1

Den 30. marts 2010 indgav Li Jing Zhou en ansøgning om registrering af et EF-design til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1).

2

Det design, der blev søgt registreret, er gengivet som følger:

3

Designet gengivet i præmis 2 ovenfor – registreret under nr. 1689027-0001, med anvendelse som en »dekoration« og henhørende under klasse 32 i Locarnoarrangementet af 8. oktober 1968 vedrørende oprettelse af en international klassifikation af industrielle design, med senere ændringer – blev offentliggjort i Registreringstidende for EF-design nr. 97/2010 af 5. maj 2010.

4

Den 24. januar 2014 blev EUIPO meddelt, at Golden Rose 999 Srl var blevet medindehaver af designet gengivet i præmis 2 ovenfor.

5

Den 4. december 2013 indgav sagsøgeren, Chanel SAS, i medfør af artikel 52 i forordning nr. 6/2002 en begæring til ugyldighedsafdelingen ved EUIPO om at erklære det anfægtede design ugyldigt. Til støtte for begæringen blev artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 4-9, påberåbt.

6

I begrundelsen for ugyldighedsbegæringen havde sagsøgeren gjort gældende, at det anfægtede design ikke var nyt som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 6/2002. Ifølge sagsøgeren havde det anfægtede design en stærk lighed med sagsøgerens eget monogram og var næsten identisk med dette monogram, der havde været registreret som varemærke i Frankrig siden 1989 og er gengivet som følger:

7

Endvidere anførte sagsøgeren, at det anfægtede design manglede individuel karakter i henhold til artikel 6 i forordning nr. 6/2002.

8

Ved afgørelse af 15. juli 2014 forkastede ugyldighedsafdelingen ved EUIPO denne ugyldighedsbegæring med den begrundelse, at det tidligere design ikke var til hinder for, at det anfægtede design var nyt eller havde individuel karakter.

9

Hvad angår spørgsmålet, om det anfægtede design er nyt, fandt ugyldighedsafdelingen i det væsentligste, at forskellene mellem de omtvistede design ikke var ubetydelige. Hvad angår den individuelle karakter fastslog ugyldighedsafdelingen, at det anfægtede design giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver.

10

Den 10. september 2014 indgav sagsøgeren en klage til appelkammeret ved EUIPO over ugyldighedsafdelingens afgørelse.

11

Ved afgørelse af 18. november 2015 (herefter »den anfægtede afgørelse«) gav Tredje Appelkammer ved EUIPO afslag på klagen. Det fastslog i det væsentlige, at det anfægtede design åbenbart ikke var identisk med Chanel-monogrammet, at forskellene mellem de to design ikke kunne betragtes som uvæsentlige detaljer, og at designet følgelig var nyt.

12

Appelkammeret fandt også, at det tidligere design ikke var til hinder for det anfægtede designs individuelle karakter. Det undersøgte først begrebet »informeret bruger«, der anvendes i det foreliggende tilfælde. Det konkluderede herom, at det produkt, hvorpå det anfægtede design var anvendt, udgjorde en dekoration, og at dette produkt blev anvendt både af professionelle og endelige brugere som dekoration på andre produkter.

13

Appelkammeret anførte dernæst, at designeren af det anfægtede design havde en stor grad af frihed ved udviklingen af designet. Forskellen mellem de to monogrammers centrale dele udgør et grundlæggende karakteristisk træk, der bevares i erindringen hos den informerede bruger, således som denne bruger korrekt er blevet defineret af appelkammeret. Det helhedsindtryk, som de omtvistede design begge giver den informerede bruger, er således anderledes.

14

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

15

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

16

Sagsøgeren har med sin anden påstand anmodet Retten om at erklære det anfægtede design ugyldigt.

17

Det bemærkes, at i henhold til artikel 61, stk. 3, i forordning nr. 6/2002 har Retten kompetence til at ophæve eller omgøre den indklagede afgørelse. I medfør af samme forordnings artikel 61, stk. 6, skal EUIPO desuden træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af Rettens afgørelse. Det fremgår af sidstnævnte bestemmelse, at det ikke tilkommer Retten at give EUIPO pålæg, men det påhviler EUIPO at drage konsekvenserne af konklusionen og præmisserne i Rettens dom (dom af 12.5.2010, Beifa Group mod KHIM – Schwan-Stabilo Schwanhäußer (Skriveredskaber), T-148/08, EU:T:2010:190, præmis 40).

18

Sagsøgerens anden påstand skal således afvises (jf. analogt dom af 11.2.2009, Bayern Innovativ mod KHIM – Life Sciences Partners Perstock (LifeScience), T-413/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:34, præmis 17).

19

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren gjort et enkelt anbringende gældende vedrørende tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, som er inddelt i to led, idet det første vedrører tilsidesættelse af nævnte forordnings artikel 6 og det andet tilsidesættelse af samme forordnings artikel 5. Første led af det enkelte anbringe skal undersøges.

20

Sagsøgeren har inden for rammerne af det enkelte anbringendes første led i det væsentlige gjort gældende, at appelkammerets bedømmelse er åbenbart mangelfuld, og at dets konklusioner er behæftet med flere fejl.

21

Ifølge sagsøgeren har appelkammeret inden for rammerne af vurderingen af det anfægtede designs individuelle karakter ikke angivet det produkt, hvorpå dette design skal finde anvendelse. Det har også undladt at præcisere, hvem den informerede bruger i det foreliggende tilfælde er. Sagsøgeren har anført, at appelkammeret burde have taget hensyn til de fremlagte beviser, som godtgør, at de omtvistede design var gengivet på egentlige genstande, og til den omstændighed, at der kun var minimale forskelle mellem disse design. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at det anfægtede design kan anvendes ved at vende det 90 grader i forhold til dets gengivelse i registreringsansøgningen.

22

Appelkammeret har på trods af sin konklusion om, at designeren havde en stor grad af frihed ved udviklingen af designet, ikke desto mindre afgjort, at de omtvistede design ikke gav det samme helhedsindtryk, hvilket er en tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002.

23

EUIPO har nedlagt påstand om, at det første led skal afvises. I denne henseende har kontoret for det første anført, at sagsøgeren hverken har bestridt definitionen af den informerede bruger eller designerens grad af frihed og definerer det produkt, hvorpå det anfægtede design skal finde anvendelse, som en dekoration.

24

Endvidere har EUIPO nedlagt påstand om, at visse dele af de beviser, som er fremlagt for første gang for Retten, samt argumentet om, at appelkammeret skulle have taget hensyn til de omtvistede design, således som de var gengivet på de markedsførte produkter, skal afvises. Under alle omstændigheder er en sådan hensyntagen ikke mulig, eftersom betingelserne for anvendelse af de omtvistede design afhænger udelukkende af parternes vilje.

25

Ifølge EUIPO tog appelkammeret endelig hensyn til den store grad af frihed, som designeren af det anfægtede design havde. Appelkammeret fastholdt på trods af denne konstatering, at der var forskelle mellem de omtvistede designs centrale dele, uden at disse forskelle blev bestridt af sagsøgeren. Følgelig fastslog appelkammeret med rette, at de omtvistede design ikke gav den informerede bruger det samme helhedsindtryk.

26

Artikel 6 i forordning nr. 6/2002 bestemmer:

»1.   Et design anses for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger, adskiller sig fra en sådan brugers helhedsindtryk af alle andre design, som er blevet offentliggjort

2.   Ved vurderingen af et designs individuelle karakter tages der hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet.«

27

Det fremgår af denne bestemmelse, at vurderingen af et EF-designs individuelle karakter i det væsentlige forudsætter en undersøgelse i fire trin, der består i, for det første, at afgøre, hvilken produktgruppe designet skal inkorporeres i eller finde anvendelse på, for det andet, hvem der er den informerede bruger af de nævnte produkter afhængigt af deres formål, og – i forhold til denne informerede bruger – graden af kendskab til den tidligere kunstform og opmærksomhedsniveauet ved den om muligt direkte sammenligning af designene, for det tredje, designerens grad af frihed ved udviklingen af designet og, for det fjerde, resultatet af sammenligningen af de omhandlede design under hensyntagen til den berørte sektor, designerens grad af frihed og de helhedsindtryk, som det anfægtede design og ethvert andet tidligere offentliggjort design giver den informerede bruger. Det er en forudsætning for vurderingen af et designs individuelle karakter og for vurderingen af, om det er nyt i henhold til artikel 5 i forordning nr. 6/2002, at fastslå eksistensen af alle andre design, der påberåbes til støtte for påstanden om det anfægtede designs ugyldighed, og deres forudgående offentliggørelse (dom af 7.11.2013, Budziewska mod KHIM – Puma (Springende kattedyr), T-666/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:584, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

28

Følgelig fremgår det af artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002 og af fast retspraksis, at vurderingen af et designs individuelle karakter afhænger af det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger (jf. i denne retning dom af 22.6.2010, Shenzhen Taiden mod KHIM – Bosch Security Systems (Kommunikationsudstyr), T-153/08, EU:T:2010:248, præmis 17, og af 25.10.2013, Merlin m.fl. mod KHIM – Dusyma (Spil), T-231/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:560, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

29

Inden for rammerne af den konkrete vurdering af de omhandlede designs helhedsindtryk på den informerede bruger, som har et vist kendskab til den tidligere kunstform, skal der tages hensyn til graden af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af det anfægtede design (jf. i denne retning dom af 18.3.2010, Grupo Promer Mon Graphic mod KHIM – PepsiCo (Gengivelse af et cirkelformet reklameunderlag), T-9/07, EU:T:2010:96, præmis 72).

30

Det følger af retspraksis, at jo større frihed designeren har ved udviklingen af et design, i desto mindre grad er små forskelle mellem de omtvistede design tilstrækkelige til at give den informerede bruger et andet helhedsindtryk. Omvendt gælder det, at jo mere bundet designerens frihed er ved udviklingen af det omtvistede design, desto mere er mindre forskelle mellem de omtvistede design tilstrækkelige til at give den informerede bruger et andet helhedsindtryk. En høj grad af frihed hos designeren ved udviklingen af et design styrker således konklusionen om, at de design, der ikke udviser væsentlige forskelle, giver den informerede bruger det samme helhedsindtryk (dom af 9.9.2011, Kwang Yang Motor mod KHIM – Honda Giken Kogyo (Forbrændingsmotor), T-11/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:447, præmis 33).

31

Det bemærkes imidlertid, at aspektet vedrørende designerens grad af frihed ikke i sig selv kan betinge vurderingen af designets individuelle karakter, men at det derimod er et element, der skal tages hensyn til ved denne vurdering. Der er tale om et aspekt, der gør det muligt at nuancere vurderingen af det anfægtede designs individuelle karakter, snarere end et selvstændigt aspekt, der bestemmer den distance mellem to design, der er nødvendig for, at et af dem kan siges at have individuel karakter. Faktoren vedrørende designerens grad af frihed kan således styrke – eller modsætningsvis nuancere – konklusionen om det helhedsindtryk, som et design giver (jf. i denne retning dom af 10.9.2015, H&M Hennes & Mauritz mod KHIM – Yves Saint Laurent (Håndtasker), T-526/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:614, præmis 33 og 35).

32

Designet kan således ikke anses for en reproduktion af de tidligere design eller af den originale idé, som var blevet udviklet for første gang i disse design (jf. i denne retning dom af 6.6.2013, Kastenholz mod KHIM – Qwatchme (Urskiver), T-68/11, EU:T:2013:298, præmis 71, og af 4.2.2014, Gandia Blasco mod KHIM – Sachi Premium-Outdoor Furniture (Kubisk lænestol), T-339/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:54, præmis 40).

33

Endelig bemærkes det, at det fremgår af retspraksis, at sammenligningen af de helhedsindtryk, der fremkaldes af designet, skal være konstrueret og ikke må begrænse sig til en analytisk sammenligning af en opregning af ligheder og forskelle (dom af 29.10.2015, Roca Sanitario mod KHIM – Villeroy & Boch (Et-grebsbetjent blandingsbatteri), T-334/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:817, præmis 58).

34

Det er i lyset af disse principper, at det enkelte anbringendes første led, der er gjort gældende i denne sag, skal undersøges.

35

Det skal således fastslås, at parterne i nærværende sag ikke har bestridt Chanel-monogrammets tidligere oprindelse.

36

Sagsøgeren har endvidere ikke bestridt, at det anfægtede design er en dekoration omfattet af klasse 32, men har anført, at appelkammeret ikke identificerede de produkter, som denne dekoration skal finde anvendelse på.

37

Der er desuden enighed mellem parterne om, at den informerede bruger i denne sag er defineret ved både professionelle og endelige brugere, hvilket blev bekræftet under retsmødet.

38

Parterne er også enige om den omstændighed, at designeren af det anfægtede design havde en stor grad af frihed ved dets udvikling.

39

Inden for rammerne af den vurdering af det anfægtede designs individuelle karakter, som er udført af appelkammeret, skal det følgelig undersøges, om det begik en fejl dels hvad angår fastlæggelsen af arten af det produkt, som det anfægtede design skal finde anvendelse på, dels angående sammenligningen af de helhedsindtryk, som de omtvistede design giver den informerede bruger.

40

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren anført, at den anfægtede afgørelse ikke, som den burde, identificerede det produkt, hvorpå det anfægtede design skal finde anvendelse.

41

For at bestemme, hvilken produktgruppe designet skal indgå i eller finde anvendelse på, skal der tages hensyn til angivelsen herom i ansøgningen om registrering af dette design, men også eventuelt designet i sig selv, i det omfang det præciserer produktets beskaffenhed, dets tilsigtede formål eller dets funktion (dom af 18.3.2010, Gengivelse af et cirkelformet reklameunderlag, T-9/07, EU:T:2010:96, præmis 56).

42

Indledningsvis bemærkes, at et design kan registreres som en dekoration således som i den sag, der gav anledning til dom af 7. november 2013, Springende kattedyr (T-666/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:584), som omhandlede et design registreret som et logo i henhold til klasse 32.

43

I det foreliggende tilfælde giver det anfægtede design ikke oplysninger om dets formål eller funktion. Til forskel for den sag, der gav anledning til dom af 7. november 2013, Springende kattedyr (T-666/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:584, nævnt i præmis 42 ovenfor), hvori det omhandlede design generelt vedrørte sektoren for beklædning og sportsudstyr, er Chanel-monogrammet i det foreliggende tilfælde desuden registreret for et meget stort antal produkter, og det anfægtede design er registreret som dekoration uden nogen angivelse af, hvilke produkter det skal finde anvendelse på. Således var det i det foreliggende tilfælde hverken muligt at bestemme, hvilken produktgruppe det anfægtede design skulle indgå i eller finde anvendelse på, eller at sammenligne det med Chanel-monogrammet.

44

Appelkammeret har således med rette fastslået, at det produkt, hvorpå det anfægtede design skulle finde anvendelse, var en dekoration, hvilket ikke er blevet bestridt af parterne. I modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, var appelkammeret ikke forpligtet til at identificere det produkt, hvorpå denne dekoration skulle finde anvendelse.

45

Der skal således tages hensyn til denne konklusion i forbindelse med sammenligningen af de helhedsindtryk, som de omtvistede design giver den informerede bruger.

46

Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at appelkammeret – idet det undlod at tage hensyn til de fremlagte beviser for, at de omtvistede design var gengivet på egentlige genstande, og den omstændighed, at der kun var minimale forskelle mellem disse design – med urette og uden at give en tilstrækkelig begrundelse konkluderede, at de omtvistede design på trods af designerens store grad af frihed ikke gav et anderledes helhedsindtryk.

47

EUIPO har gjort gældende, at appelkammeret uden at se bort fra designerens store grad af frihed med rette fandt, at de omtvistede design gav et anderledes helhedsindtryk. Endvidere har EUIPO nedlagt påstand om afvisning af visse beviselementer og af argumentet om nødvendigheden af at tage hensyn til markedsførte produkter, som blev fremført for første gang for Retten.

48

Det er korrekt, at sagsøgeren for Retten – til støtte for leddet om, at det anfægtede design ikke var nyt, og ikke til støtte for nærværende anbringendes led – har fremlagt fotografier af solbriller, som en sammenligning af de genstande, hvor dels det anfægtede design, dels Chanel-monogrammet er påført for at illustrere de faktisk markedsførte produkter med de omtvistede design, som blev fremlagt i den administrative fase. Det er også sandt, at sagsøgeren – for første gang for Retten – i stævningen og under retsmødet har fremlagt andre fotografier for at illustrere anvendelsen af det anfægtede design på markedsførte produkter og har fremført argumentet om nødvendigheden af at tage hensyn til markedsførte produkter.

49

Indledningsvis skal det bemærkes, at der ikke kan tages hensyn til de beviser og det argument omhandlet i præmis 48 ovenfor, som blev fremlagt for Retten for første gang. Et søgsmål ved Retten har nemlig til formål at efterprøve lovligheden af afgørelser truffet af EUIPO’s appelkamre som omhandlet i artikel 61 i forordning nr. 6/2002, hvorfor Rettens opgave ikke er at foretage en fornyet undersøgelse af de faktiske omstændigheder i lyset af dokumenter, der for første gang fremlægges for Retten. Der skal derfor ses bort fra de nævnte dokumenter, og det er ufornødent at undersøge deres beviskraft (jf. i denne retning og analogt dom af 18.3.2010, Gengivelse af et cirkelformet reklameunderlag, T-9/07, EU:T:2010:96, præmis 24, og af 13.11.2012, Antrax It mod KHIM – THC (Radiatorer), T-83/11 og T-84/11, EU:T:2012:592, præmis 28).

50

Hvad angår fotografierne, der illustrerer solbriller, som allerede har været forelagt EUIPO, skal det endvidere konstateres, at disse fotografier under alle omstændigheder kun skal tages i betragtning som et eksempel på en mulig anvendelse af det anfægtede design, også set forhold til orienteringen af eller størrelsen på de omtvistede design ved deres anvendelse, og de kan derfor ikke opfattes som det eneste referencepunkt (jf. i denne retning dom af 7.11.2013, Springende kattedyr, T-666/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:584, præmis 30, og af 29.10.2015, Et-grebs betjent blandingsbatteri, T-334/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:817, præmis 78). Denne konstatering bekræftes af den omstændighed, at det anfægtede design i det foreliggende tilfælde gengiver en dekoration omfattet af klasse 32, som kan anvendes på en bred vifte af produkter.

51

Variationerne i orienteringen af det anfægtede design er desuden blevet påvist under sagen for appelkammeret ved en gengivelse af de omtvistede design placeret oven på hinanden. EUIPO har i svarskriftet og under retsmødet anført, at appelkammeret havde taget hensyn til denne anvendelsesmulighed.

52

Det bemærkes i denne henseende, at helhedsindtrykket ifølge retspraksis nødvendigvis også skal fastlægges på baggrund af måden, hvorpå det omhandlede produkt anvendes, navnlig for så vidt angår de former for håndtering, som det normalt gøres til genstand for i den forbindelse (jf. i denne retning dom af 22.6.2010, Kommunikationsudstyr, T-153/08, EU:T:2010:248, præmis 66).

53

I det foreliggende tilfælde besluttede appelkammeret i forbindelse med dets konkrete vurdering af sammenligningen af helhedsindtrykkene – under anerkendelse af designerens store grad af frihed – at de omtvistede design gav den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk. I denne henseende støttede det sig hovedsageligt på forskellene mellem centrale dele af de omtvistede design. For det første består det anfægtede design ifølge appelkammeret for det første af »to omvendte 3-taller«, mens Chanel-monogrammet består af »to omvendte C’er«. For det andet gengiver det anfægtede design et horisontalt vendt spænde, hvor enderne er spidse og med en smule tykkere omrids, mens Chanel-monogrammet har en vertikalt vendt tom oval i midten med spidse ender. For det tredje blev der bemærket en analogi mellem det uendelige symbol for det anfægtede design og en ellipse for Chanel-monogrammet.

54

Det fremgår således af den anfægtede afgørelse, at appelkammeret indskrænkede sig til at anføre, at forskellene i de omtvistede designs centrale dele, således som de er beskrevet i præmis 53 ovenfor, på trods af den store frihed til at udvikle udgjorde et grundlæggende karakteristikum, der bevares i den informerede brugers erindring.

55

Det må fastslås, at det tidligere design i det foreliggende tilfælde har påfaldende ligheder med det anfægtede design. Det anfægtede design kan i et vist omfang opfattes som en kreation inspireret af grundtanken om Chanel-monogrammet, især da valget af det anfægtede design på ingen måde var betinget af tilfældige overvejelser, og at designeren ikke tilstrækkeligt har differentieret det nævnte design fra Chanel-monogrammet. Det kan således lægges til grund, at den informerede bruger med henblik på at afgøre, om de omtvistede design giver et anderledes helhedsindtryk, opfatter dem på en samlet måde. Selv om de to design indeholder forskelle i deres centrale dele, skal det konstateres, at helhedsindtrykket ikke er anderledes, for så vidt som de ydre dele, der fastsætter omridset, og det helhedsindtryk, de omtvistede design giver, har en stærk lighed og er næsten identiske. Selv om de centrale dele har visse forskelle, består de endvidere begge af ensartede ovale former, der opløses i det samlede billede af designene. Navnlig består det anfægtede designs centrale del af to ellipser, der ligner den enkelte ellipse, der er konstateret på Chanel-monogrammet. Disse forskelle er således mindre tilbøjelige til at blive bemærket af den informerede bruger, idet det er muligt at anvende det anfægtede design i en retning, der varierer 90 grader, og i forskellige størrelser.

56

Henset til lighederne mellem de omtvistede design kan den store grad af frihed til at udvikle kun forstærke – i overensstemmelse med retspraksis – at de nævnte design ikke giver et anderledes helhedsindtryk, for så vidt som forskellene kun bemærkes i forbindelse med en direkte sammenligning, hvilket ikke altid er umiddelbart muligt (jf. i denne retning dom af 20.10.2011, PepsiCo mod Grupo Promer Mon Graphic, C-281/10 P, EU:C:2011:679, præmis 55).

57

Det skal ligeledes konstateres, at der i det foreliggende tilfælde ikke er konstateret nogen begrænsninger i forbindelse med kendetegn, som er en nødvendig følge af dekorationens tekniske funktion, af en del af dekorationen eller endog af ved lov fastsatte krav (jf. i denne retning dom af 9.9.2011, Forbrændingsmotor, T-11/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:447, præmis 32).

58

Endelig skal det bemærkes, at det anfægtede design er en dekoration omfattet af klasse 32, og at en sådan dekoration kan anvendes på en bred vifte af produkter, hvilket gør det næsten umuligt på forhånd at fastlægge anvendelsen af dekorationen. Denne omstændighed forstærker følgelig nødvendigheden af at foretage en grundig vurdering af de helhedsindtryk, som de omtvistede design giver.

59

Idet der tages hensyn til den store grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af det anfægtede design, og den store grad af frihed med hensyn til anvendelsen af det nævnte design på forskellige produkter, er forskellene mellem de omtvistede design således ikke i stand til at give den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk.

60

Det følger heraf, at det var med urette, at appelkammeret fastslog, at det anfægtede design havde individuel karakter med hensyn til Chanel-monogrammet.

61

Følgelig skal det enkelte anbringendes første led om tilsidesættelse af artikel 6 i forordning nr. 6/2002 tiltrædes.

62

Det er ikke nødvendigt at undersøge det enkelte anbringendes andet led, i det omfang artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 fastsætter, at beskyttelsen af et design kun er sikret, hvis designet er nyt og har individuel karakter.

63

Det fremgår af det ovenstående, at den anfægtede afgørelse skal annulleres.

64

I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da EUIPO har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):