–

NI, OJ og PK ved advokát P. Kerecman,

–

den slovakiske regering ved B. Ricziová, som befuldmægtiget,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Pavliš og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

Irland ved M. Browne, G. Hodge og T. Joyce, som befuldmægtigede, bistået af K. Binchy, BL,

–

Europa-Kommissionen ved A. Tokár og B.-R. Killmann, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EUT 2008, L 283, s. 36).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem NI, OJ og PK, dvs. arbejdstageren RL’s hustru og to børn, på den ene side og Sociálna poisťovňa (socialsikringskasse, Slovakiet) på den anden side vedrørende sidstnævntes afslag på at udbetale dem en godtgørelse for den ikke-økonomiske skade, de har lidt som følge af, at nævnte arbejdstager afgik ved døden efter en arbejdsulykke indtrådt den 16. oktober 2003.

3

Tredje betragtning til direktiv nr. 2008/94 har følgende ordlyd:

»Det er nødvendigt at fastsætte bestemmelser til beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens og for at sikre dem et minimum af beskyttelse, især for at sikre betalingen af deres tilgodehavender, under hensyntagen til kravet om en afbalanceret økonomisk og social udvikling i Fællesskabet. Med henblik herpå bør medlemsstaterne etablere en garantiinstitution, der sikrer arbejdstagerne betaling af løntilgodehavender.«

4

Fjerde betragtning til dette direktiv har følgende ordlyd:

»For at sikre en ligelig beskyttelse af de berørte arbejdstagere bør insolvens defineres i lyset af de lovgivningsmæssige tendenser i medlemsstaterne på dette område, så begrebet også kommer til at omfatte andre former for insolvensbehandling end likvidation. […]«

5

Det pågældende direktivs artikel 1, stk. 1, fastsætter:

»Dette direktiv finder anvendelse på tilgodehavender, som arbejdstagere i medfør af en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold har hos arbejdsgivere, der er insolvente i henhold til artikel 2, stk. 1.«

6

Samme direktivs artikel 2 har følgende ordlyd:

»1.   Med henblik på dette direktiv anses en arbejdsgiver for at være insolvent, når der med hjemmel i de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i en medlemsstat er indgivet begæring om indledning af kollektiv bobehandling som følge af arbejdsgiverens insolvens, som medfører, at arbejdsgiveren helt eller delvis mister rådigheden over sine aktiver, at der udpeges en kurator eller en person med en lignende funktion, og at den myndighed, som har kompetence i henhold til nævnte bestemmelser,

2.   Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes nationale retsregler for så vidt angår definitionen af udtrykkene […]»løn« […]

[…]

4.   Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne udvider beskyttelsen af arbejdstagerne til også at gælde i andre tilfælde af insolvens som f.eks. de facto-betalingsstandsning af permanent karakter, der fastslås ved andre bobehandlinger med hjemmel i national ret end de i stk. 1 omhandlede.

[…]«

7

Under direktivets kapitel II med overskriften »Bestemmelser vedrørende garantiinstitutionerne« bestemmer artikel 3 i direktiv 2008/94 som følger:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner sikrer arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, herunder fratrædelsesgodtgørelse ved ansættelsesforholds ophør, hvor der er hjemmel herfor i national ret, jf. dog artikel 4.

De tilgodehavender, garantiinstitutionen dækker, er ikke-udbetalt løn, der er optjent i en periode, der ligger inden og/eller eventuelt efter en dato, som medlemsstaterne har fastsat.«

8

I kapitel V i nævnte direktiv med overskriften »Almindelige og afsluttende bestemmelser« bestemmer artikel 11, stk. 1, som følger:

»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at anvende eller indføre administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne.«

9

§ 44a i zákon č. 274/1994 Z. z., o Sociálnej poisťovni (lov nr. 274/1994 om socialsikringskassen) i den affattelse, der var gældende indtil den 31. december 2003 (herefter »lov nr. 274/1994«), bestemte bl.a. vedrørende arbejdsgiverens lovpligtige ansvarsforsikring:

»1.   Ansvarsforsikringen begynder at løbe fra datoen for ansættelsen af den første arbejdstager og løber indtil udløbet af den periode, hvor arbejdsgiverens sidste arbejdstager er ansat.

2.   Arbejdsgiveren har, i tilfælde af indtræden af en skade, der udspringer af en forsikringsbegivenhed, ret til, at socialsikringskassen udbetaler erstatning for ham for personskade forvoldt ved en arbejdsulykke, der er indtrådt under erhvervsforsikringsperioden […]

3.   Ved »den forsikrede risiko« forstås en personskade eller et dødsfald som følge af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom.

4.   Såfremt en kompetent ret skal træffe afgørelse om erstatningen, anses den forsikrede risiko for at være realiseret på det tidspunkt, hvor afgørelsen om, at socialsikringskassen skal betale, er blevet endelig.«

10

Lovens § 44b, stk. 1 og 2, bestemte:

»[Socialsikringskassen] udbetaler den i § 44a, stk. 2, fastsatte erstatning til en ansat, der har lidt personskade som følge af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, i slovakiske koruna.

2.   Hvis arbejdsgiveren har ydet den i stk. 1 nævnte ansatte erstatning for den skade, der er omhandlet i § 44a, stk. 2, eller for en del heraf, har arbejdsgiveren krav på, at [socialsikringskassen] godtgør arbejdstageren den erstatning, som denne har betalt, svarende til det beløb, som han var forpligtet til at betale i erstatning til den ansatte.«

11

§ 21 i zákon č. 311/2001 Z. z., zákonník práce (lov nr. 311/2001 om arbejdsforhold) i den affattelse, der var gældende indtil den 31. december 2003 (herefter »lov om arbejdsforhold«), havde følgende ordlyd:

»1.   Med henblik på betaling af arbejdstagernes tilgodehavender, der hidrører fra et ansættelsesforhold, i tilfælde af insolvens anses arbejdsgiveren for at være insolvent, når, efter indgivelse af en konkursbegæring,

2.   Arbejdsgiverens insolvens begynder på datoen for den retsafgørelse, hvorved der afsiges konkursdekret, eller hvorved der gives afslag på konkursbegæringen med den begrundelse, at der ikke er tilstrækkelige aktiver.«

12

§ 22 i lov om arbejdsforhold bestemte som følger:

»1.   Såfremt en arbejdsgiver bliver insolvent i henhold til § 21 og ikke er i stand til at betale arbejdstagernes tilgodehavender, der hidrører fra et ansættelsesforhold, betaler garantifonden disse tilgodehavender i overensstemmelse med den særlovgivning, der finder anvendelse.

2.   De løntilgodehavender, der hidrører fra et ansættelsesforhold, og som betales af garantifonden […], er følgende

13

Nævnte lovs § 195 var affattet således:

»1.   Den arbejdsgiver, hos hvem arbejdstageren var ansat i et arbejdsforhold på tidspunktet for ulykken, er ansvarlig for skaden, hvis arbejdstageren under udøvelsen af sine funktioner eller med direkte tilknytning til disse har lidt en personskade som følge af en ulykke eller er død som følge af en ulykke (arbejdsulykke).

[…]

6.   Arbejdsgiveren er ansvarlig for skaden, selv om denne har overholdt de forpligtelser, der følger af særlovgivning og andre bestemmelser, der har til formål at sikre sikkerheden og beskyttelsen af sundheden under arbejdet […]«

14

Samme lovs § 204, stk. 1, bestemte vedrørende omfanget af den erstatning, der skal tilkendes inden for rammerne af arbejdsgiverens objektive ansvar i tilfælde af dødsfald som følge af en arbejdsulykke:

»Hvis en arbejdstager afgår ved døden som følge af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, skal arbejdsgiveren betale følgende:

15

§ 210 i lov om arbejdsforhold bestemte følgende:

»1.   En arbejdsgiver, som har mindst én ansat arbejdstager, er ansvarsforsikret ved skader som følge af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom.

2.   Arbejdsgiverens ansvarsforsikring ydes af socialsikringskassen i overensstemmelse med den gældende særlovgivning.«

16

Zákon č. 461/2003 Z. z. o sociálnom poistení v znení neskorších predpisov (lov nr. 461/2003 om socialsikring), med senere ændringer (herefter »lov nr. 461/2003«), havde til formål at gennemføre kravene fastlagt ved Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT 1980, L 283, s. 23), som ophævet og erstattet ved direktiv 2008/94, via ordningen for arbejdsgiverens subsidiære obligatoriske garanti i tilfælde af insolvens.

17

Siden den 1. januar 2004 har den subsidiære garanti i medfør af denne lovs § 2, litra d), været en socialforsikring, der dækker tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, og som har til formål at dække arbejdstagernes tilgodehavender ved udbetaling af ydelser i henhold til denne garanti.

18

Den nævnte lovs § 12 fastsætter det tidspunkt, hvorfra en arbejdsgiver anses for insolvent med hensyn til den subsidiære garanti.

I den affattelse, som gjaldt indtil den 31. juli 2006, bestemte loven som følger:

»1. Arbejdsgiveren er insolvent, hvis

2. Arbejdsgiveren anses for insolvent på datoen for rettens afsigelse af konkursdekret eller den dato, hvor der afsiges kendelse om afslag på konkursbegæringen med den begrundelse, at der ikke er tilstrækkelige aktiver.«

Denne bestemmelse bestemmer i dens affattelse af 1. januar 2012 som følger:

»1. Arbejdsgiveren er i henhold til den nævnte lov insolvent, hvis der indgives en konkursbegæring.

2. Arbejdsgiverens insolvens indtræder den dag, hvor konkursbegæringen meddeles den kompetente ret.

3. Hvis en ret ex officio indleder en insolvensbehandling i henhold til særlovgivningen, anses arbejdsgiveren for insolvent på den dato, hvor retten afsiger sin kendelse om indledning af insolvensbehandlingen.«

19

I henhold til § 3, stk. 2, tredje og fjerde afsnit, i zákon č. 7/2005 Z. z., o konkurze a reštrukturalizácii a o zmene a doplnení niektorých zákonov (lov nr. 7/2005 om konkurs og omstrukturering og om ændring af visse love, herefter »konkursloven«) er en fysisk person insolvent, hvis den pågældende ikke er i stand til at opfylde mindst én gældsforpligtelse i løbet af 180 dage efter betalingsfristens udløb. Såfremt et pengekrav, som kan gøres gældende over for en debitor, ikke kan inddrives ved en tvangsfuldbyrdelse, anses debitor for insolvent.

20

Den 16. oktober 2003 afgik RL, ægtefælle til NI og far til OJ og PK, ved døden som følge af en arbejdsulykke omfattet af sin arbejdsgivers erstatningsansvar.

21

Ved stævning indleveret til Okresný súd Košice II (kredsdomstolen i Košice II, Slovakiet) den 21. april 2004 anlagde sagsøgerne i hovedsagen, NI, OJ og PK, sag mod arbejdsgiveren med påstand om betaling af godtgørelse for ikke-økonomisk og økonomisk skade, som de mente at have lidt som følge af RL’s død.

22

Denne ret tilkendte dem efter to særskilte retssager i henholdsvis 2012 og 2016 en godtgørelse for ikke-økonomisk og økonomisk skade. Den første afgørelse blev stadfæstet efter appel i 2013.

23

Den godtgørelse for økonomisk skade, der blev tilkendt i 2016, blev for den pågældende arbejdsgivers regning udbetalt fuldt ud af socialsikringskassen inden for rammerne af arbejdsgiverens lovpligtige ansvarsforsikring for skader forvoldt ved arbejdsulykker.

24

Socialsikringskassen afviste imidlertid at udbetale den endeligt tilkendte godtgørelse for ikke-økonomisk skade med den begrundelse, at erstatning for skader forvoldt ved en arbejdsulykke ikke omfattede en godtgørelse for denne skade.

25

Tvangsfuldbyrdelsen udført af en privat foged over for arbejdsgiveren med henblik på at inddrive denne godtgørelse var forgæves på grund af arbejdsgiverens insolvens. Sagsøgerne har ikke modtaget nogen betaling, endsige delvis, af denne godtgørelse.

26

Sagsøgerne har herefter anlagt sag ved den forelæggende ret, Okresný súd Košice I (kredsdomstolen i Košice I, Slovakiet), mod socialsikringskassen med påstand om betaling af den nævnte godtgørelse.

27

Denne ret er i tvivl med hensyn til, hvilken fortolkning der skal anlægges af begrebet »insolvens« som omhandlet i direktiv 2008/94, og med hensyn til den restriktive fortolkning af begrebet »skade«, som socialsikringskassen har gjort gældende med henblik på at modsætte sig denne betaling.

28

Den forelæggende ret ønsker under henvisning til, at arbejdsgiverens lovpligtige forsikring for skader forvoldt ved en arbejdsulykke er en foranstaltning til beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, i denne forbindelse oplyst, om »en arbejdstagers løntilgodehavende« som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2008/94 kan omfatte en godtgørelse for ikke-økonomisk skade, der skal udbetales til nærtstående efterladte. Denne forsikring gør det muligt for de berettigede direkte at få udbetalt erstatning for den skade, der er en følge af arbejdsulykken, fra »en garantiinstitution«, i det foreliggende tilfælde socialsikringskassen, på vegne af den forsikrede arbejdsgiver.

29

Ifølge den forelæggende ret har en arbejdstager ved arbejdsgiverens insolvens i medfør af § 204, stk. 1, i lov om arbejdsforhold, sammenholdt med § 44a, stk. 2, i lov nr. 274/1994, krav på fra socialsikringskassen at få udbetalt erstatning for »personskade« som følge af en arbejdsulykke på arbejdsgiverens vegne. Hvis en arbejdstager afgår ved døden efter en sådan ulykke, sikrer disse bestemmelser ifølge den forelæggende ret ligeledes en direkte ret for de efterladte til erstatning for den skade, som de sidstnævnte har lidt som følge af denne ulykke.

30

Den forelæggende ret har derfor rejst spørgsmålet om, hvorvidt, henset til begrebet »skade« i § 44a, stk. 2, i lov nr. 274/1994, socialsikringskassens garantiforpligtelse med hensyn til at dække skade som følge af en arbejdsulykke også omfatter godtgørelse for ikke-økonomisk skade lidt af de efterladte.

31

Henset til, at arbejdsgivers insolvens inden for rammerne af direktiv 2008/94 er en forudgående betingelse for beskyttelsen af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler, har den forelæggende ret rejst spørgsmålet om rækkevidden af dette begreb.

32

Ifølge den forelæggende ret taler artikel 2 i direktiv 2008/94, læst i lyset af fjerde betragtning hertil, til fordel for en udvidende fortolkning af begrebet »insolvens« med henblik på at sikre en rimelig beskyttelse af det pågældende tilgodehavende. Den forelæggende ret er derfor i tvivl om, hvorvidt en situation som den i hovedsagen omhandlede kan være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at selv om der ikke formelt er indledt en konkursbehandling mod arbejdsgiveren i hovedsagen, fastsætter slovakisk ret, at en fysisk person i tilfælde af, at en fordring ikke kan inddrives i en fuldbyrdelsesprocedure, skal anses for at være insolvent.

33

På denne baggrund har Bratislava II (kredsdomstolen i Bratislava II) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

34

Den slovakiske regering har bestridt Domstolens tidsmæssige kompetence, idet den har gjort gældende, at den retspraksis, som den forelæggende ret har støttet sig på, navnlig dom af 14. juni 2007, Telefónica O2 Czech Republic (C-64/06, EU:C:2007:348), hvorefter Domstolen har kompetence, selv om de faktiske omstændigheder blev påbegyndt inden denne medlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union, men fortsatte i perioden efter denne tiltrædelse, og en konstituerende retsafgørelse blev vedtaget efter denne tiltrædelse, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

35

Dels opstod retten til godtgørelse for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgerne i hovedsagen havde lidt, nemlig på den dato, hvor den omhandlede arbejdsulykke indtraf, nemlig den 16. oktober 2003, dvs. inden Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Unionen den 1. maj 2004. Dels er de domme om tilkendelse af godtgørelse, der er afsagt i 2012 og 2013, i det foreliggende tilfælde deklaratoriske og ikke konstituerende. Disse afgørelser skaber således ikke et nyt retsforhold, men skaber alene en retlig beskyttelse af en rettighed, der allerede eksisterede før tiltrædelsen.

36

Selv om den forelæggende ret har støttet sig på § 44a, stk. 4, i lov nr. 274/1994 med henblik på at fastslå, at den forsikrede risiko anses for at være realiseret på tidspunktet for den endelige afgørelse, dvs. i 2013, henhører hverken retten til godtgørelse for ikke-økonomisk skade eller det krav, der er påberåbt i hovedsagen på grundlag af denne ret, under de bestemmelser, der regulerer ansvarsforsikring for skader forvoldt ved en arbejdsulykke, som den nævnte bestemmelse er en del af. Disse rettigheder henhører derimod under civillovbogen. Selv hvis dette ikke var tilfældet, skal det tilgodehavende, som følger af arbejdsulykkesforsikringen i medfør af den gældende nationale lovgivning under alle omstændigheder vurderes på grundlag af den lovgivning, der var gældende inden Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Unionen. Denne retlige ordning er stadig gældende.

37

I denne henseende må det konstateres, at det uafhængigt af karakteren af de retsafgørelser, der vedrører godtgørelsen for ikke-økonomisk skade, eller hvorvidt den ene eller den anden af de ovennævnte nationale lovgivninger finder anvendelse, fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at tvisten i hovedsagen udspringer dels af socialsikringskassens afslag på at betale den godtgørelse, der allerede er tildelt ved de nævnte retsafgørelser, dels af konstateringen af, at den afdøde arbejdstagers arbejdsgiver de facto er insolvent.

38

De faktiske omstændigheder, som tvisten i hovedsagen vedrører, ligger forud for datoen for Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union.

39

For så vidt som den nationale retsinstans for Domstolen har rejst spørgsmål om fortolkning af den EU-ret, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, træffer Domstolen afgørelse, uden principielt at skulle gøre sig overvejelser med hensyn til de omstændigheder, der har givet de nationale retsinstanser anledning til at forelægge Domstolen de pågældende spørgsmål, og hvorunder de vil anvende den EU-retlige bestemmelse, som de har anmodet Domstolen om at fortolke (dom af 22.12.2010, Bezpečnostní softwarová asociace, C-393/09, EU:C:2010:816, præmis 25).

40

Forholdet ville kun være et andet, såfremt enten den EU-retlige bestemmelse, der ønskes fortolket af Domstolen, ikke finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, hvilke omstændigheder er indtruffet forud for en ny medlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union, eller såfremt det er åbenbart, at den EU-retlige bestemmelse, som Domstolen anmodes om at fortolke, ikke kan finde anvendelse (dom af 22.12.2010, Bezpečnostní softwarová asociace, C-393/09, EU:C:2010:816, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

41

Dette er imidlertid ikke tilfældet i nærværende sag. Domstolen har følgelig, i modsætning til hvad den slovakiske regering har gjort gældende, kompetence til at fortolke de bestemmelser i direktiv 2008/94 som den forelæggende ret har henvist til. De forelagte spørgsmål skal herefter besvares.

42

Den slovakiske regering har rejst en formalitetsindsigelse mod det første spørgsmål. Den tvivl, som denne medlemsstat har givet udtryk for, vedrører i det væsentlige unøjagtigheden af den nationale retlige konstruktion, der ligger til grund for denne anmodning, samt den forelæggende rets tilsidesættelse af kravene i procesreglementets artikel 94, navnlig for så vidt som den ikke i anmodningen om præjudiciel afgørelse fuldstændigt angiver arten af det omtvistede tilgodehavende og de nationale bestemmelser, som finder anvendelse, og for så vidt som den ikke fastslår nogen forbindelse mellem fortolkningen af EU-retten og tvisten i hovedsagen.

43

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i medfør af artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 47).

44

Heraf følger, at selv om den slovakiske regerings bemærkninger med hensyn til unøjagtigheden af den nationale retlige konstruktion, der ligger til grund for de præjudicielle spørgsmål, måtte være relevante, er der en formodning for, at spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante (dom af 3.7.2019, UniCredit Leasing, C-242/18, EU:C:2019:558, præmis 46).

45

Domstolen har desuden gentagne gange fastslået, at det ikke inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse tilkommer den at udtale sig om fortolkningen af nationale bestemmelser og afgøre, hvorvidt den fortolkning, som den nationale ret har anlagt heraf, er korrekt, idet en sådan fortolkning således henhører under de nationale domstoles enekompetence (dom af 3.7.2019, UniCredit Leasing, C-242/18, EU:C:2019:558, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

46

Hvad for det andet angår den hævdede tilsidesættelse af procesreglementets artikel 94 må det konstateres, at anmodningen om præjudiciel afgørelse i det foreliggende tilfælde opfylder de kriterier, der er fastsat i denne artikel. Denne anmodning indeholder nemlig de nødvendige præciseringer for så vidt angår de relevante faktiske omstændigheder og genstanden for tvisten i hovedsagen, dvs. betaling af godtgørelse for den ikke-økonomiske skade, der er lidt som følge af en ansats død efter en arbejdsulykke. Den forelæggende ret har ligeledes henvist til indholdet af de nationale bestemmelser, som ifølge den forelæggende ret kan finde anvendelse i hovedsagen, nemlig lov om arbejdsforhold, lov nr. 274/1994 og konkursloven. Endelig har den forelæggende ret anført dels grundene til, at den finder, at der er tvivl om fortolkningen af direktiv 2008/94, dels den forbindelse, som den fastslår mellem direktivet og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

47

Det følger heraf, at anmodningen, herunder det første spørgsmål, kan antages til realitetsbehandling.

48

Eftersom den beskyttelse, som direktiv 2008/94 har til formål at give, forudsætter, at det fastslås, at arbejdsgiveren er insolvent som omhandlet i dette direktivs artikel 2, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 18.4.2013, Mustafa, C-247/12, EU:C:2013:256, præmis 30), skal det andet spørgsmål behandles først.

49

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94 skal fortolkes således, at en arbejdsgiver, som har været genstand for en anmodning om tvangsfuldbyrdelse af et krav om godtgørelse tilkendt i henhold til en retsafgørelse om godtgørelse, anses for »insolvent« også i den situation, hvor fordringen i tvangsfuldbyrdelsesproceduren anses for uerholdelig som følge af, at arbejdsgiveren de facto er insolvent.

50

Som Domstolen allerede har præciseret i dom af 18. april 2013, Mustafa (C-247/12, EU:C:2013:256, præmis 31 og 32), følger det af selve ordlyden af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94, at to betingelser skal være opfyldt, for at en arbejdsgiver kan anses for at være insolvent. Dels skal der være indgivet begæring om indledning af en kollektiv bobehandling som følge af arbejdsgiverens insolvens, dels skal der foreligge enten en afgørelse om at indlede bobehandlingen eller i tilfælde af, at der ikke er tilstrækkelige aktiver til at berettige indledning af bobehandlingen, en konstatering af, at virksomheden er lukket endeligt.

51

Hvad angår den første af disse betingelser skal det fastslås, at hverken indgivelsen af en begæring om indledning af en fuldbyrdelsesprocedure vedrørende en godtgørelse mod en arbejdsgiver, der er anerkendt ved en retsafgørelse, eller selve indledningen af en sådan procedure, opfylder kravet om, at der skal være indgivet begæring om indledning af en kollektiv bobehandling som følge af arbejdsgiverens insolvens.

52

En tvangsfuldbyrdelsesprocedure vedrørende en retsafgørelse, som anerkender en ret for en debitor som den i hovedsagen omhandlede, adskiller sig på flere punkter fra en kollektiv bobehandling som den, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94, navnlig hvad angår dels dens formål, idet den ikke omfatter den samlede fyldestgørelse af kreditorerne (jf. i denne retning dom af 10.7.1997,Bonifaci m.fl. og Berto m.fl., C-94/95 og C-95/95, EU:C:1997:348, præmis 34, og af 25.2.2016, Stroumpoulis m.fl., C-292/14, EU:C:2016:116, præmis 34), og dels konsekvenserne for den omhandlede kreditor, idet den hverken resulterer i, at en skyldner helt eller delvis mister rådigheden over sine aktiver, eller i, at der udpeges en kurator eller en person med en lignende funktion.

53

Eftersom det følger af ordlyden af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94, at de to betingelser, der er nævnt i denne doms præmis 50, skal være opfyldt kumulativt, er den omstændighed, at en fordring er blevet erklæret uigendrivelig på grund af arbejdsgiverens de facto-insolvens, når der ikke er indledt en kollektiv bobehandling som følge af arbejdsgiverens insolvens, følgelig ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde anvendelsen af nævnte direktiv på grundlag af denne bestemmelse.

54

Det skal imidlertid bemærkes, at artikel 2, stk. 4, første afsnit, i direktiv 2008/94 giver medlemsstaterne mulighed for at lovgive i medfør af EU-retten med henblik på at udvide den beskyttelse af arbejdstagere, som er fastsat ved dette direktiv, til at omfatte andre tilfælde af insolvens (jf. i denne retning dom af 10.7.2014, Julián Hernández m.fl., C-198/13, EU:C:2014:2055, præmis 44), som f.eks. en de facto-betalingsstandsning af permanent karakter, der fastslås ved andre bobehandlinger med hjemmel i national ret end de i artikel 2, stk. 1, omhandlede.

55

Det er således ikke udelukket, at en faktisk insolvens som den, der er konstateret i hovedsagen, og som den forelæggende ret har henvist til under henvisning til konkursloven, kan være omfattet af de tilfælde, der er omhandlet i artikel 2, stk. 4, første afsnit, i direktiv 2008/94.

56

Den slovakiske regering har anført, at der findes specifikke nationale bestemmelser, nemlig lov nr. 461/2003, som indeholder en selvstændig definition af insolvens med henblik på beskyttelsen af arbejdstagere som omhandlet i direktiv 2008/94. Denne lov, som netop har til formål at gennemføre dette direktiv, knytter beviset for betingelsen om arbejdsgiverens insolvens med henblik på den sociale beskyttelse, som dækker tilfældene af arbejdsgiverens insolvens, til udelukkende at omfatte den specifikke insolvensprocedure, der er fastsat i § 12.

57

Ifølge den slovakiske regering finder den nævnte lov anvendelse i alle de tilfælde, hvor insolvensen er indtrådt efter den 1. januar 2004, og skal anses for lex specialis i forhold til konkursloven, som den forelæggende ret har henvist til. Det er nemlig kun lov nr. 461/2003, der specifikt regulerer arbejdsgiverens insolvens, mens konkursloven, som den forelæggende ret har lagt til grund, generelt definerer insolvens med henblik på insolvensbehandlingen.

58

Det følger heraf, at konstateringen af en de facto-insolvens i henhold til konkursloven, som den forelæggende ret har henvist til, ikke i det foreliggende tilfælde er tilstrækkeligt til at godtgøre, at betingelsen om insolvens er opfyldt i henhold til gældende national ret.

59

Henset til kompetencefordelingen mellem Domstolen og de nationale retter som anført i nærværende doms præmis 44 og 45 tilkommer det imidlertid i det foreliggende tilfælde den nationale ret at vurdere dels, om den specifikke lovgivning, som den slovakiske regering har beskrevet i sit skriftlige indlæg, og som er sammenfattet i nærværende doms præmis 56-58, skal finde anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, dels om den slovakiske lovgiver har gjort brug af den mulighed, der er fastsat i artikel 2, stk. 4, i direktiv 2008/94, til at udvide den heri fastsatte beskyttelse til at omfatte andre tilfælde af insolvens end dem, som er konstateret i hovedsagen.

60

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/94 skal fortolkes således, at en arbejdsgiver ikke kan anses for »insolvent«, når denne har været genstand for en anmodning om tvangsfuldbyrdelse af et krav om godtgørelse tilkendt i henhold til en retsafgørelse, men hvor fordringen i tvangsfuldbyrdelsesproceduren er blevet anset for uigendrivelig som følge af, at arbejdsgiveren de facto er insolvent. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at efterprøve, om den pågældende medlemsstat i henhold til dette direktivs artikel 2, stk. 4, har besluttet at udvide den beskyttelse af arbejdstagere, som er fastsat i det nævnte direktiv, til at omfatte et sådant tilfælde af insolvens, der fastslås ved andre bobehandlinger med hjemmel i national ret end de i artikel 2, stk. 1, omhandlede.

61

Eftersom anvendeligheden af direktiv 2008/94 afhænger af, at det fastslås, at arbejdsgiveren er insolvent, besvarer Domstolen kun det første spørgsmål, såfremt den forelæggende ret har fastslået dels, at den slovakiske lovgiver har udvidet den beskyttelse af arbejdstagerne, der er fastsat i dette direktiv, til at omfatte andre tilfælde af insolvens, dels at de betingelser, der er fastsat i national ret i denne henseende, er opfyldt.

62

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1, og artikel 3 i direktiv 2008/94 skal fortolkes således, at en godtgørelse, som en arbejdsgiver skal udbetale til efterlevende for den ikke-økonomiske skade, som en arbejdstager har lidt som følge af en arbejdstagers død efter en arbejdsulykke, kan anses for at udgøre »[en arbejdstagers] tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler« som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1.

63

Det første spørgsmål vedrører således afgrænsningen af begrebet »[en arbejdstagers] tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler«, som er genstand for den betalingsforpligtelse, der er fastsat for garantiinstitutionerne i henhold til artikel 3 i direktiv 2008/94.

64

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at den sociale målsætning med det nævnte direktiv består i at sikre alle arbejdstagere en minimumsbeskyttelse på EU-plan i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens ved betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, og som vedrører løn for en bestemt periode (jf. dom af 25.7.2018, Guigo, C-338/17, EU:C:2018:605, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

65

I denne henseende følger det af artikel 1, stk. 1, sammenholdt med artikel 3 i direktiv 2008/94, og af Domstolens praksis vedrørende såvel dette direktiv som direktiv 80/987, der blev ophævet ved det nævnte direktiv, at arbejdstagernes tilgodehavender i medfør af en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold kun er omfattet, når disse tilgodehavender vedrører løn. Alle arbejdstagernes tilgodehavender i medfør af en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold er således ikke omfattet (jf. i denne retning dom af 16.12.2004, Olaso Valero, C-520/03, EU:C:2004:826, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.6.2018, Checa Honrado, C-57/17, EU:C:2018:512, præmis 28).

66

Medlemsstaterne er således forpligtet til inden for grænserne af et loft, som de har ret til at fastsætte for garantien for tilgodehavenderne, at sikre betalingen af hele det omhandlede tilgodehavende (jf. i denne retning dom af 2.3.2017, Eschenbrenner, C-496/15, EU:C:2017:152, præmis 53).

67

Selv om garantiinstitutionerne således skal dække de nævnte ubetalte fordringer, tilkommer det således national ret i medfør af artikel 2, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2008/94 at definere udtrykket »løn« (jf. i denne retning dom af 2.3.2017, Eschenbrenner, C-496/15, EU:C:2017:152, præmis 54) og således at præcisere, hvilke godtgørelser der er omfattet af anvendelsesområdet for dette direktivs artikel 3, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 28.6.2018, Checa Honrado, C 57/17, EU:C:2018:512, præmis 30).

68

Spørgsmålet om, hvorvidt en godtgørelse, som en arbejdsgiver skal udbetale til efterlevende som følge af en arbejdstagers død efter en arbejdsulykke, såsom den i hovedsagen omhandlede godtgørelse, er omfattet af begrebet »løn«, skal følgelig afgøres på grundlag af national ret, i det foreliggende tilfælde slovakisk ret. Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om dette reelt er tilfældet.

69

Det skal desuden bemærkes, at medlemsstaterne i medfør af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2008/94 kan anvende eller indføre bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne.

70

Der kan således tilbydes en udvidet beskyttelse ved at pålægge garantiinstitutionen at dække andre omkostninger end de lønmæssige omkostninger, der skal betales til arbejdstagerne.

71

Det fremgår af Domstolens praksis vedrørende udøvelsen af dens egne kompetencer, at disse nationale bestemmelser er reguleret ved national ret inden for de grænser, som følger af den minimumsbeskyttelse, som er sikret ved det pågældende direktiv (jf. i denne retning dom af 19.11.2019, TSN og AKT, C-609/17 og C-610/17, EU:C:2019:981, præmis 34 og 35, og af 4.6.2020, Fetico m.fl., C 588/18, EU:C:2020:420, præmis 31 og 32).

72

På baggrund heraf skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, og artikel 3 i direktiv 2008/94 skal fortolkes således, at en godtgørelse, som en arbejdsgiver skal udbetale til efterlevende for den ikke-økonomiske skade, disse har lidt som følge af en arbejdstagers død efter en arbejdsulykke, kun kan anses for at udgøre »en arbejdstagers tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler« som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, når den er omfattet af begrebet »løn« som præciseret i national ret, hvilket det tilkommer den nationale retsinstans at afgøre.

73

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret: