1

Ved appelskrift har Rose Vision SL nedlagt påstand om ophævelse af Retten for Den Europæiske Unions dom af 5. marts 2015, Rose Vision og Seseña mod Kommissionen (T-45/13, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2015:138), for så vidt som Retten heri frifandt Kommissionen i annullations- og erstatningssøgsmålet.

2

Rose Vision, et selskab, der er under likvidation, indgik med Europa-Kommissionen, der handlede på vegne af Den Europæiske Union, fem støtteaftaler (herefter »aftalerne«) under det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013), herunder støtteaftale nr. 246910 vedrørende »FutureNEM«-projektet.

3

I henhold til bestemmelserne i de generelle betingelser »FP7«, der finder anvendelse på disse aftaler (herefter »de gældende generelle betingelser«), tildelte Kommissionen bl.a. sin interne revisionstjeneste den opgave at gennemføre en finansiel revision af navnlig appellantens forvaltning af projektet »FutureNEM«.

4

Kommissionens interne revisionstjenestes udkast til revisionsrapport, identificeret ved referencen 11-INFS-025, blev fremsendt til appellanten den 2. februar 2012.

5

Det fremgik af dette udkast til revisionsrapport, at appellantens regnskab ikke afspejlede de støtteberettigede omkostninger, regninger og renter, og at det derfor måtte konstateres, at appellanten finansielt havde forvaltet det nævnte projekt på en måde, der ikke var acceptabel, og uden at opfylde de forpligtelser, der var fastlagt i aftalen om projektet »FutureNEM«.

6

Efter to uformelle møder fremsatte appellanten sine bemærkninger til udkastet og fremsendte yderligere dokumentation til Kommissionen den 30. marts 2012, dvs. den dag, hvor den frist, som appellanten i denne forbindelse var indrømmet, udløb.

7

Den 21. maj 2012 fremsendte Kommissionen en skrivelse til appellanten, hvori Kommissionen meddelte denne sin afgørelse om at suspendere betalingerne til anden periode af projektet »FutureNEM« i henhold til de gældende generelle betingelser.

8

Den 31. juli 2012 meddelte Kommissionen appellanten, at hverken den yderligere dokumentation eller de bemærkninger, som appellanten havde fremsat vedrørende det pågældende udkast til revisionsrapport, gav mulighed for at ændre Kommissionens konklusioner, hvorefter visse udgifter ikke var støtteberettigede, da de ikke var reelle, økonomiske og nødvendige. Kommissionen gav endvidere appellanten mulighed for at fremsætte yderligere bemærkninger, hvilket denne gjorde den 30. august 2012.

9

Den 9. oktober 2012 havde Kommissionens interne revisionstjeneste færdiggjort revisionsrapporten 11-INFS-025, hvori den havde konkluderet, at visse personaleudgifter ikke var støtteberettiget, bl.a. på grund af den manglende overholdelse af adskillige punkter i de gældende generelle betingelser.

10

I de følgende måneder var der adskillige udvekslinger af korrespondance vedrørende konsekvenserne af disse konklusioner både for så vidt angik projektet »FutureNEM« og andre projekter, hvori appellanten havde deltaget. Appellanten blev navnlig fremsendt en debetnota på det beløb, der skulle tilbagebetales i forbindelse med projektet »FutureNEM«.

11

Alle aftalerne indeholder en voldgiftsbestemmelse, hvorefter Retten, eller i tilfælde af appel Domstolen, har enekompetence til at afgøre enhver tvist mellem parterne om gyldigheden, gennemførelsen eller fortolkningen af disse aftaler samt gyldigheden af Kommissionens afgørelser, der pålægger økonomiske forpligtelser.

12

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. januar 2013 anlagde Rose Vision og selskabets direktør et søgsmål med påstand om bl.a. erstatning for det tab, der angiveligt er lidt som følge af Kommissionens adfærd, på 5854264 EUR.

13

Eftersom Kommissionen indledningsvis gjorde gældende, at sagen, der var anlagt af Rose Vision og selskabets direktør, skulle afvises på grund af dennes manglende genstand, præciserede Retten i den appellerede doms præmis 38 sagens genstand, idet den fastslog, at det var i forhold til revisionsrapporten 11-INFS-025 og Kommissionens skrivelse af 21. maj 2012, hvorved den på baggrund af denne rapport besluttede at suspendere betalingerne vedrørende projektet »FutureNEM«, at de påstande, som sagsøgerne havde nedlagt for Retten, skulle undersøges.

14

Da sagens genstand således var afgrænset, undersøgte Retten i forhold til de forskellige påstande de andre formalitetsindsigelser, som Kommissionen havde fremsat, og afviste dem.

15

Hvad angår de forskellige overtrædelser af aftalerne, som sagsøgerne gjorde gældende ved Retten, bemærkede sidstnævnte i den appellerede doms præmis 87, at Kommissionen i det væsentlige blev foreholdt at have overtrådt vilkårene i aftalerne om projektet »FutureNEM« vedrørende for det første revisionsproceduren, for det andet suspensionen af betalingerne og for det tredje revisionernes fortrolighed.

16

Navnlig hvad angår argumentet om den påståede tilsidesættelse af aftalevilkårene vedrørende suspensionen af betalingerne blev det i den appellerede doms præmis 99 og 101 påpeget, at det af undersøgelsen af konklusionerne i udkastet til revisionsrapporten 11-INFS-025 fremgik, at disse var tilstrækkelige til at begrunde den nævnte suspension. Disse konklusioner viste således allerede, at der var visse personaleomkostninger, som ikke var støtteberettigede, samt at visse aftalevilkår ikke var overholdt, hvilket blev bekræftet i den endelige affattelse af den nævnte revisionsrapport, i forhold til hvilken appellanten ikke havde fremlagt nogen beviser for Retten, der gav anledning til at betvivle konklusionerne deri.

17

Retten forkastede følgelig dette argument som grundløst. Da Retten ligeledes afviste de andre argumenter, der blev fremført for den, frifandt Retten Kommissionen.

18

Rose Vision har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom.

19

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Rose Vision tilpligtes at betale sagens omkostninger.

20

Til støtte for appellen har appellanten anført fem anbringender.

21

I det foreliggende tilfælde skal det andet appelanbringende vedrørende den manglende begrundelse for den appellerede dom undersøges først.

22

Ved sit andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten, idet den i den appellerede doms præmis 99 fastslog, at udkastet til revisionsrapporten 11-INFS-025 af 2. februar 2012 allerede viste, at der var visse personaleomkostninger, som ikke var støtteberettigede, samt at visse aftalevilkår ikke var overholdt, hvilket blev bekræftet i den endelige affattelse af den nævnte revisionsrapport, begik en retlig fejl bestående af en manglende begrundelse.

23

Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at det andet anbringende skal betragtes som grundløst. Den appellerede dom fremførte således udtrykkeligt de to parters argumenter og tydeliggjorde Rettens argumentation.

24

Det bemærkes i denne forbindelse, at begrundelsen for den appellerede dom ifølge fast retspraksis klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne afgørelse, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (jf. bl.a. dom af 11.6.2015, EMA mod Kommissionen, C-100/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:382, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

25

Denne begrundelsespligt indebærer imidlertid ikke, at Retten skal fremkomme med en udtømmende fremstilling og et for et behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Rettens begrundelse kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (dom af 22.10.2014, British Telecommunications mod Kommissionen, C-620/13 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2309, præmis 56, og af 11.6.2015, EMA mod Kommissionen, C-100/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:382, præmis 75).

26

Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag (jf. bl.a. dom af 19.12.2012, Planet mod Kommissionen, C-314/11 P, EU:C:2012:823, præmis 63).

27

Hvad for det første angår personaleudgifterne bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 99, at konklusionerne i udkastet til revisionsrapporten 11-INFS-025 allerede viste, at der var visse personaleomkostninger, som ikke var støtteberettigede.

28

Hvad for det andet angår den manglende overholdelse af visse aftalevilkår, som Retten konstaterede i den appellerede doms præmis 99, indeholder denne dom ingen præciseringer vedrørende disse vilkår.

29

Det fremgår imidlertid bl.a. af den appellerede doms præmis 101, at appellanten anfægtede revisionsrapporten, hvorpå suspensionen af betalingerne i forbindelse med projektet »FutureNEM« er støttet, idet appellanten i denne forbindelse gjorde gældende, at der forelå adskillige fejl og unøjagtigheder. Det fremgår desuden af den appellerede doms præmis 32, at appellanten bl.a. gjorde gældende, at indholdet i denne revisionsrapport var i strid med reglerne for revisioner og navnlig finansieringsvejledningen.

30

Retten begrænsede sig imidlertid i det foreliggende tilfælde til at fastslå, at appellanten ikke havde fremlagt nogen beviser, der gav anledning til at betvivle konklusionerne i den nævnte revisionsrapport.

31

Det må derfor konstateres, at begrundelsen for den appellerede dom ikke klart og forståeligt angiver de betragtninger, som Retten har lagt til grund (jf. i denne forbindelse dom af 19.12.2012, Kommissionen mod Planet, C-314/11 P, EU:C:2012:823, præmis 66), og hvori der på ingen måde redegøres for, hvorfor appellantens klagepunkter, der er fremsat mod konklusionerne i den pågældende revisionsrapport, ikke giver anledning til at betvivle disse konklusioner. Under disse omstændigheder giver begrundelsen for den appellerede dom hverken de berørte parter mulighed for at få kendskab til grundlaget for denne dom eller Domstolen mulighed for at udøve sin prøvelsesret. En sådan begrundelse, der er affattet på en måde, der ikke lader sig modsige, forhindrer navnlig Domstolen i at prøve, om de betragtninger, som ligger til grund for Rettens afgørelse, er selvmodsigende.

32

Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl, idet den tilsidesatte sin begrundelsespligt.

33

Det andet appelanbringende skal følgelig tiltrædes, og appellen tages til følge, uden at det er nødvendigt at behandle de andre anbringender, som appellanten har påberåbt sig til støtte for appellen (jf. i denne forbindelse dom af 17.10.2013, Isdin mod Bial-Portela, C-597/12 P, EU:C:2013:672, præmis 30).

34

Det følger heraf, at den appellerede dom må ophæves, for så vidt som den vedrører Rose Vision.

35

Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, hvis den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse. I det foreliggende tilfælde må det fastslås, at sagen ikke er moden til påkendelse.

36

Følgelig hjemvises sagen til Retten, og afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):