—

den slovenske regering ved N. Pintar Gosenca og A. Vran, som befuldmægtigede

—

den lettiske regering ved A. Bogdanova og I. Kalniņš, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved M. Šimerdová og M. Žebre, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (EFT 2000, L 200, s. 35).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem Drago Nemec og Republika Slovenija (Republikken Slovenien) vedrørende et krav om erstatning for det tab, som Drago Nemec angiveligt har lidt på grund af den nationale lovgivnings hævdede uforenelighed med direktiv 2000/35.

3

Artikel 2 i akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union (EUT 2003, L 236, s. 33, herefter »tiltrædelsesakten af 2003«) bestemmer:

»Fra tiltrædelsesdatoen er bestemmelserne i de oprindelige traktater og de retsakter, der er vedtaget af institutionerne og Den Europæiske Centralbank før tiltrædelsen, bindende for de nye medlemsstater og gælder i disse stater på de vilkår, som er fastsat i disse traktater og i denne akt.«

4

Tiltrædelsesaktens artikel 54 fastsætter følgende:

»Medmindre der i de bilag, der henvises til i artikel 24 eller i andre af denne akts bestemmelser eller i bilagene hertil, er fastsat en frist herfor, iværksætter de nye medlemsstater de forholdsregler, der er nødvendige for fra tiltrædelsen at overholde bestemmelserne i direktiver og beslutninger efter EF-traktatens artikel 249 og Euratom-traktatens artikel 161.«

5

Følgende anføres i 7., 9., 10., 13. og 16. betragtning til direktiv 2000/35:

[...]

[...]

[...]

6

Dette direktivs artikel 1, som definerer dets anvendelsesområde, bestemmer:

»Dette direktiv finder anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner.«

7

Nævnte direktivs artikel 2, nr. 1), fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

»virksomhed«: enhver enhed, der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, uanset om den kun udøves af en enkelt person«.

8

Artikel 3 i direktiv 2000/35 med overskriften »Morarenter i tilfælde af forsinket betaling« bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer følgende:

[...]

[...]«

9

Direktivets artikel 6 har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 8. august 2002. [...]

[...]

3.   Ved gennemførelsen af dette direktiv kan medlemsstaterne udelukke:

[...]

[...]«

10

I henhold til artikel 277, stk. 1, i Zakon o obligacijskih razmerjih (lov om kontraktlige forpligtelser) er fordringsdebitor forpligtet til at betale kreditor morarenter ud over hovedstolen, såfremt han ikke til forfaldstid har betalt det forfaldne beløb i henhold til denne fordring.

11

Denne lov blev fra den 1. januar 2002 erstattet af Obligacijski zakonik (lov om forpligtelser, herefter »OZ«). Denne lov gengav i det væsentlige den bestemmelse, som er nævnt i denne doms foregående præmis, og indførte i artikel 376 en ny regel, hvorefter der ikke længere påløber morarenter, når det rentebeløb, der er påløbet, men ikke betalt, når hovedstolsbeløbet (herefter »reglen ne ultra alterum tantum«).

12

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at en fysisk persons udøvelse af selvstændig økonomisk virksomhed, på tidspunktet for hovedsagens faktiske omstændigheder i juni 1993, var reguleret af Obrtni Zakon (lov om håndværksvirksomhed) i den da gældende affattelse. I henhold til denne lov, som efterfølgende er blevet ændret, skulle en fysisk person for at kunne udøve økonomisk virksomhed som selvstændig håndværker være indehaver af en tilladelse udstedt af den kompetente myndighed, der angiver det pågældende virksomhedsområde.

13

Drago Nemec har siden den 8. november 1989 været indehaver af en tilladelse til at udøve erhverv som selvstændig håndværker inden for drejning af mekaniske dele og svejseemner. I juni 1993 indgik han med Gasilsko Društvo de Murska Sobota (forening af frivillige brandmænd, herefter »foreningen«) en kontrakt, hvorefter han til foreningen udlejede en tankvogn til vandtransport i tørkeperioder.

14

I løbet af 1996 anlagde Drago Nemec sag mod foreningen med påstand om, at denne tilpligtedes at betale ham et beløb på 17669,51 EUR i henhold til denne kontrakt.

15

Ved afgørelse af 17. februar 2010 dømte Višje sodišče v Mariboru (appeldomstol i Maribor, Slovenien) foreningen til betaling af et beløb på 15061,44 EUR med tillæg af morarenter efter loven for perioden fra den 25. marts 1996 til den 31. december 2001. Derimod gav denne ret ikke medhold i påstanden om betaling af morarenter fra den 1. januar 2002, hvor reglen ne ultra alterum tantum trådte i kraft. Det rentebeløb, der skulle betales indtil den 31. december 2001 oversteg nemlig allerede hovedstolsbeløbet.

16

Den 18. maj 2010 betalte foreningen det i henhold til denne afgørelse skyldige beløb.

17

Idet Drago Nemec er af den opfattelse, at reglen ne ultra alterum tantum er uforenelig med direktiv 2000/35, og følgelig, at det var med urette, at Višje sodišče v Mariboru (appeldomstol i Maribor) ikke tog hans påstand om betaling af morarenter fra den 1. januar 2002 til den 18. maj 2010 til følge, lagde han sag an mod Republikken Slovenien med påstand om erstatning for det tab, der var lidt som følge af denne angivelige uforenelighed. Da førsteinstansretten ved afgørelse af 18. maj 2011, som blev stadfæstet i appelinstansen ved afgørelse af 24. januar 2012, frifandt sagsøgte med den begrundelse, at direktivet ikke fandt anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, har Drago Nemec iværksat kassationsanke til den forelæggende ret, Vrhovno sodišče (øverste domstol, Slovenien).

18

Sidstnævnte ret har udtrykt tvivl med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede kontrakt falder inden for direktiv 2000/35’s materielle anvendelsesområde. Den er navnlig i tvivl om, hvorvidt Drago Nemec har indgået denne kontrakt i egenskab af »virksomhed« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1), dvs. som en enhed, der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, således at nævnte kontrakt udgør en »handelstransaktion« som omhandlet i samme bestemmelse og dermed er omfattet af nævnte direktivs anvendelsesområde. Selv om den i hovedsagen omhandlede kontrakt vedrører en økonomisk aktivitet og har givet anledning til udstedelse af en faktura, henhører den dog ikke under aktiviteterne bestående i drejning af mekaniske dele og svejseemner, for hvilke Drago Nemec har tilladelse til udøve sit erhverv som selvstændig håndværker.

19

Den forelæggende ret har i bekræftende fald ligeledes rejst tvivl om, hvorvidt reglen ne ultra alterum tantum, der er fastsat i OZ’ artikel 376, er forenelig med direktiv 2000/35.

20

Under disse omstændigheder har Vrhovno sodišče (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende:

21

Den slovenske regering og Europa-Kommissionen har under retsmødet for Domstolen gjort gældende, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare de spørgsmål, der var forelagt af den forelæggende ret. Genstanden for tvisten i hovedsagen er nemlig en situation, der ligger forud for Republikken Sloveniens tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. maj 2004, og som har haft sin fulde retsvirkning inden denne dato.

22

Det må i denne henseende konstateres, at den i hovedsagen omhandlede kontrakt ganske vist blev indgået i juni 1993, og at nærværende sag udspringer af en situation, der er opstået før Republikken Sloveniens tiltrædelse af EU.

23

Denne situation har dog fortsat retsvirkninger efter denne tiltrædelse. Den manglende betaling af hovedfordringen, der ligger til grund for de morarenter, som Drago Nemec kræver, fortsatte således indtil den 18. maj 2010, hvor foreningen opfyldte sin betalingsforpligtelse, og i det af Drago Nemec anlagte søgsmål er der netop nedlagt påstand om erstatning for den skade, som han hævder at have lidt på grund af Višje sodišče v Mariborus (appeldomstolen i Maribor) afvisning af hans krav om betaling af nævnte renter for perioden fra den 1. januar 2002 til den 18. maj 2010.

24

I henhold til artikel 2 og 54 i tiltrædelsesakten af 2003 er bestemmelserne i de oprindelige traktater og de retsakter, der er vedtaget af institutionerne før tiltrædelsen, imidlertid fra denne tiltrædelsesdato bindende for de nye medlemsstater og gælder i disse stater på de vilkår, som er fastsat i disse traktater og i denne akt.

25

I henhold til Domstolens faste praksis finder en ny regel, for så vidt ikke andet er bestemt, desuden øjeblikkelig anvendelse på endnu ikke indtrådte virkninger af en situation, der er opstået, mens den gamle regel var gældende. Domstolen har under anvendelse af dette princip fastslået, at i fraværet af en præcisering med hensyn til anvendelsen af en EU-retlig bestemmelse i en medlemsstats tiltrædelsesakt skal denne bestemmelse anses for at gælde umiddelbart og for at være bindende for denne medlemsstat fra tiltrædelsesdatoen, således at den finder anvendelse på de fremtidige virkninger af forhold, der er opstået før denne tiltrædelse (jf. i denne retning dom af 12.11.2009, Elektrownia Pątnów II, C-441/08, EU:C:2009:698, præmis 32, af 22.12.2010, Kommissionen mod Polen, C-385/08, ikke trykt i Sml., EU:C:2010:801, præmis 29, og af 21.12.2011, Ziolkowski og Szeja, C-424/10 og C-425/10, EU:C:2011:866, præmis 57).

26

Hvad nærmere bestemt angår direktiv 2000/35 indeholder tiltrædelsesakten af 2003 ikke nogen særlig bestemmelse, der vedrører anvendelsen af dette direktiv i Republikken Slovenien. Dette direktiv fandt følgelig umiddelbart og bindende anvendelse over for denne medlemsstat fra dens tiltrædelsesdato og kan fra dette tidspunkt finde anvendelse på de fremtidige virkninger af situationer, som er opstået eller har fundet sted før denne tiltrædelse, som de i hovedsagen omhandlede.

27

Det følger af det ovenstående, at Domstolen, idet EU-retten finder anvendelse i tvisten i hovedsagen, har kompetence til at besvare de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt.

28

Med sine to første spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35 skal fortolkes således, at en fysisk person, der er indehaver af en tilladelse til at udøve virksomhed som selvstændig håndværker, skal anses for at være en »virksomhed« som omhandlet i denne bestemmelse, således at den transaktion, som den pågældende har indgået med tredjemand, udgør en »handelstransaktion« som omhandlet i samme bestemmelse i det tilfælde, hvor denne transaktion, selv om den ikke henhører under de aktiviteter, der er omfattet af nævnte tilladelse, vedrører en økonomisk aktivitet.

29

Med henblik på besvarelsen af disse spørgsmål skal det indledningsvis præciseres, at selv om medlemsstaterne i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i direktiv 2000/35, ved gennemførelsen af direktivet, fra direktivets anvendelsesområde kunne udelukke aftaler indgået inden den 8. august 2002, fremgår det imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at Republikken Slovenien ikke har gjort brug af denne mulighed, hvilket den slovenske regering har bekræftet under retsmødet for Domstolen.

30

Med hensyn til de forelagte spørgsmål skal det bemærkes, at i henhold til artikel 1 i direktiv 2000/35 finder direktivet anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner. Dette direktivs artikel 2, nr. 1), første afsnit, definerer begrebet »handelstransaktioner« således, at det dækker forretningsmæssige transaktioner indgået mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer eller tjenester mod vederlag, idet 13. betragtning til nævnte direktiv i denne henseende præciserer, at bl.a. transaktioner med forbrugere derimod er udelukket fra dette begreb. I henhold til samme direktivs artikel 2, nr. 1), tredje afsnit, udgør enhver enhed, der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, uanset om den kun udøves af en enkelt person, en »virksomhed«.

31

Det fremgår desuden af 7., 10. og 16. betragtning til direktiv 2000/35, at direktivet tilsigter at tilskynde til et velfungerende indre marked ved at beskytte virksomhederne og særligt de små og mellemstore virksomheder mod forsinket betaling.

32

Dette direktiv finder således ikke anvendelse på transaktioner, der indebærer levering af varer eller tjenesteydelser mod vederlag, bl.a. alle enkeltstående transaktioner, der til daglig indgås mellem privatpersoner.

33

Det følger heraf, at det ikke er tilstrækkeligt, at en person indgår en transaktion, der vedrører en økonomisk aktivitet såsom udlejning af et gode til tredjemand, for at være omfattet af begrebet »virksomhed« og for, at denne transaktion kan kvalificeres som »handelstransaktion« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, nr. 1). Denne person skal ydermere som enhed handle som led i en sådan aktivitet eller som led i selvstændig erhvervsmæssig aktivitet.

34

Som generaladvokaten nærmere bestemt har anført i punkt 82 i forslaget til afgørelse, indebærer dette krav, at nævnte person, uanset dennes retlige form og status, udøver denne aktivitet på en struktureret og stabil måde, som derfor ikke kan begrænse sig til en særskilt og enkeltstående levering, og at den pågældende transaktion indgår i nævnte aktivitet.

35

I modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, følger det derimod for det første ikke af artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35, at den pågældende aktivitet nødvendigvis skal være den pågældende persons primære økonomiske eller erhvervsmæssige aktivitet, eller være tilknyttet sidstnævnte aktivitet.

36

I modsætning til hvad den slovenske regering og Kommissionen har gjort gældende, kan kvalificeringen af en person som »virksomhed« i denne bestemmelses forstand for det andet ikke afhænge af de nationale kompetente myndigheders udstedelse af en tilladelse til udøvelse af den pågældende aktivitet.

37

Under en national ordning, hvor en fysisk persons udøvelse af økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet som selvstændig håndværker eller erhvervsdrivende er betinget af udstedelse af en tilladelse, kan en fysisk person, som er indehaver af en sådan tilladelse, således ikke udelukkes fra begrebet »virksomhed«, og de transaktioner, som denne person indgår, fra begrebet »handelstransaktioner« alene med den begrundelse, at disse transaktioner vedrører en anden selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet end den, der er omfattet af nævnte tilladelse eller indgår i en selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, der er bredere end sidstnævnte aktivitet.

38

Enhver anden fortolkning vil nemlig medføre, at rækkevidden af disse begreber gøres afhængig af hver enkelt national lovgivning og i særdeleshed af den ordning, der er indført af hver enkelt medlemsstat for udøvelse af selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet. Det følger imidlertid såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at begreberne »virksomhed« og »handelstransaktioner« – i mangel af henvisning i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35 til national ret – skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning (jf. analogt dom af 29.9.2015, Gmina Wrocław, C-276/14, EU:C:2015:635, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

39

Som generaladvokaten har anført i punkt 90 i forslaget til afgørelse, vil enhver fortolkning, der medfører, at rækkevidden af begrebet »virksomhed«, og således det personelle og materielle anvendelsesområde for direktiv 2000/35, gøres afhængig af udstedelsen – fra de nationale kompetente myndigheder i en medlemsstat – af en tilladelse til udøvelse af den pågældende aktivitet, desuden være i strid med det formål, der forfølges med dette direktiv, om, således som dette fremgår af tiende betragtning til direktivet, at lette handelstransaktioner mellem medlemsstaterne. Virksomheder eller offentlige instanser i andre medlemsstater ville nemlig, for at afgøre om den indgåede transaktion er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/35, systematisk skulle prøve, om denne transaktion vedrører aktiviteter, for hvilke den nævnte tilladelse er meddelt, hvilket ville kunne begrænse eller hindre de grænseoverskridende transaktioner.

40

Det følger heraf, at selv om den omstændighed, at den pågældende person har indgået en transaktion i forbindelse med den aktivitet, for hvilken denne person har opnået tilladelse til udøvelse, blandt andre momenter kan tages i betragtning for at prøve, om denne person har handlet i egenskab af »virksomhed« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35, kan denne omstændighed ikke være afgørende.

41

Således skal samtlige omstændigheder i sagen tages i betragtning for at afgøre, om en person handler i denne egenskab – dvs. således som anført i denne doms præmis 34, i forbindelse med en struktureret, stabil og selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet – og dermed om de transaktioner, som den pågældende har indgået, er af handelsmæssig karakter i denne bestemmelses forstand.

42

Til disse omstændigheder hører bl.a. det forhold, at den pågældende person handler under sit firmanavn eller under sit navn til erhvervsmæssigt brug, og at den indgåede transaktion giver anledning til udstedelsen af en faktura.

43

Det er i lyset af ovenstående betragtninger, at det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om Drago Nemec i den foreliggende sag har indgået den i hovedsagen omhandlede kontrakt i egenskab af »virksomhed« som omhandlet i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35.

44

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de to første spørgsmål besvares med, at artikel 2, nr. 1), i direktiv 2000/35 skal fortolkes således, at en fysisk person, der er indehaver af en tilladelse til at udøve virksomhed som selvstændig håndværker, skal anses for at være en »virksomhed« som omhandlet i denne bestemmelse, og den transaktion, som den pågældende har indgået, som en »handelstransaktion« som omhandlet i samme bestemmelse, såfremt denne transaktion, selv om den ikke vedrører en aktivitet, der er omfattet af den nævnte tilladelse, indgår i udøvelsen af en struktureret, stabil og selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, hvilket det under hensyn til samtlige omstændigheder i sagen tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

45

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2000/35 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning såsom OZ’ artikel 376, som fastsætter, at der ikke længere påløber morarenter, når beløbet for morarenter, der skyldes, men som ikke er betalt, når op på samme beløb som hovedstolsbeløbet.

46

Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal det bemærkes, at direktiv 2000/35 i henhold til Domstolens faste praksis ikke indeholder en fuldstændig harmonisering af samtlige forskellige regler om forsinket betaling i handelstransaktioner (dom af 26.10.2006, Kommissionen mod Italien, C-302/05, EU:C:2006:683, præmis 23, af 3.4.2008, 01051 Telecom, C-306/06, EU:C:2008:187, præmis 21, og af 11.9.2008, Caffaro, C-265/07, EU:C:2008:496, præmis 15).

47

Navnlig harmoniserer dette direktiv ikke alle aspekter vedrørende morarenter. Direktivet regulerer således i artikel 3 kun visse af disse aspekter, dvs. retten til morarenter ved forsinket betaling, den dato, hvorfra morarenter skal betales, rentesatsen, kreditors ret til at kræve kompensation af skyldneren for relevante omkostninger ved inddrivelse, der er påløbet på grund af forsinket betaling, og følgerne af at bringe kontraktvilkår, som er klart urimelige over for kreditor, i anvendelse.

48

Direktiv 2000/35 indeholder derimod ikke bestemmelser om den periode, hvor der påløber morarenter eller det et maksimale beløb for disse morarenter.

49

Medlemsstaterne kan derfor fortsat regulere dette spørgsmål, dog med forbehold af, at de formål, der forfølges med direktiv 2000/35, ikke tilsidesættes, og at direktivet ikke fratages dets effektive virkning (jf. analogt dom af 14.9.2016, Pérez López, C-16/15, EU:C:2016:679, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

50

Det skal i dette perspektiv fremhæves, at nævnte direktiv først og fremmest har til formål, som det fremgår af 7., og 16. betragtning hertil, at der er et incitament til ikke at betale for sent, navnlig ved at undgå, at forsinket betaling er finansielt tiltrækkende for debitor og ved at beskytte kreditorerne mod sådanne forsinkelser.

51

Den slovenske regering, der støttes af den lettiske regering, har imidlertid gjort gældende, at reglen ne ultra alterum tantum i OZ’ artikel 376 ikke strider mod disse formål. Tværtimod sikrer denne regel morarenternes funktion, som netop er at tilskynde debitor til at opfylde sin betalingsforpligtelse, og ikke at give kreditor mulighed for at berige sig. Den nævnte regel giver nemlig mulighed for, samtidig med at kreditor beskyttes, at undgå, at det påløbne morarentebeløb er af et sådant omfang, at debitor pålægges en urimelig gæld, og således skaber en uretfærdig og uforholdsmæssig situation mellem kreditor og debitor, der kan føre til sidstnævntes insolvens.

52

Det skal i denne henseende fremhæves, at en sådan regel, ved at fastsætte loftet for morarenter til hovedstolen, kan begrænse den afskrækkende virkning, der er knyttet til betalingen af morarenter.

53

For det første fører et sådant loft imidlertid hverken til, at formålet om beskyttelse af kreditorerne, som forfølges med direktiv 2000/35, undermineres, eller at direktivet fratages dets effektive virkning.

54

Reglen ne ultra alterum tantum fører nemlig ikke til en begrænsning af morarentebeløbet, således at den tømmer kreditors ret til i henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra a)-c), at kræve sådanne morarenter i tilfælde af forsinket betaling, for indhold, eller at den fratager morarenter deres afskrækkende funktion over for debitor. Nævnte regel har desuden ikke nogen konsekvenser for den gældende morarentesats, som skal svare til den rentesats, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, litra d).

55

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 66 og 67 i forslaget til afgørelse, skal det for det andet bemærkes, at den nationale lovgiver, i henhold til den skønsmargen, som denne råder over, kunne antage, at der skulle skabes balance mellem formålet om beskyttelse af kreditorerne og behovet for at undgå, at der pålægges debitor denne urimelige gæld. Inden for rammerne af denne skønsmargen kunne lovgiver antage, at en regel såsom reglen ne ultra alterum tantum udgør et egnet middel til dette formål.

56

En sådan regel skal desuden ikke prøves isoleret, men i den sammenhæng, hvori den indgår. Med henblik herpå skal andre nationale bestemmelser, der er gældende for forsinket betaling, ligeledes tages i betragtning.

57

I denne henseende har den slovenske regering bl.a. henvist til OZ’ artikel 380, som sikrer, at den kreditor, som på grund af forsinket betaling har lidt et tab for et beløb, der er højere end det beløb, som oppebæres i renter, tildeles en kompensation, der dækker forskellen.

58

Den nationale lovgiver kunne således – inden for rammerne af den skønsmargen, som denne råder over – antage, at en sådan bestemmelse, sammenholdt med samtlige regler fastsat i direktiv 2000/35, var egnet til at sikre beskyttelsen af kreditorerne mod betalingsforsinkelser.

59

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at direktiv 2000/35 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning såsom OZ’ artikel 376, som fastsætter, at der ikke længere påløber morarenter, når beløbet for morarenter, der skyldes, men som ikke er betalt, når op på samme beløb som hovedstolsbeløbet.

60

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: