—

Istituto di Ricovero e Cura a Carattere Scientifico (IRCCS) – Fondazione Santa Lucia ved avvocato G. Pellegrino

—

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato A. Vitale og P. Gentili

—

Europa-Kommissionen ved K. Herrmann, M. Owsiany-Hornung og F. Tomat, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 17, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT 2003, L 283, s. 51).

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Istituto di Ricovero e Cura a Carattere Scientifico (IRCCS) – Fondazione Santa Lucia (videnskabeligt opholds- og behandlingsinstitut (IRCCS) – Fondation Sainte Lucie, herefter »Fondazione Santa Lucia«) og Cassa conguaglio per il settore elettrico (udligningskassen for elsektoren, Italien), Ministero dello Sviluppo economico (ministeriet for økonomisk udvikling, Italien), Ministero dell’Economia e delle Finanze (økonomi- og finansministeriet, Italien) og Autorità per l’energia elettrica e il gas (myndigheden for elektricitet og gas, Italien) vedrørende de kompetente italienske myndigheders afslag på at lade Fondazione Santa Lucia være omfattet af de fordele, der følger af den nationale ordning med hensyn til det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med det italienske el-system (herefter »de generelle omkostninger forbundet med el-systemet«).

3

Følgende fremgår af 9., 10. og 11. betragtning til direktiv 2003/96:

4

Artikel 1 i direktiv 2003/96 fastsætter:

»Medlemsstaterne beskatter energiprodukter og elektricitet i overensstemmelse med dette direktiv.«

5

Direktivets artikel 4 har følgende ordlyd:

»1.   De afgiftssatser, medlemsstaterne fastsætter for energiprodukter og elektricitet, der omhandles i artikel 2, må ikke være lavere end de minimumssatser for beskatning, der er fastsat i dette direktiv.

2.   I dette direktiv er »afgiftssats« den samlede byrde, der pålægges i form af alle indirekte afgifter (undtagen moms), der beregnes direkte eller indirekte af mængden af energiprodukter eller elektricitet ved overgangen til forbrug.«

6

Nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, bestemmer:

»Denne artikel gælder for følgende former for industriel og kommerciel anvendelse:

[…]

[…]«

7

Samme direktivs artikel 11 er affattet således:

»1.   I dette direktiv forstås ved »erhvervsmæssigt forbrug« forbruget i en erhvervsmæssig enhed, som identificeret i overensstemmelse med stk. 2, der selvstændigt og uanset stedet leverer varer og tjenesteydelser, uanset formålet med eller resultatet af den pågældende økonomiske virksomhed.

Den økonomiske virksomhed omfatter alle former for erhvervsmæssig virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug og liberale erhverv.

[…]

2.   Ved anvendelsen af dette direktiv kan en erhvervsmæssig enhed ikke anses for at være mindre end en del af et foretagende eller en retlig enhed, der ud fra et organisatorisk synspunkt udgør en selvstændig virksomhed, dvs. en enhed, der kan fungere ved hjælp af egne midler.

[…]

4.   Medlemsstaterne kan begrænse anvendelsen af lavere afgifter for erhvervsmæssigt forbrug.«

8

Artikel 17, stk. 1, i direktiv 2003/96 fastsætter:

»Medlemsstaterne kan i følgende tilfælde anvende lavere afgifter på elektricitet og på energiprodukter, der anvendes til opvarmning eller de i artikel 8, stk. 2, litra b) og c), nævnte formål, såfremt minimumsafgiftssatserne i dette direktiv overholdes gennemsnitligt for alle virksomheder:

Ved »energiintensiv virksomhed« forstås en erhvervsmæssig enhed, jf. artikel 11, hvor købet af energiprodukter og elektricitet udgør mindst 3,0% af produktionsværdien, eller hvor den skyldige nationale energiafgift udgør mindst 0,5% af værditilvæksten. Medlemsstaterne kan inden for rammerne af denne definition anvende mere restriktive begreber, herunder salgsværdi-, proces- og sektordefinitioner.

[…]«

9

Dette direktivs artikel 26, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om foranstaltninger, de træffer i henhold til artikel 5, artikel 14, stk. 2, artikel 15 og 17.

2.   Foranstaltninger såsom afgiftsfritagelser, afgiftslempelser, afgiftsdifferentiering og refusion af afgift i henhold til dette direktiv kan udgøre statsstøtte og skal i så fald anmeldes til Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

Oplysninger afgivet til Kommissionen i henhold til dette direktiv fritager ikke medlemsstaterne for deres anmeldelsespligt i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3.«

10

Artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT 2009, L 9 af 14.1.2009) bestemmer:

»1.   I dette direktiv fastlægges den generelle ordning for punktafgifter, der direkte eller indirekte pålægges forbruget af følgende varer, i det følgende benævnt »punktafgiftspligtige varer«:

2.   Medlemsstaterne kan lægge yderligere indirekte afgifter på punktafgiftspligtige varer til særlige formål, forudsat at disse afgifter er i overensstemmelse med Fællesskabets afgiftsregler for punktafgifter eller moms, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol af afgiften, idet disse regler dog ikke omfatter bestemmelser om fritagelser.«

11

Med decreto legislativo n. 26 (lovdekret nr. 26) af 2. februar 2007 (almindeligt tillæg til GURI nr. 68 af 22.3.2007) blev direktiv 2003/96 gennemført i italiensk ret.

12

Decreto-legge n. 83 (lovdekret nr. 83) af 22. juni 2012 (almindeligt tillæg til GURI nr. 147 af 26.6.2012), konverteret med ændringer til lov (herefter »lovdekret nr. 83/2012«), fastsætter hasteforanstaltninger med henblik på landets vækst.

13

Artikel 39 i lovdekret nr. 83/2012 med overskriften »Kriterier for revision af punkafgiftsordningen for elektricitet og energiprodukter og de generelle omkostninger forbundet med el-systemet for energiintensive virksomheder – særlige satsordninger for energiintensive industrivirksomheder« bestemmer i stk. 1-3:

»1.   Økonomi- og finansministeren vedtager i samråd med ministeren for økonomisk udvikling senest den 31. december 2012 et eller flere dekreter, der i henhold til artikel 17 i direktiv 2003/96 […], definerer energiintensive virksomheder på grundlag af betingelser og kriterier vedrørende minimumssatser for forbrug og energiomkostningernes indvirkning på værdien af virksomhedens aktivitet.

2.   De i stk. 1 omhandlede dekreter har til formål efterfølgende at fastlægge en forenklet og retfærdig ordning for punktafgiftssatser på elektricitet og på energiprodukter, der anvendes som brændsel, under overholdelse af de i direktiv 2003/96 fastsatte betingelser […]: denne ordning skal sikre kontinuiteten i skatteindtægterne […]

3.   Senest 60 dage efter vedtagelsen af de i stk. 1 omhandlede dekreter, fastsætter myndigheden for elektricitet og gas størrelsen af det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet og kriterierne for fordeling heraf mellem slutbrugerne, under hensyntagen til den i stk. 1 fastsatte definition af energiintensiv virksomhed og under overholdelse af de i stk. 2 fastsatte betingelser, efter de retningslinjer, der er opstillet af ministeren for økonomisk udvikling […]«

14

Decreto ministeriale – Definizione delle imprese a forte consumo di energia (ministerielt dekret – Definition af energiintensive virksomheder) af 5. april 2013 (GURI nr. 91 af 18.4.2013) blev vedtaget til gennemførelse af artikel 39 i lovdekret nr. 83/2012.

15

Dette ministerielle dekrets artikel 3 bestemmer, at den fornyede ansættelse af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet har til formål at indføre en ordning med lempelser til fordel for energiintensive virksomheder, når de ministerielle retningslinjer, der er omhandlet i artikel 39, stk. 3, i lovdekret nr. 83/2012, er blevet vedtaget. Nævnte artikel 3, stk. 2, bestemmer, at »de generelle omkostninger forbundet med el-systemet ansættes på ny på grundlag af degressionskriterier i forhold til el-forbruget […], eventuelt også med henvisning til de virksomhedssektorer, der er betegnet ved ATECO-koderne [national ordning for klassificering af økonomiske aktiviteter]«.

16

Ministeren for økonomisk udvikling vedtog den 24. juli 2013 retningslinjerne til gennemførelse af artikel 39, stk. 3, i lovdekret nr. 83/2012 og artikel 3 i nævnte ministerielle dekret. Retningslinjerne giver bl.a. myndigheden for elektricitet og gas (nu myndigheden for elektricitet, gas og vandsystemet) ansvaret for at foretage en fornyet ansættelse af det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, idet indrømmelsen af de i nævnte artikel 3 omhandlede fordele forbeholdes energitunge virksomheder (energiintensive virksomheder) i fremstillingssektoren.

17

Disse retningslinjer er blevet gennemført ved tre afgørelser, der blev vedtaget af myndigheden for elektricitet og gas i oktober 2013, og som forbeholder disse fordele for virksomheder i fremstillingssektoren.

18

Fondazione Santa Lucia er et hospitalsinstitut, som leverer ydelser inden for sundhedssektoren og udfører medicinsk forskning. Ifølge den forelæggende ret kan Fondazione Santa Lucia betegnes som »erhvervsmæssig enhed« som omhandlet i artikel 11 i direktiv 2003/96.

19

I 2014 anlagde Fondazione Santa Lucia sag ved Tribunale amministrativo regionale della Lombardia (den regionale forvaltningsdomstol for Lombardiet, Italien) med påstand om annullation af de akter, hvorved de kompetente myndigheder nægtede instituttet adgang til fordelene med hensyn til det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet. Denne ret afviste Fondazione Santa Lucias sag med henvisning til søgsmålsfristen.

20

Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), hvortil der er iværksat appel, er af den opfattelse, at sagen anlagt af Fondazione Santa Lucia kunne antages til realitetsbehandling. Den har derfor foretaget en prøvelse af realiteten, hvorved der bl.a. er opstået spørgsmål vedrørende EU-retten.

21

Da den forelæggende ret er af den opfattelse, at den er i stand til at træffe afgørelse vedrørende artikel 107 TEUF og 108 TEUF uden at forelægge Domstolen spørgsmål herom, vedrører dens anmodning om præjudiciel forelæggelse navnlig fortolkningen af artikel 17, stk. 1, i direktiv 2003/96.

22

Den forelæggende ret ønsker svar på, om de fordele, der er knyttet til de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, er omfattet af anvendelsesområdet for denne artikel 17, stk. 1, der omhandler lavere afgifter. I denne henseende har den anført, at nævnte omkostninger tager sigte på at finansiere formål af almen interesse, såsom at fremme vedvarende energikilder (bestanddel A3) og energieffektivitet (bestanddel UC7), omkostninger til sikkerhed på det nukleare område og geografisk omfordeling (bestanddel A2 og MCT), særlige satsordninger for det nationale jernbaneselskab (bestanddel A4), kompensation til små el-virksomheder (bestanddel UC4), støtte til forskning i el-sektoren (bestanddel A5) samt dækning af en »elektricitetsbonus« (bestanddel As) og fordele for energiintensive virksomheder (bestanddel Ae). Ifølge nævnte ret afholdes de generelle omkostninger forbundet med el-systemet af el-forbrugerne og fordeles mellem disse forbrugere, herunder virksomheder, ved inkluderingen heraf i el-regningerne.

23

For det tilfælde, at de fordele, der er knyttet til de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, skal anses for at være lavere afgifter, ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 17, stk. 1, i direktiv 2003/96 gør det muligt for de medlemsstater, der indfører sådanne lavere afgifter i henhold til denne bestemmelse, at forbeholde dem for visse energiintensive virksomheder i sektorer, der er udpeget af de nationale myndigheder med henblik på at forfølge formål af almen interesse.

24

Under disse omstændigheder har Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, i direktiv 2003/96 skal fortolkes således, at begrebet »lavere afgifter« omfatter fordele, som i henhold til national ret indrømmes energiintensive virksomheder, således som defineret i denne bestemmelse, med hensyn til bidrag som de i hovedsagen omhandlede, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet.

26

Besvarelsen af dette spørgsmål afhænger af, om det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, har en afgiftsmæssig karakter og nærmere bestemt udgør en indirekte afgift som fastsat i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2003/96.

27

For det første gør dette direktivs artikel 17, stk. 1, anvendelsen af lavere afgifter for forbrug af energiprodukter og elektricitet betinget af overholdelsen af de fællesskabsminimumsafgiftssatser, der er fastsat i nævnte direktiv. For det andet definerer artikel 4, stk. 2, i direktiv 2003/96 begrebet »afgiftssats« i dette direktiv som den samlede byrde, der pålægges i form af alle indirekte afgifter.

28

Den italienske regering er af den opfattelse, at det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, ikke har en afgiftsmæssig karakter, men har karakter af prissatser, eftersom bidraget er inkluderet i el-prissatsen.

29

Det bemærkes imidlertid, at det tilkommer Domstolen at kvalificere skatter, afgifter, gebyrer mv. i relation til EU-retten efter deres objektive kendetegn, uden hensyn til, hvorledes de er betegnet i national ret (jf. dom af 12.12.2006, Test Claimants in the FII Group Litigation, C-446/04, EU:C:2006:774, præmis 107, og af 24.6.2010, P. Ferrero e C. og General Beverage Europe, C-338/08 og C-339/08, EU:C:2010:364, præmis 25).

30

Derfor skal de objektive kendetegn ved det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, undersøges.

31

Det er for det første vigtigt at bemærke, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, er fastsat i italiensk ret, nærmere bestemt i artikel 39, stk. 3, i lovdekret nr. 83/2012.

32

For at kvalificere det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, som en afgift kræves desuden, at der foreligger en forpligtelse til at betale dette bidrag, og at den afgiftspligtige i tilfælde af manglende overholdelse af denne forpligtelse retsforfølges af de kompetente myndigheder, idet det holdes for øje, at det i tilfælde af indirekte afgifter ikke nødvendigvis er den endelige forbruger, som de nævnte bidrag er blevet overvæltet på, som er den person, som i retlig henseende er afgiftspligtig (jf. analogt hvad angår moms dom af 14.1.2016, Kommissionen mod Belgien, C-163/14, EU:C:2016:4, præmis 44).

33

Dette synes at være tilfældet med det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet. Henset til den italienske regerings betragtninger er det tilsyneladende således, at de enheder, der benytter ydelserne på elektricitetsnettet, har en retlig forpligtelse til at indbetale dette bidrag til udligningskassen for el-sektoren. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at bekræfte eksistensen af en sådan forpligtelse samt af de kompetente myndigheders kontrol med overholdelsen af denne forpligtelse.

34

For det andet fremgår det ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, ikke nødvendigvis tager sigte på at finansiere omkostningerne ved elektricitetsproduktions- og distribution, men på formål af almen interesse på grundlag af de fordelingskriterier, der er fastsat af de offentlige myndigheder inden for rammerne af det nationale el-system med hjemmel i retningslinjerne fra ministeriet for økonomisk udvikling af 24. juli 2013 og i de afgørelser fra myndigheden for elektricitet og gas, der blev vedtaget i oktober 2013. Disse formål er bl.a. at fremme vedvarende energikilder og -effektivitet, omkostninger til sikkerhed på det nukleare område og geografisk omfordeling, særlige takstordninger for det nationale jernbaneselskab, kompensation til små el-virksomheder, støtte til forskning i el-sektoren samt dækning af »elektricitetsbonus« og fordele til energiintensive virksomheder.

35

I denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, ikke skal tilgå det statslige budget, men at bidraget, som nævnt af den italienske regering, skal indbetales til administrationskontoen hos udligningskassen for el-sektoren for at blive anvendt i visse aktørkategorier til særligt brug, ikke i sig selv kan udelukke, at bidraget hører under skatte- og afgiftsområdet (jf. analogt dom af 15.4.2010, CIBA, C-96/08, EU:C:2010:185, præmis 23).

36

Hvad nærmere bestemt angår indirekte afgifter bemærkes for det tredje, at sådanne afgifter typisk overvæltes på den endelige forbruger af den leverede vare eller ydelse ved at blive medtaget i det beløb, der fremgår af den faktura, som er rettet til denne forbruger (jf. i denne retning dom af 14.1.2016, Kommissionen mod Belgien, C-163/14, EU:C:2016:4, præmis 39).

37

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at de generelle omkostninger forbundet med el-systemet betales af el-forbrugerne og fordeles mellem dem, herunder virksomhederne, ved opførelse heraf på el-regningerne. Dette bekræftes af artikel 39, stk. 3, i lovdekret nr. 83/2012, hvorefter bidraget til disse omkostninger, overvæltes på de endelige forbrugere.

38

Det nævnte bidrag er desuden knyttet til forbruget af elektricitet, eftersom de generelle omkostninger forbundet med el-systemet i medfør af artikel 3, stk. 2, i det ministerielle dekret af 5. april 2013 er degressive i forhold til el-forbruget.

39

Af disse grunde kan bidraget til nævnte omkostninger, ikke sammenlignes med den afgift, der var genstand for den sag, der gav anledning til dom af 4. juni 2015, Kernkraftwerke Lippe-Ems (C-5/14, EU:C:2015:354), hvori Domstolen fastslog, at denne afgift ikke kunne anses for at være beregnet direkte eller indirekte af mængden af elektricitet ved denne vares overgang til forbrug som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2003/96. Domstolen baserede således denne konklusion på konstateringerne i den nævnte doms præmis 62 og 63, hvorefter nævnte afgift bl.a. blev beregnet ud fra mængden af det nukleare brændsel, der er blevet anvendt til fremstilling af elektricitet, og at mængden af elektricitet, som produceredes, ikke direkte beroede på mængden af det anvendte nukleare brændsel, således at afgiften kunne opkræves, uden at der nødvendigvis blev produceret og dermed forbrugt en mængde elektricitet.

40

Henset til ovenstående betragtninger og med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse af de faktiske omstændigheder og af de bestemmelser i national ret, som disse betragtninger hviler på, skal det fastslås, at det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, udgør en indirekte afgift som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2003/96.

41

For så vidt som det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, udgør en indirekte afgift, skal betingelserne i henhold til EU-retten for produkter, såsom elektricitet, der, således som det fremgår af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/118, er omfattet af den med direktivet indførte generelle ordning for punktafgifter, desuden overholdes, således som Kommissionen har anført det i sine skriftlige indlæg.

42

Elektricitet kan i henhold til dettes direktivs artikel 1, stk. 2, pålægges yderligere indirekte afgifter end den punktaftgift direktivet indfører, forudsat, at det sker til særlige formål, og at disse afgifter er i overensstemmelse med afgiftsreglerne for punktafgifter eller moms, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol af afgiften, idet disse regler dog ikke omfatter bestemmelser om fritagelser.

43

Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, opfylder disse betingelser.

44

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 1, i direktiv 2003/96 skal fortolkes således, at begrebet »lavere afgifter« omfatter fordele, som i henhold til national ret indrømmes energiintensive virksomheder således som defineret i denne bestemmelse, med hensyn til bidrag som de i hovedsagen omhandlede, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse af de faktiske omstændigheder og de bestemmelser i national ret, som Domstolens svar tager udgangspunkt i.

45

Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, i direktiv 2003/96 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som forbeholder lavere afgifter for el-forbruget alene for energiintensive virksomheder, således som omhandlet i denne bestemmelse, i fremstillingssektoren.

46

I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at det kun er såkaldte »energitunge« virksomheder i fremstillingssektoren, der i medfør af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er omfattet af fordelene med hensyn til det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet.

47

I overensstemmelse med artikel 17, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96 kan medlemsstaterne anvende lavere afgifter på el-forbrug til fordel for energiintensive virksomheder, såfremt EU-minimumsafgiftssatserne i dette direktiv overholdes gennemsnitligt for alle virksomheder.

48

Denne bestemmelse definerer ligeledes begrebet »energiintensiv virksomhed« og præciserer, at medlemsstaterne inden for rammerne af denne definition kan anvende mere restriktive begreber, herunder salgsværdi-, proces- og sektordefinitioner.

49

Det følger heraf, at det med henblik på nævnte bestemmelse står medlemsstater frit for at begrænse anvendelsen af lavere afgifter til fordel for energiintensive virksomheder til at gælde virksomheder i en eller flere industrisektorer. Denne bestemmelse er derfor ikke til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som forbeholder fordele med hensyn til det bidrag, der skal betales med henblik på dækning af de generelle omkostninger forbundet med el-systemet, alene for fremstillingssektoren.

50

Denne fortolkning underbygges af vurderingen af de formål, der forfølges med direktiv 2003/96. Det fremgår således af 9. og 11. betragtning til dette direktiv, at det har til formål at give medlemsstaterne en vis skønsmargen til at udarbejde og iværksætte politikker, der er tilpasset deres nationale situation, og at afgiftsordninger, der indføres i forbindelse med gennemførelsen af nævnte direktiv, henhører under de enkelte medlemsstater.

51

Det skal imidlertid understreges, at den omstændighed, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som forbeholder fordelen med en lavere afgift for en industrisektor, ikke er i strid med artikel 17, stk. 1, i direktiv 2003/96, således som det følger af dette direktivs artikel 26, stk. 2, ikke berører spørgsmålet om, hvorvidt denne lovgivning udgør statsstøtte. Som den forelæggende ret udtrykkeligt har anført, er dette spørgsmål imidlertid ikke genstand for nærværende præjudicielle forelæggelse.

52

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 1, i direktiv 2003/96 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, som forbeholder lavere afgifter for el-forbruget alene for energiintensive virksomheder, således som omhandlet i denne bestemmelse, i fremstillingssektoren.

53

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret: