1

Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. september 2014 har Den Hellenske Republik nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret i sagen Grækenland mod Kommissionen (T-52/12, EU:T:2014:677, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten forkastede Den Hellenske Republiks påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2012/157/EU af 7. december 2011 om udbetalinger som kompensation fra det græske landbrugsforsikringsorgan (ELGA) i årene 2008 og 2009 (EUT 2012 L 78, s. 21, herefter »den anfægtede afgørelse«).

2

Ved begæring indleveret til Domstolens Justitskontor den 30. september 2014 har Den Hellenske Republik fremsat anmodning om foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF med påstand om, at Domstolen udsætter opfyldelsen af den appellerede dom, indtil der er afsagt dom i appelsagen.

3

Det græske landbrugsforsikringsorgan (ELGA) er et almennyttigt organ, der blev oprettet ved lov nr. 1790/1988 (FEK A’ 134 af 20.6.1988). ELGA er en privatretlig juridisk person, der er 100% statsejet. ELGA har bl.a. til formål at forsikre landbrugsbedrifters produktion og værdier i form af jord, afgrøder og besætninger mod naturskabte risici.

4

Ifølge artikel 3a i lov nr. 1790/1988, der blev indført ved lov nr. 2945/2001 (FEK A’ 223 af 8.10.2001), er det lovpligtigt at forsikre sig hos ELGA, som dækker naturskabte risici. Ifølge artikel 5a i lov nr. 1790/1988, der blev indført ved lov nr. 2040/1992 (FEK A’ 70 af 23.4.1992), pålægges landbrugsproducenterne et særligt forsikringsbidrag til ELGA for deltagelsen i forsikringsordningen.

5

Ved økonomiministeriets og landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 262037 af 30. januar 2009 om ekstraordinær kompensation for skader på landbrugsproduktionen (FEK B’ 155 af 2.2.2009) bestemte Den Hellenske Republik, at der skulle udbetales ekstraordinære kompensationer på i alt 425 mio. EUR for det fald i udbyttet af visse planteafgrøder, der indtraf i høståret 2008 på grund af ugunstige vejrforhold. Det fremgik af denne tværministerielle bekendtgørelse, at de udgifter, der var forbundet med dens anvendelse, og som skulle afholdes af ELGA, skulle dækkes ved, at ELGA optog et statsgaranteret lån hos en bank.

6

Den Hellenske Republik svarede i en skrivelse af 20. marts 2009 på Europa-Kommissionens anmodning om oplysninger. Ifølge denne skrivelse havde ELGA i 2008 udbetalt et erstatningsbeløb på 386986648 EUR til landbrugerne for skader, der var dækket af forsikringen. Dette beløb stammede dels fra forsikringsbidrag indbetalt af producenterne –88353000 EUR – dels fra provenuet af et banklån på 444 mio. EUR, som ELGA havde optaget med statsgaranti, og som skulle afdrages over ti år.

7

Ved afgørelse af 27. januar 2010 (EUT C 72, s. 12) indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF i sag C 3/10 (ex NN 39/09) om udbetalinger som kompensation fra ELGA i årene 2008 og 2009 (herefter »den omhandlede støtte«). Den 7. december 2011 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse.

8

Artikel 1-3 i den anfægtede afgørelses dispositive del har følgende ordlyd:

»Artikel 1

1.   Erstatningerne, som [ELGA] udbetalte til producenterne af landbrugsprodukter i årene 2008 og 2009, udgør statsstøtte.

2.   Den kompensation, der blev ydet i 2008 i henhold til den særlige lovpligtige forsikring, er forenelig med det indre marked for så vidt angår støtten på 349493652,03 EUR, som ELGA ydede til landbrugerne til dækning af tab af afgrøder, og for så vidt angår støtten til dækning af tab af afgrøder som følge af bjørne på 91500 EUR og til korrigerende foranstaltninger, der blev truffet i anledning af førnævnte støtte. Den kompensation, som udgør det resterende beløb, og som blev udbetalt i 2008 i henhold til den særlige forsikringsordning, er uforenelig med det indre marked.

3.   Den kompensation på 27614905 EUR, som blev ydet i 2009 i henhold til den tværministerielle beslutning […], er forenelig med det indre marked.

Den kompensation på 387404547 EUR, som blev ydet til producenterne på tidspunkter før den 28. oktober 2009, er uforenelig med det indre marked. Denne konklusion berører ikke den støtte, som på tidspunktet for ydelsen heraf opfyldte alle betingelserne i [Kommissionens] forordning (EF) nr. 1535/2007 [af 20. december 2007 om anvendelse af […] artikel [107 TEUF og 108 TEUF] på de minimis-støtte til produktion af landbrugsprodukter (EUT L 337, s. 35)].

Artikel 2

1.   [Den Hellenske Republik] træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede uforenelige støtte, der allerede er udbetalt ulovligt til støttemodtagerne.

2.   Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, hvor den blev udbetalt til støttemodtagerne, og indtil den er blevet tilbagebetalt.

[…]

4.   Tilbagesøgningen skal ske uophørligt og i overensstemmelse med den nationale lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme nærværende afgørelse hurtigt og effektivt.

Artikel 3

Tilbagesøgningen af den i artikel 1, stk. 2 og 3, omhandlede støtte skal ske hurtigt og effektivt. [Den Hellenske Republik] sørger for at efterkomme nærværende afgørelse senest fire måneder efter meddelelsen af afgørelsen.«

9

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. februar 2012 anlagde Den Hellenske Republik sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse. Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag fremsatte Den Hellenske Republik begæring om foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF med påstand om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse. Ved kendelse Grækenland mod Kommissionen afsagt af Rettens præsident (T-52/12 R, EU:T:2012:447) blev gennemførelsen af den anfægtede afgørelse udsat, for så vidt som denne afgørelse forpligtede Den Hellenske Republik til at tilbagesøge de udbetalte beløb hos modtagerne.

10

Den Hellenske Republik havde fremført syv anbringender til støtte for sin påstand om annullation af den anfægtede afgørelse. Det første anbringende vedrørte en fejlagtig fortolkning og anvendelse fra Kommissionens side af bestemmelserne i artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108 TEUF, sammenholdt med bestemmelserne i lov 1790/1988, og en fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder vedrørende kompensationer udbetalt i 2009. Det andet anbringende vedrørte en fejlagtige bedømmelse af de faktiske omstændigheder og en tilsidesættelse af væsentlige formelle sagsbehandlingsregler fra Kommissionens side samt en utilstrækkelig begrundelse for konklusionen om, at de kompensationer, der blev udbetalt i 2009, udgjorde ulovlig statsstøtte. Det tredje anbringende vedrørte en fejlagtig fortolkning og anvendelse af bestemmelserne i artikel 107 TEUF og 108 TEUF samt en utilstrækkelig begrundelse, idet Kommissionen i de beløb, der skulle tilbagebetales, medregnede et beløb på 186011000,60 EUR svarende til de bidrag, som landbrugerne indbetalte til ELGA’s lovpligtige forsikringsordning i 2008 og 2009. Det fjerde anbringende, der blev fremført subsidiært, vedrørte en fejlagtig fortolkning og anvendelse af bestemmelserne i artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF og en ukorrekt anvendelse af Kommissionens skønsbeføjelse på statsstøtteområdet, idet udbetalingerne i 2009 burde have været anset for forenelige med det indre marked i henhold til denne bestemmelse. Med det femte anbringende, der ligeledes blev fremført subsidiært, blev det gjort gældende, at Kommissionen havde tilsidesat artikel 39 TEUF, artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF og artikel 296 TEUF samt en række almindelige retsprincipper, idet den ikke havde anvendt Kommissionens meddelelse af 22. januar 2009 om midlertidige EF-rammebestemmelser for statsstøtte, der ydes for at lette adgangen til finansiering under den nuværende finansielle og økonomiske krise (EUT C 16, s. 1, herefter»meddelelsen om midlertidige EF-rammebestemmelser«), på virksomheder, som beskæftiger sig med primærproduktion af landbrugsprodukter, fra den 17. december 2008, hvor rammebestemmelserne trådte i kraft. Det sjette anbringende, der også blev fremført subsidiært, vedrørte Kommissionens fejlagtige vurdering og beregning i forbindelse med fastsættelsen af det støttebeløb, der skulle tilbagebetales. Det syvende anbringende vedrørte en fejlagtig fortolkning og anvendelse fra Kommissionens side af rammebestemmelserne for statsstøtte til landbrugs- og skovbrugssektoren 2007-2013 (EUT 2006 C 319, s. 1) og en fejlagtig skønsmæssig vurdering vedrørende erstatning udbetalt i 2008 for skader på landbrugsproduktionen forårsaget af bjørne.

