1.

I appelskriftet har Casino, Guichard-Perrachon (herefter »Casino«) og Achats Marchandises Casino SAS (herefter »AMC« og sammen med Casino »appellanterne«) nedlagt påstand om delvis ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 5. oktober 2020, Casino, Guichard-Perrachon og AMC mod Kommissionen ( 2 ) (herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten delvist frifandt Kommissionen i det søgsmål, som appellanterne havde anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2017) 1054 final af 9. februar 2017 ( 3 ) (herefter »den omtvistede afgørelse«), som pålagde Casino og alle selskaber direkte eller indirekte kontrolleret af dette selskab at underkaste sig en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 20, stk. 1 og 4, i forordning (EF) nr. 1/2003 ( 4 ).

2.

Tvistens baggrund, som fremgår af den appellerede doms præmis 2-8, kan med henblik på den foreliggende sag sammenfattes som følger.

3.

Casino er moderselskabet for Casino-koncernen, som bl.a. driver virksomhed i Frankrig, hovedsageligt i sektoren for distribution af fødevarer og non-food. Dets datterselskab, AMC, er en indkøbscentral, der indgår indkøbsaftaler med leverandører for Casino-koncernens forretninger i Frankrig.

4.

Efter underretning om udveksling af oplysninger mellem Casino og andre virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, herunder selskabet Intermarché, der ligeledes driver virksomhed i sektoren for distribution af fødevarer og non-food, vedtog Europa-Kommissionen den omtvistede afgørelse.

5.

Denne afgørelses dispositive del er affattet således:

»Artikel 1

Casino […] og alle de selskaber, der direkte eller indirekte kontrolleres heraf, har pligt til at underkaste sig en kontrolundersøgelse vedrørende deres eventuelle deltagelse i samordnet praksis i strid med artikel 101 [TEUF] på markederne for forsyning med dagligvarer, på markedet for salg af tjenesteydelser til mærkevareproducenter og på markederne for salg af dagligvarer til forbrugerne. Den samordnede praksis består i:

Denne kontrolundersøgelse kan finde sted i alle virksomhedens lokaler […]

Casino giver tjenestemænd og andre personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at gennemføre en kontrolundersøgelse, og tjenestemænd og andre personer, der er bemyndiget af den pågældende medlemsstats konkurrencemyndighed til at bistå dem eller udpeget af denne til dette formål, adgang til alle sine lokaler og transportmidler inden for normal kontortid. Virksomheden fremlægger bøger og andre forretningspapirer uanset informationsmedium, hvis tjenestemændene og de øvrige bemyndigede personer anmoder herom, og giver dem mulighed for at undersøge dem på stedet eller tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af sådanne bøger eller forretningspapirer. Virksomheden tillader forsegling af alle forretningslokaler samt bøger eller forretningspapirer i det for kontrolundersøgelsen nødvendige tidsrum og omfang. Virksomheden afgiver straks og på stedet mundtlige forklaringer om undersøgelsens genstand og formål, hvis disse tjenestemænd eller personer anmoder herom, og tillader alle repræsentanter eller medarbejdere at afgive sådanne forklaringer. Virksomheden tillader, at disse forklaringer registreres i en hvilken som helst form.

Artikel 2

Kontrolundersøgelsen kan indledes den 20. februar 2017 eller umiddelbart herefter

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Casino og til alle de selskaber, der direkte eller indirekte kontrolleres heraf.

Denne afgørelse meddeles den virksomhed, som den er rettet til, i henhold til artikel 297, stk. 2, [TEUF] umiddelbart før kontrolundersøgelsen.«

6.

Efter at Kommissionen havde underrettet Autorité de la concurrence (konkurrencemyndighed, Frankrig) om denne kontrolundersøgelse, indbragte denne myndighed sagen for juge des libertés et de la détention du tribunal de grande instance de Créteil (retten i første instans i Créteil, afdelingen for sager om frihedsberøvende foranstaltninger, Frankrig) og for juge des libertés et de la détention du tribunal de grande instance de Paris (retten i første instans i Paris, afdelingen for sager om frihedsberøvende foranstaltninger, Frankrig) med anmodning om tilladelse til at aflægge kontrolbesøg og foretage beslaglæggelser i appellanternes lokaler. Ved kendelser af 17. februar 2017 gav disse afdelinger for sager om frihedsberøvende foranstaltninger forhåndstilladelse til de ønskede kontrolbesøg og beslaglæggelser (herefter »kendelserne af 17. februar 2017«) Da ingen af de foranstaltninger, der blev truffet i forbindelse med kontrolundersøgelsen, krævede brug af »tvangsbeføjelser« som omhandlet i artikel 20, stk. 6-8, i forordning nr. 1/2003, blev disse kendelser ikke forkyndt for appellanterne.

7.

Kontrolundersøgelsen blev indledt den 20. februar 2017, hvor Kommissionens inspektører ledsaget af repræsentanter for den franske konkurrencemyndighed indfandt sig på Casino-koncernens hjemsted i Paris og i AMC’s lokaler og meddelte appellanterne den [omtvistede] afgørelse.

8.

Som led i kontrolundersøgelsen aflagde Kommissionen bl.a. besøg på kontorerne, hvor de foretog indsamling af navnlig elektronisk udstyr (bærbare computere, mobiltelefoner, tablets og lagringsmedier), afhøring af en række personer og kopiering af det indsamlede udstyrs indhold.

9.

Appellanterne sendte Kommissionen en skrivelse af 24. februar 2017, hvori de udtrykte forbehold over for den [omtvistede] afgørelse og afviklingen af den kontrolundersøgelse, der blev gennemført på grundlag af denne afgørelse.

10.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. april 2017 anlagde appellanterne sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse. Rådet for Den Europæiske Union fik tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

11.

Til støtte for søgsmålet fremsatte appellanterne fire anbringender. Det første anbringende var støttet på en ulovlighedsindsigelse rettet mod artikel 20 i forordning nr. 1/2003, det andet vedrørte en tilsidesættelse af begrundelsespligten, og det tredje vedrørte en tilsidesættelse af retten til boligens ukrænkelighed. Inden for rammerne af det sidste anbringende gjorde appellanterne gældende, at der var tale om et uforholdsmæssigt indgreb i deres privatsfære, bl.a. henset til de selskaber og lokaler, der er omhandlet i den omtvistede afgørelse.

12.

Ved den appellerede dom annullerede Retten den omtvistede afgørelses ( 5 ) artikel 1, litra b), idet den fandt, at Kommissionen ikke havde tilstrækkeligt tungtvejende indicier til at begrunde en mistanke om, at der forelå en overtrædelse bestående i udveksling af oplysninger mellem Casino og Intermarché vedrørende deres fremtidige forretningsstrategier. I øvrigt frifandt Retten Kommissionen ( 6 ).

13.

Appellanterne har til støtte for deres appel fremsat fire anbringender. Det første anbringende vedrører den omstændighed, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at de mundtlige erklæringer, som Kommissionen havde indhentet, ikke behøvede at blive registreret for at kunne tjene som indicier, som begrunder den omtvistede afgørelse. Det andet anbringende vedrører den omstændighed, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den grundlæggende ret til boligens ukrænkelighed ikke indebar, at afgørelsen tidsmæssigt begrænsede Kommissionens udøvelse af undersøgelsesbeføjelser. Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den grundlæggende ret til boligens ukrænkelighed ikke indebar, at den omtvistede afgørelse begrænser de personer og lokaler, der kan undersøges. Det fjerde anbringende vedrører den omstændighed, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse ikke indebar et krav om et selvstændigt og umiddelbart retsmiddel mod afviklingen af kontrolundersøgelserne.

14.

Appellanterne har nedlagt påstand om, at punkt 2 i den appellerede doms konklusion ophæves, om, at der gives appellanterne medhold i de påstande, som de nedlagde i første instans, og at den omtvistede afgørelse derfor annulleres, samt om, at Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen og omkostningerne afholdt i forbindelse med sagen for Retten.

15.

Kommissionen har for Domstolen nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

16.

Rådet har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, for så vidt som appellanterne heri foreholder Retten at have begået en retlig fejl ved at fastslå, at den grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse ikke indebar et selvstændigt og umiddelbart retsmiddel mod afviklingen af kontrolundersøgelserne, og om, at appellanterne tilpligtes at betale omkostningerne i appelsagen.

17.

I overensstemmelse med Domstolens anmodning vil jeg koncentrere min analyse om det tredje appelanbringende.

18.

Appellanterne har med deres tredje anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den grundlæggende ret til boligens ukrænkelighed ikke indebar, at den omtvistede afgørelse begrænsede de personer og lokaler, der kunne undersøges, bl.a. anfægtet den appellerede doms præmis 144-147.

19.

Jeg vil først sammenfatte Rettens ræsonnement, som er genstand for de af appellanterne rejste indsigelser, og jeg vil derefter analysere de fire klagepunkter, som anbringendet kan underopdeles i, ét efter ét.

20.

I den appellerede doms præmis 133 konstaterede Retten for det første, at det fremgik af den omtvistede afgørelse, at hverken de selskaber eller de lokaler, der blev undersøgt, var angivet ved navn, for så vidt som for det første den omtvistede afgørelses artikel 1, stk. 2, indeholdt en angivelse af, at »kontrolundersøgelsen [kunne] finde sted i alle virksomhedens lokaler«, efterfulgt af ordene »og navnlig« og to adresser, og for det andet, at det i den nævnte afgørelses artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, var angivet, at »Casino […] og alle de selskaber, der direkte eller indirekte kontrolleres heraf«, var omfattet af kontrolundersøgelsesafgørelsen.

21.

Dernæst fastslog Retten i den appellerede doms præmis 135, at den meget brede rækkevidde af den kontrolundersøgelse, som sådanne angivelser fører til, i retspraksis ikke i sig selv var blevet betragtet som et urimeligt indgreb i virksomhedernes forhold af privat karakter.

22.

Efter i den appellerede præmis 137-141 at have henvist til retspraksis, hvorefter udøvelsen af de vidtgående undersøgelsesbeføjelser, som Kommissionen er tillagt ved forordning nr. 1/2003, er underlagt betingelser, der kan sikre overholdelsen af de berørte virksomheders rettigheder, tog Retten stilling til appellanternes klagepunkt om, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde i medfør af de garantier, der skal beskytte dem mod uforholdsmæssige indgreb, skulle specificere nærmere, hvilke selskaber og lokaler der var omfattet af kontrolundersøgelsen.

23.

For det første bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 144, at oplysningerne i den omtvistede afgørelse samlet set gjorde det muligt at fastslå, hvilke selskaber og lokaler der var omfattet af kontrolundersøgelsen. Retten præciserede i denne henseende, at »[t]akket være specificeringen af kontrolundersøgelsens genstand og formål og navnlig af de relevante markeder for varer og tjenesteydelser samt præciseringen om, at undersøgelsen vedrører Casino og dets datterselskaber og deres lokaler, kan det med lethed udledes af den [omtvistede] afgørelse, at kontrolundersøgelsen omfattede Casino og dets datterselskaber, som er aktive i de sektorer, der er berørt af den formodede overtrædelse – dvs. markederne for forsyning med dagligvarer (fødevarer, plejeprodukter og rengøringsmidler), markederne for salg af disse varer til forbrugerne og markedet for salg af tjenesteydelser til mærkevareproducenter i dagligvaresektoren – og at kontrolundersøgelsen kan foretages i alle deres lokaler . Retten fandt, at der under disse omstændigheder »derfor ikke [var] behov for nærmere specificering af rammerne for kontrolundersøgelsen for at beskytte [appellanternes] rettigheder« .

24.

For det andet forkastede Retten i den appellerede doms præmis 145 appellanternes kritik, hvorefter kontrolundersøgelsens rammer var for vide på grund af den manglende specificering af de berørte selskaber og lokaler. Retten bemærkede i denne forbindelse, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse beskrev »det grundlæggende konkurrenceretlige subjekt, dvs. den virksomhed, som regel et [moderselskab] og dets datterselskab/-er, som overtrædelserne kan tilregnes, og navnlig de overtrædelser, der formodes at være begået i det foreliggende tilfælde, og at det som følge heraf var berettiget at nævne både moderselskabet Casino og dets datterselskaber i den [omtvistede]afgørelse«.

25.

For det tredje bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 146, at »[d]en manglende præcision i forbindelse med angivelsen af de berørte selskaber og lokaler [...] endvidere [er] med til at sikre, at Kommissionens kontrolundersøgelser afvikles korrekt, for så vidt som den giver Kommissionen det råderum, der er nødvendigt for at indsamle så mange beviser som muligt, og gør det muligt for den at bevare den overraskelseseffekt, der kræves for ikke at risikere, at disse beviser destrueres eller skjules«.

26.

Endelig bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 147, at kendelserne af 17. februar 2017, nævnt i punkt 6 i dette forslag til afgørelse, som havde givet forhåndstilladelse til de omhandlede kontrolbesøg og beslaglæggelser, i tilfælde af modstand mod kontrolundersøgelserne udtrykkeligt og udtømmende havde angivet de lokaler, hvor disse kontrolbesøg og disse beslaglæggelser kunne finde sted. Ifølge Retten var en yderligere garanti, der bestod i angivelsen af de undersøgte lokaler, således anerkendt i tilfælde af, at indgrebet, der var omfattet af kontrolundersøgelsen, viste sig at være større, i det foreliggende tilfælde fordi den blev foretaget på trods af modstand fra de undersøgte selskaber ved anvendelse af offentlig myndighed på grundlag af artikel 20, stk. 6-8, i forordning nr. 1/2003. Eftersom appellanterne ikke modsatte sig kontrolundersøgelsen, var der ikke grundlag for at gøre en sådan yderligere garanti gældende i det foreliggende tilfælde.

27.

Appellanterne har foreholdt Retten, at den tilsidesatte artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og kravet om beskyttelse mod vilkårlige indgreb fra offentlige myndigheders side i forhold af privat karakter. De har i det væsentlige gjort gældende, at Retten i den appellerede dom begik en retlig fejl ved ikke at fastslå, at den omtvistede afgørelse, som hverken individuelt identificerede de juridiske personer, der var omfattet af kontrolundersøgelsen, eller de lokaler, hvori kontrolundersøgelsen var tilladt, var åbenbart ulovlig, idet den gjorde indgreb i retten til boligens ukrænkelighed.

28.

Som jeg har anført ovenfor, har appellanterne fremført fire klagepunkter til støtte for deres tredje anbringende.

29.

Med det første klagepunkt har de gjort gældende, at i modsætning til, hvad Retten fastslog, bl.a. i den appellerede doms præmis 144, kan definitionen af kontrolundersøgelsens genstand og formål ikke afhjælpe den manglende begrænsning af Kommissionens beføjelser med hensyn til identificeringen af de personer og lokaler, der kan undersøges. De har med støtte i en dom afsagt af den tyske forfatningsdomstol ( 7 ) tilføjet, at det ikke er acceptabelt, at indehaverne af retten til respekt for bopælen ‐ i det foreliggende tilfælde hver juridisk person, der indgår i Casino-koncernen ‐ skal udlede af definitionen af undersøgelsens genstand og dermed ved inspektørernes ankomst, at de udgør en del af de personer, der skal undersøges.

30.

Således som Kommissionen med rette har fremhævet, og i modsætning til det af appellanterne anførte, skal jeg indledningsvis anføre, at Retten herved ikke fandt, at definitionen af kontrolundersøgelsens genstand og formål havde afhjulpet en angivelig mangel på begrænsning af Kommissionens beføjelser.

31.

Derimod fandt Retten for det første, at overholdelsen af retten til boligens ukrænkelighed ikke kræver, at de undersøgte selskaber og lokaler angives ved navn i kontrolundersøgelsesbeslutningen. Retten bemærkede i denne forbindelse, at angivelser svarende til dem, der er indeholdt i den omtvistede afgørelse, findes i afgørelser i andre sager behandlet af Retten ( 8 ), og at den meget brede rækkevidde af den kontrolundersøgelse, som sådanne angivelser fører til, i retspraksis ikke i sig selv er blevet anset for at udgøre et urimeligt indgreb i virksomhedernes forhold af privat karakter.

32.

For det andet fandt Retten, at specificeringen af kontrolundersøgelsens genstand i den foreliggende sag var tilstrækkelige til at gøre det muligt at fastslå, hvilke selskaber og lokaler der var omfattet af kontrolundersøgelsen, og at mere præcise specificeringer ikke var nødvendige for at beskytte appellanternes rettigheder. For at nå frem til denne konklusion tog Retten ikke blot hensyn til den angivelse af kontrolundersøgelsens genstand og formål, der fremgår af den omtvistede afgørelse, og navnlig specificeringen af markederne for de pågældende varer og tjenesteydelser, men ligeledes den præcisering, der var indeholdt i denne afgørelse, hvorefter »undersøgelsen vedrører Casino og dets datterselskaber og deres lokaler«. Retten bemærkede i øvrigt, at alle disse oplysninger gjorde det muligt let at udlede af den omtvistede afgørelse, at kun Casino og dets datterselskaber, der var aktive på de pågældende markeder, var omfattet af kontrolundersøgelsen.

33.

Den tilgang, som Retten har fulgt, som beskrevet ovenfor, er efter min opfattelse ikke i strid med praksis fra Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) vedrørende besøg i selskabers forretningslokaler, navnlig med henblik på kontrol med bekæmpelse af overtrædelser af konkurrenceretten, og tillader heller ikke Kommissionen at træffe foranstaltninger, der er i strid med retten til boligens ukrænkelighed som omhandlet i chartrets artikel 7 og artikel 8 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), som er uforholdsmæssige eller vilkårlige.

34.

I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, således som Domstolen præciserede i dom af 18. juni 2015, Deutsche Bahn m.fl. mod Kommissionen ( 9 ) (herefter »Deutsche Bahn-dommen«), at selv om det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at den beskyttelse, der er fastsat i EMRK's artikel 8, kan udstrækkes til at omfatte visse forretningslokaler, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne domstol har fastslået, at det offentlige indgreb kan være mere vidtgående for forretningslokaler samt erhvervsmæssige eller kommercielle aktiviteter end i andre tilfælde.

35.

Det må dernæst i denne forbindelse fremhæves, at de kontrolbeføjelser, som Kommissionen råder over i medfør af artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, begrænser sig til, at Kommissionens repræsentanter bl.a. har krav på at få adgang til de lokaler, som de angiver, at få fremlagt de dokumenter, de anmoder om, samt tage kopier heraf og at få forevist indholdet af det inventar, som de udpeger ( 10 ). Nærmere bestemt præciseres det i denne forordnings artikel 20, stk. 2, litra a), at repræsentanter for og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at gennemføre en kontrolundersøgelse, har beføjelse til bl.a. at få adgang til alle virksomhedernes og virksomhedssammenslutningernes lokaler, grunde og transportmidler. Domstolen har imidlertid haft lejlighed til at præcisere, at en sådan beføjelse har en særlig betydning, for så vidt som den skal gøre det muligt for Kommissionen at indsamle beviser for overtrædelser af konkurrencereglerne på det sted, hvor de normalt befinder sig, dvs. i virksomhedernes forretningslokaler, og for så vidt som såvel formålet med forordning nr. 1/2003 som opregningen i forordningens artikel 20 af de beføjelser, der er tillagt Kommissionens repræsentanter, viser, at kontrolundersøgelser kan have en meget stor rækkevidde ( 11 ).

36.

Endelig bemærkes for det første, at Kommissionens udøvelse af sine undersøgelsesbeføjelser er forbundet med tilstrækkelige garantier, der giver en beskyttelse mod vilkårlige indgreb fra offentlige myndigheders side ( 12 ) ‐ blandt hvilke, som Domstolen har præciseret, den specifikke begrundelsespligt for beslutningen om kontrolundersøgelse spiller en afgørende rolle ( 13 ) ‐ og for det andet, at de kontrolundersøgelser, der ‐ som i det foreliggende tilfælde ‐ gennemføres på grundlag af artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003, ikke omfatter udøvelsen af tvangsbeføjelser, som alene de nationale myndigheder har ved anvendelsen af den procedure, der er fastsat i 20, stk. 6, i denne forordning.

37.

Under disse omstændigheder kan det efter min opfattelse ikke foreholdes Retten, at den konkluderede, at når de virksomheder og lokaler, der er genstand for kontrolundersøgelsen, ikke er angivet ved navn i kontrolundersøgelsesbeslutningen, men begrundelsen for denne beslutning gør det nemt, og dermed uden at foretage en uforholdsmæssig fortolkning heraf, at udlede, hvilke juridiske personer og deres lokaler der specifikt er omfattet af kontrolundersøgelsen, er der ikke sket en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, som skal overholdes i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltninger, der indebærer et indgreb i chartrets artikel 7 ( 14 ).

38.

Menneskerettighedsdomstolen anlagde en lignende tilgang i dom af 20. december 2010, Société Canal Plus m.fl. mod Frankrig ( 15 ), hvori den fastslog, at den omstændighed, at et af de selskaber, der blev undersøgt i den sag, der gav anledning til denne dom, ikke var præcist nævnt i den kendelse, der gav tilladelse til de omhandlede besøg på bopæl, »ikke [rejste] tvivl om lovligheden af indgrebet, eftersom kendelsen om tilladelse generelt omfattede lokalerne for »Canal Plus«»uden præcisering af selskabsformen for de forskellige enheder, som er berørt heraf, men som nemt kan være omfattet af indgrebet«.

39.

Hvad angår dommen afsagt af den tyske forfatningsdomstol, som appellanterne har påberåbt sig, skal det anføres, at denne domstol i denne dom fastslog, at der forelå en tilsidesættelse af retten til boligens ukrænkelighed, idet den omhandlede ransagningskendelse ikke gjorde det muligt at identificere det selskab, hvis lokaler skulle ransages, og derfor var ubegrænset.

40.

Den tyske forfatningsdomstol nåede frem til denne konklusion efter at have konstateret, at ingen virksomhed med det eneste firmanavn, der var angivet i kendelsen om ransagning, anvendte lokaler på den adresse, der var angivet i kendelsen, og at det ikke var muligt blandt de virksomheder, der havde kontorer på denne adresse, og hvis firmanavn bestod af de ord, der var anvendt i nævnte kendelse, efterfulgt af en supplerende angivelse, at forstå, hvilken virksomhed der var tale om. Forfatningsdomstolen fastslog i øvrigt, at det ikke var muligt at fjerne usikkerheden om det berørte selskab under hensyntagen til andre angivelser indeholdt i ransagningskendelsen.

41.

Den tyske forfatningsdomstol har således ved at fastslå dette ikke udelukket muligheden for, at det selskab, hvis lokaler er genstand for disse kontrolbesøg, når det dokument, hvorved der anordnes besøg på forretningsstedet, ikke angiver selskabet ved navn, indirekte kan identificeres på grundlag af retsaktens indhold. I denne henseende bemærkes, at forfatningsdomstolen derimod har modsat sig muligheden for, at en sådan identificering kan ske på grundlag af oplysninger, der er eksterne i forhold til den omhandlede ransagningskendelse, såsom de forberedende sagsakter.

42.

I det foreliggende tilfælde var det imidlertid alene på grundlag af angivelserne indeholdt i den omtvistede afgørelse, at Retten fandt, at de selskaber, der var omfattet af denne afgørelse, klart kunne identificeres.

43.

Det skal også bemærkes, at en af de faktorer, som gjorde identificeringen af det selskab, der var berørt af kendelsen om ransagning omhandlet i den sag, som gav anledning til den ovennævnte dom afsagt af den tyske forfatningsdomstol, usikker, var den manglende præcisering af dette selskabs aktivitetsområde. Den omtvistede afgørelse angiver imidlertid klart de markeder, med hensyn til hvilke der var opstillet en formodning om overtrædelse af artikel 101 TEUF, og gør det derfor muligt klart at identificere aktivitetsområdet for selskaberne omfattet af kontrolundersøgelsen.

44.

Med det andet klagepunkt i deres tredje anbringende har appellanterne gjort gældende, at begrebet »virksomhed« ‐ som er et økonomisk og rent funktionelt begreb, der udelukkende anvendes ved anvendelsen af de materielle konkurrenceregler, såsom kvalificeringen af et kartel ‐ ikke kan være til hinder for overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, der er knyttet til begrebet »juridisk person«. Hvad angår selskaber er den eneste indehaver af retten til boligens ukrænkelighed den juridiske person og ikke virksomheden, der ikke er en juridisk person. Appellanterne har i denne forbindelse henvist til dom af 25. oktober 2011, Uralita mod Kommissionen ( 16 ), hvori Retten fastslog, at når Kommissionen vedtager en afgørelse i henhold til artikel 101 TEUF, skal den identificere den eller de fysiske eller juridiske personer, som kan holdes ansvarlige for den pågældende virksomheds adfærd, og som kan pålægges en sanktion herfor.

45.

Jeg skal i denne forbindelse for det første anføre, at de argumenter, som appellanterne har fremført inden for rammerne af dette andet klagepunkt, ikke kan rejse tvivl om gyldigheden af den af Retten fulgte tilgang og konklusionen i den appellerede doms præmis 144.

46.

I modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, fremgår det for det andet efter min opfattelse klart af den appellerede doms præmis 145, at Retten, da den henviste til virksomheden som »det grundlæggende konkurrenceretlige subjekt«, ikke tilsigtede at fastslå, at »virksomheden« som omhandlet i konkurrenceretten og ikke de juridiske personer, som den består af, skulle anses for at være indehaver af retten til boligens ukrænkelighed begrænset ved vedtagelsen af en kontrolforanstaltning. Denne henvisning skal snarere forstås som en præcisering af den rækkevidde, der skal tillægges angivelsen i afgørelsens artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, hvorefter »Casino […] og alle de selskaber, der direkte eller indirekte kontrolleres heraf«, har pligt til at underkaste sig en kontrolundersøgelse, med henblik på en korrekt afgrænsning af det personelle anvendelsesområde for denne afgørelse.

47.

I denne sammenhæng kan appellanternes henvisning til dommen af 25. oktober 2011 i sagen Uralita mod Kommissionen ( 17 ) vedrørende en beslutning om konstatering af en overtrædelse og ikke en kontrolundersøgelsesbeslutning ikke være til nogen nytte for appellanterne, således som Kommissionen med rette har anført. Kontrolundersøgelserne finder sted på et stadium, hvor Kommissionen endnu ikke råder over detaljerede oplysninger, herunder for så vidt angår de virksomheder, der har begået den formodede overtrædelse, og først skal efterprøve rigtigheden af sin mistanke samt omfanget af de faktiske omstændigheder, der har fundet sted, eftersom formålet med kontrolundersøgelsen netop er at indsamle beviser i forbindelse med en formodet overtrædelse.

48.

Med det tredje anbringendes tredje klagepunkt har appellanterne anfægtet Rettens udtalelse i den appellerede doms præmis 146, hvorefter den manglende præcisering af udpegningen af de omhandlede selskaber og lokaler bidrager til kontrolundersøgelsens korrekte afvikling. De har gjort gældende, at eksemplet med de jurisdiktioner, hvor der gælder et krav om angivelse af selskaber og/eller lokaler, viser, at en sådan præcisering ikke er til hinder for en korrekt afvikling af kontrolbesøg på forretningssteder.

49.

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at selv hvis det antages, at Retten foretog en ukorrekt vurdering eller overvurderede de fordele med hensyn til kontrolundersøgelsens effektivitet, som var forbundet med den manglende præcisering af de selskaber og lokaler, der var omfattet af kontrolundersøgelsen, ville dette ikke være tilstrækkeligt til at rejse tvivl om gyldigheden af den tilgang, som den fulgte, og den konklusion, som den nåede frem til i den appellerede doms præmis 144.

50.

For det andet bemærkes, at national lovgivnings- eller domstolspraksis, selv hvis det antages, at den er fælles for alle medlemsstaterne, ikke kan være bindende for anvendelsen af traktatens konkurrenceregler ( 18 ).

51.

Endelig har appellanterne med deres tredje anbringendes fjerde klagepunkt gjort gældende, at det i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 147, ikke kan hævdes, at den risiko for vilkårlighed, der er forbundet med den omtvistede afgørelses manglende præcisering med hensyn til de personer og lokaler, der kan undersøges, blev kompenseret af den grad af subsidiær beskyttelse, som den eventuelle fuldbyrdelse af kendelserne af 17. februar 2017 ville have givet. EU-retten bør nemlig være tilstrækkelig i sig selv ved direkte at give borgerne alle de garantier, der kræves for at beskytte deres grundlæggende rettigheder, og ikke være baseret på bestemmelser i national ret, der i øvrigt kan finde anvendelse. For at disse kendelser kunne fuldbyrdes, burde appellanterne desuden ikke have givet Kommissionens tjenestemænd adgang til deres lokaler, hvilket således forpligtede dem til at anmode de franske myndigheder om at gribe ind. En sådan modstand ville have udsat dem for en risiko for en stor bøde.

52.

Jeg mener endnu en gang, at appellanternes argumentation er baseret på en urigtig forståelse af den appellerede dom. Retten fandt således ikke, at den uregelmæssighed, der fulgte af den manglende præcise angivelse af de selskaber og lokaler, der skulle kontrolleres, blev opvejet af den udtrykkelige angivelse i kendelserne af 17. februar 2017 af de lokaler, der kunne undersøges. Retten begrænsede sig nemlig til at bemærke at såfremt Kommissionens indgriben på grund af appellanternes modstand ville have indebåret udøvelse af tvangsbeføjelser, ville de have nydt godt af en yderligere garanti, der bestod i en udtrykkelig og indskrænkende specificering af de lokaler, der var omfattet af kontrolundersøgelsen.

53.

På grundlag af samtlige ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at det tredje appelanbringende ikke kan tiltrædes.

54.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at forkaste det tredje appelanbringende som ugrundet.