–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og M.H.S. Gijzen, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Cattabriga og G. Wils, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 15, stk. 1 og 4, i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (EUT 2003, L 251, s. 12).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem K, som er tredjelandsstatsborger, og staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (statssekretær for sikkerheds- og justitsspørgsmål, Nederlandene) (herefter »statssekretæren«) vedrørende sidstnævntes afslag på hendes ansøgning om ændring af den begrænsning, der er knyttet til hendes tidsbegrænsede opholdstilladelse, og vedrørende inddragelsen af denne tilladelse.

3

Artikel 15 i direktiv 2003/86 er affattet på følgende måde:

»1.   Senest efter fem års ophold har ægtefællen eller den ugifte partner samt børn, der er blevet myndige, efter ansøgning, hvis det kræves, ret til at få selvstændig opholdstilladelse, uafhængig af referencepersonens opholdstilladelse, hvis familiemedlemmet ikke har fået opholdstilladelse med andre begrundelser end familiesammenføring.

Medlemsstaterne kan, hvis den familiemæssige tilknytning ophører, begrænse meddelelse af opholdstilladelse som omhandlet i første afsnit til ægtefællen eller den ugifte partner.

[…]

4.   Betingelserne i forbindelse med den selvstændige opholdstilladelses meddelelse og gyldighedsperiode fastsættes i henhold til national ret.«

4

Artikel 3.51 i Vreemdelingenbesluit 2000 (udlændingebekendtgørelse af 2000) fastsætter:

»1.   Tidsbegrænset opholdstilladelse […] ledsaget af en begrænsning knyttet til permanente humanitære årsager kan meddeles en udlænding, som:

5.   Artikel 3.80a finder anvendelse på de i stk. 1, litra a), nr. 1, omhandlede udlændinge […]«

5

Bekendtgørelsens artikel 3.80a har følgende ordlyd:

»1.   Der gives afslag på en ansøgning om ændring af en opholdstilladelse […] til en opholdstilladelse med en begrænsning knyttet til permanente humanitære årsager, når ansøgningen er blevet indgivet af en udlænding i henhold til artikel 3.51, stk. 1, initio og litra a), nr. 1, der ikke har bestået den i artikel 7, stk. 2, litra a), i Wet inburgering [(lov om integration)] omhandlede prøve, eller som ikke har opnået et eksamensbevis, diplom eller andet i henhold til samme lovs artikel 5, stk. 1, litra c).

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt udlændingen:

[…]

[…]

4.   Ministeren kan desuden undlade at anvende stk. 1, såfremt den pågældende finder, at anvendelsen af denne bestemmelse vil være åbenbart urimelig.«

6

Artikel 6, stk. 1, i Wet inburgering (lov om integration) er affattet således:

»Ministeren fritager personer, der er omfattet af integrationspligten, når:

7

Lovens artikel 7, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1.   En person, der er omfattet af integrationspligten, skal inden for tre år opnå mundtlige og skriftlige færdigheder i nederlandsk svarende til mindst niveau A 2 efter Den Fælles Europæiske Referenceramme for Sprog samt et kendskab til det nederlandske samfund.

2.   En person, der er omfattet af integrationspligten, har opfyldt sin integrationspligt, når:

8

Fra den 17. marts 1995 til den 25. juli 2015 havde K en opholdstilladelse, meddelt med henblik på hendes ophold med sin ægtefælle, der er tredjelandsstatsborger. Den 21. juli 2015 indgav K en ansøgning om ændring af denne tilladelse til en fortsat opholdstilladelse.

9

Den 1. juli 2016 gav statssekretæren afslag på denne ansøgning med den begrundelse, at K hverken havde godtgjort, at hun havde bestået integrationsprøven, eller at hun var blevet fritaget for integrationspligten eller havde fået dispensation herfra. Ligeledes inddrog statssekretæren med tilbagevirkende kraft fra den 19. august 2011 den opholdstilladelse, som K var blevet meddelt med henblik på sit ophold med sin ægtefælle, med den begrundelse, at hun fra denne dato ikke længere var bosat på samme adresse som sin ægtefælle.

10

Efter en klage indgivet af K opretholdt statssekretæren ved afgørelse af 21. december 2016 sin oprindelige afgørelse.

11

K anlagde sag for rechtbank den Haag zittingsplaats Middelburg (retten i første instans i Haag, tingstedet Middelburg, Nederlandene) til prøvelse af den nævnte afgørelse. Ved dom af 4. april 2017 gav denne ret ikke medhold i søgsmålet.

12

K har iværksat appel for den forelæggende ret til prøvelse af den nævnte dom.

13

Henset til fremlæggelsen af den som bilag til appelstævningen knyttede udtalelse fra Dienst Uitvoering Onderwijs (tjeneste for gennemførelse af undervisning, Nederlandene), hvori det blev konstateret, at K mindst fire gange havde forsøgt at bestå integrationsprøven, og at hun havde fulgt mere end 600 integrationstimer, meddelte statssekretæren K en selvstændig opholdstilladelse med virkning fra den 20. april 2017. Ikke desto mindre fastholdt statssekretæren inddragelsen med tilbagevirkende kraft fra den 19. august 2011 af den opholdstilladelse, som K var blevet meddelt med henblik på sit ophold med sin ægtefælle.

14

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om den integrationsbetingelse, der er fastsat i nederlandsk lovgivning, er forenelig med artikel 15 i direktiv 2003/86.

15

På denne baggrund har Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 15, stk. 1 og 4, i [direktiv 2003/86] fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en ansøgning om en selvstændig opholdstilladelse fra en udlænding, der i medfør af en familiesammenføring har opholdt sig lovligt i mere end fem år på en medlemsstats område, kan afslås på det grundlag, at integrationsbetingelserne efter national ret ikke er opfyldt?«

16

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86 er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der kan gives afslag på en ansøgning om selvstændig opholdstilladelse indgivet af en tredjelandsstatsborger, som har opholdt sig mere end fem år på en medlemsstats område efter familiesammenføringsreglerne, med den begrundelse, at den pågældende ikke har godtgjort at have bestået en integrationsprøve, der omhandler denne medlemsstats sprog og samfund.

17

Artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/86 fastsætter, at senest efter fem års ophold har ægtefællen eller den ugifte partner samt børn, der er blevet myndige, efter ansøgning, hvis det kræves, ret til at få selvstændig opholdstilladelse, uafhængig af referencepersonens opholdstilladelse, hvis familiemedlemmet ikke har fået opholdstilladelse med andre begrundelser end familiesammenføring.

18

Direktivets artikel 15, stk. 4, præciserer for sin del, at betingelserne i forbindelse med den nævnte opholdstilladelses meddelelse og gyldighedsperiode fastsættes i henhold til national ret.

19

Det fremgår af kombinationen af disse to bestemmelser, at selv om en person principielt har ret til at få udstedt en selvstændig opholdstilladelse efter fem års ophold på en medlemsstats område efter familiesammenføringsreglerne, har EU-lovgiver imidlertid givet medlemsstaterne tilladelse til at underlægge meddelelsen af en sådan tilladelse bestemte betingelser, som det tilkommer dem at fastsætte.

20

Det fremgår af præmis 49-59 i dom af dags dato, C og A (sag C-257/17), at det ikke kan udelukkes, at en medlemsstat kan gøre meddelelsen af en selvstændig opholdstilladelse betinget af beståelsen af en integrationsprøve, der omhandler denne medlemsstats sprog og samfund.

21

Det fremgår imidlertid af den nævnte doms præmis 60-63, at den pligt til at bestå en sådan prøve, der er pålagt ved en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, ikke med føje kan gå videre end det, der er nødvendigt for at nå målet om at fremme de pågældende tredjelandsstatsborgeres integration, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

22

Med henblik herpå skal den forelæggende ret bl.a. sikre sig, at det kendskab, der kræves for at bestå integrationsprøven, svarer til et grundlæggende kendskab, at den ved den nationale lovgivning fastsatte betingelse ikke fører til, at tredjelandsstatsborgere, der har bevist deres vilje til at bestå denne prøve og bevist, at de har gjort sig anstrengelser med henblik herpå, forhindres i at blive meddelt en selvstændig opholdstilladelse, at der tages behørigt hensyn til de særlige individuelle omstændigheder, og at de til prøven knyttede udgifter ikke er uforholdsmæssige (jf. i denne retning dom af 9.7.2015, K og A, C-153/14, EU:C:2015:453, præmis 54-70).

23

I denne henseende skal det bl.a. bemærkes, at omstændigheder for de pågældende familiemedlemmer til referencepersonen, såsom alder, uddannelsesniveau, økonomisk situation eller helbredstilstand, skal kunne føre til, at de kompetente myndigheder ikke gør meddelelsen af en selvstændig opholdstilladelse betinget af beståelse af en integrationsprøve, når det viser sig, at disse personer som følge af disse omstændigheder ikke er i stand til at aflægge en sådan prøve eller at bestå denne (jf. i denne retning dom af 9.7.2015, K og A, C-153/14, EU:C:2015:453, præmis 58).

24

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86 ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der kan gives afslag på en ansøgning om selvstændig opholdstilladelse indgivet af en tredjelandsstatsborger, som har opholdt sig mere end fem år på en medlemsstats område efter familiesammenføringsreglerne, med den begrundelse, at den pågældende ikke har godtgjort at have bestået en integrationsprøve, der omhandler denne medlemsstats sprog og samfund, forudsat at de nærmere regler for pligten til at bestå denne prøve ikke går videre end det, der er nødvendigt for at nå målet om at fremme tredjelandsstatsborgeres integration, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

25

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 15, stk. 1 og 4, i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring er ikke til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der kan gives afslag på en ansøgning om selvstændig opholdstilladelse indgivet af en tredjelandsstatsborger, som har opholdt sig mere end fem år på en medlemsstats område efter familiesammenføringsreglerne, med den begrundelse, at den pågældende ikke har godtgjort at have bestået en integrationsprøve, der omhandler denne medlemsstats sprog og samfund, forudsat at de nærmere regler for pligten til at bestå denne prøve ikke går videre end det, der er nødvendigt for at nå målet om at fremme tredjelandsstatsborgeres integration, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.