–

Deutsche Post AG og Klaus Leymann ved Rechtsanwälte T. Mayen og B. Stamm,

–

Land Nordrhein-Westfalen ved A. Baron-Barth og B. Spieles, som befuldmægtigede,

–

UPS Deutschland Inc. & Co. OHG, DPD Dynamic Parcel Distribution GmbH & Co. KG samt Bundesverband Paket & Expresslogistik e.V. ved Rechtsanwälte, S. Maaßen og P. Pommerening,

–

Deutsche Post AG ved Rechtsanwalt K. Hamacher,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved W. Mölls og J. Hottiaux, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 13, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (EUT 2006, L 102, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 165/2014 af 4. februar 2014 (EUT 2014, L 60, s. 1) (herefter »forordning nr. 561/2006«).

2

Anmodningerne er blevet fremsat i forbindelse med en række tvister mellem dels på den ene side postvirksomheden Deutsche Post AG og den transportansvarlige i virksomhedens hjemsted i Bonn (Tyskland) Klaus Leymann (herefter samlet »Deutsche Post m.fl.«) og på den anden side Land Nordrhein-Westfalen (sag C-203/18), dels på den ene side UPS Deutschland Inc. & Co. OHG, DPD Dynamic Parcel Distribution GmbH & Co. KG og Bundesverband Paket & Expresslogistik e.V (herefter samlet »UPS Deutschland m.fl.«) og på den anden side postvirksomheden Deutsche Post (sag C-374/18) vedrørende anvendelsen af regler for køretid, pauser og hviletid for førere, der udfører godstransport og passagerbefordring ad vej, på transporter, der foretages med Deutsche Posts køretøjer.

3

Følgende fremgår af 4., 17., 22. og 23. betragtning til forordning nr. 561/2006:

[…]

[…]

4

Forordningens artikel 1 bestemmer:

»Ved denne forordning fastsættes regler for køretid, pauser og hviletid for førere, der udfører godstransport og passagerbefordring ad vej, med det formål at harmonisere vilkårene for konkurrencen mellem de forskellige former for landtransport, navnlig vejtransporten, og at forbedre arbejdsvilkårene og færdselssikkerheden. Forordningen sigter også mod at fremme bedre kontrol og retshåndhævelse i medlemsstaterne og bedre arbejdspraksis i vejtransporterhvervet.«

5

Forordningens artikel 2, stk. 1, litra a), bestemmer:

»Denne forordning gælder for følgende former for vejtransport:

6

Forordningens artikel 5-9 indeholder de regler, der finder anvendelse på et transportkøretøjs medfølgende personale, køretiden, pauserne og hviletiden.

7

Samme forordnings kapitel IV med overskriften »Undtagelser« indeholder artikel 13, som bestemmer:

»1.   For så vidt som det er foreneligt med de i artikel 1 fastsatte mål, kan enhver medlemsstat på sit eget område eller på en anden medlemsstats område, såfremt denne anden medlemsstat er indforstået hermed, tillade, at transport, der udføres ved hjælp af følgende køretøjer, undtages fra bestemmelserne i artikel 5-9 og gøre sådanne undtagelser afhængige af individuelle betingelser:

[…]

[…]

[…]

[…]«

8

Følgende fremgår af 18. betragtning til direktiv 97/67, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF af 20. februar 2008 (EUT 2008, L 52, s. 3) (herefter »direktiv 97/67«):

»[D]en afgørende forskel mellem ekspresforsendelser og forsendelser, der er omfattet af befordringspligt, er den ekstra fordel, som eksprestjenesten giver (uanset i hvilken form), og som kunderne lægger vægt på, og denne ekstra fordel måles mest effektivt ved den overtakst, kunderne er rede til at betale, uden at dette dog må medføre en overskridelse af prisgrænsen på eneretsområdet, som skal overholdes.«

9

Direktivets artikel 2, nr. 13), bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

10

Direktivets artikel 3, stk. 1, 4 og 5, bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer overalt på deres område, at brugerne til enhver tid har adgang til et udbud af posttjenester af nærmere fastlagt kvalitet til priser, der er overkommelige for alle brugere.

[…]

4.   Hver medlemsstat vedtager de foranstaltninger, der er nødvendige for, at befordringspligten omfatter mindst følgende ydelser:

[…]

[…]

5.   Den nationale forvaltningsmyndighed kan forhøje vægtgrænsen for medtagelse af postpakker under befordringspligten til højst 20 kg og kan fastsætte særlige bestemmelser for dør til dør-omdeling af sådanne postpakker.

[…]«

11

Verordnung zur Durchführung des Fahrpersonalgesetzes (bekendtgørelse om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport) af 27. juni 2005 (BGBl. 2005 I, s. 1882), senest ændret ved bekendtgørelse af 8. august 2017 (BGBl. 2017 I, s. 3158) (herefter »FPersV«), blev vedtaget af Bundesministerium für Verkehr, Bau- und Stadtentwicklung (forbundsministerium for transport, anlægsarbejder og byudvikling, Tyskland) med henblik på sikring af gennemførelse i den tyske retsorden af forordning nr. 561/2006.

12

FPersV’s § 1 med overskriften »køretid og hvileperioder på vejtransportområdet« bestemmer:

»(1)   Førere

[…]

skal overholde køretid, pauser og hvileperioder i henhold til artikel 4, 6-9 og 12 [i forordning nr. 561/2006].

(2)   Stk. 1 finder ikke anvendelse på:

[…]

(6)   […]

Arbejdsgiveren skal

[…]«

13

FPersV’s § 18 med overskriften »undtagelser i henhold til forordning (EF) nr. 561/2006 og forordning (EU) nr. 165/2014« bestemmer:

»(1)   I henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006 og artikel 3, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 165/2014 undtages i forhold til lov om kørselspersonales anvendelsesområde følgende køretøjskategorier fra anvendelsen af artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 og fra anvendelsen af forordning (EU) nr. 165/2014:

[…]

[…]«

14

§ 4, nr. 1, litra b), i Postgesetz (postloven) af 22. december 1997 (BGBl. 1997 I, s. 3294), som ændret senest ved § 169 i lov af 29. marts 2017 (BGBl. 2017 I, s. 626) (herefter »PostG«), bestemmer:

»1.   Ved posttjenester forstås i denne lov følgende erhvervsmæssige tjenester:

[…]

15

PostG’s § 11 bestemmer:

»(1)   Tjenester, der er omfattet af befordringspligten, er et minimum af posttjenester i henhold til § 4, nr. 1, der ydes på hele området i nærmere fastsat kvalitet og til en overkommelig pris. Befordringspligten er begrænset til posttjenester, der er undergivet licens, og posttjenester, der befordringsteknisk set i det mindste delvis kan ydes sammen med posttjenester, der er undergivet licens. Befordringspligten omfatter kun tjenester, der i almindelighed anses for absolut nødvendige.

(2)   Forbundsregeringen kan ved bekendtgørelse, der kræver Forbundsdagens og Forbundsrådets bemyndigelse, fastlægge befordringspligtens indhold og omfang i overensstemmelse med stk. 1. […]«

16

Forbundsregeringen præciserede på grundlag af PostG’s § 11, stk. 2, befordringspligtens omfang for så vidt angår de pakkeforsendelser, der er omhandlet i § 1, stk. 1, nr. 2, i Post-Universaldienstleistungsverordnung [(forbundsbekendtgørelse om universel posttjeneste)] af 15. december 1999 (BGBl. I, s. 2418), senest ændret ved § 3, stk. 26, i lov af 7. juli 2005 (BGBl. 2005 I, s. 1970), som har følgende ordlyd:

»(1)   Følgende posttjenester er omfattet af »befordringspligten«:

[…]

[…]«

17

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Deutsche Post er blevet udpeget som postbefordringspligtig virksomhed som omhandlet i PostG’s § 11, stk. 1, og varetager således befordring af pakker, hvis vægt ikke overstiger 20 kg, i henhold til § 1, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse om postbefordringspligten, som ændret ved lov af 7. juli 2005. Selskabet leverer denne ydelse ved at anvende køretøjer med en største tilladt totalvægt på mellem 2,8 og 3,5 ton samt køretøjer eller en kombination af køretøjer med en største tilladt totalvægt på ikke over 7,5 ton. Samtidig varetager Deutsche Post med de samme køretøjer også befordringen af pakker, hvis vægt overstiger 20 kg – dvs. pakker, der ikke er omfattet af befordringspligten – men som ifølge det af Deutsche Post oplyste ikke udgør mere end fem procent af alle køretøjernes samlede last, selv i spidsbelastningsperioder.

18

Deutsche Post er af den opfattelse, at selskabet i sin egenskab af befordringspligtig virksomhed falder ind under undtagelsesbestemmelsen i FPerSV’s § 18, stk. 1, nr. 4, der gengiver artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006. Selskabet er derfor navnlig ikke undergivet pligten til at anvende reglerne for køretid, pauser og hviletid for førere, der udfører godstransport og passagerbefordring ad vej i henhold til denne forordning.

19

Ifølge de kompetente tyske myndigheder og Länder finder denne undtagelsesbestemmelse derimod ikke anvendelse på Deutsche Post, eftersom dette selskab ligeledes befordrer pakker med en vægt på mere end 20 kg, der gælder for befordringspligtige forsendelser. I denne sammenhæng er der blevet gennemført flere inspektioner på Deutsche Posts forretningssteder og indledt procedurer mod selskabet, der kan føre til administrative sanktioner.

20

Den 21. januar 2015 anlagde Deutsche Post m.fl. et anerkendelsessøgsmål ved Verwaltungsgericht Köln (forvaltningsdomstolen i Köln, Tyskland) med påstand om præcisering af rækkevidden af den i FPersV’s § 18, stk. 1, nr. 4, omhandlede undtagelse og om anerkendelse af, at denne undtagelse ligeledes finder anvendelse på de omhandlede tjenesteydelser. Ved dom af 2. februar 2016 blev søgsmålet forkastet som ugrundet, idet den pågældende ret fulgte den fortolkning, som Land Nordrhein-Westfalen (delstaten Nordrhein-Westfalen, Tyskland) havde anlagt, hvorefter den omhandlede undtagelse kun finder anvendelse, hvis køretøjerne »udelukkende« anvendes til omdeling af postbefordringspligtige forsendelser.

21

Den 7. marts 2016 har Deutsche Post m.fl. appelleret denne dom til Oberverwaltungsgericht für das Land Nordrhein-Westfalen (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i delstaten Nordrhein-Westfalen, Tyskland). Denne ret har anført, at den tyske lovgiver ved at vedtage FPersV’s § 18, stk. 1, nr. 4, fuldstændigt gengav indholdet af undtagelsen i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006, således at fortolkningen af den omhandlede nationale bestemmelse hovedsageligt afhænger af fortolkningen af undtagelsesbestemmelsen i EU-retten.

22

Særligt har den forelæggende ret anført, at eftersom Domstolen endnu ikke har klarlagt rækkevidden og indholdet af denne undtagelse, er det ikke muligt på nuværende tidspunkt at udelukke hverken den fortolkning, der blev gjort gældende af Deutsche Post m.fl., eller den fortolkning, der blev gjort gældende af Land Nordrhein-Westfalen (delstaten Nordrhein-Westfalen). Denne ret har i denne henseende anført, at denne sidstnævntes fortolkning gør det muligt at undgå, at en virksomhed i Tyskland, som varetager postbefordringspligten, kan nyde godt af en konkurrencefordel i forhold til en virksomhed, der ikke varetager en sådan opgave, og som derfor er underlagt regler om køretid, pauser og hviletid. Ifølge denne ret kan det imidlertid ligeledes tænkes, at denne konkurrencefordel er indført for at kompensere for den konkurrencemæssige ulempe for de virksomheder, der varetager postbefordringspligten, der følger af den statslige regulering af priserne på og kvaliteten af levering af en sådan tjenesteydelse.

23

Endvidere gælder, at i det tilfælde, at der ikke i henhold til undtagelsesbestemmelsen i artikel 13, stk. 1, litra d, i forordning nr. 561/2006 er krav om, at de køretøjer eller en kombination af køretøjer, der er omhandlet deri, »udelukkende« anvendes til at omdele forsendelser som led i befordringspligten skal det klarlægges, om denne bestemmelse i det mindste foreskriver, at der er tale om en vis andel af de befordringspligtige forsendelser, for at køretøjer og en kombination af køretøjer kan fritages for de forpligtelser, der følger af denne forordning.

24

På denne baggrund har Oberverwaltungsgericht für das Land Nordrhein-Westfalen (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i delstaten Nordrhein-Westfalen) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25

I lighed med sag C-203/18 vedrører tvisten i hovedsagen Deutsche Posts overholdelse af forpligtelserne i FPersV, der gengiver visse bestemmelser i forordning nr. 561/2006. I sag C-374/18 er de faktiske omstændigheder imidlertid anderledes, for så vidt som der kun er tale om køretøjer eller en kombination af køretøjer med en største tilladt totalvægt på mellem 2,8 ton og 3,5 ton.

26

Henset til, at Deutsche Posts manglende overholdelse af disse forpligtelser udgør en overtrædelse af §§ 3 og 3a i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (den tyske forbundslov mod illoyal konkurrence, BGBl. 2010 I, s. 254) har UPS Deutschland m.fl. anlagt sag ved Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln, Tyskland) med påstand om, at denne praksis bringes til ophør, og om erstatning for det tab, der er lidt som følge af nævnte praksis.

27

Denne ret er tilbøjelig til at mene, at Deutsche Post ikke kan påberåbe sig undtagelsen i FPersV’s § 18, stk. 1, nr. 4, idet den omhandlede undtagelse, som det følger af betydningen af og formålet med denne bestemmelse, kun finder anvendelse, når der leveres postbefordringspligtige forsendelser. Det formål om at forbedre førernes arbejdsvilkår og færdselssikkerheden, der forfølges med FPersV, som loyalt gengiver forordning nr. 561/2006, kan nemlig kun nås, såfremt undtagelserne i en sektor som postsektoren, der er præget af stærk konkurrence, fortolkes strengt.

28

Hertil kommer, at idet FPersV ligeledes gengiver bestemmelserne i forordning nr. 561/2006 for så vidt angår køretøjer med en største tilladt totalvægt, der er højere end 2,8 ton og ikke overstiger 3,5 ton, opstår spørgsmålet, om og i hvilken udstrækning EU-retlige bestemmelser skal inddrages i forbindelse med fortolkning af en national bestemmelse såsom FPerSV’s artikel 18, stk. 1, nr. 4.

29

Desuden er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den omstændighed, at visse supplerende ydelser leveres i tilknytning til en postforsendelse, udgør en hindring for, at denne forsendelse kan anses for at være blevet omdelt »som led i befordringspligten«. Efter den forelæggende rets opfattelse skal dette spørgsmål besvares bekræftende. Den er ikke desto mindre af den opfattelse, at afgørelsen af tvisten afhænger af fortolkningen af bestemmelserne i forordning nr. 561/2006.

30

På denne baggrund har Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Spørgsmålene i sag C-203/18 samt det første, det andet og det fjerde spørgsmål i sag C-374/18 vedrører i det væsentlige fortolkningen af bestemmelserne i forordning nr. 561/2006 og direktiv 97/67.

32

Hvad derimod angår det tredje spørgsmål i sag C-374/18 udspringer den tvivl, som Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln) har næret, af den omstændighed, at tvisten i hovedsagen vedrører køretøjer eller en kombination af køretøjer med en største tilladt totalvægt på mellem 2,8 og 3,5 ton, dvs. køretøjer, der ikke falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 561/2006. Forordning nr. 561/2006 finder i henhold til dens artikel 2, stk. 1, litra a), nemlig kun anvendelse på godstransport med et køretøj, hvis største tilladte totalvægt overstiger 3,5 ton.

33

Den tyske lovgiver, der har gjort brug af muligheden i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006 ved at lægge sig tæt op af denne bestemmelses ordlyd gennem FPersV’s § 18, stk. 1, nr. 4, anvender ligeledes undtagelsesbestemmelserne i den pågældende artikel 13 i forordning nr. 561/2006 på de køretøjer, der ikke overstiger en vægt på 3,5 ton.

34

Under disse omstændigheder kan besvarelsen af det tredje præjudicielle spørgsmål i sag C-374/18, som anført af generaladvokaten i punkt 39 og 40 i forslaget til afgørelse, have indvirkning på Domstolens kompetence til at besvare det første, det andet og det fjerde spørgsmål i denne sag vedrørende fortolkningen af bestemmelserne i forordning nr. 561/2006. Følgelig skal dette tredje spørgsmål behandles først.

35

Med det tredje spørgsmål i sag C-374/18 ønsker Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln) nærmere bestemt oplyst, om en bestemmelse i national ret som den i hovedsagen omhandlede, der ordret gengiver bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006, for så vidt som den finder anvendelse på køretøjer med en største tilladt totalvægt på over 2,8 ton og ikke over 3,5 ton, og som derfor ikke falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 561/2006, udelukkende skal fortolkes på grundlag af EU-retten, eller om en national ret kan anvende andre kriterier end de i EU-retten opstillede ved fortolkningen af en sådan national bestemmelse.

36

Med henblik på at besvare dette spørgsmål skal det bemærkes, at Domstolen ved flere lejligheder har erklæret sig kompetent til at træffe afgørelse om en anmodning om præjudiciel afgørelse, der vedrørte EU-retlige bestemmelser, i tilfælde, hvor de EU-retlige bestemmelser er blevet gjort anvendelige af national ret på grund af den heri foretagne henvisning til disse bestemmelsers indhold, også selv om de faktiske omstændigheder i hovedsagen ikke er direkte omfattet af EU-rettens anvendelsesområde. I sådanne situationer har det afgjort interesse for Den Europæiske Union for at undgå senere fortolkningsuoverensstemmelser, at bestemmelser, der er hentet fra EU-retten, fortolkes ensartet (jf. i denne retning dom af 18.10.1990, Dzodzi, C-297/88 og C-197/89, EU:C:1990:360, præmis 37, og af 13.3.2019, E., C-635/17, EU:C:2019:192, præmis 35 og 36 og den deri nævnte retspraksis).

37

En fortolkning fra Domstolens side af EU-retlige bestemmelser i situationer, der ikke er omfattet af dennes anvendelsesområde, er således berettiget, såfremt disse bestemmelser er gjort anvendelige på sådanne situationer af national ret på direkte og ubetinget vis med henblik på at sikre en ensartet behandling af disse situationer og af de situationer, der er omfattet af de nævnte bestemmelsers anvendelsesområde (dom af 13.3.2019, E., C-635/17, EU:C:2019:192, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

38

I det foreliggende tilfælde skal det efterprøves, om henvisningen til artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006 i FPersV’s § 18, stk. 1, nr. 4, skal kvalificeres som »direkte og ubetinget« som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i den foregående præmis, og følgelig, om den pågældende EU-retlige bestemmelse er gjort anvendelig på køretøjer, der på grund af en største tilladt totalvægt på under minimumsgrænsen på 3,5 ton ikke falder ind under forordningens anvendelsesområde.

39

Som anført af generaladvokaten i punkt 53 i forslaget til afgørelse gengiver ordlyden af FPersV’s § 18, stk. 1, nr. 4, efter udtrykkeligt at have henvist dertil både i overskriften og i første sætning til forordning nr. 561/2006 og nr. 165/2014 ordret uden nogen ændringer indholdet af undtagelsen i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006, som ændret ved artikel 45 i forordning nr. 165/2014.

40

Endvidere præciserede den forelæggende ret, som er den eneste retsinstans med kompetence til at fortolke national ret inden for rammerne af det ved artikel 267 TEUF fastsatte retslige samarbejde (jf. analogt dom af 7.11.2018, K og B, C-380/17, EU:C:2018:877, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis) i sin forelæggelsesafgørelse, at FPersV gengiver den pågældende forordnings bestemmelser med henblik på en udvidelse til at omfatte køretøjer med en største tilladt totalvægt på mellem 2,8 og 3,5 ton, idet den udtrykkeligt henviste til de EU-retlige krav. Endvidere fremgår det, som det følger af forelæggelsesafgørelsen i sag C-203/18, klart af forarbejderne til FPersV’s § 18, stk. 1, nr. 4, at den tyske lovgiver »har ønsket at anvende den i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006 omhandlede undtagelse fuldt ud« og således har harmoniseret behandlingen af nationale situationer og behandlingen af situationer, der reguleres af forordning nr. 561/2006.

41

Det følger heraf, som generaladvokaten anførte i punkt 57 i forslaget til afgørelse, at FPersV’s § 18, stk. 1, nr. 4, indgår i et fuldstændigt system af nationale regler, der udvider anvendelsen af den EU-retlige ordning vedrørende køretid, pauser og hviletid, der blev indført med forordning nr. 561/2006, til at omfatte befordring med køretøjer med en største tilladt totalvægt under den, der gælder for de køretøjer, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 561/2006.

42

Under disse omstændigheder skal henvisningen til artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006 i FPersV’s § 18, stk. 1, nr. 4, kvalificeres som »direkte og ubetinget« som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 37, således at Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF har kompetence til at besvare de af den forelæggende ret stillede spørgsmål og således til at fortolke bestemmelserne i forordning nr. 561/2006 i en situation som den i hovedsagen omhandlede.

43

Endvidere gælder, at henset til, at det afgjort har interesse for at undgå senere fortolkningsuoverensstemmelser, at bestemmelser fra EU-retten, der er gjort anvendelige i national ret, fortolkes ensartet, som det følger af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 36, er den forelæggende ret bundet af Domstolens fortolkning af de omhandlede EU-retlige bestemmelser og kan ikke støtte sig på andre kriterier.

44

Følgelig skal det tredje spørgsmål besvares med, at en bestemmelse i national ret som den i hovedsagen omhandlede, der ordret gengiver bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006, for så vidt som den finder anvendelse på køretøjer med en største tilladt totalvægt på over 2,8 ton og ikke over 3,5 ton, og som derfor ikke falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 561/2006, udelukkende skal fortolkes på grundlag af EU-retten, som fortolket af Domstolen, når disse bestemmelser på direkte og ubetinget vis er blevet gjort anvendelige på sådanne køretøjer af national ret.

45

Med spørgsmålene i sag C-203/18 og det første og det andet spørgsmål i sag C-374/18, der skal behandles samlet, ønsker de forelæggende retter nærmere bestemt oplyst, om artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at den undtagelse, den fastsætter, kun omfatter køretøjer eller en kombination af køretøjer, der i forbindelse med en bestemt transport udelukkende anvendes til at omdele forsendelser, som kan henføres til postbefordringspligten, eller om den også kan finde anvendelse, når de pågældende køretøjer eller kombination af køretøjer hovedsageligt eller for en på anden vis fastsat andels vedkommende anvendes til at omdele forsendelser, som kan henføres til denne pligt.

46

Med henblik på at besvare disse spørgsmål bemærkes, at forordning nr. 561/2006 i henhold til 17. betragtning dertil og artikel 1 heri har til formål at harmonisere vilkårene for konkurrencen på vejtransportområdet og at forbedre arbejdsvilkårene og færdselssikkerheden (dom af 7.2.2019, NK, C-231/18, EU:C:2019:103, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

47

Med henblik herpå fastsætter forordningens artikel 5-9 en række regler om køretid, pauser og hviletid, der skal overholdes af førere af køretøjer, der er omfattet af forordningens anvendelsesområde.

48

I henhold særligt til artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006 tillades medlemsstaterne imidlertid, at transport, der udføres ved hjælp af køretøjer eller en kombination af køretøjer med en største tilladt totalvægt på ikke over 7,5 ton, som benyttes af befordringspligtige virksomheder, jf. definitionen i artikel 2, nr. 13), i 97/67 til at omdele forsendelser som led i befordringspligten, undtages fra bestemmelserne i forordningens artikel 5-9.

49

Eftersom Forbundsrepublikken Tyskland har udøvet denne beføjelse i henhold til artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006, skal rækkevidden af undtagelsen i denne bestemmelse fastlægges.

50

I denne forbindelse skal det fremhæves, at betingelserne for at anvende artikel 13, stk. 1, litra d), første afsnit, i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes indskrænkende, eftersom denne bestemmelse udgør en undtagelse til forordningens artikel 5-9 [jf. analogt for så vidt angår forordningens artikel 13, stk. 1, litra d), andet afsnit, dom af 28.7.2011, Seeger, C-554/09, EU:C:2011:523, præmis 33, og hvad angår artikel 13, stk. 1, litra p), i forordning nr. 561/2006 dom af 7.2.2019, NK, C-231/18, EU:C:2019:103, præmis 21]. Endvidere skal undtagelsens rækkevidde fastsættes under hensyntagen til den i hovedsagen omhandlede lovgivnings ordlyd, sammenhæng og formål.

51

Hvad angår ordlyden af artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006 bemærkes, at denne bestemmelse udtrykkeligt omhandler køretøjer, som benyttes til at omdele »forsendelser som led i befordringspligten«. Den undtagelse, der er fastsat i den pågældende bestemmelse, er afgrænset i forhold til type af forsendelse, der foretages med de pågældende køretøjer, hvilket antyder, at EU-lovgiver ønskede, at ikke alle de køretøjer, der tilhører postbefordringspligtige virksomheder, skulle være omfattet af undtagelsens anvendelsesområde, men kun de køretøjer, der transporterer forsendelser, der kan henføres til postbefordringspligten.

52

Følgelig kan den i hovedsagen omhandlede undtagelse ikke fortolkes således, at den omfatter køretøjer, der anvendes til ud over at omdele forsendelser, der kan henføres til postbefordringspligten, at omdele andre forsendelser, der ikke er omfattet af en sådan befordringspligt.

53

Denne fortolkning kan ikke afkræftes af de argumenter om den pågældende undtagelses sammenhæng, som Deutsche Post og den polske regering har fremført, hvorefter EU-lovgivers valg om at anvende ordet »udelukkende« for så vidt angår undtagelsen i artikel 13, stk. 1, litra e), i) og o), i forordning nr. 561/2006 godtgør, at EU-lovgivers hensigt hvad angår undtagelsen i forordningens artikel 13, stk. 1, litra d), ikke var at begrænse anvendelsesområdet for denne undtagelse til transport, som foretages med køretøjer, der udelukkende benyttes til omdeling af forsendelser, der kan henføres til postbefordringspligten, men også at medtage tilfælde, hvor køretøjerne kun delvist anvendes til omdeling af sådanne forsendelser.

54

Som Europa-Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende i sine skriftlige bemærkninger, skal det forhold, at ordet »udelukkende« ikke er anvendt i ordlyden af en af de undtagelser, der er opregnet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 561/2006, ikke nødvendigvis føre til, at det skal sluttes modsætningsvis, at denne skal fortolkes bredt. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen allerede har fastslået, at i tilfælde af anvendelse, selv hvis den kun er delvis, af køretøjer til andre formål end dem, der er udtrykkeligt omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 561/2006, finder undtagelserne i denne bestemmelse ikke anvendelse (jf. i denne retning dom af 13.3.2014, A. Karuse, C-222/12, EU:C:2014:142, præmis 31 og 35).

55

Endvidere er Domstolens fortolkning af undtagelsen i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006 i nærværende doms præmis 52 understøttet af den pågældende forordnings målsætning, som der skal tages hensyn til med henblik på at fastlægge rækkevidden af en sådan undtagelse (jf. i denne retning dom af 13.3.2014, A. Karuse, C-222/12, EU:C:2014:142, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

56

I denne forbindelse bemærkes, som det blev anført i denne doms præmis 46, at forordning nr. 561/2006 i henhold til 17. betragtning dertil og artikel 1 heri har til formål at harmonisere vilkårene for konkurrencen på vejtransportområdet og at forbedre arbejdsvilkårene og færdselssikkerheden ved bl.a. at indføre regler for køretid, pauser og hviletid for førere, der udfører godstransport og passagerbefordring ad vej.

57

En bred fortolkning af den undtagelse, der er fastsat i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006, kan imidlertid bevirke for det første, at Deutsche Posts førere, dvs. et stort antal førere, ikke længere ville nyde godt af beskyttelsen af deres arbejdsvilkår som fastsat i forordning nr. 561/2006, hvilket er i strid med formålet om at forbedre arbejdsvilkårene for disse arbejdstagere. For det andet kan en sådan udvidelse af undtagelsen fastsat i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006 bevirke, at alle Deutsche Posts køretøjer, dvs. et stort antal køretøjer, vil kunne føres af sådanne førere, som lovligt vil kunne køre i mange timer uden hvile, hvilket er væsentligt til skade for målet om at forbedre færdselssikkerheden (jf. analogt dom af 28.7.2011, Seeger, C-554/09, EU:C:2011:523, præmis 35 og 36).

58

Endvidere risikerer en sådan udvidende fortolkning af den i hovedsagen omhandlede undtagelse at skade formålet om at fjerne de forskelle, der kan fordreje konkurrencen på området for vejtransport. En virksomhed som Deutsche Post, der udøver sine aktiviteter på området for postbefordringspligten, men som også leverer andre almindelige posttjenester, ville nemlig, hvis den var undtaget fra forpligtelserne i artikel 5-9 i forordning nr. 561/2006, have en konkurrencemæssig fordel i forhold til de konkurrerende virksomheder, såsom UPS Deutschland m.fl., der kun leverer almindelige posttjenester (jf. i denne retning dom af 13.3.2014, A. Karuse, C-222/12, EU:C:2014:142, præmis 32).

59

Særligt hvad angår de køretøjer, der falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 561/2006, kan en virksomhed såsom Deutsche Post spare de omkostninger, der er forbundet med installation og vedligeholdelse af takografer i de køretøjer, som selskabet anvender i forhold til de øvrige konkurrerende virksomheder.

60

Det følger heraf, at det første spørgsmål henholdsvis i sag C-203/18 og sag C-374/18 skal besvares med, at artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at den undtagelse, den fastsætter, kun omfatter køretøjer eller en kombination af køretøjer, der i forbindelse med en bestemt transport udelukkende anvendes til at omdele forsendelser, som kan henføres til postbefordringspligten.

61

Under hensyntagen til besvarelsen af disse spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet præjudicielle spørgsmål i henholdsvis sag C-203/18 og sag C-374/18.

62

Med det fjerde spørgsmål i sag C-374/18 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, i direktiv 97/67 skal fortolkes således, at den omstændighed, at tillægsydelser såsom indsamling med eller uden tidsinterval, visuel alderskontrol, efterkrav, modtager betaler forsendelsen op til 31,5 kg, eftersendelsesservice, forholdsordre, mulighed for at ønske dag og tidspunkt, leveres i tilknytning til en forsendelse, er til hinder for, at denne forsendelse kan anses for en forsendelse, der omdeles som led i »befordringspligten« i henhold til denne bestemmelse, og følgelig for en forsendelse, der omdeles »som led i befordringspligten« med henblik på anvendelse af undtagelsen i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006.

63

I denne forbindelse følger det uden videre af artikel 3, stk. 4 og 5, i direktiv 97/67, at den postbefordringspligt, som medlemsstaterne skal sikre over forbrugerne, omfatter mindst indsamling, sortering, transport og omdeling af postpakker på op til 10 kg, hvilken grænse kan forhøjes til højst 20 kg.

64

Endvidere bemærkes hvad angår specifikt ekspres- og kurertjenester, at den afgørende forskel mellem disse tjenester og forsendelser, der er omfattet af befordringspligt, i henhold til 18. betragtning til direktiv 97/67 er den ekstra fordel, som eksprestjenesten giver uanset i hvilken form, og som kunderne lægger vægt på. Denne ekstra fordel måles derfor mest effektivt ved den overtakst, kunderne er rede til at betale.

65

I denne forbindelse har Domstolen for nylig fastslået, at en forsendelse med en ekstra fordel, dvs. en forsendelse, der ledsages af en tillægsydelse, skal adskilles fra befordringspligten i sin egenskab af basisydelse. Ekspres- og kurertjenester adskiller sig nemlig fra postbefordringspligt ved den merværdi, der gives kunderne, og for hvilken kunderne accepterer at betale mere. Sådanne tjenester svarer til særlige tjenesteydelser, der ikke står i forbindelse med tjenesteydelser af almindelig interesse, og hvorved man søger at imødekomme særlige behov hos erhvervsdrivende, således at der skal leveres visse supplerende ydelser, som den traditionelle posttjeneste ikke tilbyder (dom af 31.5.2018, Confetra m.fl., C-259/16 og C-260/16, EU:C:2018:370, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

66

I det foreliggende tilfælde er det som anført af generaladvokaten i punkt 125 i forslaget til afgørelse ubestridt, at basisydelserne kombineret med de tillægsydelser som dem, som den forelæggende har opregnet, kan give kunderne en ekstra fordel, således at de er rede til at betale overtakst for disse tjenester.

67

Det følger heraf, at sådanne tjenester, der snarere må betegnes som ekspres- og kurertjenester, ikke kan anses for at falde ind under »befordringspligt« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 97/67.

68

På baggrund af ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 97/67 skal fortolkes således, at den omstændighed, at tillægsydelser, såsom indsamling med eller uden tidsinterval, visuel alderskontrol, efterkrav, modtager betaler forsendelsen op til 31,5 kg, eftersendelsesservice, forholdsordre, mulighed for at ønske dag og tidspunkt, leveres i tilknytning til en forsendelse, er til hinder for, at denne forsendelse kan anses for en forsendelse, der omdeles som led i »befordringspligten« i henhold til denne bestemmelse, og følgelig for en forsendelse, der omdeles »som led i befordringspligten« med henblik på anvendelse af undtagelsen i artikel 13, stk. 1, litra d), i forordning nr. 561/2006.

69

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for de forelæggende retter, tilkommer det disse at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: