1

Kommissionens afgørelse C(2014) 4908 final af 16. juli 2014, som fastslog, at der ikke var grundlag for fritagelse for importafgifter i et særligt tilfælde (REM 05/2013) (herefter »den anfægtede afgørelse«) omhandler importafgifter på linnedstof, der er blevet indført i Den Europæiske Union via Tyskland mellem den 10. december 1999 og den 10. juni 2002 (herefter »den relevante periode«), og hvis lettiske præferenceoprindelse ikke er bevist.

2

Linnedstof er som tekstil underlagt indførselsrestriktioner. I den relevante periode var der således restriktive foranstaltninger, der fandt anvendelse, bl.a. på indførsler fra Kina og fra Rusland, i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 3030/93 af 12. oktober 1993 om den fælles ordning for indførsel af visse tekstilvarer med oprindelse i tredjelande (EFT 1993, L 275, s. 1).

3

Tekstiler af lettisk præferenceoprindelse var undtaget fra de i præmis 2 nævnte indførselsrestriktioner. Denne undtagelse skyldtes Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Letland på den anden side (EFT 1998, L 26, s. 3, herefter »associeringsaftalen«).

4

Ligesom andre varer af lettisk præferenceoprindelse var tekstiler kun omfattet af toldfritagelsen, hvis importøren beviste deres oprindelse over for toldmyndighederne i indførselsmedlemsstaten ved et varecertificat EUR. 1, udstedt af de lettiske toldmyndigheder i forbindelse med udførslen.

5

Sagsøgeren, Cambero SA, er en virksomhed, der handler med tekstiler og andre varer, og som har været beliggende i Schweiz siden 1978.

6

Sagsøgeren købte linnedstof af to lettiske virksomheder. Disse to virksomheders leveringer til sagsøgeren var ledsaget af varecertifikater, som attesterede, at det leverede linnedstof var af lettisk præferenceoprindelse.

7

På varecertifikaterne anførtes henholdsvis som eksportør den ene af de to lettiske virksomheder og som importør sagsøgeren, men Østrig som bestemmelsesland. De på varecertifikaterne anførte leveringssteder var henholdsvis Jelgava (Letland) og Bauska (Letland).

8

I den relevante periode indførte sagsøgeren dernæst dette linnedstof i EU. Sagsøgeren lod det overgå til fri omsætning i Tyskland og anmodede mod forevisning af varecertifikaterne, herunder de i den foreliggende sag omhandlede 51 varecertifikater (herefter »de omtvistede certifikater«), om fritagelse for importafgifter i henhold til associeringsaftalen. De tyske toldmyndigheder toldbehandlede varerne i overensstemmelse med sagsøgerens anmodning.

9

Den 18. juli 2002 udarbejdede Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) en rapport om en undersøgelsesrejse, som kontoret havde foretaget til Letland (herefter »OLAF’s rapport«). Ifølge OLAF’s rapport havde den danske toldmyndighed i februar 2002 meddelt OLAF, at den, på trods af fremlæggelsen af varecertifikater, som attesterede dets oprindelse, tvivlede på, at linnedstof indført fra Letland var af lettisk præferenceoprindelse. OLAF’s rapport præciserede, at OLAF og de lettiske toldmyndigheder efter undersøgelsesrejsen havde konstateret, at de varecertifikater, der blev fremlagt ved indførslen til Danmark, ikke var opført i de lettiske toldmyndigheders registre. Det blev desuden konstateret, at den embedsmand, hvis underskrift fandtes på de nævnte certifikater, havde fremlagt en skriftlig erklæring, hvoraf fremgik, at den underskrift, der fandtes på disse certifikater, ikke tilhørte den pågældende. Endelig var det i OLAF’s rapport anført, at efterforskningen af de stempelaftryk, der fandtes på de omhandlede certifikater, endnu ikke var afsluttet.

10

Efter OLAF’s rapport fremsendte Europa-Kommissionen den 11. september 2002 en meddelelse om gensidig bistand til medlemsstaterne med anmodning om kontrol af alle indførsler af linnedstof fra Letland.

11

De tyske toldmyndigheder anmodede således de lettiske toldmyndigheder om at foretage en efterfølgende kontrol af de omtvistede certifikater (herefter »den efterfølgende kontrol«). De lettiske toldmyndigheder besvarede den 7. april 2003, den 2. maj 2003 og den 7. maj 2003 de tyske toldmyndigheders anmodninger på følgende måde:

»[…] [De omtvistede] certifikater er ikke blevet opført i toldregistrene. De er ikke udstedt af de lettiske toldmyndigheder og skal som følge heraf anses for ugyldige.«

12

Disse svar var underskrevet af vicedirektøren for de lettiske toldmyndigheder, R., som senere blev idømt en strafferetlig dom og var genstand for disciplinære procedurer for at have undladt at opkræve afgiftsskyld af en lettisk virksomhed.

13

Eftersom de lettiske toldmyndigheder havde erklæret de omtvistede certifikater ugyldige, var de tyske toldmyndigheder af den opfattelse, at sagsøgerens indførsler af linnedstof fra Letland ikke længere kunne gøres til genstand for en præferencebehandling, og de besluttede ved afgørelse af 3. juli 2003 at indlede en procedure om efteropkrævning af dertil svarende importafgifter (herefter »efteropkrævningsproceduren«). De tyske toldmyndigheder indledte desuden en straffesag mod to af sagsøgerens administrerende direktører på grund af en mistanke om omgåelse af importafgifter. Sagen er vedrørende den ene af de to blevet henlagt og føres vedrørende den anden ved Landgericht München (den regionale ret i første instans i München, Tyskland).

14

I mellemtiden blev der på OLAF’s forslag foretaget en sagkyndig vurdering af sammenligningen af stempelaftrykkene og af underskrifterne vedrørende de varecertifikater, der blev fremlagt ved indførslerne til Danmark. For at gennemføre disse sagkyndige vurderinger sikrede OLAF sig det sammenligningsgrundlag, der befandt sig i Letland. I de omhandlede sagkyndige erklæringer blev det konstateret, at visse stempelaftryk var de samme som dem fra de lettiske toldmyndigheders ægte stempler, mens andre stempelaftryk på grund af manglende referencegrundlag kun havde kunnet undergå en generel vurdering af billedet, hvoraf det fremgik, at de sandsynligvis var ægte.

15

Hvad angik den sagkyndige vurdering af underskrifterne blev det i de sagkyndige erklæringer konstateret, at der var visse vanskeligheder forbundet med vurderingen af ægtheden af den underskrift, der fandtes på de undersøgte varecertifikater, henset til, at sammenligningen skulle foretages på baggrund af kopier af denne underskrift, at der ikke var nogen ægte underskrift fra den omhandlede embedsmand, dvs. fra O., fra den periode, hvor underskrifterne var blevet afgivet, og at den metode, der bestod i at bede om underskrifterne efterfølgende med henblik på en sagkyndig vurdering, indebar et pålidelighedsproblem. Det blev derfor i den sagkyndige erklæring konkluderet, at underskriften på de undersøgte certifikater med lettere overvejende sandsynlighed var O.’s underskrift.

16

For at forsvare sine interesser i forbindelse med de verserende sager for de tyske straffe- og toldmyndigheder henvendte sagsøgeren sig til de lettiske toldmyndigheder og til OLAF. Som svar på sagsøgerens anmodninger bekræftede de lettiske toldmyndigheder i en skrivelse af 26. juni 2007 deres svar af 7. maj 2003 til de tyske toldmyndigheder, i henhold til hvilket de omtvistede certifikater »[skulle] anses for ugyldige«, og OLAF informerede sagsøgeren om sin efterforskning.

17

Endelig fremsendte sagsøgeren desuden en anmodning til Kommissionen om aktindsigt i korrespondancen mellem sidstnævnte og de lettiske toldmyndigheder. Denne anmodning blev delvis afslået. Sagsøgeren anlagde ikke sag til prøvelse af dette delvise afslag på aktindsigt i den omhandlede korrespondance.

18

Den 30. april 2009 afsluttede Landgericht München (den regionale ret i første instans i München) straffesagen mod sagsøgerens administrerende direktør. Ifølge denne kendelse var det ikke muligt uden den mindste tvivl at foreholde nævnte direktør, at han bevidst havde undgået at betale importafgifter. Det fremgik nærmere bestemt af nævnte kendelse, at der måske var begået uregelmæssigheder i den lettiske toldmyndighed. Landgericht München (den regionale ret i første instans i München) udtrykte desuden tvivl om nævnte direktørs vilje til i svigagtigt øjemed at unddrage sig importafgifter til gavn for det selskab, som han repræsenterede, dvs. sagsøgeren, uanset spørgsmålet om, hvorvidt de objektive kriterier vedrørende forpligtelsen til at betale de nævnte afgifter kunne fastslås eller ej.

19

Efteropkrævningsproceduren blev henvist til Finanzgericht München (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i München, Tyskland). I denne forbindelse gjorde sagsøgeren bl.a. gældende, at virksomhedens toldskyld skulle fritages i henhold til artikel 239, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«).

20

Ved afgørelse af 28. november 2012 fastslog Finanzgericht München (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i München) i det væsentlige, at en fritagelse for de importafgifter, som sagsøgeren skulle betale, »alvorligt« burde overvejes, dels fordi der var holdepunkter for at antage, at de omtvistede certifikater bevidst var blevet uretmæssigt udstedt af de lettiske toldmyndigheders embedsmænd, dels fordi Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde kontrolleret Letlands overholdelse af den gældende præferenceordning. Finanzgericht München (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i München) fastslog desuden, at sagsøgeren ikke havde handlet i svigagtig hensigt eller gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed. Finanzgericht München (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i München) udsatte derfor efteropkrævningsproceduren og pålagde de tyske toldmyndigheder at forelægge Kommissionen en anmodning om fritagelse for de nævnte afgifter.

21

Efter Finanzgericht Münchens (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i München) afgørelse bad Bundesministerium der Finanzen (forbundsfinansministeriet, Tyskland) sagsøgeren om at afgive en udtalelse og indgav den 3. september 2013 en anmodning om fritagelse for importafgifter i henhold til toldkodeksens artikel 239 til Kommissionen. Kommissionen indledte dermed procedure REM 05/2013.

22

Inden for rammerne af procedure REM 05/2013 underrettede Kommissionen ved skrivelse af 14. marts 2014 på grundlag af artikel 906a i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til toldkodeksen (EFT 1993, L 253, s. 1, herefter »gennemførelsesforordningen«) og af retten til at blive hørt sagsøgeren om sine indvendinger og om, at den påtænkte at træffe en afgørelse, der ikke var gunstig for sagsøgeren, idet den gav sagsøgeren mulighed for at fremsætte sine bemærkninger. Sagsøgeren fremsatte sine bemærkninger til den afgørelse, som Kommissionen påtænkte at træffe over for denne.

23

Den 16. juli 2014 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse.

24

I 32. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede Kommissionen, at der ikke forelå en særlig situation som omhandlet i toldkodeksens artikel 239, som skyldtes en forsømmelse fra de lettiske toldmyndigheders side, eftersom Kommissionen ikke kunne konkludere, at de nævnte myndigheder havde deltaget i udstedelsen af de omtvistede certifikater.

25

Kommissionen undersøgte desuden, om den selv havde begået forsømmelse i forbindelse med overvågningen af den korrekte anvendelse af associeringsaftalen. I 36.-41. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede Kommissionen, at dens adfærd ikke gav anledning til en særlig situation.

26

I 42.-44. betragtning til den anfægtede afgørelse var Kommissionen af den opfattelse, at de tyske toldmyndigheder heller ikke kunne foreholdes en forsømmelse i forbindelse med efteropkrævningsproceduren.

27

Efter i 45. betragtning til den anfægtede afgørelse at have konkluderet, at der ikke var grundlag for en fritagelse for importafgifter, fordi der ikke forelå en særlig situation som omhandlet i toldkodeksens artikel 239, tilføjede Kommissionen i 48.-52. betragtning til den anfægtede afgørelse, at sagsøgeren ikke havde udvist den påkrævede omhu.

28

Den 4. september 2014 blev sagsøgeren underrettet om den anfægtede afgørelse.

29

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. november 2014 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

30

Den 17. februar 2015 har Kommissionen indgivet svarskrift til Rettens Justitskontor.

31

Den 2. april 2015 og den 18. maj 2015 er henholdsvis replikken og duplikken blevet indleveret til Rettens Justitskontor.

32

Den 12. oktober 2016 har Retten (Anden Afdeling) på grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har ved skrivelse af 19. oktober 2016 som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 89 i Rettens procesreglement stillet Kommissionen skriftlige spørgsmål og opfordret den til at besvare disse før den 3. november 2016. Kommissionen har besvaret spørgsmålene fra Retten inden for den fastsatte frist. Retten har bl.a. anmodet Kommissionen om at fremkomme med præciseringer vedrørende de rapporter, der indeholder resultaterne af de årlige kontroller, som påhvilede den i medfør af associeringsaftalen, og at anføre, i hvilke af de til Retten indleverede bilag de fandtes, eller eventuelt at fremsende kopier heraf. Retten har desuden anmodet Kommissionen om at fremsende den meddelelse KOM(97) 402 af 23. juli 1997, som sagsøgeren har påberåbt sig i stævningens punkt 106. Endelig har Retten spurgt Kommissionen, om der var foretaget en sagkyndig vurdering af de stempelaftryk og de underskrifter, der findes på de omtvistede certifikater, og anmodet den om at fremsende resultaterne heraf, eller i givet fald at forklare, hvorfor en sådan sagkyndig vurdering ikke var blevet foretaget.

33

Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 6. december 2016.

34

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

35

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

36

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet påberåbt sig et enkelt anbringende om tilsidesættelse af toldkodeksens artikel 239.

37

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen foretog en fejlagtig vurdering af betingelserne for, at der forelå en særlig situation, og af omstændighederne, der hverken indebar urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed som omhandlet i gennemførelsesforordningens artikel 905, sammenholdt med toldkodeksens artikel 239.

38

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

39

Indledningsvis bemærkes, at gennemførelsesforordningens artikel 905, der præciserer og uddyber reglen i toldkodeksens artikel 239, hvorefter godtgørelse af eller fritagelse for importafgifter kan indrømmes i situationer, som skyldes omstændigheder, hvor den berettigede ikke har gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed, indeholder en generel billighedsklausul, som bl.a. har til formål at dække sådanne usædvanlige situationer, der ikke henhører under et af de tilfælde, der er opregnet i nævnte forordnings artikel 900-904 (dom af 25.2.1999, Trans-Ex-Import, C-86/97, EU:C:1999:95, præmis 18). Det fremgår af ordlyden af gennemførelsesforordningens artikel 905, at der er to kumulative betingelser for godtgørelse af importafgifter, nemlig for det første, at der foreligger en særlig situation, og for det andet, at den berettigede ikke har gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed og ikke har begået urigtigheder (dom af 12.2.2004, Aslantrans mod Kommissionen, T-282/01, EU:T:2004:42, præmis 53). For at nægte godtgørelse af importafgift er det således tilstrækkeligt, at en af disse to betingelser ikke er opfyldt (dom af 5.6.1996, Günzler Aluminium mod Kommissionen, T-75/95, EU:T:1996:74, præmis 54, og af 12.2.2004, Aslantrans mod Kommissionen, T-282/01, EU:T:2004:42, præmis 53).

40

Kommissionen skal inddrage alle relevante oplysninger vedrørende de faktiske omstændigheder med henblik på at afgøre, om der foreligger en særlig situation, og om den berettigede hverken har begået urigtigheder eller gjort sig skyldig i åbenlys forsømmelse som omhandlet i toldkodeksens artikel 239 (jf. i denne retning dom af 15.5.1986, Oryzomyli Kavallas og Oryzomyli Agiou Konstantinou mod Kommissionen, 160/84, EU:C:1986:205, præmis 16).

41

Denne forpligtelse indebærer i en sag som den foreliggende, hvor den afgiftspligtige til støtte for sin ansøgning om godtgørelse eller fritagelse for importafgifter har henvist til visse grove forsømmelser fra såvel de lettiske og de tyske myndigheders som Kommissionens side ved anvendelsen af associeringsaftalen, at Kommissionen ved undersøgelsen af denne ansøgning anlægger en vurdering vedrørende alle omstændigheder i forbindelse med de omtvistede certifikater, som den var bekendt med i kraft af dens beføjelse til at overvåge og kontrollere nævnte aftales korrekte anvendelse (jf. i denne retning dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 90).

42

Denne konklusion støttes endvidere af gennemførelsesforordningens artikel 904, litra c), som bestemmer, at der ikke ydes godtgørelse af eller fritagelse for importafgifter, når den eneste begrundelse til støtte for godtgørelses- eller fritagelsesansøgningen består i, at der med henblik på indrømmelse af præferencetoldbehandling, endog i god tro, fremlægges dokumenter, som senere viser sig at være falske, forfalskede eller ugyldige, med henblik på opnåelse af denne præferencetoldbehandling. Med andre ord er fremlæggelse af falske, forfalskede eller ugyldige certifikater ikke i sig selv en særlig situation som omhandlet i toldkodeksens artikel 239 (dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 91).

43

Derimod kan andre omstændigheder, der er fremført til støtte for en ansøgning om godtgørelse eller fritagelse for importafgifter, såsom en manglende kontrol fra Kommissionens side af en korrekt anvendelse af associeringsaftalen, udgøre en sådan særlig situation (dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 92).

44

Selv om Kommissionen råder over et skøn vedrørende anvendelsen af toldkodeksens artikel 239, kan den ikke se bort fra sin pligt til at foretage en reel afvejning dels af Unionens interesse i en fuldstændig overholdelse af toldbestemmelserne, uanset om den er af EU-retlig karakter eller bindende for Unionen, dels af interessen for en importør i god tro i ikke at lide tab, der overskrider den normale handelsrisiko (dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 93).

45

Denne afgørelse er en forudsætning for toldkodeksens artikel 239, der udgør en generel billighedsklausul. Kommissionen kan derfor ikke ved behandlingen af en ansøgning om godtgørelse eller fritagelse for importafgiften alene nøjes med at vurdere importørens og eksportørens adfærd og handlinger. Kommissionen skal bl.a. også tage hensyn til virkningen af dens egen adfærd på sagens konkrete situation i forbindelse med dens overvågnings- og kontrolpligt (dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 94).

46

Da betingelserne i toldkodeksens artikel 239 er kumulative, behandles først den første betingelse om, at der skal foreligge en særlig situation, og, hvis det derefter viser sig nødvendigt, den anden betingelse om, at der ikke er begået urigtigheder eller udvist åbenbar forsømmelighed.

47

Sagsøgeren har opdelt det eneste anbringendes første led vedrørende tilsidesættelse af betingelsen om, at der skal foreligge en særlig situation, i flere klagepunkter. Retten finder det imidlertid passende at behandle disse klagepunkter samlet.

48

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at det egentlige indhold af de forpligtelser, der i medfør af den gældende lovgivning i hvert konkret tilfælde påhviler henholdsvis tredjelandsmyndighederne og Kommissionen, skal undersøges for at vurdere, om de pågældende myndigheder og/eller Kommissionen har gjort sig skyldig i forsømmelser, der kan antages at udgøre særlige situationer i henhold til toldkodeksens artikel 239 (jf. i denne retning dom af 11.7.2002, Hyper mod Kommissionen, T-205/99, EU:T:2002:189, præmis 117).

49

I denne henseende bemærkes, at sagsøgerens argumentation til støtte for det eneste anbringendes første led i det væsentlige hviler på den opfattelse, at de lettiske toldmyndigheder faktisk havde udstedt de omtvistede certifikater. De diverse forsømmelser, som sagsøgeren har foreholdt de lettiske toldmyndigheder, udgør indicier for, at der er grundlag for sagsøgerens opfattelse. Sagsøgeren har således gjort gældende, at den særlige situation, som virksomheden befandt sig i, skyldtes samtlige de faktiske omstændigheder i sagen, herunder omstændighederne vedrørende de forsømmelser, som virksomheden tilskriver de lettiske toldmyndigheder.

50

Sagsøgeren har desuden foreholdt den tyske toldmyndighed, at den har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til tillægsprotokollerne til associeringsaftalen og til Rådets forordning (EF) nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (EFT 1997, L 82, s. 1). Henset særligt til indholdet af skrivelserne af 7. april 2013 og af 7. maj 2003 og til rapporterne fra det tyske toldefterforskningskontor har sagsøgeren foreholdt de tyske toldmyndigheder uden videre at have betegnet de omtvistede certifikater som »falske«. Sagsøgeren er af den opfattelse, at de tyske toldmyndigheder har undladt at belyse de faktiske omstændigheder, enten direkte for den lettiske toldmyndighed eller via OLAF.

51

Sagsøgeren har, henset til disse omstændigheder, gjort gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den konkluderede, at der ikke forelå en særlig situation i den foreliggende sag. Sagsøgeren har desuden i det væsentlige anført, at Kommissionen tilsidesatte sin overvågningspligt som omhandlet i associeringsaftalen, og at den i medfør af visse bestemmelser i denne aftale burde have handlet med henblik på at belyse de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag.

52

Sagsøgeren har bl.a. påberåbt sig følgende indicier og argumenter.

53

Sagsøgeren har for det første anført, at stempelaftrykkene på de omtvistede certifikater er »indlysende sammenfaldende« med de af de lettiske toldmyndigheder afvendte stempelaftryk. De sagkyndige vurderinger, som blev foretaget af de varecertifikater, der blev fremlagt ved indførslerne til Danmark, viste desuden, at det i det mindste var sandsynligt, at stempelaftrykkene og underskrifterne på varecertifikaterne var ægte.

54

Sagsøgeren har for det andet i det væsentlige anført, at de svar, som de lettiske toldmyndigheder fremsendte i forbindelse med den efterfølgende kontrol, var uklare og tvetydige. I denne henseende har sagsøgeren anført, at den omstændighed, at de lettiske toldmyndigheder anførte, at de omtvistede certifikater var »ugyldige«, beviser, at de nævnte myndigheder deltog i udstedelsen af disse certifikater. Ifølge sagsøgeren er det inkonsekvent, at de lettiske toldmyndigheder udtalte sig om gyldigheden af de omtvistede certifikater, mens de på samme tid foregav, at de nævnte certifikater ikke fandtes i deres registre. Selv om de omtvistede certifikater ikke fandtes i de lettiske myndigheders registre, beviser dette desuden ikke, at de var falske. Sagsøgeren mener således, at de lettiske toldmyndigheder ikke havde pligt til at føre registre. Endvidere var disse registre ifølge sagsøgeren ikke defineret i de svar, som de lettiske toldmyndigheder fremlagde.

55

For det tredje rejser den omstændighed, at de lettiske toldmyndigheders svar var underskrevet af vicedirektøren for de lettiske toldmyndigheder, R., som efterfølgende blev idømt en strafferetlig dom for handlinger foretaget i forbindelse med sin stilling, tvivl om disse svars beviskraft. Sagsøgeren har i denne henseende henvist til presseartikler, ifølge hvilke R. og en anden højtstående person hos de lettiske toldmyndigheder blev idømt en strafferetlig dom for ulovlige handlinger i forbindelse med deres stilling.

56

Sagsøgeren har desuden fremhævet, at der i den relevante periode var et korrupt klima inden for den lettiske toldmyndighed. Sagsøgeren har i denne henseende påberåbt sig flere rapporter fra Kommissionen vedrørende korruption i Letland (herefter »Kommissionens rapporter«).

57

For det fjerde har sagsøgeren anført, at det ikke længere er muligt at belyse de faktiske omstændigheder. Sagsøgeren har gjort gældende, at de lettiske toldmyndigheder ikke besvarede OLAF’s anmodninger om at fremsende beviser eller fremsendte disse for sent, hvilket fremgik af deres brevvekslinger. Ifølge sagsøgeren ødelagde de lettiske toldmyndigheder bevidst stempelaftrykkene for at slette beviserne for, at de var indblandet i udstedelsen af de omtvistede certifikater.

58

Ifølge sagsøgeren viser den omstændighed, at de lettiske toldmyndigheder eller den lettiske offentlige anklager ikke undersøgte sagen, at de lettiske toldmyndigheder var indblandet i udstedelsen af de omtvistede certifikater.

59

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter. Kommissionen er i det væsentlige af den opfattelse, at de af sagsøgeren fremførte indicier ikke beviser, at de lettiske toldmyndigheder deltog i udstedelsen af de omtvistede certifikater. Kommissionen mener desuden, at den opfyldte sine forpligtelser med hensyn til at overvåge og kontrollere den korrekte anvendelse af associeringsaftalen. Kommissionen har, i modsætning til det af sagsøgeren hævdede, anført, at associeringsaftalen ikke gav den mulighed for at iværksætte tiltag ved den lettiske toldmyndighed, der indebar overvågning af pålidelige toldansatte eller indførelse af et centraliseret overvågningssystem for udstedelse af oprindelsescertifikater og organisering af særlige besøg med henblik på at sikre en korrekt anvendelse af associeringsaftalen.

60

Kommissionen har ikke bestridt, at der var et »sammenfald« mellem de stempelaftryk, der fandtes på de omtvistede certifikater, og dem, som de lettiske toldmyndigheder anvendte. Kommissionen har imidlertid fremhævet, at de sagkyndige vurderinger vedrørende stempelaftrykkene og underskrifterne på de certifikater, der blev fremlagt ved indførslerne til Danmark, ikke blev gennemført vedrørende de omtvistede certifikater og ikke gav anledning til endelige konklusioner, men blot angav, at der sandsynligvis var tale om ægte stempelaftryk og underskrifter. Lighederne mellem stempelaftrykkene og resultaterne af de sagkyndige vurderinger gjorde det ikke muligt at drage en endelig konklusion hvad angik spørgsmålet om, hvorvidt de omtvistede certifikater var ægte eller falske.

61

Hvad angår de lettiske toldmyndigheders svar i forbindelse med den efterfølgende kontrol er Kommissionen af den opfattelse, at disse var klare og utvetydige.

62

Hvad angår det forhold, at vicedirektøren for de lettiske toldmyndigheder, R. blev idømt en strafferetlig dom, har Kommissionen fremhævet, at det ikke har forbindelse med udstedelsen af de omtvistede certifikater. Denne omstændighed gør det således ikke muligt at konkludere, at de lettiske toldmyndigheder udstedte eller deltog i udstedelsen af de omtvistede certifikater. Kommissionen har desuden fremhævet, at de svar, som de lettiske toldmyndigheder fremsendte på en senere dato, og som var underskrevet af en anden toldansat (jf. præmis 16 ovenfor), bekræftede R.’s skrivelser.

63

Hvad angår Kommissionens rapporter, der nævner et korrupt klima inden for den lettiske toldmyndighed, er Kommissionen af den opfattelse, at en sådan situation ikke gør det muligt at formode, at de omtvistede certifikater blev udstedt af de lettiske toldmyndigheder. Den korruption, som er omtalt i de nævnte rapporter, har desuden ingen forbindelse med præferencetoldbehandlingen.

64

Endelig har Kommissionen, i modsætning til det af sagsøgeren hævdede, anført, at de lettiske toldmyndigheder udviste et godt samarbejde med OLAF og med de tyske toldmyndigheder. I forbindelse med den efterfølgende kontrol og OLAF’s undersøgelse i Letland besvarede de således de tyske toldmyndigheders anmodninger i forbindelse og Kommissionens anmodninger. De af sagsøgeren påberåbte skrivelser viser, at de lettiske myndigheder besvarede de stillede spørgsmål inden for en rimelig frist. Kommissionen har hævdet, at der, selv om de lettiske toldmyndigheder forklarede, at det var umuligt for dem at fremsende de ægte stempelaftryk, ikke er grund til at antage, at dette skyldtes deres ønske om at dække over en ulovlig adfærd.

65

Henset til disse betragtninger har Kommissionen i det væsentlige anført, at de lettiske toldmyndigheder overholdt associeringsaftalen, og at de fremsendte tilfredsstillende og rettidige svar til OLAF og til de tyske toldmyndigheder. Kommissionen havde således ikke grund til at foretage mere udførlige undersøgelser af de omtvistede certifikater. Kommissionen har desuden anført, at den overholdt sin overvågningspligt i forhold til den korrekte anvendelse af associeringsaftalen, og mindet om, at bestemmelser om varers oprindelse er baseret på gensidig tillid mellem indførselsmedlemsstatens myndigheder og myndighederne i udførselslandet.

66

Kommissionen har ligeledes anført, at de tyske toldmyndigheder heller ikke tilsidesatte deres forpligtelser. De var således bundet af de svar, som de lettiske toldmyndigheder fremlagde i forbindelse med den efterfølgende kontrol. Det fremgår desuden af en skrivelse fra de tyske toldmyndigheder som svar på sagsøgerens anmodning, at de havde belyst de faktiske omstændigheder.

67

Det bemærkes, at Kommissionen som vogter af traktaten og af aftaler indgået i henhold hertil skal drage omsorg for den korrekte gennemførelse i et tredjeland af forpligtelser, som det har indgået i henhold til en aftale med Unionen, ved midler fastsat i aftalen eller ved afgørelser truffet i henhold hertil (jf. i denne retning dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 95).

68

Denne pligt følger ligeledes af associeringsaftalen og af de dertilhørende protokoller. Associeringsaftalens artikel 110 bestemmer, at associeringsrådet, sammensat af medlemmer af Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union og medlemmer udpeget af Letlands regering, som skal føre tilsyn med denne aftales gennemførelse. Det fremgår af associeringsaftalens artikel 113, at hver af parterne kan indbringe alle tvister vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af denne aftale for Associeringsrådet. Af artikel 14 med overskriften »Gennemførelse« i protokol nr. 5 til associeringsaftalen om gensidig bistand mellem myndighederne i toldspørgsmål fremgår desuden følgende:

»Forvaltningen af denne protokol varetages af de centrale toldmyndigheder i Letland på den ene side og de kompetente tjenestegrene i Kommissionen og i givet fald toldmyndighederne i medlemsstaterne på den anden side. De træffer afgørelser om alle praktiske foranstaltninger og arrangementer, der er nødvendige for protokollens anvendelse, og tager hensyn til reglerne vedrørende beskyttelse af data. De kan rette henstillinger til Associeringsrådet om ændringer, som de skønner, bør foretages i protokollen.«

69

Det bemærkes desuden, at Kommissionen i forbindelse med sin pligt til at overvåge og kontrollere den korrekte anvendelse af associeringsaftalen har visse beføjelser.

70

Således kan Kommissionen i henhold til bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, i protokol nr. 5 til associeringsaftalen anmode de lettiske toldmyndigheder om alle sådanne oplysninger, som gør det muligt for den at sikre, at toldlovgivningen anvendes korrekt (jf. analogt dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 100).

71

Kommissionen kan ligeledes i henhold til artikel 3, stk. 3, litra a), i protokol nr. 5 til associeringsaftalen anmode de lettiske toldmyndigheder om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der udøves overvågning af fysiske eller juridiske personer, om hvem der er rimelig grund til at antage, at de overtræder eller har overtrådt toldlovgivningen (jf. analogt dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 101).

72

Desuden kan Kommissionens behørigt bemyndigede tjenestemænd i henhold til artikel 7, stk. 3 og 4, i protokol nr. 5 til associeringsaftalen i de lettiske toldmyndigheders kontorer indhente sådanne oplysninger vedrørende overtrædelsen af toldlovgivningen, eller efter aftale med disse myndigheder og på de af disse fastsatte betingelser være til stede ved undersøgelser, der foretages på lettisk område (jf. analogt dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 102).

73

Det samme gælder for artikel 31, stk. 2, i protokol nr. 3 til associeringsaftalen, som ændret ved afgørelse nr. 4/98 truffet af Associeringsrådet mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Letland på den anden side den 2. december 1998 om vedtagelse af de ændringer til protokol 3 i Europaaftalen, der indgår i Det Blandede Udvalgs afgørelse nr. 1/97 i henhold til aftalen om frihandel og handelsanliggender mellem Det Europæiske Fællesskab, Det Europæiske Atomenergifællesskab og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab på den ene side og Republikken Letland på den anden side (EFT 1999, L 6, s. 10, herefter »afgørelse nr. 4/98«), hvorefter »[…] [Den Europæiske Union og Letland] [f]or at sikre en korrekt anvendelse af denne protokol […] gennem de kompetente toldmyndigheder [yder] hinanden gensidig bistand ved kontrollen med ægtheden af varecertifikater EUR.1 eller fakturaerklæringer og med rigtigheden af de oplysninger, der afgives i disse dokumenter« (jf. analogt dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 103).

74

Det følger heraf, at Kommissionen fuldt ud skal anvende de beføjelser, som den råder over i henhold til associeringsaftalen, og de afgørelser, der er truffet med henblik på dens gennemførelse, idet den ellers tilsidesætter sine forpligtelser til overvågning og kontrol med nævnte aftales korrekte anvendelse (jf. analogt dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 104).

75

Dette gælder så meget desto mere i den foreliggende sag, hvor der er indicier for de lettiske myndigheders mulige indblanding i udstedelsen af de omtvistede certifikater, dvs.:

76

I lyset af disse indicier kan de lettiske toldmyndigheders svar ikke anses for tilstrækkelige til at fastslå, om de omtvistede certifikater var ægte eller falske. Det er ganske vist korrekt, som Kommissionen har anført, at de af sagsøgeren fremlagte indicier ikke gør det muligt at konkludere, at de lettiske toldmyndigheder havde deltaget i udstedelsen af de omtvistede certifikater. Henset til samtlige de i præmis 75 ovenfor nævnte indicier skal det dog fastslås, at Kommissionen burde have gjort brug af sine beføjelser med henblik på den korrekte anvendelse af associeringsaftalen og have foretaget en mere udførlig kontrol end den, der blev foretaget i den foreliggende sag.

77

Det påhvilede derfor Kommissionen at anmode om præciseringer med hensyn til de undersøgelser, der var blevet foretaget af de lettiske toldmyndigheder med henblik på at belyse de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag.

78

For det første burde Kommissionen have spurgt, hvilke dokumenter tallene på de omtvistede certifikater svarede til, om underskrifterne på de omtvistede certifikater svarede til de personer, som arbejdede for de lettiske toldmyndigheder, og i bekræftende fald om disse personer rent faktisk havde underskrevet de omtvistede certifikater.

79

For det andet fremgår det af brevvekslingen mellem OLAF og de lettiske toldmyndigheder, at de sidstnævnte ikke var i stand til at fremlægge ægte stempelaftryk vedrørende de omtvistede certifikater, fordi de havde tilintetgjort dem.

80

Selv om de lettiske toldmyndigheder ikke var forpligtede til at bevare stempelaftrykkene, er det imidlertid relevant at bemærke, at det er meddelelsen af aftrykkene af stemplerne og underskrifterne, som anvendes i de omhandlede toldkontorer, der gør det muligt at foretage en effektiv kontrol med, om toldreglerne vedrørende toldpræferencer er overholdt (jf. i denne retning dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 117).

81

Kommissionens forpligtelse til at overvåge, at associeringsaftalen anvendes korrekt, indebærer, at denne gennem medlemsstaternes toldmyndigheder på ethvert tidspunkt råder over alle de elementer, der gør det muligt for den at foretage en effektiv kontrol, idet aftryk af stempler og underskrifter ubestrideligt udgør sådanne elementer (jf. i denne retning dom af 25.7.2008, C.A.S. mod Kommissionen, C-204/07 P, EU:C:2008:446, præmis 118).

82

I den foreliggende sag modtog Kommissionen imidlertid ikke de stempelaftryk, som den anmodede om i forbindelse med den efterfølgende kontrol, og den hverken anmodede om eller undersøgte underskrifterne på de omtvistede certifikater.

83

For det tredje bemærkes, at det ikke fremgår af sagsakterne, at de lettiske toldmyndigheder foretog kontrolbesøg hos eksportørerne. I denne henseende bemærkes, at det fremgår af artikel 32, stk. 3, i protokol nr. 3 i associeringsaftalen, som ændret ved afgørelse nr. 4/98, at udførselslandets toldmyndigheder »er berettiget til at kræve alle oplysninger og foretage alle former for kontrol af eksportørens regnskaber eller enhver anden kontrol, som de finder hensigtsmæssig«. Kommissionen burde derfor, navnlig hvis en undersøgelse af stempelaftrykkene og underskrifterne ikke var mulig, have spurgt de lettiske toldmyndigheder, om sådanne kontroller var blevet foretaget, og i benægtende fald hvorfor ikke.

84

Det er ganske vist korrekt, at artikel 32, stk. 3, i protokol nr. 3 til associeringsaftalen om definitionen af begrebet »varer med oprindelsesstatus« og om metoderne for administrativt samarbejde ikke i detaljer pålægger udførselslandet måden, hvorpå det skal foretage en efterfølgende kontrol af varecertifikaterne. I denne bestemmelse antages under alle omstændigheder, at Kommissionen, henset til de finansielle konsekvenser for importøren og omstændighederne i den foreliggende sag, burde have sikret sig, at denne kontrol blev foretaget på en pålidelig og omhyggelig måde, så meget desto mere, som der af OLAF’s rapport, punkt 4 med overskriften »Konklusioner«, fremgår følgende:

»Denne sag har mere end en gang afsløret, at det i forbindelse med komplekse tilfælde af svig er mere nyttigt og mere effektivt ikke udelukkende at forlade sig på de administrative procedurer, der finder anvendelse (som i den foreliggende sag på den efterfølgende kontrolprocedure), men at forsøge at afklare alle sagens aspekter på stedet og i tæt samarbejde med det omhandlede tredjelands kompetente myndigheder. Denne handlemåde indebærer bl.a., at de forskellige lande lærer, hvordan sådanne undersøgelser skal foretages, får kendskab til de oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for at oplyse og retsforfølge overtrædelser i Fællesskabet, med henblik på at være bedre i stand til at vurdere medlemsstaternes behov i lignende tilfælde og for dermed at kunne gennemføre deres egne undersøgelser.«

85

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at Kommissionen tilsidesatte sine forpligtelser til overvågning og kontrol med associeringsaftalens korrekte anvendelse. Hvis Kommissionen således fuldt ud havde gjort brug af de beføjelser, som den har inden for rammerne af associeringsaftalen med henblik på den nævnte aftales korrekte anvendelse, kunne spørgsmålet om, hvorvidt de omtvistede certifikater var ægte eller falske, således have været fastslået med større sikkerhed.

86

Det er korrekt, at Domstolen allerede har fastslået, at det administrative samarbejde, som følger af en protokol, der i et bilag til en aftale mellem Unionen og et tredjeland fastsætter bestemmelser om varers oprindelse, er baseret på gensidig tillid mellem indførselsmedlemsstatens myndigheder og myndighederne i udførselslandet (dom af 15.12.2011, Afasia Knits Deutschland, C-409/10, EU:C:2011:843, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

87

Henset til omstændighederne i den foreliggende sag (jf. præmis 75 ovenfor) burde Kommissionen imidlertid have gjort brug af sine beføjelser med henblik på den korrekte anvendelse af associeringsaftalen på trods af de svar, som de lettiske toldmyndigheder gav i forbindelse med den efterfølgende kontrol. Kommissionen havde således oplysninger, som gav anledning til væsentlige spørgsmål om de omtvistede certifikaters oprindelse.

88

Uden svar på disse spørgsmål kunne Kommissionen ikke gyldigt udtale sig om situationen i den foreliggende sag. De svar, som de lettiske toldmyndigheder fremlagde i forbindelse med den efterfølgende kontrol, var således kun kortfattede udtalelser, som ikke gjorde det muligt for Kommissionen at drage konklusioner i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt de lettiske toldmyndigheders embedsmænd var indblandet i udstedelsen af de omtvistede certifikater. Det samme er tilfældet med bekræftelsen på de svar, som de lettiske myndigheder sendte til sagsøgeren (jf. præmis 16 ovenfor), hvoraf det fremgår, at der ikke pågik en reel fornyet behandling af de omtvistede certifikater hos de lettiske toldmyndigheder. Det fremgår således af nævnte svar, at nævnte sag allerede var blevet sendt til OLAF.

89

I denne forbindelse bemærkes bl.a., at Kommissionen kunne have foretaget sagkyndige undersøgelser af stempelaftrykkene og underskrifterne på de omtvistede certifikater, og eventuelt anmodet om præciseringer med hensyn til den måde, hvorpå den efterfølgende kontrol var blevet foretaget med henblik på at fastslå, om den havde tilstrækkelige oplysninger til at udtale sig om situationen i den foreliggende sag, eller om der var behov for mere indgående efterforskning.

90

Kommissionen konkluderede således med urette i den anfægtede afgørelses punkt 37, at den havde tilstrækkelige oplysninger til at vurdere situationen.

91

Kommissionen fastslog desuden med urette i den anfægtede afgørelses punkt 38, at den »[havde] overholdt alle de generelle overvågningsforpligtelser, som påhvilede den i medfør af associeringsaftalen, ved at gennemføre årlige kontroller, hvis resultater blev offentliggjort i [Kommissionens] rapporter«. I den foreliggende sag påhvilede det den således at træffe konkrete foranstaltninger.

92

I denne henseende er det relevant at forkaste Kommissionens argumenter om, at undersøgelsen af de omtvistede certifikater var de tyske toldmyndigheders ansvar, og at OLAF ikke blev hørt af disse myndigheder. Det fremgår således af sagsakterne, at Kommissionen var underrettet om den undersøgelse, som de tyske toldmyndigheder gennemførte, og at Kommissionen kunne have anmodet dem om at foretage yderligere efterforskning eller selv have foretaget en sådan efterforskning med henblik på at sikre, at den havde en sag indeholdende tilstrækkelige oplysninger til at vurdere sagsøgerens særlige situation som omhandlet i toldkodeksens artikel 239.

93

Det forhold, at de nationale toldmyndigheder, der foretog undersøgelserne, ikke foretog bevisoptagelse, medfører under alle omstændigheder ikke, at Kommissionen uden denne bevisoptagelse kunne konkludere, at sagsøgeren ikke befandt sig i en særlig situation som omhandlet i toldkodeksens artikel 239.

94

Det følger af det ovenstående, at det eneste anbringendes første led vedrørende en tilsidesættelse af betingelsen om, at der skal foreligge en særlig situation, skal tages til følge.

95

Henset til de i toldkodeksens artikel 239 fastsatte betingelsers kumulative art skal den anden betingelse om, at sagsøgeren ikke har begået urigtigheder eller gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed, nu undersøges.

96

Sagsøgeren har anført, at virksomheden indgik sine aftaler med de lettiske eksportører i henhold til gældende handelspraksis, og at den som følge heraf gennemførte de omtvistede indførsler. Sagsøgeren har fremhævet, at bevisbyrden for den åbenbare forsømmelighed ligger hos Kommissionen.

97

Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at den ikke havde nogen erfaring med indførsler fra lande, der var omfattet af en præferenceordning. Virksomheden har imidlertid bemærket, at den aldrig har hævdet, at associeringsaftalens bestemmelser, protokoller og dertilhørende bilag var komplekse og uforståelige for den. Den har bemærket, at den ikke havde nogen ret til indsigt i den måde, hvorpå de kompetente lettiske toldmyndigheder konkret anvendte associeringsaftalen i deres daglige arbejde. Virksomheden vidste desuden ikke, om og i hvilket omfang Kommissionen i henhold til sine forpligtelser kontrollerede den korrekte anvendelse af associeringsaftalen i Letland. Sagsøgeren har hævdet, at virksomheden ikke havde kendskab til eller indflydelse på de kompetente myndigheders alvorlige tilsidesættelser og undladelser, som efterfølgende blev fastslået, og at afgørelsen om fastsættelse af told havde overrasket den.

98

Sagsøgeren er af den opfattelse, at den har udvist den påkrævede agtpågivenhed. Den har anført, at den ikke var det mindste i tvivl om lovligheden af de udførsler til Letland, der blev foretaget under præferenceordningen, og at det var grunden til, at de strafferetlige tiltaler, der var rejst mod to af virksomhedens direktører for dokumentfalsk og skattesvig, viste sig at være ugrundede. Sagsøgeren har i replikken bl.a. hævdet, at angivelsen »oprindelse Rusland« (»origin Russia«) i en skrivelse vedrørende det linnedstof, der blev indført i henhold til de omtvistede certifikater, ikke beviser, at virksomheden gjorde sig skyldig i åbenbar forsømmelighed. Kommissionen havde således anvendt denne henvisning uden for sammenhæng. De omhandlede varers følgesedler såede ikke tvivl om deres lettiske oprindelse. Hvad angår angivelsen »oprindelse Rusland« i skrivelsen var der tale om en fejl begået af en af sagsøgerens ansatte. Ifølge sagsøgeren var denne henvisning en sædvanlig måde at betegne en særlig kvalitet linnedstof på.

99

Kommissionen har hævdet, at sagsøgeren vidste, at det linnedstof, som virksomheden indførte, var af russisk oprindelse og ikke af lettiske oprindelse. Dette fremgår af Landgericht Münchens (den regionale ret i første instans i München) kendelse af 30. april 2009 i straffesagen mod sagsøgerens administrerende direktør. Sagsøgeren kunne således tilskrives en åbenbar forsømmelighed. Kommissionen kunne ikke udtale sig om sandfærdigheden af sagsøgerens forklaring vedrørende angivelsen »oprindelse Rusland«. Kommissionen er under alle omstændigheder af den opfattelse, at sagsøgeren ikke har udvist den påkrævede omhu, eftersom der var indicier, som gav Kommissionen mistanke om, at de omhandlede varer ikke var af lettisk oprindelse, og at sagsøgeren på trods heraf ikke havde undersøgt varernes oprindelse, men at virksomheden var fortsat med at indføre varerne, idet den gjorde krav på fritagelsen under præferenceordningen.

100

Det bemærkes, at Kommissionen, når toldmyndighederne har konkluderet, at det ikke kan påvises, at den erhvervsdrivende har gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed, og den påtænker at fravige de nationale myndigheders stillingtagen, har pligt til på grundlag af relevante faktiske omstændigheder at bevise, at sagsøgeren udviste åbenbar forsømmelighed (jf. dom af 19.3.2013, Firma Van Parys mod Kommissionen, T-324/10, EU:T:2013:136, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis). I den foreliggende sag afslog de tyske toldmyndigheder sagsøgerens anmodning om fritagelse for importafgifter alene under henvisning til betingelsen om, at der skal foreligge en særlig situation. Dette afslag blev efterfølgende indbragt for Finanzgericht München (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i München), som konkluderede, at sagsøgeren ikke havde tilsidesat sin forpligtelse til at udvise omhu (jf. præmis 20 ovenfor). Bevisbyrden påhviler derfor Kommissionen i henhold til ovennævnte retspraksis.

101

Med henblik på undersøgelsen af de i toldkodeksens artikel 239 fastsatte betingelser, sammenholdt med gennemførelsesforordningens artikel 905, stk. 3, og således som det er bemærket i præmis 40 ovenfor, skal Kommissionen analysere alle de relevante forhold, herunder dem, der er knyttet til den pågældende erhvervsdrivende, bl.a. dennes erhvervserfaring, gode tro og omhu.

102

I denne henseende skal der mindes om den faste retspraksis, hvorefter der ved vurderingen af, om der er tale om åbenbar forsømmelighed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i toldkodeksens artikel 239, bl.a. skal tages hensyn til, hvor komplicerede de bestemmelser, hvis manglende overholdelse har medført, at der er opstået toldskyld, er, samt til den pågældende erhvervsdrivendes erhvervserfaring og omhu (dom af 27.9.2005, Common Market Fertilizers mod Kommissionen, T-134/03 og T-135/03, EU:T:2005:339, præmis 135 og den deri nævnte retspraksis).

103

De oplysninger, som Kommissionen tog i betragtning ved sin analyse af den anden betingelse i toldkodeksens artikel 239, skal undersøges på grundlag af disse principper.

104

Ifølge Kommissionen fremgår det af den anfægtede afgørelse, at sagsøgeren havde tilsidesat sin forpligtelse til at udvise omhu, fordi virksomheden havde indført de omhandlede varer, selv om den kunne forventes at vide, at de var af en anden oprindelse end lettisk. I den anfægtede afgørelse nævnes desuden et møde, der blev afholdt den 8. maj 2014 i ekspertgruppen i Toldkodeksudvalgets afdeling for »toldskyld og sikkerhedsstillelse« i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 907, i løbet af hvilket sagsøgerens sag var blevet drøftet (herefter »ekspertgruppemødet«). Ifølge den anfægtede afgørelse havde Letland erklæret, at det ikke havde udstedt de omtvistede certifikater, og at der ikke var »stærke« beviser for, at de omhandlede varer ikke var af lettisk oprindelse. I denne forbindelse havde de lettiske toldmyndigheder i ekspertgruppemødet fremført, at transporten af linnedstof var foregået i flere led alene for at dække over varernes faktiske oprindelse og for at anvende de transportdokumenter, der var udstedt i Letland, med henblik på fejlagtigt at attestere, at varerne var af lettisk oprindelse.

105

Henset til det ovenstående skal det fastslås, at Kommissionen ikke foretog en vurdering af sagsøgerens adfærd. Beviset på, at sagsøgeren kunne forventes at vide, at de varer, som virksomheden indførte, ikke var af lettisk oprindelse, fremgår således ikke af den anfægtede afgørelse. Dette spørgsmål er desuden det primære spørgsmål i den foreliggende sag, for så vidt som sagsøgeren har fremført, at virksomheden ikke vidste, at de omhandlede varer var af en anden oprindelse end lettisk. Det forhold, at sidstnævnte forsøgte at drage fordel af præferenceordningen, beviser ikke, at virksomheden har gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed.

106

Den erklæring, som de lettiske toldmyndigheder afgav i forbindelse med ekspertgruppemødet, beviser ligeledes ikke, at sagsøgeren havde gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed. Det bemærkes således, at nævnte møde fandt sted den 8. maj 2014, mere end 12 år efter udløbet af den relevante periode, hvilket rejser tvivl om, hvorvidt indførselsbetingelserne i den relevante periode, herunder navnlig betingelserne vedrørende sagsøgerens indførsler, var blevet konkret undersøgt i den foreliggende sag.

107

Det forhold, at de omhandlede varer var i transit i toldoplag i Letland, således som de lettiske toldmyndigheder havde fremført på ekspertgruppemødet, er ikke relevant, for så vidt som dette kun blev oplyst i OLAF’s rapport, dvs. efter den relevante periode. Dette forhold beviser, såfremt det godtgøres, desuden kun uregelmæssigheder, som ligeså vel kunne tilskrives de lettiske toldmyndigheder som sagsøgeren eller andre omhandlede erhvervsdrivende.

108

Kommissionen har endvidere ikke fremlagt noget forhold, der gør det muligt at understøtte eller efterprøve den erklæring, som de lettiske myndigheder afgav i forbindelse med ekspertgruppemødet. Det bemærkes desuden, at der findes en identisk erklæring i den skrivelse af 14. marts 2014, hvori Kommissionen underrettede sagsøgeren om, at den påtænkte at træffe en afgørelse, der ikke var gunstig for sagsøgeren (jf. præmis 22 ovenfor). I denne skrivelse nævnte Kommissionen imidlertid ikke de lettiske toldmyndigheder, men Finanzgericht Münchens (domstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i München) kendelse af 30. april 2009, som for sin del henviste til OLAF’s rapport.

109

Kommissionen har således ikke i den anfægtede afgørelse godtgjort, at sagsøgerens adfærd er udtryk for manglende omhu.

110

Hvad angår det argument, som Kommissionen har fremført til sit forsvar, ifølge hvilket sagsøgeren gjorde sig skyldig i åbenbar forsømmelighed, fordi en af virksomhedens ansatte havde angivet »oprindelse Rusland« i en skrivelse, skal det fastslås, at denne betragtning udgør en efterfølgende begrundelse af den anfægtede afgørelse, som ikke kan antages til realitetsbehandling for Retten. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at begrundelsen i princippet skal meddeles den berørte part samtidig med den bebyrdende retsakt, og manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes ved, at den berørte part får kendskab til begrundelsen for retsakten under sagen for Unionens retsinstanser (dom af 26.11.1981, Michel mod Parlamentet, 195/80, EU:C:1981:284, præmis 22, af 28.6.2005, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 463, og af 12.12.2006, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, T-228/02, EU:T:2006:384, præmis 139).

111

Dette forhold gør det under alle omstændigheder ikke i sig selv muligt at bevise, at sagsøgeren har gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed.

112

Da Kommissionen ikke, som den i præmis 100 og 102 ovenfor nævnte retspraksis kræver, har godtgjort, at sagsøgeren ikke har udvist omhu, og dermed sagsøgerens åbenbare forsømmelighed, skal det eneste anbringendes andet led om en tilsidesættelse af betingelsen om, at importøren ikke har gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed, således også tages til følge.

113

Det må følgelig lægges til grund, at sagsøgerens søgsmål skal tages til følge, og at den anfægtede afgørelse derfor skal annulleres.

114

Ifølge artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

115

Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):