1.

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol) har forelagt Domstolen en række præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af forordning (EU) nr. 650/2012 ( 2 ). Den forelæggende ret anser dem for at være nødvendige for at træffe afgørelse i en sag anlagt til prøvelse af en litauisk notars afvisning af at efterkomme en anmodning om indledning af en arvesag og udstedelse af et nationalt arvebevis.

2.

Tvisten er opstået i en arvesag vedrørende en litauisk statsborger, som var bosiddende i Tyskland ( 3 ) og havde oprettet et testamente i Litauen, og hvis efterladte ejendele befinder sig i sidstnævnte land. Den pågældendes søn, som er litauisk statsborger, anmodede en notar i Kaunas (Litauen) om arvefald og udstedelse af et arvebevis, hvilke anmodninger notaren afviste med henvisning til, at den afdøde havde sædvanligt opholdssted i Tyskland.

3.

Som Domstolen har anmodet om, begrænser dette forslag til afgørelse sig til behandlingen af det fjerde, det femte og det sjette præjudicielle spørgsmål. I forbindelse med behandlingen af disse er jeg nødt til indirekte at henvise til indholdet af nogle af de øvrige spørgsmål.

4.

Følgende betragtninger er relevante:

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]

5.

I henhold til artikel 3, stk. 1, forstås der ved:

[…]

6.

Det bestemmes i artikel 3, stk. 2:

»I denne forordning omfatter begrebet »ret« enhver judiciel myndighed og alle andre myndigheder og juridiske aktører med kompetence i arvesager, som udøver en retslig funktion eller handler i henhold til en judiciel myndigheds delegation af beføjelser eller handler under en judiciel myndigheds kontrol, såfremt sådanne andre myndigheder eller juridiske aktører giver garantier med hensyn til upartiskhed og parternes ret til at blive hørt, og såfremt deres retsafgørelser i henhold til loven i den medlemsstat, hvor de har deres virke:

[…]«

7.

Artikel 4 har følgende ordlyd:

»Retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven.«

8.

Artikel 5 bestemmer:

»1.   Når den lov, som den afdøde har valgt til at finde anvendelse på arven efter sig i henhold til artikel 22, er en medlemsstats lov, kan de berørte parter aftale, at en ret eller retterne i denne medlemsstat, skal have enekompetence til at træffe afgørelse om ethvert arvespørgsmål.

2.   En sådan aftale om værneting skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af de berørte parter. […]«

9.

Af artikel 7 fremgår følgende:

»Retterne i den medlemsstat, hvis lov var valgt af den afdøde i medfør af artikel 22, er kompetente til at træffe afgørelse i arvesagen, hvis:

[…]

10.

Det bestemmes i artikel 9, stk. 1:

»Når det under en retssag ved retten i en medlemsstat, der udøver sin kompetence i medfør af artikel 7, viser sig, at ikke alle parter i sagen var part i aftalen om værneting, udøver retten fortsat sin kompetence, hvis de parter i sagen, der ikke var part i aftalen, giver møde i retten uden at bestride dens kompetence.«

11.

Artikel 22 foreskriver:

»1.   En person kan vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.

[…]

2.   Lovvalget skal være udtrykkeligt og indeholdt i en erklæring i form af en dødsdisposition eller fremgå af en sådan dispositions bestemmelser.

[…]«

12.

Artikel 59, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Et officielt bekræftet dokument, der er oprettet i en medlemsstat, har samme beviskraft i en anden medlemsstat, som det har i domsstaten, eller de mest sammenlignelige virkninger, forudsat at dette ikke klart strider mod de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den pågældende medlemsstat.

[…]«

13.

Artikel 83, stk. 2 og 4, er affattet således:

»2.   Når afdøde før datoen for denne forordnings anvendelse har valgt 17. august 2015, hvilken lov der skal finde anvendelse på arven, er dette valg gyldigt, hvis det opfylder betingelserne i kapitel III, eller hvis det er gyldigt i henhold til de internationalprivatretlige regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor valget blev truffet, i den stat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted, eller i en hvilken som helst af de stater, hvor den pågældende var statsborger.

[…]

4.   Er en dødsdisposition truffet før 17. august 2015 i overensstemmelse med den lov, som den afdøde kunne have valgt i henhold til denne forordning, betragtes denne lov som valgt til at være den lov, der finder anvendelse på arven.«

14.

Artikel 5, stk. 4, bestemmer:

»1.   Stedet for arvefaldet anses for at være arveladers eller testators sidste bopæl (denne lovbogs artikel 2.12).

[…]

4.   I tilfælde af tvist kan stedet for arvefaldet efter anmodning fra de berettigede parter fastlægges af retten, der tager hensyn til alle omstændighederne.«

15.

Artikel 5, stk. 66, fastsætter:

»1.   De arvinger, der arver efter loven eller ifølge testamente, kan indgive en anmodning om udstedelse af et arvebevis til notaren på stedet for arvefaldet […]«

16.

Artikel 1 bestemmer:

»Notarinstitutionen omfatter alle notarer, der i henhold til denne lov har ret til juridisk at fastslå naturlige og juridiske personers uomtvistede subjektive rettigheder og de faktiske retsforhold vedrørende disse personer og til at sikre, at disse personers og statens retlige interesser beskyttes.«

17.

Artikel 26 fastsætter:

»Notarer udfører følgende notarialforretninger:

[…]

[…]

Det anerkendes, at de faktiske forhold, der er opregnet i notarbekræftede dokumenter, er fastslåede og ikke kræver dokumentation, så længe dokumenterne (eller dele heraf) ikke er blevet erklæret ugyldige i henhold til en lovbestemt procedure.«

18.

Artikel 444, stk. 2, bestemmer:

»Retten undersøger sager:

[…]

19.

Det bestemmes i artikel 511, stk. 1:

»En udført notarialforretning eller en afvisning af at udføre en notarialforretning kan anfægtes i overensstemmelse med den i dette kapitel fastlagte procedure.«

20.

E. E. er en litauisk statsborger, hvis moder indgik ægteskab med K.-D. E., en tysk statsborger. Moder og barn (som var fra et tidligere ægteskab) flyttede til Tyskland, mens sidstnævnte var mindreårig.

21.

Den 4. juli 2013 oprettede E. E.’s moder et testamente for notaren i Garliava (Litauen), hvorved sidstnævnte blev enearving til hele moderens formue ( 4 ).

22.

Den 17. juli 2017 kontaktede E. E. 4. notarkontor i Kaunas med anmodning om indledning af en arvesag og udstedelse af et arvebevis ( 5 ).

23.

Notaren afviste E. E.’s anmodning, idet notaren var af den opfattelse, at den afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet i forordningens forstand var i Tyskland.

24.

E. E. anlagde sag til prøvelse af notarens afvisning ved Kauno apylinkės teismas (distriktsdomstolen i Kaunas). Den 29. januar 2018 fastslog denne ret, at selv om E. E.’s moder havde erklæret, at hun var udrejst til Tyskland, havde hun ikke afskåret sin forbindelse til Litauen. Af denne grund og af hensyn til princippet om rimelighed og princippet om god tro gav retten E. E. medhold, annullerede notarens afgørelse og pålagde notaren at udføre notarialforretningen.

25.

Notaren iværksatte appel til prøvelse af afgørelsen i første instans ved Kauno apygardos teismas (den regionale domstol i Kaunas, Litauen), som ved dom af 26. april 2018 ophævede afgørelsen. Appelretten fastslog, at det i en sag, hvor en afdød persons sædvanlige opholdssted var omtvistet, kun var en ret, der retligt kunne fastslå, om det kunne anerkendes, at afdøde havde sædvanligt opholdssted i sin domsstat, og at der i den foreliggende sag ikke var oplysninger, der indikerede, at appellanten havde indbragt dette spørgsmål for en ret. Appelretten fastslog desuden, at førsteinstansretten i urimelig grad havde lagt generelle principper til grund, da den annullerede notarens anfægtede afgørelse.

26.

E. E. iværksatte derefter kassationsanke til prøvelse af appelrettens dom ved Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol), som har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

27.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 4. februar 2019. Den spanske, den tjekkiske, den litauiske, den ungarske, og den østrigske regering samt Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg.

28.

Der blev afholdt et retsmøde den 16. januar 2020 med deltagelse af repræsentanter for den spanske og den litauiske regering og repræsentanter for Kommissionen.

29.

Jeg vil først behandle det (femte) spørgsmål om muligheden for, at en afdød persons sædvanlige opholdssted kan befinde sig i flere medlemsstater. For at besvare dette spørgsmål må jeg nødvendigvis undersøge, om forordningen finder anvendelse på sagen.

30.

For det andet vil jeg behandle det (fjerde) spørgsmål om arvebeviset, hvilket indebærer en undersøgelse af kvalificeringen af den notar, der udsteder det, som judiciel myndighed.

31.

Jeg vil endelig besvare det sidste (sjette) spørgsmål om de litauiske retters kompetence og om anvendelsen af dette lands lovgivning på den omtvistede arvesag.

32.

Forordningen har til formål at fjerne »hindringerne for den frie bevægelighed for personer, der på nuværende tidspunkt har svært ved at gøre deres rettigheder gældende, når det drejer sig om arvesager med grænseoverskridende virkninger« ( 6 ).

33.

Forordningen indeholder hverken en definition af »arvesag med grænseoverskridende virkninger« eller en liste over elementer, som, idet de er spredt mellem forskellige medlemsstater, gør det muligt præcist at fastslå disse virkninger. Formålet med forordningen, som jeg netop har gengivet, taler efter min opfattelse for en fleksibel vurdering af denne formulering, således at den omfatter enhver arv, hvis tilrettelæggelse (forestået af afdøde) eller behandling (efter den pågældendes død) hindres, fordi der foreligger en tilknytning til flere stater.

34.

Ifølge forordningens kapitel II og III er den afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet ( 7 ) det almindelige kriterium, der anvendes til at fastlægge den internationale kompetence og tilknytningen med henblik på lovvalg. På baggrund af denne oplysning skal det vurderes, om arven, idet et andet element befinder sig i en anden stat end den stat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted, ikke er et rent nationalt anliggende.

35.

Ved spørgsmålet om, hvad dette »andet element« kan bestå af, nævner enkelte bestemmelser i forordningen tilfælde af arvesager, der har virkninger i mere end ét retssystem, og giver retningslinjer, som dog ikke er udtømmende, for anerkendelse af deres grænseoverskridende karakter. Status med hensyn til den afdødes goder, arvinger, legatarer eller nære familiemedlemmer samt førstnævntes statsborgerskab er andre almindelige oplysninger, som kan anvendes.

36.

Anvendelsen af forordningen er ikke dispositiv og afhænger således ikke af nogen af parternes vilje ( 8 ). Den finder anvendelse på en juridisk aktør og kan ikke fraviges, når det i lyset af dens bestemmelser fastslås, at en bestemt arvesag kan have virkninger i mere end ét retssystem.

37.

Forordningen giver derimod de interesserede parter mulighed for, i et vist omfang, at afbøde virkningerne af situationens grænseoverskridende karakter.

38.

Forordningens artikel 22 giver navnlig den afdøde mulighed for, i dennes levetid, at tage initiativet for at afbøde virkningerne af et sædvanligt opholdssted, der befinder sig i en stat, som ikke er den, hvor de øvrige faktorer, som (formentlig) er relevante for arvesagen, befinder sig. Dette kan imidlertid kun ske inden for de i forordningen fastsatte rammer: Kun når den pågældende er statsborger i den anden medlemsstat. I denne situation kan den pågældende vælge, at loven i sidstnævnte medlemsstat skal anvendes.

39.

Arvesagen ophører ikke med at være international på grund af dette valg: Det giver imidlertid de interesserede parter mulighed for, efter arveladers død, at tillægge retterne i denne medlemsstat ( 9 ) international kompetence (forordningens artikel 5 ff.).

40.

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om den afdødes sædvanlige opholdssted i forordningens forstand kun kan fastslås i én medlemsstat, eller om det derimod kan accepteres, at den afdøde havde flere sædvanlige opholdssteder ( 10 ).

41.

I forordningens opbygning er det sædvanlige opholdssted som nævnt som hovedregel det »generelle tilknytningskriterium« for fastlæggelsen af såvel kompetence som lovvalg. Der kan efter min opfattelse kun være ét opholdssted, ikke flere.

42.

Argumenterne om forudsigelighed, retssikkerhed, undgåelse af modstridende resultater eller ønsket om valg af en lov, der omfatter hele arven, for at undgå opdeling af arven, som er nævnt i 37. betragtning til forordningen, indebærer, at der kun kan være ét sædvanligt opholdssted. 27. betragtning, hvoraf det fremgår, at bestemmelserne i forordningen er udformet med henblik på at sikre, at den myndighed, der behandler arvesagen, i de fleste situationer anvender sin egen lov, afspejler denne opfattelse.

43.

Det er korrekt, at forordningen tager hensyn til muligheden for, at »afdøde på skift boede i flere lande eller rejste fra land til land uden at have slået sig fast ned i noget land« ( 11 ). I forbindelse med sådanne situationer, som i forordningen betegnes som komplekse, er løsningen ifølge forordningen en kombination af forskellige faktorer med henblik på en endelig vurdering af alle de objektive omstændigheder for at bestemme »det« sædvanlige opholdssted.

44.

Bestemmelserne i forordningen mister deres betydning, hvis det for at afhjælpe de problemer, som forordningen forsøger at løse, tillades, at en person kan have sædvanligt opholdssted i flere stater på samme tid. Denne mulighed ville medføre, at en væsentlig del af bestemmelserne i forordningen, der som nævnt gentagne gange henviser til »sit« sædvanlige opholdssted i ental, ikke i flertal, bliver meningsløse.

45.

Forordningen indeholder heller ikke en definition af betydningen af det »sædvanlige opholdssted« i forbindelse med en grænseoverskridende arvesag, men fastslår blot, at det bør vise en »nær og stabil tilknytning« til en stat ( 12 ).

46.

Det sædvanlige opholdssted er et selvstændigt EU-retligt begreb, som ikke henviser til de enkelte begreber, der anvendes som betegnelse for dette fænomen i de nationale lovgivninger. Hvis dette ikke forholdt sig sådan, ville den ensartede anvendelse af forordningen blive bragt i fare, idet der ville blive banet vej for forskellige opfattelser hos de myndigheder, der har til opgave at anvende den.

47.

Selv om det ikke kan afvises, at der kan henvises til definitionen af »sædvanligt opholdssted«, som anvendes i andre EU-retlige bestemmelser, skal dette sted, som er kendetegnet ved, at det viser en nær og stabil tilknytning til den pågældende stat, vurderes under hensyntagen til denne forordnings specifikke mål ( 13 ), som er opregnet i syvende betragtning hertil.

48.

Den juridiske aktør bør således lokalisere den afdødes sidste sædvanlige opholdssted på denne baggrund og således i henhold til de retningslinjer, der fremgår af forordningen, og kun anvende andre retningslinjer subsidiært.

49.

Selv om forordningen ikke definerer begrebet »sædvanligt opholdssted«, indeholder den imidlertid nyttige retningslinjer til dets fastlæggelse i 23. og 24. betragtning. Først og fremmest anføres, at fastlæggelsen af det sædvanlige opholdssted bør ske ud fra en samlet vurdering af afdødes livsomstændigheder i årene forud for dødsfaldet og på dødstidspunktet.

50.

Ved denne vurdering skal der tages hensyn til alle relevante, faktiske forhold, som er retmæssige. I denne forbindelse er simple samstemmende erklæringer fra personer, der har interesse i arven, som fremsættes for en myndighed, der forestår arvesagen, men som ikke udøver judicielle funktioner (således som jeg senere vil forklare), efter min opfattelse utilstrækkelige til at fastslå den afdødes sædvanlige opholdssted.

51.

Rækken af faktiske omstændigheder vedrørende den afdødes liv, som er nævnt i 23. betragtning, gør det muligt at afgøre, om det er situationen i denne betragtning eller situationen i den følgende betragtning, der gør sig gældende for en bestemt afdød.

52.

I den første situation viser de faktiske oplysninger om især varigheden og lovligheden af afdødes tilstedeværelse i en stat (objektive faktorer) samt vilkårene og baggrunden for denne tilstedeværelse (subjektive faktorer) i sig selv en »nær og stabil tilknytning« til den pågældende stat ( 14 ).

53.

Denne første del af undersøgelsen har netop fokus på stabilitet. Når denne stabilitet er blevet fastslået, bør der efter min opfattelse imidlertid endnu ikke drages definitive konsekvenser med hensyn til den afdødes sædvanlige opholdssted. Det kan desuden være nødvendigt at vurdere de omstændigheder, der ligger til grund herfor ( 15 ), for at identificere den pågældendes sædvanlige interessecentrum.

54.

Selv om EU-lovgiver har givet forrang til kriteriet om det sædvanlige opholdssted, kan der ikke ses bort fra borgernes øgede mobilitet. Heraf følger, at det tidsrum, hvor en person befinder sig i en medlemsstat, ikke i sig selv kan være et afgørende kriterium: Der bør foretages en undersøgelse af hvert enkelt tilfælde, således at andre indicier for personens familiemæssige og sociale integration eller tilknytning til det pågældende sted understøtter det resultat, som det tidsmæssige aspekt peger på.

55.

Den anden situation er beskrevet i 24. betragtning til forordningen i tilfælde af, at det ikke fastslås, at den afdøde havde en regelmæssig og længerevarende tilstedeværelse i en bestemt stat ( 16 ). På denne baggrund opstilles to situationer:

56.

I disse situationer kan et personligt (den afdødes statsborgerskab) eller et økonomisk element (det sted, hvor den pågældendes vigtigste ejendele befandt sig) særligt bidrage til den samlede vurdering af alle de faktiske omstændigheder.

57.

I betragtning af den forelæggende rets ræsonnement bør Domstolen efter min opfattelse fremhæve, at den afdødes statsborgerskab eller placeringen af den pågældendes ejendele er elementer, som subsidiært er afgørende for det sædvanlige opholdssted. Med andre ord: Den samlede undersøgelse af de faktiske omstændigheder vedrørende stabiliteten af den afdødes situation og begrundelsen herfor kan anvendes til at afgøre, om den pågældendes situation er »kompleks«, jf. ordlyden af 24. betragtning.

58.

Denne undersøgelse må nødvendigvis gå forud for statsborgerskabet og placeringen af den afdødes vigtigste ejendele, som undtagelsesvis anvendes inden for rammerne af den ordning, som forordningen har indført for at sikre retssikkerheden ( 17 ).

59.

Jeg vil endelig påpege, at 25. betragtning, in fine, til forordningen med hensyn til fastlæggelsen af den lov, der finder anvendelse, forbyder at anvende »den klart tætteste tilknytning« som en subsidiær tilknytningsfaktor til en anden lov end loven i den stat, hvor den afdøde havde sit sidste sædvanlige opholdssted, selv om det er kompliceret at fastlægge den ( 18 ). Det står efter min opfattelse klart, at det ikke er muligt at undgå at fastlægge ét sædvanligt opholdssted, uanset hvor vanskelig denne opgave måtte være.

60.

Den forelæggende ret har anført, at oplysningerne om den afdødes sædvanlige opholdssted »er upræcise i sagsakterne eller er genstand for uenighed« ( 19 ). Den forelæggende ret eller appelretten forekommer således ikke at have taget stilling til dette spørgsmål.

61.

Hvis dette er tilfældet, er det rejste spørgsmål snarere kendetegnet ved en mangel på oplysninger end ved en tvivl som følge af tilstedeværelsen af modsatrettede oplysninger, som er til hinder for, at der drages en konklusion med hensyn til det sidste sædvanlige opholdssted.

62.

Hvis det under kassationssagen ikke er muligt at indhente flere vurderingselementer, må sagen afgøres på grundlag af de oplysninger, der foreligger, eftersom arvesagen ikke kan behandles, uden at dette spørgsmål besvares. Hvis tvivlen om denne faktiske omstændighed er uoverstigelig, kan der som en sidste udvej henvises til den anden af de situationer, der er beskrevet i 24. betragtning til forordningen. Den afdødes statsborgerskab og placeringen af de vigtigste ejendele i arven får således en væsentlig betydning ved den samlede vurdering af alle de objektive omstændigheder.

63.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om den omstændighed, at de øvrige kendte elementer (som arven påvirker) samles under én jurisdiktion (litauisk), når der ikke er vished om den afdødes sidste sædvanlige opholdssted, gør det muligt at kvalificere arvesagen som et rent nationalt anliggende. I så fald finder forordningen ikke anvendelse.

64.

Anvendelsen af forordningen er som nævnt ikke dispositiv. Heraf følger, at den retlige betydning af visse erklæringer eller handlinger, som f.eks. den afdødes ægtefælles (som har givet udtryk for en manglende interesse i arven og har givet samtykke til, at den behandles i Litauen), fremgår af forordningen, hvis den finder anvendelse, og af en anden retlig ordning, hvis forordningen ikke finder anvendelse.

65.

Selv om det tilkommer den forelæggende ret at tage stilling til dette punkt, er det vanskeligt at se bort fra de grænseoverskridende virkninger af den omtvistede arvesag, idet en af de potentielle arvinger befinder sig i Tyskland, den anden og de efterladte ejendele i Litauen, og den afdøde havde sit sidste opholdssted i en af disse stater (formentlig i Tyskland, som den afdøde anførte som bopæl ved oprettelsen af testamentet). Forordningen finder således anvendelse på denne arvesag.

66.

Et svar, der betinger forordningens anvendelse af de enkelte parters beslutninger om de aspekter af arven, der vedrører dem, ville skabe en yderst usikker situation. Det er en anden sag, at disse beslutninger skal vurderes i henhold til forordningens bestemmelser, når det besluttes at anvende forordningen.

67.

Det fjerde præjudicielle spørgsmål forudsætter, at litauiske notarer ikke anses for »retter« i forordningens forstand. På denne baggrund ønsker den forelæggende ret oplyst, om disse notarer har ret til at udstede arvebeviser »uden at følge de almindelige kompetenceregler«.

68.

Den anden del af dette spørgsmål vedrører kvalificeringen af arvebeviser som »officielt bekræftede dokumenter« i forordningens forstand.

69.

Forordningens artikel 3, stk. 2, definerer begrebet »ret«. Dette begreb omfatter judicielle myndigheder og andre juridiske aktører med kompetence i arvesager.

70.

EU-lovgiver var bevidst om, at der findes forskellige ordninger til kompetencefordeling med henblik på behandling af arvesager i medlemsstaterne og har ladet dette fremgå af forordningen ( 20 ). Således tydeliggøres ønsket om, at ordningen skal være neutral, på samme måde som i andre tidligere instrumenter, som direkte eller ved en fortolkning definerer begrebet »ret« ved at kombinere et institutionelt eller organisk perspektiv med et funktionelt fokus.

71.

Domstolen har i en sammenhæng, der minder om denne, haft lejlighed til at fastslå, at »udøvelsen af en retslig funktion indebærer beføjelsen og kompetencen til at træffe afgørelse i eventuelle stridsspørgsmål mellem de pågældende parter« ( 21 ).

72.

I WB-dommen støttede Domstolen sig først og fremmest på sin fortolkning af begrebet »retsafgørelse« i forbindelse med Bruxelleskonventionen af 1968 med hensyn til et retsforlig og dets kvalificering med henblik på nævnte konventions kapitel om anerkendelse og fuldbyrdelse. Domstolen fastholdt for det andet sin hidtidige praksis med hensyn til artikel 267 TEUF.

73.

På grundlag af disse oplysninger fastslog Domstolen i WB-dommen, at en notar, som kun kan udøve virksomhed vedrørende udstedelse af et arvebevis på de berørte parters sammenstemmende begæring, samtidig med, at retternes beføjelser, såfremt parterne er uenige, ikke berøres, ikke udgør en »ret« ( 22 ).

74.

Den omstændighed, at en ikke-judiciel myndighed (eller en juridisk aktør) kvalificeres som en »ret« i forordningens forstand, har to konsekvenser: en i forbindelse med den internationale kompetence og en anden i forbindelse med ordningen for udbredelse af resultatet af dens virksomhed.

75.

Når en ikke-judiciel myndighed (eller en juridisk aktør) fungerer som »ret«, og kun når den gør dette, er den underlagt forordningens regler om international kompetence ( 23 ). Således sikres det, at dens indgreb forfølger målet om en tilknytning mellem myndigheden og arven, som kræves for at sikre en god retspleje og undgå opdeling af arven i materiel forstand ( 24 ).

76.

Ud over denne situation er notarer ikke underlagt forordningens regler om international kompetence. Dermed tilkommer det heller ikke en notar at afgøre, om retterne i den jurisdiktion, hvor notaren udøver virksomhed, generelt har kompetence, eller efterfølgende at træffe afgørelse om sin egen kompetence i egenskab af notar i overensstemmelse med den stedlige kompetencefordeling i henhold til den pågældende lov.

77.

Den forelæggende ret ( 25 ) forekommer at fortolke forordningen således, at notaren ikke bør udstede et nationalt arvebevis, hvis retterne i det retssystem, hvor notaren udøver virksomhed, ikke har international kompetence i henhold til forordningen. Den ungarske og den østrigske regering har tilsluttet sig dette synspunkt, hvis indhold blev drøftet i retsmødet.

78.

En sådan fortolkning ville ganske vist sikre en sammenhængende behandling af en arvesag, der har tilknytning til forskellige lovgivninger. Dette er desuden den regel, som i henhold til forordningens artikel 64 finder anvendelse, når der anmodes om udstedelse af et europæisk arvebevis. Forordningen har imidlertid ikke fastlagt en sådan regel, når der anmodes om et nationalt bevis.

79.

Det forklares i 32. betragtning til forordningen, at målet om sammenhæng er forbundet med målet om at tage hensyn til arvingerne, hvilket fremgår af visse bestemmelser som f.eks. artikel 13. Den omstændighed, at ikke-judicielle myndigheder (f.eks. notarer, som ikke har kompetence til at udøve disse funktioner) i forskellige medlemsstater udsteder dokumenter vedrørende arvingens status eller rettigheder, bør ikke opdele arven med hensyn til det materielle resultat, eftersom alle anvender den samme lov.

80.

Mangfoldigheden af beviser medfører naturligvis en opdeling med hensyn til forvaltningen af arven: Men denne (uundgåelige) mulighed accepteres i forordningen, som nævner den i 36. betragtning og derefter henviser til en frivillig aftale mellem parterne om fremgangsmåden som en mulig løsning. Hvis en sådan aftale ikke er mulig, og der derfor opstår en tvist, kræves et retsligt indgreb: I henhold til forordningen har den ret, der har kompetence, det sidste ord.

81.

Det fremgår af de oplysninger, som den forelæggende har tilvejebragt, og som blev bekræftet i retsmødet, at en litauisk notar ikke har kompetence til at træffe afgørelse i stridsspørgsmålene mellem parterne. Notaren har hverken kompetence til at fastslå faktiske omstændigheder, som ikke er tydelige og indlysende, eller til at træffe afgørelse i stridsspørgsmål; når der hersker tvivl om testamentets indhold, tilkommer det ikke notaren at afklare den, og notaren kan hverken følge den fortolkning, som en af arvingerne foreslår, eller, såfremt der hersker uenighed mellem disse, afgøre, hvilken forståelse af teksten der afspejler arveladerens egentlige vilje.

82.

Ved enhver tvist eller tvivl bør den litauiske notar undlade at træffe afgørelse, eftersom det tilkommer retten at udføre denne opgave. Det er de judicielle myndigheder, der under alle omstændigheder afgør tvister om stedet for arvefaldet, testamentets gyldighed, dets gennemførelse eller bestyrelsen af boet mv. ( 26 ).

83.

Det kan udledes af disse oplysninger (som den forelæggende bør bekræfte), at litauiske notarers udstedelse af et nationalt arvebevis ikke medfører, at de udøver retslige funktioner. Disse notarer udgør således ikke en »ret« som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 650/2012.

84.

Som følge af det ovenstående er en litauisk notar hverken underlagt forordningens regler om international kompetence eller betinget af spørgsmålet om, hvorvidt disse regler tillægger litauiske retter kompetence til at træffe afgørelse i en arvesag.

85.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om det bevis, som den litauiske notar udsteder, er et »officielt bekræftet dokument« i forordningens forstand, som har retlige konsekvenser i andre medlemsstater ( 27 ).

86.

Med hensyn til begrebet »officielt bekræftet dokument«, som defineres i forordningens artikel 3, stk. 1, litra i), har Domstolen udtalt sig herom ved flere lejligheder, senest i WB-dommen ( 28 ). Både betingelserne for og rækkevidden af »ægtheden«, som er et væsentligt element af det officielt bekræftede dokument, er beskrevet i forordningen og behandles af Domstolen i samme dom ( 29 ).

87.

Ifølge denne retspraksis og på grundlag af de foreliggende oplysninger ( 30 ) forekommer den litauiske notars bevis at opfylde kravene, således at det kan betegnes som et »officielt bekræftet dokument« med henblik på forordningen, eftersom:

88.

Det tilkommer som nævnt den forelæggende ret, som på grund af sit kendskab til den nationale lovgivning bedre er i stand til at tage stilling til dette aspekt, at træffe endelig afgørelse herom. Hvis retten fastslår, at beviset er et officielt bekræftet dokument, skal dets beviskraft i henhold til forordningens artikel 59, stk. 1, accepteres i andre medlemsstater.

89.

Den forelæggende ret har reelt forelagt to forbundne spørgsmål, som tager udgangspunkt i de faktiske omstændigheder, der fremgår af forelæggelsesafgørelsen. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om parterne i overensstemmelse med disse faktiske forhold »var enige om, at retterne i Litauen skulle være kompetente, og at litauisk ret skulle finde anvendelse«.

90.

Svaret kræver dermed en fortolkning af forordningens artikel 22, stk. 2. Henset til datoen for testamentet, som var før den 17. august 2015, vil jeg også tage forordningens overgangsbestemmelser i betragtning.

91.

I henhold til forordningens artikel 5, stk. 1, giver den afdødes valg af en medlemsstats lov de parter, der har interesse i arven, mulighed for ved en aftale at tillægge retterne i denne medlemsstat enekompetence på visse betingelser. Artikel 7, litra c), udvider valget, idet den tillader, at dette aftales udtrykkeligt for den ret, ved hvilken sagen er anlagt. Den forelæggende ret har også anmodet om en fortolkning af disse bestemmelser.

92.

Forankringen af det frie lovvalg i arvesager er et af de væsentligste aspekter ved forordningen. Lovvalgets gyldighed er imidlertid underlagt subjektive, objektive og formelle betingelser.

93.

Beføjelsen til at vælge gør sig af indlysende grunde kun gældende for den afdøde. Den pågældende kan i henhold til forordningens artikel 22, stk. 1, kun vælge loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger ( 32 ).

94.

For at sikre, at der har foreligget en hensigt om at vælge og klarhed om formålet, fastsætter forordningens artikel 22, stk. 2, formkrav: Lovvalget skal være udtrykkeligt i form af en dødsdisposition eller fremgå af en sådan dispositions bestemmelser. Sidstnævnte er den mulighed, der giver anledning til flest vanskeligheder i praksis.

95.

Det kræver en særlig omhu at afgøre, om der er truffet et lovvalg i en arvesag, for at sikre, at viljen hos et individ (den afdøde), som pr. definition ikke kan hverken bekræfte den eller diskutere den, når arvesagen indledes, respekteres.

96.

Derfor, og på grund af de formkrav, som jeg har nævnt, er jeg af den opfattelse, at der ikke kan udledes professio iuris af oplysninger, der ikke indgår i en dødsdisposition. Dette gør sig især gældende, når dødsdispositionen er bekræftet af en notar, og der dermed er (eller det kan formodes, at der er) ydet rådgivning om lovvalget i forbindelse med arven.

97.

Dermed er faktorer, der ikke indgår i den testamentariske disposition (f.eks. den omstændighed, at den afdøde er taget til et bestemt land for at oprette testamente, nationaliteten af den myndighed, der intervenerer, eller spørgsmålet om, hvilken lovgivning der tillægger den kompetence), ikke afgørende. De kan eventuelt anvendes som argumenter ad abundantiam, dvs. til støtte for konklusionen om, hvorvidt der er truffet et lovvalg, som bygger på selve den testamentariske disposition.

98.

Med hensyn til sidstnævnte kan det i overensstemmelse med 39. betragtning til forordningen fastslås, at et lovvalg kan anses for »at fremgå af en sådan dødsdisposition, når den afdøde […] i sin disposition har henvist til specifikke bestemmelser i loven i det land, hvor vedkommende var statsborger, eller på anden vis har nævnt denne lov«.

99.

Denne konsekvens afhænger i vid udstrækning af, hvilke specifikke bestemmelser der er nævnt. Der er behov for en sammenligning med loven på den afdødes sædvanlige opholdssted, der som udgangspunkt finder anvendelse, for at fastslå, i hvilket omfang disse nævnte bestemmelser kun gør sig gældende for den lovgivning, hvis valg er omtvistet.

100.

Det ovenstående kan imidlertid ændres med hensyn til testamenter, der er oprettet før det tidspunkt, hvor forordningen fik fuld virkning.

101.

Forordningens artikel 83 fastsætter en overgangsordning for testamentariske dispositioner foretaget før den 17. august 2015. Formålet hermed er at frede disse dispositioner for lovændringer foretaget efter det tidspunkt, hvor testatoren traf afgørelse om sine efterladte ejendeles skæbne.

102.

Med henblik på at bevare testatorens vilje regulerer artikel 83, stk. 2, gyldigheden af lovvalg, uanset om der er tale om en national eller en anden lov, truffet før den 17. august 2015 (hvis arveladeren dør denne dag eller senere). Dette valg er gyldigt, hvis det opfylder betingelserne i forordningens kapitel III eller de gældende betingelser, da valget blev truffet, i den stat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted, eller i en hvilken som helst af de stater, hvor den pågældende var statsborger.

103.

Det fremgår af forordningens artikel 83, stk. 4, at hvis en dødsdisposition truffet før den 17. august 2015 er gyldig »i overensstemmelse med den lov, som den afdøde kunne have valgt i henhold til denne forordning, betragtes denne lov som valgt til at være den lov, der finder anvendelse på arven«.

104.

Den retlige formodning, som denne bestemmelse indfører, betyder, at det ikke er nødvendigt at stille spørgsmålet, om der i forbindelse med et testamente fra før den 17. august 2015 forelå et lovvalg, når dette ikke tydeligt fremgår af teksten (i hvilket fald artikel 83, stk. 2, bør anvendes), hvilket naturligvis forudsætter, at den betingelse, som denne bestemmelse fastsætter, er opfyldt.

105.

Det er uomtvistet, at testamentet blev oprettet for en notar i Litauen den 4. juli 2013. På daværende tidspunkt omfattede arvesagen allerede en tilknytning til udlandet, som den afdøde var bekendt med: den afdødes litauiske statsborgerskab, hendes faste tilstedeværelse i Tyskland, situationen med hensyn til hendes ejendom i Litauen og den omstændighed, at hendes mand og hendes barn havde forskellige statsborgerskaber.

106.

På den pågældende dato var forordningen desuden trådt i kraft. Det havde været muligt at træffe et udtrykkeligt lovvalg eller et lovvalg ved en testamentarisk disposition i henhold til artikel 83, stk. 2.

107.

Hvis testamentet er gyldigt i overensstemmelse med den afdødes nationale lov på tidspunktet for oprettelsen eller på tidspunktet for dødsfaldet, tillader forordningens artikel 83, stk. 4, under alle omstændigheder, at der uden videre gælder en formodning for, at denne lov reelt blev valgt.

108.

Den internationale kompetence til at træffe afgørelse om ethvert aspekt om en arv med grænseoverskridende elementer tilkommer i henhold til forordningens artikel 4 udelukkende retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet.

109.

Der formodes at foreligge en tæt forbindelse mellem de retter, der udpeges på denne måde, og de goder, der udgør arven, samt de personer, der har interesse heri. Eftersom den lov, der finder anvendelse, som udgangspunkt er loven på den afdødes sidste sædvanlige opholdssted, opstår der automatisk en forum/ius-sammenhæng. Begge er vigtige formål med forordningen, således som det fremgår af 23. og 27. betragtning hertil.

110.

Borgernes stigende mobilitet, sammenholdt med muligheden for at vælge den nationale lov som den lov, der finder anvendelse på den fremtidige arv, er en trussel mod eller direkte til hinder for de formål, som jeg netop har nævnt. EU-lovgiver, som var bevidst om dette, har vedtaget regler om international kompetence, som på visse betingelser erstatter reglen i forordningens artikel 4.

111.

En af disse regler giver personer, der har interesse i arven, mulighed for at give retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde var statsborger, kompetence, når den afdøde har valgt sin nationale lov som den lov, der finder anvendelse.

112.

Der kan stilles spørgsmål ved, om den mulighed, som de interesserede parter gives, og som, som nævnt, forudsætter, at den afdøde havde truffet et lovvalg, også foreligger, når det er usikkert, om der blev truffet et udtrykkeligt valg, men arveladerens nationale lov finder anvendelse som følge af formodningen i henhold til forordningens artikel 83, stk. 4 (for testamenter oprettet før den 17.8.2015).

113.

Dette spørgsmål skal efter min opfattelse besvares bekræftende. En formalistisk fortolkning af forordningen må forkastes (selv om den altid henviser til den lov, som den afdøde »har valgt«), og det må fastslås, at den myndighed, der bedst kender den gældende materielle lovgivning, har kompetence. Dette er efter min opfattelse den løsning, der stemmer bedst overens med formålet i 27. betragtning til forordningen.

114.

Når den lov, som den afdøde har valgt til at finde anvendelse på arven efter sig, er en medlemsstats lov, følger det af forordningens artikel 5, at de berørte parter kan aftale, at en ret i denne medlemsstat skal have enekompetence til at træffe afgørelse om ethvert arvespørgsmål.

115.

Denne udtrykkelige aftale er imidlertid underlagt strenge formkrav; jf. artikel 5, stk. 2. Dette har til formål at sikre, at en person, der underskriver en aftale om enekompetence, kender dens indhold, giver samtykke hertil og er bevidst om dens konsekvenser: udvidelse af de valgte retters kompetence og ophævelse af kompetencen hos retterne på den afdødes sidste sædvanlige opholdssted.

116.

Forordningens artikel 7, litra c), bestemmer ligeledes, at parterne i sagen (forstået som en verserende sag) udtrykkeligt skal acceptere, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er kompetent. Artikel 9 udvider kompetencen hos den ret, der er valgt ved aftale, for hvilken sagen allerede er indbragt, til at omfatte parter i sagen, som ikke var part i aftalen om værneting, hvis de giver møde i retten uden at bestride dens kompetence.

117.

Forordningen indeholder ikke andre muligheder for at tillægge kompetence. Den omstændighed, at en interesseret part, som er blevet underrettet om, at arvesagen er blevet indledt, ikke giver fremmøde, svarer ikke til, at den pågældende stiltiende giver sin accept. Erklæringer fremsat af en interesseret part uden for enhver proces om den pågældendes rettigheder eller forpligtelser i forbindelse med arven medfører heller ikke denne virkning.

118.

EU-lovgiver har ikke fastsat de samme strenge formkrav i artikel 5 som i artikel 7. I sidstnævnte tilfælde verserer sagen: De interesserede parter, der er indkaldt i denne forbindelse, og som på dette tidspunkt accepterer, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er kompetent, har rådet over alle de oplysninger, der er nødvendige for, at deres samtykke kan anses for at være informeret.

119.

Accepten af kompetencen skal imidlertid være udtrykkelig for at undgå enhver tvivl om, hvorvidt den har fundet sted. Det tilkommer den nationale lovgiver at fastsætte andre tids- og formkrav med hensyn til gyldigheden af accepten under en åben procedure, idet effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet respekteres.

120.

Ifølge oplysningerne i den præjudicielle forelæggelse forekommer der ikke at have været en aftale mellem parterne om, at retterne i Litauen skal have kompetence. Der foreligger derimod ensidige erklæringer fra den afdødes ægtemand, fremsat i Tyskland, hvorved den pågældende giver afkald på ethvert krav på arven, accepterer, at den litauiske ret har kompetence, og afviser at give fremmøde for denne ret i verserende retssager i Litauen.

121.

Kun den anden af disse erklæringer er af betydning, for så vidt som den kunne svare til den situation, der er beskrevet i forordningens artikel 7, litra c). Den forelæggende ret må afgøre, om dette er tilfældet i betragtning af denne erklærings ordlyd, navnlig rækkevidden af det samtykke, som udtrykkes heri. Den forelæggende ret bør ligeledes kontrollere de øvrige tids- og formkrav, som er fastsat i den nationale lovgivning, for at en erklæring af denne art kan have den virkning, at den tillægger kompetence i verserende retssager.

122.

For så vidt angår aftalen mellem parterne om kompetence bør der efter min opfattelse mindes om, at forordningen ikke bør fortolkes således, at det forhindres, at parterne afgør arvesagen udenretsligt i en medlemsstat, som de har valgt, såfremt dette er muligt i henhold til denne medlemsstats lov. Denne mulighed bør foreligge, selv om den lov, der finder anvendelse på arven, ikke er denne medlemsstats lov. Dette kriterium, som 29. betragtning til forordningen klart giver udtryk for, kan være nyttigt for den forelæggende ret.

123.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen svarer Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol) således: