Appel iværksat den 17. februar 2015 af Den Europæiske Unions Domstol til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 6. januar 2015 i sag T-479/14, Kendrion NV mod Den Europæiske Union

(Sag C-71/15 P)

(2015/C 107/29)

Processprog: nederlandsk

Parter

Appellant: Den Europæiske Unions Domstol (ved A.V. Placco og E. Beysen, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Kendrion NV

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Ved kendelse af 6. januar 2015 tog Retten ikke den formalitetsindsigelse, som EU-Domstolen havde fremsat i medfør af artikel 114 i Rettens procesreglement i sag T-479/14, Kendrion mod Domstolen, til følge. Denne institution havde principalt nedlagt påstand om afvisning af det søgsmål, som Kendrion NV havde anlagt, og som var blevet forkyndt for den i dens egenskab af sagsøgt. Med dette søgsmål påberåbte selskabet sig Unionens erstatningsansvar uden for kontrakt med henblik på at opnå erstatning for den skade, som det angiveligt havde lidt på grund af Rettens manglende overholdelse af en rimelig frist for afsigelse af dom i sag T-54/06, Kendrion mod Kommissionen. Subsidiært havde EU-Domstolen fremsat en formalitetsindsigelse, hvormed den for Retten havde nedlagt påstand om, at Europa-Kommissionen (herefter »Kommissionen«) skulle indtræde i dens sted som sagsøgt. EU-Domstolen gjorde i den forbindelse gældende, at sagsøger burde have anlagt søgsmålet mod Den Europæiske Union som repræsenteret ved Kommissionen og ikke ved EU-Domstolen. I ovennævnte kendelse gav Retten ikke EU-Domstolen medhold vedrørende dette punkt.

EU-domstolen har nu iværksat appel ved Domstolen i henhold til artikel 56 i statutten for Domstolen med påstand om ophævelse af denne kendelse. EU-domstolen har til støtte for appellen påberåbt sig en tilsidesættelse af reglerne om Unionens repræsentation ved dens domstole og tilsidesættelse af begrundelsespligten.

EU-domstolen har inden for rammerne af det første anbringende om en tilsidesættelse af reglerne om Unionens repræsentation ved dens domstole anført, at eftersom der ikke findes udtrykkelige bestemmelser om Unionens repræsentation ved dens domstole i forbindelse med søgsmål anlagt i medfør af artikel 268 TEUF under påberåbelse af Unionens erstatningsansvar uden for kontrakt, skal reglerne om en sådan repræsentation udledes af generelle principper for udøvelse af retspleje, herunder navnlig princippet om god retspleje samt princippet om domstolenes uafhængighed og princippet om domstolenes upartiskhed.

Dette første anbringende kan inddeles i to led, nemlig dels tilsidesættelse af kravene forbundet med en god retspleje, dels tilsidesættelse af kravene forbundet med princippet om domstolenes uafhængighed og princippet om domstolenes upartiskhed.

EU-Domstolen har inden for rammene af første led anført, at Rettens konklusion om, at det tilkommer EU-Domstolen at repræsentere Unionen i forbindelse med ovennævnte erstatningssøgsmål, tydeligvis bygger på den retspraksis, som blev indledt med dom Werhahn Hansamühle m.fl. mod Rådet og Kommissionen (sag 63/72-69/72, EU:C:1973:121, herefter »dommen i sagen Werhahn m.fl.«). Den løsning, som blev anvendt i denne retspraksis, indebærer, at Fællesskabet, nu Unionen, når det ifalder ansvar som følge af en af dets institutioners handlinger, repræsenteres for Unionens retsinstanser af den eller de institutioner, som det ansvarspådragende forhold lægges til last. EU-domstolen har anført, at denne løsning ikke kan anvendes i nærværende sag, eftersom den på grund af flere omstændigheder vil resultere i en situation, der er i strid med en god retspleje, hvilket ifølge den udtrykkelige ordlyd af dommen i sagen Werhahn m.fl. er selve formålet med denne løsning. EU-domstolen har i den forbindelse påberåbt sig en tilsidesættelse af rækkevidden af artikel 317, stk. 1, TEUF og af artikel 53, stk. 1, i forordning nr. 966/2012 (1), hvorefter Retten burde have anerkendt princippet om, at en erstatning som den, der er nedlagt påstand om i nærværende sag, bør belaste den del af budgettet, der vedrører Kommissionen.

Inden for rammerne af det første anbringende andet led har EU-Domstolen under henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10. juli 2008, Mihalkov mod Bulgarien, (stævning nr. 67719/01), anført, at Retten ikke oveholdt kravene om domstolenes uafhængighed og upartiskhed, da den fandt, at EU-Domstolen skulle repræsentere Unionen i forbindelse med det af Kendrion anlagte erstatningssøgsmål. Eftersom det ansvarspådragende forhold i nærværende sag fandt sted i forbindelse med et dommerkollegiums udøvelse af domstolsfunktioner, og det dommerkollegium, som skulle træffe afgørelse i sagen i) henhører under den samme domstol (Retten) som det dommerkollegium, som foreholdes det ansvarspådragende forhold, og ii) er en integrerende del af sagsøgte i denne sag (EU-Domstolen), som dens dommere har en faglig tilknytning til, kompromitteres opfyldelsen af disse krav, og dette så meget desto mere, hvis, således som Retten fastslog, en erstatning som den, der var nedlagt påstand om, skulle belaste den del af budgettet, der vedrører EU-Domstolen.

Inden for rammerne af det andet anbringende har EU-Domstolen dernæst anført, at den appellerede kendelse udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligten , fordi den ikke specifikt tilbageviser den argumentation vedrørende rækkevidden af dom Kendrion mod Kommissionen (C-50/12 P, EU:C:2013:771), som EU-Domstolen havde fremført for Retten.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298, s. 1).