–

VI først ved R. Drabble, QC, og solicitor M. Black, derefter ved R. Drabble, QC, og solicitors C. Rothwell og S. Park,

–

den norske regering ved K. Moe Winther, L. Furuholmen, T. Hostvedt Aarthun og T. Midttun Tobiassen, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved E. Montaguti og J. Tomkin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 21 TEUF og artikel 7 og 16 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem VI og Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs (told- og skatteforvaltningen, Det Forenede Kongerige) (herefter »HMRC«) vedrørende VI’s ret til at opholde sig i Det Forenede Kongerige i perioderne fra den 1. maj 2006 til den 20. august 2006 og fra den 18. august 2014 til den 25. september 2016 og til for disse perioder dér at oppebære skattefradrag for børn, over for hvilke der består forsørgerpligt, og familieydelser.

3

1., 2., 10. og 18. betragtning til direktiv 2004/38 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

4

I henhold til artikel 1, litra a) og b), i direktiv 2004/38 fastlægger direktivet betingelserne for udøvelse af retten til fri bevægelighed og ophold i medlemsstaterne for unionsborgere og deres familiemedlemmer og for retten til tidsubegrænset ophold i medlemsstaterne.

5

Direktivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]«

6

Direktivets kapitel III indeholder i artikel 6-15 bestemmelser om opholdsret.

7

Direktivets artikel 7 med overskriften »Retten til ophold i mere end tre måneder« fastsætter følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Enhver unionsborger har ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere end tre måneder, hvis den pågældende:

2.   Retten til ophold, jf. stk. 1, omfatter også familiemedlemmer til en unionsborger, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, når disse ledsager eller slutter sig til unionsborgeren i værtsmedlemsstaten, og unionsborgeren opfylder betingelserne i stk. 1, litra a), b) eller c).«

8

Artikel 12 i direktiv 2004/38 med overskriften »Bevarelse af familiemedlemmers ret til ophold i tilfælde af unionsborgerens død eller udrejse« fastsætter følgende i stk. 2, andet afsnit:

»Før de pågældende personer opnår ret til tidsubegrænset ophold, er deres ret til ophold fortsat betinget af, at de kan godtgøre, at de er arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, eller at de råder over tilstrækkelige midler til sig selv og deres familiemedlemmer, således at deres ophold ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, og at de har en sygeforsikring i værtsmedlemsstaten, der dækker alle risici, eller at de i værtsmedlemsstaten har status som familiemedlem til en person, der opfylder disse krav. [...]«

9

Direktivets artikel 14 med overskriften »Bevarelse af retten til ophold« fastsætter følgende i stk. 2, første afsnit:

»Unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til ophold som omhandlet i artikel 7, 12 og 13, såfremt de opfylder de i disse artikler opstillede betingelser.«

10

Direktivets kapitel IV indeholder i artikel 16-21 bestemmelser om ret til tidsubegrænset ophold.

11

Afsnit I i direktiv 2004/38 med overskriften »Adgang til ret til tidsubegrænset ophold« indeholder artikel 16, som bestemmer følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Unionsborgere, der lovligt har haft ophold fem år i træk i værtsmedlemsstaten, har ret til tidsubegrænset ophold på dets område. Denne ret er ikke underlagt betingelserne i kapitel III.

2.   Stk. 1 finder ligeledes anvendelse på familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, men som i fem år i træk lovligt har boet sammen med unionsborgeren.«

12

Første betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april 2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (EUT 2011, L 141, s. 1) har følgende ordlyd:

»Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet [(EFT 1968 II, s. 467)] er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder. Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.«

13

Følgende fremgår af artikel 10 i forordning nr. 492/2011, der svarer til artikel 12 i forordning nr. 1612/68:

»Såfremt en statsborger i en medlemsstat er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, har hans børn, hvis de er bosat på denne medlemsstats område, adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse og faglig uddannelse på samme vilkår som statsborgere i denne stat.

Medlemsstaterne skal fremme bestræbelser, der gør det muligt for disse børn på de bedst mulige vilkår at følge undervisningen.«

14

Ved afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) (EUT 2020, L 29, s. 1) godkendte Rådet for Den Europæiske Union på vegne af Den Europæiske Union og Euratom denne aftale (EUT 2020, L 29, s. 7, herefter »udtrædelsesaftalen«), der var knyttet som bilag til afgørelsen.

15

Udtrædelsesaftalens artikel 86 med overskriften »Sager, der er indbragt for Den Europæiske Unions Domstol«, fastsætter følgende i stk. 2 og 3:

»2.   Den Europæiske Unions Domstol har fortsat kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende anmodninger fra domstole i Det Forenede Kongerige indgivet inden overgangsperiodens udløb.

3.   Med henblik på dette kapitel anses sager for at være indbragt for Den Europæiske Unions Domstol [...] på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift er blevet registreret af Domstolens [...] Justitskontor [...]«

16

Udtrædelsesaftalens artikel 89, stk. 1, bestemmer:

»Domme og kendelser afsagt af Den Europæiske Unions Domstol inden overgangsperiodens udløb samt sådanne domme og kendelser afsagt efter overgangsperiodens udløb i sager som omhandlet i artikel 86 og 87 er bindende i deres helhed for og i Det Forenede Kongerige.«

17

Overgangsperioden begyndte i henhold til udtrædelsesaftalens artikel 126 på datoen for aftalens ikrafttræden, dvs. den 1. februar 2020, og sluttede den 31. december 2020.

18

Direktiv 2004/38 blev gennemført i Det Forenede Kongeriges retsorden ved Immigration (European Economic Area) Regulations 2006 (bekendtgørelse om indvandring (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde) af 2006, herefter »bekendtgørelsen om indvandring af 2006«), som efterfølgende blev kodificeret ved Immigration (European Economic Area) Regulations 2016 (bekendtgørelse om indvandring (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde) af 2016, herefter »bekendtgørelsen om indvandring af 2016«).

19

Regulation 4(1) i bekendtgørelsen om indvandring af 2016 definerer de forskellige kategorier af unionsborgere, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra a)-c), i direktiv 2004/38, nemlig henholdsvis arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende, selvforsørgende personer og studerende. I Regulation 4(1)(c) defineres en »selvforsørgende person« som en person, der råder over tilstrækkelige midler, således at vedkommende ikke bliver en byrde for Det Forenede Kongeriges sociale system under den pågældendes ophold, og som har en sygeforsikring i Det Forenede Kongerige, der dækker samtlige risici.

20

I Regulation 4(3) i bekendtgørelsen om indvandring af 2016 er det hvad angår en selvforsørgende persons familiemedlemmer, hvis opholdsret afledes af denne persons opholdsret, præciseret, at kravet om at være omfattet af en sygeforsikring i Det Forenede Kongerige, der dækker samtlige risici, kun er opfyldt, hvis denne forsikring dækker både denne person og vedkommendes familiemedlemmer.

21

Regulation 6(1) i bekendtgørelsen om indvandring af 2016 definerer begrebet »kvalificerede personer« som omhandlet i denne bekendtgørelse. I henhold til Regulation 6(1)(d) omfatter begrebet »kvalificeret person« selvforsørgende personer som omhandlet i bekendtgørelsens Regulation 4(1)(c).

22

I henhold til Regulation 14(1) i bekendtgørelsen om indvandring af 2016 har en kvalificeret person ret til at opholde sig i Det Forenede Kongerige, så længe vedkommende forbliver kvalificeret.

23

Ifølge Regulation 15(1)(a) i bekendtgørelsen om indvandring af 2016 har statsborgere i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), der i henhold til denne bekendtgørelse lovligt har haft ophold i fem år i træk i Det Forenede Kongerige, ret til tidsubegrænset ophold i Det Forenede Kongerige. I henhold til samme bekendtgørelses Regulation 15(1)(b) gælder det samme for et familiemedlem til en EØS-statsborger, der ikke selv er statsborger i en medlemsstat, men som i overensstemmelse med bekendtgørelsen har boet sammen med denne statsborger i Det Forenede Kogerige i fem år i træk.

24

Regulation 16 i bekendtgørelsen om indvandring af 2016, der svarer til Regulation 15a i bekendtgørelsen om indvandring af 2006, fastsætter betingelserne for, at en person kan anerkendes som havende en afledt opholdsret i Det Forenede Kongerige. I henhold til Regulation 16(1) og (2) i bekendtgørelsen om indvandring af 2016 har en person, som er den primære omsorgsperson for en EØS-statsborger med bopæl i Det Forenede Kongerige, en afledt ret til at opholde sig i denne stat, når den pågældende EØS-statsborger er under 18 år, bor i Det Forenede Kongerige som en selvforsørgende person og ikke ville kunne blive boende i Det Forenede Kongerige, såfremt den pågældende omsorgsperson forlod Det Forenede Kongerige på ubestemt tid.

25

VI er en pakistansk statsborger, som bor sammen med sin mand, der ligeledes er pakistansk statsborger, og deres fire børn i Nordirland (Det Forenede Kongerige). I 2004 fik de deres søn, som er irsk statsborger.

26

VI og hendes mand råder over tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og deres familie. Navnlig har VI’s mand arbejdet og været skattepligtig i alle de i hovedsagen omhandlede perioder. VI, som i første omgang tog sig af deres børn, har arbejdet og været skattepligtig siden april 2016.

27

Der er enighed mellem hovedsagens parter om, at VI og hendes familie i hvert fald i perioden fra den 17. august 2006 til den 16. august 2014 var omfattet af en sygeforsikring, der dækkede samtlige risici, og at VI derfor i henhold til Regulation 15a(1) og (2) i bekendtgørelsen om indvandring af 2006 havde en afledt opholdsret som primær omsorgsperson for et barn, der var EØS-statsborger og »selvforsørgende«.

28

Det er ligeledes ubestridt mellem disse parter, at VI’s søn som følge af sit lovlige ophold i Det Forenede Kongerige i fem år i træk har opnået ret til tidsubegrænset ophold i Det Forenede Kongerige.

29

Derimod er parterne i hovedsagen uenige om, hvorvidt VI for perioderne fra den 1. maj 2006 til den 20. august 2006 og fra den 18. august 2014 til den 25. september 2016 har ret til dels skattefradrag for børn, over for hvilke der består forsørgerpligt, dels familieydelser. Den forelæggende ret har forenet de to sager vedrørende de i hovedsagen omhandlede tvister med henblik på denne præjudicielle forelæggelse med den begrundelse, at de har samme genstand, nemlig VI’s ret til ophold i Det Forenede Kongerige i de omhandlede perioder.

30

Ifølge HMRC foreligger en sådan ret ikke, eftersom VI ikke var omfattet af en sygeforsikring, der dækkede samtlige risici, i de nævnte perioder. Hun har derfor hverken ret til skattefradrag for børn, over for hvilke der består forsørgerpligt, eller familieydelser for disse perioder. HMRC har nu anerkendt, at et eventuelt for meget udbetalt beløb ikke kan inddrives fra VI, eftersom hun på intet tidspunkt har gengivet væsentlige forhold forkert eller undladt at oplyse om sådanne forhold.

31

På denne baggrund har Social Security Appeal Tribunal (Northern Ireland) (appeldomstol i sager om social sikring, Nordirland, Det Forenede Kongerige) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

32

Det følger af fast retspraksis, at Domstolen af hensyn til efterprøvelsen af sin egen kompetence er beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale ret har forelagt sagen (dom af 15.7.2021, The Department for Communities in Northern Ireland, C-709/20, EU:C:2021:602, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

33

I denne henseende følger det af artikel 19, stk. 3, litra b), TEU og artikel 267, stk. 1, TEUF, at Domstolen har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af EU-retten eller om gyldigheden af retsakter udstedt af Unionens institutioner. Artikel 267, stk. 2, TEUF præciserer i det væsentlige, at såfremt der under en retssag ved en ret i en medlemsstat rejses et spørgsmål, der kan gøres til genstand for en præjudiciel forelæggelse, kan denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet.

34

I det foreliggende tilfælde forholder det sig således, at Det Forenede Kongerige trådte ud af Unionen og således blev et tredjeland den 1. februar 2020, hvor udtrædelsesaftalen trådte i kraft. Heraf følger, at denne stats retter fra denne dato ikke længere kan anses for retter i en medlemsstat.

35

Udtrædelsesaftalen fastsætter imidlertid i artikel 126 en overgangsperiode mellem aftalens ikrafttrædelsesdato, nemlig den 1. februar 2020, og den 31. december 2020. Aftalens artikel 127 bestemmer, at medmindre andet er fastsat i aftalen, finder EU-retten anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i denne periode, den har samme retsvirkninger over for og i Det Forenede Kongerige som i Unionen og dens medlemsstater, og den fortolkes og anvendes i overensstemmelse med de samme metoder og generelle principper, som finder anvendelse i Unionen.

36

Udtrædelsesaftalens artikel 86 fastsætter ligeledes i stk. 2, at Domstolen fortsat har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende anmodninger fra domstole i Det Forenede Kongerige indgivet inden overgangsperiodens udløb. Det fremgår desuden af denne artikels stk. 3, at en anmodning om præjudiciel afgørelse anses for at være indgivet som omhandlet i bestemmelsens stk. 2 på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift er blevet registreret af Domstolens Justitskontor.

37

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse blev indgivet til Domstolen af en ret i Det Forenede Kongerige den 7. april 2020, dvs. inden udløbet af overgangsperioden, i forbindelse med de i hovedsagen omhandlede tvister vedrørende VI’s ret til at opholde sig i Det Forenede Kongerige i perioderne fra den 1. maj 2006 til den 20. august 2006 og fra den 18. august 2014 til den 25. september 2016 og til for disse perioder dér at oppebære skattefradrag for børn, over for hvilke der består forsørgerpligt, og familieydelser.

38

Heraf følger for det første, at den i hovedsagen omhandlede situation vedrører perioder, der ligger før Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen og før udløbet af overgangsperioden, og den er derfor omfattet af EU-rettens tidsmæssige anvendelsesområde. For det andet har Domstolen kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om den forelæggende rets anmodning i henhold til udtrædelsesaftalens artikel 86, stk. 2, for så vidt som denne anmodning tilsigter at opnå en fortolkning af EU-retten.

39

Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at undergive sagen den fremskyndede procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement. Den forelæggende ret har ikke selv begrundet denne anmodning, men det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den er blevet indgivet efter en anmodning herom fra VI, og at VI har begrundet nødvendigheden af at anvende denne procedure med, at overgangsperioden som fastsat i udtrædelsesaftalen for det første ville udløbe den 31. december 2020, hvorefter opfyldelse af en dom afsagt af Domstolen ville blive vanskeligere, at HMRC for det andet ville fortsætte med at søge inddrivelse af de beløb, som efter dens opfattelse var uberettiget udbetalt i form af skattefradrag for børn, over for hvilke der består forsørgerpligt, og at VI for det tredje fra oktober 2016 ikke har modtaget de sociale ydelser, som hun hævder at have ret til.

40

Procesreglementets artikel 105, stk. 1, fastsætter, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

41

Det bemærkes i denne henseende, at en sådan fremskyndet procedure udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (dom af 21.12.2021, Randstad Italia, C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

42

I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, ved afgørelse af 20. juli 2020 afslået anmodningen om, at sagen undergives en fremskyndet procedure.

43

Hvad for det første angår argumentet om udløbet af den overgangsperiode, der er fastsat i udtrædelsesaftalen, fremgår det af denne aftales artikel 89, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, stk. 2, at de præjudicielle afgørelser, som Domstolen træffer efter overgangsperiodens udløb efter en anmodning fra en domstol i Det Forenede Kongerige, der er indgivet inden denne periodes udløb, er bindende i deres helhed for og i Det Forenede Kongerige.

44

Hvad for det andet angår argumentet om, at HMRC fortsat vil søge at inddrive de beløb, som efter dens opfattelse er blevet uberettiget udbetalt i form af skattefradrag for børn, over for hvilke der består forsørgerpligt, følger det af de faktuelle konstateringer, som den forelæggende ret – med enekompetence i denne henseende – har foretaget i forelæggelsesafgørelsen, og som er sammenfattet i denne doms præmis 30, at HMRC nu har anerkendt, at et eventuelt for meget udbetalt beløb ikke kan inddrives fra VI, eftersom hun på intet tidspunkt har gengivet væsentlige forhold forkert eller undladt at oplyse om sådanne forhold.

45

For det tredje skal det hvad angår det forhold, at VI fra oktober 2016 ikke har modtaget de sociale ydelser, som hun hævder at have ret til, fastslås, at selv om de retslige afgørelser i de tvister, der er omhandlet i hovedsagen, og som vedrører perioder, der ligger før denne dato, skulle medføre en forpligtelse for HMRC til at udbetale disse ydelser også for perioder efter denne dato, fremgår det ikke af sagsakterne for Domstolen, at den manglende udbetaling af disse ydelser skulle sætte VI og hendes familie i en situation med materiel nød, som ville kunne begrunde anvendelse af den fremskyndede procedure (jf. i denne henseende dom af 15.7.2021, The Department for Communities in Northern Ireland, C-709/20, EU:C:2021:602, præmis 44). Uanset hvor vigtig og legitim en interesse borgerne har i, at omfanget af de rettigheder, som de udleder af EU-retten, fastslås så hurtigt som muligt, eller uanset en sags økonomiske eller socialt følsomme karakter, indebærer disse forhold ikke i sig selv, at sagen skal behandles inden for de korte frister, der er fastsat i procesreglementets artikel 105, stk. 1 (jf. i denne retning kendelse af 26.11.2020, DSK Bank og FrontEx International, C-807/19, EU:C:2020:967, præmis 38).

46

Under disse omstændigheder er det – henset til de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen – ikke fremgået, at denne sag har en så hastende karakter, at det vil være begrundet undtagelsesvis at fravige de almindelige procedureregler for præjudicielle forelæggelser.

47

Det bemærkes, at den samarbejdsordning, som er indført ved artikel 267 TEUF, er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens opgaver. Under en sag anlagt i henhold til denne artikel tilkommer det retterne i medlemsstaterne og ikke Domstolen at fortolke nationale bestemmelser, og det tilkommer ikke sidstnævnte at tage stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten. Domstolen har derimod kompetence til at forsyne den nationale ret med alle de EU-retlige fortolkningselementer, som kan sætte denne i stand til at bedømme, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten (dom af 18.11.2020, Syndicat CFTC, C-463/19, EU:C:2020:932, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

48

Det tilkommer desuden Domstolen som led i denne samarbejdsprocedure at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (dom af 15.7.2021, The Department for Communities in Northern Ireland, C-709/20, EU:C:2021:602, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis). Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 13.9.2016, Rendón Marín, C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

49

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at der er enighed mellem hovedsagens parter om, at VI råder over tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og sin søn, der er unionsborger, født i 2004, og at de i hvert fald i perioden fra den 17. august 2006 til den 16. august 2014 var omfattet af en sygeforsikring, der dækkede samtlige risici. Det følger heraf, at VI’s søn og hun selv som den forælder, der havde den faktiske forældremyndighed over ham, i hele denne periode havde ret til ophold i Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF og artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 (jf. analogt dom af 19.10.2004, Zhu og Chen, C-200/02, EU:C:2004:639, præmis 42-47, og af 13.9.2016, Rendón Marín, C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 41-53).

50

Da VI’s søn således har haft lovligt ophold i Det Forenede Kongerige i mere end fem år i træk, opnåede han senest den 17. august 2011 ret til tidsubegrænset ophold i denne stat i medfør af artikel 16, stk. 1, i direktiv 2004/38.

51

Tvisterne i hovedsagen vedrører VI’s ret til skattefradrag for børn, over for hvilke der består forsørgerpligt, og familieydelser for dels en periode før den 17. august 2006, hvor hendes søn endnu ikke havde ret til tidsubegrænset ophold i Det Forenede Kongerige i medfør af artikel 16, stk. 1, i direktiv 2004/38, dels en periode efter den 16. august 2014, hvor han havde denne ret. Ifølge HMRC har VI ikke ret til hverken skattefradrag for børn, over for hvilke der består forsørgerpligt, eller familieydelser for disse perioder, idet hun ikke i disse var omfattet af en sygeforsikring, der dækkede samtlige risici, og følgelig ikke havde en afledt opholdsret i Det Forenede Kongerige.

52

Den forelæggende ret ønsker således med sine spørgsmål oplyst, i hvilket omfang kravet om at være omfattet af en sygeforsikring i værtsmedlemsstaten, der dækker samtlige risici, som fastsat i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, fandt anvendelse på VI og hendes søn i disse perioder, og om den forsikringsdækning, som de havde, i givet fald var tilstrækkelig til at opfylde dette krav. Spørgsmålene skal derfor omformuleres i overensstemmelse hermed.

53

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 21 TEUF og artikel 16, stk. 1, i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at et barn, som er unionsborger, og som har opnået ret til tidsubegrænset ophold, og den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over barnet, skal være omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici, som omhandlet i dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra b), for at bevare deres opholdsret i værtsmedlemsstaten.

54

Hvad angår dette barn, som er unionsborger, bemærkes, at artikel 16, stk. 1, i direktiv 2004/38 udtrykkeligt bestemmer, at den ret til tidsubegrænset ophold, som unionsborgere opnår efter at have haft lovligt ophold fem år i træk i værtsmedlemsstaten, »ikke [er] underlagt betingelserne i kapitel III«. Denne ret er derfor navnlig ikke underlagt betingelserne i dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra b), om, at den pågældende unionsborger skal råde over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer og være omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici.

55

I 18. betragtning til dette direktiv er det i denne henseende præciseret, at »[f]or at være et egentligt middel til integration i samfundet i den værtsmedlemsstat, hvor unionsborgeren har taget ophold, bør retten til tidsubegrænset ophold, når den én gang er opnået, ikke være underkastet betingelser«.

56

Hvad angår den forælder – en statsborger i et tredjeland – som har den faktiske forældremyndighed over barnet, bemærkes, at artikel 16, stk. 2, i direktiv 2004/38, hvorefter denne artikels stk. 1 ligeledes finder anvendelse på familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, men som i fem år i træk lovligt har boet sammen med unionsborgeren i værtsmedlemsstaten, ikke finder anvendelse på en sådan forælders situation.

57

Som det fremgår af artikel 2, nr. 2), i direktiv 2004/38, er begrebet »familiemedlem« som omhandlet i dette direktiv nemlig hvad angår slægtninge i opstigende linje begrænset til at omfatte slægtninge, »som forsørges af unionsborgeren«. Når en mindreårig unionsborger forsørges af sin forælder, der er statsborger i et tredjeland, kan sidstnævnte følgelig ikke påberåbe sig at være en slægtning i opstigende linje, der »forsørges«, som omhandlet i dette direktiv, med henblik på at få opholdsret i værtsmedlemsstaten (jf. i denne retning dom af 13.9.2016, Rendón Marín, C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

58

Når dette er sagt, fremgår det af fast retspraksis, at en ret til tidsubegrænset ophold i værtsmedlemsstaten, som et mindreårigt barn fra en anden medlemsstat er tillagt ved EU-retten, for at sikre den effektive virkning af denne opholdsret skal anses for nødvendigvis, i henhold til artikel 21 TEUF, at indebære en ret for den forælder, der faktisk tager sig af denne mindreårige unionsborger, til at opholde sig sammen med barnet i værtsmedlemsstaten, uanset denne forælders nationalitet (jf. i denne retning dom af 19.10.2004, Zhu og Chen, C-200/02, EU:C:2004:639, præmis 45 og 46, og af 13.9.2016, Rendón Marín, C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 51 og 52).

59

Det følger heraf, at uanvendeligheden af betingelserne i navnlig artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, efter at den nævnte mindreårige har opnået en ret til tidsubegrænset ophold i medfør af dette direktivs artikel 16, stk. 1, i henhold til artikel 21 TEUF omfatter denne forælder.

60

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 21 TEUF og artikel 16, stk. 1, i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at hverken et barn, som er unionsborger, og som har opnået ret til tidsubegrænset ophold, eller den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over barnet, skal være omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici, som omhandlet i dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra b), for at bevare deres opholdsret i værtsmedlemsstaten.

61

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere oplyst, om artikel 21 TEUF og artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at hvad angår perioder forud for, at et barn, som er unionsborger, har opnået ret til tidsubegrænset ophold i værtsmedlemsstaten, skal både dette barn – når der gøres krav på opholdsret for barnet på grundlag af nævnte artikel 7, stk. 1, litra b) – og den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over barnet, være omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici, som omhandlet i dette direktiv.

62

I henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 har enhver unionsborger ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i en periode på mere end tre måneder, men mindre end fem år, »[hvis den pågældende] råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer, således at opholdet ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, og er omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten«.

63

Som generaladvokaten har anført i punkt 48 og 49 i forslaget til afgørelse, fremgår det, selv om ordlyden af denne bestemmelse i den engelske sprogversion medfører en vis tvetydighed, imidlertid klart af andre sprogversioner af bestemmelsen, såsom den tyske, den spanske, den franske og den italienske sprogversion, samt af den generelle opbygning af og formålet med direktiv 2004/38, at ikke alene unionsborgeren, men også dennes familiemedlemmer, som bor sammen med unionsborgeren i værtsmedlemsstaten, i henhold til samme bestemmelse skal være omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici.

64

I denne henseende skal det på tilsvarende vis som det anførte i denne doms præmis 58 fremhæves, at selv om den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over en mindreårig unionsborger, ganske vist ikke hører til dennes familiemedlemmer som omhandlet i direktiv 2004/38, er denne forælder ikke desto mindre i henhold til artikel 21 TEUF omfattet af en ret til ophold i mere end tre måneder og i mindre end fem år, som denne mindreårige unionsborger er tildelt ved dette direktiv, for at sikre den effektive virkning af denne opholdsret.

65

Med henblik på at afgøre, om denne forælder, der er statsborger i et tredjeland, har en sådan opholdsret som følge af situationen for sit barn, der er unionsborger, skal det undersøges, om barnet opfylder betingelserne i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38. Ved denne undersøgelse skal disse betingelser anses for at finde analog anvendelse på samme forælder.

66

Domstolen har allerede haft lejlighed til at fastslå, at det følger af artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, sammenholdt med tiende betragtning til og artikel 14, stk. 2, i dette, at en unionsborger, der ikke er erhvervsaktiv, under hele den periode af opholdet på værtsmedlemsstatens område, som varer over tre måneder og mindre end fem år, til sig selv og sine familiemedlemmer bl.a. skal råde over en sygeforsikring, som dækker samtlige risici, således at opholdet ikke bliver en urimelig byrde for denne medlemsstats offentlige finanser (dom af 15.7.2021, A (Offentlige sundhedsydelser), C-535/19, EU:C:2021:595, præmis 53-55).

67

Hvad angår et barn, som er unionsborger, og som bor i værtsmedlemsstaten sammen med en forælder, der har den faktiske forældremyndighed over dette barn, er dette krav opfyldt, både når barnet er omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici og dækker dets forælder, og når den omvendte situation foreligger, hvor denne forælder er omfattet af en sådan sygeforsikring, som dækker barnet (jf. analogt dom af 19.10.2004, Zhu og Chen, C-200/02, EU:C:2004:639, præmis 29-33).

68

I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at VI og hendes søn i den omhandlede periode, dvs. fra den 1. maj 2006 til den 20. august 2006, var tilsluttet Det Forenede Kongeriges offentlige sygesikringsordning, der blev stillet gratis til rådighed af National Health Service (det nationale sundhedsvæsen).

69

I denne henseende bemærkes, at selv om værtsmedlemsstaten, forudsat at proportionalitetsprincippet overholdes, kan fastsætte, at en ikke-erhvervsaktiv unionsborger, der opholder sig på statens område på grundlag af artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, kun kan tilslutte sig dens offentlige sygesikringsordning på betingelser, med hvilke det tilsigtes at forhindre, at denne borger bliver en urimelig byrde for den pågældende medlemsstats offentlige finanser, såsom den nævnte borgers indgåelse eller opretholdelse af en privat sygeforsikring, der dækker samtlige risici, og som gør det muligt for den nævnte medlemsstat at få tilbagebetaling for de sundhedsudgifter, som den har afholdt til fordel for denne borger, eller den pågældendes bidrag til medlemsstatens offentlige sygesikringsordning (dom af 15.7.2021, A (Offentlige sundhedsydelser), C-535/19, EU:C:2021:595, præmis 59), er en unionsborger, så snart vedkommende er blevet tilsluttet en sådan offentlig sygesikringsordning i værtsmedlemsstaten, ikke desto mindre omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici, som omhandlet i direktivets artikel 7, stk. 1, litra b).

70

I en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den pågældende ikke-erhvervsaktive unionsborger er et barn, hvis ene forælder, der er tredjelandsstatsborger, har arbejdet og været skattepligtig i værtsmedlemsstaten i den omhandlede periode, ville det desuden være uforholdsmæssigt at nægte dette barn og den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over det, opholdsret i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 alene med den begrundelse, at de i denne periode har været gratis tilsluttet denne stats offentlige sygeforsikringsordning. Det kan nemlig ikke lægges til grund, at denne gratis tilslutning under sådanne omstændigheder udgør en urimelig byrde for statens offentlige finanser.

71

Endelig skal det for så vidt som den forelæggende ret i sit andet spørgsmål henviser til præmis 70 i dom af 23. februar 2010, Teixeira (C-480/08, EU:C:2010:83), fastslås, at denne ikke er relevant i det foreliggende tilfælde. Domstolen har ganske vist fastslået, at den opholdsret i værtsmedlemsstaten, som tilkommer den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over et barn, som udøver sin ret til uddannelse i overensstemmelse med artikel 12 i forordning nr. 1612/68, ikke er underlagt en betingelse om at skulle råde over tilstrækkelige midler, således at vedkommende ikke bliver en byrde for denne medlemsstats sociale system i løbet af den periode, hvor vedkommende har ophold, og være omfattet af en sygeforsikring i denne stat, der dækker samtlige risici. Artikel 12 i forordning nr. 1612/68 tillægger imidlertid – ligesom artikel 10 i forordning nr. 492/2011, som har erstattet denne bestemmelse – kun børn fra en familie med en statsborger i en medlemsstat, der er eller har været beskæftiget på værtsmedlemsstatens område, rettigheder. VI’s mand, som er far til det omhandlede barn, er imidlertid statsborger i et tredjeland.

72

Henset til overstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 21 TEUF og artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at hvad angår perioder forud for, at et barn, som er unionsborger, har opnået ret til tidsubegrænset ophold i værtsmedlemsstaten, skal både dette barn, når der gøres krav på opholdsret for barnet på grundlag af nævnte artikel 7, stk. 1, litra b), og den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over barnet, være omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici, som omhandlet i dette direktiv.

73

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om de gensidige ordninger med det fælles rejseområde, der foreligger for så vidt angår sundhedsforsikringsdækningen mellem Det Forenede Kongerige og Irland, efter en dom afsagt i 2014 af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (appeldomstol (England og Wales) (afdelingen for civile sager), Det Forenede Kongerige), skal anses for at være »gensidige ordninger« og dermed en sygeforsikring, der dækker samtlige risici, som omhandlet i Regulation 4(1) i bekendtgørelsen om indvandring af 2016.

74

Selv om det henset til de indledende betragtninger, der er anført i denne doms præmis 47-52, synes muligt at omformulere dette spørgsmål således, at den forelæggende ret hermed nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at gensidige ordninger såsom de gældende ordninger vedrørende det fælles rejseområde for så vidt angår sundhedsforsikringsdækningen mellem Det Forenede Kongerige og Irland kan opfylde kravet om en sundhedsforsikring, der dækker alle risici, som omhandlet i denne bestemmelse, må det imidlertid konstateres, at den forelæggende ret ikke har fremlagt oplysninger vedrørende disse ordningers indhold og deres relevans for tvisten i hovedsagen.

75

I overensstemmelse med fast retspraksis er det for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Forelæggelsesafgørelsen skal endvidere angive de nøjagtige grunde til, at den nationale ret har rejst spørgsmål om fortolkningen af EU-retten og har fundet det nødvendigt at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (dom af 25.3.2021, Obala i lučice, C-307/19, EU:C:2021:236, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

76

Disse krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse fremgår udtrykkeligt af procesreglements artikel 94, som den forelæggende ret skal iagttage inden for rammerne af det samarbejde, der er indført ved artikel 267 TEUF (dom af 25.3.2021, Obala i lučice, C-307/19, EU:C:2021:236, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis). De fremgår ligeledes af Den Europæiske Unions Domstols anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2019, C 380, s. 1).

77

Eftersom anmodningen om præjudiciel afgørelse i det foreliggende tilfælde ikke opfylder de nævnte krav med hensyn til det tredje spørgsmål, kan dette ikke antages til realitetsbehandling.

78

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: