1.

Den Europæiske Unions institutioner, organer, kontorer og agenturer har pligt til at beskytte deres personale mod enhver form for intimidering og chikane på arbejdspladsen. Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har derfor indført et internt regelsæt med titlen »politik for værdighed på arbejdspladsen«.

2.

I den foreliggende sag har appellanten i henhold til dette regelsæt indgivet en »klage« til EIB over seksuel chikane, som hun angiveligt blev udsat for af sin overordnede fra 2011 og indtil hun skiftede stilling i løbet af 2012. Ifølge appellanten var den interne undersøgelsesprocedure, der var blevet indledt som følge af indgivelsen af hendes klage, behæftet med adskillige fejl, som i sidste ende førte til afslag på hendes klage.

3.

Ud over en tilsidesættelse af hendes processuelle rettigheder har appellanten navnlig påberåbt sig den ulovlighed, at der i undersøgelsen blev inddraget elementer fra hendes privatliv alene med det formål at så tvivl om hendes troværdighed.

4.

Vanskeligheden ved at føre bevis for chikane ligger i denne type adfærds art og fremgangsmåde. En administrativ afgørelse truffet efter en undersøgelsesprocedure, som har til formål at fastlægge, om der er udøvet chikane, vil således altid og i det mindste til en vis grad bygge på holdninger til eller vurderinger af aspekter af de berørte personers privatliv. Under disse omstændigheder antager overholdelsen af procedurereglerne for beslutningsprocessen en særlig betydning.

5.

Den foreliggende appel giver Domstolen lejlighed til for første gang at foretage en nærmere undersøgelse af, hvilke proceduremæssige krav en administrativ undersøgelsesprocedure vedrørende chikane skal opfylde. Den foreliggende sag rejser derfor spørgsmålet om rigtigheden af en fast praksis ved Personaleretten og Retten for, at der i forbindelse med en klage over chikane sondres mellem de processuelle rettigheder, som skal tillægges den person, der beskyldes for udøvelse af chikane, og de mere begrænsede processuelle rettigheder, der skal tillægges den klager, som hævder at være udsat for chikane ( 2 ).

6.

Artikel 24, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) ( 3 ), har følgende ordlyd:

»Unionen yder [sine] tjenestemænd bistand, især ved retsforfølgning mod personer, der har fremsat trusler, krænkelser, injurier, ærerørige beskyldninger eller foretaget angreb på person eller formue, rettet mod tjenestemanden eller dennes familie på baggrund af hans stilling eller hverv.«

7.

Artikel 41 i EIB’s personalevedtægt, der blev vedtaget den 20. april 1960 af EIB’s bestyrelse, bestemmer, i den affattelse, som blev vedtaget ved EIB’s bestyrelses afgørelse af 4. juni 2013 og trådte i kraft den 1. juli 2013, følgende:

»Alle individuelle tvister mellem Banken og dens ansatte afgøres af Den Europæisk Unions Domstol. Hvis en ansat anlægger et søgsmål vedrørende en foranstaltning fra Banken, der er bebyrdende for den pågældende, skal det ske inden for tre måneder.

Ud over søgsmål ved Domstolen […] og før der anlægges et sådant søgsmål, kan tvister bortset fra tvister, der følger af iværksættelse af de i artikel 38 nævnte foranstaltninger, gøres til genstand for en forligsprocedure ved Bankens forligsudvalg.

Anmodningen om forlig skal indgives senest tre måneder [regnet fra] tidspunktet for de faktiske omstændigheder eller forkyndelsen af de foranstaltninger, der er genstand for tvisten. […]«

8.

Regelsættet til EIB’s politik for værdighed på arbejdspladsen (på engelsk Dignity at Work), som blev vedtaget af EIB den 18. november 2003 ( 4 ), fastsætter:

»Undersøgelsesprocedure

[…]

Undersøgelsesproceduren omfatter følgende bestemmelser:

[…]

Undersøgelsesudvalgets hverv og sammensætning

Undersøgelsesudvalget har til opgave at gennemføre en objektiv og uafhængig undersøgelse af en eller flere hændelser for derefter at afgive en henstilling til formanden, der træffer afgørelse.

[…]

Proceduren

[…]

Høringen

Formålet med høringen er nøjagtigt at fastlægge, hvad der er sket, og undersøge de faktiske omstændigheder, således at det er muligt at udfærdige en begrundet henstilling. Parterne har ikke ret til at foretage krydsforhør, eftersom de høres hver for sig. I det omfang det ikke er absolut nødvendigt, har parterne ikke pligt til at gentage detaljer, der er pinlige eller nedværdigende for dem. Alle parter, der medvirker i undersøgelsen og høringerne, herunder assistenter og vidner, oplyses om, at de er omfattet af tavshedspligt.

[…] Udvalget kan vælge den fremgangsmåde, som det finder passende. Høringen gennemføres normalt i form af en række separate samtaler, der afholdes i følgende rækkefølge:

Hvis der er behov for det, kan udvalget ligeledes på ny høre de involverede personer og eventuelt indkalde andre ansatte eller indhente oplysninger eller kopier af dokumenter, hvis udvalget som et kollegium finder det begrundet og nyttigt. I tvivlstilfælde er det formanden, der afgør spørgsmål om adgang til sagsakter, oplysninger eller andre undersøgelsesmetoder, efter i givet fald at have rådført sig med den ansvarlige for beskyttelse af personoplysninger. Udvalget oplyser klageren om yderligere undersøgelser.

Undersøgelsens resultat

Når samtlige parter er blevet hørt, og når samtlige relevante undersøgelser er blevet gennemført, foretager udvalget en vurdering af sagen og fremsætter forslag om en begrundet henstilling. Udvalget kan ikke træffe afgørelser.

Udvalgets skriftlige henstilling udarbejdes senest fem dage efter undersøgelsens afslutning og forelægges formanden til afgørelse.

[Formandens] afgørelse

Senest fem arbejdsdage efter udvalgets afgivelse af henstillingen til formanden oplyses parterne skriftligt om formandens begrundede afgørelse, som bilægges udvalgets henstilling.«

9.

Den 1. december 2008 blev appellanten, OZ, ansat i EIB, hvor hun fra slutningen af 2009 arbejdede i en direktion, hvor F. varetog stillingen som personalekoordinator. I september 2012 skiftede appellanten stilling. I januar 2014 fortalte appellanten sin afdelingschef, at dette stillingsskifte skyldtes seksuel chikane, som hun fandt, at hun siden 2011 var blevet udsat for fra F.’s side.

10.

Den 20. maj 2015 indgav appellanten en klage til EIB’s personaledirektør, hvori hun gjorde gældende, at hun havde været udsat for seksuel chikane fra F.’s side.

11.

Den 18. juni 2015 oplyste personaledirektøren appellanten om, at der som følge af klagen var blevet indledt en officiel undersøgelsesprocedure (herefter »undersøgelsesproceduren«) i henhold til det interne regelsæt til politikken for værdighed på arbejdspladsen.

12.

Den 26. juni 2015 blev undersøgelsesudvalget formelt nedsat, og appellanten blev oplyst om, at høringerne ville blive afholdt den 20. juli 2015.

13.

Den 17. september 2015 afgav undersøgelsesudvalget sin rapport til EIB’s formand (herefter »undersøgelsesudvalgets rapport«).

14.

I sin rapport redegjorde udvalget for resultaterne af sin undersøgelse, nemlig at appellantens påstande ikke havde kunnet bekræftes på grund af mangel på vidner til de hævdede hændelser. Derimod havde alle vidnerne været enige om, at der var grund til bekymring for appellantens helbred. Hun havde oplevet et traumatiserende brud med sin tidligere samlever og havde efterfølgende tabt sig meget. Appellanten var i øvrigt utålmodig med hensyn til avancement i sin karriere og havde en manipulerende adfærd, der kunne skabe alvorlige problemer for andres tilværelse. Hun havde ligeledes vanskeligt ved at acceptere nogen som helst form for kritik. Til slut havde undersøgelsesudvalget anbefalet appellanten at sætte sig ind i, hvordan man opnår en bedre holdånd og genfinder en positiv indstilling.

15.

Den 16. oktober 2015 traf EIB’s formand afgørelse om at afslå den af appellanten indgivne klage på grundlag af undersøgelsesudvalgets henstillinger (herefter »EIB’s formands afgørelse«), idet undersøgelsesudvalgets rapport blev vedlagt denne afgørelse.

16.

Efter at have truffet afgørelse anmodede EIB’s formand om yderligere oplysninger fra undersøgelsesudvalget med henblik på den eventuelle indledning af en disciplinærsag, og udvalget fremsendte sine endelige bemærkninger den 12. januar 2016. Derefter indgav appellanten en anmodning om forlig i henhold til artikel 41 i EIB’s personalevedtægt.

17.

Den 29. juni 2016 fastslog EIB’s formand i overensstemmelse med Udvalget for Forligsmæglings konklusioner af 22. april 2016, at forligsproceduren var slået fejl.

18.

Den 22. juli 2016 anlagde appellanten sag ved Retten bl.a. med påstand om, at EIB’s formands afgørelse og undersøgelsesudvalgets rapport blev annulleret, og at EIB blev tilpligtet at betale hende en erstatning på 20000 EUR for den ikke-økonomiske skade, hun havde lidt, samt et beløb på 977 EUR (inklusive moms) og et foreløbigt beløb på 5850 EUR til betaling af efterfølgende lægelige omkostninger.

19.

Til støtte for søgsmålet i første instans fremsatte appellanten nærmere bestemt to anbringender. Det første anbringende vedrørte en tilsidesættelse af reglerne for undersøgelsesproceduren og en tilsidesættelse af appellantens processuelle rettigheder i henhold til artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«) og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), idet flere trin i undersøgelsesproceduren ikke var blevet overholdt. Det andet anbringende vedrørte en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 8 og chartrets artikel 7, idet undersøgelsesudvalgets rapport og EIB’s formands afgørelse indeholdt beviselementer fra appellantens privatliv, navnlig vedrørende hendes psykiske helbred, som var uden relevans for undersøgelsens genstand. Efter appellantens opfattelse kunne disse ulovligheder begrunde en annullation af den afgørelse, som var truffet af EIB’s formand, og at EIB ifaldt ansvar uden for kontraktforhold.

20.

I sin dom af 13. juli 2017 (herefter »den appellerede dom«) ( 5 ) forkastede Retten for det første appellantens erstatningspåstande under ét med den begrundelse, at ingen af appellantens klagepunkter udgjorde en ulovlighed, som kunne foreholdes EIB. Idet appellanten gjorde gældende, at de ulovligheder, som lå til grund for påstandene om annullation, svarede til den adfærd, som blev foreholdt EIB ifølge erstatningspåstandene, fastslog Retten derefter, at også annullationspåstandene skulle forkastes.

21.

Ved appelskrift af 22. september 2017 har appellanten iværksat den foreliggende appel til prøvelse af Rettens dom.

22.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

23.

EIB har nedlagt følgende påstande:

24.

Appellanten og EIB deltog i retsmødet den 26. september 2018.

25.

Appellanten har fremsat tre anbringender til støtte for sin appel vedrørende for det første tilsidesættelse af chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6, for det andet tilsidesættelse af chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8 og for det tredje manglende adgang til domstolsprøvelse.

26.

Det første anbringende vedrører nærmere bestemt Rettens vurdering af afviklingen af undersøgelsesproceduren i henseende til kravene i politikken for værdighed på arbejdspladsen og appellantens processuelle rettigheder i henhold til chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6. Dette anbringende er opdelt i fire led vedrørende forskellige fejl, der angiveligt blev begået af Retten, nemlig fejlagtig bestemmelse af omfanget af en klagers processuelle rettigheder, manglende konsekvenser af den manglende overholdelse af fristerne i undersøgelsesproceduren, urigtig bedømmelse af undersøgelsesudvalgets rette sammensætning og afvisning af appellantens argumenter, hvorved hun rejste tvivl om den fortrolige behandling af hendes klage.

27.

Det andet og det tredje anbringende vedrører Rettens forkastelse af appellantens argumenter, som tilsigter at godtgøre ulovligheden, navnlig i lyset af chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8, af flere oplysninger i undersøgelsesudvalgets rapport, hvorpå EIB’s formand støttede sin afgørelse om at afslå klagen som ugrundet.

28.

For det første skal det bemærkes, at søgsmålet ved Retten til prøvelse af EIB’s formands afgørelse af 16. oktober 2015 ikke skulle afvises, selv om det var blevet anlagt den 22. juli 2016, dvs. mere end ni måneder efter, at denne afgørelse var blevet truffet ( 6 ). Det fremgår således af retspraksis, at den frist på tre måneder, som er fastsat i artikel 41, stk. 1, i EIB’s personalevedtægt ( 7 ), for anlæggelse af søgsmål ved Retten blev afbrudt under den påbegyndte forligsprocedure i medfør af samme vedtægts artikel 41, stk. 3 ( 8 ). Selv om denne procedure ikke er obligatorisk, kan anvendelsen heraf ikke begrænse den pågældendes ret til at anlægge sag ved Unionens retsinstanser ( 9 ). Derfor skal fristen for anlæggelse af søgsmålet først anses for at løbe fra datoen for den endelige afgørelse om, at forligsproceduren er slået fejl, i den foreliggende sag den 29. juni 2016.

29.

For det andet har EIB gjort to formalitetsindsigelser gældende over for appellen. Banken har for det første anført, at appellen ikke henviser til nogen præcis præmis i den appellerede dom, og for det andet, at appellen i det væsentlige alene gengiver de argumenter, der allerede er fremført i stævningen i førsteinstanssagen.

30.

For så vidt angår den første formalitetsindsigelse konstateres, at klagepunktet savner grundlag i de faktiske omstændigheder, idet appelskriftet i fodnoterne henviser til præcise præmisser i den appellerede dom. I øvrigt og under alle omstændigheder stilles der i Domstolens procesreglements artikel 169, stk. 2, ikke formelt krav om, at der henvises til nummererede præmisser i den appellerede dom. Det er tilstrækkeligt, at argumenterne i appelskriftet tillader Domstolen at identificere det af Rettens ræsonnementer, der angiveligt er behæftet med retlige fejl, således at den kan udøve det hverv, der tilkommer den på det pågældende område, og udføre sin legalitetskontrol ( 10 ).

31.

For så vidt angår den anden formalitetsindsigelse skal det bemærkes, at de fleste af appellantens argumenter i det væsentlige vedrører Rettens retlige bedømmelse. Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at såfremt en part bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten, kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet i første instans, drøftes på ny under en appelsag ( 11 ).

32.

Det forholder sig imidlertid anderledes med appellantens argumenter om Rettens forkastelse af klagepunktet vedrørende undersøgelsesudvalgets sammensætning og den fortrolige behandling af klagen (første anbringendes tredje og fjerde led). I denne forbindelse nøjes appellanten med at gentage de argumenter af faktuel karakter, som allerede er fremført i første instans. Hun gentager bl.a. sin kritik af, at de udnævnte personer ikke var i besiddelse af de fornødne kvalifikationer og den fornødne upartiskhed, hvorved hun forsøger at så tvivl om Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder, uden samtidig at påberåbe sig en urigtig gengivelse heraf. Disse argumenter skal følgelig afvises i overensstemmelse med artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvorefter den legalitetskontrol, som Domstolen udfører i forbindelse med en appelsag, begrænses til retsspørgsmålene.

33.

Hvad for det tredje angår appellantens anmodning om sletning af de oplysninger i undersøgelsesudvalgets rapport, der anses for ulovlige, konstateres blot, at Retten med føje i den appellerede doms præmis 22 og 23 fastslog, at Unionens retsinstanser ikke har kompetence til at rette påbud til institutionerne ( 12 ). Endvidere har appellanten ikke anfægtet denne del af dommen i sit appelskrift. Denne påstand skal følgelig indledningsvis afvises.

34.

Selv om en ophævelse af Rettens dom og i givet fald en annullation af EIB’s formands afgørelse ganske vist kan give anledning til at indlede en eventuel ny undersøgelsesprocedure hos EIB, tilkommer det imidlertid heller ikke Domstolen at anordne genåbning heraf, idet det tilkommer administrationen at træffe de foranstaltninger, som opfyldelsen af Domstolens dom indebærer ( 13 ). Det følger heraf, at den sidste påstand i appelskriftet ligeledes må afvises.

35.

Appellanten har nedlagt påstand om, at Rettens dom ophæves, at EIB’s formands afgørelse annulleres, og at EIB pålægges ansvar uden for kontraktforhold.

36.

Indledningsvis skal det også undersøges, om de retlige fejl, som Retten foreholdes, kan begrunde en ophævelse af den appellerede dom (afsnit 1 og 2). I bekræftende fald skal det dernæst afklares, om sagen er moden til påkendelse, og om de fejl, som EIB foreholdes, i givet fald begrunder en annullation af EIB’s formands afgørelse og at EIB pålægges ansvar uden for kontraktforhold (afsnit 3).

37.

Med sit første anbringende har appellanten kritiseret Retten for, efter at have undersøgt afviklingen af undersøgelsesproceduren, at have konkluderet, at de af appellanten påberåbte uregelmæssigheder ikke udgjorde en tilsidesættelse af hendes processuelle rettigheder i henhold til chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6 og således hverken begrundede en annullation af EIB’s formands afgørelse eller at EIB skulle pålægges ansvar uden for kontraktforhold.

38.

Appellanten har foreholdt Retten, at den har tilsidesat hendes rettigheder i henhold til chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6, idet den i den appellerede doms præmis 52 har fastslået, at klagerens rettigheder i en undersøgelsesprocedure vedrørende seksuel chikane i henhold til politikken for værdighed på arbejdspladsen er mere begrænsede end den sagsøgtes rettigheder. Retten har ved at støtte sig til denne fejlagtige forudsætning med urette set bort fra de processuelle ulovligheder, som appellanten har påberåbt sig.

39.

Nærmere bestemt har appellanten for det første gjort gældende, at Retten har tilsidesat princippet om processuel ligestilling og kontradiktionsprincippet samt appellantens ret til forsvar, idet den fandt det legitimt, at undersøgelsesudvalget ikke havde fremsendt de forklaringer, som var afgivet af den person, der beskyldes for chikane, og af de under undersøgelsen afhørte personer, og som har dannet grundlag for afgørelsen om at afslå klagen.

40.

Appellanten har for det andet foreholdt Retten at have begået en retlig fejl, idet den fandt det tilstrækkeligt, at undersøgelsesudvalget alene hørte to ud af de af appellanten foreslåede 11 vidner, med den begrundelse, at undersøgelsesudvalget på ingen måde havde pligt til at høre alle de af en af sagens parter foreslåede vidner.

41.

Appellanten har for det tredje foreholdt Retten at have begået en retlig fejl, idet den fandt det lovligt, at undersøgelsesudvalget så bort fra de lægeerklæringer, som appellanten fremlagde til støtte for sin klage, med den begrundelse, at disse erklæringer var affattet, efter at de omtvistede omstændigheder havde fundet sted. Ved således at begrænse mulighederne for at fremlægge beviser har Retten tilsidesat appellantens ret til at blive hørt og hendes ret til forsvar.

42.

Retten har støttet sin besvarelse af de af appellanten nedlagte påstande i første instans vedrørende EIB’s manglende overholdelse af hendes rettigheder under undersøgelsesproceduren på en retspraksis ved Personaleretten ( 14 ), som Retten har stadfæstet ( 15 ), og ifølge hvilken en klagers situation i forbindelse med en undersøgelsesprocedure vedrørende psykisk chikane ikke kan sidestilles med den situation, der gør sig gældende for den person, som er genstand for klagen, og at klageren derfor ikke kan påberåbe sig de samme processuelle rettigheder som den person, der beskyldes for chikanen.

43.

Da denne retspraksis er blevet udviklet i forbindelse med sager, der reguleres af vedtægten, skal jeg først og fremmest nævne de primære karakteristika ved den procedure, der indledes som følge af en ansøgning om bistand i medfør af denne vedtægt, og ved den undersøgelsesprocedure, der er tale om i den foreliggende sag [nr. i)]. Derefter vil jeg drage en konklusion vedrørende de processuelle rettigheder, som skal tillægges de forskellige berørte personer i forbindelse med en sådan procedure [nr. ii)]. Endelig vil jeg undersøge, om kravene er blevet opfyldt i den foreliggende sag [nr. iii)].

44.

EU-administrationens pligt til at skride ind til støtte for en ansat, som føler sig udsat for chikane eller enhver anden form for intimidering, udspringer af administrationens bistandspligt ifølge vedtægtens artikel 24 for så vidt angår ansættelsesforhold, som reguleres af samme vedtægt. Indgivelsen af en ansøgning om vedtægtsmæssig bistand efterfølges af en administrativ undersøgelse med henblik på at konstatere, hvad der er sket, for på denne baggrund at afgøre, hvilke konsekvenser der vil være passende. Det følger heraf, at formålet med den administrative undersøgelse ikke er at vedtage en sanktion for en adfærd, men først og fremmest at tilvejebringe klarhed over, om administrationen har pligt til at skride ind til støtte for en tjenestemand ( 16 ). Det er med henblik herpå tilstrækkeligt, at der fremlægges et foreløbigt bevis for, at de omtvistede omstændigheder faktisk har fundet sted, uden at resultatet af en eventuel, senere indledt disciplinærsag foregribes ( 17 ).

45.

På tilsvarende vis er der i EIB’s politik for værdighed på arbejdspladsen for så vidt angår ansættelsesforhold, som reguleres af EIB’s personalevedtægt, fastsat en formel procedure, hvorunder det formodede offer har mulighed for officielt at indgive en klage, som udløser en undersøgelsesprocedure. Det skal imidlertid bemærkes, at denne procedure adskiller sig fra den undersøgelsesprocedure, som indledes som følge af en ansøgning om bistand i henhold til vedtægten ( 18 ). Ifølge den procedure, der er tale om i den foreliggende sag, vil resultatet af proceduren således ikke blot bestå i afslag på klagen eller indledning af en disciplinærsag mod den formodede chikanør, men også indledning af en disciplinærsag over for det formodede offer, hvis vedkommendes klage findes ugrundet eller ildesindet. I denne forbindelse er den derfor mere vidtrækkende end den procedure, der udløses af en ansøgning om vedtægtsmæssig bistand.

46.

Retten har for nylig haft lejlighed til at bemærke den sammenhæng, hvori retspraksis vedrørende ansøgninger om vedtægtsmæssig bistand, jf. punkt 42 i dette forslag til afgørelse, er blevet udviklet, og at præcisere dens rækkevidde ( 19 ).

47.

Det følger af disse præciseringer, at Rettens praksis hverken har til formål at begrænse en klagers processuelle rettigheder i en undersøgelsesprocedure vedrørende chikane som sådan eller på forhånd at tillægge vedkommende en mindre gunstig stilling end den sagsøgte, dvs. den formodede chikanør ( 20 ). Det drejer sig i højere grad om at sondre mellem den administrative undersøgelsesprocedure, som udløses af en ansøgning om vedtægtsmæssig bistand, på den ene side og den disciplinærsag, der i givet fald derefter indledes, på det anden side ( 21 ). Mens den administrative procedure ifølge Retten i princippet reguleres af de rettigheder, der udspringer af chartrets artikel 41, finder den egentlige ret til forsvar først anvendelse i en disciplinærsag ( 22 ).

48.

Retten har ganske vist anerkendt, at det følger af fast retspraksis, at overholdelse af retten til forsvar, under enhver procedure, der iværksættes over for en person, og som kan munde ud i en retsakt, der indeholder et klagepunkt mod den pågældende, er et grundlæggende EU-retligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat specifikke bestemmelser herom ( 23 ). Da den person, som har ansøgt om bistand, altovervejende blot bidrager til en velafviklet undersøgelse med henblik på at fastslå de faktiske omstændigheder, har Retten imidlertid konkluderet, at denne procedure ikke kan anses for at være indledt over for denne person ( 24 ). Derimod anerkender Retten, at den person, der beskyldes for chikane, allerede fra procedurens indledning skal kunne forsvare sig mod de beskyldninger, der fremsættes mod vedkommende ( 25 ). Det er således på baggrund af deres respektive roller i forbindelse med undersøgelsesproceduren, at Retten i flere domme har fastslået, at de berørte personers processuelle rettigheder adskiller sig fra hinanden.

49.

I denne forbindelse er det imidlertid vigtigt at konstatere, at chartrets artikel 41 under alle omstændigheder finder anvendelse på enhver administrativ procedure uafhængigt af dennes karakter af forhandlingsmaksime eller officialmaksime og navnlig tillægger enhver person ret til at blive hørt, før der træffes en foranstaltning, der berører vedkommende negativt. I øvrigt skal det bemærkes, at kontradiktionsprincippet ligeledes finder anvendelse på enhver procedure, som kan munde ud i, at der træffes en beslutning, der berører en persons interesser mærkbart ( 26 ). Der er derfor ikke behov for at træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt en administrativ undersøgelsesprocedure, uanset om den reguleres af vedtægtens regler eller regelsættet til EIB’s politik for værdighed på arbejdspladsen, falder ind under anvendelsesområdet for chartrets artikel 47 og 48 ( 27 ).

50.

Selv om den person, der beskyldes for chikanen, ganske vist allerede fra procedurens indledning risikerer, at der træffes en beslutning, der, jf. chartrets artikel 41, stk. 2, kan berøre vedkommende negativt, nemlig beslutningen om at imødekomme ansøgningen om bistand, er det ligeledes vigtigt at bemærke, at undersøgelsesproceduren også kan berøre den person, der har indgivet ansøgningen, negativt. Det er navnlig tilfældet, når det i løbet af proceduren viser sig, at ansøgningen om bistand ikke vil blive imødekommet ( 28 ). Ligesom den person, der beskyldes for chikane, skal være i stand til at forsvare sig mod de fremsatte beskyldninger, hvilket begrunder, at vedkommende kan blive hørt, eventuelt flere gange, i forbindelse med undersøgelsen, skal klageren følgelig på samme måde høres om de grunde, som administrationen agter at påberåbe sig til støtte for det eventuelle afslag på ansøgningen ( 29 ). Dette er i øvrigt ligeledes blevet anerkendt i Rettens praksis ( 30 ).

51.

Eftersom administrationen har pligt til at give enhver berørt person mulighed for på virkningsfuld måde at fremsætte sine synspunkter ( 31 ), indebærer det efter min opfattelse, at klageren skal kunne bestride ethvert forhold, som den kompetente myndighed påtænker at lægge til grund for sin afgørelse om afslag, uanset om der er tale om forklaringer afgivet af vidner eller andre kilder, og fremlægge ethvert bevis i denne forbindelse. Som det fremgår af Rettens praksis i denne forbindelse, kan man navnlig ikke antage, at det forhold alene, at der er taget hensyn til den oprindelige klage eller tidligere bemærkninger, er tilstrækkeligt til at konkludere, at klagerens ret til at blive hørt er blevet overholdt. Det kan bl.a. vise sig nødvendigt at give klageren mulighed for at gøre sine bemærkninger til et udkast til undersøgelsesrapporten gældende ( 32 ).

52.

Disse betragtninger, der er gyldige for enhver administrativ procedure vedrørende chikane, gælder i endnu højere grad den undersøgelsesprocedure, der indledes i medfør af EIB’s interne regler, eftersom disse faktisk giver mulighed for at træffe flere afgørelser, der berører klageren negativt, jf. chartrets artikel 41, stk. 2, herunder beskyldninger mod klageren selv.

53.

Det fremgår af det ovenstående, at klageren senest fra det tidspunkt, hvor det viser sig, at klagen må afslås, i henhold til chartrets artikel 41 skal tillægges de samme processuelle rettigheder som den formodede chikanør ( 33 ). Klageren kan derfor kræve, i lighed med den formodede chikanør, at blive hørt, eventuelt flere gange, om de omstændigheder, der berører vedkommende, navnlig såfremt den kompetente myndighed har afgivet en vurdering af vedkommendes egen adfærd.

54.

Følgelig, og i modsætning til hvad Retten har konkluderet i den appellerede doms præmis 52, kan klagerens situation i forbindelse med en undersøgelsesprocedure alt efter omstændighederne i den foreliggende sag sidestilles fuldstændig med den formodede chikanørs situation. Ikke desto mindre har Retten fastslået, at undersøgelsesudvalget ikke havde begået en ulovlighed ved at nægte at fremsende indholdet af de forklaringer, som den formodede chikanør og vidnerne havde afgivet, til appellanten, så hun kunne fremsætte sine bemærkninger hertil. I denne forbindelse har Retten navnlig støttet sig til det forhold, at politikken for værdighed på arbejdspladsen ikke indeholder bestemmelser om fremsendelse af den formodede chikanørs forklaringer til klageren ( 34 ). Politikken for værdighed på arbejdspladsen kan imidlertid ikke fravige de EU-retlige principper, som jeg har nævnt i punkt 48 i dette forslag til afgørelse. Retten har derfor med denne afgørelse tilsidesat appellantens ret til at blive hørt i forbindelse med undersøgelsesproceduren såvel som kontradiktionsprincippet.

55.

Retten har tydeligvis ikke tage hensyn til, at afslaget på klagen i sig selv er en handling, der berører klageren negativt, og deraf udledt, at det ville have været nødvendigt til appellanten at fremsende de af vidnerne og den formodede chikanør afgivne forklaringer, som EIB’s formand påtænkte at lægge til grund for sin afgørelse. Denne manglende hensyntagen er desto mere overraskende, for så vidt som Personaleretten allerede ved flere lejligheder havde fastslået, at administrationens eventuelle anerkendelse af forekomsten af chikane i sig selv kan have en nyttig virkning i forbindelse med behandlingsprocessen med henblik på den chikanerede persons restituering, hvorfor administrationen på en virkningsfuld måde bør høre den berørte person, før den beslutter ikke at imødekomme vedkommendes klage ( 35 ). Dette gælder i endnu højere grad i appellantens tilfælde, hvor afslaget på klagen endvidere var ledsaget af anbefalinger, hvori hun blev beskyldt for selv at være årsag til de konstaterede problemer på grund af manglende positiv indstilling.

56.

I denne forbindelse fremgår det af den appellerede doms præmis 48 og 49 samt 69 og 71, at Retten har lagt til grund, at de forklaringer, som den formodede chikanør og vidnerne havde afgivet om appellantens faglige præstationer, hendes helbredstilstand (den psykiske) og hendes private problemer, havde en afgørende karakter, som udhulede appellantens troværdighed og i sidste ende førte til, at EIB’s formand afslog klagen. Eftersom appellanten naturligvis ikke har kunnet kende til disse oplysninger, da hun indgav sin klage og blev hørt, og heller ikke har kunnet få kendskab til dem senere, kan det ikke antages, at hun er blevet hørt på en virkningsfuld måde før afslaget på klagen.

57.

Det følger heraf, at Retten har begået en retlig fejl, idet den ikke anerkendte appellantens ret, under sådanne omstændigheder, til at få kendskab til den sagsøgtes bemærkninger og indholdet af vidneudsagnene med henblik på at fremsætte sine egne bemærkninger eller fremlægge nye beviser til støtte for sine påstande. Dette gælder så meget desto mere, som Retten i den appellerede doms præmis 48 har anført, at undersøgelsen reelt havde skiftet genstand under proceduren, eftersom EIB’s formand påtænkte at iværksætte disciplinære foranstaltninger over for appellanten, uden at hun var blevet hørt om de faktiske omstændigheder, der begrundede denne ændring.

58.

Det forhold, at der i sidste ende ikke blev indledt en disciplinærsag, kan ikke rejse tvivl om denne konstatering. I modsætning til, hvad EIB’s repræsentant gjorde gældende i retsmødet, er det afslaget på klagen, der berører appellanten negativt i henhold til chartrets artikel 41, og ikke blot indledningen af en senere disciplinærsag.

59.

Under alle omstændigheder har Retten heller ikke oplyst omstændigheder, der gør det muligt at antage, at EIB handlede med det formål at forebygge en risiko for vidnepåvirkning fra appellantens side, eller at andre fortrolighedshensyn i givet fald kunne have begrundet begrænsningen af hendes adgang til vidneforklaringerne ( 36 ). Hvis det havde forholdt sig sådan, ville det i øvrigt have været tilstrækkeligt alene at meddele appellanten indholdet af vidneforklaringerne eller et sammendrag af de aspekter, der blev udvalgt til undersøgelsesrapporten, uden at afsløre identiteten på de personer, der havde afgivet disse vidneforklaringer.

60.

Det følger af det ovenfor anførte, at Retten har begået en retlig fejl, idet den vurderede, at undersøgelsesudvalget under sådanne omstændigheder ikke var pligtigt at meddele appellanten indholdet af de forklaringer, som den formodede chikanør og vidnerne havde afgivet, og som det påtænkte at basere sine anbefalinger på. Det første klagepunkt i det første anbringendes første led bør dermed tages til følge.

61.

Appellanten har endvidere kritiseret Retten for at have fastslået, at overholdelsen af hendes ret til at blive hørt såvel som kontradiktionsprincippet ikke fordrede indkaldelse af alle de vidner, hun havde foreslået.

62.

I denne forbindelse skal det bemærkes, at et undersøgelsesudvalg ifølge Personalerettens praksis som nævnt i den appellerede doms præmis 55 i kraft af sine skønsbeføjelser hvad angår gennemførelsen af undersøgelsen ganske vist ikke har pligt til at indkalde alle de vidner, som en klager foreslår ( 37 ). Disse skønsbeføjelser er imidlertid også underlagt princippet om god forvaltningsskik og de berørte parters processuelle rettigheder, som er fastlagt i chartrets artikel 41. Undersøgelsesudvalgets beslutninger for så vidt angår afviklingen af undersøgelsen unddrager sig følgelig indledningsvis ikke enhver prøvelsesret. Undersøgelsesudvalget kan således navnlig ikke uden begrundelse og uden grundlag undlade at høre de foreslåede vidner og skal udvirke, at parterne høres på retfærdig vis for at garantere deres ret til at blive hørt.

63.

I denne henseende har Personaleretten fastslået, at man med rette kunne undlade at indkalde yderligere vidner i en sag, hvor undersøgelsesudvalget allerede havde indkaldt 15 af de 18 vidner, som den berørte part havde foreslået, foruden 20 andre ( 38 ). Det kan heraf udledes, at der ikke kan bestå en pligt til at indkalde alle de af en part foreslåede vidner, når undersøgelsesudvalget vurderer, at det har fået de faktiske omstændigheder tilstrækkeligt belyst, og de berørte parter allerede er blevet hørt på fyldestgørende vis. Ligeledes støttede Personaleretten sig i en anden sag til det forhold, at undersøgeren rådede over tilstrækkelige oplysninger i sagens akter til at bekræfte sin beslutning om kun at indkalde 12 af de 52 vidner, som appellanten havde foreslået ( 39 ).

64.

I den appellerede dom undersøgte Retten imidlertid ikke spørgsmålet om, hvorvidt undersøgelsesudvalget allerede var tilstrækkeligt oplyst, eller om appellanten allerede var blevet hørt på fyldestgørende vis. Det fremgår tværtimod af appelskriftet, dels at alene et mindretal af de af appellanten foreslåede vidner blev indkaldt, dels at hun heller ikke blev underrettet herom. Idet Retten under disse omstændigheder nøjedes med at fastslå, at undersøgelsesudvalget på ingen måde havde pligt til at indkalde alle appellantens vidner, har den således begået en retlig fejl.

65.

Det følger heraf, at det andet klagepunkt i forbindelse med det første anbringendes første led ligeledes bør tages til følge.

66.

Retten har i den appellerede doms præmis 58 fastslået, at EIB med rette kunne se bort fra de lægeerklæringer, som appellanten fremlagde som bevis for de handlinger, der udgjorde chikane, idet de personer, der havde affattet dem, ikke havde bevidnet de pågældende handlinger.

67.

I denne forbindelse skal det bemærkes, at sådanne lægeerklæringer ud fra deres indhold og datoen for deres affattelse kan belyse forekomsten, endog arten, af et tab, som det formodede offer for chikane har lidt. Det er i øvrigt blevet anerkendt af Retten i den appellerede doms præmis 58. Derimod kan man ikke tillægge en lægeerklæring samme beviskraft som et direkte vidneudsagn fra en person, der har bevidnet den pågældende handling. Da undersøgelsens formål imidlertid er at fastslå, om de handlinger, som klageren påstår sig udsat for, reelt har fundet sted, og at bedømme dem i lyset af definitionen af seksuel chikane, er det således med rette, at Retten har fastslået, at de lægeerklæringer, som appellanten havde fremlagt, ikke kunne anvendes til at afgøre, at disse hændelser havde fundet sted ( 40 ).

68.

Det følger af det ovenfor anførte, at Retten har begået en retlig fejl, idet den fastslog, at de rettigheder, som appellanten kunne påberåbe sig i forbindelse med undersøgelsen, var begrænsede i forhold til dem, som den formodede chikanør havde, og at appellanten derfor ikke havde ret til at få oplyst indholdet af den formodede chikanørs og vidnernes forklaringer og heller ikke til at præcisere sine bemærkninger hertil eller at kræve indkaldelse af yderligere vidner, for så vidt som dette havde været nødvendigt for overholdelsen af hendes ret til at blive hørt.

69.

Det første anbringendes andet led omhandler Rettens vurdering af konsekvenserne af den manglende overholdelse af visse frister, der er fastsat i politikken for værdighed på arbejdspladsen. Retten har i den appellerede doms præmis 47-49 fastslået, at der trods den manglende overholdelse af de nævnte frister ikke kan foreholdes EIB nogen ulovlighed, idet indkaldelsen til høring og afgørelsen blev meddelt appellanten inden for en rimelig frist, og at EIB havde handlet med omhu. Appellanten er derimod af den opfattelse, at Retten burde have konkluderet, at de omhandlede frister var af bindende karakter.

70.

Indledningsvis skal det fastslås, at politikken for værdighed på arbejdspladsen som internt regelsæt i EIB har en juridisk bindende karakter, som Retten i øvrigt har anerkendt i den appellerede doms præmis 33 ( 41 ). Følgelig, og i modsætning til, hvad Retten imidlertid synes at hævde i den appellerede doms præmis 47, kan fristerne i dette regelsæt ikke anses for blot at være vejledende mål for god forvaltningsskik med henblik på at fremme afviklingen af proceduren inden for en rimelig frist ( 42 ).

71.

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at selv en overskridelse af en bindende frist ikke i sig selv i alle tilfælde begrunder en annullation af den afgørelse, der træffes efter den omhandlede procedures afslutning ( 43 ). Under disse omstændigheder var det med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 47 forudsatte, at konsekvenserne af manglende overholdelse af en frist kun kan vurderes ud fra sagens specifikke omstændigheder.

72.

I denne henseende skal det bemærkes, at der i politikken for værdighed på arbejdspladsen er fastlagt meget korte frister for de forskellige trin i proceduren, til tider så korte som fem arbejdsdage. I betragtning af undersøgelsens potentielt alvorlige virkning for relationerne på en arbejdsplads og klagerens udsatte stilling samt for den formodede chikanørs interesse i hurtigst muligt at blive renset for enhver anklage, der er rettet mod vedkommende, har disse frister til formål at hindre enhver forlængelse af en situation præget af usikkerhed. Det følger heraf, at formålet med fristerne i undersøgelsesproceduren ikke er begrænset til den tidsmæssige afvikling af denne procedure, men også gælder beskyttelsen af de berørte personers interesser.

73.

Dette formål begrunder dog ikke annullation af en afgørelse, der er truffet efter fristens udløb. Tværtimod vil en annullation af afgørelsen alene med den begrundelse, at den er truffet efter fristens udløb, netop bevirke en forlængelse af den usikkerhed, som fristerne har til formål at forebygge.

74.

Under alle omstændigheder følger det også af fast retspraksis, at manglende overholdelse af en frist kan give ret til erstatning. I denne forbindelse skal Unionens retsinstanser foretage en overordnet vurdering af den foreliggende situation for at fastslå, om en procedures varighed var urimelig ( 44 ). I den foreliggende sag må det konstateres, at Retten har anvendt denne retspraksis korrekt, idet den undersøgte, om indkaldelsen til høring og meddelelsen af EIB’s formands afgørelse fandt sted inden for en rimelig frist i betragtning af de foreliggende omstændigheder. Den tog navnlig hensyn til dels det forhold vedrørende fristen for indledningen af proceduren, at appellanten flere gange var blevet oplyst om sin klages aktuelle status (den appellerede doms præmis 36), dels det forhold vedrørende fristen for meddelelsen af EIB’s formands afgørelse, at undersøgelsen havde skiftet genstand under proceduren, hvilket nødvendiggjorde supplerende oplysninger (den appellerede doms præmis 48 og 49).

75.

Ud over disse konstateringer falder Rettens konklusion, ifølge hvilken tidsrummet fra indgivelsen af klagen den 20. maj 2015 til EIB’s formands afgørelse den 16. oktober 2015 ikke var af en urimelig varighed, ind under dens suveræne skøn vedrørende de faktiske omstændigheder. Derfor kan denne konklusion ikke anfægtes i appelsagen.

76.

Det følger heraf, at appellantens argument om, at den manglende overholdelse af undersøgelsesprocedurens frister burde have ført til, at EIB’s formands afgørelse blev annulleret, og at EIB blev pålagt ansvar uden for kontraktforhold, må forkastes.

77.

Appellanten har med det andet og tredje anbringende nærmere bestemt foreholdt Retten, at den ikke fastslog, at den omstændighed, at EIB’s formand baserede sin afgørelse på vidneudsagn fra hertil uegnede personer, som beskrev appellanten som en person med psykiske problemer efter et traumatiserende brud med sin tidligere samlever, hvorefter hun tabte sig meget, som havde vanskeligt ved at acceptere nogen som helst form for kritik, havde en manipulerende adfærd og lod forstå, at hendes klage var begrundet i andre forhold end den seksuelle chikane, hun påstod at have været udsat for, var ulovlig.

78.

I denne forbindelse har appellanten ligeledes foreholdt Retten en fejlagtig begrundelse, idet Retten modsagde sig selv i den appellerede doms præmis 76, hvor den fastslog, at angivelsen af disse oplysninger ikke udgjorde en ulovlighed, som kunne foreholdes EIB, selv om den var »såvel overflødig som beklagelig«.

79.

Med henblik på at forkaste appellantens argumenter har Retten i den appellerede doms præmis 71 støttet sig til den omstændighed, at undersøgelsesudvalget samt EIB’s formand ikke selv udtalte sig om appellantens privatliv eller psykiske helbred, men blot gengav vidnernes forklaringer herom. Retten synes at konkludere, at disse udtalelser således ikke kunne tilregnes EIB.

80.

Ikke desto mindre har Retten i den appellerede doms præmis 71 og 81 fremhævet, at undersøgelsesudvalget rent faktisk lagde netop disse forklaringer til grund for sin henstilling om at afslå klagen. I denne forbindelse skal det bemærkes, at denne henstilling såede yderligere tvivl om såvel appellantens troværdighed som person som hendes påstande. Undersøgelsesudvalget gjorde således en bedømmelse af appellantens personlighed, der angiveligt var godtgjort af vidnerne, til selve grundlaget for afslaget på klagen. Det kan imidlertid ikke tillades, at undersøgelsesudvalget og siden EIB’s formand baserede deres afgørelse, som berørte appellanten negativt, på en bedømmelse, som de ikke var enig i. Det er nemlig netop undersøgelsesudvalgets opgave at fastslå de faktiske omstændigheder, der skal ligge til grund for den endelige afgørelse. Det blev i retsmødet i denne henseende præciseret, at det ikke tilkom EIB’s formand at foretage yderligere faktuelle kontroller. Under disse omstændigheder burde Retten have konkluderet, at bemærkningerne i undersøgelsesudvalgets rapport om appellantens personlighed og adfærd kunne tilregnes EIB. Hvis Retten derimod var nået til den konklusion, at undersøgelsesudvalget alene havde gengivet – men ikke erklæret sig enig i – bedømmelserne i vidneudsagnene, burde Retten tværtimod herefter have konkluderet, at der forelå en mangelfuld begrundelse af den af EIB’s formand trufne afgørelse, som alene var baseret på undersøgelsesudvalgets rapport og de deri gengivne vidneudsagn. Det af Retten fulgte ræsonnement hvad angår tilregnelsen af bedømmelserne i vidnernes forklaringer til ECB er således behæftet med en retlig fejl.

81.

I øvrigt har Retten set bort fra appellantens argumenter om, at chartrets artikel 7 blev tilsidesat, idet den i den appellerede doms præmis 74 og 75 anførte, at undersøgelsesudvalgets rapport samt EIB’s formands afgørelse ikke havde været genstand for en offentliggørelse, og at oplysningerne i den nævnte rapport i sidste ende ikke havde haft konsekvenser, bl.a. disciplinære, for appellantens arbejdsmæssige situation.

82.

For så vidt angår det sidste af disse to argumenter er det forhold, at bedømmelsen af appellantens adfærd og personlighed ikke førte til disciplinære foranstaltninger, irrelevant for undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt de forklaringer, som således blev afgivet, udgør en tilsidesættelse af chartrets artikel 7, endog EMRK’s artikel 8.

83.

Følgelig skal det afgøres, om Retten med føje har konkluderet, at en tilsidesættelse af chartrets artikel 7 kunne udelukkes, for så vidt som rapporten kun blev fremsendt til den formodede chikanør og EIB’s formand.

84.

I denne forbindelse skal det indledningsvis bemærkes, at Personaleretten i en dom vedrørende en undersøgelse af psykisk chikane udtalte, at videresendelsen af oplysninger, der kunne give anledning til negative rygter om sagsøgeren og skade hendes rygte og troværdighed, alene til de formodede chikanører var tilstrækkeligt til at konkludere, at der forelå en ulovlighed, der gav ret til erstatning ( 45 ).

85.

I en sag vedrørende Europa-Kommissionens afslag på en ansøgning om forfremmelse, som var ledsaget af krænkende bemærkninger, tog Domstolen ligeledes hensyn til den skærpende omstændighed, at det pågældende dokument var blevet offentliggjort i hele afdelingen ( 46 ).

86.

Ifølge retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) kan der klart tages hensyn til, om en bemærkning, der anses for at være krænkende eller kunne miskreditere den berørte person, er blevet offentliggjort, med henblik på at fastslå en tilsidesættelse af retten til respekt for privatlivet i henhold til EMRK’s artikel 8, som ikke alene omhandler respekt for omdømme, men også for en persons ære ( 47 ). I øvrigt har Menneskerettighedsdomstolen ved flere lejlighed fastslået, at den psykiske integritet ligeledes falder ind under retten til respekt for privatliv, jf. EMRK’s artikel 8 ( 48 ). Ikke desto mindre skal der endvidere tages hensyn til såvel forklaringens alvor ( 49 ) som formålet med den ( 50 ) samt eventuelle begrundelser ved vurderingen af, om EMRK’s artikel 8 er blevet tilsidesat. Det følger heraf, at en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 8 ikke kan bedømmes alene ud fra, om udtalelserne er blevet offentliggjort.

87.

Retten har imidlertid ikke foretaget en bedømmelse af kommentarernes alvor og deres virkning for appellantens psykiske integritet, sådan som hun havde forsøgt at bevise denne ved hjælp af lægeerklæringer. Retten har heller ikke afgjort, om forklaringerne på hensigtsmæssig og objektiv vis kunne bidrage til en vurdering af, om hensigten med klagen var ildesindet eller ej. Hvad endelig angår en eventuel begrundelse burde Retten have undersøgt, om undersøgelsen af aspekterne af appellantens privatliv og angivelsen heraf i undersøgelsesudvalgets rapport samt EIB’s formands afgørelse var relevant, henset til undersøgelsens genstand, nemlig bestemmelsen af, om den formodede chikanørs handlinger fandt sted.

88.

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at Rettens ræsonnement, hvorefter en tilsidesættelse af chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8 kan udelukkes udelukkende som følge af fraværet af disciplinære følger af bemærkningerne om appellantens personlighed og adfærd og af en offentliggørelse af rapporten i hendes afdeling, er behæftet med retlige fejl.

89.

Rigtigheden af det første anbringendes første led vedrørende omfanget af appellantens processuelle rettigheder begrunder i sig selv en ophævelse af den appellerede dom. Retten har nemlig ved at støtte sig til den fejlagtige forudsætning, at de processuelle rettigheder, der skulle tillægges appellanten, principielt var begrænsede i forhold til dem, som den formodede chikanør havde, forkastet appellantens argumenter til godtgørelse af ulovlighederne i forbindelse med afviklingen af undersøgelsesproceduren. For så vidt som forkastelsen af annullationspåstandene og erstatningspåstandene udelukkende var begrundet i fraværet af enhver ulovlighed i denne procedure, bør den appellerede dom ophæves.

90.

Der er følgelig ikke længere grund til at undersøge, om grundlaget for det andet anbringende vedrørende de retlige fejl, som Retten begik i forbindelse med bedømmelsen af en tilsidesættelse af chartrets artikel 7, ligeledes begrunder ophævelsen af den appellerede dom. Efter ophævelsen af den appellerede dom er disse betragtninger imidlertid fortsat relevante med henblik på vurderingen af de erstatningspåstande, som blev nedlagt i første instans.

91.

I henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan denne, såfremt Rettens afgørelse ophæves, træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

92.

Dette er tilfældet i den foreliggende sag for så vidt angår den annullation af EIB’s formands afgørelse, som appellanten har nedlagt påstand om i første instans, eftersom en korrekt fortolkning af omfanget af appellantens processuelle rettigheder foretaget af Retten ville have ført til annullation af EIB’s formands afgørelse.

93.

Ifølge fast retspraksis kan en tilsidesættelse af de processuelle rettigheder, navnlig retten til at blive hørt, ganske vist kun medføre, at den afgørelse, der er truffet ved afslutningen af en procedure, annulleres, hvis denne procedure kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget ( 51 ). Dette er navnlig ikke tilfældet, når administrationen ikke har nogen skønsmargen med hensyn til den afgørelse, der skal træffes ved afslutningen af proceduren.

94.

I den foreliggende sag kan det imidlertid ikke udelukkes, at EIB’s formand ville have truffet en anden afgørelse, hvis appellanten havde haft ret til at anfægte den formodede chikanørs og vidnernes forklaringer eller fremlægge nye beviselementer til støtte for sin klage. Dette gælder så meget desto mere, som undersøgelsens genstand havde ændret sig siden appellantens indgivelse af klagen og nu var rettet mod appellantens adfærd og hendes personlighed, hvortil appellanten endnu ikke havde fået lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.

95.

Den i første instans nedlagte annullationspåstand bør herefter tages til følge og EIB’s formands afgørelse om at afslå appellantens klage annulleres. Hvis Domstolen følger dette forslag og annullerer afgørelsen, tilkommer det i øvrigt EIB at træffe de fornødne foranstaltninger, som gennemførelsen af denne annullation indebærer.

96.

Sagen er for så vidt angår erstatning imidlertid ikke moden til påkendelse ( 52 ).

97.

Det følger nemlig af betragtningerne i forbindelse med det andet anbringende ( 53 ), at Retten på ny bør vurdere argumentet om en tilsidesættelse af chartrets artikel 7 under hensyntagen til bl.a. alvoren af og hensigten med de bemærkninger, der er indeholdt i undersøgelsesudvalgets rapport, samt deres eventuelle berettigelse. Endvidere har Retten endnu ikke taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den skade, som appellanten påstår at have lidt, og dennes sammenhæng med de påberåbte ulovligheder, kan begrunde, at EIB pålægges ansvar uden for kontraktforhold.

98.

Det følger heraf, at sagen bør hjemvises til Retten, for at den kan træffe afgørelse om erstatningspåstanden.

99.

Da sagen hjemvises til Retten, skal afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

100.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse: