–

CR ved Rechtsanwältin I. Sommer,

–

den spanske regering ved M.J. Ruiz Sánchez, som befuldmægtiget,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato E. Manzo,

–

Europa-Kommissionen ved M. Heller og M. Wilderspin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, litra a), artikel 7, litra a), artikel 22 og artikel 83, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT 2012, L 201, s. 107, berigtiget i EUT 2012, L 344, s. 3, herefter »arveretsforordningen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem RK og CR vedrørende et krav indgivet af CR med henblik på, efter hendes ægtefælles død, udstedelse af en national arveattest og et europæisk arvebevis.

3

Følgende fremgår af 27. og 59. betragtning til arveretsforordningen:

[…]

4

Arveretsforordningens artikel 3 med overskriften »Definitioner«, bestemmer følgende i stk. 1:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]«

5

Denne forordnings artikel 4 med overskriften »Generel kompetence« fastsætter:

»Retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven.«

6

Arveretsforordningens artikel 6 med overskriften »Erklæring af inkompetence i tilfælde af et lovvalg« har følgende ordlyd:

»Når den lov, som den afdøde har valgt til at finde anvendelse på arven efter sig i henhold til artikel 22, er loven i en medlemsstat:

[…]«

7

Samme forordnings artikel 7 med overskriften »Kompetence i tilfælde af et lovvalg« bestemmer:

»Retterne i den medlemsstat, hvis lov var valgt af den afdøde i medfør af artikel 22, er kompetente til at træffe afgørelse i arvesagen, hvis:

[…]«

8

Arveretsforordningens artikel 10 med overskriften »Subsidiær kompetence« fastsætter:

»1.   Når den afdøde på dødstidspunktet ikke havde sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, er retterne i en medlemsstat, hvor goder i boet befinder sig, alligevel kompetente til at træffe afgørelse om hele arven, for så vidt:

2.   Når ingen ret i en medlemsstat har kompetence i medfør af stk. 1, er retterne i den medlemsstat, hvor goder i boet befinder sig, alligevel kompetente til at træffe afgørelse om disse goder.«

9

Forordningens artikel 22 med overskriften »Lovvalg« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   En person kan vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.

En person, der har flere statsborgerskaber, kan vælge loven i en hvilken som helst af de stater, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet.

2.   Lovvalget skal være udtrykkeligt og indeholdt i en erklæring i form af en dødsdisposition eller fremgå af en sådan dispositions bestemmelser.«

10

Arveretsforordningens kapitel IV med overskriften »Anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser« indeholder artikel 39-58 heri.

11

Forordningens artikel 39 med overskriften »Anerkendelse«, bestemmer i stk. 1:

»Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.«

12

Arveretsforordningens artikel 40 med overskriften »Grunde til ikkeanerkendelse«, bestemmer:

»En retsafgørelse anerkendes ikke:

13

Arveretsforordningens artikel 41 med overskriften »Forbud mod prøvelse med hensyn til sagens realitet« fastsætter:

»En retsafgørelse truffet i en medlemsstat kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.«

14

Forordningens artikel 83 med overskriften »Overgangsbestemmelser« bestemmer i stk. 1 og 4:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på arv efter personer, som afgår ved døden på eller efter 17. august 2015.

[…]

4.   Er en dødsdisposition truffet før 17. august 2015 i overensstemmelse med den lov, som den afdøde kunne have valgt i henhold til denne forordning, betragtes denne lov som valgt til at være den lov, der finder anvendelse på arven.«

15

Forordningens artikel 84 har følgende ordlyd:

»Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra 17. august 2015 bortset fra artikel 77 og 78, der anvendes fra 16. november 2014, og artikel 79, 80 og 81, der anvendes fra 5. juli 2012.«

16

Efter at CR’s ægtefælle, som var tysk statsborger, afgik ved døden den 9. marts 2017 indgav CR til Amtsgericht Düren (byretten i Düren, Tyskland) et krav om udstedelse af en national arveattest og et europæisk arvebevis på grundlag af det holografiske testamente, der var udfærdiget den 14. juni 1990 på tysk, hvorved ægtefællerne gensidigt havde udpeget hinanden som enearvinger.

17

RK, som er afdødes bror, bestred de tyske domstoles kompetence til at påkende dette krav med den begrundelse, at den afdøde på dødstidspunktet havde sit sædvanlige opholdssted i Spanien, og at det nævnte testamente ikke udtrykkeligt indeholdt et lovvalg for arven.

18

Ved afgørelse af 20. december 2017 fandt Amtsgericht Düren (byretten i Düren), at de forhold, der var nødvendige for udstedelse af den ønskede arveattest og det ønskede arvebevis, var godtgjort.

19

Efter påklage fra RK fastslog Oberlandesgericht Köln (den regionale appeldomstol i Köln, Tyskland) ved kendelse af 4. juli 2018, at Amtsgericht Düren (byretten i Düren) savnede kompetence til at påkende kravet med den begrundelse, at kun de spanske retter havde kompetence i henhold til kriteriet om afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, som fastsat i arveretsforordningens artikel 4.

20

Ved kendelse af 29. april 2019 traf Juzgado de Primera Instancia e Instrucción no 3 de Estepona (retten i første instans nr. 3 i Estepona, Spanien), som CR havde indbragt sagen for, bestemmelse om »[at afstå] fra at træffe afgørelse i [den for denne ret verserende arvesag], da retterne i Tyskland bedre [var] i stand til at træffe afgørelse om boet, og på grund af de praktiske omstændigheder, såsom den berørte parts sædvanlige opholdssted og placeringen af hovedparten af arven«.

21

Ved notarpåtegnet dokument af 29. august 2019 indgav CR et nyt krav om udstedelse af en national arveattest og et europæisk arvebevis til Amtsgericht Düren (byretten i Düren) under påberåbelse af den spanske rets kendelse. Ved kendelse af 19. februar 2020 fastslog Amtsgericht Düren (byretten i Düren), at den havde kompetence til at påkende det af CR indgivne krav, idet den fandt, at den spanske rets kendelse udgjorde en erklæring af inkompetence som omhandlet i arveretsforordningens artikel 6, litra a).

22

RK appellerede kendelsen fra Amtsgericht Düren (byretten i Düren) til den forelæggende ret, idet han gjorde gældende, at en række grunde var til hinder for de tyske retters international kompetence.

23

Under henvisning til dom af 21. juni 2018, Oberle (C-20/17, EU:C:2018:485), har denne ret rejst tvivl om anvendelsen og fortolkningen af visse bestemmelser i arveretsforordningen.

24

Under disse omstændigheder har Oberlandesgericht Köln (den regionale appeldomstol i Köln) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om arveretsforordningens artikel 7, litra a), skal fortolkes således, at det – for at der foreligger en erklæring af inkompetence som omhandlet i denne forordnings artikel 6, litra a), til fordel for retterne i den medlemsstat, hvis lov den afdøde har valgt – er nødvendigt, at den ret, ved hvilken sagen tidligere er anlagt, udtrykkeligt har erklæret sig inkompetent.

26

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den tvivl, som den forelæggende ret har rejst i denne henseende, er knyttet til den omstændighed, at den spanske ret, ved hvilken sagen tidligere er anlagt, i den foreliggende sag ikke udtrykkeligt har erklæret sig inkompetent.

27

Som den spanske regering har anført i sit skriftlige indlæg, er der imidlertid en forskel i ordlyden mellem arveretsforordningens artikel 6, litra a), og artikel 7, litra a), i den spanske sprogversion, i modsætning til, hvad der kan konstateres i andre sprogversioner.

28

I den spanske sprogversion anvender arveretsforordningens artikel 6, litra a), udtrykket »abstenerse de conocer«, mens forordningens artikel 7, litra a), anvender verbet »inhibirse«. I andre sprogversioner anvender den ene eller den anden af disse bestemmelser derimod udtryk, der udtrykkeligt henviser til erklæringen af inkompetence. Hvad angår begge disse bestemmelser anvender den tyske sprogversion f.eks. udtrykket »für unzuständig erklären«, den engelske sprogversion udtrykket »decline jurisdiction«, den franske sprogversion udtrykket »décliner sa compétence«, den italienske sprogversion udtrykket »dichiarare la propria incompetenza« og den rumænske sprogversion udtrykket »decline competența«.

29

I den foreliggende sag har den ret, ved hvilken sagen tidligere er anlagt, anvendt ordlyden af den spanske sprogversion af arveretsforordningens artikel 6, litra a), ved at erklære, at den »afstår fra at træffe en afgørelse«. Den omstændighed, at denne bestemmelse i den spanske sprogversion anvender en anden ordlyd end ordlyden af forordningens artikel 7, litra a), og at den spanske ret har brugt ordlyden af den første af disse bestemmelser, har imidlertid ingen betydning for gyldigheden af en erklæring af inkompetence som omhandlet i disse bestemmelser.

30

Det bemærkes i denne henseende, at det følger af fast retspraksis, at de EU-retlige bestemmelser skal fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Den Europæiske Unions sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner skal den pågældende bestemmelse således fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (dom af 8.10.2020, United Biscuits (Pensions Trustees) og United Biscuits Pension Investments, C-235/19, EU:C:2020:801, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det fremgår af ordlyden af arveretsforordningens artikel 6, litra a), at erklæringen af inkompetence forudsætter, at en række af de i bestemmelsen opregnede betingelser er opfyldt, og baserer sig på en vurdering fra den ret, ved hvilken sagen tidligere blev anlagt, af arvesagens faktiske omstændigheder for at afgøre, om retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt i medfør af forordningens artikel 22, er bedre egnet til at træffe afgørelse i arvesagen. Denne bestemmelse gør det muligt dels at sikre, at den myndighed, som behandler arven, anvender sin egen lov, således som det er anført i 27. betragtning til nævnte forordning, dels at opfylde forordningens formål, som består i at tildele kompetencen til de retter, der kan vise sig at være tættere på arvesagens parter eller aktiver.

32

Hvad angår arveretsforordningens artikel 7, litra a), vedrører denne bestemmelse kompetencen for retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt, og fastsætter, at disse har kompetence, hvis en ret, ved hvilken sagen tidligere er anlagt, har erklæret sig inkompetent til fordel for disse retter i medfør af forordningens artikel 6, litra a).

33

Hverken ordlyden af arveretsforordningens artikel 6 eller dens artikel 7 indeholder nogen henvisning til den måde, hvorpå den ret, ved hvilken sagen tidligere er anlagt, skal erklære sig inkompetent, og følgelig til nødvendigheden af en udtrykkelig erklæring herom fra denne ret, selv om det er korrekt, at retssikkerhedsprincippet indebærer, at erklæringen af inkompetence utvetydigt fremgår af denne rets erklæring for at undgå en kompetencekonflikt mellem denne sidstnævnte ret og den ret, der har kompetence i medfør af forordningens artikel 7, litra a).

34

Følgelig er en udtrykkelig erklæring af inkompetence ikke nødvendig, såfremt det, som det er tilfældet i hovedsagen, utvetydigt fremgår af afståelsen fra at træffe en afgørelse fra den ret, ved hvilken sagen tidligere er anlagt som omhandlet i samme forordnings artikel 6, litra a), at sidstnævnte ret erklærer sig inkompetent til fordel for retterne i den medlemsstat, hvis lov den afdøde har valgt, og som den mener er bedre egnet til at træffe afgørelse i en given arvesag.

35

En sådan fortolkning er nemlig i overensstemmelse med formålet om at lette adgangen til domstolsprøvelse, som bl.a. er sikret ved princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser, der ligger til grund for anvendelsen af bestemmelserne i arveretsforordningen, og som er fastsat i denne forordnings artikel 39, og som således inden for samarbejdet på det civil- og handelsretlige område har til formål at styrke en forenklet og effektiv ordning for lovvalgsreglerne samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i forbindelse med en arvesag med grænseoverskridende virkninger med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne.

36

Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at arveretsforordningens artikel 7, litra a), skal fortolkes således, at det – for at der foreligger en erklæring af inkompetence som omhandlet i denne forordnings artikel 6, litra a), til fordel for retterne i den medlemsstat, hvis lov den afdøde har valgt – ikke er nødvendigt, at den ret, ved hvilken sagen tidligere er anlagt, udtrykkeligt har erklæret sig inkompetent, men denne hensigt skal utvetydigt fremgå af den afgørelse, som den træffer herom.

37

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om arveretsforordningens artikel 6, litra a), og artikel 7, litra a), skal fortolkes således, at retten i den medlemsstat, ved hvilken sagen anlægges efter en erklæring om inkompetence, er beføjet til at efterprøve, om betingelserne i disse bestemmelser var opfyldt, for at den ret, ved hvilken sagen tidligere var blevet anlagt, kunne erklære sig inkompetent.

38

Mere specifikt ønsker den forelæggende ret oplyst, om enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, har mulighed for at efterprøve, om de tre betingelser, der kræves opfyldt i arveretsforordningens artikel 6, litra a), for at der kan anses at foreligge en erklæring af inkompetence, var opfyldt, nemlig for det første, at den afdøde gyldigt havde valgt, hvilken lov der skal finde anvendelse på arven, i medfør af forordningens artikel 22, for det andet, at en af parterne i sagen for den ret har indgivet en anmodning om, at den ret, ved hvilken sagen tidligere var blevet anlagt, afgav en sådan erklæring om inkompetence, og for det tredje, at den ret, ved hvilken sagen tidligere var blevet anlagt, med føje har ment, at retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt, var bedre egnet til at træffe afgørelse i arvesagen.

39

I denne henseende giver arveretsforordningens artikel 6, litra a), den ret, ved hvilken sagen tidligere var blevet anlagt, i medfør af forordningens artikel 4 eller 10 mulighed for at erklære sig inkompetent til fordel for retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt, i henhold til forordningens artikel 22, når de betingelser, der er fastsat i den førstnævnte af disse bestemmelser, er opfyldt.

40

Den omstændighed, at vedtagelsen af en sådan afgørelse alene er en mulighed og ikke en forpligtelse for den ret, ved hvilken sagen tidligere var blevet anlagt, udgør imidlertid – således som generaladvokaten har anført i punkt 39 i forslaget til afgørelse – et vigtigt indicium for, at en sådan afgørelse ikke kan efterprøves af de retter, til fordel for hvilke en ret, ved hvilken sagen tidligere var blevet anlagt, har erklæret sig inkompetent.

41

I henhold til ordlyden af arveretsforordningens artikel 7, litra a), er retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt i medfør af forordningens artikel 22, kompetente til at træffe afgørelse i arvesagen, hvis en ret, ved hvilken sagen tidligere var blevet anlagt, har erklæret sig inkompetent i samme sag i medfør af forordningens artikel 6, litra a). Disse retter bliver således kompetente, alene fordi der foreligger en erklæring om inkompetence som omhandlet i denne sidstnævnte bestemmelse.

42

Det skal ligeledes fremhæves, at en erklæring om inkompetence udgør en »retsafgørelse« som omhandlet i arveretsforordningens artikel 3, stk. 1, litra g), således at bestemmelserne i forordningens kapitel IV om anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af »retsafgørelser«, dvs. forordningens artikel 39-58, finder anvendelse.

43

Arveretsforordningens artikel 39 fastsætter, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure, og forordningens artikel 41 præciserer, at en retsafgørelse truffet i en medlemsstat i intet tilfælde kan efterprøves med hensyn til sagens realitet. Hvad angår de grunde til ikkeanerkendelse, der er opregnet i forordningens artikel 40, vedrører ingen af dem det tilfælde, hvor enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, er af den opfattelse, at samme forordnings artikel 6, litra a), med hensyn til afgørelsen om erklæring af inkompetence er blevet fejlagtigt anvendt.

44

En afgørelse, hvorved retten i en medlemsstat afviser at have kompetence, binder derfor retterne i andre medlemsstater både for så vidt angår denne rets inkompetence i medfør af arveretsforordningens artikel 6 og for så vidt angår konstateringen af, at de betingelser, der er opregnet i denne bestemmelse, var opfyldt (jf. analogt dom af 15.11.2012, Gothaer Allgemeine Versicherung m.fl., C-456/11, EU:C:2012:719, præmis 41).

45

Enhver anden fortolkning ville kunne tilsidesætte princippet om gensidig anerkendelse og princippet om gensidig tillid, der ligger til grund for den ordning, der er indført ved arveretsforordningen.

46

Ifølge Domstolens praksis er det overordnede formål med denne forordning, således som det fremgår af 59. betragtning hertil, gensidig anerkendelse af retsafgørelser truffet i medlemsstaterne i arvesager med grænseoverskridende virkninger (dom af 17.1.2019, Brisch, C‑102/18, EU:C:2019:34, præmis 33).

47

Hvis en ret i en medlemsstat havde beføjelse til at efterprøve, om betingelserne i arveretsforordningens artikel 6, litra a), var opfyldt, og i givet fald til at afslå at anerkende en afgørelse, hvorved en ret i en anden medlemsstat har erklæret sig inkompetent, ville denne mulighed være i strid med den ordning, der er indført ved denne forordning, eftersom et sådant afslag vil kunne hindre, at reglerne i forordningens kapitel IV og den mekanisme, som er fastsat i samme forordnings artikel 6, litra a), og artikel 7, litra a), således som generaladvokaten har anført i punkt 59 i forslaget til afgørelse, fungerer effektivt.

48

Den fortolkning, der er anlagt i nærværende doms præmis 44, gør det muligt at undgå en negativ kompetencekonflikt, hvilken ville kunne medføre risiko for retsnægtelse, således som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 60 i forslaget til afgørelse.

49

Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at arveretsforordningens artikel 6, litra a), artikel 7, litra a), og artikel 39 skal fortolkes således, at retten i den medlemsstat, ved hvilken sagen anlægges efter en erklæring om inkompetence, ikke er beføjet til at efterprøve, om betingelserne i disse bestemmelser var opfyldt, for at den ret, ved hvilken sagen tidligere var blevet anlagt, kunne erklære sig inkompetent.

50

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om kompetencereglerne i arveretsforordningens artikel 6, litra a), og artikel 7, litra a), ligeledes finder anvendelse i de tilfælde, hvor den afdøde i sit testamente, der er oprettet før den 17. august 2015, ikke havde foretaget lovvalg for arven, eller hvor udpegelsen af denne lov alene følger af forordningens artikel 83, stk. 4.

51

I denne henseende bemærkes indledningsvis, at selv om Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF har kompetence til at fortolke arveretsforordningens artikel 6, litra a), og artikel 7, litra a), er det forbeholdt den nationale ret at anvende de således fortolkede bestemmelser på den foreliggende sag (jf. i denne retning dom af 13.9.2018, Profi Credit Polska, C-176/17, EU:C:2018:711, præmis 52).

52

Det følger af arveretsforordningens artikel 83, stk. 4, at er en dødsdisposition truffet før den 17. august 2015 i overensstemmelse med den lov, som den afdøde kunne have valgt i henhold til denne forordning, betragtes denne lov som valgt til at være den lov, der finder anvendelse på arven.

53

Denne bestemmelse indfører således – for perioden, inden denne forordning trådte i kraft – en formodning for lovvalg for arven, som har samme virkning som det valg, der er truffet i medfør af bestemmelserne i samme forordning.

54

Som Europa-Kommissionen har fremhævet i sit indlæg for Domstolen, og som det fremgår af nærværende doms præmis 31, er formålet med arveretsforordningens artikel 6, litra a), og artikel 7, litra a), bl.a. at skabe parallelitet mellem kompetencen og den lov, der skal anvendes.

55

I dom af 21. juni 2018, Oberle (C‑20/17, EU:C:2018:485, præmis 50 og 52), fastslog Domstolen nemlig, og således som det fremhæves i 27. betragtning til arveretsforordningen, at bestemmelserne i denne forordning er udformet med henblik på at sikre, at den myndighed, der behandler arvesagen, i de fleste situationer kan anvende sin egen lov, idet et sådant formål skal sikre overensstemmelse mellem bestemmelserne om kompetence og bestemmelserne om lovvalg på dette område.

56

Som anført i nærværende doms præmis 31 har en erklæring af inkompetence i arveretsforordningens artikel 6, litra a), og artikel 7, litra a), desuden til formål at gøre det muligt for en ret i en medlemsstat at erklære sig inkompetent til fordel for retterne i den medlemsstat, hvis lovgivning er valgt i henhold til forordningens artikel 22, når førstnævnte ret finder, at disse sidstnævnte retter er bedre egnet til at træffe afgørelse, for at sikre, at det er de retter, der er tættest på den pågældende arv, der afgør den tvist, der er knyttet hertil.

57

En fortolkning, hvorefter anvendelsen af den lov, der skal anvendes på arven i medfør af arveretsforordningens artikel 83, stk. 4, ikke gør det muligt at erklære sig inkompetent som omhandlet i forordningens artikel 6, litra a), ville imidlertid være i strid med de formål, der er anført i nærværende doms præmis 54 og 55.

58

Henset til det ovenstående skal det tredje spørgsmål besvares med, at arveretsforordningens artikel 6, litra a), og artikel 7, litra a), skal fortolkes således, at kompetencereglerne i disse bestemmelser ligeledes finder anvendelse i de tilfælde, hvor den afdøde i sit testamente, der er oprettet før den 17. august 2015, ikke havde foretaget lovvalg for arven, eller hvor udpegelsen af denne lov alene følger af forordningens artikel 83, stk. 4.

59

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret: