1

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. februar 2008 anlagde Guardian Industries Corp. og sagsøgeren, Guardian Europe Sàrl, sag til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2007) 5791 endelig af 28. november 2007 om en procedure efter [artikel 101 TEUF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.165 – Planglas) (herefter »beslutning C(2007) 5791«). I stævningen nedlagde selskaberne i det væsentlige påstand om delvis annullation af beslutningen, for så vidt som den vedrørte dem, og om nedsættelse af den bøde, som de var blevet pålagt ved denne beslutning.

2

Ved dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), frifandt Retten Kommissionen.

3

Ved appelskrift indleveret den 10. december 2012 appellerede Guardian Industries og sagsøgeren dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494).

4

Ved dom afsagt den 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363) ophævede Domstolen for det første dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), for så vidt som Retten havde forkastet anbringendet om en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling med hensyn til beregningen af størrelsen af den bøde, som blev pålagt Guardian Industries og sagsøgeren til solidarisk hæftelse, og for så vidt som den havde pålagt sidstnævnte at betale sagens omkostninger. For det andet annullerede Domstolen artikel 2 i beslutning C(2007) 5791, for så vidt som den fastsatte den bøde, som Guardian Industries og sagsøgeren blev pålagt til solidarisk hæftelse, til 148000000 EUR. For det tredje fastsatte Domstolen den bøde, som Guardian Industries og sagsøgeren skulle pålægges til solidarisk hæftelse for den i artikel 1 i beslutning C(2007) 5791 konstaterede overtrædelse, til 103600000 EUR. For det fjerde forkastede Domstolen appellen. For det femte fordelte Domstolen sagsomkostningerne.

5

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. november 2015 har sagsøgeren anlagt nærværende sag mod Den Europæiske Union, repræsenteret af Europa-Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol.

6

Den 17. februar 2016 har Retten henvist nærværende sag til Tredje Udvidede Afdeling.

7

Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol har indleveret svarskrift henholdsvis den 16. februar 2016 og den 18. februar 2016.

8

Sagsøgeren har indleveret replik den 22. april 2016. Europa-Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol har indleveret duplik henholdsvis den 25. maj 2016 og den 7. juni 2016.

9

Den 12. september 2016 har Retten fastslået, at det til brug for tilrettelæggelsen og afgørelsen af denne sag var nødvendigt, at Retten, henset til sagens genstand, fik stillet akterne i den sag, der lå til grund for dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494) (herefter sag »T-82/08«), til rådighed. Retten har således inden for rammerne af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 besluttet at tilføje sagsakterne i sag T-82/08 til sagsakterne i nærværende sag.

10

Den 14. december 2016 har Retten anmodet sagsøgeren om at fremlægge visse dokumenter og om at besvare et spørgsmål. Sagsøgeren har efterkommet disse anmodninger inden for den fastsatte frist.

11

Den 16. december 2016 har Den Europæiske Unions Domstol anmodet om at få tilstillet sagsakterne i sag T-82/08.

12

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 11. januar 2017.

13

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

14

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

15

Den Europæiske Unions Domstol har nedlagt følgende påstande:

16

Europa-Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol har fremsat flere formalitetsindsigelser.

17

Kommissionen har gjort gældende, at påstanden om erstatning for det tab, der er lidt som følge af en angivelig tilsidesættelse af kravene forbundet med overholdelsen af den rimelige sagsbehandlingstid (herefter »rimelig sagsbehandlingstid«), skal afvises, for så vidt som den er rettet mod Unionen, repræsenteret af Kommissionen, eftersom sagsøgeren inden for rammerne af denne påstand ikke har foreholdt denne institution noget klagepunkt.

18

Det skal i denne forbindelse blot bemærkes, at Unionen er repræsenteret af Den Europæiske Unions Domstol i forbindelse med et erstatningssøgsmål med påstand om erstatning for de tab, der angiveligt er lidt som følge af en af Unionens retsinstansers eventuelle tilsidesættelse af kravene forbundet med overholdelsen af en rimeligsagsbehandlingstid (jf. kendelse af 6.1.2015, Kendrion mod Den Europæiske Union, T-479/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:2, præmis 14-19 og den deri nævnte retspraksis, og af 2.2.2015, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union, T-577/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:80, præmis 22-29 og den deri nævnte retspraksis).

19

Følgelig skal påstanden om erstatning for sagsøgerens angivelige tab som følge af en formodet tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08 afvises, for så vidt som denne påstand er rettet mod Unionen, repræsenteret af Kommissionen.

20

Kommissionen har gjort gældende, at påstanden om erstatning for det tab, der er lidt som følge af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, skal afvises, for så vidt som denne påstand er rettet mod Unionen, repræsenteret af Kommissionen. Det følger således af artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at denne påstand alene kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den vedrører erstatning for et tab, der er indtrådt mindre end fem år før sagen blev anlagt, dvs. efter den 19. november 2010. For så vidt som sagsøgeren har foreholdt Retten, at denne ikke senest den 12. februar 2010 annullerede beslutning C(2007) 5791, fordi beslutningen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, følger det heraf på grundlag sagsøgerens egne forudsætninger, at det angivelige tab efter den 12. februar 2010 fuldt ud kan tilregnes Den Europæiske Unions Domstol.

21

Den Europæiske Unions Domstol har gjort gældende, at de to påstande om erstatning for det angivelige tab er forældede for så vidt angår tab indtrådt før den 19. november 2010. Erstatningspåstandene bør således afvises for så vidt angår perioderne inden denne dato.

22

Sagsøgeren har for så vidt angår selskabets påstand om erstatning for det tab, som det som følge af den angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet har lidt, gjort gældende, at dets påstand om delvis annullation af beslutning C(2007) 5791 afbrød forældelsesfristen i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Hvad angår sagsøgerens påstand om erstatning for det tab, som selskabet som følge af den angivelige tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid har lidt, har det endvidere bestridt Den Europæiske Unions Domstols argumenter.

23

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som finder anvendelse på sagsbehandlingen ved Retten i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, bestemmer følgende:

»Krav mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, forældes fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt. Forældelsen afbrydes enten ved indgivelse af stævning til Domstolen, eller ved, at den skadelidte forud gør sit krav gældende over for vedkommende EU-institution […]«

24

I nærværende sag har sagsøgeren nedlagt påstand om erstatning for det tab, som selskabet angiveligt har lidt som følge af dels sagsbehandlingstiden i sag T-82/08, dels en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 og i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494). De økonomiske tab, der angiveligt er lidt ved disse tilsidesættelser, består for det første i betaling af omkostningerne til en bankgaranti for et beløb svarende til den del af bøden, der ikke straks blev betalt (herefter »omkostningerne til bankgaranti«), og for det andet i tab af indtægter, der er forbundet med forskellen mellem på den ene side de renter, som Kommissionen har tilbagebetalt for en del af den bøde, der i sidste ende blev kendt uberettiget af Domstolen ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), og på den anden side de indtægter, som sagsøgeren kunne have haft, hvis selskabet i stedet for at betale Kommissionen det beløb, som Domstolen i sidste ende kendte uberettiget, havde investeret i sin virksomhed (herefter »tab af indtægter«). Endvidere har sagsøgeren nedlagt påstand om erstatning for et ikke-økonomisk tab, som består i skade på selskabets omdømme.

25

For det første skal det undersøges, om erstatningssøgsmålet vedrørende de påberåbte tab, som er forårsaget af en angivelig tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid, er forældet, og for det andet skal det undersøges, om erstatningssøgsmålene vedrørende de påberåbte tab, som er forårsaget af de angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser af ligebehandlingsprincippet, er forældede.

26

I det konkrete tilfælde med et erstatningssøgsmål, hvorved tilsigtes erstatning for det angiveligt lidte tab som følge af en eventuel tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid, skal udgangspunktet for den forældelsesfrist på fem år, der er fastsat i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, når en beslutning har afsluttet den omtvistede sagsbehandlingstid, fastsættes til den dato, hvor denne beslutning blev vedtaget. Denne dato udgør nemlig en bestemt dato, der er fastsat på grundlag af objektive kriterier. Den sikrer, at retssikkerhedsprincippet overholdes, og den giver mulighed for at beskytte sagsøgerens rettigheder (dom af 10.1.2017, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union, T-577/14, EU:T:2017:1, præmis 47).

27

I nærværende sag har sagsøgeren med sin første påstand krævet erstatning for det påberåbte tab, som var forårsaget af en angivelig tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08. Den sidstnævnte sag blev afsluttet ved dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494). Forældelsesfristen begyndte således at løbe fra den 27. september 2012.

28

Sagsøgeren har endvidere anlagt nærværende sag og dermed afbrudt forældelsesfristen den 19. november 2015, dvs. inden udløbet af den frist på fem år, der er fastsat i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

29

Søgsmålet anlagt i nærværende sag er således ikke forældet, for så vidt som det vedrører en påstand om erstatning for det angivelige tab, der var forårsaget af en eventuel tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08.

30

Henset til det ovenstående skal Den Europæiske Unions Domstols afvisningspåstand udledt af en forældelse af påstanden om erstatning for det tab, der var forårsaget af en angivelig tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08, forkastes.

31

Der skal sondres mellem forældelsen af søgsmålet støttet på en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 og forældelsen af søgsmålet støttet på en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494).

32

Det fremgår af retspraksis, at forældelsesfristen, når Unionens ansvar eventuelt udspringer af en individuel retsakt, begynder at løbe, når den pågældende beslutning har haft virkning over for de personer, som den vedrører. Hvis man antog en anden løsning på dette punkt, ville det være i strid med princippet om søgsmålenes selvstændighed, idet et erstatningssøgsmål derved blev gjort afhængig af udfaldet af et annullationssøgsmål (dom af 19.4.2007, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, C-282/05 P, EU:C:2007:226, præmis 30; jf. ligeledes i denne retning dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 38).

33

For det første skal det hvad angår de påberåbte økonomiske tab fastslås, at de angivelige skadelige virkninger af beslutning C(2007) 5791 nødvendigvis havde virkning i forhold til sagsøgeren fra vedtagelsen af den pågældende beslutning, hvorved selskabet blev pålagt en bøde. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, kan forældelsesfristen endvidere ikke være blevet afbrudt af selskabets påstand om delvis annullation af beslutning C(2007) 5791. Det er nemlig uden betydning for, at forældelsesfristen begynder at løbe, at Unionens retsstridige adfærd bliver fastslået ved en retsafgørelse (jf. i denne retning dom af 19.4.2007, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, C-282/05 P, EU:C:2007:226, præmis 31).

34

Sagsøgeren kunne således anlægge sag med henblik på at fastslå Unionens ansvar uden for kontraktforhold som følge af Kommissionens angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791, så snart den angivelige skades årsag var sikker, dvs. i den foreliggende sag i forbindelse med, at bankgarantien for en del af bødens størrelse blev stillet, og ved betalingen af den anden del af bøden (jf. i denne retning dom af 19.4.2007, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, C-282/05 P, EU:C:2007:226, præmis 32).

35

Endvidere begyndte forældelsesfristen at løbe på det tidspunkt, hvor de angivelige økonomiske tab faktisk var indtrådt, dvs. i den foreliggende sag det tidspunkt, hvor omkostningerne til bankgarantien faktisk var begyndt at opstå, og tabet af indtægter indtrådte (jf. i denne retning dom af 19.4.2007, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, C-282/05 P, EU:C:2007:226, præmis 33, og af 17.7.2008, Kommissionen mod Cantina sociale di Dolianova m.fl., C-51/05 P, EU:C:2008:409, præmis 63).

36

Såfremt de af sagsøgeren anførte økonomiske tab, som består i betaling af omkostninger til bankgaranti og i tab af indtægter som følge af Kommissionens angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791, forudsættes godtgjort, er de følgelig opstået ved betalingen af de første omkostninger til bankgarantien, og da tabet af indtægter begyndte at indtræde, dvs. mere end fem år inden nærværende sag blev anlagt.

37

Endvidere udgøres de af sagsøgeren anførte økonomiske tab af dels de beløb, som selskabet var forpligtet til at betale til en bank med henblik på at få stillet en garanti, dels af det ovenfor i præmis 24 nævnte tab af indtægter. Som det fremgår af sagsakterne, steg de anførte økonomiske tabs størrelse i forhold til antallet af forløbne dage.

38

Det følger heraf, at de af sagsøgeren anførte økonomiske tab er vedvarende.

39

Endelig skal det bemærkes, at forældelsen i henhold til artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol i tilfælde af et vedvarende tab finder anvendelse på den periode, der ligger mere end fem år forud for tidspunktet for afbrydelsen af forældelsen, uden at påvirke eventuelle rettigheder, der er stiftet under senere perioder (dom af 21.4.2005, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, T-28/03, EU:T:2005:139, præmis 70; jf. ligeledes dom af 16.12.2015, Chart mod EEAS, T-138/14, EU:T:2015:981, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

40

Eftersom sagsøgeren har indleveret sin stævning i nærværende sag og dermed har afbrudt forældelsesfristen den 19. november 2015, er påstanden om erstatning for de angiveligt lidte økonomiske tab som følge af en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 følgelig forældet, for så vidt som den vedrører økonomiske tab, der er lidt inden den 19. november 2010.

41

For det andet skal det hvad angår det anførte angivelige økonomiske tab, som består i en skade på sagsøgerens omdømme, fremhæves, at selskabet i stævningen har gjort gældende, at dette tab opstod, da beslutning C(2007) 5791 blev vedtaget, dvs. den 28. november 2007.

42

Det skal desuden bemærkes, at skaden på omdømmet, selv om den kan antage forskellige former, generelt er en skade, som fornys dagligt og forlænges, så længe den angivelige årsag til en sådan skade ikke bringes til ophør. Dette er bl.a. tilfældet, når den påberåbte skade på omdømmet angiveligt udspringer af en kommissionsbeslutning, som i første omgang blev vedtaget og offentliggjort ved en pressemeddelelse, og som derefter blev offentliggjort i sammendrag i Den Europæiske Unions Tidende.

43

Det følger heraf, at det ikke-økonomiske tab i form af skade på omdømmet, som sagsøgeren har påberåbt sig, og som følger af Kommissionens angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791, er vedvarende.

44

I medfør af den ovenfor i præmis 39 nævnte retspraksis er erstatningssøgsmålet følgelig forældet, for så vidt som det vedrører erstatning for skade på omdømmet før den 19. november 2010.

45

For det tredje skal Kommissionens argumentation om, at de angivelige tab, der ligger efter den 12. februar 2010, ifølge sagsøgerens egne forudsætninger fuldstændigt må tilregnes Den Europæiske Unions Domstol, forkastes. Denne argumentation er nemlig dels støttet på en urigtig fortolkning af indholdet af sagsøgerens processkrifter. Dels havde Retten før den 27. september 2012 ikke taget stilling til lovligheden af beslutning C(2007) 5791 i lyset af ligebehandlingsprincippet.

46

Henset til det ovenstående er søgsmålet vedrørende erstatning for de økonomiske tab og det ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren som følge af Kommissionens angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 har lidt, forældet, for så vidt som det vedrører tab, der er lidt inden den 19. november 2010.

47

Det skal bemærkes, at det påberåbte tab, som var forårsaget af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), nødvendigvis ligger efter afsigelsen af denne dom.

48

Eftersom erstatningssøgsmålet blev anlagt den 19. november 2015, er nærværende søgsmål, som er anlagt mindre end fem år efter afsigelsen af dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), således ikke berørt af den forældelse, der er nævnt i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

49

Det følger heraf, at erstatningssøgsmålet vedrørende det påberåbte tab, som var forårsaget af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), ikke er forældet.

50

Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol har gjort gældende, at sagsøgerens påstande om erstatning for tab af indtægter, der er nævnt ovenfor i præmis 24, skal afvises. Unionen har nemlig allerede efter dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), betalt sagsøgeren renter på 988620 EUR. Såfremt sagsøgeren fandt, at dette beløb var utilstrækkeligt, skulle selskabet således have anlagt et søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse fra december 2014 om fastsættelse af disse renters størrelse, hvilket det ikke gjorde.

51

Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at den efter dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), har betalt renter til sagsøgeren i henhold til artikel 90, stk. 4, i sin delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2012, L 362, s. 1). Denne bestemmelse begrænser tilbagebetalingens størrelse til den uberettigede bøde, forhøjet med renter i henhold til denne forordnings artikel 90, stk. 2, som kræver, at disse midler investeres fornuftigt og således med et relativt beskedent afkast. Sagsøgeren har ikke anfægtet artikel 90, stk. 4, i den delegerede forordning nr. 1268/2012 med en ulovlighedsindsigelse rejst i henhold til artikel 277 TEUF.

52

Sagsøgeren har bestridt disse argumenter.

53

Det skal bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at erstatningssøgsmålet vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold for dens institutioners handlinger eller undladelser blev indført som et selvstændigt retsmiddel i forhold til andre retsmidler og har en særlig funktion i søgsmålssystemet og er underlagt betingelser, som er udformet med henblik på dets specielle formål (dom af 28.4.1971,Lütticke mod Kommissionen, 4/69, EU:C:1971:40, præmis 6, af 12.4.1984, Unifrex mod Kommissionen og Rådet, 281/82, EU:C:1984:165, præmis 11, og af 10.7.2014, Nikolaou mod Revisionsretten,C-220/13 P, EU:C:2014:2057, præmis 54).

54

Det skal i nærværende sag bemærkes, at Kommissionen i december 2014 tilbagebetalte den del af bøden, som sagsøgeren havde betalt, og som i sidste ende blev kendt uberettiget af Domstolen ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363). Kommissionen har endvidere betalt renter af dette beløb svarende til 988620 EUR.

55

Da Kommissionen i december 2014 tilbagebetalte den del af bøden, som blev kendt uberettiget ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), med tillæg af renter, opfyldte denne institution således nævnte dom i henhold til artikel 90, stk. 4, i den delegerede forordning nr. 1268/2012, hvori bl.a. bestemmes, at når alle retsmidler er udtømt, og hvis bøden eller tvangsbøden er annulleret eller reduceret, tilbagebetales de uberettiget inddrevne beløb med eventuelle renter til den pågældende tredjemand.

56

Artikel 266, stk. 2, TEUF bestemmer i det væsentlige, at forpligtelsen for den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, til at gennemføre de til opfyldelse af en dom om annullation nødvendige foranstaltninger, imidlertid ikke berører den forpligtelse, som måtte følge af anvendelsen af artikel 340, stk. 2, TEUF.

57

Retten har endvidere allerede fastslået, at artikel 266 TEUF kun pålægger myndighederne en forpligtelse til at betale erstatning for den yderligere skade, der eventuelt følger af den annullerede, ulovlige retsakt, hvis betingelserne i artikel 340, stk. 2, TEUF er opfyldt (kendelse af 12.12.2007, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-113/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:377, præmis 62).

58

I nærværende sag har sagsøgeren, som bl.a. har påberåbt sig en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791, netop gjort gældende, at betingelserne i artikel 340, stk. 2, TEUF er opfyldt, og at formålet med dette søgsmål er at vurdere, om dette er tilfældet.

59

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgeren for det første ikke har gjort gældende, at den af Kommissionen trufne foranstaltning i december 2014, hvorved denne betalte selskabet renter, var ulovlig.

60

For det andet tilsigter det erstatningssøgsmål, der er anlagt i nærværende sag, ikke at genetablere sagsøgeren, på det økonomiske plan, i den situation, som selskabet ville have befundet sig i, hvis den foranstaltning, som Kommissionen traf i december 2014, ikke var blevet truffet. Med andre ord søges det ikke med nærværende søgsmål at opnå det samme resultat, som søges opnået med et annullationssøgsmål, der ville være blevet anlagt til prøvelse foranstaltningen af december 2014.

61

Sagsøgeren har nemlig nedlagt påstand om erstatning for tab af indtægter som nævnt ovenfor i præmis 24. Selskabet har således hverken nedlagt påstand om tilbagebetaling af den del af bøden, der blev kendt uberettiget ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), eller om betaling af renter påløbet dette beløb, da dette var i Kommissionens besiddelse.

62

Desuden kan den eventuelle annullation af foranstaltningen af december 2014 ikke danne grundlag for, at sagsøgeren betales et beløb, der svarer til det angivelige tab af indtægter, og således et beløb, der overstiger de renter, som Kommissionen har betalt.

63

Det skal således fastslås, at sagsøgeren i nærværende sag har nedlagt påstand om erstatning for et tab, som dels er forskelligt fra det, der ville følge af en ukorrekt opfyldelse af dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), dels supplerer de beløb, som Kommissionen betalte i december 2014.

64

Således har sagsøgerens påstand om erstatning hvad angår det angivelige tab af indtægter hverken samme genstand eller samme virkning som et eventuelt annullationssøgsmål anlagt til prøvelse af Kommissionens foranstaltning af december 2014, og den kan følgelig ikke afvises som procedurefordrejning.

65

Formalitetsindsigelsen om, at erstatning for det påberåbte tab af indtægter ophæver retsvirkningerne af en beslutning, der er blevet endelig, skal følgelig forkastes.

66

Kommissionen har gjort gældende, at påstanden om erstatning for det angivelige ikke-økonomiske tab åbenbart må afvises, fordi stævningen alene indeholder vage og ikke-underbyggede argumenter om, at den bøde, som sagsøgeren blev pålagt, uberettiget stigmatiserede selskabet ved at skabe et helt urigtigt indtryk hvad angår dets rolle i overtrædelsen af konkurrencereglerne.

67

Det præciseres imidlertid i stævningen, at den angivelige stigmatisering følger af det forhold, at den bøde, som sagsøgeren blev pålagt ved beslutning C(2007) 5791, var den højeste, selv om selskabet var den mindste af producenterne af planglas, og at dets deltagelse i kartellet var den mest kortvarige. Sagsøgeren har heraf udledt, at tredjeparter i perioden fra vedtagelsen af beslutning C(2007) 5791 til dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), hvorved den bøde, som sagsøgeren var blevet pålagt, blev nedsat, havde konkluderet, at selskabet havde et særligt ansvar i kartellet på markedet for planglas.

68

Stævningen giver således tilstrækkeligt klare og præcise oplysninger hvad angår det ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt. Disse angivelser gav Kommissionen mulighed for dels at forstå sagsøgerens argumentation, dels at forberede sit forsvar. Disse angivelser giver endvidere Retten mulighed for at træffe afgørelse i sagen.

69

Kommissionens formalitetsindsigelse om stævningens manglende klarhed og præcisering hvad angår påstanden om erstatning for det angivelige ikke-økonomiske tab skal således forkastes.

70

For det første skal erstatningssøgsmålet vedrørende for det tab, som er forårsaget af en angivelig tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08, afvises, for så vidt som dette søgsmål er rettet mod Unionen, repræsenteret af Kommissionen.

71

For det andet er erstatningssøgsmålet vedrørende det tab, som er forårsaget af Kommissionens angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791, forældet hvad angår de økonomiske tab og det ikke-økonomiske tab, der angiveligt er lidt før den 19. november 2010.

72

Derimod er erstatningssøgsmålet vedrørende det tab, som var forårsaget af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), og af en angivelig tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08, ikke forældet.

73

For det tredje skal formalitetsindsigelsen om, at erstatning for det angivelige tab af indtægter ophæver retsvirkningerne af en beslutning, der er blevet endelig, og formalitetsindsigelsen om stævningens manglende klarhed og præcisering hvad angår påstanden om erstatning for det anførte ikke-økonomiske tab forkastes.

74

I henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF skal Unionen for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv.

75

Ifølge fast retspraksis følger det af artikel 340, stk. 2, TEUF, at det er en forudsætning for Unionens ansvar uden for kontraktforhold og gennemførelsen af kravet om erstatning for det lidte tab, at en række betingelser skal være opfyldt med hensyn til den retsstridige adfærd, der foreholdes institutionerne, det eventuelle tab samt årsagsforbindelsen mellem denne adfærd og det påberåbte tab (dom af 29.9.1982, Oleifici Mediterranei mod EØF, 26/81, EU:C:1982:318, præmis 16, og af 9.9.2008, FIAMM m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-120/06 P og C-121/06 P, EU:C:2008:476, præmis 106).

76

Så snart en af disse betingelser ikke er opfyldt, må sagsøgte frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser er opfyldt (dom af 14.10.1999, Atlanta mod Det Europæiske Fællesskab, C-104/97 P, EU:C:1999:498, præmis 65; jf. ligeledes i denne retning dom af 15.9.1994, KYDEP mod Rådet og Kommissionen, C-146/91, EU:C:1994:329, præmis 81). Unionens retsinstanser er ikke forpligtet til at undersøge disse betingelser i en bestemt rækkefølge (dom af 18.3.2010, Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, C-419/08 P, EU:C:2010:147, præmis 42; jf. ligeledes i denne retning dom af 9.9.1999, Lucaccioni mod Kommissionen, C-257/98 P, EU:C:1999:402, præmis 13).

77

I nærværende sag har sagsøgeren nedlagt påstand om erstatning for de tab, som selskabet har lidt, for det første som følge af de angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 og i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), og for det andet som følge af en angivelig tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08,

78

For det første har sagsøgeren anført, at Kommissionen i beslutning C(2007) 5791 udelukkede det interne salg for de vertikalt integrerede producenter af planglas, da den beregnede den bøde, som disse producenter skulle pålægges. Sagsøgeren har endvidere fremhævet, at Domstolen ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), annullerede beslutning C(2007) 5791, fordi den var i strid med ligebehandlingsprincippet. På den baggrund har selskabet nedlagt påstand om erstatning for dets tab som følge af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791.

79

For det andet har sagsøgeren bemærket, at Kommissionen ved dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), blev frifundet for selskabets søgsmål, der var anlagt til prøvelse af beslutning C(2007) 5791, selv om selskabet ved dette søgsmål havde nedlagt påstand om nedsættelse af den bøde, som det var blevet pålagt, på grund af den forskelsbehandling, der var fremkaldt af udelukkelsen af det interne salg ved beregningen af den bøde, som blev pålagt de vertikalt integrerede producenter af planglas. Sagsøgeren har endvidere fremhævet, at Domstolen ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), ophævede dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), fordi den var i strid med ligebehandlingsprincippet. På den baggrund har selskabet nedlagt påstand om erstatning for dets tab som følge af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494).

80

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 påførte selskabet økonomiske tab og et ikke-økonomisk tab, som skal erstattes.

81

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det tab, som påstås erstattet som led i et søgsmål vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold, skal være faktisk og reelt, hvilket det påhviler sagsøgeren at godtgøre (jf. dom af 9.11.2006, Agraz m.fl. mod Kommissionen, C-243/05 P, EU:C:2006:708, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). Det påhviler sidstnævnte at fremlægge afgørende beviser for det påberåbte tabs eksistens og omfang (jf. dom af 16.9.1997, Blackspur DIY m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-362/95 P, EU:C:1997:401, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

82

Det følger endvidere af fast retspraksis, at betingelsen om årsagsforbindelse, som er fastsat i artikel 340, stk. 2, TEUF, vedrører tilstedeværelsen af en tilstrækkeligt direkte forbindelse mellem institutionernes adfærd og tabet (dom af 18.3.2010, Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, C-419/08 P, EU:C:2010:147, præmis 53, og af 14.12.2005, Beamglow mod Parlamentet m.fl., T-383/00, EU:T:2005:453, præmis 193; jf. ligeledes i denne retning dom af 4.10.1979, Dumortier m.fl. mod Rådet, 64/76, 113/76, 167/78, 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, EU:C:1979:223, præmis 21). Det tilkommer sagsøgeren at føre bevis for årsagsforbindelsen mellem den påberåbte adfærd og det påståede tab (jf. dom af 30.9.1998, Coldiretti m.fl. mod Rådet og Kommissionen, T-149/96, EU:T:1998:228, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

83

Det er i lyset af disse principper, at det skal bedømmes, som sagsøgerens påstand er begrundet.

84

Sagsøgeren har gjort gældende, at den angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 påførte selskabet to former for økonomiske tab, nemlig for det første et tab svarende til betalingen af omkostningerne til en bankgaranti og for det andet et tab svarende til tabet af indtægter nævnt ovenfor i præmis 24.

85

Da Kommissionen forkyndte beslutning C(2007) 5791 for sagsøgeren, angav denne institution for sagsøgeren, at der, såfremt selskabet indledte en procedure for Retten eller Domstolen, ikke ville blive truffet nogen foranstaltning for inddrivelse af den bøde, der var pålagt ved denne beslutning, så længe sagen verserede, for så vidt som to betingelser var overholdt, inden betalingsfristen udløb. I medfør af artikel 86, stk. 5, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 357, s. 1) var de to betingelser følgende: For det første skulle Kommissionens fordring medføre renter fra udløbet af fristen til betalingen med en sats på 5,64%, og for det andet skulle der inden betalingsfristen stilles en bankgaranti, som Kommissionen accepterede, og som dækkede både det skyldige beløb og renterne eller forhøjelserne af det skyldige beløb.

86

I den stævning, som sagsøgeren har indleveret i nærværende sag, har selskabet forklaret, at beslutning C(2007) 5791 tilpligtede det at betale en bøde på 148000000 EUR. Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at selskabet straks betalte 111000000 EUR, og at det stillede en bankgaranti til at dække et beløb på 37000000 EUR. Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at selskabet ophævede bankgarantien pr. 2. august 2013 og betalte Kommissionen 37000000 EUR med tillæg af morarenter til 5,64%, dvs. 48263003 EUR. Sagsøgeren har for det tredje fremhævet, at det efter dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), som nedsatte bøden med 44400000 EUR, viste sig, at den tilpassede bøde på 103600000 EUR var dækket fra starten af betalingen af beløbet på 111000000 EUR. Følgelig tilbagebetalte Kommissionen 55663003 EUR til sagsøgeren med renter på 988620 EUR. Beløbet på 55663003 EUR blev opnået ved at lægge det beløb, som blev betalt til Kommissionen efter ophævelsen af bankgarantien, dvs. 48263003 EUR, sammen med 7400000 EUR. Sidstnævnte beløb fremkommer ved at fratrække 111000000 EUR, som blev betalt straks, den endeligt skyldige bøde, dvs. 103600000 EUR.

87

Sagsøgeren har fremhævet, at selskabet fra den 4. marts 2008, da bankgarantien trådte i kraft, til den 2. august 2013, da ophævelsen af denne garanti fik virkning, betalte omkostninger til bankgarantien for i alt 1547000 EUR. Disse omkostninger er forårsaget af tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet. Såfremt Kommissionen straks havde fastsat bøden til 103600000 EUR i beslutning C(2007) 5791, ville bankgarantien nemlig aldrig have været nødvendig. Selv om denne tankegang ikke følges, skal sagsøgeren endvidere under alle omstændigheder indrømmes en erstatning på 1268935 EUR, som svarer til de omkostninger til bankgarantien, der blev betalt fra den 12. februar 2010, hvor Retten burde have afsagt dom i sag T-82/08, og den 2. august 2013, hvor ophævelsen af garantien fik virkning.

88

Kommissionen har bestridt disse argumenter.

89

I nærværende sag skal det fremhæves, at sagsøgeren, som havde anlagt sag til prøvelse af beslutning C(2007) 5791, havde følgende valg: Selskabet kunne betale bøden, da den forfaldt, idet det ellers måtte betale morarenter beregnet med den rentesats, som Kommissionen havde fastsat i beslutning C(2007) 5791, eller det kunne indgive begæring om udsættelse af gennemførelsen af beslutningen i henhold til artikel 242 EF og artikel 104 ff. i Rettens procesreglement af 2. maj 1991, eller det kunne stille en bankgaranti til sikkerhed for betaling af bøden og morarenterne på vilkår, der fastsættes af Kommissionen (jf. i denne retning dom af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, EU:T:1995:141, præmis 54, og af 21.4.2005, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, T-28/03, EU:T:2005:139, præmis 122).

90

Det stod sagsøgeren frit at vælge at stille en bankgaranti for en del af den bøde, der var pålagt ved beslutning C(2007) 5791, og betale den anden del af denne bøde, og dette valg var på ingen måde obligatorisk. Der var med andre ord intet til hinder for, at sagsøgeren betalte hele bøden, inden den i beslutning C(2007) 5791 fastsatte frist udløb, selv om selskabet indledte et søgsmål til prøvelse af denne beslutning for Retten (jf. i denne retning dom af 8.7.2008, Knauf Gips mod Kommissionen, T-52/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:253, præmis 498).

91

Som det fremgår af stævningen, besluttede sagsøgeren efter vedtagelsen af beslutning C(2007) 5791 ikke fuldt ud at opfylde sin forpligtelse til straks at betale bøden, men stillede en bankgaranti for en del af bøden i overensstemmelse med den af Kommissionen tilbudte mulighed.

92

Sagsøgeren kan således ikke med føje gøre gældende, at de omkostninger til bankgarantien, som selskabet har betalt, følger direkte af ulovligheden af beslutning C(2007) 5791. Det tab, som sagsøgeren har påberåbt sig, følger således direkte og bestemt af selskabets eget valg, der ligger efter vedtagelsen af beslutning C(2007) 5791, om ikke at opfylde sin forpligtelse til at betale hele bøden. Såfremt sagsøgeren havde besluttet at betale hele bøden straks, ville selskabet have undgået omkostningerne til bankgaranti for det ikke-betalte beløb (jf. i denne retning dom af 21.4.2005, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, T-28/03, EU:T:2005:139, præmis 123 og 124, samt kendelse af 12.12.2007, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, T-113/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:377, præmis 38, og af 4.9.2009, Inalca og Cremonini mod Kommissionen, T-174/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:306, præmis 91 og 92).

93

Uden at det er nødvendigt at tage stilling til Kommissionens argument om sagsøgerens eventuelle bidrag til sit tab, skal det afvises, at der foreligger en tilstrækkelig direkte årsagsforbindelse mellem den angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 og betalingen af omkostningerne til bankgarantien.

94

Følgelig skal påstanden om erstatning for det påberåbte økonomiske tab i form af betaling af omkostninger til en bankgaranti som følge af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 forkastes.

95

Sagsøgeren har først anført, at de renter, som Kommissionen har tilbagebetalt af den del af bøden, der blev kendt uberettiget ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), udgjorde 988620 EUR for hele perioden fra marts 2008 til november 2014.

96

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at disse renter var lavere end det beløb, som selskabet kunne have tjent, hvis det i stedet for at betale Kommissionen det beløb, som Domstolen i sidste ende kendte uberettiget, havde investeret det i sin virksomhed. Til støtte for dette argument har sagsøgeren fremlagt en rapport fra et rådgivende revisionsfirma, som havde beregnet selskabets vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger. Anvendelsen af selskabets vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger var støttet på den omstændighed, at et selskab i hvert fald skal indtjene sine kapitalomkostninger, som er den minimumsfortjeneste, der kræves af investorerne for at investere i dette selskab fremfor i et andet. Ved anvendelse af gennemsnittet af yderværdierne af sagsøgerens vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger, der således blev fastsat til 7400000 EUR for perioden fra den 4. marts 2008 til den 27. juli 2013 og herefter til 48263003 EUR for perioden fra den 27. juli 2013 til den 12. november 2014, ville sagsøgeren således have indtjent i hvert fald 10281000 EUR. Eftersom de renter, som Kommissionen betalte i december 2014, udgjorde ca. 989000 EUR, følger det således heraf, at sagsøgeren blev påført et tab af indtægter på 9292000 EUR.

97

Endelig er det ubestridt, at dette tab af indtægter ville være undgået, hvis ligebehandlingsprincippet ikke var blevet tilsidesat i beslutning C(2007) 5791.

98

Kommissionen har bestridt disse argumenter.

99

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse fastsat i procesreglementets artikel 89 har anmodet sagsøgeren om at fremlægge dokumentbeviser med henblik på at godtgøre, at selskabet havde betalt Kommissionen 111000000 EUR i marts 2008 og 48263003 EUR i juli 2013, således som det har anført i stævningen.

100

For det første fremgår det af de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt som svar på denne anmodning, at Guardian Industries, og ikke sagsøgeren, betalte Kommissionen 20000000 EUR i marts 2008.

101

For det andet godtgør de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt, at selskabet i marts 2008 ganske vist betalte Kommissionen 91000000 EUR. Inden denne betaling indgik sagsøgeren, i januar 2008, imidlertid en aftale med hvert af sine syv operative datterselskaber med henblik på at fastsætte, at hvert af disse fra den 31. december 2007 og ud fra et regnskabsmæssigt og økonomisk synspunkt hæftede for en del af den bøde, der blev pålagt ved beslutning C(2007) 5791. Endvidere blev der ved de aftaler, som sagsøgeren og selskabets datterselskaber indgik i december 2008, foretaget en endelig fordeling af de 91000000 EUR, som sagsøgeren havde betalt.

102

For det tredje godtgør de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt, at det var sagsøgerens syv operationelle datterselskaber, der i juli 2013 hver betalte en del af beløbet på 48263003 EUR direkte til Kommissionen.

103

Det følger heraf, at sagsøgeren ikke selv har båret den byrde, som var forbundet med betalingen af den bøde, der blev pålagt ved beslutning C(2007) 5791. Sagsøgeren kan således ikke med føje gøre gældende, at selskabet har lidt et faktisk og reelt tab, som består i forskellen mellem dels de renter, som Kommissionen har tilbagebetalt for en del af den bøde, der i sidste ende blev kendt uberettiget af Domstolen ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), dels de indtægter, som selskabet kunne have haft, hvis det i stedet for at betale Kommissionen det pågældende beløb havde investeret det i sin virksomhed.

104

Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argument om, at Guardian dels blev betragtet som en samlet virksomhed ved beslutning C(2007) 5791, dels at alle beløb blev betalt af enheder, der tilhørte virksomheden Guardian.

105

For det første har sagsøgeren nemlig ikke fremlagt noget dokument, som giver selskabet beføjelser til som led i dette søgsmål at repræsentere dets syv operationelle datterselskaber, der hvert betalte en del af den bøde, der blev pålagt ved beslutning C(2007) 5791.

106

For det andet har sagsøgeren heller ikke fremlagt noget dokument, der giver selskabet beføjelser til som led i dette søgsmål at repræsentere Guardian Industries. I denne forbindelse kan sagsøgeren ikke påberåbe sig et internt notat af 15. november 2015, som Guardian Industries har sendt til dette selskab. Dette notat er nemlig ikke underskrevet af Guardian Industries' retlige repræsentanter. Endvidere fastsætter dette notat ikke nogen udtrykkelig bemyndigelse til sagsøgeren til at repræsentere Guardian Industries som led i denne sag. I dette notat fastsættes således blot, at sagsøgeren, såfremt selskabet får erstatning for sine omkostninger til en bankgaranti, betaler Guardian Industries 18% af denne erstatning. Det skal endelig tilføjes, at den aftale om ansvarsfordeling, som Guardian Industries og sagsøgeren indgik i marts 2008, er uden betydning for denne sag, idet den vedrører betalingen af den bøde, som Kommissionen pålagde, og ikke dette erstatningssøgsmål.

107

Følgelig skal påstanden om erstatning for det tab af indtægter, som sagsøgeren har lidt som følge af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791, forkastes.

108

Sagsøgeren har gjort gældende, at den tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, der blev begået i beslutning C(2007) 5791, i perioden fra den 28. november 2007, hvor denne beslutning blev vedtaget, til den 12. november 2014, hvor dom Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), blev afsagt, skabte et urigtigt indtryk af selskabets rolle i overtrædelsen. Denne skade på omdømmet skal godtgøres ved indrømmelse af en erstatning, der svarer til 10% af den bøde, som sagsøgeren oprindeligt blev pålagt.

109

Kommissionen har bestridt disse argumenter.

110

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den angivelige skade på omdømmet ikke er forbundet med det urigtige indtryk af, at sagsøgeren deltog i en overtrædelse af konkurrencereglerne. I øvrigt vedrørte søgsmålet anlagt for Retten i sag T-82/08 alene en delvis annullation af beslutning C(2007) 5791. Endvidere har sagsøgeren som led i den iværksatte appel i den sag, der lå til grund for dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), ikke bestridt Rettens vurderinger, hvorved denne forkastede den nævnte påstand om delvis annullation.

111

Den påberåbte skade på omdømmet består således udelukkende i, at beslutning C(2007) 5791 skabte et urigtigt indtryk af sagsøgerens rolle i den overtrædelse, hvori dette selskab rent faktisk deltog. Dette urigtige indtryk følger af den omstændighed, at den bøde, som sagsøgeren var blevet pålagt, var større end den, som de andre deltagere i overtrædelsen blev pålagt (jf. præmis 67 ovenfor).

112

For det første underbygges sagsøgerens argumentation ikke af beviser, som godtgør, at den angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 kunne påvirke selskabets omdømme ud over den påvirkning, der var forbundet med dets deltagelse i kartellet.

113

På denne baggrund har sagsøgeren ikke godtgjort, at den angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, der blev begået i beslutning C(2007) 5791, kunne skade selskabets omdømme.

114

For det andet skal det, selv om det forudsættes, at den angiveligt tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, der blev begået i beslutning C(2007) 5791 hvad angår beregningen af den bøde, som sagsøgeren blev pålagt, skadede selskabets omdømme, fastslås, at det af sagsøgeren lidte ikke-økonomiske tab i betragtning af denne tilsidesættelses art og grovhed blev tilstrækkeligt genoprettet ved annullationen af den nævnte beslutning og ved bødenedsættelsen fastslået ved Domstolens dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363). Dette gælder så meget desto mere, idet sagsøgeren dels har kunnet anlægge sag til prøvelse af beslutning C(2007) 5791, dels var dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), genstand for en pressemeddelelse den dag, den blev afsagt, hvoraf fremgik, at Unionens retsinstanser i sidste ende havde nedsat den bøde, som sagsøgeren var pålagt for sin rolle i kartellet for planglas, fra 148000000 EUR til 103600000 EUR.

115

Derfor skal påstanden om erstatning for ikke-økonomisk tab, som sagsøgeren har lidt som følge af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791, forkastes.

116

I medfør af den ovenfor i præmis 76 nævnte retspraksis skal påstanden om erstatning for det påberåbte tab, som er påført som følge af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791, følgelig forkastes i sin helhed.

117

Sagsøgeren har gjort gældende, at den fejl, der blev begået i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, og at denne tilsidesættelse påførte selskabet tab.

118

Det står nemlig fast, at en dom afsagt af Retten kan begrunde, at Unionen kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold. Dels har Domstolen fastslået, at en sagsøger kan få erstatning, hvis den rimelige sagsbehandlingstid tilsidesættes. Dels er dette ansvar en naturlig følge af Domstolens retspraksis, hvorefter en medlemsstats retsinstanser kan begrunde, at medlemsstaten ifalder ansvar, hvis de fratager en sagsøger en fordel, som denne udleder af EU-retten (dom af 30.9.2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513).

119

Desuden havde Retten ingen skønsmargen og kunne ikke, som den gjorde, tiltræde den udelukkelse af det interne salg, som fremgik af beslutning C(2007) 5791, hvis dette straffede den eneste adressat for beslutningen, der ikke var vertikalt integreret, nemlig sagsøgeren.

120

Det står endvidere, henset til fast retspraksis vedrørende forpligtelsen til at tage hensyn til det interne salg, fast, at dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), udgjorde en åbenbar tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

121

Den Europæiske Unions Domstol har bestridt disse argumenter.

122

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at Unionen ikke kan ifalde ansvar som følge af indholdet af en retsafgørelse, som ikke er truffet af en af Unionens retsinstanser, der træffer afgørelse i sidste instans, og som således kan appelleres.

123

I nærværende sag blev den fejl, der blev begået i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:C:2012:494), endvidere berigtiget af Domstolen ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), efter at sagsøgeren havde benyttet muligheden for appel.

124

Det skal dog præciseres, at bedømmelsen ovenfor i præmis 122 ikke påvirker en sagsøgers mulighed for undtagelsesvis at søge fastslået, at Unionen ifalder et ansvar som følge af alvorlige retslige funktionsforstyrrelser af bl.a. processuel eller administrativ art, som påvirker en af Unionens retsinstansers funktion. Sagsøgeren har ikke som led i den foreliggende påstand påberåbt sig sådanne funktionsforstyrrelser vedrørende indholdet af en retsafgørelse.

125

Følgelig skal påstanden om erstatning for det påberåbte tab, som var forårsaget af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), forkastes.

126

Henset til det ovenstående skal påstandene om erstatning for de tab, som sagsøgeren har lidt dels som følge af en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791, dels en angiveligt tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), forkastes.

127

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at varigheden af proceduren i sag T-82/08 tilsidesatte en rimelig sagsbehandlingstid. For det andet har selskabet gjort gældende, at denne tilsidesættelse påførte det et tab, som skal erstattes.

128

Sagsøgeren har gjort gældende, at varigheden af proceduren i sag T-82/08 tilsidesatte en rimelig sagsbehandlingstid, hvilket udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retsregel, hvis formål er at give borgerne rettigheder.

129

Den Europæiske Unions Domstol har bestridt disse argumenter. For det første kan det nemlig ikke lægges til grund, at dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), endeligt afgjorde spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid. For det andet er sagsøgerens argument om, at en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08 var to år, helt urealistisk i betragtning af den gennemsnitlige varighed af procedurerne for Retten mellem 2006 og 2010, der blev konstateret i sager vedrørende konkurrenceretten. For det tredje kan spørgsmålet om, hvorvidt sagsbehandlingstiden er rimelig, ikke vurderes på grundlag af en fast varighed, men skal vurderes på grundlag af hver sags konkrete omstændigheder og navnlig under hensyn til, om der eventuelt foreligger en unormalt langvarig periode uden aktivitet. For det fjerde er den eventuelle periode med uforklarlig inaktivitet i behandlingen af sag T-82/08 hvad angår perioden fra afslutningen af den skriftlige forhandling til indledningen af den mundtlige forhandling meget mere begrænset, end hvad sagsøgeren har gjort gældende. Den periode på tre år og fem måneder, der forløb fra afslutningen af den skriftlige forhandling til indledningen af den mundtlige forhandling i sag T-82/08, oversteg nemlig alene denne etapes gennemsnitlige sagsbehandlingstid, der blev observeret i perioden fra 2008-2011 i sager vedrørende anvendelse af konkurrenceretten, med 11 måneder. Der skal endvidere tages hensyn til konkurrencesagernes kompleksitet, det flersprogede miljø, som Den Europæiske Unions Domstol virker i, og den begrænsede varighed af dommernes udnævnelse.

130

Det skal fremhæves, at artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bestemmer, at »[e]nhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov«.

131

I nærværende sag fremgår det af en detaljeret gennemgang af sagsakterne i sag T-82/08, således som Domstolen med føje fremhævede i dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), at varigheden af sagsbehandlingen i sag T-82/08, som udgjorde fire år og syv måneder, ikke kan begrundes af nogen af de specifikke omstændigheder for denne sag.

132

For det første skal det bemærkes, at sag T-82/08 vedrørte en tvist om, hvorvidt der forelå en tilsidesættelse af konkurrencereglerne, og at det følger af fast retspraksis, at det grundlæggende krav om retssikkerhed, som gælder for virksomhederne, og hensynet til at sikre, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes, har stor betydning, ikke kun for sagsøgeren og selskabets konkurrenter, men også for udenforstående på grund af de mange personer, der er berørt heraf, og de involverede økonomiske interesser (dom af 16.7.2009, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen, C-385/07 P, EU:C:2009:456, præmis 186).

133

For det andet skal det fastslås, at der i sag T-82/08 gik ca. 3 år og 5 måneder, dvs. 41 måneder, fra afslutningen af den skriftlige forhandling, der blev markeret ved indgivelsen den 3. juli 2008 af en skrivelse, hvori sagsøgeren meddelte Retten, at selskabet gav afkald på at indgive replik, og indledningen af den mundtlige forhandling den 13. december 2011.

134

Spørgsmålet om, hvorvidt denne periode er rimelig, afhænger navnlig af tvistens kompleksitet samt af parternes adfærd og opståede procedurespørgsmål.

135

Hvad angår tvistens kompleksitet er en varighed på 15 måneder fra afslutningen af den skriftlige forhandling til indledningen af den mundtlige forhandling i princippet en passende varighed for at behandle sager, der vedrører anvendelsen af konkurrenceretten, såsom sag T-82/08. Endvidere kan den samtidige behandling af sammenhængende sager ikke i denne sag begrunde en forlængelse af perioden fra afslutningen af den skriftlige forhandling til indledningen af den mundtlige forhandling. Endelig begrunder den faktiske, juridiske og processuelle kompleksitet af sag T-82/08 ikke en længere varighed af denne sag. Det skal i denne forbindelse bl.a. bemærkes, at sagsbehandlingen i perioden fra afslutningen af den skriftlige forhandling til indledningen af den mundtlige forhandling hverken blev afbrudt eller forsinket af Rettens vedtagelse af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse (jf. i denne retning dom af 10.1.2017, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union, T-577/14, EU:T:2017:1, præmis 65-74).

136

Hvad angår parternes adfærd og opståede procedurespørgsmål blev varigheden af perioden fra afslutningen af den skriftlige forhandling til indledningen af den mundtlige forhandling i sag T-82/08 på ingen måde påvirket af en sådan adfærd eller af sådanne spørgsmål.

137

Henset til omstændighederne i sag T-82/08 skal det følgelig fastslås, at en varighed på 41 måneder fra afslutningen af den skriftlige forhandling til indledningen af den mundtlige forhandling udviser en periode med ubegrundet inaktivitet på 26 måneder.

138

For det tredje har gennemgangen af sagsakterne i sag T-82/08 ikke afsløret nogen omstændigheder, der giver mulighed for at konkludere, at der foreligger en periode med uberettiget inaktivitet for det første fra datoen for indleveringen af stævningen til afslutningen af den skriftlige forhandling og for det andet fra indledningen af den mundtlige forhandling til afsigelsen af dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494).

139

Det følger heraf, at sagsbehandlingen i sag T-82/08, som blev afsluttet ved afsigelsen af dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), tilsidesatte artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, for så vidt som den overskred en rimelig sagsbehandlingstid med 26 måneder, hvilket udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retsregel, hvis formål er at tillægge borgerne rettigheder.

140

Sagsøgeren har gjort gældende, at tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08 påførte selskabet økonomiske tab og et ikke-økonomisk tab fra den 12. februar 2010, hvor Rettens dom burde have været afsagt, til den 27. september 2012, hvor dommen rent faktisk blev afsagt.

141

Spørgsmålet om, hvorvidt disse argumenter er velbegrundede, skal vurderes i betragtning af den ovenfor i præmis 81 og 82 nævnte retspraksis.

142

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at selskabets omdømme har lidt en skade svarende til 14800000 EUR, eftersom selskabet med urette, fra den 12. februar 2010 til den 27. september 2012, blev anset for at have et større ansvar for den ved beslutning C(2007) 5791 sanktionerede overtrædelse (jf. præmis 67 ovenfor). For det andet var Kommissionens tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i beslutning C(2007) 5791 alvorligere fra den 12. februar 2010 til den 27. september 2012, som var den periode, hvorunder sagsbehandlingen i sag T-82/08 tilsidesatte en rimelig sagsbehandlingstid. For det tredje følger det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at der foreligger en fast, om end afkræftelig formodning for, at en sagsbehandlings ekstraordinære varighed forårsager et ikke-økonomisk tab. For det fjerde skal sagsøgerens tab vurderes til 10% af størrelsen af den bøde, som selskabet oprindeligt blev pålagt ved beslutning C(2007) 5791. Den erstatning, som selskabet kan gøre krav på, skal nemlig dels være forbundet med størrelsen af den bøde, som det blev pålagt under tilsidesættelsen af den rimelige sagsbehandlingstid. Dels er de 5%, som Retten har fastlagt i visse sager, der vedrørte Kommissionens tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid, for lav.

143

Den Europæiske Unions Domstol har bestridt disse argumenter. Subsidiært har Domstolen gjort gældende, at det erstatningsberettigede ikke-økonomiske tab skal fastsættes til maksimalt 5000 EUR.

144

Såfremt det forudsættes, at sagsøgeren med sin argumentation har gjort gældende, at selskabet i længere tid blev anset for at have et særligt ansvar for overtrædelsen som følge af tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08, er denne argumentation for det første ikke underbygget af beviser, der godtgør, at tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid var tilstrækkelig alvorlig til at kunne påvirke selskabets omdømme mere, end beslutning C(2007) 5791 kunne.

145

På denne baggrund har sagsøgeren ikke godtgjort, at den tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid, der blev begået i sag T-82/08, kunne skade selskabets omdømme.

146

For det andet er konstateringen ovenfor i præmis 139 af en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i betragtning af denne tilsidesættelses genstand og grovhed under alle omstændigheder tilstrækkelig til at genoprette den af sagsøgeren påberåbte skade på omdømmet.

147

Henset til det ovenstående har sagsøgeren ikke godtgjort, at tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08 kunne skade selskabets omdømme, og under alle omstændigheder er konstateringen ovenfor i præmis 139 af en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i betragtning af denne tilsidesættelses genstand og grovhed tilstrækkelig til at genoprette den af sagsøgeren påberåbte skade på omdømmet.

148

Sagsøgerens påstand om erstatning for en angivelig skade på selskabets omdømme skal således forkastes.

149

Sagsøgeren har gjort gældende, at tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid påførte selskabet to former for økonomiske tab mellem den 12. februar 2010 og den 27. september 2012, nemlig for det første et tab svarende til betalingen af de supplerende omkostninger til en bankgaranti og for det andet et tab svarende til tabet af indtægter nævnt ovenfor i præmis 24.

150

De af sagsøgeren påberåbte økonomiske tab og den formodede årsagsforbindelse mellem disse tab og tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08 skal undersøges i lyset af de ovenfor i præmis 85 og 86 fremsatte indledende bemærkninger.

151

Sagsøgeren har først anført, at de renter, som Kommissionen tilbagebetalte efter dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), udgjorde 224000 EUR for hele perioden fra den 12. februar 2010 til den 27. september 2012. Ved anvendelsen af gennemsnittet af yderværdierne af sagsøgerens vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger, der ovenfor i præmis 96 er fastsat til 7400000 EUR, har sagsøgeren herefter gjort gældende, at selskabet i perioden fra den 12. februar 2010 til den 27. september 2012 i hvert fald ville have indtjent 1895000 EUR. Eftersom de renter, som Kommissionen har betalt, udgjorde 224000 EUR, har sagsøgeren således lidt et tab af indtægter på 1671000 EUR. Endelig er tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid tilstrækkeligt direkte og afgørende for det af sagsøgeren påberåbte tab af indtægter. Såfremt en rimelig sagsbehandlingstid ikke var blevet tilsidesat i sag T-82/08, ville sagsøgeren nemlig på et tidligere tidspunkt have rådet over de beløb, som Domstolen ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), i sidste ende kendte uberettigede.

152

Den Europæiske Unions Domstol har bestridt disse argumenter.

153

I denne forbindelse følger det af præmis 99-103 ovenfor, at sagsøgeren ikke selv har båret den byrde, der var forbundet med betalingen af den bøde, der blev pålagt ved beslutning C(2007) 5791. Sagsøgeren kan således ikke med føje gøre gældende, at selskabet fra den 12. februar 2010 til den 27. september 2012 led et faktisk og reelt tab, som består i forskellen mellem dels de renter, som Kommissionen tilbagebetalte for en del af den bøde, der i sidste ende blev kendt uberettiget af Domstolen ved dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), dels de indtægter, som selskabet kunne have haft, hvis det i stedet for at betale Kommissionen det pågældende beløb havde investeret det i sin virksomhed.

154

I medfør af den ovenfor i præmis 76 nævnte retspraksis skal sagsøgerens påstand om erstatning for det angivelige tab af indtægter dermed forkastes, uden at det er nødvendigt at vurdere, om der foreligger årsagsforbindelse.

155

Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for det tab, som selskabet har lidt som følge af betaling af de supplerende omkostninger til en bankgaranti for perioden fra den 12. februar 2010 til og med den 27. september 2012.

156

Den Europæiske Unions Domstol har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der foreligger en tilstrækkeligt direkte årsagsforbindelse mellem på den ene side de omkostninger til bankgarantien, der blev betalt i perioden fra den 12. februar 2010 til den 27. september 2012, og på den anden side den angivelige tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid. Dette økonomiske tab følger nemlig af sagsøgerens eget valg om ikke straks at opfylde sin forpligtelse til at betale hele bøden. I betragtning af den i EU-retten gældende definition af årsagsforbindelse kan en sådan årsagsforbindelse ikke godtgøres på grundlag af den blotte konstatering af, at sagsøgeren, såfremt en rimelig sagsbehandlingstid ikke var overskredet, ikke havde været forpligtet til at betale omkostninger til en bankgaranti for en periode, der svarer til denne overskridelse. Endelig bemærkes, at såfremt det forudsættes, at den af sagsøgeren foreslåede definition af årsagsforbindelsen skal anvendes, bekræfter den omstændighed, at selskabet annullerede bankgarantien den 2. august 2013, dvs. 10 måneder efter afsigelsen af dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), og 16 måneder inden afsigelsen af dom af 12. november 2014, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), at der ikke er direkte årsagsforbindelse mellem den periode, i hvilken sagsøgeren havde stillet en bankgaranti, og en hvilken som helst forsinkelse af behandlingen af sag T-82/08.

157

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at sagsøgeren i sin stævning har gjort gældende, at selskabet fra den 12. februar 2010 til den 27. september 2012 betalte 936000 EUR i omkostninger til en bankgaranti. Til støtte for sin påstand har sagsøgeren fremlagt et bankdokument, som indeholder deltaljerne over de kommissioner, der hvert kvartal blev betalt til banken under hele behandlingen af sag T-82/08.

158

Som svar på Rettens spørgsmål fremsat som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 har sagsøgeren imidlertid præciseret, at selskabet blev faktureret 82% af de i stævningen nævnte omkostninger til bankgarantien, og at 18% af disse omkostninger blev faktureret Guardian Industries.

159

Det følger heraf, at sagsøgeren alene har godtgjort, at selskabet har lidt et faktisk og reelt tab ved betalingen af 82% af de omkostninger til bankgaranti, der blev betalt i den periode, der overskred en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08. Som det fremgår af præmis 106 ovenfor, har sagsøgeren endvidere ikke godtgjort, at selskabet har bemyndigelse til at repræsentere Guardian Industries som led i denne sag.

160

For det andet er der årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08 og indtræden af det tab, som sagsøgeren led ved betalingen af omkostningerne til bankgaranti i den periode, der svarer til overskridelsen af denne rimelige sagsbehandlingstid. Det skal endvidere i nærværende sag for det første bemærkes, at tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid ikke kunne forudses, da sagsøgeren anlagde søgsmålet i sag T-82/08 den 12. februar 2008, og da selskabet stillede en bankgaranti i februar 2008 med virkning pr. 4. marts 2008. Sagsøgeren kunne endvidere med rimelighed forvente, at selskabets søgsmål ville blive behandlet inden for en rimelig frist. For det andet opstod overskridelsen af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08 efter sagsøgerens oprindelige valg om at stille en bankgaranti. Forbindelsen mellem overskridelsen af en rimelig sagsbehandlingstid og betalingen af omkostningerne til bankgarantien i den periode, der svarer til denne overskridelse, kan således ikke være blevet afbrudt af sagsøgerens oprindelige valg om ikke straks at betale en del af den bøde, der blev pålagt ved beslutning C(2007) 5791, og om at stille en bankgaranti (jf. i denne retning dom af 10.1.2017, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union, T-577/14, EU:T:2017:1, præmis 115-121).

161

Det følger heraf, at der foreligger en tilstrækkeligt direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08 og indtræden af det tab, som sagsøgeren led ved betalingen af supplerende omkostninger til bankgaranti i den periode, der svarer til overskridelsen af denne rimelige sagsbehandlingstid.

162

Det skal for det første bemærkes, at sagens varighed overskred en rimelig sagsbehandlingstid med 26 måneder i sag T-82/08 (jf. præmis 134-139 ovenfor).

163

For det andet fremgår det af de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt, at selskabet i løbet af de 26 måneder, som gik forud for afsigelsen af dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), selv betalte følgende omkostninger til bankgarantien hvert kvartal:

164

Det følger heraf, at sagsøgeren i løbet af de 26 måneder, som gik forud for afsigelsen af dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), betalte 654523,43 EUR i omkostninger til bankgarantien.

165

Henset til det ovenstående skal sagsøgeren indrømmes en erstatning på 654523,43 EUR for det økonomiske tab, som selskabet blev påført som følge af en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08, og som består i betaling af supplerende omkostninger til en bankgaranti.

166

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten tillægger den erstatning, som selskabet indrømmes, renter fra den 12. februar 2010 til den af ECB anvendte sats på det relevante tidspunkt for dens vigtigste genfinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint.

167

Der skal i denne forbindelse sondres mellem udligningsrenter og morarenter (dom af 27.1.2000, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-104/89 og C-37/90, EU:C:2000:38, præmis 55).

168

Hvad angår udligningsrenter kan sagsøgerens erstatning for selskabets økonomiske tab for det første tillægges sådanne renter for perioden fra den 27. juli 2010, dvs. 26 måneder inden afsigelsen af dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494), til og med afsigelsen af nærværende dom. Eftersom sagsøgeren ikke har fremlagt noget bevis, der godtgør, at de omkostninger til bankgarantien, som selskabet betalte fra den 27. juli 2010 til den 27. september 2012, kunne medføre renter, hvis sats ville være den af ECB anvendte sats for dens vigtigste genfinansieringstransaktioner, skal det fastslås, at den værdiforringelse, der er forbundet med tidens gang, afspejles af den årlige inflation, som konstateres af Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor), for den pågældende periode i den medlemsstat, hvor sagsøgeren har hjemsted, inden for rammerne af dennes påstand (jf. i denne retning dom af 10.1.2017, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union, T-577/14, EU:T:2017:1, præmis 168-177 og den deri nævnte retspraksis).

169

Hvad angår morarenter skal den ovenfor i præmis 165 nævnte erstatning, inklusive de påløbne udligningsrenter, for det andet forhøjes med morarenter fra datoen for afsigelse af nærværende dom, til fuldstændig betaling sker. Endvidere er morarentesatsen den af ECB fastsatte sats for dens vigtigste genfinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint, som sagsøgeren har nedlagt påstand om (jf. i denne retning dom af 10.1.2017, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union, T-577/14, EU:T:2017:1, præmis 178-182 og den deri nævnte retspraksis).

170

Henset til det ovenstående skal der gives sagsøgeren delvist medhold i det foreliggende søgsmål, for så vidt som der er nedlagt påstand om erstatning for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i sag T-82/08.

171

Den erstatning, som sagsøgeren skal indrømmes som godtgørelse for det tab, som selskabet har lidt som følge af omkostninger til en bankgaranti, udgør 654523,43 EUR med tillæg af udligningsrenter fra den 27. juli 2010 indtil afsigelsen af nærværende dom til den af Eurostat konstaterede årlige inflation i den medlemsstat, hvor dette selskab har hjemsted.

172

Den ovenfor i præmis 171 nævnte erstatning, inklusive de påløbne udligningsrenter, forhøjes med morarenter på de ovenfor i præmis 169 fastsatte vilkår.

173

I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

174

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

175

I nærværende sag er Unionen, repræsenteret af Kommissionen, blevet frifundet for sagsøgerens påstande om erstatning. Sagsøgeren bør derfor pålægges at betale de af Unionen, repræsenteret af Kommissionen, afholdte omkostninger.

176

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis parterne henholdsvis taber eller vinder på ét eller flere punkter. Retten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger.

177

I denne sag har sagsøgeren fået delvist medhold hvad angår de påstande, der er rettet mod Unionen, repræsenteret af Den Europæiske Unions Domstol. Unionen, repræsenteret af Den Europæiske Unions Domstol, er imidlertid i vidt omfang blevet frifundet for påstanden om erstatning for et ikke-økonomisk tab. På denne baggrund og i betragtning af alle sagens omstændigheder besluttes det, at sagsøgeren på den ene side og Unionen, repræsenteret af Den Europæiske Unions Domstol, på den anden side bærer deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling):