Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62018CJ0163

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. juli 2019.
HQ m.fl. mod Aegean Airlines SA.
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Noord-Nederland.
Præjudiciel forelæggelse – lufttransport – forordning (EF) nr. 261/2004 – fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser – aflysning – bistand – ret til refusion af flybilletten hos luftfartsselskabet – artikel 8, stk. 2 – pakkerejse – direktiv 90/314/EØF – rejsearrangørens konkurs.
Sag C-163/18.

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2019:585

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

10. juli 2019 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – lufttransport – forordning (EF) nr. 261/2004 – fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser – aflysning – bistand – ret til refusion af flybilletten hos luftfartsselskabet – artikel 8, stk. 2 – pakkerejse – direktiv 90/314/EØF – rejsearrangørens konkurs«

I sag C-163/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Rechtbank Noord-Nederland (retten i første instans i Noord-Nederland, Nederlandene) ved afgørelse af 21. februar 2018, indgået til Domstolen den 1. marts 2018, i sagen

HQ,

IP, retligt repræsenteret ved HQ,

JO

mod

Aegean Airlines SA,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal, og dommerne F. Biltgen, J. Malenovský (refererende dommer), C.G. Fernlund og L.S. Rossi,

generaladvokat: H. Saugmandsgaard Øe,

justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. januar 2019,

efter at der er afgivet indlæg af:

HQ, IP, retligt repræsenteret ved HQ, og JO ved advocaat I. Maertzdorff og ved M. Duinkerke og M.J.R. Hannink,

Aegean Airlines SA ved advocaten J. Croon og D. van Genderen,

den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og A. Kasalická, som befuldmægtigede,

den tyske regering først ved T. Henze, derefter ved M. Hellmann og A. Berg, som befuldmægtigede,

Europa-Kommissionen ved A. Nijenhuis, C. Valero og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. marts 2019,

afsagt følgende

Dom

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1, og berigtigelse i EUT 2016, L 321, s. 83) i lyset af Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (EFT 1990, L 158, s. 59).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side HQ, IP, retligt repræsenteret ved HQ, og JO (herefter »HQ m.fl.«) og på den anden side luftfartsselskabet Aegean Airlines SA vedrørende refusion af flybilletter, som HQ m.fl. har anmodet om efter aflysningen af et fly, som var en del af en pakkerejse.

Retsforskrifter

EU-retten

Forordning nr. 261/2004

3

1., 2. og 16. betragtning til direktiv 261/2004 har følgende ordlyd:

»(1)

Handling fra Fællesskabets side, når det drejer sig om lufttransport, bør bl.a. sigte på at sikre et højt beskyttelsesniveau for passagerer. Endvidere bør der fuldt udtages hensyn til forbrugerbeskyttelseskrav generelt.

(2)

Boardingafvisning og aflysning eller lange forsinkelser forårsager alvorlige problemer og gener for passagererne.

[...]

(16)

Hvis en pakkerejse aflyses af andre årsager end aflysning af flyafgangen, finder denne forordning ikke anvendelse.«

4

Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Formål« bestemmer i stk. 1:

»I denne forordning fastsættes der på de her anførte betingelser minimumsrettigheder for luftfartspassagerer ved:

a)

boardingafvisning mod passagerens vilje

b)

aflysning af flyafgange

c)

forsinkelse af flyafgange.«

5

Denne forordnings artikel 3 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 6:

»Denne forordning påvirker ikke passagerrettigheder i henhold til direktiv 90/314/EØF. Denne forordning finder ikke anvendelse, hvis en pakkerejse aflyses af andre årsager end aflysning af flyafgangen.«

6

I samme forordnings artikel 5 med overskriften »Aflysning« har stk. 1 følgende ordlyd:

»Hvis en flyafgang aflyses, skal berørte passagerer:

a)

tilbydes bistand af det transporterende luftfartsselskab i overensstemmelse med artikel 8

b)

tilbydes bistand af det transporterende luftfartsselskab i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra a), og artikel 9, stk. 2, samt i tilfælde af omlægning af rejsen når det nye afgangstidspunkt med rimelighed kan forventes at være tidligst dagen efter det planlagte afgangstidspunkt, bistand som specificeret i artikel 9, stk. 1, litra b) og c)

c)

have ret til kompensation fra det transporterende luftfartsselskab i overensstemmelse med artikel 7, medmindre

i)

de får meddelelse om aflysningen mindst to uger før det planlagte afgangstidspunkt, eller

ii)

de får meddelelse om aflysningen mellem to uger og syv dage før det planlagte afgangstidspunkt og får tilbudt en omlægning af rejsen, så de kan afrejse højst to timer før det planlagte afgangstidspunkt og ankomme til det endelige bestemmelsessted senest fire timer efter det planlagte ankomsttidspunkt, eller

iii)

de får meddelelse om aflysningen mindre end syv dage før det planlagte afgangstidspunkt og får tilbudt en omlægning af rejsen, så de kan afrejse højst en time før det planlagte afgangstidspunkt og ankomme til det endelige bestemmelsessted senest to timer efter det planlagte ankomsttidspunkt.«

7

Artikel 8 i direktiv 261/2004 med overskriften »Ret til refusion eller omlægning af rejsen« fastsætter i stk. 1 og 2:

»1.   Når der henvises til denne artikel tilbydes passageren valget mellem:

a)

refusion inden syv dage i henhold til reglerne i artikel 7, stk. 3, af den fulde købspris for billetten for så vidt angår den del eller de dele af rejsen, der ikke er blevet foretaget, og for så vidt angår den del eller de dele, der allerede er foretaget, såfremt flyvningen ikke længere tjener noget formål i passagerens oprindelige rejseplan, samt, hvis det er relevant

en returflyvning til vedkommendes første afgangssted ved førstgivne lejlighed

b)

omlægning af rejsen under sammenlignelige transportbetingelser til vedkommendes endelige bestemmelsessted ved førstgivne lejlighed

c)

omlægning af rejsen under sammenlignelige transportbetingelser

til vedkommendes endelige bestemmelsessted på en senere dato efter passagerens eget valg, hvis der er ledige pladser.

2.   Stk. 1, litra a), gælder også for passagerer, hvis flyvninger er en del af en pakkerejse, medmindre retten til refusion følger af direktiv 90/314/EØF.«

Direktiv 90/314

8

21. betragtning til direktiv 90/314 fastsætter:

»[F]or både forbrugerne og pakkerejsebranchen vil det være en fordel, hvis rejsearrangørerne og/eller formidlerne forpligtes til at dokumentere, at de er dækket af en garanti i tilfælde af insolvens eller konkurs.«

9

Dette direktivs artikel 1 bestemmer:

»Dette direktiv har til formål at tilnærme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, der sælges eller udbydes til salg på Fællesskabets område.«

10

Det nævnte direktivs artikel 4, stk. 6, fastsætter:

»Hvis forbrugeren hæver kontrakten efter stk. 5, eller hvis rejsearrangøren aflyser pakkerejsen inden det aftalte afrejsetidspunkt uanset årsag, medmindre denne kan tilregnes forbrugeren, har forbrugeren ret til:

a)

enten at deltage i en pakkerejse af tilsvarende eller højere kvalitet, hvis rejsearrangøren og/eller formidleren kan tilbyde ham dette. Hvis erstatningspakkerejsen er af ringere kvalitet, skal rejsearrangøren tilbagebetale prisforskellen til forbrugeren

b)

eller hurtigt at få tilbagebetalt samtlige beløb, han har betalt i henhold til kontrakten.

[...]«

11

Samme direktivs artikel 5, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den rejsearrangør og/eller formidler, der er part i kontrakten, over for forbrugeren er ansvarlig for, at de kontraktmæssige forpligtelser opfyldes, uanset om disse forpligtelser påhviler rejsearrangøren/formidleren selv eller andre tjenesteydere, og uden at indskrænke rejsearrangørens og/eller formidlerens ret til at søge sig fyldestgjort hos sådanne andre tjenesteydere.«

12

Artikel 7 i direktiv 90/314 fastsætter:

»Den rejsearrangør og/eller formidler, der er part i kontrakten, skal godtgøre, at han stiller tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren.«

Nederlandsk ret

13

På tidspunktet for de faktiske omstændigheder var direktiv 90/314 gennemført i nederlandsk ret ved afsnit 7A med overskriften »Rejseaftale« i bog 7 i Burgerlijk wetboek (borgerlig lovbog).

14

Artikel 7:504, stk. 3, i borgerlig lovbog giver i tilfælde af, at rejsearrangøren hæver rejseaftalen, passageren ret til fra denne at kræve bl.a. refusion af flybillettens pris.

15

Den nævnte lovs artikel 7:512, stk. 1, fastsætter rejsearrangørens forpligtelse til på forhånd at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre, at hans forpligtelser overtages af en anden, eller at rejsebeløbet refunderes, hvis han i tilfælde af insolvens ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser over for den rejsende.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16

Aegean Airlines, der er et selskab med hjemsted i Grækenland, indgik en charteraftale med G.S. Charter Aviation Services Ltd (herefter »G.S. Charter«), der er et selskab med hjemsted i Cypern, hvorefter Aegean Airlines mod betaling af et charterbeløb skulle stille et bestemt antal sæder til rådighed for G.S. Charter. G.S. Charter videresolgte herefter disse sæder til tredjemænd, herunder bl.a. til Hellas Travel BV (herefter »Hellas«), der er et rejsebureau med hjemsted i Nederlandene.

17

G.S. Charter og Hellas indgik en aftale, hvoraf fremgik, at der i perioden fra den 1. maj til den 24. september 2015 hver fredag skulle flyves fra Eelde (Nederlandene) til Korfu (Grækenland) og retur, at der skulle stilles en garanti over for Aegean Airlines, og at der hver mandag skulle betales for returflyvningen den følgende fredag.

18

Den 19. marts 2015 reserverede HQ m.fl. returflyvninger mellem Eelde og Korfu hos Hellas. Disse flyvninger var en del af en »pakkerejse« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 90/314, og prisen herfor blev betalt til Hellas.

19

HQ m.fl. modtog elektroniske billetter med Aegean Airlines’ logo for disse flyvninger, som efter planen skulle afgå den 17. og den 24. juli 2015, og dokumenter, der omtalte Hellas som befragter.

20

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, sendte Hellas nogle dage før det aftalte afrejsetidspunkt HQ m.fl. et brev og en e-mail, hvori selskabet informerede dem om, at det som følge af såvel det stagnerende antal reservationer som aflysninger af eksisterende reservationer, der skyldtes »usikkerheder med hensyn til situationen i Grækenland« på daværende tidspunkt, var blevet nødsaget til at aflyse de flyvninger, der var indgået aftale om med Aegean Airlines, fordi sidstnævnte havde besluttet ikke længere at forestå flyvninger til og fra Korfu fra den 17. juli 2015, fordi det var umuligt at opnå den pris, der forudgående var fastsat med Hellas. Under disse omstændigheder meddelte Hellas HQ m.fl., at deres pakkerejse var aflyst.

21

Den 3. august 2016 blev Hellas erklæret konkurs. Selskabet refunderede ikke HQ m.fl. prisen for flybilletterne.

22

HQ m.fl. har anlagt sag ved Rechtbank Noord-Nederland (retten i første instans i Noord-Nederland) med påstand om, at Aegean Airlines tilpligtes at betale dem en kompensation for aflysningen af flyvningen den 17. juli 2015 og at refundere dem billetterne til rejsen i medfør af henholdsvis for det første artikel 5, stk. 1, litra c), i forordning nr. 261/2004, og for det andet denne forordnings artikel 8, stk. 1, litra a).

23

Aegean Airlines har principalt anfægtet, at forordning nr. 261/2004 kunne anvendes, navnlig henset til denne forordnings artikel 3, stk. 6.

24

Ved mellemafgørelse af 14. november 2017 forkastede Rechtbank Noord-Nederland (retten i første instans i Noord-Nederland) imidlertid dette anbringende med den begrundelse, at det i henhold til den nævnte bestemmelse kun er udelukket at anvende forordning nr. 261/2004 på passagerer, der har købt en pakkerejse, såfremt aflysningen sker uafhængigt af, om luftfartsselskabet har accepteret at sikre den eller de flyvninger, der indgår i denne rejse, og dette ikke var tilfældet i den foreliggende sag. Denne ret var nemlig af den opfattelse, for det første, at beslutningen om at aflyse flyvningen var blevet truffet af Aegean Airlines, som helt åbenbart kun var rede til at gennemføre flyafgangen, såfremt Hellas på forhånd betalte selskabet den fastsatte pris, og for det andet, at det hverken var blevet hævdet eller godtgjort, at Hellas havde forklaret aflysningen af pakkerejsen med henvisning til andre grunde end Aegean Airlines’ beslutning.

25

HQ m.fl. blev derfor i medfør af forordning nr. 261/2004 tildelt en fast kompensation fra Aegean Airlines på grund af aflysningen af den omhandlede flyafgang. Retten har derimod ikke taget stilling til påstanden om refusion af flybilletterne.

26

I denne henseende har Aegean Airlines subsidiært gjort gældende, at eftersom der i det foreliggende tilfælde er tale om en pakkerejse, fremgår det af artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 261/2004, at selskabet ikke er forpligtet til at refundere HQ m.fl. det beløb, som disse havde betalt til Hellas for købet af deres flybilletter.

27

På denne baggrund har Rechtbank Noord-Nederland (retten i første instans i Noord-Nederland, Nederlandene) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Skal artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 261/2004 fortolkes således, at en passager, der i henhold til (det i national ret gennemførte) direktiv 90/314/EØF om pakkerejser er berettiget til at kræve refusion af billetten hos rejsearrangøren, ikke længere kan kræve refusion hos luftfartsselskabet?

2)

Såfremt [det første] spørgsmål [...] besvares bekræftende, kan en passager alligevel kræve refusion af billetten hos luftfartsselskabet, såfremt det godtgøres, at rejsearrangøren, hvis denne har handlet ansvarspådragende, i [økonomisk] henseende faktisk ikke er i stand til at refundere billetten og heller ikke har truffet nogen garantiforanstaltninger for at sikre refusionen?«

Om de præjudicielle spørgsmål

28

Med de to spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at en passager, som i henhold til direktiv 90/314 er berettiget til at kræve refusion af flybilletten hos rejsearrangøren, af denne grund ikke længere har mulighed for at kræve refusion af denne billet hos luftfartsselskabet på grundlag af den nævnte forordning, herunder når rejsearrangøren i økonomisk henseende ikke er i stand til at foretage refusionen af billetten og heller ikke har truffet nogen foranstaltning for at sikre refusionen.

29

Hvad angår spørgsmålet, om passagerer, som er berettiget til at kræve refusion af deres flybilletter hos rejsearrangøren, også har mulighed for at kræve refusion af deres billetter hos luftfartsselskabet, bemærkes indledningsvis og for det første, at det transporterende luftfartsselskab i henhold til artikel 8, stk. 1, litra a), i forordning nr. 261/2004, sammenholdt med denne forordnings artikel 5, stk. 1, litra a), skal tilbyde passagerne bistand, bl.a. i form af en refusion af billetten, hvis en flygang aflyses (jf. dom af 12.9.2018, Harms, C-601/17, EU:C:2018:702, præmis 12).

30

For det andet fastsætter den nævnte forordnings artikel 8, stk. 2, at retten til refusion af billetten også finder anvendelse på de passagerer, hvis flyvninger er en del af en pakkerejse, medmindre en sådan ret følger af direktiv 90/314.

31

Det følger af denne klare ordlyd af den nævnte artikel 8, stk. 2, at den blotte eksistens af en ret til refusion, der følger af direktiv 90/314, er tilstrækkelig til at udelukke, at en passager, hvis flyvning er en del af en pakkerejse, kan kræve refusion af sin billet i henhold til forordning nr. 261/2004 hos det transporterende luftfartsselskab.

32

Denne fortolkning underbygges af forarbejderne til forordning nr. 261/2004. Som generaladvokaten har anført i punkt 43 og 44 i forslaget til afgørelse, fremgår det nemlig af disse forarbejder, at selv om EU-lovgiver ikke ønskede at udelukke de passagerer, hvis flyvning var en del af en pakkerejse, fuldstændigt fra denne forordnings anvendelsesområde, havde denne lovgiver dog med hensyn til disse til hensigt at bevare virkningerne af den ordning, der var blevet anset for at yde tilstrækkelig beskyttelse, som var blevet tilvejebragt tidligere ved direktiv 90/314.

33

Som det i denne henseende følger af artikel 3, stk. 6, i forordning nr. 261/2004, påvirker den nævnte forordning ikke de rettigheder, som de passagerer, der har købt en pakkerejse, er tillagt ved dette direktiv.

34

Artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 261/2004 indebærer således, at retten til refusion af billetten i medfør af henholdsvis denne forordning og af direktiv 90/314 ikke kan kumuleres, idet en sådan kumulation i øvrigt, og som generaladvokaten har anført i punkt 64 i forslaget til afgørelse, kan føre til en uberettiget overbeskyttelse af den berørte passager til skade for det transporterende luftfartsselskab, idet sidstnævnte nemlig i dette tilfælde risikerer til dels at skulle bære det ansvar, der påhviler rejsearrangøren over for dennes kunder i medfør af den aftale, som denne har indgået med sidstnævnte.

35

Det følger af ovenstående betragtninger, at de passagerer, som i henhold til direktiv 90/314 er berettiget til at kræve refusion af deres flybilletter hos rejsearrangøren, ikke har mulighed for at kræve refusion hos luftfartsselskabet på grundlag af forordning nr. 261/2004.

36

Denne konklusion gælder også i det tilfælde, hvor rejsearrangøren ikke er i stand til i økonomisk henseende at foretage refusionen af billetten og ikke har truffet nogen foranstaltning for at sikre denne refusion.

37

Henset til den klare ordlyd af artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 261/2004 er det nemlig irrelevant, om rejsearrangøren i økonomisk henseende er i stand til at foretage refusionen af billetten, om denne har truffet en foranstaltning for at sikre denne refusion eller ej, eller om disse omstændigheder bringer gennemførelsen af dennes forpligtelse til refusion af de berørte passagerer i fare.

38

En sådan fortolkning af artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 261/2004 afsvækkes ikke at det hovedformål, der forfølges med denne forordning, der, således som det fremgår af første betragtning hertil, tilsigter at sikre et højt beskyttelsesniveau for passagerer.

39

Som det fremgår af nærværende doms præmis 32, tog EU-lovgiver netop hensyn til den tilstrækkelige beskyttelsesordning, der var blevet tilvejebragt tidligere ved direktiv 90/314.

40

Det bemærkes særligt, at dette direktivs artikel 7, set i lyset af 21. betragtning hertil, bl.a. fastsætter, at rejsearrangøren skal godtgøre, at han stiller tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb.

41

Domstolen har udtalt, at artikel 7 i direktiv 90/314 indebærer en forpligtelse til at nå det resultat, at deltagerne i pakkerejser opnår en ret til garanteret tilbagebetaling af erlagte beløb i tilfælde af rejsearrangørens konkurs, og at denne garanti netop skal sikre, at forbrugeren beskyttes mod virkningerne af konkursen, uanset dens årsager (jf. i denne retning dom af 15.6.1999, Rechberger m.fl., C-140/97, EU:C:1999:306, præmis 74, og kendelse af 16.1.2014, Baradics m.fl., C-430/13, EU:C:2014:32, præmis 35).

42

Domstolen har endvidere fastslået, at en national lovgivning kun opfylder de forpligtelser, der er fastsat i denne bestemmelse, korrekt, såfremt den, uanset den nærmere udformning, har til virkning effektivt at sikre passagerene tilbagebetaling af samtlige erlagte beløb i tilfælde af rejsearrangørens insolvens (jf. i denne retning dom af 15.6.1999, Rechberger m.fl., C-140/97, EU:C:1999:306, præmis 64, og kendelse af 16.1.2014, Baradics m.fl., C-430/13, EU:C:2014:32, præmis 38).

43

Såfremt dette ikke er tilfældet, har den berørte rejsende under alle omstændigheder, således som det følger af Domstolens faste praksis, mulighed for at anlægge et søgsmål mod den pågældende medlemsstat med påstand om erstatning for det tab, som denne har lidt som følge af en tilsidesættelse af EU-retten (jf. i denne retning dom af 25.11.2010, Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 45-48 og den deri nævnte retspraksis).

44

Henset til alle ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at en passager, som i henhold til direktiv 90/314 er berettiget til at kræve refusion af flybilletten hos rejsearrangøren, af denne grund ikke længere har mulighed for at kræve refusion af denne billet hos luftfartsselskabet på grundlag af den nævnte forordning, herunder når rejsearrangøren i økonomisk henseende ikke er i stand til at foretage refusionen af billetten og heller ikke har truffet nogen foranstaltning for at sikre refusionen.

Sagsomkostninger

45

Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

 

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

 

Artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 skal fortolkes således, at en passager, som i henhold til Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, er berettiget til at kræve refusion af flybilletten hos rejsearrangøren, af denne grund ikke længere har mulighed for at kræve refusion af denne billet hos luftfartsselskabet på grundlag af den nævnte forordning, herunder når rejsearrangøren i økonomisk henseende ikke er i stand til at foretage refusionen af billetten og heller ikke har truffet nogen foranstaltning for at sikre refusionen.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: nederlandsk.

Top