–

J. m.fl. ved advocaat K. Boele,

–

den nederlandske regering ved P. Huurnink, M.K. Bulterman og H.S. Gijzen, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering først ved T. Henze, R. Kanitz og J. Möller, derefter ved de to sidstnævnte, som befuldmægtigede,

–

den græske regering ved S. Chala, C. Fatourou og G. Konstantinos, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved G. Wils og J. Tomkin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT 2016, L 77, s. 1, berigtiget i EUT 2017, L 294, s. 42, herefter »Schengengrænsekodeksen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretær for justits- og sikkerhedsanliggender, Nederlandene) (herefter »statssekretæren«) og J. m.fl., som er tredjelandsstatsborgere med egenskab af søfolk, vedrørende afslaget på at anbringe et stempel for udrejse fra Schengenområdet i de sidstnævntes pas på tidspunktet for deres påmønstring af langtidsfortøjede skibe i havnen i Rotterdam (Nederlandene).

3

6. og 15. betragtning til Schengengrænsekodeksen har følgende ordlyd:

[…]

4

Kodeksens artikel 1 med overskriften »Genstand og principper« bestemmer:

»Denne forordning indeholder bestemmelser med henblik på at sikre, at personer ikke kontrolleres ved passage af de indre grænser mellem EU-medlemsstaterne.

Den fastsætter regler for udøvelse af grænsekontrol af personer, der passerer EU-medlemsstaternes ydre grænser.«

5

Kodeksens artikel 2 med overskriften »Definitioner« er sålydende:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]

[…]«

6

Schengengrænsekodeksens artikel 5 med overskriften »Passage af de ydre grænser« har følgende ordlyd:

»1.   Passage af de ydre grænser kan kun ske ved grænseovergangsstederne og inden for normal åbningstid. Åbningstiderne skal angives klart ved grænseovergangssteder, der ikke er åbne døgnet rundt.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen listen over deres grænseovergangssteder, jf. artikel 39.

2.   Uanset stk. 1 kan der indføres undtagelser fra forpligtelsen til kun at passere de ydre grænser ved grænseovergangsstederne og inden for normal åbningstid:

[…]

[…]«

7

Kodeksens artikel 6, der har overskriften »Indrejsebetingelser for tredjelandsstatsborgere«, fastsætter:

»1.   For påtænkte ophold på medlemsstaternes område i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning, skal tredjelandsstatsborgere opfylde følgende indrejsebetingelser:

[…]

2.   Med henblik på gennemførelse af stk. 1 anses den første opholdsdag på medlemsstaternes område som indrejsedatoen, og den sidste opholdsdag på medlemsstaternes område anses som udrejsedatoen. Ophold, der er givet tilladelse til i form af en opholdstilladelse eller et visum til længerevarende ophold, indgår ikke i beregningen af varigheden af opholdet på medlemsstaternes område.

[…]

5.   Uanset stk. 1:

[…]

[…]«

8

Schengengrænsekodeksens artikel 8 med overskriften »Ind- og udrejsekontrol af personer« bestemmer følgende i stk. 3:

»Tredjelandsstatsborgere skal underkastes følgende indgående ind- og udrejsekontrol:

[…]

[…]«

9

Kodeksens artikel 11 med overskriften »Stempling af rejsedokumenter« er sålydende:

»1.   Tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter skal systematisk stemples ved ind- og udrejse. Der anbringes navnlig ind- eller udrejsestempel på:

[…]

3.   Der anbringes intet ind- eller udrejsestempel på:

[…]

[…]«

10

Den nævnte kodeks’ artikel 13 med overskriften »Grænseovervågning« fastsætter følgende i stk. 1:

»Hovedformålet med grænseovervågning er at forhindre ulovlig grænsepassage, bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og træffe foranstaltninger mod personer, som har passeret grænsen ulovligt. […]«

11

Kodeksens artikel 19, der har overskriften »Særlige regler for de forskellige typer grænser og de forskellige transportmidler, der anvendes til at passere de ydre grænser«, bestemmer:

»De særlige regler, der er fastsat i bilag VI, finder anvendelse på kontrol ved de forskellige typer grænser og af de forskellige transportmidler, der anvendes til at passere grænseovergangene.

Disse særlige regler kan indeholde undtagelser fra artikel 5, 6 og 8-14.«

12

Schengengrænsekodeksens artikel 20 med overskriften »Særlige regler for ind- og udrejsekontrol af visse personkategorier« fastsætter følgende i stk. 1:

»De særlige regler, der er fastsat i bilag VII, finder anvendelse på kontrol af følgende kategorier af personer:

[…]

[…]

Disse særlige regler kan indeholde undtagelser fra artikel 5, 6 og 8-14.«

13

Bilag VI til den nævnte kodeks vedrører, således som det fremgår af bilagets egen overskrift, »[s]ærlige regler for de forskellige typer grænser og de forskellige transportmidler, der anvendes til at passere medlemsstaternes ydre grænser«.

14

Det nævnte bilags punkt 3 med overskriften »Søgrænser« indeholder punkt 3.1, der har overskriften »Generelle procedurer for ind- og udrejsekontrol i forbindelse med skibstrafik«, og som har følgende ordlyd:

»3.1.1. Kontrol med skibe gennemføres i anløbs- eller afsejlingshavnen eller på et dertil indrettet område i umiddelbar nærhed af fartøjet eller om bord på skibet i territorialfarvandene som defineret i De Forenede Nationers havretskonvention[, der blev undertegnet i Montego Bay den 10. december 1982, trådte i kraft den 16. november 1994, blev ratificeret af Kongeriget Nederlandene den 28. juni 1996 og blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 98/392/EF af 23. marts 1998 (EFT 1998, L 179, s. 1)]. Medlemsstaterne kan indgå aftaler, i henhold til hvilke kontrollen også kan udføres under rejsen eller ved skibets ankomst eller afrejse på tredjelandets område under overholdelse af principperne i punkt 1.1.4.

[…]

3.1.5. Skibsføreren underretter rettidigt og i overensstemmelse med gældende regler i den pågældende havn de kompetente myndigheder om skibets afrejse.«

15

Bilag VII til den nævnte kodeks med overskriften »Særlige regler for visse personkategorier« indeholder punkt 3, der har overskriften »Søfolk«, og som fastsætter:

»Uanset artikel 5 og 8 kan medlemsstaterne tillade, at søfolk, der er i besiddelse af et identitetsdokument for søfolk udstedt i henhold til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO’s) konvention om søfolks nationale identitetspapirer nr. 108 (1958) eller nr. 185 (2003), konventionen om lettelse af international samfærdsel ad søvejen (FAL-konventionen) og relevant national ret, uden at henvende sig til et grænseovergangssted indrejser på medlemsstaternes område i forbindelse med, at de går i land for at opholde sig i den havn, som deres skib anløber, eller i tilgrænsende kommuner, eller udrejser fra medlemsstaternes område ved, at de vender tilbage til deres skibe, når de er opført på deres skibs besætningsliste, og denne i forvejen er blevet kontrolleret af de kompetente myndigheder.

[…]«

16

Artikel 35 i forordning nr. 810/2009, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 610/2013 af 26. juni 2013 (EUT 2013, L 182, s. 1) (herefter »visumkodeksen«), har overskriften »Visa, der ansøges om ved de ydre grænser«, og bestemmer følgende i stk. 1:

»1.   Undtagelsesvis kan der udstedes visa ved grænseovergangssteder, hvis følgende betingelser er opfyldt:

[…]

17

Kodeksens artikel 36 med overskriften »Visa udstedt til søfolk i transit ved de ydre grænser« fastsætter:

»1.   Der kan ved grænsen udstedes visum med henblik på transit til en sømand, som skal være i besiddelse af et visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser, såfremt han:

2.   Inden udstedelsen af et visum ved grænsen til en sømand i transit sikrer de nationale kompetente myndigheder, at reglerne i bilag IX, del 1, er overholdt, og at der er sket en udveksling af de nødvendige oplysninger vedrørende den pågældende sømand ved hjælp af en behørigt udfyldt formular for søfolk i transit, jf. bilag IX, del 2.

[…]«

18

Bilag IX til den nævnte kodeks indeholder del 1, der i henhold til sin egen overskrift fastsætter »[r]egler for udstedelse af visum ved grænsen til visumpligtige sømænd i transit«. Del 2 til bilaget indeholder den standardformular, som vedrører visumpligtige sømænd i transit.

19

J. m.fl. er søfolk og tredjelandsstatsborgere, som rejste ind i Schengenområdet via den internationale lufthavn i Schiphol i Amsterdam (Nederlandene), inden de ad landvejen begav sig til søhavnen i Rotterdam med henblik på deres påmønstring af autonomt navigerende specialiserede skibe, som var langtidsfortøjede i denne havn, for om bord, og mens skibet forblev i havnen, at udføre diverse former for arbejde med det mål for øje at forberede installationen til havs af bl.a. boreplatforme og pipelines. Efter deres periode med arbejde om bord, som alt efter tilfældet var på fem eller ti uger, begav de nævnte søfolk sig ad landvejen til den internationale lufthavn i Schiphol i Amsterdam eller sejlede af sted med det pågældende skib.

20

Da de nævnte søfolk på forskellige tidspunkter i perioden fra januar til marts 2016 henvendte sig til Zeehavenpolitie Rotterdam (havnepolitiet i Rotterdam, Nederlandene), som er den nationale myndighed med ansvaret for grænsekontrol i havnen i Rotterdam, og tilkendegav deres hensigt om at påmønstre et skib, der var fortøjet i denne havn, gav denne myndighed, idet den gik imod tidligere praksis, afslag på at anbringe et udrejsestempel på deres rejsedokumenter med den begrundelse, at den dato, hvor det pågældende skib faktisk ville forlade den nævnte havn og dermed Schengenområdet, ikke var blevet angivet.

21

J. m.fl. og visse skibsredere, nemlig C. og H. m.fl., indgav administrative klager til statssekretæren med henblik på at anfægte disse afslag. De gjorde gældende, idet de anførte, at et sådant stempel i overensstemmelse med de nederlandske myndigheders faste praksis altid var blevet givet til søfolkene på tidspunktet for deres påmønstring, uanset om de inden for kort tid ville forlade havnen om bord på et skib, at den nye praksis hos havnepolitiet i Rotterdam havde til følge, at varigheden af det tilladte ophold i Schengenområdet for de pågældende søfolk – der i deres egenskab af tredjelandsstatsborgere principielt har tilladelse til opholde sig i Schengenområdet i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage – hurtigere ville blive overskredet. Da søfolkene er forpligtet til at skulle afvente udløbet af en periode på 180 dage, inden de på ny kan rejse ind i Schengenområdet, lider de desuden tab af indtægter.

22

Ved afgørelser truffet i løbet af juni og juli 2016 afviste statssekretæren dels de administrative klager, som var blevet indgivet af skibsrederne, fra realitetsbehandling, dels de klager, der var blevet indgivet af søfolkene, efter realitetsbehandling med den begrundelse, at den blotte omstændighed, at en sømand påmønstrer et skib, ikke er ensbetydende med, at den pågældende rejser ud fra Schengenområdet som omhandlet i Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1. En sådan udrejse sker kun, når den pågældende sømand begiver sig til eller befinder sig om bord på et skib, hvis skibsfører har underrettet havnepolitiet i Rotterdam om skibets afrejse, og hvis skibet efterfølgende faktisk forlader havnen med søfolkene om bord.

23

Ved fire domme af 17. maj 2017 gav rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene) J. m.fl. medhold i de sager, som disse havde anlagt til prøvelse af de nævnte afgørelser, med den begrundelse, at de pågældende søfolk i forbindelse med deres påmønstring havde passeret en ydre grænse i medlemsstaterne og var rejst ud af Schengenområdet som omhandlet i Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1. Det fremgår nemlig af den undtagelsesordning, der er fastsat i kodeksens artikel 11, stk. 3, litra c), og i bilag VII til kodeksen, som vedrører ordningen for søfolk, der går i land i forbindelse med, at skibet anløber, at EU-lovgiver anser den omstændighed, at søfolk afmønstrer et skib, der befinder sig i en søhavn, eller går om bord på skibet, for en passage af en ydre grænse. Denne vurdering bekræftes af visumkodeksens artikel 36 og af bestemmelserne i bilag IX til visumkodeksen, hvorefter de kompetente nationale myndigheder kan udstede transitvisa til søfolk, der gælder for varigheden af rejsen fra indrejselufthavnen til den havn, hvor de påmønstrer.

24

Statssekretæren har iværksat appel til prøvelse af disse domme for Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene).

25

Den nævnte ret har anført, at skibe jævnligt forbliver fortøjet i søhavne, såsom havnen i Rotterdam, i flere måneder. Desuden gør de af statssekretæren fremlagte oplysninger det ikke muligt at rejse tvivl om det, der er blevet hævdet for retten, og hvorefter de kompetente myndigheder i flere medlemsstater anbringer et udrejsestempel i forbindelse med søfolkenes påmønstring uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt det skib, som de påmønstrer, forlader havnen inden for kort tid.

26

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det ikke klart fremgår af Schengengrænsekodeksen, på hvilket tidspunkt en sømand, der er rejst ind i Schengenområdet via en lufthavn, og som ad landvejen begiver sig til et langtidsfortøjet skib i en søhavn, såsom den i Rotterdam, med henblik på påmønstring, skal anses for at være rejst ud af Schengenområdet. Navnlig er det ikke muligt klart at afgøre, om en sådan udrejse forudsætter, at Schengenområdet faktisk forlades. Schengengrænsekodeksen definerer således ikke det i kodeksens artikel 11, stk. 1, omhandlede begreb »udrejse« og fastsætter heller ikke det sted, hvor medlemsstaternes ydre grænser nøjagtigt er beliggende, eller hvornår de passeres. Spørgsmålet om, og i givet fald hvornår, et udrejsestempel skal anbringes, er derfor ikke klart.

27

På denne baggrund har Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 11, stk. 1, i [Schengengrænsekodeksen] fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, der tidligere er rejst ind i Schengenområdet, f.eks. via en international lufthavn, i Schengen[grænse]kodeksens forstand rejser ud, så snart den pågældende som sømand påmønstrer et søgående skib, der allerede ligger i en havn, der udgør en ydre grænse, uanset om og i bekræftende fald hvornår vedkommende forlader denne havn med dette skib? Eller skal det, for at der foreligger en udrejse, først fastslås, at sømanden vil forlade havnen med det pågældende søgående skib, og gælder der i så fald en maksimal frist for, hvornår afsejlingen skal ske, og hvornår skal udrejsestemplet anbringes i dette tilfælde? Eller gælder et andet tidspunkt, i givet fald under andre betingelser, som »udrejse«?«

28

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, skal fortolkes således, at når en sømand, der er tredjelandsstatsborger, påmønstrer et langtidsfortøjet skib i en søhavn i en stat, der indgår i Schengenområdet – med henblik på dér at udføre et arbejde om bord, inden den pågældende forlader denne havn med dette skib – skal et udrejsestempel, når anbringelsen heraf er foreskrevet i kodeksen, anbringes på sømandens rejsedokumenter på tidspunktet for dennes påmønstring, selv om skibet ikke forlader havnen inden for kort tid, eller således, at udrejsestemplet skal anbringes på et tidspunkt efter påmønstringen, og i sidstnævnte tilfælde ønsker den nævnte ret oplysninger om det præcise tidspunkt herfor.

29

Det fremgår af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at langtidsfortøjning i den maritime sektor udgør en praksis, i forbindelse med hvilken skibene bliver ved kaj eller forankret i en havn i et tidsrum på op til flere måneder, hvorved de på disse skibe påmønstrede søfolk opholder sig i denne havn under hele eller dele af den periode, hvor de er blevet ansat til at udføre deres arbejde om bord.

30

Med henblik på besvarelsen af det forelagte spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at Schengengrænsekodeksens genstand og principper, således som det fremgår af kodeksens artikel 1, er at udbygge Unionen som et fælles område med fri bevægelighed uden indre grænser og i denne forbindelse at fastsætte regler for udøvelse af kontrol af personer, der passerer de ydre grænser i de stater, der indgår i Schengenområdet (jf. i denne retning dom af 14.6.2012, Association nationale d’assistance aux frontières pour les étrangers, C-606/10, EU:C:2012:348, præmis 23).

31

I medfør af den nævnte kodeks’ artikel 2, nr. 2), omfatter begrebet »ydre grænser« i kodeksens forstand bl.a. medlemsstaternes landegrænser og søgrænser »samt lufthavne [og] søhavne«, for så vidt de ikke er »indre grænser« som omhandlet i kodeksen, idet det bemærkes, at sidstnævnte begreb i henhold til artiklens nr. 1), litra b) og c), bl.a. henviser til medlemsstaternes lufthavne for interne flyvninger og disse staters søhavne for så vidt angår interne færgeruter.

32

I henhold til Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 1, kan »[p]assage af de ydre grænser« i denne kodeks’ forstand principielt kun ske ved grænseovergangsstederne, og medlemsstaterne skal meddele Kommissionen disse. Det fremgår af kodeksens artikel 2, nr. 8), at udtrykket »grænseovergangssted« omfatter et af de kompetente myndigheder godkendt overgangssted for passage af disse ydre grænser.

33

I overensstemmelse med Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, skal tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter principielt systematisk stemples ved »ind[rejse]« i og »udrejse« fra Schengenområdet. Som Domstolen allerede har haft lejlighed til at præcisere, udgør dette stempel en indrejse- eller udrejsetilladelse (dom af 26.7.2017, Jafari, C-646/16, EU:C:2017:586, præmis 52).

34

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at såvel den internationale lufthavn i Schiphol i Amsterdam som søhavnen i Rotterdam, der begge er beliggende i Nederlandene, for det første udgør henholdsvis en »lufthavn« og en »søhavn« henhørende under begrebet Schengenområdets »ydre grænser« som defineret i Schengengrænsekodeksens artikel 2, nr. 2), og at Kongeriget Nederlandene for det andet har givet Kommissionen meddelelse om, at hele denne søhavn udgør et »grænseovergangssted« som omhandlet i kodeksens artikel 2, nr. 8).

35

Det er desuden også ubestridt, at de i hovedsagen omhandlede søfolk rejste ind i Schengenområdet via den internationale lufthavn i Schiphol i Amsterdam, på hvilket tidspunkt de kompetente nederlandske myndigheder anbragte det i Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, omhandlede indrejsestempel på søfolkenes rejsedokumenter, og at søfolkene efterfølgende ad landvejen begav sig til søhavnen i Rotterdam med henblik på deres påmønstring af et langtidsfortøjet skib i denne havn, om bord på hvilket de udførte deres arbejde, uden at skibet forlod havnen. Det er ubestridt, at søfolkene, efter denne periode med arbejde om bord, efter omstændighederne enten begav sig ad landvejen til den internationale lufthavn i Schiphol i Amsterdam eller forlod havnen med det pågældende skib.

36

I denne sammenhæng opstår for så vidt angår den anden af disse situationer spørgsmålet, på hvilket tidspunkt det i Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, omhandlede udrejsestempel skal anbringes på disse søfolks rejsedokumenter.

37

J. m.fl. og den græske regering har gjort gældende, at de i hovedsagen omhandlede søfolk forlader Schengenområdet på tidspunktet for deres påmønstring af et af de skibe, der er fortøjet i søhavnen i Rotterdam, eftersom det er på det tidspunkt, at de krydser en ydre grænse beliggende i denne havn ved at henvende sig til et grænseovergangssted. Det i denne bestemmelse fastsatte udrejsestempel skal derfor anbringes på disse søfolks rejsedokumenter på datoen for deres påmønstring, uanset i øvrigt tidspunktet for det pågældende skibs afsejling.

38

Derimod har den nederlandske og den tyske regering samt Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at de i hovedsagen omhandlede søfolk rejser ud af Schengenområdet på det tidspunkt, hvor det skib, på hvilket de er påmønstret, faktisk forlader den pågældende søhavn med disse søfolk om bord. De nævnte regeringer har i denne henseende anført, at en udrejse fra dette område faktisk kræver, at de pågældende søfolk passerer en geografisk ydre grænse i Schengenområdet, hvilken ikke fastsættes af Schengengrænsekodeksen, men af De Forenede Nationers havretskonvention, som principielt fastsætter denne grænse til 12 sømil – målt fra de i overensstemmelse med denne konvention fastsatte basislinjer – i de pågældende medlemsstaters territorialfarvande. Det udrejsestempel, der er omhandlet i kodeksens artikel 11, stk. 1, skal derfor ifølge den nederlandske regering og Kommissionen anbringes på disse søfolks rejsedokumenter henholdsvis inden for en rimelig frist før eller kort inden det pågældende skibs afsejling. Den tyske regering er af den opfattelse, at stemplet skal anbringes dagen for udrejsen fra Schengenområdet, når datoen for skibets afsejling er blevet fastlagt.

39

Med henblik på at fastlægge det tidspunkt, hvor et udrejsestempel i henhold til Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, skal anbringes på rejsedokumenterne hos en sømand, der befinder sig i den situation, som er beskrevet i nærværende doms præmis 28, skal det indledningsvis undersøges, hvornår denne sømand skal anses for at være rejst ud af Schengenområdet, med henblik på derefter, og i forhold til tidspunktet for denne udrejse, at fastlægge det tidspunkt, hvor de kompetente nationale myndigheder skal anbringe det i bestemmelsen omhandlede udrejsestempel.

40

Hvad for det første angår fastlæggelsen af tidspunktet for udrejsen fra Schengenområdet skal det bemærkes, at det ifølge Domstolens faste praksis følger af såvel kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en bestemmelse i EU-retten, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, uanset de kvalifikationer, der anvendes i medlemsstaterne, idet der herved skal tages hensyn til den pågældende bestemmelses ordlyd, til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som bestemmelsen udgør en del af (jf. i denne retning bl.a. dom af 9.11.2017, Maio Marques da Rosa, C-306/16, EU:C:2017:844, præmis 38, og af 3.10.2019, X (Fastboende udlændinge – faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter), C-302/18, EU:C:2019:830, præmis 26).

41

Det følger heraf, at det i Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, indeholdte udtryk »udrejse«, eftersom bestemmelsen ikke henviser til national ret, skal anses for et selvstændigt EU-retligt begreb, hvis betydning og rækkevidde skal være ens i alle medlemsstaterne. Det tilkommer derfor Domstolen at give begrebet en ensartet fortolkning i Unionens retsorden.

42

Hvad indledningsvis angår ordlyden af Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, forholder det sig således, at for så vidt som hverken denne bestemmelse eller nogen anden bestemmelse i kodeksen – herunder navnlig kodeksens artikel 2 – indeholder en definition af begrebet »udrejse« fra Schengenområdet, skal betydningen og rækkevidden af dette begreb fastlægges i overensstemmelse med dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug (jf. i denne retning bl.a. dom af 26.7.2017, Jafari, C-646/16, EU:C:2017:586, præmis 73, af 29.7.2019, Spiegel Online, C-516/17, EU:C:2019:625, præmis 65, og af 12.9.2019, Koton Mağazacilik Tekstil Sanayi ve Ticaret mod EUIPO, C-104/18 P, EU:C:2019:724, præmis 43).

43

I sin sædvanlige betydning er begrebet »udrejse« fra Schengenområdet ikke uklart, og det skal forstås således, at det henviser til en persons fysiske bevægelse fra et sted, der er en del af Schengenområdet, til et sted, som ikke er en del af dette område (jf. analogt dom af 4.5.2017, El Dakkak og Intercontinental, C-17/16, EU:C:2017:341, præmis 19-21, og af 31.5.2018, Zheng, C-190/17, EU:C:2018:357, præmis 30).

44

Hvad dernæst angår den sammenhæng, som Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, indgår i, skal det indledningsvis bemærkes, at det allerede kan udledes af kodeksens artikel 2, nr. 11), og artikel 6, stk. 2, at en person ikke rejser ud af Schengenområdet, så længe den pågældende opholder sig i en stat, der indgår i dette område, idet det bemærkes, at disse bestemmelser sidestiller Schengenområdet med »medlemsstaternes område«.

45

Den blotte omstændighed, at en person har passeret et »grænseovergangssted« som omhandlet i den nævnte kodeks’ artikel 2, nr. 8), hvor den kontrol ved de ydre grænser, der er påkrævet i henhold til kodeksen, er blevet foretaget, således som beskrevet i nærværende doms præmis 32, er derfor ikke ensbetydende med, at personen er rejst ud fra Schengenområdet, såfremt den pågældende fortsat opholder sig i en del af en stat, der indgår i dette område.

46

Det følger heraf, at en sømand, der efter at være rejst ind i Schengenområdet via en international lufthavn beliggende i en stat, som indgår i dette område, opholder sig på et skib, der er fortøjet i en af denne stats søhavne under den periode, hvor den pågældende udfører sit arbejde om bord, ikke kan anses for at være rejst ud af Schengenområdet.

47

Som anført i nærværende doms præmis 31, definerer Schengengrænsekodeksens artikel 2, nr. 2), ganske vist udtrykket Schengenområdets »ydre grænser« som omfattende dels medlemsstaternes landegrænser og søgrænser, dels bl.a. deres lufthavne og søhavne, for så vidt som de ikke er indre grænser.

48

Den nævnte bestemmelse tilsigter imidlertid, således som det fremgår af dens ordlyd, udelukkende at knytte visse lufthavne og havne i de stater, der indgår i Schengenområdet, til dette områdes ydre grænser med det ene mål – i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 77, stk. 2, litra b), TEUF – at fremme den konkrete gennemførelse af kontrollen med de personer, som passerer Schengenområdets ydre grænser.

49

Således som den nederlandske og den tyske regering i det væsentlige har gjort gældende, skal kontrollen i forbindelse med passagen af medlemsstaternes grænser, som udgør Schengenområdets ydre grænser, nemlig foretages på et sted, der muliggør en praktisk og effektiv foranstaltning heraf, uden at dette sted nødvendigvis skal være sammenfaldende med det sted, hvor grænserne passeres.

50

I denne henseende skal det bemærkes, at det i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 2, litra c), og artikel 19, sammenholdt med bilag VI til kodeksen, forholder sig således, at kontrollen med medlemsstaternes søgrænser undtagelsesvis sågar kan foretages uden for de grænseovergangssteder, som er omhandlet i kodeksens artikel 2, nr. 8), idet det i denne henseende fremgår af bilagets punkt 3.1.1, at kontrollen med skibene alt efter tilfældet kan gennemføres i anløbs- eller afsejlingshavnen, på et dertil indrettet område i umiddelbar nærhed af fartøjet, om bord på skibet i territorialfarvandene som defineret i De Forenede Nationers havretskonvention, under rejsen eller sågar, såfremt en aftale herom er blevet indgået, ved skibets ankomst eller afrejse på et tredjelands område.

51

I overensstemmelse med Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 1, sammenholdt med kodeksens artikel 2, nr. 8) og 10), foretages kontrollen ved Schengenområdets ydre grænser principielt på de grænseovergangssteder, som medlemsstaterne har tilladt »for« passage af disse grænser, og foretages »udelukkende på grund af« den »planlagte« eller »faktiske grænsepassage«.

52

Det fremgår således, at Schengengrænsekodeksen hviler på den antagelse, at kontrollen med tredjelandsstatsborgere på et grænseovergangssted kort tid efter vil blive efterfulgt af den faktiske passage af en ydre grænse i Schengenområdet, selv om den pågældende person kortvarigt forbliver på den pågældende medlemsstats område.

53

Med dette for øje kan den omstændighed, at en person henvender sig ved et grænseovergangssted i en søhavn i en stat, der indgår i Schengenområdet, ikke i sig selv sidestilles med den omstændighed, at personen rejser ud af Schengenområdet, men er højst – og i de fleste tilfælde – et udtryk for personens plan om at forlade dette område inden for kort tid.

54

I det foreliggende tilfælde er det imidlertid ubestridt, at en sømand, der er ansat til at arbejde om bord på et skib, som er langtidsfortøjet i en sådan søhavn, ikke har en plan om at forlade den pågældende medlemsstats område, og herved Schengenområdet, inden for kort tid, på det tidspunkt, hvor vedkommende med henblik på sin påmønstring af skibet henvender sig til et grænseovergangssted i den pågældende søhavn.

55

Hvad endelig angår det formål, der forfølges med Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, skal det bemærkes, at denne kodeks udgør en del af den mere generelle ramme for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor der i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, TEU og artikel 67, stk. 2, TEUF er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende bl.a. kontrol ved de ydre grænser (jf. i denne retning dom af 14.6.2012, Association nationale d’assistance aux frontières pour les étrangers, C-606/10, EU:C:2012:348, præmis 25).

56

Således som det fremgår af sjette betragtning til den nævnte kodeks, er grænsekontrol ved medlemsstaternes ydre grænser ikke kun i de medlemsstaters interesse, ved hvis ydre grænse kontrollen foretages, men ligeledes i alle de medlemsstaters interesse, der har ophævet grænsekontrollen ved deres indre grænser (jf. i denne retning dom af 14.6.2012, Association nationale d’assistance aux frontières pour les étrangers, C-606/10, EU:C:2012:348, præmis 24).

57

I denne sammenhæng har den kontrol, der foretages ved grænseovergangsstederne inden for rammerne af grænsekontrollen, til formål, således som det fremgår af Schengengrænsekodeksens artikel 2, nr. 11), at sikre, at personer kan få lov til at rejse ind i eller ud af medlemsstaternes område.

58

Som det fremgår af den nævnte kodeks’ artikel 6, stk. 1, kan tredjelandsstatsborgere kun opholde sig i Schengenområdet i højst 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag skal tages i betragtning.

59

I denne henseende fremgår det nærmere af Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 2, at med henblik på beregningen af denne maksimalt tilladte varighed af opholdet svarer »indrejsedatoen« og »udrejsedatoen« til henholdsvis »den første opholdsdag på medlemsstaternes område« og »den sidste opholdsdag på medlemsstaternes område«.

60

Det er med henblik på at sikre overholdelsen af disse bestemmelser, at Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, fastsætter princippet om, at der systematisk skal anbringes indrejse- og udrejsestempler på tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter, således at det, som det fremgår af 15. betragtning til kodeksen, med sikkerhed kan fastslås, hvornår og hvor den ydre grænse blev passeret.

61

I overensstemmelse med den nævnte kodeks’ artikel 8, stk. 3, litra a), nr. iii), og artikel 8, stk. 3, litra h), nr. ii), er formålet med undersøgelsen af ind- og udrejsestemplerne i den pågældende tredjelandsstatsborgers rejsedokument således at kontrollere, ved at sammenholde ind- og udrejsedatoerne, at vedkommende ikke allerede har overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold i Schengenområdet.

62

Det følger heraf, at anbringelsen af ind- og udrejsestemplerne er tæt forbundet med de kompetente nationale myndigheders udøvelse af deres opgave med kontrol af bl.a. kortvarige ophold i Schengenområdet med henblik på i overensstemmelse med Schengengrænsekodeksens artikel 13, stk. 1, at bekæmpe bl.a. ulovlig grænsepassage (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, Air Baltic Corporation, C-575/12, EU:C:2014:2155, præmis 50 og 51).

63

Det kan derfor ikke lægges til grund, at en tredjelandsstatsborger er rejst ud fra Schengenområdet, når den pågældende fortsat opholder sig i en stat, der indgår i dette område, idet tredjelandsstatsborgeren – i strid med det formål, som forfølges med Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1 – ellers ville få adgang til at forblive i Schengenområdet ud over den maksimale varighed af det tilladte ophold.

64

Det følger af det ovenstående, at en sømand, der påmønstrer et langtidsfortøjet skib i en søhavn i en stat, der indgår i Schengenområdet, med henblik på at opholde sig i denne havn under hele eller dele af den periode, hvor den pågældende er blevet ansat til at udføre sit arbejde om bord, ikke kan anses for at være rejst ud af dette område på tidspunktet for sin påmønstring.

65

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af de undtagelsesbestemmelser, der er fastsat i Schengengrænsekodeksens artikel 5, stk. 2, litra c), artikel 11, stk. 3, litra c), og artikel 20, stk. 1, litra c), sammenholdt med bilag VII, punkt 3, til denne kodeks, og som vedrører opholdet på land for søfolk, der er påmønstret et skib, som anløber i en søhavn.

66

Det er nemlig ubestridt, at disse bestemmelser, som i det væsentlige har til formål at lempe kontrollen med de søfolk, der kun opholder sig på den pågældende medlemsstats område under skibets ophold i anløbshavnen og kun på anløbshavnens område, ved at fritage dem for navnlig forpligtelsen til at opnå et ind- eller udrejsestempel på deres rejsedokumenter, ikke finder anvendelse på søfolk, der arbejder om bord på et langtidsfortøjet skib i en søhavn.

67

Af samme grunde kan de bestemmelser, der er fastsat i visumkodeksens artikel 35 og 36 og i bilag IX hertil, og som vedrører visa udstedt ved de ydre grænser og transitvisa, heller ikke have nogen indvirkning på konklusionen i nærværende doms præmis 64, for så vidt som det under alle omstændigheder er ubestridt, at de i hovedsagen omhandlede søfolk ikke var i besiddelse af sådanne visa.

68

Hvad for det andet angår det tidspunkt, hvor et udrejsestempel skal anbringes på rejsedokumenterne i en situation som den, der er beskrevet i nærværende doms præmis 28, skal det bemærkes, at denne anbringelse ifølge selve ordlyden af Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, skal foretages ved »udrejse« fra Schengenområdet.

69

Det følger heraf, at et sådant stempel skal anbringes i forbindelse med en sådan udrejse, idet udrejsen, således som det fremgår af nærværende doms præmis 44-64, svarer til passage af en ydre grænse i Schengenområdet.

70

Når det er blevet godtgjort, at kontrollen med de pågældende personer ved et grænseovergangssted ikke kort efter vil blive efterfulgt af passagen af en ydre grænse i Schengenområdet, er det i overensstemmelse med den antagelse, der er omhandlet i nærværende doms præmis 52, vigtigt, at de kompetente nationale myndigheder anbringer et udrejsestempel på deres rejsedokumenter på et tidspunkt, som ligger tæt på denne passage, med henblik på i overensstemmelse med det formål, der forfølges med Schengengrænsekodeksen, og som er anført i nærværende doms præmis 60-63, at sikre, at disse myndigheder fortsat er i stand til at kontrollere den faktiske overholdelse af reglerne for varigheden af det kortvarige ophold i Schengenområdet under hensyntagen til den reelle varighed af disse personers ophold i dette område.

71

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at en sømand, som er ansat til at arbejde om bord på et skib, der er langtidsfortøjet i en søhavn i en stat, som indgår i Schengenområdet, på tidspunktet for sin påmønstring af dette skib ikke har en plan om at forlade dette område inden for kort tid. En sådan sømand har derfor ikke ret til at få anbragt et udrejsestempel på sine rejsedokumenter på tidspunktet for denne påmønstring.

72

Det er først, når det nævnte skibs afrejse fra en sådan søhavn til et sted, der er beliggende uden for Schengenområdet, er nært forestående, at udrejsestemplet skal anbringes på sømandens rejsedokumenter.

73

I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af bilag VI, punkt 3.1.5, til Schengengrænsekodeksen, at skibsføreren er forpligtet til »rettidigt« og i overensstemmelse med gældende regler i den pågældende havn at underrette de kompetente myndigheder om skibets afrejse.

74

Det følger heraf, at det udrejsestempel, der er omhandlet i den nævnte kodeks’ artikel 11, stk. 1, skal anbringes på rejsedokumenterne hos en sømand, som er ansat om bord på et skib, der er langtidsfortøjet i en søhavn i en stat, som indgår i Schengenområdet, på det tidspunkt, hvor skibsføreren underretter de kompetente nationale myndigheder om skibets nært forestående afrejse.

75

Enhver anden fortolkning af denne bestemmelse ville gøre misbrug og omgåelse af de regler, der er fastsat i EU-retten for kortvarige ophold i Schengenområdet, lettere, idet det herved ville være muligt for enhver sømand, som er tredjelandsstatsborger, at opholde sig uden tidsmæssig begrænsning i en søhavn henhørende i en stat, der indgår i Schengenområdet.

76

Følgelig skal det forelagte spørgsmål besvares med, at Schengengrænsekodeksens artikel 11, stk. 1, skal fortolkes således, at når en sømand, der er tredjelandsstatsborger, påmønstrer et langtidsfortøjet skib i en søhavn i en stat, der indgår i Schengenområdet – med henblik på dér at udføre et arbejde om bord, inden den pågældende forlader denne havn med dette skib – skal et udrejsestempel, når anbringelsen heraf er foreskrevet i kodeksen, ikke anbringes på sømandens rejsedokumenter på tidspunktet for dennes påmønstring, men når skibsføreren underretter de kompetente nationale myndigheder om skibets nært forestående afrejse.

77

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) skal fortolkes således, at når en sømand, der er tredjelandsstatsborger, påmønstrer et langtidsfortøjet skib i en søhavn i en stat, der indgår i Schengenområdet – med henblik på dér at udføre et arbejde om bord, inden den pågældende forlader denne havn med dette skib – skal et udrejsestempel, når anbringelsen heraf er foreskrevet i kodeksen, ikke anbringes på sømandens rejsedokumenter på tidspunktet for dennes påmønstring, men når skibsføreren underretter de kompetente nationale myndigheder om skibets nært forestående afrejse.