1

Ved appelskrift har HX har nedlagt påstand om delvis ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 2. juni 2016, HX mod Rådet (T-723/14, herefter »den anfægtede dom«, EU:T:2016:332), hvorved Retten dels annullerede Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/488/FUSP af 22. juli 2014 om gennemførelse af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2014, L 217, s. 49) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 793/2014 af 22. juli 2014 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT 2014, L 217, s. 10) for så vidt denne gennemførelsesafgørelse og denne gennemførelsesforordning vedrører HX, dels afviste appellantens påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2015/837 af 28. maj 2015 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP (EUT 2015, L 132, s. 82).

2

Artikel 44 i Rettens procesreglement i den affattelse, der finder anvendelse på den sagsbehandling, som har ført til den anfægtede dom (herefter »Rettens procesreglement«) opregner listen over processprogene ved Retten, herunder bulgarsk.

3

Artikel 45 i Rettens procesreglement med overskriften »Fastlæggelse af processprog«, som befinder sig i andet afsnit med overskriften »Regler om sprog«, bestemmer i stk. 1:

»I direkte søgsmål som omhandlet i artikel 1 vælger sagsøgeren processproget […]«

4

Procesreglementets artikel 78 har følgende ordlyd:

»1.   Med stævningen skal i givet fald indleveres de dokumenter, som er angivet i […] artikel 21, stk. 2, i [statutten for Den Europæiske Unions Domstol].

2.   En stævning, der udtages i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Unionen eller i en på dets vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale, jf. artikel 272 TEUF, skal være vedlagt et eksemplar af den aftale, hvori bestemmelsen er indeholdt.

3.   Er sagsøgeren en privat juridisk person, skal stævningen være ledsaget af et nyere bevis for, at den pågældende består som juridisk person (udskrift af handelsregistret, udskrift af selskabs- eller foreningsregistret eller ethvert andet officielt dokument).

4.   Med stævningen skal indleveres de i artikel 51, stk. 2 og 3, omhandlede dokumenter.

5.   Opfylder stævningen ikke kravene i stk. 1-4, giver justitssekretæren sagsøgeren en rimelig frist til at tilvejebringe de ovenfor nævnte dokumenter. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Retten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at sagen afvises.«

5

Procesreglementets artikel 86 med overskriften »Tilpasning af stævningen« har følgende ordlyd:

»1.   Når en retsakt, der påstås annulleret, bliver erstattet af eller ændret ved en anden retsakt med samme genstand, kan sagsøgeren, inden retsforhandlingernes mundtlige del afsluttes, eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, tilpasse stævningen for at tage hensyn til dette nye forhold.

2.   Tilpasning af stævningen skal foretages i et særskilt dokument og inden for den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist, hvor der kan nedlægges påstand om annullation af den retsakt, som begrunder en tilpasning af stævningen.

3.   Anmodningen om tilpasning skal indeholde:

4.   Anmodningen om tilpasning skal være ledsaget af den retsakt, som begrunder tilpasningen af stævningen. Såfremt denne retsakt ikke er blevet fremlagt, giver justitssekretæren sagsøgeren en rimelig frist til at tilvejebringe den. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Retten, om undladelsen af at overholde dette krav skal medføre, at anmodningen om tilpasning skal afvises.

5.   Uden at det berører Rettens afgørelse af spørgsmålet, om anmodningen om tilpasning kan antages til realitetsbehandling, giver retsformanden sagsøgte en frist til at fremsætte bemærkninger til anmodningen.

[…]«

6

Artikel 102, stk. 1, i Rettens procesreglement har følgende ordlyd:

»Justitssekretæren optager et protokollat for hvert forberedende retsmøde, der afholdes med henblik på bevisoptagelse. Protokollatet underskrives af retsformanden og justitssekretæren. Det har retsvirkning som autentisk bevis.«

7

Det bestemmes i artikel 227 i Rettens procesreglement, at procesreglementet har retsgyldighed på de sprog, der er nævnt i dets artikel 44.

8

Appellanten er en syrisk forretningsmand, som er genstand for restriktive foranstaltninger inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Ved gennemførelsesafgørelse 2014/488 blev hans navn føjet til listen i bilag I til Rådets afgørelse 2013/255/FUSP af 31. maj 2013 om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2013, L 147, s. 14), og ved gennemførelsesforordning nr. 793/2014 til listen i bilag II til Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 af 18. januar 2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien og om ophævelse af forordning (EU) nr. 442/2011 (EUT 2012, L 16, s. 1). I stævningen i sagen for Retten havde han nedlagt påstand om annullation af gennemførelsesafgørelsen og af gennemførelsesforordningen, for så vidt som de angik ham.

9

Da afgørelse 2013/255 i mellemtiden var blevet forlænget ved afgørelse 2015/837, ønskede appellanten ligeledes at nedlægge påstand om annullation af denne afgørelse ved tilpasning af stævningen som omhandlet i artikel 86 i Rettens procesreglement.

10

Denne anmodning blev fremsat under retsmødet den 8. december 2015, hvori han gjorde gældende at have fået kendskab til forlængelsesafgørelsen i forbindelse med det mundtlige indlæg afgivet af repræsentanten for Rådet for Den Europæiske Union.

11

Retten, som gav appellanten medhold i den i stævningen fremsatte påstand om annullation, afviste imidlertid anmodningen om tilpasning af stævningen. Ifølge Retten skyldtes denne afvisning, at anmodningen ikke var fremsat ved »særskilt dokument« som omhandlet i procesreglementets artikel 86.

12

Appellanten har nedlagt følgende påstande for Domstolen:

13

Rådet har nedlagt følgende påstande:

14

Sagsøgeren har anført, at Retten med urette ikke har efterkommet anmodningen om tilpasning af stævningen, da den – selv om den blev fremsat mundtlig under retsforhandlingerne – har været genstand for en form for nedfældelse på skrift inden afslutningen af den mundtlige forhandling, idet den er nævnt i protokollen fra retsmødet. Han har således gjort gældende, at selv om der ikke foreligger et skriftligt og særskilt dokument i egentlig forstand, skulle hans anmodning om tilpasning af stævningen have været anset for at opfylde kravene i artikel 86 i Rettens procesreglement. Han har desuden gjort gældende, at den omstændighed, at der ikke foreligger en egentlig skriftlig anmodning, ikke har gjort indgreb i modpartens rettigheder og ikke har besværliggjort Rettens arbejde.

15

Sagsøgeren finder endvidere, at Retten har begået en retlig fejl i den anfægtede dom, idet den ikke har taget hensyn til de særlige forhold på det processprog, som han havde valgt, nemlig bulgarsk. Denne sprogversion af Rettens procesreglement benytter et tvetydigt udtryk, som ikke nødvendigvis indebærer, at der kræves et skriftligt og særskilt dokument for at fremsætte en anmodning om tilpasning af stævningen.

16

Derudover har sagsøgeren gjort gældende, at Retten har tilsidesat princippet om en kontradiktorisk sagsbehandling, idet den ikke har indrømmet ham en yderligere frist til at kunne nedlægge påstand om annullation af afgørelse 2015/837, selv om han først fik kendskab til denne afgørelse under retsmødet.

17

Rådet har gjort gældende, at artikel 86, stk. 2, i Rettens procesreglement utvetydigt indebærer, at der skal fremsættes en skriftlig anmodning. Selv om den bulgarske sprogversion i denne henseende skulle være forskellige fra de øvrige sprogversioner, er denne institution af den opfattelse, at denne sprogversion ikke kan have forrang. Ifølge Rådet benytter alle andre sprogversioner begreber, som ubestrideligt giver udtryk for, at et skriftligt og særskilt dokument er nødvendigt. Under alle omstændigheder ville en kontekstuel analyse af hele bestemmelsen i procesreglementets artikel 86 være tilstrækkelig til at godtgøre, at der kun kan være tale om en skriftlig akt, navnlig fordi der er tale om »bilag« til akten.

18

Indledningsvis bemærkes, at det af Domstolens praksis fremgår, at parternes påstande er karakteriseret ved, at de i princippet ikke kan ændres (jf. bl.a. dom af 11.11.2010, Kommissionen mod Portugal, C-543/08, EU:C:2010:669, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis). Artikel 86 i Rettens procesreglement udgør en kodificering af en allerede eksisterende retspraksis vedrørende de undtagelser, som dette uforanderlighedsprincip tillader. Domstolens bemærkninger i nærværende sag er derfor kun relevante inden for rammerne af denne undtagelsessituation.

19

Det bemærkes, at artikel 45 i Rettens procesreglement giver sagsøgeren mulighed for at vælge processproget. I nærværende sag har HX i proceduren for Retten, som har ført til den anfægtede dom, valgt bulgarsk, som beherskes af hans advokat.

20

Sagsøgeren har for Domstolen angivet, at denne sprogversion af artikel 86, stk. 2, i Rettens procesreglement er tvetydig, idet den bulgarske version – i modsætning til den engelske version (»separate document«) og den franske version (»acte séparé«) – ikke anvender begrebet »dokument«, men begrebet »molba« (»anmodning«), hvilket Rådet ikke har bestridt. Dette begreb indebærer ikke nødvendigvis et krav om skriftlighed, da det mere alment er udtryk for en vilje, som kan være både skriftlig og mundtlig.

21

Det kan derfor ikke udelukkes, at denne tvetydighed har ledt sagsøgerens advokat til at tro, at en anmodning om tilpasning af stævningen, som fremsættes mundtligt under det retsmøde, hvori han angiver at have fået kendskab til afgørelsen, kunne antages til realitetsbehandling. Derudover kan sagsøgeren være blevet bestyrket i denne opfattelse af den omstændighed, at anmodningen siden blev fastholdt i protokollen fra retsmødet, som udgør en autentisk akt i medfør af artikel 102, stk. 1, i Rettens procesreglement.

22

Hvis Retten havde været af den opfattelse, at anmodningen om tilpasning af stævningen således ikke opfyldte formkravene i procesreglementet, ville det i det mindste tilkomme Retten at gøre sagsøgeren opmærksom herpå og give ham lejlighed til at berigtige det.

23

Selv om det, som anført af generaladvokaten i punkt 33 og 34 i forslaget til afgørelse, er absolut berettiget at stille visse formelle krav til en tilpasning af stævningen, er sådanne formelle krav ikke til for deres egen skyld, men har tværtimod til formål at sikre en kontradiktorisk procedure og en god retspleje.

24

Det bestemmes således i artikel 86, stk. 3 og 4, i Rettens procesreglement, at den omstændighed, at visse formkrav til fremsættelsen af anmodninger om tilpasning af stævningen ikke er opfyldt, ikke nødvendigvis medfører, at de ikke kan antages til realitetsbehandling. Retten har i øvrigt den samme skønsmargen for så vidt angår bilagene til stævningen, idet procesreglementets artikel 78, stk. 5, giver justitssekretæren mulighed for berigtigelse, og hvis dette ikke sker, kan Retten stadig beslutte, at stævningen alligevel antages til realitetsbehandling.

25

Denne konklusion afkræftes ikke af Rådets argumentation, som støttes dels på den omstændighed, at den bulgarske sprogversion af Rettens procesreglement er den eneste, som indeholder den af sagsøgeren angivne tvetydighed, dels på Domstolens retspraksis, hvorefter nødvendigheden af en ensartet anvendelse og fortolkning af EU-bestemmelserne udelukker, at en bestemmelse betragtes isoleret i en af dens sprogversioner, men derimod kræver, at den fortolkes i lyset af alle andre sprogversioner ud fra lovgivers vilje (jf. i denne retning dom af 12.11.1969, Stauder, 29/69, EU:C:1969:57, præmis 3, af 17.7.1997, Ferriere Nord mod Kommissionen, C-219/95 P, EU:C:1997:375, præmis 15, og af 15.10.2015, Grupo Itevelesa m.fl., C-168/14, EU:C:2015:685, præmis 42).

26

Hvad angår en bestemmelse i procesreglementet for en af Unionens retsinstanser, som er blevet vedtaget af denne retsinstans i overensstemmelse med procesreglementets artikel 44, sammenholdt med artikel 227, stk. 1, og er autentisk på samtlige processprog, ville det – hvis det forventedes af borgerne, at de konsulterer samtlige sprogversioner af procesreglementet for at undgå, at en eventuel forskel heri på processproget medfører en afvisning – være i strid med deres ret til at henvende sig til Unionens retsinstanser på et af de officielle sprog efter eget valg, hvilket følger såvel af artikel 20, stk. 2, litra d), og artikel 24, fjerde afsnit, TEUF som af artikel 45 i Rettens procesreglement.

27

Det er derfor med urette, at Retten har afvist at antage HX’s anmodning om tilpasning af stævningen til realitetsbehandling med den begrundelse, at den ikke var fremsat ved et særskilt, skriftligt dokument, uden forinden at have opfordret ham til at berigtige det.

28

Følgelig skal domskonklusionens punkt 2 i den anfægtede dom ophæves, uden at det er nødvendigt at efterprøve det andet anbringende i appellen.

29

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse. Denne bestemmelse bør finde anvendelse i denne sag.

30

Ifølge Domstolens faste retspraksis skal såvel en sagsøgers søgsmålsinteresse som sagens genstand ikke kun foreligge på tidspunktet for sagens anlæggelse, men også indtil retsafgørelsen, idet det ellers findes ufornødent at træffe afgørelse. Dette forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan bibringe parten en fordel (jf. dom af 19.5.1995, Rendo m.fl. mod Kommissionen, C-19/93 P, EU:C:1995:339, præmis 13, af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 42, og af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen, C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 61).

31

I denne henseende skal det bemærkes, at HX i det væsentlige ønsker at tilpasse den oprindelige stævning fra første instans, hvori der var nedlagt påstand om annullation af gennemførelsesafgørelse 2014/488, hvorved hans navn blev på optaget på listen i bilag I til afgørelse 2013/255, således at der tillige nedlægges påstand om annullation af den afgørelse, som forlænger listens gyldighed med et år.

32

Annullationen af gennemførelsesafgørelse 2014/488 i domskonklusionens punkt 1 i den anfægtede dom, som er blevet endelig, da appellen i nærværende sag alene vedrører domskonklusionens punkt 2, har tilbagevirkende kraft, og dermed skal listen i bilag I til afgørelse 2013/255 anses for aldrig at have indeholdt sagsøgerens navn.

33

En annullation af afgørelse 2015/837, som forlænger gyldigheden af denne liste, kan dermed ikke bibringe sidstnævnte en fordel, der går videre end det, som han har kunnet opnå ved annullationen af gennemførelsesafgørelse 2014/488, hvorved hans navn blev optaget på listen.

34

Følgelig er det ufornødent at træffe afgørelse om den anmodning om tilpasning af stævningen, som HX havde fremsat i første instans.

35

Det fremgår af artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagsomkostningerne.

36

I henhold til samme reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af reglementets artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

37

Da HX har nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges Rådet at bære sine egne omkostninger og at betale de omkostninger, som HX har afholdt såvel i første instans som i forbindelse med den foreliggende appelsag.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):