11

Retten fastslog i den appellerede dom, at ingen af disse syv anbringender kunne tages til følge, og at Kommissionen derfor måtte frifindes i det hele.

12

Den Hellenske Republik har nedlagt følgende påstande:

13

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

14

Det fremgår af artikel 60, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at appel af en dom afsagt af Retten som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. I medfør af artikel 278 TEUF kan Domstolen dog udsætte opfyldelsen af den appellerede dom, hvis den skønner, at forholdene kræver det (kendelse Front national og Martinez mod Parlamentet afsagt af Domstolens præsident, C-486/01 P-R og C-488/01 P-R, EU:C:2002:116, præmis 71).

15

Det indirekte, men klare formål med den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler er, som Kommissionen med rette har anført, ikke bare at få Domstolen til at udsætte opfyldelsen af den appellerede dom, men i høj grad også at få den til at udsætte gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

16

Den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler skal ikke afvises, alene fordi den sigter mod at udsætte den anfægtede afgørelse og ikke kun mod at udsætte opfyldelsen af den appellerede dom.

17

De forholdsregler, der begæres anordnet i henhold til artikel 278 TEUF, må ganske vist principielt ikke overskride den formelle ramme for den appel, som de vedrører. Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at en begæring om udsættelse af gennemførelsen principielt ikke – bortset fra i undtagelsestilfælde – kan rettes mod en negativ afgørelse, da en udsættelse ikke kan ændre den begærende parts stilling (jf. kendelse Front National og Martinez mod Parlamentet afsagt af Domstolens præsident, EU:C:2002:116, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis). Da den appellerede dom kan ligestilles med en negativ afgørelse, idet Retten herved frifandt sagsøgte i det hele, og da forpligtelsen til tilbagebetaling af den omhandlede støtte har grundlag i den anfægtede afgørelse, kræver hensynet til en effektiv retsbeskyttelse, at appellanten har ret til realitetsbehandling af begæringen om at udsætte gennemførelsen af den anfægtede afgørelse (jf. analogt kendelse Le Pen mod Parlamentet afsagt af Domstolens præsident, C-208/03 P-R, EU:C:2003:424, præmis 78-88).

18

Det skal tilføjes, at den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler også støttes på artikel 279 TEUF, hvorefter Domstolen kan foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler i sager, der er indbragt for den.

19

Artikel 160, stk. 3, i Domstolens procesreglement bestemmer, at anmodninger om foreløbige forholdsregler skal angive »sagens genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den foreløbige forholdsregel, anmodningen vedrører, umiddelbart forekommer begrundet«. Domstolen kan således udsætte gennemførelsen og fastsætte foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for den part, der har fremsat begæring herom, er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, hvis en af betingelserne ikke er opfyldt. Endvidere kan Domstolen i sager om foreløbige forholdsregler i givet fald foretage en interesseafvejning (kendelse Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen afsagt af Domstolens præsident, C-404/04 P-R, EU:C:2005:267, præmis 10 og 11 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse Kommissionen mod ANKO afsagt af Domstolens vicepræsident, C-78/14 P-R, EU:C:2014:239, præmis 14).

20

Betingelsen om fumus boni juris er opfyldt, når der under sagen om de foreløbige forholdsregler foreligger en væsentlig uenighed af retlig eller faktisk karakter, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre, hvorfor hovedsagen ikke umiddelbart forekommer at være uden rimeligt grundlag (jf. i denne retning kendelse Publishers Association mod Kommissionen afsagt af Domstolens præsident, 56/89 R, EU:C:1989:238, præmis 31, og kendelse Kommissionen mod Artegodan m.fl. afsagt af Domstolens præsident, C-39/03 P-R, EU:C:2003:269, præmis 40). Eftersom formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er at garantere den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse, således at det undgås, at den retsbeskyttelse, Domstolen yder, bliver mangelfuld, skal en retsinstans i en sag om foreløbige forholdsregler blot vurdere, om de anbringender, der er påberåbt som led i hovedsagen, »umiddelbart« er irrelevante for at fastslå, om der er tilstrækkelig stor sandsynlighed for, at påstanden i hovedsagen tiltrædes (kendelse Kommissionen mod Tyskland afsagt af Domstolens vicepræsident, C-426/13 P(R), EU:C:2013:848, præmis 41).

21

Den omstændighed, at der med begæringen om foreløbige forholdsregler i det foreliggende tilfælde ønskes anordnet en udsættelse med at gennemføre den anfægtede afgørelse og ikke en udsættelse med at opfylde den appellerede dom, har i denne sammenhæng betydning for vurderingen af, om fumus boni juris-betingelsen er opfyldt (kendelse Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen afsagt af Domstolens præsident, EU:C:2005:267, præmis 16).

22

Uanset hvor overbevisende de anbringender og argumenter, som appellanten har påberåbt sig over for den appellerede dom, måtte være, er de således ikke tilstrækkelige til retligt at godtgøre, at udsættelsen af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse umiddelbart forekommer berettiget. For at godtgøre, at betingelsen om fumus boni juris er opfyldt, vil Den Hellenske Republik endvidere skulle vise, at de anbringender og argumenter, som den under annullationssøgsmålet har påberåbt sig til støtte for denne afgørelses ulovlighed, kan godtgøre, at den begærede udsættelse umiddelbart forekommer berettiget (jf. analogt kendelse Le Pen mod Parlamentet afsagt af Domstolens præsident, EU:C:2003:424, præmis 90).

23

Det skal i øvrigt bemærkes, at selv om Retten i forbindelse med den begæring om foreløbige forholdsregler, der blev fremsat under annullationssøgsmålet, konkluderede, at der forelå fumus boni juris (kendelse Grækenland mod Kommissionen afsagt af Rettens præsident, EU:T:2012:447), forkastede den alligevel alle de anbringender, som sagsøgeren havde fremført, i den appellerede dom.

24

Hvad angår den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler må der følgelig ved vurderingen af fumus boni juris-betingelsen tages hensyn til den omstændighed, at den anfægtede afgørelse, hvis gennemførelse begæres udsat, såvel faktisk som retligt allerede er blevet efterprøvet af en af Unionens retsinstanser, og at denne har fastslået, at søgsmålet til prøvelse af denne afgørelse var ubegrundet (kendelse Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen afsagt af Domstolens præsident, EU:C:2005:267, præmis 19). Kravet om, at de retlige anbringender, der gøres gældende til støtte for den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler, umiddelbart forekommer særligt tungtvejende, beror bl.a. på, at disse anbringender skal kunne rejse tvivl om den vurdering, Retten har anlagt i hovedsagen vedrørende Den Hellenske Republiks argumentation (jf. i denne retning kendelse Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen afsagt af Domstolens præsident, EU:C:2005:267, præmis 20).

25

Den Hellenske Republik har fremført tre anbringender til støtte for sin begæring om foreløbige forholdsregler.

26

Med det første appelanbringende, der består af to led og er indeholdt i begæringen om foreløbige forholdsregler, har Den Hellenske Republik i det væsentlige gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn til retsvirkningerne af, at en væsentlig del af den omhandlede støtte – ca. 186000000 EUR – bestod af obligatoriske forsikringsbidrag, som landbrugerne selv havde indbetalt til ELGA.

27

Den Hellenske Republik mener for det første, at Retten tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som staten aldrig har haft rådighed over denne del af støtten, og den derfor ikke kan anses for at være ydet ved hjælp af statsmidler. I den appellerede doms præmis 117-120 henviste Retten imidlertid til Domstolens og Rettens faste praksis, hvorefter omstændigheder som dem, Den Hellenske Republik har gjort gældende vedrørende oprindelsen af de midler, som støtten blev finansieret med, og navnlig den omstændighed, at de oprindeligt var af privat karakter, fordi der var tale om bidrag indbetalt af erhvervsdrivende til en støtteordning, der gjaldt for visse erhvervsdrivende i en bestemt sektor, ikke er til hinder for, at de anses for at hidrøre fra statsmidler (jf. i denne retning domme Steinike & Weinlig, 78/76, EU:C:1977:52, præmis 22, PreussenElektra, C-379/98, EU:C:2001:160, præmis 58, Frankrig mod Kommissionen, C-482/99, EU:C:2002:294, præmis 23, 24 og 37, samt Doux Élevage og Coopérative agricole UKL-ARREE, C-677/11, EU:C:2013:348, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

28

I den appellerede doms præmis 121-129 anvendte Retten denne retspraksis på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. Retten mindede i den appellerede doms præmis 122 om, at ydelserne fra ELGA var finansieret af statsmidler og kunne tilregnes staten (dom Freskot, C-355/00, EU:C:2003:298, præmis 81), den beskrev arten og oprindelsen af de kompensationer, ELGA havde udbetalt i 2008, ud fra de konstaterede faktiske omstændigheder og konkluderede, at kompensationerne både stammede fra forsikringsbidrag og fra provenuet af et lån. Den udledte heraf, at de var finansieret af statsmidler. Dette gjaldt også for den del af kompensationerne, der kunne føres tilbage til disse bidrag, eftersom det fremgår af den nationale lovgivning, at de omhandlede bidrag skal bogføres som statens indtægter. Retten fastslog det samme i den appellerede doms præmis 130-133 med hensyn til de beløb, der blev udbetalt i 2009, og som blev finansieret med et statsgaranteret lån.

29

Den Hellenske Republik mener for det andet, at Retten tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF, idet den ikke forklarede, hvorfor den omhandlede støtte måtte anses for at give modtagerne en uretmæssig fordel, der kunne fordreje konkurrencen inden for EU, når en del af støtten blev dækket af bidrag, som modtagerne selv havde indbetalt til ELGA. I den appellerede doms præmis 59-64 forklarede Retten dog nærmere, hvorfor denne støtte faktisk udgjorde en fordel for modtagerne, selv om de havde indbetalt disse bidrag. Den påpegede ligeledes, bl.a. i dommens præmis 66-68, at artikel 107, stk. 1, TEUF efter Domstolens faste praksis ikke sondrer ud fra grundene til eller formålet med de statslige indgreb, og at den omstændighed, at den omhandlede støtte har et kompenserende eller socialt formål, derfor ikke kan medføre, at den falder uden for begrebet støtte i denne bestemmelse (domme Frankrig mod Kommissionen, C-251/97, EU:C:1999:480, præmis 37, Spanien mod Kommissionen, C-409/00, EU:C:2003:92, præmis 48, og France Télécom mod Kommissionen, C-81/10 P, EU:C:2011:811, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

30

I den appellerede doms præmis 102 ff. bemærkede Retten desuden, at konkurrencevilkårene efter fast retspraksis fordrejes, når blot den pågældende foranstaltning letter byrderne for den modtagende virksomhed og således styrker dens stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med. Den præciserede i denne forbindelse, at Kommissionen hverken skal godtgøre, at denne foranstaltning reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, eller at den faktisk fordrejer konkurrencen (jf. domme Italien mod Kommissionen, C-372/97, EU:C:2004:234, præmis 44, og Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, C-182/03 og C-217/03, EU:C:2006:416, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis). Den bemærkede videre, at konkurrencen kan være fordrejet, og samhandelen inden for Fællesskabet kan være påvirket, selv om støtten er forholdsvis ubetydelig, eller den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, forudsat at den pågældende sektor er særlig konkurrencebetonet, hvilket gælder for landbrugssektoren og navnlig i det foreliggende tilfælde (jf. i denne retning domme Spanien mod Kommissionen, C-114/00, EU:C:2002:508, præmis 47, og Grækenland mod Kommissionen, C-278/00, EU:C:2004:239, præmis 69 og 70).

31

Det følger heraf, at de argumenter, som Den Hellenske Republik har fremsat i forbindelse med det første anbringende, der er indeholdt i begæringen om foreløbige forholdsregler, i virkeligheden rejser tvivl om Rettens anvendelse af Domstolens faste praksis på de faktiske omstændigheder, som Retten konstaterede i den appellerede dom. Den Hellenske Republik har heller ikke forklaret, på hvilken måde Retten skulle have gengivet disse faktiske omstændigheder forkert. Det kan således ikke udledes af disse argumenter, at det første anbringendes første led er tilstrækkeligt velbegrundet til, at der bør anordnes udsættelse med gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

32

Med det andet anbringende, der er fremført i begæringen om foreløbige forholdsregler, har Den Hellenske Republik i det væsentlige gjort gældende, at Retten foretog en urigtig retsanvendelse, da den fastslog, at de kompensationer, der blev udbetalt i 2009, udgjorde en selektiv økonomisk fordel for modtagerne, som kunne fordreje konkurrencen og påvirke handelen mellem medlemsstaterne, uden at tage hensyn til de ekstraordinære omstændigheder, der gjorde sig gældende for den græske økonomi og navnlig for den græske landbrugssektor. Retten henholdt sig blot til den praksis fra Domstolen, der er nævnt i præmis 29 og 30 i denne kendelse, og fortolkede denne praksis forkert, eftersom de pågældende domme vedrørte økonomiske fordele, der blev indrømmet under normale markedsvilkår. Retten tog ikke hensyn til de forbehold, der blev taget i en række andre domme på statsstøtteområdet, heriblandt domme Belgien mod Kommissionen (C-75/97, EU:C:1999:311, præmis 66 og 67), Italien mod Kommissionen (C-310/99, EU:C:2002:143, præmis 98 og 99) og Italien mod Kommissionen (EU:C:2004:234, præmis 104), for at tage højde for usædvanlige omstændigheder.

33

Kommissionen har derfor i denne henseende med rette anført, at retspraksis vedrørende kvalificeringen af »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler«, som omhandlet i artikel 107 TEUF, hvilket bl.a. omfatter den retspraksis, der er nævnt i præmis 29 og 30 i denne kendelse, finder anvendelse på den foreliggende sag, og at denne kvalificering ikke afhænger af, under hvilke omstændigheder af økonomisk eller anden art disse økonomiske fordele indrømmes, og af hvilke grunde de indrømmes. De betingelser, der skal være opfyldt, for at støtten kan erklæres forenelig med det indre marked, er fastsat i denne artikels stk. 2 og 3. Artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF har ganske vist ingen betydning for, om en fordel kvalificeres som statsstøtte, men tillader i givet fald Kommissionen at erklære støtte, der kan afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi, forenelig med det indre marked. Hvad angår den retspraksis, som Den Hellenske Republik har gjort gældende, og som er nævnt i præmis 32 ovenfor, skal det blot bemærkes, at den heller ikke vedrører kvalificeringen af støtte som en statslig foranstaltning, men tilbagesøgning af støtten, når denne er erklæret uforenelig med det indre marked.

34

Med det andet appelanbringende, der er indeholdt i begæringen om foreløbige forholdsregler, forsøger Den Hellenske Republik således at rejse tvivl om Rettens anvendelse af Domstolens faste praksis på de faktiske omstændigheder, som Retten konstaterede i den appellerede dom. Den Hellenske Republik har heller ikke forklaret, på hvilken måde Retten skulle have gengivet disse faktiske omstændigheder forkert. Det andet anbringende er derfor – i lighed med det første – ikke tilstrækkeligt velbegrundet til, at den foreliggende begæring om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse bør tages til følge.

35

Med det tredje anbringendes første led, der er indeholdt i begæringen om foreløbige forholdsregler, har Den Hellenske Republik anført, at Retten tilsidesatte artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, fordi den ikke drog Kommissionen til ansvar for dens fejlagtige bedømmelse af denne bestemmelse. Retten burde efter Den Hellenske Republiks opfattelse have fastslået, at artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF fandt direkte anvendelse på den foreliggende sag, på grund af de ekstraordinære omstændigheder, der påvirkede den græske økonomi i 2009, eller den burde i det mindste have draget Kommissionen til ansvar for den fejl, som den begik ved ikke at anvende denne bestemmelse. Retten og Kommissionen foretog således urigtig retsanvendelse ved at fastslå, at denne bestemmelse ikke måtte anvendes i andre tilfælde end dem, der specifikt er nævnt i meddelelsen om midlertidige EF-rammebestemmelser.

36

I den appellerede doms præmis 159 og 160 bemærkede Retten herved, at det fremgår af fast retspraksis, at alle undtagelser fra det almindelige princip i artikel 107, stk. 1, TEUF om, at statsstøtte er uforenelig med det indre marked, skal undergives en snæver fortolkning (dom Tyskland mod Kommissionen, C-277/00, EU:C:2004:238, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis). Ifølge en fast retspraksis, som Retten henviste til i den appellerede doms præmis 161, har Kommissionen desuden ved anvendelsen af artikel 107, stk. 3, TEUF et vidt skøn, hvis udøvelse indebærer komplicerede økonomiske og sociale vurderinger (dom Tyskland m.fl. mod Kronofrance, C-75/05 P og C-80/05 P, EU:C:2008:482, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis). Hertil kommer, at konstateringen af en støtteordnings eventuelle uforenelighed med det indre marked sker under Domstolens kontrol og i henhold til en særlig procedure, hvis gennemførelse påhviler Kommissionen (dom DM Transport, C-256/97, EU:C:1999:332, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

37

Det fremgår i øvrigt af fast retspraksis og navnlig af domme Tyskland m.fl. mod Kronofrance (EU:C:2008:482, præmis 60 og 61 og den deri nævnte retspraksis) og Holland Malt mod Kommissionen (C-464/09 P, EU:C:2010:733, præmis 46 og 47), som Retten henviste til i den appellerede doms præmis 186 og 187, og Kommissionen henviste til i 92. betragtning til den anfægtede afgørelse, samt af dom Tyskland mod Kommissionen (C-288/96, EU:C:2000:537, præmis 62), at Kommissionen med vedtagelsen af vejledende regler og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og ikke kan fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Domstolen har således understreget, at Kommissionen særligt på statsstøtteområdet er bundet af de rammebestemmelser og meddelelser, som den vedtager, såfremt disse ikke afviger fra traktatens bestemmelser på dette område.

38

I den appellerede doms præmis 146-189 behandlede Retten alle de klagepunkter, som Den Hellenske Republik havde fremsat inden for rammerne af det fjerde og femte anbringende vedrørende anvendelsen af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF på den omhandlede støtte. Den gennemgik og forkastede i dommens præmis 148-166 de argumenter, der var fremført i forbindelse med det femte anbringende vedrørende undtagelse af støtte til virksomheder, der beskæftiger sig med primærproduktion af landbrugsprodukter, fra de midlertidige EF-rammebestemmelser, og i dommens præmis 168-184 argumenterne om manglende tilbagevirkende kraft af Kommissionens meddelelse om ændring af de midlertidige EF-rammebestemmelser for statsstøtte, der ydes for at lette adgangen til finansiering under den nuværende finansielle og økonomiske krise (EUT 2009 C 261, s. 2), der forlængede muligheden for at yde begrænset forenelig støtte til virksomheder, som beskæftiger sig med primærproduktion af landbrugsprodukter, regnet fra den 28. oktober 2009. I den appellerede doms præmis 185-189 forkastede den ligeledes de argumenter, som var fremført i forbindelse med det fjerde anbringende, og som vedrørte Kommissionens manglende direkte anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF i andre tilfælde end dem, der specifikt var nævnt i den udgave af meddelelsen om EF-rammebestemmelser, der var gældende på tidspunktet for tildelingen af den omhandlede støtte.

39

Hvad angår det i begæringen om foreløbige forholdsregler indeholdte argument om, at Retten selv burde have anvendt artikel 107, stk. 3, TEUF direkte, skal det bemærkes, at det først og fremmest tilkommer Kommissionen at anvende denne bestemmelse, og at den har et vidt skøn i denne henseende. Det må i øvrigt konstateres, at Den Hellenske Republik med det tredje appelanbringendes første led, der er indeholdt i begæringen om foreløbige forholdsregler, forsøger at rejse tvivl om Rettens anvendelse af Domstolens faste praksis på de faktiske omstændigheder, som Retten konstaterede i den appellerede dom. Den Hellenske Republik har heller ikke forklaret, på hvilken måde Retten skulle have gengivet disse faktiske omstændigheder forkert. Det tredje anbringendes første led er derfor heller ikke tilstrækkeligt velbegrundet til, at der bør anordnes udsættelse med gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

40

Med det tredje anbringendes andet led, der er fremført i begæringen om foreløbige forholdsregler, har Den Hellenske Republik endelig gjort gældende, at den appellerede dom er utilstrækkeligt begrundet, for så vidt som Retten ikke undersøgte dens klagepunkt om, at Kommissionen tilsidesatte proportionalitetsprincippet ved at anordne tilbagesøgning af den omhandlede støtte, selv om situationen i den græske landbrugssektor, der allerede var meget vanskelig på det tidspunkt, hvor støtten blev udbetalt, var blevet forværret på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget.

41

I forbindelse med det femte anbringende, som Den Hellenske Republik fremførte i første instans, fremsatte den imidlertid et specifikt argument om en påstået tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Den påstod således, at Kommissionen bl.a. havde tilsidesat proportionalitetsprincippet ved ikke at tillægge Kommissionens meddelelse om ændring af de midlertidige EF-rammebestemmelser tilbagevirkende kraft, således at den omhandlede støtte kunne erklæres forenelig på dette grundlag i lighed med tilsvarende støtte, der tidligere var blevet udbetalt til landbrugere i andre medlemsstater. Tilbagesøgningen af den omhandlede støtte ville have alvorlige konsekvenser for de græske landbrugere og medføre »urimelige situationer og forhold«. Retten tog stilling til dette argument i den appellerede doms præmis 175-179, hvori den i det væsentlige bemærkede, at Den Hellenske Republik ikke havde godtgjort, at de ændrede rammebestemmelsers manglende tilbagevirkende kraft havde overskredet grænserne for, hvad der var nødvendigt for at gennemføre de legitime formål, som de pågældende bestemmelser forfulgte. Retten bemærkede videre, at situationen for denne medlemsstat under alle omstændigheder adskilte sig væsentligt fra situationen for de medlemsstater, der havde ydet tilsvarende støtte, efter at de ændrede bestemmelser var trådt i kraft.

42

For så vidt som Den Hellenske Republik med det sjette anbringende, som den fremførte i første instans, ligeledes gjorde gældende, at Kommissionen havde foretaget en fejlagtig vurdering og beregning i forbindelse med fastsættelsen af det støttebeløb, der skulle tilbagesøges, idet den ikke fradrog støtte, som ifølge de gældende bestemmelser skulle betragtes som de minimis-støtte, skal det også blot bemærkes, at Retten undersøgte de argumenter, der blev fremsat til støtte for dette anbringende, detaljeret og forkastede dem alle i den appellerede doms præmis 190-203. Retten pegede i den appellerede doms præmis 194 nærmere bestemt på, at det fremgik udtrykkeligt af den anfægtede afgørelse, at støtte, som ikke kunne kvalificeres som støtte, der var uforenelig med det indre marked, fordi den opfyldte betingelserne i forordning nr. 1535/2007, skulle betragtes som de minimis-støtte, hvorefter den i dommens præmis 198 fastslog, at Kommissionen i overensstemmelse med Domstolens praksis med rette kunne nøjes med at kræve tilbagebetaling af den omhandlede støtte og overlade det til de nationale myndigheder at beregne det nøjagtige beløb, der skulle tilbagebetales.

43

Det følger heraf, at Retten i forbindelse med det femte og sjette anbringende, der blev fremført i første instans, udtrykkeligt tog stilling til de argumenter, hvorpå Den Hellenske Republik støttede sine klagepunkter om, at den tilbagesøgning af den omhandlede støtte, som Kommissionen anordnede i den anfægtede afgørelse, var uforholdsmæssig. For så vidt som Den Hellenske Republik i den foreliggende procedure om foreløbige forholdsregler har henvist til andre argumenter, der blev fremsat i første instans, og hvorefter beslutningen om at tilbagesøge støtten på grund af den græske landbrugssektors vanskelige situation var uforholdsmæssig, skal det derimod blot bemærkes, at Den Hellenske Republik ikke har identificeret disse argumenter på en hensigtsmæssig måde i sin begæring om foreløbige forholdsregler.

44

Domstolen har derfor ikke i begæringen om foreløbige forholdsregler kunnet identificere specifikke klagepunkter, som blev fremsat behørigt for Retten, vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet på grund af beslutningen om at tilbagesøge den omhandlede støtte og som følge af den græske landbrugssektors vanskelige situation, og som Retten ikke tog stilling til i den appellerede dom.

45

Som Kommissionen har understreget, fremgår det under alle omstændigheder af Domstolens praksis, at tilbagesøgningen af en ulovlig støtte er en følge af, at støtten er fundet ulovlig, hvilket betyder, at tilbagesøgningen af en sådan støtte med henblik på at genoprette den oprindelige situation principielt ikke kan betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i traktaternes bestemmelser om statsstøtte (dom Belgien mod Kommissionen, C-142/87, EU:C:1990:125, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis). Det bestemmes i øvrigt i artikel 14, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af […] artikel [108 TEUF] (EFT L 83, s. 1), at »[i] negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren […]. Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i [EU-]lovgivningen«.

46

Det må imidlertid konstateres, at Den Hellenske Republik blot har henvist til den græske landbrugssektors vanskelige situation i sin begæring om foreløbige forholdsregler og ikke har forklaret, hvorfor Domstolen efter dens opfattelse bør fastslå, at tilbagesøgningen af den omhandlede støtte er en uforholdsmæssig foranstaltning i forhold til det legitime formål om at genoprette den situation, der forelå, før støtten blev udbetalt. Det tredje anbringendes andet led, der er indeholdt i begæringen om foreløbige forholdsregler, er derfor ikke tilstrækkeligt velbegrundet til, at der bør anordnes udsættelse med gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

47

Det følger af det ovenfor anførte, at betingelsen om fumus boni juris ikke er opfyldt. Begæringen om foreløbige forholdsregler kan derfor ikke tages til følge. Der findes ikke anledning til at undersøge, om betingelsen om uopsættelighed er opfyldt, eller til at foretage en interesseafvejning.

På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolens vicepræsident: