1.

Ifølge estisk lovgivning er vejtransportvirksomheder forpligtet til at befordre visse kategorier af passagerer (især førskolebørn og handicappede) gratis.

2.

Tallinna Halduskohus (forvaltningsdomstolen i Tallinn, Estland) ønsker i det væsentlige oplyst, om denne lovbestemte forpligtelse falder ind under begrebet offentlig serviceforpligtelse som defineret i forordning (EF) nr. 1370/2007 ( 2 ), og om de pågældende virksomheder i bekræftende fald har ret til kompensation for de tilsvarende manglende indtægter.

3.

Artikel 1 (»Formål og anvendelsesområde«) bestemmer:

»1.   Formålet med denne forordning er at fastlægge, hvordan de kompetente myndigheder inden for rammerne af fællesskabsretten kan tilrettelægge den offentlige personbefordring for at sikre levering af tjenesteydelser af almen interesse, som bl.a. er hyppigere, sikrere, bedre eller billigere end, hvad der kan opnås ved alene at lade markedskræfterne virke.

Med dette for øje fastlægger forordningen, på hvilke vilkår de kompetente myndigheder, når de pålægger eller indgår kontrakter vedrørende offentlige serviceforpligtelser, yder operatører af offentlig trafikbetjening kompensation for deres omkostninger og/eller giver eneret til gengæld for opfyldelsen af de offentlige serviceforpligtelser.

[...]«

4.

Artikel 2 (»Definitioner«) foreskriver:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

[...]

[...]«

5.

Artikel 3 (»Kontrakter om offentlig trafikbetjening og generelle regler«) bestemmer:

»1.   Når en kompetent myndighed beslutter at tildele den valgte operatør eneret og/eller kompensation af en hvilken som helst art for at opfylde den offentlige serviceforpligtelse, skal det ske i form af en kontrakt om offentlig trafikbetjening.

2.   Uanset stk. 1 kan offentlige serviceforpligtelser, der består i anvendelse af maksimaltakster for samtlige passagerer eller for bestemte passagerkategorier, også være omfattet af generelle regler. Den kompetente myndighed yder efter principperne i artikel 4 og 6 og i bilaget operatørerne af offentlig trafikbetjening kompensation for den – positive eller negative – finansielle nettoeffekt på omkostninger og indtægter som følge af de takstforpligtelser, som de er pålagt ved generelle regler, på en sådan måde, at overkompensation udelukkes. Dette berører ikke de kompetente myndigheders ret til at lade offentlige serviceforpligtelser vedrørende maksimaltakster indgå i kontrakter om offentlig trafikbetjening.

3.   Medlemsstaterne kan fra denne forordnings anvendelsesområde udelukke generelle regler om økonomisk kompensation for offentlige serviceforpligtelser, der fastsætter maksimumstakster for elever, studerende, lærlinge og bevægelseshæmmede, jf. dog bestemmelserne i traktatens artikel 73, 86, 87 og 88. Der skal gives underretning om disse generelle regler i medfør af traktatens artikel 88. En sådan underretning skal indeholde samtlige oplysninger om foranstaltningen og især de nærmere enkeltheder om beregningsmetoden.«

6.

Artikel 4 (»Obligatorisk indhold af kontrakter om offentlig trafikbetjening og generelle regler«) fastsætter:

»1.   I kontrakter om offentlig trafikbetjening og generelle regler skal det:

og på en sådan måde, at overkompensation udelukkes. [...]«

7.

Artikel 6 (»Kompensation for offentlig trafikbetjening«) bestemmer:

»1.   Kompensation i forbindelse med en generel regel eller en kontrakt om offentlig trafikbetjening skal være i overensstemmelse med artikel 4 [...]«

8.

Bilaget (»Regler for kompensation i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1«) har følgende ordlyd:

»1.   Kompensation, der ydes ifølge en generel regel eller ifølge en kontrakt om offentlig trafikbetjening, der er indgået uden forudgående udbud i henhold til artikel 5, stk. 2, 4, 5 eller 6, beregnes efter bestemmelserne i dette bilag.

2.   Kompensationen kan ikke være større end den økonomiske nettovirkning, dvs. summen af de virkninger – såvel positive som negative – som opfyldelse af den offentlige serviceforpligtelse har for de omkostninger og indtægter, som en operatør af offentlig trafikbetjening har. Virkningerne skal vurderes ved at sammenligne den situation, hvor den offentlige serviceforpligtelse opfyldes, med den tænkte situation, hvor den offentlige serviceforpligtelse ikke blev opfyldt. Med henblik på at beregne den økonomiske nettovirkning skal den kompetente myndighed tage udgangspunkt i følgende:

[…]

3.   Opfyldelse af den offentlige serviceforpligtelse kan eventuelt have indvirkning på en operatørs transportaktiviteter ud over de(n) pågældende offentlige serviceforpligtelse(r). For at undgå overkompensation eller manglende kompensation bør der derfor tages hensyn til målelige økonomiske virkninger på operatørens berørte net, når den økonomiske nettovirkning beregnes.

[...]«

9.

Artikel 34 fastsætter:

»Enhver transportvirksomhed, der på det nationale område varetager befordring af vej, vandvej eller jernbane, er forpligtet til gratis at befordre børn, der den 1. oktober i det indeværende skoleår er under 7 år, børn, hvis obligatoriske skolepligt er blevet udsat, handicappede personer under 16 år, svært handicappede personer over 16 år, personer med alvorligt synshandicap og personer, der ledsager en person med et svært eller alvorligt synshandicap, samt førerhunde eller hjælpehunde til handicappede personer. Transportvirksomheden ydes ikke kompensation for den gratis befordring af passagerer, der er omfattet af disse kategorier.«

10.

Den 5. juni 2019 anmodede Eesti Buss OÜ og AS Lux Express Estonia, som er virksomheder, der udfører erhvervsmæssig personbefordring ad vej ( 4 ), den estiske minister for økonomi og infrastruktur om kompensation for de billetbeløb, som de har givet afkald på, i henhold til artikel 34 i ÜTS.

11.

Den 10. juli 2019 afviste ministeren for økonomi og infrastruktur ansøgningerne med den begrundelse, at virksomhederne i henhold til artikel 34 i ÜTS ikke var berettiget til kompensation for gratis transport af passagerer, der falder ind under de kategorier, der er angivet i denne artikel.

12.

Den 12. august 2019 anlagde Lux Express Estonia sag ved Tallinna Halduskohus (forvaltningsdomstolen i Tallinn, Estland) med påstand principalt om erstatning ( 5 ) og subsidiært om betaling af en rimelig økonomisk kompensation med tillæg af renter fastsat af retten.

13.

Den forelæggende ret har anført, at:

14.

Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om kompensationen, såfremt forordning nr. 1370/2007 ikke finder anvendelse, kan støttes på en anden EU-retsakt (f.eks. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)), eller om tvisten udelukkende skal afgøres i overensstemmelse med national ret.

15.

Hvis transportvirksomheden skal have kompensation, er den forelæggende ret i tvivl om betingelserne for fastsættelse af kompensationsbeløbet i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.

16.

På denne baggrund har Tallinna Halduskohus (forvaltningsdomstolen i Tallinn) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

17.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev registreret ved Domstolen den 18. november 2020.

18.

Der er indgivet skriftlige indlæg af Lux Express Estonia, den estiske regering og Europa-Kommissionen.

19.

Domstolen fandt det ikke nødvendigt at afholde et offentligt retsmøde.

20.

I Republikken Estland er tilrettelæggelsen af offentlig personbefordring reguleret ved ÜTS. Dens anvendelsesområde omfatter passagerbefordring ad vej, som kan tage form af rutekørsel, lejlighedsvis kørsel og taxier.

21.

Den rutekørsel, som omfatter offentlig transport til lands, udføres enten i henhold til kontrakter om offentlig trafikbetjening eller i form af kommercielle tjenester ( 6 ).

22.

Den takst, der gælder for kommerciel rutekørsel, fastsættes af transportvirksomheden. For rutekørsel, der udføres i henhold til kontrakter om offentlig trafikbetjening, fastsættes maksimumstaksten pr. kilometer eller den maksimale billetpris af den kompetente myndighed.

23.

Artikel 34 i ÜTS forpligter enhver operatør, der udbyder rutekørsel på indenrigsruter, til at befordre visse kategorier af passagerer, f.eks. førskolebørn og handicappede, gratis på de ovenfor anførte betingelser ( 7 ). Operatøren modtager ingen kompensation for den gratis befordring af disse passagerer.

24.

Med sit første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den forpligtelse til gratis befordring, der er fastsat i den estiske lovgivning, er omfattet af begrebet offentlig serviceforpligtelse som omhandlet i forordning nr. 1370/2007.

25.

I forordning nr. 1370/2007 forstås ved »offentlig serviceforpligtelse« det »krav, som en kompetent myndighed definerer eller fastsætter for at sikre ydelser i forbindelse med offentlig personbefordring, som en operatør på rent forretningsmæssigt grundlag ikke ville påtage sig eller ikke ville påtage sig i samme omfang eller under samme vilkår uden at modtage nogen modydelse« ( 8 ).

26.

Pålæggelsen af offentlige serviceforpligtelser er en form for indgriben fra de kompetente myndigheders side i personbefordringssektoren, som i forordning nr. 1370/2007 selv beskrives som en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse [artikel 2, litra a)]. Den har til formål at »[…] sikre levering af tjenesteydelser af almen interesse, som bl.a. er hyppigere, sikrere, bedre eller billigere end, hvad der kan opnås ved alene at lade markedskræfterne virke« ( 9 ).

27.

For at gennemføre en offentlig serviceforpligtelse tillader forordning nr. 1370/2007 anvendelse af to typer juridiske værktøjer: kontrakter om offentlig trafikbetjening og de generelle regler ( 10 ).

28.

En af de offentlige serviceforpligtelser, som forordning nr. 1370/2007 nævner som eksempel, er netop forpligtelsen til »anvendelse af maksimaltakster for […] bestemte passagerkategorier« ved hjælp af generelle regler (artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1370/2007).

29.

Den estiske regering har anerkendt, at artikel 34 i ÜTS ( 11 ) pålægger kommercielle transportvirksomheder den omtvistede forpligtelse med det formål at »gøre det muligt for familier med små børn og handicappede at benytte offentlig transport ved at gøre den mere overkommelig og tilgængelig for dem« ( 12 ).

30.

Det fremgår utvetydigt af disse udtalelser fra den estiske regering, at indførelsen af en »nultakst« til fordel for visse sociale grupper på kommercielle busruter forfølger et mål af almen interesse i overensstemmelse med sociale kriterier.

31.

Denne sociale interesse ville ikke blive dækket vederlagsfrit af en operatør, der kun ville tage hensyn til sin kommercielle indtjening. Levering af en tjenesteydelse uden vederlag falder uden for markedets logik, og loven ændrer derfor forpligtelsen til gratis befordring til en nødvendig offentlig serviceforpligtelse, der nødvendigvis skal opfyldes (i det foreliggende tilfælde pålagt ved en »generel regel«).

32.

Artikel 34 i ÜTS afspejler således en reel offentlig serviceforpligtelse, som påhviler operatører, der udbyder rutekørsel på indenrigsruter, og som består i gratis befordring af visse kategorier af rejsende ( 13 ).

33.

Da ÜTS fører til en ekstrem takstbegrænsning (beløbet »nul«), medfører den, at transportvirksomhederne ved en generel regel pålægges en egentlig offentlig serviceforpligtelse med det formål at begunstige »visse kategorier af rejsende«.

34.

Spørgsmålet om denne forpligtelse i henhold til forordning nr. 1370/2007 skal ledsages af en kompensation ( 14 ) til transportvirksomheden, vedrører et andet forhold, hvilket er genstand for det andet præjudicielle spørgsmål.

35.

Den forelæggende ret har med rette fastslået, at hvis ÜTS indebærer en offentlig serviceforpligtelse som omhandlet i forordning nr. 1370/2007, skal der i princippet og i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 4 ydes kompensation til den transportvirksomhed, der opfylder denne forpligtelse.

36.

Denne ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt en medlemsstat i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 1370/2007 ved en national lov kan udelukke udbetalingen af en sådan kompensation til transportvirksomheden, og i givet fald på hvilke betingelser.

37.

Analysen af dette præjudicielle spørgsmål vedrører for det første kompensationen og for det andet en eventuel udelukkelse heraf i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 1370/2007.

38.

Forordning nr. 1370/2007 indfører en kompensation ( 15 ) for opfyldelsen af de offentlige serviceforpligtelser, som indebærer en økonomisk byrde for de berørte virksomheder. Den transportvirksomhed, der påtager sig disse forpligtelser, har ret til enten kompensation ( 16 ) eller en eneret ( 17 ).

39.

Begrebet »kompensation for offentlig serviceforpligtelse« knytter en fordel, navnlig af økonomisk art, til opfyldelsen af en offentlig serviceforpligtelse, der indebærer levering af tjenesteydelser, der ikke er af kommerciel interesse.

40.

Forløberne for forordning nr. 1370/2007 peger i samme retning, som kunne kaldes »kompenserende«:

41.

Princippet om kompensation for de byrder, der følger af offentlige serviceforpligtelser, kommer nu til udtryk i flere bestemmelser i forordning nr. 1370/2007:

42.

Dette betyder, at de offentlige serviceforpligtelser, når de er udgiftskrævende, ikke udgør en økonomisk byrde for de operatører, som har udført dem: eller, jeg gentager, de kompenseres for de omkostninger, der er afledt af dem, eller de tildeles enerettigheder.

43.

Forordning nr. 1370/2007 bestemmer således ikke, at omkostningerne ved den offentlige serviceforpligtelse, der er indført til fordel for visse kategorier af passagerer, udelukkende skal bæres af transportvirksomhederne (i hvilket tilfælde det, som den forelæggende ret har anført, er sandsynligt, at ingen af dem ville acceptere at levere en service, som ikke i sig selv er af kommerciel interesse).

44.

Sammenfattende skal sådanne forpligtelser, der kan fastsættes i en kontrakt om offentlig trafikbetjening, eller, som i det foreliggende tilfælde, i en generel regel, ledsages af en passende økonomisk kompensation eller tildeling af en eneret.

45.

Det er vigtigt at påpege, at de generelle takstregler som de i hovedsagen omhandlede ikke har samme karakter som de regler, der gælder for rejsendes sikkerhed, miljø- og arbejdsbeskyttelse eller kvaliteten af transportydelsen ( 23 ). Overholdelsen af disse regler giver ikke ret til kompensation, for så vidt som de udgør den retlige ramme – som adskiller sig fra takstfastsættelsen – hvor aktiviteten udføres.

46.

I artikel 4, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 1370/2007 henvises der til »hvilke parametre en eventuel kompensation beregnes ud fra« ( 24 ).

47.

Dette afsnit, som den forelæggende ret har anmodet om en fortolkning af, skal ikke fortolkes således, at det giver medlemsstaterne en beføjelse til at beslutte, om de vil yde kompensation eller ej. Den afspejler snarere den mulighed, at »en kompetent myndighed beslutter at tildele den valgte operatør eneret« som alternativ til den økonomiske kompensation, når der indgås en kontrakt om offentlig trafikbetjening i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1370/2007.

48.

Mens modydelsen »for at opfylde den offentlige serviceforpligtelse« som krævet i artikel 3, stk. 1, skal være formaliseret i en kontrakt om offentlig trafikbetjening ( 25 ), er dette ikke tilfældet, når forpligtelsen til at fastsætte maksimaltakster er pålagt i de »generelle regler« (artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1370/2007).

49.

I sidstnævnte tilfælde (som foreligger i denne sag) har jeg allerede mindet om, at i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1370/2007 »skal [d]en kompetente myndighed yd[e] […] operatørerne af offentlig trafikbetjening kompensation for den – positive eller negative – finansielle nettoeffekt på omkostninger og indtægter som følge af de takstforpligtelser, som de er pålagt ved generelle regler, på en sådan måde, at overkompensation udelukkes«.

50.

Det kan hævdes, at eftersom den offentlige serviceforpligtelse berører alle transportvirksomhederne på samme måde, bør der ikke kompenseres for denne, da den ikke medfører konkurrencemæssige ulemper for nogle til fordel for andre.

51.

Jeg mener imidlertid ikke, at forordning nr. 1370/2007 støtter dette synspunkt.

52.

Domstolen fastslog, at forordning nr. 1191/69, som er forgængeren for den nuværende, tillod »medlemsstaterne at pålægge en offentlig virksomhed, som skal sikre den offentlige passagerbefordring i en kommune, forpligtelser til offentlig tjeneste, og at det følger af forordningen, at der for de byrder, der følger af sådanne forpligtelser, kan tildeles en kompensation fastsat i overensstemmelse med forordningens bestemmelser« ( 26 ).

53.

Forordning nr. 1370/2007 udgør et tilsvarende grundlag for at opretholde denne position. Det forhold, at operatøren i den sag, der blev afgjort ved Antrop-dommen, var en offentlig virksomhed, og at der i denne sag var tale om en privat virksomhed, er ikke til hinder herfor ( 27 ). Tværtimod begrunder den omstændighed, at private, kommercielle enheder, som fratages en del af de indtægter, der følger af deres virksomhed ( 28 ), pålægges en byrdefuld forpligtelse til offentlig tjeneste, at der indføres kompensationer for at opveje de negative virkninger, der kan påvirke deres konkurrenceevne på markedet.

54.

Forordning nr. 1370/2007 tilsigter ganske vist, at der ikke opstår en overkompensation, som ville udgøre statsstøtte, hvilket jeg vil redegøre for nedenfor. Dette er grunden til, at der med forordningen er indført en række begrænsende mekanismer ( 29 ), men den gør det ikke muligt at pålægge offentlige serviceforpligtelser som den her omtvistede uden kompensation.

55.

Domstolen har været opmærksom på kompensationernes intensitet og deres overensstemmelse med statsstøttereglerne ( 30 ). Medmindre jeg tager fejl, har Domstolen ikke taget stilling til en national lovgivning som den her omhandlede, der på området for personbefordring uden videre udelukker kompensation for opfyldelse af offentlige serviceforpligtelser.

56.

I Altmark-dommen ( 31 ) undersøgte Domstolen lovligheden af visse offentlige tilskud, der havde til formål at muliggøre rutebildrift. Ved afgørelsen af, om disse tilskud var omfattet af artikel 107 TEUF, skulle det vurderes, om de kunne »betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste« ( 32 ).

57.

I Altmark-dommen forudsattes således, at den virksomhed, der var pålagt at opfylde klart definerede forpligtelser til offentlig tjeneste, havde ret til en kompensation (godtgørelse), hvis beregning ikke måtte overstige, hvad der var nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der var afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste ( 33 ).

58.

I Altmark-dommen bekræftedes således det generelle princip (kompensation til transportvirksomheden for opfyldelsen af en offentlig serviceforpligtelse, som er byrdefuld for denne), men samtidig blev betingelserne »[f]or, at en sådan kompensation i det enkelte tilfælde kan falde uden for begrebet statsstøtte« ( 34 ) præciseret.

59.

Det særlige ved den foreliggende tvist er, som jeg allerede har anført, at den nationale lov udelukker kompensationen. I denne forbindelse er det omstridt, om tjenesteyderen i henhold til forordning nr. 1370/2007 kan kræve kompensation over for medlemsstatens myndigheder.

60.

Efter min opfattelse er retten til at få betaling for de ydelser, der leveres til brugerne, uløseligt forbundet med udøvelsen af en virksomhed inden for personbefordring ad vej, når transportvirksomheden ikke har andre indtægter end billetindtægter ( 35 ). Betalingen for disse ydelser afholdes enten af brugerne eller af de myndigheder, der pålægger transportvirksomhederne at udføre dem gratis.

61.

Den pålagte begrænsning har desuden ingen indvirkning på »blotte handelsinteresser eller handelsudsigter, hvis uvished er en del af det væsentlige i enhver økonomisk aktivitet, men rettigheder, der har en formueværdi, som i henhold til retsordenen medfører en erhvervet retsstilling, der gør det muligt for indehaveren selvstændigt at udøve disse rettigheder til sin fordel« ( 36 ).

62.

Artikel 4, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 1370/2007 tillader således ikke udelukkelse af en passende kompensation i et tilfælde som det foreliggende.

63.

Med det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 1370/2007 tillader, at de generelle regler om fastsættelse af maksimumstakster for andre passagerkategorier end de i denne bestemmelse omhandlede undtages fra denne forordnings anvendelsesområde ( 37 ).

64.

I henhold til artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 1370/2007 kan medlemsstaterne udelukke »generelle regler om økonomisk kompensation for offentlige serviceforpligtelser, der fastsætter maksimumstakster for elever, studerende, lærlinge og bevægelseshæmmede« fra forordningens anvendelsesområde.

65.

En sådan mulighed er betinget af, at medlemsstaten giver Kommissionen meddelelse om disse generelle regler, idet den giver »samtlige oplysninger om foranstaltningen og især de nærmere enkeltheder om beregningsmetoden«.

66.

Den tidligere regulering, som var indeholdt i forordning nr. 1191/69 ( 38 ), indeholdt også en lignende mulighed, der fandt anvendelse på virksomheder, hvis aktiviteter udelukkende omfattede transportydelser i byer, forstæder eller regioner, fra forordningens anvendelsesområde.

67.

Som i andre sager, som Domstolen allerede har behandlet ( 39 ), er betingelserne i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 1370/2007 heller ikke opfyldt i den foreliggende sag, som det fremgår af de oplysninger, der er indeholdt i forelæggelsesafgørelsen, og intervenienternes bemærkninger.

68.

På grundlag af disse oplysninger og bemærkninger er der intet, der tyder på, at Republikken Estland har tilkendegivet en vilje til at udelukke sine generelle regler (om maksimumstakster for visse personkategorier) fra forordning nr. 1370/2007, og denne medlemsstat har heller ikke anmeldt disse regler til Kommissionen.

69.

Under disse omstændigheder er det tredje præjudicielle spørgsmål snarere af hypotetisk karakter (og kan derfor ikke antages til realitetsbehandling), da tvisten ikke henhører under det tilfælde, der er forbundet med anvendelsen af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 1370/2007.

70.

Under alle omstændigheder giver muligheden for at udelukke disse generelle regler fra anvendelsen af forordning nr. 1370/2007 ikke medlemsstaterne mulighed for at se bort fra de krav, der følger af andre EU-retlige regler og principper. Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at uddybe dette punkt, da Republikken Estland, som jeg allerede har bemærket, ikke har gjort brug af denne mulighed.

71.

Det fjerde præjudicielle spørgsmål er forelagt for »det tilfælde, at forordning nr. 1370/2007 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag«. I dette tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om tildelingen af en kompensation kan støttes på en anden EU-retsakt, såsom chartret.

72.

Det er ikke nødvendigt at besvare dette spørgsmål, eftersom forordning nr. 1370/2007 finder anvendelse på tvisten og konkretiserer den ordning, der finder anvendelse på kompensationer, der er forbundet med offentlige serviceforpligtelser, som pålægges ved generelle regler.

73.

Det er således ikke nødvendigt at henvise til chartret for at sikre juridisk dækning for de i denne tvist omhandlede kompensationer.

74.

Chartret kunne anvendes som et fortolkningsinstrument, henset til den omstændighed, at ÜTS’ artikel 34, således som den estiske regering har medgivet, medfører en begrænsning af transportvirksomhedernes grundlæggende rettigheder. Denne regering har flere gange gentaget ( 40 ), at denne artikel ikke begrænser friheden til at oprette og drive egen virksomhed ( 41 ) og ejendomsretten uforholdsmæssigt, hvorved den har medgivet, at der foreligger en sådan begrænsning.

75.

Begrænsninger af de grundlæggende rettigheder kan foretages, hvis de er i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1 ( 42 ). For de sektorer, hvor Unionen udøver sine beføjelser, såsom personbefordring ad vej, fastsættes balancen mellem anerkendelsen af de grundlæggende rettigheder og de tilladte begrænsninger (baseret på legitime målsætninger af almen interesse) i medfør af denne artikel i chartret af EU-lovgiver ( 43 ).

76.

Med hensyn til kompensation for offentlige serviceforpligtelser i sektoren for personbefordring ad vej opnås denne balance med bestemmelserne i forordning nr. 1370/2007.

77.

Den forelæggende ret ønsker følgende oplyst: »Hvilke betingelser skal den kompensation, der eventuelt skal ydes til transportvirksomheden, opfylde for at overholde bestemmelserne om statsstøtte?«

78.

Således formuleret har spørgsmålet snarere karakter af en konsultation end et egentligt præjudicielt spørgsmål, der søger fortolkningen af specifikke EU-retlige bestemmelser, der har betydning for tvisten.

79.

Svaret må uundgåeligt være på samme abstraktionsniveau og begrænset til at bringe i erindring, at:

80.

Anvendelsen af disse kriterier på tvisten går ud over den opgave med at fortolke EU-retten, som artikel 267 TEUF pålægger Domstolen. Det tilkommer således den forelæggende ret at afgøre, om kompensationsbeløbet i den foreliggende sag skal beregnes på grundlag af tabt vinding, som transportvirksomheden måtte have lidt, beregnet på grundlag af grundtaksten for billetten eller på grundlag af andre parametre, som den finder passende. De bestemmelser i bilaget til forordning nr. 1370/2007, som den forelæggende ret har henvist til i den sidste del af forelæggelsesafgørelsen, giver den vejledning til denne opgave.

81.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer Tallinna Halduskohus (forvaltningsdomstolen i Tallinn, Estland) således: