–

XD ved advocaten D. Bektesevic og T. E. Korff,

–

Openbaar Ministerie ved K. van der Schaft og N. Bakkenes,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede,

–

Irland ved G. Hodge og M. Browne, som befuldmægtigede, bistået af R. Kennedy, SC,

–

den spanske regering ved L. Aguilera Ruiz, som befuldmægtiget,

–

den franske regering ved A. Daniel og A.-L. Desjonquères, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato L. Fiandaca,

–

den finske regering ved M. Pere, som befuldmægtiget,

–

den svenske regering ved A. Falk, C. Meyer-Seitz, H. Shev, J. Lundberg og H. Eklinder, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og R. Troosters, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).

2

Denne anmodning er fremsat i forbindelse med fuldbyrdelsen i Nederlandene af en europæisk arrestordre udstedt den 27. maj 2019 af Åklagarmyndigheten (anklagemyndigheden, Sverige) med henblik på strafferetlig forfølgning af XD.

3

Femte, sjette, tiende og tolvte betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

4

Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«

5

I rammeafgørelsens artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde for den europæiske arrestordre« bestemmes følgende i stk. 1:

»En europæisk arrestordre kan udstedes for forhold, der efter den udstedende medlemsstats lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tolv måneder eller, når der er idømt en straf eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning, for straffe af en varighed på mindst fire måneder.«

6

Rammeafgørelsens artikel 6 med overskriften »Fastlæggelse af kompetente judicielle myndigheder« har følgende ordlyd:

»1.   Den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.

2.   Den fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at fuldbyrde en europæisk arrestordre.

3.   Hver medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet om, hvilken judiciel myndighed der er kompetent efter dens nationale lovgivning.«

7

Kapitel 24 i rättegångsbalken (retsplejeloven, herefter »RB«) indeholder bestemmelser om varetægtsfængsling.

8

Det fremgår af § 13 i dette kapitel, at der, når en anklagemyndighed fremsætter en anmodning om varetægtsfængsling, afholdes et retsmøde, hvor der tages stilling til anmodningen, og den formodede gerningsmand og dennes forsvarer indkaldes til dette retsmøde.

9

Det fremgår af § 17, stk. 2, i dette kapitel, at retten kan idømme varetægtsfængsling, selv om den formodede gerningsmand ikke er til stede.

10

Det fremgår af § 20, første afsnit, nr. 2, i RB’s kapitel 24, at retten øjeblikkeligt bringer varetægtsfængslingen til ophør, hvis denne foranstaltning ikke længere er berettiget. I henhold til § 20, andet afsnit, i dette kapitel er anklagemyndigheden under hele varetægtsfængslingen forpligtet til at undersøge, om denne foranstaltning er forholdsmæssig, og den kan uden videre bringe varetægtsfængslingen til ophør, så længe der ikke er rejst tiltale.

11

I henhold til § 1 i RB’s kapitel 52 kan der uden tidsmæssig begrænsning iværksættes appel af afgørelsen om varetægtsfængsling, der er truffet i første instans. Appelafgørelsen kan uden tidsmæssig begrænsning forelægges for Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige) i henhold til § 1 i RB’s kapitel 56.

12

Med förordning (2003:1178) om överlämnande till Sverige enligt en europeisk arresteringsorder (forordning (2003:1178) om overgivelse [af en person] til Sverige på grundlag af en europæisk arrestordre) (SFS 2003, nr. 1178) gennemførtes rammeafgørelse 2002/584 i svensk ret.

13

Det fremgår af § 2 i forordning (2003:1178), at anklagemyndigheden udsteder en europæisk arrestordre med henblik enten på strafferetlig forfølgning, straffuldbyrdelse eller en frihedsberøvende foranstaltning.

14

En europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning kan i henhold til forordningens § 3 udstedes, når der er truffet en afgørelse om varetægtsfængsling af den eftersøgte person med den begrundelse, at der foreligger styrket mistanke om, at den pågældende er gerningsmand til en strafbar handling, der kan straffes med en frihedsstraf på et år eller derover.

15

I henhold til nævnte forordnings § 5, stk. 1, kan anklagemyndigheden først udstede en europæisk arrestordre, når der er foretaget en vurdering af, om den skade, som den kan forvolde for den pågældende, fristerne og de sagsomkostninger, som det vil medføre, er berettigede, henset til arten og alvoren af den strafbare handling og andre omstændigheder.

16

Den 27. maj 2019 udstedte den svenske anklagemyndighed en europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning af XD, som er mistænkt for som en del af en kriminel organisation at have deltaget i overtrædelser af narkotikalovgivningen i flere medlemsstater, herunder Sverige.

17

Den pågældende europæiske arrestordre blev udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en afgørelse om varetægtsfængsling, som blev truffet samme dag af Göteborgs Tingsrätt (byretten i Göteborg, Sverige).

18

Dagen efter, den 28. maj 2019, blev XD anholdt i Nederlandene på grundlag af den europæiske arrestordre.

19

Den følgende dag, den 29. maj 2019, indbragte Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden, Nederlandene) i medfør af artikel 23 i Overleveringswet (lov om overgivelse) af 29. april 2004 i den udgave, der finder anvendelse på hovedsagen, sagen for rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) med henblik på prøvelse af nævnte europæiske arrestordre.

20

For det første har den forelæggende ret anført, at det fremgår af de oplysninger, som de svenske myndigheder har fremlagt i hovedsagen, at anklagerne i Sverige deltager i forvaltningen af retsplejen og handler uafhængigt uden at løbe nogen risiko for at modtage direkte eller indirekte individuelle ordrer eller instruktioner fra den udøvende magt.

21

For det andet har den forelæggende ret bemærket, at selv om den svenske lovgivning om den europæiske arrestordre ikke indeholder nogen mulighed for at anlægge sag til prøvelse af afgørelsen om at udstede en sådan arrestordre, kan det af de af de svenske myndigheder fremsendte oplysninger udledes, at spørgsmålet om, hvorvidt den europæiske arrestordre er forholdsmæssig, undersøges i forbindelse med afgørelsen om varetægtsfængsling, der går forud for den europæiske arrestordre.

22

Desuden vedrørte forhandlingerne i det retsmøde om anholdelse af XD, der blev afholdt for Göteborgs Tingsrätt (byretten i Göteborg) i den foreliggende sag også udstedelsen af en europæisk arrestordre med henblik på overgivelse af XD til de svenske myndigheder. Denne ret undersøgte således, om udstedelsen af en europæisk arrestordre var forholdsmæssig, da den traf afgørelse om varetægtsfængsling af XD.

23

Henset til disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret oplyst, om rettens bedømmelse i forbindelse med den nationale retsafgørelse forud for anklagemyndighedens afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre, der navnlig vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt udstedelse af en sådan arrestordre var forholdsmæssig, i det væsentlige er i overensstemmelse med kravene i præmis 75 i dom af 27. maj 2019OG og PI (anklagemyndighederne i Lübeck og i Zwickau) (C-508/18 og C-82/19 PPU, EU:C:2019:456), hvorefter anklagemyndighedens afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre skal kunne undergives en domstolsprøvelse, der fuldt ud overholder de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse.

24

Den forelæggende ret har i denne henseende fremhævet, at selv om den nationale og den europæiske arrestordre i den foreliggende sag blev udstedt den samme dag, kan det ikke udelukkes, at der mellem tidspunktet for vedtagelse af en national retsafgørelse og vurderingen af, om udstedelsen af en europæisk arrestordre er forholdsmæssig, på den ene side og tidspunktet for udstedelse af den europæiske arrestordre på den anden side, går en vis periode, i hvilken der opstår nye faktiske omstændigheder, som har indflydelse på udstedelsen af den pågældende europæiske arrestordre. I en sådan situation kan rettens bedømmelse forud for den faktiske udstedelse af den europæiske arrestordre ikke yde en effektiv domstolsbeskyttelse mod det uforholdsmæssige i udstedelsen af en sådan arrestordre.

25

På denne baggrund har rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan en anklagemyndighed, som deltager i forvaltningen af retsplejen i den udstedende medlemsstat, som handler uafhængigt ved udøvelsen af sine opgaver i direkte forbindelse med udstedelsen af en europæisk arrestordre, og som har udstedt en europæisk arrestordre, anses for udstedende judiciel myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, når en dommer i den udstedende medlemsstat har prøvet betingelserne for at udstede en europæisk arrestordre og navnlig dennes forholdsmæssighed forud for denne anklagemyndigheds faktiske afgørelse om at udstede den europæiske arrestordre?«

26

Den 17. september 2019 har Domstolen (Første Afdeling) på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at undergive forelæggelserne i sag C-625/19 PPU den præjudicielle hasteprocedure.

27

Efter at have anført, at den præjudicielle forelæggelse vedrørte fortolkningen af rammeafgørelse 2002/584, der henhører under afsnit V i EUF-traktatens tredje del om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og dermed kunne undergives den i artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 107 i Domstolens procesreglement omhandlede præjudicielle hasteprocedure, således som den forelæggende ret havde anmodet om, har Domstolen (Første Afdeling) lagt til grund, at XD har været varetægtsfængslet med henblik på udlevering siden den 28. maj 2019, mens han afventer en afgørelse vedrørende fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udstedt mod ham, og at hans fortsatte tilbageholdelse afhænger af løsningen af tvisten i hovedsagen.

28

Indledningsvis skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det tilkommer Domstolen inden for rammerne af den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (dom af 4.9.2014, eco cosmetics og Raiffeisenbank St. Georgen, C-119/13 og C-120/13, EU:C:2014:2144, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

29

I den foreliggende sag synes den forelæggende ret med sit præjudicielle spørgsmål at gå ud fra den præmis, at en udstedende judiciel myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 navnlig er underlagt et krav om, at der skal foretages en domstolskontrol af afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre.

30

En domstolskontrol af afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre, som er truffet af en anden myndighed end en domstol, er imidlertid ikke en betingelse for, at denne myndighed kan betegnes som en udstedende judiciel myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584. Et sådant krav er ikke omfattet af den pågældende myndigheds vedtægtsmæssige og organisatoriske regler, men vedrører proceduren for udstedelse af en sådan arrestordre (dom af dags dato, JR og YC, C-566/19 PPU og C-626/19 PPU, præmis 48).

31

Denne fortolkning understøttes af dom af 27. maj 2019, PF (Litauens øverste anklager) (C-509/18, EU:C:2019:457), i hvilken Domstolen fastslog, at en medlemsstats øverste anklager, der samtidig med at være strukturelt uafhængig af den dømmende magt har kompetence til at retsforfølge strafferetlige overtrædelser, og hvis retlige stilling i denne medlemsstat giver ham en garanti for uafhængighed i forhold til den udøvende magt i forbindelse med udstedelsen af en europæisk arrestordre, skal betegnes som en udstedende judiciel myndighed i henhold til rammeafgørelse 2002/584, og overlod det til den forelæggende ret at efterprøve, om denne anklagers afgørelser om at udstede en europæisk arrestordre kan gøres til genstand for en domstolsprøvelse, der fuldt ud overholder de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse.

32

Under disse omstændigheder må den forelæggende ret anses for med sit spørgsmål nærmere bestemt at ønske oplyst, om rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse, i tilfælde, hvor kompetencen til at udstede en europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning er indrømmet en myndighed, som, selv om den deltager i forvaltningen af medlemsstatens retspleje, ikke selv er en domstol, er opfyldt, hvis en domstol, inden den pågældende myndighed rent faktisk har truffet afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre, har vurderet betingelserne for udstedelse af denne, og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt den er forholdsmæssig.

33

I denne henseende skal det indledningsvis nævnes, at både princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse, der selv hviler på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. Mere specifikt pålægger princippet om gensidig tillid, bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder (dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

34

Det skal ligeledes bemærkes, at rammeafgørelse 2002/584, som det fremgår af sjette betragtning hertil, udgør den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser, der er sikret ved artikel 82, stk. 1, TEUF der har erstattet artikel 31 EU, som rammeafgørelsen er baseret på. Siden har det retlige samarbejde i straffesager gradvist fået retlige instrumenter, hvis koordinerede anvendelse skal styrke medlemsstaternes tillid til hinandens respektive nationale retsordener med henblik på at sikre anerkendelse og fuldbyrdelse i Unionen af domme på det strafferetlige område og dermed undgå enhver straffrihed for lovovertrædere.

35

Princippet om gensidig anerkendelse, der ligger til grund for opbygningen af rammeafgørelse 2002/584, indebærer i medfør af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, at medlemsstaterne i princippet har pligt til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre (dom af 16.11.2010, Mantello, C-261/09, EU:C:2010:683, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

36

I henhold til bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584 kan medlemsstaterne kun nægte at fuldbyrde en sådan arrestordre, såfremt der enten foreligger en af de i rammeafgørelsens artikel 3 omhandlede obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse, eller såfremt der foreligger en af de i rammeafgørelsens artikel 4 og 4a omhandlede fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse. Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan desuden kun underkaste fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordr e de betingelser, der er fastsat i nævnte rammeafgørelses artikel 5 (dom af 29.1.2013, Radu, C-396/11, EU:C:2013:39, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

37

Det skal ligeledes bemærkes, at effektiviteten og den korrekte funktion af den forenklede ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for at have overtrådt straffelovgivningen, der blev indført ved rammeafgørelse 2002/584, afhænger af overholdelsen af visse krav, der er opstillet i denne rammeafgørelse, og hvis rækkevidde er præciseret i Domstolens praksis.

38

I denne henseende fremgår det af denne retspraksis, at ordningen med den europæiske arrestordre indeholder en beskyttelse på to niveauer af de processuelle rettigheder og de grundlæggende rettigheder, som den eftersøgte person har krav på, da den retslige beskyttelse, der er fastlagt på det første niveau med vedtagelsen af en national afgørelse, såsom den nationale arrestordre, suppleres af beskyttelsen, der skal sikres på det andet niveau med udstedelsen af den europæiske arrestordre, der i givet fald kan ske kort tid efter vedtagelsen af den nævnte nationale retsafgørelse (dom af 27.5.2019, OG og PI (anklagemyndighederne i Lübeck og i Zwickau), C-508/18 og C-82/19 PPU, EU:C:2019:456, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

39

Når der således er tale om en foranstaltning, der ligesom udstedelsen af en europæisk arrestordre kan gøre indgreb i den berørte persons frihedsret, forudsætter denne beskyttelse, at en afgørelse, der opfylder de krav, som en effektiv domstolsbeskyttelse indebærer, skal træffes i hvert fald på et af de to beskyttelsesniveauer (dom af 27.5.2019, OG og PI (anklagemyndighederne i Lübeck og i Zwickau), C-508/18 og C-82/19 PPU, EU:C:2019:456, præmis 68).

40

Beskyttelse af den berørte persons rettigheder på andet niveau indebærer navnlig, at den udstedende judicielle myndighed kontrollerer, at betingelserne for udstedelsen af den europæiske arrestordre er overholdt, og idet den tager hensyn til al dokumentation, såvel inkriminerende som diskulperende, og uden at denne risikerer, at dens beslutningsbeføjelse rammes af ekstern instruktion, bl.a. fra den udøvende magt, på objektiv vis undersøger, om udstedelsen heraf er forholdsmæssig (jf. i denne retning dom af 27.5.2019, OG og PI (anklagemyndighederne i Lübeck og i Zwickau), C-508/18 og C-82/19 PPU, EU:C:2019:456, præmis 71 og 73).

41

Når den udstedende medlemsstats ret endvidere tillægger en myndighed, der deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke selv er en domstol, kompetencen til at udstede en europæisk arrestordre, skal afgørelsen om at udstede en sådan arrestordre og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt denne afgørelse er forholdsmæssig, desuden kunne prøves under en retssag i den pågældende medlemsstat, der fuldt ud overholder de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse (dom af 27.5.2019, OG og PI (anklagemyndighederne i Lübeck og i Zwickau), C-508/18 og C-82/19 PPU, EU:C:2019:456, præmis 75).

42

En sådan prøvelse af en afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning, der er truffet af en myndighed, som deltager i forvaltningen af en medlemsstats retspleje og har den fornødne uafhængighed i forhold til den udøvende magt, men ikke selv er en domstol, skal sikre, at kontrollen med denne afgørelse og af betingelserne for udstedelse af en sådan arrestordre er overholdt, og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt udstedelsen heraf er forholdsmæssig, overholder de krav, der følger af en effektiv domstolsbeskyttelse.

43

Det påhviler derfor medlemsstaterne at sørge for, at deres retsordener på effektiv vis sikrer det domstolsbeskyttelsesniveau, der kræves ved rammeafgørelse 2002/584 således som fortolket i Domstolens praksis, ved hjælp af de retsmidler, som de gennemfører, og som kan være forskellige fra den ene ordning til den anden.

44

Navnlig er indførelsen af en ret til at få prøvet afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre, der er truffet af en anden judiciel myndighed end en domstol, blot en mulighed i denne henseende.

45

Rammeafgørelse 2002/584 er således ikke til hinder for, at en medlemsstat anvender sine procedureregler i tilknytning til udstedelse af en europæisk arrestordre, for så vidt som anvendelsen af rammeafgørelsen og de krav, der følger af denne, ikke hindres (jf. i denne retning dom af 30.5.2013, F, C-168/13 PPU, EU:C:2013:358, præmis 53).

46

I den foreliggende sag er udstedelsen af en europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning, som det fremgår af sagsakterne for Domstolen, i den svenske retsorden nødvendigvis er baseret på en afgørelse om varetægtsfængsling af den pågældende person, som træffes af en domstol.

47

Den forelæggende ret har desuden præciseret, at det fremgår af de af de svenske myndigheder fremsendte oplysninger, at det med henblik på at godtgøre nødvendigheden af en afgørelse om varetægtsfængsling, påhviler den kompetente domstol ligeledes at vurdere, om andre mulige foranstaltninger, som f.eks. udstedelse af en europæisk arrestordre, er forholdsmæssige.

48

Ifølge den svenske regering skal denne domstol, når den undersøger behovet for en afgørelse om varetægtsfængsling af en person, som er mistænkt for at have overtrådt straffelovgivningen, desuden altid vurdere, om en sådan foranstaltning er forholdsmæssig. Hvis en person, der er mistænkt for at have overtrådt straffelovgivningen, er på flugt eller ikke er bosiddende i den udstedende medlemsstat, anmoder anklagemyndigheden kun en domstol om at udstede en arrestordre mod denne person, såfremt det er nødvendigt at udstede en europæisk arrestordre. Den undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt en foranstaltning er forholdsmæssig, som denne domstol skal foretage i forbindelse med vurderingen af behovet for en afgørelse om varetægtsfængsling, vedrører derfor ligeledes udstedelsen af en europæisk arrestordre.

49

Dette synes at have været tilfældet i hovedsagen, for som det fremgår af den præjudicielle forelæggelse vedrørte forhandlingerne i retsmøderne om tilbageholdelse af XD ved de svenske domstole ligeledes behovet for at udstede en europæisk arrestordre med henblik på at få den eftersøgte person overgivet til de svenske myndigheder.

50

Den svenske regering har i sine skriftlige indlæg og i retsmødet for Domstolen desuden oplyst, at en person, der eftersøges på grundlag af en europæisk arrestordre, har ret til at iværksætte appel af afgørelsen om varetægtsfængsling uden tidsmæssig begrænsning, selv efter udstedelsen af den europæiske arrestordre og efter den pågældendes pågribelse i den fuldbyrdende medlemsstat. Hvis den appellerede afgørelse om varetægtsfængsling ophæves, bliver den europæiske arrestordre automatisk ugyldig, idet udstedelsen af denne er baseret på denne afgørelse.

51

Sluttelig har den svenske regering oplyst, at enhver højere retsinstans, for hvilken der iværksættes appel af en afgørelse om varetægtsfængsling, ligeledes foretager en vurdering af, om udstedelsen af den europæiske arrestordre er forholdsmæssig.

52

Den omstændighed, at der i den svenske retsorden findes sådanne procedureregler, gør det muligt at konstatere, at selv om anklagemyndighedens afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre ikke kan prøves under en særskilt retssag, kan betingelserne for udstedelse af denne, og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt den er forholdsmæssig, gøres til genstand for domstolskontrol i den udstedende medlemsstat, forud for eller samtidig med vedtagelsen af denne, men også på et senere tidspunkt.

53

En sådan ordning opfylder således kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse.

54

Som nævnt i nærværende doms præmis 34 indgår rammeafgørelse 2002/584 desuden i en generel ordning for garantier for en effektiv domstolsbeskyttelse, der findes i andre EU-retlige forskrifter, der er vedtaget på området for retligt samarbejde i straffesager, og som bidrager til at gøre det lettere for en person, der er eftersøgt på grundlag af en europæisk arrestordre, at udøve sine rettigheder, endog før denne overgives til den udstedende medlemsstat.

55

Ifølge artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen (EUT 2013, L 294, s. 1) underretter den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat navnlig uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen eftersøgte personer om, at de har ret til at udpege en advokat i den udstedende medlemsstat.

56

Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse af en person, mod hvem der er udstedt en europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning, er opfyldt, når betingelserne for udstedelse af denne arrestordre og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt denne afgørelse er forholdsmæssig, i henhold til den udstedende medlemsstats lovgivning er undergivet domstolsprøvelse i denne medlemsstat.

57

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse af en person, mod hvem der er udstedt en europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning, er opfyldt, når betingelserne for udstedelse af denne arrestordre og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt denne afgørelse er forholdsmæssig, i henhold til den udstedende medlemsstats lovgivning er undergivet domstolsprøvelse i denne medlemsstat.