Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62020CJ0296

    Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 30. september 2021.
    Commerzbank AG mod E.O.
    Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof.
    Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde på det civilretlige område – retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser – det civil- og handelsretlige område – Lugano II-konventionen – artikel 15, stk. 1, litra c) – kompetence i sager om forbrugeraftaler – flytning af forbrugerens bopæl til en anden konventionsstat.
    Sag C-296/20.

    ECLI identifier: ECLI:EU:C:2021:784

     DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

    30. september 2021 ( *1 )

    »Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde på det civilretlige område – retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser – det civil- og handelsretlige område – Lugano II-konventionen – artikel 15, stk. 1, litra c) – kompetence i sager om forbrugeraftaler – flytning af forbrugerens bopæl til en anden konventionsstat«

    I sag C-296/20,

    angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ved afgørelse af 12. maj 2020, indgået til Domstolen den 3. juli 2020, i sagen

    Commerzbank AG

    mod

    E.O.,

    har

    DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

    sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen, og dommerne C. Toader (refererende dommer) og M. Safjan,

    generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,

    justitssekretær: A. Calot Escobar,

    på grundlag af den skriftlige forhandling,

    efter at der er afgivet indlæg af:

    Commerzbank AG ved Rechtsanwalt N. Tretter,

    den schweiziske regering ved M. Schöll, som befuldmægtiget,

    Europa-Kommissionen ved M. Heller og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

    og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 9. september 2021,

    afsagt følgende

    Dom

    1

    Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der blev undertegnet den 30. oktober 2007, og hvis indgåelse blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27. november 2008 (EUT 2009, L 147, s. 1, herefter »Lugano II-konventionen«), og navnlig af denne konventions artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 16, stk. 2.

    2

    Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Commerzbank AG og E.O. vedrørende udligningen af den gæld, der er opstået som følge af et overtræk på E.O.’s løbende konto.

    Retsforskrifter

    3

    Således som det fremgår af »Oplysning om ikrafttrædelsesdatoen for konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, undertegnet i Lugano den 30. oktober 2007« (EUT 2011, L 138, s. 1), trådte Lugano II-konventionen i kraft den 1. januar 2011 mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund.

    4

    Lugano II-konventionens afsnit II med overskriften »Kompetence« omfatter i afdeling 1, der har overskriften »Almindelige bestemmelser«, artikel 2-4.

    5

    Konventionens artikel 2, stk. 1, fastsætter:

    »Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på en konventionsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne stat.«

    6

    Konventionens artikel 3, stk. 1, har følgende ordlyd:

    »Personer, der har bopæl på en konventionsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden konventionsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7 i dette kapitel.«

    7

    Lugano II-konventionens artikel 5, nr. 1), som er indeholdt i afsnit II, afdeling 2, med overskriften »Specielle kompetenceregler«, bestemmer:

    »En person, der har bopæl på en konventionsstats område, kan sagsøges i en anden konventionsstat:

    1.

    a)

    i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes

    b)

    ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:

    […]

    ved levering af tjenesteydelser, det sted i en konventionsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

    c)

    er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse

    […]«

    8

    Afsnit II i Lugano II-konventionen indeholder afdeling 4, der har overskriften »Kompetence i sager om forbrugeraftaler«, og hvorunder artikel 15, stk. 1, er sålydende:

    »I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, [nr. 5)]:

    […]

    b)

    når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande, eller

    c)

    i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den konventionsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne stat eller mod flere stater inklusive denne stat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.«

    9

    Konventionens artikel 16, stk. 2, er sålydende:

    »Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den konventionsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.«

    10

    Konventionens artikel 17 bestemmer:

    »Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

    1)

    der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

    2)

    der giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller

    3)

    der er indgået mellem en forbruger og hans medkontrahent, som på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme konventionsstats område, og tillægger retterne i denne stat kompetence, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende stat.«

    Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

    11

    Commerzbank, som er et tysk selskab, har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Frankfurt am Main (Tyskland).

    12

    I 2009 åbnede E.O., der på daværende tidspunkt var bosiddende i Dresden (Tyskland), en løbende konto hos et datterselskab af Commerzbank, der ligeledes er etableret i Dresden. Sidstnævnte udstedte et kreditkort til ham.

    13

    I 2014 flyttede E.O. sin bopæl til Schweiz.

    14

    Det følger af appeldomstolens konstateringer, at Commerzbank havde accepteret overtræk på E.O.’s løbende konto.

    15

    I januar 2015 ønskede E.O. at afslutte forretningsforbindelsen med Commerzbank. På dette tidspunkt viste den løbende konto en skyldig saldo på 6283,37 EUR. E.O. nægtede at udligne saldoen, idet denne beroede på, at hans kreditkort var blevet misbrugt af tredjemand.

    16

    Efter flere gange forgæves at have opfordret E.O. til at udligne den pågældende skyldige saldo opsagde Commerzbank i april 2015 med omgående virkning det mellem parterne bestående »kreditforhold« og anførte en forfalden skyldig saldo på 4856,61 EUR i selskabets favør.

    17

    Da E.O. ikke havde udlignet denne saldo, anlagde Commerzbank i november 2016 sag ved Amtsgericht Dresden (byretten i Dresden, Tyskland) med påstand om, at E.O. tilpligtedes at udligne den nævnte saldo.

    18

    Nævnte ret afviste søgsmålet med den begrundelse, at den ikke havde kompetence, henset til sagsøgtes bopæl, som nu var beliggende i Schweiz. Den 14. juni 2018 stadfæstede Landgericht Dresden (den regionale appeldomstol i Dresden, Tyskland) efter appel den i første instans afsagte dom.

    19

    Commerzbank har herefter iværksat revisionsanke ved den forelæggende ret.

    20

    Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) har anført, at udfaldet af det søgsmål, der er blevet indbragt for den, afhænger af fortolkningen af Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 16, stk. 2.

    21

    Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) har henvist til den praksis fra Domstolen, hvori sidstnævnte har fortolket Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, og fastsat tre kumulative betingelser, der gør det muligt at anvende denne bestemmelse. For det første skal den ene aftalepart være en »forbruger«, som må anses for at handle uden for rammerne af sin erhvervsmæssige virksomhed, for det andet skal der faktisk være indgået en aftale mellem en sådan forbruger og en erhvervsdrivende, og for det tredje skal en sådan aftale være omfattet af en af de kategorier, der fremgår af stk. 1 i nævnte artikel 15.

    22

    Den forelæggende ret er af den opfattelse, at de to første betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfælde. For så vidt angår den tredje betingelse kan den i hovedsagen omhandlede aftale, for så vidt som den ikke er omfattet af Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra a) og b), alene kunne henhøre under denne konventions artikel 15, stk. 1, litra c).

    23

    Den forelæggende ret ønsker derfor oplyst, om Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), forudsætter, at forbrugerens medkontrahent udøvede grænseoverskridende virksomhed på tidspunktet for aftalens indgåelse, idet den har anført, at på dette tidspunkt, dvs. i 2009, var såvel forbrugeren som den erhvervsdrivende – gennem sit datterselskab – hjemmehørende i Dresden.

    24

    På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

    »1)

    Skal Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), fortolkes således, at »udøvelse« af erhvervsmæssig virksomhed i den konventionsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, forudsætter, at forbrugerens medkontrahent har en grænseoverskridende aktivitet allerede ved aftalens forberedelse og indgåelse, eller finder bestemmelsen også anvendelse med henblik på at fastlægge den kompetente ret for et søgsmål, hvis parterne ved indgåelsen af aftalen havde bopæl som defineret i artikel 59 og 60 i Lugano II-konventionen i samme konventionsstat, og retsforholdets relation til udlandet først er opstået efterfølgende derved, at forbrugeren senere er flyttet til en anden konventionsstat?

    2)

    Såfremt det ikke er nødvendigt, at der foreligger en grænseoverskridende aktivitet allerede på tidspunktet for indgåelsen af aftalen:

    Udelukker Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), sammenholdt med Lugano II-konventionens artikel 16, stk. 2, generelt, at den kompetente ret bestemmes i henhold til Lugano II-konventionens artikel 5, nr. 1), hvis forbrugeren i perioden mellem indgåelsen af aftalen og anlæggelsen af sagen er flyttet til en anden konventionsstat, eller kræves det desuden, at forbrugerens medkontrahent også udøver sin virksomhed i denne stat eller retter sin virksomhed mod den, og at aftalen er omfattet af denne virksomhed?«

    Retsforhandlingerne for Domstolen

    25

    Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 22. juli 2020 blev sagen for Domstolen udsat på afsigelsen af kendelsen i sag C-98/20, mBank (kendelse af 3.9.2020, mBank, C-98/20, EU:C:2020:672).

    26

    Sagen er blevet genoptaget den 7. september 2020.

    27

    Efter afsigelsen af denne kendelse har Justitskontoret anmodet den forelæggende ret om at oplyse, om den ønsker at opretholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse.

    28

    Som svar herpå har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) ved skrivelse af 6. oktober 2020 anført, at den har trukket sit andet spørgsmål vedrørende Lugano II-konventionens artikel 16, stk. 2, tilbage, men fastholdt det i anmodningen om præjudiciel afgørelse forelagte første spørgsmål vedrørende fortolkningen af denne konventions artikel 15, stk. 1, litra c).

    29

    Følgelig blev anmodningen om præjudiciel afgørelse forkyndt, ledsaget af den forelæggende rets svar.

    Om det præjudicielle spørgsmål

    30

    Den forelæggende ret har indledningsvis anført, at de tyske domstoles internationale kompetence kun kan lægges til grund på grundlag af Lugano II-konventionens artikel 5, nr. 1), såfremt det er udelukket at anvende bestemmelserne i denne konventions afsnit II, afdeling 4.

    31

    Indledningsvis bemærkes for det første – som præciseret af Domstolen i dom af 20. december 2017, Schlömp (C-467/16, EU:C:2017:993, præmis 37) – at Lugano II-konventionen trådte i kraft mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund den 1. januar 2011.

    32

    Selv om aftalen i hovedsagen blev indgået før denne dato, kan anvendeligheden af den nævnte konvention således ikke anfægtes, idet aftalen og det efterfølgende søgsmål blev henholdsvis opsagt og anlagt senere.

    33

    For det andet fremgår det af fast retspraksis, at med hensyn til de bestemmelser i Lugano II-konventionen, der i det væsentlige er identiske med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1) og inden da med bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1) samt endnu tidligere med bestemmelserne i Bruxelleskonventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), er Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af disse EU-retlige bestemmelser fortsat relevant (kendelse af 15.5.2019, MC, C-827/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:416, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

    34

    For det tredje omfatter Lugano II-konventionens afsnit II, afdeling 4, der har overskriften »Kompetence i sager om forbrugeraftaler«, bl.a. artikel 15 og 16.

    35

    Lugano II-konventionens artikel 15 fastsætter tre betingelser, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 21, og som skal være opfyldt, for at nævnte afdeling 4 finder anvendelse. Disse kumulative betingelser skal efter retspraksis alle være opfyldt, således at kompetencen ikke kan fastlægges i henhold til reglerne for sager om forbrugeraftaler, såfremt en af disse betingelser ikke er opfyldt (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

    36

    Med hensyn til Lugano II-konventionens artikel 16 har Domstolen for så vidt angår artikel 18 i forordning nr. 1215/2012, hvis ordlyd i det væsentlige er identisk med ordlyden af nævnte artikel 16, for nylig bemærket, at begrebet »forbrugerens bopæl« skal fortolkes således, at det henviser til forbrugerens bopæl på tidspunktet for sagsanlægget (kendelse af 3.9.2020, mBank, C-98/20, EU:C:2020:672, præmis 36).

    37

    For det fjerde er det vigtigt at holde sig for øje, at for så vidt angår specielle kompetenceregler vedrørende aftaler indgået af en forbruger og for det tilfælde, at sagen ligesom i det foreliggende tilfælde agtes rejst af den erhvervsdrivende mod forbrugeren, anses en regel som den, der er fastsat i Lugano II-konventionens artikel 16, stk. 2, for »en regel om enekompetence«, hvorefter sagen kun kan anlægges ved retterne i den stat, på hvis område forbrugeren har bopæl (jf. analogt kendelse af 3.9.2020, mBank, C-98/20, EU:C:2020:672, præmis 26).

    38

    Det er i lyset af disse betragtninger, at det forelagte spørgsmål skal besvares.

    39

    Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), skal fortolkes således, at bestemmelsen fastsætter kompetencen i den situation, hvor en erhvervsdrivende og en forbruger, der er parter i en aftale, på tidspunktet for indgåelsen af denne aftale var hjemmehørende i samme konventionsstat, og hvor et grænseoverskridende element i retsforholdet først er opstået efter dette tidspunkt som følge af forbrugerens flytning til en anden konventionsstat, eller om bestemmelsen i en sådan situation kræver, at denne erhvervsdrivende skal have udøvet grænseoverskridende virksomhed allerede ved indgåelsen af aftalen.

    40

    Ifølge fast retspraksis kræver de fortolkningsmetoder, som Domstolen anvender, at der ikke blot tages hensyn til den pågældende bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den retsakt, som den udgør en del af (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, A m.fl. (Vindmøller i Aalter og Nevele), C-24/19, EU:C:2020:503, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

    41

    For det første fremgår det af ordlyden af Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), at forbrugerens medkontrahent skal »udøve […] erhvervsmæssig virksomhed i den konventionsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde rette […] sådan virksomhed mod denne stat eller mod flere stater inklusive denne stat, og aftalen [skal være] omfattet af den pågældende virksomhed«.

    42

    Således som Europa-Kommissionen har gjort gældende, fremgår det hverken udtrykkeligt eller implicit af denne bestemmelses ordlyd, at den erhvervsmæssige virksomhed på det tidspunkt, hvor aftalen er blevet indgået, nødvendigvis skal være rettet mod en anden stat end den, hvor den erhvervsdrivende har hjemsted. Der er heller intet, der tyder på, at den stat, hvor forbrugeren har sin bopæl, skal være en anden stat end den, hvor den erhvervsdrivende medkontrahent har sit hjemsted.

    43

    Det er således kun udtrykkeligt påkrævet, at den erhvervsdrivende medkontrahent udøver sin virksomhed i den stat, hvor forbrugerens bopæl er beliggende.

    44

    Denne betragtning bekræftes af Domstolens praksis vedrørende de instrumenter, der kan sidestilles med Lugano II-konventionen. Domstolen har således allerede fastslået, at de ensartede regler om kompetence finder anvendelse uanset den omstændighed, at forbrugeren og den erhvervsdrivende på tidspunktet for indgåelsen af aftalen var hjemmehørende i samme stat (jf. i denne retning dom af 17.11.2011, Hypoteční banka, C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 22, 29, 30 og 34 samt den deri nævnte retspraksis).

    45

    I dom af 14. november 2013, Maletic (C-478/12, EU:C:2013:735, præmis 26), gentog Domstolen sin faste praksis, hvorefter anvendelsen af kompetencereglerne kræver, at der er tale om tilfælde med tilknytning til udlandet, og at det omhandlede retsforholds internationale karakter ikke nødvendigvis behøver være en følge af, at flere kontraherende stater på grund af sagens realitet eller parternes respektive bopæle er impliceret.

    46

    Det skal bemærkes, at selv om det under de omstændigheder, der lå til grund for afsigelsen af kendelsen af 3. september 2020, mBank (C-98/20, EU:C:2020:672), forholdt sig således, at banken, som havde hjemsted i en stat, havde en filial i en anden stat, hvor forbrugeren ligeledes var hjemmehørende på tidspunktet for aftalens indgåelse, er det ubestridt, at banken i den nævnte sag ikke udøvede nogen erhvervsmæssig virksomhed i den tredje stat, hvor forbrugeren nu var bosat, uden at denne omstændighed var til hinder for anvendelsen af artikel 17, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1215/2012, hvis bestemmelser i det væsentlige kan sidestilles med bestemmelserne i Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c).

    47

    Ovenstående betragtninger modsiges ikke af præmisserne i dom af 7. december 2010, Pammer og Hotel Alpenhof (C-585/08 og C-144/09, EU:C:2010:740). Den sag, der gav anledning til denne dom, vedrørte nemlig fortolkningen af ordforbindelsen »retter mod« i et tilfælde, hvor den erhvervsdrivendes aktiviteter blev præsenteret på et websted, og spørgsmålet om, hvorvidt en almindelig »adgang« til webstedet var tilstrækkelig. Det kan derved ikke udledes af den nævnte dom, at det inden for rammerne af Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), principielt forholder sig således, at udøvelsen af erhvervsmæssig virksomhed nødvendigvis skal vedrøre en anden kontraherende stat ved aftalens indgåelse, og at anvendelsen af denne artikel er udelukket, såfremt forbrugeren på tidspunktet for denne aftales indgåelse er hjemmehørende i samme stat som den medkontraherende erhvervsdrivende.

    48

    Hvad for det andet angår sammenhængen har den forelæggende ret støttet sig på en komparativ læsning af litra a)-c) i Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, med henblik på at antyde, at denne bestemmelses litra c) kræver et grænseoverskridende element i forbindelse med indgåelsen af aftalen.

    49

    Som Kommissionen ligeledes har anført, indeholder ingen af de tre tilfælde, der er omhandlet i Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, i denne henseende en henvisning til, at det er nødvendigt, at den udøvede virksomhed skal fremvise et grænseoverskridende element på tidspunktet for aftalens indgåelse.

    50

    Hvad angår den systematiske fortolkning af nævnte konventions artikel 15 skal det bemærkes, at det fremgår af konventionens artikel 17, stk. 3, at de værnetingsklausuler, »der er indgået mellem en forbruger og hans medkontrahent, som på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme konventionsstats område, […] tillægger retterne i denne stat kompetence, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende stat«.

    51

    Som generaladvokaten har anført i punkt 76 og 77 i forslaget til afgørelse, er den omstændighed, at parterne var hjemmehørende i samme stat på tidspunktet for indgåelsen af den i hovedsagen omhandlede aftale, således ikke til hinder for anvendelsen af bestemmelserne i Lugano II-konventionens afsnit II, afdeling 4, herunder konventionens artikel 17, stk. 3.

    52

    Det følger heraf, at en systematisk fortolkning af bestemmelserne i Lugano II-konventionens afsnit II, afdeling 4, ikke opstiller et krav om, at den erhvervsdrivende skal udøve grænseoverskridende virksomhed allerede ved aftalens indgåelse.

    53

    Hvad for det tredje angår det med Lugano II-konventionen forfulgte mål, og som svar på Commerzbanks anden indsigelse vedrørende kompetencereglernes forudsigelighed og risikoen for, at forbrugeren »medbringer« beskyttelsesværnetinget, skal det holdes for øje, at reglerne i denne konvention ikke har til formål at regulere aftalens indre sammenhæng, men at fastlægge ensartede regler om retternes internationale kompetence (jf. analogt dom af 25.2.2021, Markt 24, C-804/19, EU:C:2021:134, præmis 30 og 32 og den deri nævnte retspraksis), og at disse ikke fastlægges forud for sagsanlægget (jf. i denne retning kendelse af 3.9.2020, mBank, C-98/20, EU:C:2020:672, præmis 36).

    54

    I modsætning til, hvad sagsøgeren i hovedsagen har hævdet, skal det nemlig fastslås, at reglen om kompetence for retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl, uanset en eventuel bopælsændring, ikke blot er resultatet af den normative integrationsproces, som reglerne i Lugano II-konventionen udgør et udtryk for, men ligeledes svarer til den i konventionens artikel 2, stk. 1, fastsatte sædvanlige kompetence, der fastlægges i forhold til sagsøgtes bopæl.

    55

    For det fjerde og sidste har den forelæggende ret støttet sig på den af P. Schlosser udarbejdede rapport om konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention (EFT 1979, C 59, s. 71, punkt 161), med henblik på at lægge til grund, at i det tilfælde, hvor forbrugeren efter indgåelsen af aftalen flytter sin bopæl til en anden stat, finder afdeling 4 med overskriften »Kompetence i sager om forbrugerkontrakter« i afsnit II i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, udfærdiget i Lugano den 16. september 1988 (EFT 1988, L 319, s. 9) – benævnt »Luganokonventionen« – kun anvendelse i de situationer, der er omhandlet i konventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3) [hvis bestemmelser er gengivet i Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c)], såfremt de i denne bestemmelse fastsatte betingelser er opfyldt i den nye bopælsstat.

    56

    Det bemærkes, at det i nævnte rapports punkt 161 er anført, at der ikke er tale om en absolut regel, men at den kan fraviges. I dette punkt redegøres der eksplicit for bl.a. denne regels eksistensberettigelse, som vedrører de vanskeligheder, der er uløseligt forbundet med grænseoverskridende offentliggørelse med henblik på aftaleindgåelsen.

    57

    Det skal i denne henseende fastslås, at de betingelser, der er knyttet til kommunikationsmidler, har udviklet sig væsentligt siden offentliggørelsen af denne rapport.

    58

    Selv om indholdet af en sådan rapport kan underbygge eller bekræfte analysen af de bestemmelser, som Domstolen skal fortolke, kan det under alle omstændigheder ikke fravige bestemmelsernes ordlyd.

    59

    Således som det fremgår af nærværende doms præmis 43-54, følger det såvel af ordlyden af Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), som af den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, og af denne konventions formål, at anvendelsen af nævnte bestemmelse kun er underlagt den udtrykkelige betingelse om, at den erhvervsdrivende medkontrahent udøver sin virksomhed i forbrugerens bopælsstat på tidspunktet for aftalens indgåelse, uden at den efterfølgende flytning af forbrugerens bopæl til en anden kontraherende stat kan være til hinder for bestemmelsens anvendelse.

    60

    Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at Lugano II-konventionens artikel 15, stk. 1, litra c), skal fortolkes således, at bestemmelsen fastsætter kompetencen i den situation, hvor en erhvervsdrivende og en forbruger, der er parter i en forbrugeraftale, på tidspunktet for indgåelsen af denne aftale var hjemmehørende i samme konventionsstat, og hvor et grænseoverskridende element i retsforholdet først er opstået efter den nævnte indgåelse som følge af den efterfølgende flytning af forbrugerens bopæl til en anden konventionsstat.

    Sagsomkostninger

    61

    Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

     

    På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

     

    Artikel 15, stk. 1, litra c), i konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der blev undertegnet den 30. oktober 2007, og hvis indgåelse blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27. november 2008, skal fortolkes således, at bestemmelsen fastsætter kompetencen i den situation, hvor en erhvervsdrivende og en forbruger, der er parter i en forbrugeraftale, på tidspunktet for indgåelsen af denne aftale var hjemmehørende i samme konventionsstat, og hvor et grænseoverskridende element i retsforholdet først er opstået efter den nævnte indgåelse som følge af den efterfølgende flytning af forbrugerens bopæl til en anden konventionsstat.

     

    Underskrifter


    ( *1 ) – Processprog: tysk.

    Top