1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden ( 2 ).

2.

Anmodningen er indgivet i forbindelse med en retssag vedrørende kollektive overenskomster mellem arbejdstagerorganisationerne Federación de Trabajadores Independientes de Comercio (Fetico), Federación Estatal de Servicios, Movilidad y Consumo de la Unión General de Trabajadores (FESMC-UGT) og Federación de Servicios de Comisiones Obreras (CCOO) (herefter »arbejdstagerorganisationerne«) på den ene side og koncernen af virksomhederne DIA, S.A. og Twins Alimentación, S.A. (herefter »koncernen«) på den anden side med henblik på at fastlægge betingelserne for afholdelse af tjenestefrihed med løn som omhandlet i artikel 46, Convenio Colectivo del grupo de empresas Dia, S.A. y Twins Alimentación, S.A. (kollektiv overenskomst for koncernen Dia, S.A. og Twins Alimentación, S.A., herefter »den kollektive overenskomst for koncernen«) ( 3 ), for at give arbejdstagerne mulighed for at opfylde personlige eller familiemæssige pligter, når den omstændighed, der udløser denne tjenestefrihed, er sammenfaldende med den ugentlige hvileperiode eller den årlige betalte ferieperiode, som er sikret ved EU-retten.

3.

Denne sag giver Domstolen mulighed for at gøre opmærksom på – ud fra den konstatering, at tjenestefrihed med løn ikke har til formål at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, men alene at give dem mulighed for lejlighedsvis at anmode om tilladelse til fravær i arbejdstiden – at direktiv 2003/88 udelukkende fastsætter minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og overlader det til medlemsstaterne at vedtage gunstigere regler for arbejdstagerne på de områder, som ikke henhører under EU-retten.

4.

På grundlag af min analyse vil jeg foreslå Domstolen, principalt, at den heraf udleder, at nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, som ikke kan tilsidesætte minimumsforskrifterne i direktiv 2003/88, ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde.

5.

Subsidiært vil jeg tilslutte mig det synspunkt, at artikel 5 og 7 i direktiv 2003/88 ikke er til hinder for nationale lovbestemmelser og kollektive overenskomster, som ikke foreskriver, at der skal tildeles tjenestefrihed med løn, når de omstændigheder, som begrunder denne tjenestefrihed, finder sted på arbejdsfrie dage.

6.

I dette øjemed vil jeg for det første redegøre for grundene til, at rækkevidden af Domstolens praksis om sammenfald af forskellige typer af orlov, der tager udgangspunkt i forskellen med hensyn til deres formål med henblik på at opstille regler, der beskytter de rettigheder, som er sikret ved direktiv 2003/88, ikke bør udvides til at omfatte de tilfælde, hvor arbejdstageren ikke er ude af stand til både at arbejde og hvile ud. For det andet vil jeg fremhæve fleksibiliteten i ordningen med den ugentlige hviletid, som er tilstrækkelig til at begrunde, at der ikke tildeles tjenestefrihed med løn i denne periode.

7.

Følgende fremgår af femte betragtning til direktiv 2003/88:

»Alle arbejdstagere bør have passende hvileperioder. Begrebet »hvile« bør udtrykkes i tidsenheder, dvs. i dage, timer og/eller brøkdele heraf. Arbejdstagerne i [Unionen] bør have minimumshvileperioder – dagligt, ugentligt og årligt – og passende pauser. I denne forbindelse bør der også fastsættes et loft for den ugentlige arbejdstid.«

8.

Direktivets artikel 1 med overskriften »Formål og anvendelsesområde« bestemmer følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

2.   Dette direktiv finder anvendelse på:

9.

Direktivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer som følger:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

10.

Dette direktivs artikel 5 med overskriften »Ugentlig hviletid« bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere for hver syvdagesperiode får en sammenhængende minimumshvileperiode på 24 timer, hvortil lægges de elleve timers daglig hviletid, som er omhandlet i artikel 3.

Hvis objektive eller tekniske omstændigheder eller omstændigheder i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse gør det berettiget, kan der fastsættes en minimumshvileperiode på 24 timer.«

11.

Artikel 7 i direktiv 2003/88 med overskriften »Årlig ferie« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferieperiode af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

2.   Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

12.

Direktivets artikel 15 bestemmer:

»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes adgang til at anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, eller til at fremme eller tillade anvendelse af kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.«

13.

Direktivets artikel 17 med overskriften »Undtagelsesbestemmelser« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Under overholdelse af de generelle principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed kan medlemsstaterne fravige artikel 3, 4, 5, 6, 8 og 16, når arbejdstidens længde som følge af særlige træk ved det udførte arbejde ikke måles og/eller fastsættes på forhånd, eller når arbejdstagerne selv kan fastsætte den, bl.a. når der er tale om:

2.   De undtagelser, der er angivet i stk. 3, 4 og 5, kan fastsættes ved love eller administrative bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, forudsat at der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder, eller – i usædvanlige tilfælde, hvor det af objektive grunde ikke er muligt at yde sådanne tilsvarende kompenserende hvileperioder – på betingelse af, at der ydes de pågældende arbejdstagere en passende beskyttelse.«

14.

Artikel 37 i Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstagere) i den affattelse, der følger af Real Decreto Legislativo 2/2015, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 2/2015 om vedtagelse af den konsoliderede udgave af lov om arbejdstagere) ( 4 ) af 23. oktober 2015 (herefter »lov om arbejdstagere«), der har overskriften »ugentlige hviledage, helligdage og tjenestefrihed«, bestemmer følgende:

»1.   Arbejdstagerne har ret til en ugentlig minimumshviletid, der kan akkumuleres i en periode på op til 14 dage, på halvanden sammenhængende dag, der som hovedregel omfatter lørdag eftermiddag eller, eventuelt, mandag formiddag og hele søndagen. For personer under 18 år omfatter den ugentlige hviletid mindst to sammenhængende dage.

[…]

3.   En arbejdstager kan, efter på forhånd at have meddelt og begrundet dette, udeblive fra arbejdet med ret til løn af følgende grunde og af den anførte varighed:

[…]«

15.

Artikel 38 i lov om arbejdstagere med overskriften »Årlig betalt ferie« bestemmer:

»1.   Den årlige betalte ferie, der ikke kan erstattes af en finansiel godtgørelse, svarer til den, der er indgået aftale om ved kollektiv overenskomst eller ved individuel ansættelseskontrakt. Feriens længde kan ikke være under 30 kalenderdage.

2.   Ferien afholdes i den eller de perioder, som fastsættes efter aftale mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren i overensstemmelse med det, der måtte være fastsat i de kollektive overenskomster om den årlige planlægning af ferieafviklingen.

I tilfælde af uenighed mellem parterne fastsætter den socialretlige domstol datoen for afholdelsen af ferien, og denne afgørelse er endelig. Rettergangsmåden er summarisk, og sagen undergives en fremskyndet behandling.

3.   Der udarbejdes en ferieplan for hver virksomhed. Arbejdstageren underrettes om de for ham relevante datoer senest to måneder før feriens begyndelse.

Når den ferieperiode, der er fastsat i virksomhedens ovennævnte ferieplan, falder tidsmæssigt sammen med en periode med midlertidig uarbejdsdygtighed som følge af graviditet, fødsel eller amning, eller med en periode, hvor ansættelseskontrakten er suspenderet i henhold til denne lovs artikel 48, stk. 4, 5 og 7, har den pågældende ret til at afholde ferien på et andet tidspunkt end det, hvor vedkommende er uarbejdsdygtig, eller hvor han er fritaget fra arbejde i medfør af den nævnte bestemmelse, indtil suspensionsperioden ophører, selv om det for ferien relevante kalenderår er forløbet.

Såfremt ferieperioden falder sammen med midlertidig uarbejdsdygtighed som følge af andre omstændigheder end de i det foregående stykke anførte, hvilket helt eller delvis forhindrer arbejdstageren i at tage ferie i det relevante kalenderår, kan han gøre dette, når hans uarbejdsdygtighed er ophørt, under forudsætning af at der ikke er forløbet mere end 18 måneder efter afslutningen af det år, hvor ferien er optjent.«

16.

Artikel 46 i den kollektive overenskomst for koncernen er affattet på følgende måde:

»I.   En arbejdstager kan efter at have meddelt og begrundet dette udeblive fra arbejdet med ret til løn af følgende grunde og af den anførte varighed:

II.   I forbindelse med tjenestefrihed, bortset fra den i denne artikels punkt A) omhandlede, har par, der har indgået registreret partnerskab, de samme rettigheder, forudsat at partnerskabet er behørigt registreret i det relevante officielle register, og arbejdstageren fremlægger en attest som dokumentation i overensstemmelse med de krav, der fremgår af de selvstyrende regioners gældende regler.

III.   Arbejdstageren skal så tidligt som muligt give sin nærmeste overordnede besked, således at denne kan træffe de nødvendige foranstaltninger og tildele arbejdstageren den relevante tjenestefrihed, og fremlægge dokumentation for den anførte begrundelse for den tjenestefrihed, der er tildelt eller vil blive tildelt.

IV.   I denne artikel forstås ved »rejse«, at arbejdstageren skal tilbagelægge en strækning på over 150 km mellem sin faste bopæl og bestemmelsesstedet.«

17.

Código Civil (civillovbogen) bestemmer for det første, i artikel 4, stk. 3, at »[d]enne lovs bestemmelser finder supplerende anvendelse i anliggender, der henhører under andre love«, og for det andet, i artikel 5, stk. 2, at »den civile beregning af fristerne [ikke] udelukker […] arbejdsfrie dage«.

18.

Tre arbejdstagerorganisationer har ved tre særskilte søgsmål, som er blevet forenet ved afgørelse truffet af Audiencia Nacional (domstol i visse straffe-, forvaltnings- og arbejdsretlige sager, Spanien), nedlagt påstand om, at den forelæggende ret fastslår, at den tjenestefrihed med løn, som er omhandlet i artikel 46 i den kollektive overenskomst for koncernen, med undtagelse af tjenestefrihed ved indgåelse af ægteskab, skal afholdes i en periode, hvor den pågældende arbejdstager skal arbejde for virksomheden ( 5 ), både hvad angår den første dag og alle de øvrige dage i tjenestefriheden. Hvad angår tjenestefrihed ved indgåelse af ægteskab har arbejdstagerorganisationerne krævet, at denne tjenestefrihed træder i kraft på en dag, hvor arbejdstageren skal arbejde for virksomheden.

19.

Den forelæggende ret har gjort opmærksom på, at arbejdstageres ugentlige hviletid og årlige betalte ferie er undergivet artikel 37, stk. 1, samt artikel 38 i lov om arbejdstagere, som gennemfører bestemmelserne i direktiv 2003/88 på betingelser, som ifølge denne ret overstiger de minimumsperioder, der kræves i henhold til EU-retten ( 6 ).

20.

Den forelæggende ret har præciseret, at artikel 46 i koncernens kollektive overenskomst gennemfører artikel 37, stk. 3, i lov om arbejdstagere, som tildeler arbejdstagerne ret til tjenestefrihed med løn, på gunstigere betingelser. Formålet med tjenestefriheden er at imødekomme bestemte behov hos arbejdstagerne som f.eks. barnefødsel og hospitalsindlæggelse, kirurgiske indgreb eller dødsfald hos nære familiemedlemmer samt varetagelse af fagforeningsopgaver, der finder sted under opfyldelsen af arbejdskontrakten, og som begrunder, at de har ret til fravær fra arbejdet, samtidig med at de bevarer retten til løn.

21.

Den forelæggende ret har gjort opmærksom på, at det i nævnte artikel 46 samt i artikel 37 i lov om arbejdstagere anføres, at varigheden af tjenestefrihed ved indgåelse af ægteskab beregnes i kalenderdage. Disse bestemmelser indeholder ikke nærmere angivelser med hensyn til de øvrige former for tjenestefrihed med løn eller med hensyn til begyndelsestidspunktet for tjenestefrihed med løn ved indgåelse af ægteskab.

22.

Den forelæggende ret har dog tilføjet, at artikel 5, stk. 2, i civillovbogen, som finder anvendelse, såfremt der ikke findes særlige bestemmelser, bestemmer, at den civile beregning af fristerne ikke udelukker arbejdsfrie dage.

23.

Den forelæggende ret har konstateret, at tjenestefrihed med løn ifølge koncernens sædvanlige praksis træder i kraft fra tidspunktet for den udløsende begivenhed, uanset om der er tale om en arbejdsdag eller en arbejdsfri dag ( 7 ), og beregnes i kalenderdage.

24.

Den forelæggende ret har anført, at arbejdstagerorganisationernes søgsmål er baseret på dom af 13. februar 2018, nr. 145/2018, afsagt af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), som ikke udgør retspraksis. Det blev i denne dom fastslået – vedrørende reglerne om tjenestefrihed med løn i en brancheoverenskomst ( 8 ) – at når den begivenhed, der udløser tjenestefrihed med løn, finder sted på en arbejdsfri dag ( 9 ), der kan sidestilles med en helligdag, udskydes tjenestefrihedens begyndelsestidspunkt til den førstkommende arbejdsdag.

25.

Den forelæggende ret har fremhævet, at såfremt arbejdstagerorganisationerne ikke får medhold i deres søgsmål, vil det betyde, at arbejdstagerne pålægges at opfylde de behov, som tjenestefrihed med løn har til formål at opfylde, i de hvileperioder, som er sikret ved EU-retten.

26.

Denne ret er derfor i tvivl hvad angår rækkevidden af fortolkningen af retten til ugentlig hviletid og til årlig ferie, som er fastlagt i artikel 5 og 7 i direktiv 2003/88, hvis formål er blevet præciseret i Domstolens praksis som en effektiv beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.

27.

Den forelæggende ret har i denne henseende gjort opmærksom på, at Domstolen har fastslået, at en ferie, som er foreskrevet i EU-retten, ikke kan påvirke retten til at tage en anden orlov, der er sikret ved denne ret, og at enhver fravigelse fra den EU-retlige regulering af arbejdstiden, der er indført ved direktiv 2003/88, bør fortolkes således, at dens rækkevidde begrænses til det, der er strengt nødvendigt for at varetage de interesser, som denne fravigelse giver adgang til at beskytte.

28.

Denne ret har desuden anført, at formålet med den tjenestefrihed med løn, der er omhandlet i artikel 37, stk. 3, i lov om arbejdstagere, er at imødekomme arbejdstagernes behov af personlig eller civil karakter, hvoraf nogle er knyttet til fagforeningsfriheden eller varetagelsen af familiemæssige forpligtelser.

29.

Den forelæggende ret er derfor af den opfattelse, at der, såfremt et af de i artikel 37, stk. 3, i lov om arbejdstagere opregnede behov opstår under den ugentlige hvileperiode eller den årlige ferie, sker et overlap mellem to forskellige formål. Hvis det accepteres, at det i et sådant tilfælde ikke er muligt at overføre afholdelsen af tjenestefrihed med løn til et andet tidspunkt, der ligger uden for hvileperioden, kan denne periode miste sin betydning, eftersom arbejdstagerne vil være nødsaget til at anvende deres ugentlige hvileperiode eller deres ferie til at løse de problemer, der er opstået som følge af et behov, som tjenestefriheden med løn skulle imødekomme.

30.

Den forelæggende ret betvivler derfor, at et afslag på at indrømme arbejdstagerne ret til at afholde de i artikel 37, stk. 3, i lov om arbejdstagere og i artikel 46 i den kollektive overenskomst for koncernen omhandlede former for tjenestefrihed, når det behov, som de imødekommer, opstår samtidig med de ugentlige minimumshvileperioder og den årlige betalte ferie, som er foreskrevet i direktiv 2003/88, er i overensstemmelse med dette direktivs artikel 5 og 7. Den er ligeledes i tvivl om, hvorvidt der i tilfælde af tidsmæssigt sammenfald bør træffes foranstaltninger, der kan sikre, at de i dette direktiv fastlagte minimumshvileperioder faktisk afholdes.

31.

Under disse omstændigheder har Audiencia Nacional (domstol i visse straffe-, forvaltnings- og arbejdsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

32.

Arbejdstagerorganisationerne, virksomhedskoncernen, den spanske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Disse procesdeltagere har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 24. september 2019.

33.

Med sine to præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt Domstolens svar på, om artikel 5 og 7 i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning og kollektive overenskomster, som ikke foreskriver, at der skal tildeles tjenestefrihed med løn, når et af de behov, som denne tjenestefrihed imødekommer, opstår under en ugentlig hvileperiode eller årlig ferie.

34.

Efter min opfattelse bør de elementer, som disse spørgsmål er baseret på, fremhæves. Den forelæggende rets tvivl vedrører således for det første sammenfaldet mellem hvileperioder, der er foreskrevet i direktiv 2003/88, og begivenheder i arbejdstagerens personlige liv, som i henhold til de gældende nationale bestemmelser ville have begrundet afholdelsen af tjenestefrihed med løn, såfremt de var opstået i arbejdstiden, og for det andet de foranstaltninger, der skal træffes for at sikre, at de i direktiv 2003/88 foreskrevne hvileperioder faktisk afholdes ( 10 ).

35.

Jeg finder det derfor nødvendigt at præcisere de præjudicielle spørgsmåls genstand, inden jeg redegør for de svar, som kan gives.

36.

Den forelæggende ret begrunder sin anmodning om præjudiciel afgørelse med risikoen for et indgreb i de minimumshvileperioder ( 11 ), der er sikret ved EU-retten, for så vidt som tjenestefrihed med løn har andre formål end formålene med den årlige ferie og den ugentlige hviletid ( 12 ). Den har til støtte for sin anmodning henvist til Domstolens praksis vedrørende overlapning mellem retten til årlig ferie og navnlig orlov ved sygdom ( 13 ).

37.

Denne sammenkædning med Domstolens praksis vedrørende beskyttelse af retten til årlig ferie af hensyn til arbejdstagerens sundhed og arbejdsevne, som alene følger af den forelæggende rets konstatering af, at typer af orlov har forskellige formål, bør imidlertid efter min opfattelse diskuteres.

38.

I øvrigt kan dom af 19. november 2019, TSN og AKT ( 14 ), som vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, når der foreligger nationale lovgivninger og kollektive overenskomster, som fastsætter tildeling af årlige betalte feriedage ud over minimumsperioden på fire uger, idet retten til helt eller delvis at udskyde disse yderligere feriedage ved arbejdstagers sygdom er udelukket ( 15 ), efter min opfattelse give anledning til nye overvejelser.

39.

Under disse omstændigheder finder jeg det nødvendigt at efterprøve, om tjenestefrihed med løn er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2003/88, før det undersøges, hvorvidt Domstolens praksis om konsekvenserne af forskellene med hensyn til formålene med rettigheder til forskellige typer af orlov kan overføres til sager vedrørende retten til tjenestefrihed med løn.

40.

Det fremgår bl.a. af ordlyden af artikel 1 i direktiv 2003/88, at direktivet har til formål at fastsætte minimumskrav for alle arbejdstagere i medlemsstaterne ved indbyrdes tilnærmelse af de nationale bestemmelser om grænserne for arbejdstiden ( 16 ), de minimale daglige og ugentlige hvileperioder, årlig ferie og en yderligere beskyttelse for arbejdstagere med natarbejde.

41.

Direktivet indeholder ikke særlige bestemmelser vedrørende tilladelse til fravær, som kan indrømmes i arbejdstiden, uden tab af løn, af andre grunde end hensyn til arbejdstagerens sikkerhed og sundhed ( 17 ), som er knyttet sammen med akkumulering af arbejdsperioder for en arbejdsgiver ( 18 ).

42.

Artikel 15 i direktiv 2003/88 giver medlemsstaterne adgang til at indføre bestemmelser, der er gunstigere for arbejdstagerne, som kan sammenlignes med de bestemmelser i dette direktiv, der har til formål at sikre beskyttelsen af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ( 19 ). I den foreliggende sag er dette tilfældet i spansk ret med hensyn til de ugentlige hvileperioder og den årlige ferie, som ifølge den forelæggende ret går ud over de minimumsgrænser, der er fastsat i EU-retten, men ikke med hensyn til tjenestefrihed med løn ( 20 ).

43.

Selv om den sidstnævnte lægges til den årlige ferie, som er foreskrevet i direktiv 2003/88, er den af en anden art og har andre formål. Jeg gør således opmærksom på, at det drejer sig om tilladelser til at afbryde udførelsen af arbejdet i et tidsrum på mellem nogle timer og flere dage, og at formålet hermed er en bedre forening af arbejdstagerens arbejdsmæssige ansvar med privat- eller familielivets på dage, hvor den pågældende skal arbejde for virksomheden.

44.

Arbejdstageren kan således, efter anmodning, gøre krav på tjenestefrihed med løn af grunde, der er uden tilknytning til hans erhvervsaktivitet ( 21 ). Det fremgår tydeligt af sammenligningen med forskrifterne i direktiv 2003/88, at den ikke har til formål at beskytte arbejdstagerens sikkerhed eller sundhed i tilknytning til udførelsen af arbejdet.

45.

Følgelig finder jeg for det første ikke, at den spanske lovgiver ved at tildele tjenestefrihed med løn har udøvet den beføjelse, som indrømmes medlemsstaterne ved artikel 15 i direktiv 2003/88 ( 22 ).

46.

Ved på eget initiativ at indføre rettigheder for arbejdstagerne, der forfølger et andet formål end dette direktivs formål, har den spanske lovgiver udøvet sin kompetence uden for det område, der henhører under direktivet ( 23 ).

47.

Der skal i denne henseende tages hensyn til rækkevidden af dom af 19. november 2019, TSN og AKT ( 24 ), vedrørende retten til betalt årlig ferie ud over den i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 fastsatte minimumsvarighed på fire uger. Ifølge Domstolen henhører disse rettigheder, som indrømmes af medlemsstaterne eller arbejdsmarkedets parter i henhold til den i artikel 15 i direktiv 2003/88 omhandlede mulighed ( 25 ), samt betingelserne for en eventuel udskydelse af disse i tilfælde af sygdom opstået under ferien, under udøvelsen af medlemsstaternes kompetence uden at være reguleret af dette direktiv eller at være omfattet af sidstnævntes anvendelsesområde ( 26 ).

48.

Jeg gør opmærksom på, at det tydeligt fremgår af denne dom, at når et aspekt ikke reguleres af de EU-retlige bestemmelser på det pågældende område, og de ikke opstiller nogen specifik forpligtelse for medlemsstaterne for så vidt angår en given situation, kan de frit udøve deres kompetence.

49.

Jeg er følgelig af den opfattelse, at løsningen i den nævnte dom hvad angår retten til årlig ferie, som foreskrives i direktiv 2003/88, ved et a fortiori-ræsonnement kan anvendes, når medlemsstaterne eller arbejdsmarkedets parter har vedtaget de pågældende bestemmelser på et helt andet område end det, der er omfattet af EU-retten.

50.

For det andet er det vedrørende den begrænsning for medlemsstaternes udøvelse af deres kompetence, som Domstolen henviste til i dom af 19. november 2019, TSN og AKT ( 27 ), dvs. et eventuelt indgreb i den minimumsbeskyttelse, der er sikret ved artikel 7 i direktiv 2003/88 ( 28 ), min opfattelse, at den ret til tjenestefrihed med løn, som indrømmes arbejdstageren for at gøre det nemmere at forene privatlivet og de arbejdsmæssige forpligtelser i arbejdstiden, ikke i sig selv kan berøre muligheden for at udøve retten til ugentlig eller årlig hviletid, som er det eneste formål, der forfølges ved direktiv 2003/88 ( 29 ). Uden at Domstolen er gjort bekendt med konkrete situationer, er det vanskeligt at forestille sig, hvorledes den ret til supplerende tjenestefrihed, som den nationale lovgiver har fastsat, og som arbejdstageren kan råde over ud over de minimumskrav, der er foreskrevet i direktiv 2003/88 ( 30 ), i praksis ville kunne medføre et indgreb i de i dette direktivs fastsatte rettigheder til hviletid ( 31 ).

51.

Stadig på linje med dom af 19. november 2019, TSN og AKT ( 32 ), vil jeg ligeledes gøre opmærksom på, at sammenhængen i direktiv 2003/88 eller de formål, som det forfølger, ikke påvirkes ( 33 ). Såfremt den nationale lovgiver ikke havde indført ret til tjenestefrihed med løn, for at arbejdstageren, efter anmodning, kan få tilladelse til fravær fra arbejdet, når der opstår en begivenhed i den pågældendes personlige liv i arbejdstiden, ville spørgsmålet vedrørende den årlige feries eller ugentlige hviletids effektivitet, når denne begivenhed indtræffer, ikke opstå i forhold til EU-retten.

52.

Denne konstatering fremhæver efter min opfattelse den omstændighed, at der i det foreliggende tilfælde kun kan være tale om et indgreb i den årlige feries eller ugentlige hviletids effektivitet, hvis man anser enhver begivenhed, som kan hindre arbejdstageren i fuldt ud at nyde en periode med hviletid eller afslapning, for at begrunde, at den pågældende tildeles supplerende ferie, for at formålet med den årlige ferie beskyttes ( 34 ).

53.

Dette er imidlertid ikke formålet med direktiv 2003/88. Forskrifterne heri er resultatet af et forsøg på at finde den rette balance mellem arbejdstid og en minimumsvarighed af hvileperioder ( 35 ) med henblik på arbejdstagerens fremtidige fortsættelse af sin erhvervsmæssige aktivitet ( 36 ). De har den konsekvens, at de alene indrømmer den pågældende ret til at kræve, at arbejdsgiveren iværksætter de hvileperioder, som er sikret ved dette direktiv.

54.

I øvrigt kan den minimumsbeskyttelse, som arbejdstageren er garanteret i medfør af artikel 5 og 7 i direktiv 2003/88, ikke have forskellige niveauer alt efter medlemsstaternes initiativer til at træffe særlige foranstaltninger svarende til dem, der gælder i Spanien.

55.

Af alle disse betragtninger udleder jeg, at de præjudicielle spørgsmål ikke bør foranledige Domstolen til at efterprøve betingelserne for at indføre en ret til tjenestefrihed med løn, som er undergivet national lovgivning, for så vidt som denne rettighed ikke er relateret til arbejdstagerens arbejdsevne, og den ikke i sig selv kan skade den effektive virkning af retten til en ugentlig hviletid og en årlig ferie, som er sikret ved direktiv 2003/88, eller det formål, som forfølges ved dette direktiv.

56.

Jeg foreslår således, at Domstolen fastslår, principalt, at nationale lovgivninger og kollektive overenskomster, som foreskriver, at en arbejdstager tildeles tjenestefrihed med løn for at give den pågældende mulighed for fravær på arbejdsdage med henblik på at opfylde personlige eller familiemæssige forpligtelser, ikke henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2003/88.

57.

Såfremt Domstolen ikke deler denne opfattelse og anser det for tilstrækkeligt, at der hævdes at være en risiko for skade på formålet med de i direktiv 2003/88 fastsatte minimumshvileperioder på grund af de pågældende nationale bestemmelser ( 37 ), og at denne risiko kan fjernes med en udskydelse af den ved dette direktiv garanterede ferie ( 38 ), bør Domstolen imidlertid efter min opfattelse tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt dens praksis vedrørende forskellen mellem formålene med forskellige typer af orlov i tilfælde af overlapning mellem disse kan finde anvendelse på tjenestefrihed med løn.

58.

Jeg vil i det følgende redegøre for de elementer, som jeg vil forelægge for Domstolen med henblik på dens bedømmelse. Da der ikke findes retspraksis vedrørende tilfælde med sammenfald mellem retten til orlov og retten til ugentlig hviletid, vil jeg undersøge dette tilfælde, efter at jeg har undersøgt tilfældet med sammenfald mellem retten til tjenestefrihed med løn og årlig ferie.

59.

Det principielle spørgsmål, som Domstolen skal afgøre, er efter min opfattelse spørgsmålet, om undersøgelsen af formålet med orlov i tilfælde af sammenfald med retten til årlig ferie bør udvides til tjenestefrihed med løn, sådan som Domstolen gjorde i forbindelse med rekreationsorlov ( 39 ), som en orlov, der har til formål at forbedre »helbredstilstanden hos [arbejdstagerne]« ( 40 ), som forhindrer dem i at arbejde. Det skal med andre ord afgøres, hvad der begrunder en generel anvendelse af kriteriet om formålet med rettighederne til orlov, såfremt der er sammenfald mellem flere typer af orlov i forbindelse med opfyldelsen af arbejdsaftalen ( 41 ).

60.

Jeg vil således ridse denne retspraksis op med henblik på at udlede det hovedkriterium, der fremgår heraf, hvorefter jeg vil efterprøve, om det også kan anvendes i forbindelse med retten til tjenestefrihed med løn.

61.

Eftersom den supplerende tjenestefrihed med løn er blevet indført af den nationale lovgiver på et område, der ikke henhører under EU-retten ( 42 ), er det nødvendigt at tage udgangspunkt i Domstolens praksis vedrørende et tilsvarende tilfælde, hvor der er overlapning mellem den årlige ferie og sygeorlov ( 43 ) eller rekreationsorlov ( 44 ), som er undergivet national ret. På baggrund af denne praksis er det nødvendigt at undersøge formålet med de typer af orlov, som er sammenfaldende.

62.

I denne henseende henviste Domstolen i dom af 30. juni 2016, Sobczyszyn ( 45 ), klart til det ræsonnement, der skal anvendes, hvorefter, for det første, »formålet med retten til en årlig betalt ferie, som er at give arbejdstageren mulighed for at hvile ud og have en periode til rådighed, hvorunder vedkommende kan slappe af og nyde sin fritid, er forskellig fra formålet med retten til sygeorlov, som er at gøre det muligt for arbejdstageren at komme sig efter en sygdom« ( 46 ).

63.

Dette ræsonnement fortsætter med at udlede det faste princip, at »[h]enset til disse forskellige formål med de to slags orlov […] [har] en arbejdstager, der har sygeorlov under sin forud fastlagte årlige ferie, efter anmodning […] ret til at afholde ferie på et tidspunkt, der ikke falder sammen med sygeorloven, således at vedkommende reelt kan nyde godt af sin årlige ferie« ( 47 ).

64.

Ifølge Domstolen skal det følgelig afgøres, om overlapningen mellem de omhandlede to typer af orlov, henset til deres eventuelt forskellige formål, kan være til hinder for, at den af arbejdstageren optjente ferie afholdes på et senere tidspunkt ( 48 ).

65.

Betyder dette, at det er tilstrækkeligt at konstatere forskellen mellem formålet med de forskellige typer af orlov, for at det kan lægges til grund, at den af arbejdstageren optjente ret til årlig ferie i alle tilfælde kan berøres?

66.

Det tror jeg ikke, eftersom arbejdstagerens sundhed, som begrunder afbrydelsen af opfyldelsen af arbejdskontrakten – ud over konstateringen af, at hver enkelt ret til orlov har sit eget formål – ( 49 ) udgør grundlaget for Domstolens praksis om beskyttelse af den årlige feries effektivitet ( 50 ), som foreskrives i direktiv 2003/88. Den hviler på flere faste principper.

67.

For det første har Domstolen taget hensyn til det fælles formål, dvs. at beskytte arbejdstagerens sundhed, med to typer af orlov, nemlig årlig ferie og sygeorlov, som arbejdsgiveren skal overholde på grundlag af såvel direktiv 2003/88 som Den Internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 132 af 24. juni 1970 om årlig ferie med løn (revideret) ( 51 ).

68.

For det andet har Domstolen fremhævet kendetegnene ved sygeorlov, hvis konsekvens er, at den fulde positive virkning af den årlige ferie med løn for arbejdstagerens sikkerhed og sundhed hindres ( 52 ). Der er tale om umiddelbar uarbejdsdygtighed på grund af arbejdstagerens sundhedstilstand, om fysiske eller psykiske begrænsninger knyttet til sygdom ( 53 ), om uforudsigeligheden med hensyn til denne uarbejdsdygtigheds opståen, om den omstændighed, at den er uafhængig af arbejdstagerens vilje til at arbejde ( 54 ), og om manglende suspension af ansættelsesforholdet ( 55 ).

69.

Konkret er der ingen tvivl om, at den syge arbejdstager under sådanne omstændigheder ikke alene er uarbejdsdygtig, men også ude af stand til at »hvile ud efter udførelsen af de arbejdsopgaver, der påhviler arbejdstageren i henhold til ansættelseskontrakten […], og have en periode til rådighed, hvorunder den pågældende kan slappe af og nyde sin fritid« ( 56 ) med henblik på fremtidig fortsættelse af sin erhvervsmæssige aktivitet ( 57 ).

70.

Den samtidige eksistens af to rettigheder til orlov, der udelukkende tager sigte på at beskytte arbejdstagerens sikkerhed og sundhed med en pligt til at undlade at arbejde, begrundede efter min opfattelse, at Domstolen anser dem for at blive udøvet uafhængigt af hinanden.

71.

For det tredje udledte Domstolen heraf, at den årlige ferie skulle udskydes, for at arbejdstageren »reelt kan nyde godt« af sin ferie ( 58 ). I denne henseende finder jeg det på grund af begrundelserne for forelæggelsesafgørelsen hensigtsmæssigt at præcisere betydningen af dette udtryk ( 59 ). De tilkendegiver nemlig den opfattelse, at arbejdstageren er tvunget til at hvile i hvileperioden ( 60 ).

72.

En sådan fortolkning kan imidlertid ikke udledes af bestemmelserne i direktiv 2003/88, for det første på grund af definitionerne af »hvileperiode« og »tilstrækkelig hvile« i dette direktivs artikel 2, sammenholdt med femte betragtning hertil. Domstolen har i denne henseende præciseret, at begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode« udelukker hinanden ( 61 ).

73.

For det andet skal det bemærkes, at artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 navnlig tager sigte på at sikre, at arbejdstageren har ret til en reel hviletid, med henblik på en effektiv beskyttelse af hans sikkerhed og sundhed, idet den bestemmer, at den minimale årlige ferie ikke kan erstattes af en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.

74.

Det er følgelig tilstrækkeligt til at sikre den effektive virkning af den i dette direktiv omhandlede ret til ferie, at de af medlemsstaterne vedtagne foranstaltninger ( 62 ) gennemføres af arbejdsgiveren ( 63 ). Konkret er arbejdstagerens mulighed for fravær fra arbejdet i en årlig ferieperiode kun beskyttet, når vedkommende af grunde, som den pågældende ikke har nogen indflydelse på, ikke er i stand til at udøve denne ( 64 ).

75.

Hvad dette angår kan der ligeledes argumenteres på grundlag af den omstændighed, at en arbejdstagers optjente ret til årlig ferie har som konsekvens, at der, såfremt arbejdsforholdet ophører, skal betales en finansiel kompensation, for at der ikke sker indgreb i selve kernen af denne ret ( 65 ). Den omstændighed, at der betales en finansiel godtgørelse, når arbejdstageren ikke har kunnet drage fordel af denne mulighed ( 66 ), bekræfter, at det ikke er et spørgsmål om at undersøge, om hviletiden har været effektiv i den forstand, at den faktisk har haft en gavnlig virkning, eller, med andre ord, om arbejdstageren faktisk har hvilet sig eller slappet af i den årlige ferieperiode.

76.

Det er tilstrækkeligt, at arbejdstageren ikke har nogen forpligtelse, over for arbejdsgiveren, som kan hindre ham i frit og uafbrudt at hellige sig sine egne interesser ( 67 ).

77.

På baggrund af disse betragtninger vil jeg fortsætte undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt denne retspraksis kan udvides til retten til tjenestefrihed med løn, såfremt der er overlapning med den årlige ferie.

78.

Det skal først, igen, anføres, at det overordnede formål med tjenestefrihed med løn er at fremme foreningen af arbejdslivet og begivenheder i det private eller offentlige liv, der finder sted i arbejdstiden.

79.

Denne orlov kan ikke sidestilles med sygeorlov, der tildeles på grund af omstændigheder, der berettiger hertil. Med undtagelse af lægebesøg ( 68 ) er de begivenheder, der giver arbejdstageren mulighed for at afholde denne orlov, uden direkte sammenhæng med den pågældendes sundhedstilstand.

80.

Endvidere er det åbenbart, at arbejdstagerens arbejdsevne ikke er berørt, for så vidt som tjenestefrihed med løn netop er indført for at give denne mulighed for at afbryde udførelsen af sin arbejdskontrakt.

81.

Endelig kan arbejdstageren »udeblive fra arbejdet« ( 69 ) på grund af flere forskellige omstændigheder af forskellige grader af uopsættelighed eller forudsigelighed ( 70 ) af grunde, som den pågældende vurderer har betydning og konsekvenser for privatlivet, til forskel fra sygeorlov ( 71 ).

82.

Eftersom ingen af grundene til, at der kan tildeles tjenestefrihed med løn, er relateret til den pågældende arbejdstagers arbejdsevne, anser jeg der følgelig ikke for at være grundlag for at udvide Domstolens praksis vedrørende konsekvenserne af et dobbelt formål med orlov på baggrund af direktiv 2003/88.

83.

Kun en udvidet opfattelse af formålet med orlov, der går via en undersøgelse af den manglende hindring for hvile og en periode med afslapning og fritid ( 72 ), kan begrunde den modsatte løsning. Den ville medføre, at der f.eks. blev taget hensyn til alvorlige begivenheder i det personlige liv såsom et nærtstående familiemedlems dødsfald eller hospitalsindlæggelse, der er lige så uforudsigelige som arbejdstagerens sygdom, samt konsekvenserne heraf på baggrund af formålet med retten til årlig ferie.

84.

Som arbejdstagerorganisationerne i hovedsagen har gjort gældende, ville arbejdstageren i så fald være under et psykisk, eller endog fysisk, pres svarende til det pres, som kunne opstå som følge af en sygdom, der af hensyn til arbejdstagerens sikkerhed eller sundhed ville begrunde flere dages afbrydelse af udførelsen af hans arbejde med tildeling af tjenestefrihed med løn. For så vidt som formålet med visse af disse typer tjenestefrihed er at give arbejdstageren mulighed for at træffe konkrete foranstaltninger, der er begrundede i den pågældende begivenhed, ville formålet med den årlige ferieperiode, nemlig at hvile sig og slappe af, heller ikke kunne beskyttes, selv om tjenestefrihed med løn udelukkende blev tildelt i arbejdstiden.

85.

Som nævnt anser jeg imidlertid ikke en sådan fortolkning for at være begrundet på baggrund af direktiv 2003/88 ( 73 ). I øvrigt ville den have den virkning i praksis, at det i hvert enkelt tilfælde skulle vurderes, hvorvidt arbejdstageren, omstændighederne taget i betragtning, var i stand til reelt af hvile sig eller slappe af, mens det eneste krav, der stilles i dette direktiv, er, at arbejdstageren under den årlige ferieperiode ikke har nogen forpligtelser over for sin arbejdsgiver.

86.

Allerede her kan ulemperne ved en sådan kasuistisk tilgang, som ydermere afhænger af den enkelte arbejdstagers personlige vurdering, anes. Hvis arbejdstageren f.eks. tager sig af en forælder eller et sygt barn i sin årlige ferie, er dette valg, som vedkommende selv har truffet, da nødvendigvis af en sådan art, at det kan skade hans nydelse af ferien? Og – mere generelt – hvis arbejdstageren af forskellige grunde vælger ikke at hvile sig, hvilke konsekvenser skal der drages heraf?

87.

En udvidelse af Domstolens praksis udelukkende på grundlag af den konstatering, at de forskellige typer af orlov har forskellige formål, til omstændigheder, der ikke er relateret til den pågældendes arbejdsevne, når vedkommende er direkte ramt af sygdom, er således efter min opfattelse hverken begrundet på baggrund af bestemmelserne i direktiv 2003/88, som fortolket af Domstolen, eller i en hensigtsmæssig anvendelse heraf.

88.

Desuden skal den afskrækkende virkning, som Domstolens afgørelse kan have hvad angår medlemsstaternes og eventuelt arbejdsmarkedets parters valg med hensyn til at indrømme arbejdstageren gunstigere rettigheder, tages i betragtning ( 74 ).

89.

Efter min opfattelse kan disse initiativer være taget af hensyn til tre faktorer, for det første naturligvis det socialpolitiske formål, som imidlertid ligger uden for området for beskyttelsen af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, der er reguleret af direktiv 2003/88, for det andet betingelserne for tilrettelæggelse af arbejdstiden, taget som helhed, f.eks. arbejdstidens varighed og overskridelsen af de minimumshvileperioder, som er fastsat i dette direktiv ( 75 ), og for det tredje de kollektive forhandlingers rolle.

90.

Domstolen har i denne henseende, vedrørende arbejdsmarkedets parter, fastslået, at de er påpasselige med at finde en balance mellem deres respektive interesser, når de udøver deres grundlæggende ret til at føre kollektive forhandlinger, som er fastslået i artikel 28 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) ( 76 ).

91.

Jeg er derfor af den opfattelse, at de konkrete bestemmelser om afholdelsen af tjenestefrihed med løn, som ikke er relateret til arbejdstagerens sundhedstilstand, skal fastlægges ved de kompetente myndigheders fortolkning udelukkende af de nationale bestemmelser, for at retten til tjenestefrihed med løn ikke bliver indholdsløs ( 77 ).

92.

Jeg foreslår følgelig, subsidiært, at Domstolen fastslår, at artikel 7 i direktiv 2003/88 ikke er til hinder for nationale lovbestemmelser og kollektive overenskomster, som ikke foreskriver, at der tildeles tjenestefrihed med løn, når de omstændigheder, som begrunder en sådan tjenestefrihed, finder sted på arbejdsfrie dage.

93.

Hvad angår retten til en ugentlig hviletid gør jeg opmærksom på, at Domstolen endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om det tilfælde, hvor der er sammenfald mellem denne ret og retten til orlov.

94.

Jeg vil følgelig for det første redegøre for de principper, der gælder for afholdelsen af ugentlig hviletid. For det andet vil jeg fremhæve de særlige karakteristika ved ordningen for denne hviletid, som efter min opfattelse giver Domstolen mulighed for at fastslå, at arbejdstageren, såfremt der er sammenfald mellem denne hviletid og en begivenhed, som ville have begrundet tildeling af tjenestefrihed med løn, hvis den fandt sted i arbejdstiden, ikke kan gøre krav på denne.

95.

I artikel 2, nr. 2), i direktiv 2003/88 defineres »hvileperiode« uden nogen sondring mellem daglig, ugentlig og årlig hviletid.

96.

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at de principper, der gælder vedrørende ugentlig hviletid, i det væsentlige svarer til principperne vedrørende årlig ferie.

97.

For det første udgør retten for enhver arbejdstager til en begrænsning af den maksimale arbejdstid og til daglige og ugentlige hvileperioder »ikke alene […] en regel i Unionens sociallovgivning, der har en særlig vigtig betydning, men […] den [er] endvidere udtrykkeligt […] fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2, som i medfør af artikel 6, stk. 1, TEU har samme juridiske værdi som traktaterne« ( 78 ).

98.

For det andet har harmoniseringen på EU-plan af arbejdstidens tilrettelæggelse »til formål at garantere en bedre beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ved at sikre dem bl.a. daglige og ugentlige minimumshvileperioder og passende pauser og ved at fastsætte en maksimumsgrænse for den ugentlige arbejdstid« ( 79 ).

99.

For det tredje er det for at sikre den fulde virkning af direktiv 2003/88 vigtigt, at medlemsstaterne sikrer overholdelsen af de minimale hvileperioder og forhindrer enhver overskridelse af den maksimale ugentlige arbejdstid ( 80 ).

100.

For det fjerde er medlemsstaterne – henset til det grundlæggende formål, der forfølges med dette direktiv, som er at garantere en effektiv beskyttelse af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår og en bedre beskyttelse af deres sikkerhed og sundhed – forpligtede til at sikre, at den effektive virkning af disse rettigheder fuldt ud sikres, ved faktisk at sikre arbejdstagerne de daglige og ugentlige minimumshvileperioder og den maksimumsgrænse for den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, som er fastsat i dette direktiv ( 81 ).

101.

For det femte må de bestemmelser, som medlemsstaterne fastsætter med henblik på gennemførelsen af forskrifterne i direktiv 2003/88, ikke kunne gøre de rettigheder, som følger af chartrets artikel 31, stk. 2, og det nævnte direktivs artikel 3 og 5 samt artikel 6, litra b), indholdsløse ( 82 ).

102.

I tilfælde, hvor der er sammenfald mellem orlov og en ugentlig hviletidsperiode, bør den ugentlige hviletidsordnings særlige karakter og sammenligningen med den årlige feries karakter efter min opfattelse foranledige Domstolen til at vælge et andet ræsonnement end det, den har anvendt hvad angår årlig ferie, som tager udgangspunkt i den konstatering, at de to typer af orlov har forskelligt formål.

103.

For det første fremgår det af Domstolens fortolkning af artikel 5 i direktiv 2003/88, at den sammenhængende ugentlige minimumshvileperiode på 24 timer, der er knyttet til en arbejdsperiode af højst 48 timers varighed, skal tildeles inden for hver syvdagesperiode, idet det ikke kræves, at denne minimumsperiode tildeles senest dagen efter en periode på seks på hinanden følgende arbejdsdage ( 83 ). Hviletidens varighed er således strengt bundet til arbejdstiden over referenceperioder, som medlemsstaterne frit kan fastlægge ifølge en metode efter deres valg, forudsat at de målsætninger, der forfølges med dette direktiv, overholdes ( 84 ). Under alle omstændigheder skal arbejdstageren været omfattet af den beskyttelse, der er fastsat i direktiv 2003/88 vedrørende daglig hviletid og maksimal ugentlig arbejdstid ( 85 ).

104.

For det andet har denne hvileperiode bl.a. til formål at fjerne den træthed, der er akkumuleret som følge af udførelsen af arbejdet, med en maksimumsgrænse, der er knyttet til ugen ( 86 ). Dette er grunden til, at hvileperioder principielt skal følge umiddelbart efter den arbejdstid, som de har til formål at kompensere for ( 87 ), og »der [skal] derfor som hovedregel være en stadig vekslen mellem arbejdsperioder og hvileperioder« ( 88 ). I denne forbindelse skal den ugentlige hviletids karakter af gentagelse inden for en kort periode fremhæves.

105.

For det tredje giver artikel 17 i direktiv 2003/88 mulighed for undtagelser fra den ugentlige hviletid og ikke fra den årlige ferie ( 89 ).

106.

Til sammenligning vedrører retten til årlig ferie en tvungen varighed, som ikke er knyttet til et præcist antal effektive arbejdstimer. Den følger sin egen logik, der er baseret på princippet om akkumulering af rettigheder, således at arbejdstageren kan nyde en længere hvileperiode, som fastlægges efter aftale med arbejdsgiveren ( 90 ).

107.

Muligheden for at overføre årlige feriedage, ganske vist inden for visse grænser ( 91 ), og princippet om finansiel kompensation, såfremt arbejdsforholdet ophører, bekræfter efter min opfattelse denne ordning med opsparing af årlige feriedage, som adskiller den fundamentalt fra retten til ugentlig hviletid.

108.

På baggrund af disse omstændigheder som helhed er det min opfattelse, at i tilfælde af sammenfald mellem en omstændighed, der udløser tjenestefrihed med løn, og en ugentlig hviletidsperiode ( 92 ), gør den fleksibilitet, som medlemsstaterne råder over med hensyn til gennemførelsen af forskrifterne i direktiv 2003/88 ( 93 ), i overensstemmelse med dette direktivs formål, en analog anvendelse af Domstolens ræsonnement vedrørende årlig ferie og orlov, der har til formål at genoprette arbejdstagerens sundhedstilstand, idet den er baseret på konstateringen af forskellige formål med disse typer af orlov, irrelevant.

109.

Jeg foreslår følgelig, at Domstolen fastslår, at artikel 5 i direktiv 2003/88 på grund af den ugentlige hviletidsordnings særlige karakter skal fortolkes på samme måde som dette direktivs artikel 7.

110.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Audiencia Nacional (domstol i visse straffe-, forvaltnings- og arbejdsretlige sager, Spanien), som følger:

»Principalt:

Subsidiært: