–

Esteban Torras Ferrazzuolo ved procuradora S. Díaz Pardeiro og abogado J.A. López Martínez,

–

den spanske regering ved M.A. Sampol Pucurull, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved É. Gippini Fournier og J. Samnadda, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 16 og 18 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om [EU]-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).

2

Anmodningen er indgivet i forbindelse med en sag mellem Salvador Benjumea Bravo de Laguna og Esteban Torras Ferrazzuolo vedrørende ejendomsretten til et EU-figurmærke registreret for den førstnævnte.

3

15. betragtning til forordning nr. 207/2009 har følgende ordlyd:

»For at styrke [EU]-varemærkernes beskyttelse skal medlemsstaterne under hensyn til deres nationale ordninger udpege et så begrænset antal nationale domstole i første og anden instans som muligt med bemyndigelse til at behandle søgsmål om krænkelse af [EU]-varemærker og om disses gyldighed.«

4

Følgende fremgår af forordningens artikel 16 med overskriften »[EU]-varemærkets ligestilling med et nationalt varemærke«:

»1.   Medmindre andet er fastsat i artikel 17 til 24, skal [EU]-varemærket som genstand for ejendomsret i sin helhed og gældende for hele [Unionens] område betragtes som et nationalt varemærke, der er registreret i den medlemsstat, hvor indehaveren ifølge [EU]-varemærkeregistret:

2.   I andre tilfælde end de i stk. 1 nævnte er den i stk. 1 nævnte medlemsstat den stat, hvor [Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)] har sit hjemsted.

3.   Hvis to eller flere personer er indført i [EU]-varemærkeregistret som fælles indehavere, gælder stk. 1 for den, der er nævnt først; kan stk. 1 ikke anvendes på denne indehaver, gælder bestemmelsen for de efterfølgende fælles indehavere i den rækkefølge, hvori de er nævnt. Kan stk. 1 ikke anvendes på nogen af de fælles indehavere, finder stk. 2 anvendelse.«

5

Artikel 18 i forordningen med overskriften »Overdragelse af agentvaremærke« bestemmer følgende:

»Er et [EU]-varemærke registreret for en agent eller repræsentant for den, der er indehaver af varemærket, uden indehaverens samtykke, har denne ret til at kræve, at registreringen overdrages til ham, medmindre agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre sin handling.«

6

Samme forordnings artikel 95, stk. 1, bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne udpeger på deres områder det mindst mulige antal nationale retter i første og anden instans, i det følgende benævnt »[EU]-varemærkedomstole«, som skal varetage de opgaver, der pålægges dem ved denne forordning.«

7

Følgende fremgår af artikel 105, stk. 3, i forordning nr. 207/2009:

»For så vidt angår retsafgørelser, der træffes af [EU]-varemærkedomstole i anden instans, gælder de nationale regler om yderligere anke.«

8

Artikel 2, stk. 2, i Ley 17/2001 de Marcas (lov nr. 17/2001 om varemærker) af 7. december 2001 (BOE nr. 294, af 8.12.2001, herefter »lov nr. 17/2001 om varemærker«) fastsætter følgende:

»Når ansøgningen om registrering af et varemærke er indgivet i strid med tredjemands rettigheder eller under tilsidesættelse af retlig eller kontraktlig forpligtelse, kan den krænkede part ved en domstol kræve rettigheden til varemærket overdraget, såfremt denne anlægger et søgsmål og påberåber sig prioritet inden datoen for registreringen eller inden for fem år efter offentliggørelsen af denne eller efter det tidspunkt, hvor det registrerede varemærke påbegyndes anvendt i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 39. Når søgsmålet vedrørende påberåbelsen af prioritet er iværksat, meddeler retten dette til det spanske patent- og varemærkekontor med henblik på en anmærkning i varemærkeregisteret og erklærer i givet fald varemærkeregistreringsproceduren for suspenderet.«

9

Den 24. januar 2011 indgav Salvador Benjumea Bravo de Laguna en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til EUIPO.

10

Varemærket, der er søgt registreret, er det følgende figurmærke:

11

Den 29. august 2011 registrerede EUIPO det nævnte tegn for Salvador Benjumea Bravo de Laguna som et EU-figurmærke under nr. 9679093.

12

Idet Esteban Torras Ferrazzuolo anså sig for at være den retmæssige indehaver af dette, indgav han et søgsmål for Juzgado de lo Mercantil de Alicante (handelsretten i Alicante, Spanien) om overdragelse af ejendomsretten til det nævnte varemærke på grundlag af artikel 18 i forordning nr. 207/2009 og artikel 2, stk. 2, i lov nr. 17/2001 om varemærker.

13

Den nævnte ret gav ikke sagsøgeren medhold i den nedlagte påstand med den begrundelse, at det for det første kun er den ordning, som er fastsat i artikel 18 i forordning nr. 207/2009, og ikke den generelle ordning omhandlet i artikel 2, stk. 2, i lov nr. 17/2001 om varemærker, der finder anvendelse på EU-varemærker, og at betingelserne i artikel 18 i forordning nr. 207/2009 for det andet ikke var opfyldt.

14

Audiencia Provincial de Alicante (regional domstol i Alicante, Spanien), der er appelinstans i sagen, fastslog, at for så vidt som ordningen med overdragelse i artikel 18 i forordning nr. 207/2009 alene vedrører tilfælde med en illoyal agent eller repræsentant, skulle bestemmelserne om overdragelse af et varemærke som fastsat i artikel 2 i lov nr. 17/2001 om varemærker finde anvendelse i denne sag.

15

På grundlag af artikel 16 i forordning nr. 207/2009 fandt den nævnte ret nemlig, at foruden de ensartede bestemmelser, som den nævnte forordning fastsætter, betragtes EU-varemærket som genstand for ejendomsret i sin helhed og gældende for hele Unionens område som et nationalt varemærke, der er registreret i den medlemsstat, hvor indehaveren har sit hovedsæde eller sin bopæl eller, i mangel heraf, et forretningssted.

16

Idet Audiencia Provincial de Alicante (regional domstol i Alicante) i øvrigt fandt, at de betingelser, der skal være opfyldt for at kunne kræve overdragelse af et varemærke, var opfyldt, fastslog den, at Esteban Torras Ferrazzuolo var indehaver af det i hovedsagen omhandlede varemærke.

17

Salvador Benjumea Bravo de Laguna har for den forelæggende ret, Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), gjort gældende, at der i EU-retsordenen ikke er fastsat mulighed for, at en person kan gøre overdragelse af et varemærke gældende, når registreringen er foretaget for denne persons agent og uden denne persons samtykke. Det følger heraf, at det ikke er muligt at anlægge et søgsmål om overdragelse af et EU-varemærke.

18

Esteban Torras Ferrazzuolo har derimod gjort gældende, at forordning nr. 207/2009 tillader en supplerende anvendelse af national ret, således at det er muligt at fortolke denne forordnings artikel 18 således, at den ikke er til hinder for, at der kan anlægges et søgsmål om overdragelse i medfør af en medlemsstats nationale bestemmelser i andre tilfælde end dem, der er nævnt i nævnte artikel.

19

Tribunal Supremo (øverste domstol), der er af den opfattelse, at den tvist, der verserer for den, giver anledning til spørgsmål om fortolkning af EU-retten, har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er overdragelse af et [EU]-varemærke af andre grunde end dem, der er anført i artikel 18 i […] [forordning nr. 207/2009] […], navnlig de grunde, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, i [lov nr. 17/2001 om varemærker] […], forenelig med EU-retten og konkret med […] forordning [nr. 207/2009]?«

20

Esteban Torras Ferrazzuolo har indledningsvis gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises, idet Tribunal Supremo (øverste domstol) ikke har kompetence til at forelægge anmodningen.

21

I denne henseende har han – ved at støtte sig på artikel 95, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, hvorefter medlemsstaterne »på deres områder udpeger det mindst mulige antal nationale retter i første og anden instans, […] benævnt »[EU]-varemærkedomstole«, som skal varetage de opgaver, der pålægges dem ved denne forordning« – gjort gældende, at Tribunal Supremo (øverste domstol) ikke har kompetence til at fortolke den nævnte forordning.

22

Han har endvidere anført, at i det omfang anmodningen om præjudiciel afgørelse hverken blev forelagt i første eller anden instans, er der tale om et nyt spørgsmål, som ikke kan behandles inden for rammerne af en kassationsanke.

23

En sådan argumentation kan imidlertid ikke tiltrædes.

24

Det fremgår dels af 15. betragtning til forordning nr. 207/2009, at denne forordnings artikel 95, stk. 1, har til formål at styrke beskyttelsen af EU-varemærker ved at pålægge medlemsstaterne at oprette kompetente domstole i første og anden instans til behandling af søgsmål om krænkelse og om disses gyldighed.

25

I lyset af artikel 105, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, hvorefter »for så vidt angår retsafgørelser, der træffes af [EU]-varemærkedomstole i anden instans, gælder de nationale regler om yderligere anke«, kan artikel 95, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 derimod ikke fortolkes således, at medlemsstaternes kassationsdomstole fratages retten til at fortolke denne forordning inden for rammerne af sager, der verserer for dem.

26

Det skal dels fremhæves, at det følger af fast retspraksis, at det ikke tilkommer Domstolen at undersøge, om forelæggelsesafgørelsen er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedrørende retternes sammensætning og virkemåde (dom af 7.7.2016, Genentech, C-567/14, EU:C:2016:526, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

27

Endvidere bemærkes det, at proceduren efter artikel 267 TEUF ifølge fast retspraksis er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre den for dem verserende tvist (jf. dom af 5.7.2016, Ognyanov, C-614/14, EU:C:2016:514, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at artikel 267 TEUF giver de nationale retter en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, der er relevante for afgørelsen af den pågældende sag. De nationale retter kan desuden frit udnytte denne adgang på ethvert tidspunkt under proceduren, som de finder passende (jf. dom af 5.7.2016, Ognyanov, C-614/14, EU:C:2016:514, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

29

Endelig bemærkes det, at når der ikke i den nationale ret er nogen adgang til retlig prøvelse af en national rets afgørelse, er denne sidstnævnte i princippet forpligtet til at indbringe en sag for Domstolen i overensstemmelse med artikel 267, stk. 3, TEUF, når der rejses et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten for den (jf. bl.a. dom af 9.9.2015, Ferreira da Silva e Brito m.fl., C-160/14, EU:C:2015:565, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

30

Heraf følger, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

31

Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at den med hensyn til et EU-varemærke er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, i medfør af hvilken en person, der har lidt skade ved registreringen af et varemærke, som er søgt registreret i strid med dennes rettigheder, eller ved en tilsidesættelse af en retlig eller kontraktlig forpligtelse, kan gøre krav på overdragelse af ejendomsretten til det nævnte varemærke.

32

Indledningsvis bemærkes, at artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 fastsætter, at »[m]edmindre andet er fastsat i artikel 17 til 24, skal [EU]-varemærket som genstand for ejendomsret i sin helhed og gældende for hele [Unionens] område betragtes som et nationalt varemærke, der er registreret i den medlemsstat, hvor indehaveren ifølge [EU]-varemærkeregistret […] havde sit hovedsæde eller sin bopæl […] [eller i mangel heraf] et forretningssted […]«.

33

Det bemærkes i denne henseende, at denne forordnings artikel 18 indrømmer indehaveren af et EU-varemærke retten til at kræve registreringen af dette varemærke overført til ham, hvis dette er blevet registreret for dennes agent eller dennes repræsentant og uden hans samtykke.

34

Det følger heraf, at søgsmålet om overdragelse af ejendomsretten til et EU-varemærke registreret for en agent eller for en repræsentant for den, der er indehaver af dette varemærke, og uden dennes samtykke er reguleret udelukkende efter forordning nr. 207/2009.

35

Derimod regulerer denne forordnings artikel 18 ikke søgsmål om overdragelse af ejendomsretten til et EU-varemærke i andre tilfælde end ved et varemærke registreret for en agent eller for en repræsentant for den, der er indehaver af dette varemærke, uden dennes samtykke.

36

Således skal et EU-varemærke som genstand for ejendomsret i overensstemmelse med artikel 16 i forordning nr. 207/2009, bortset fra de i denne forordnings artikel 18 omhandlede tilfælde, betragtes som et nationalt varemærke, der er registreret i en bestemt medlemsstat efter de i artikel 16 nævnte kriterier.

37

For så vidt som der er tale om situationer, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 18 i forordning nr. 207/2009, er det denne medlemsstats nationale lovgivning, der finder anvendelse på søgsmål om overdragelse af ejendomsretten til et EU-varemærke.

38

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 16 og 18 i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at de med hensyn til et EU-varemærke ikke er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en person, der har lidt skade ved registreringen af et varemærke, som er søgt registreret i strid med dennes rettigheder, eller ved en tilsidesættelse af en retlig eller kontraktlig forpligtelse, kan gøre krav på overdragelse af ejendomsretten til det nævnte varemærke, forudsat at den pågældende situation ikke henhører under de situationer, der er omfattet af denne forordnings artikel 18.

39

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Artikel 16 og 18 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om [EU]-varemærker skal fortolkes således, at de med hensyn til et EU-varemærke ikke er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en person, der har lidt skade ved registreringen af et varemærke, som er søgt registreret i strid med dennes rettigheder, eller ved en tilsidesættelse af en retlig eller kontraktlig forpligtelse, kan gøre krav på overdragelse af ejendomsretten til det nævnte varemærke, forudsat at den pågældende situation ikke henhører under de situationer, der er omfattet af denne forordnings artikel 18.