EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016CN0422

Sag C-422/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Trier (Tyskland) den 1. august 2016 — Verband Sozialer Wettbewerb e.V. mod TofuTown.com GmbH

EUT C 350 af 26.9.2016, p. 17–17 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

26.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 350/17


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Trier (Tyskland) den 1. august 2016 — Verband Sozialer Wettbewerb e.V. mod TofuTown.com GmbH

(Sag C-422/16)

(2016/C 350/22)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Trier

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Verband Sozialer Wettbewerb e.V.

Sagsøgt: TofuTown.com GmbH

Præjudicielle spørgsmål

1.

Kan artikel 78, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (1) af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (herefter »forordning (EU) nr. 1308/2013«) fortolkes således, at definitioner, betegnelser og varebetegnelser i den betydning, hvori udtrykkene anvendes i bilag VII, ikke behøver at opfylde de hertil svarende krav i dette bilag, når de tilsvarende definitioner, betegnelser eller varebetegnelser ledsages af præciserende eller beskrivende tilføjelser (som f.eks. »tofusmør« for et rent vegetabilsk produkt)?

2.

Skal bilag VII, del III, nr. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 forstås således, at udtrykket »mælk« udelukkende er forbeholdt et produkt, der stammer fra normal yversekretion og er opnået ved en eller flere malkninger, uden nogen tilsætning eller fjernelse af bestanddele, eller må udtrykket »mælk« — eventuelt ved tilføjelse af forklarende begreber som f.eks. »sojamælk« — også anvendes til vegetabilske (veganske) produkter i forbindelse med markedsføringen af dem?

3.

Skal bilag VII, del III, nr. 2), til artikel 78 i forordning (EU) nr. 1308/2013 fortolkes således, at de betegnelser, der står opført dér for de enkelte produkter under nr. 2), litra a), såsom navnlig »valle«, »fløde«, »smør«, »kærnemælk«, »ost«, »yoghurt« eller begrebet »fløde« osv., udelukkende er forbeholdt mejeriprodukter eller kan også rent vegetabilske/veganske produkter, der er fremstillet uden (animalsk) mælk, være omfattet af anvendelsesområdet for bilag VII, del III, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1308/2013?


(1)  EUT L 347, s. 671.


Top