale om skilsmisse, der er indgået af ægtefællerne og bekræftet af disse for embedsmanden i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning, udgør en »retsafgørelse« som omhandlet i nævnte artikel 2, nr. 4).