Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62014CN0248

    Sag C-248/14 P: Appel iværksat den 23. maj 2014 af Schwenk Zement KG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 14. marts 2014 i sag T-306/11, Schwenk Zement KG mod Europa-Kommissionen

    EUT C 223 af 14.7.2014, p. 11–12 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    14.7.2014   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 223/11


    Appel iværksat den 23. maj 2014 af Schwenk Zement KG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 14. marts 2014 i sag T-306/11, Schwenk Zement KG mod Europa-Kommissionen

    (Sag C-248/14 P)

    2014/C 223/16

    Processprog: tysk

    Parter

    Appellant: Schwenk Zement KG (ved Rechtsanwälte M. Raible og S. Merz)

    Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

    Appellanten har nedlagt følgende påstande

    Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 14. marts 2014 i sag T-306/11 ophæves, for så vidt som Kommissionen derved blev frifundet.

    Kommissionens afgørelse af 30. marts 2011 i sag COMP/39520 — cement og lignende produkter, C(2011) 2367 endelig, annulleres i sin helhed i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, for så vidt den vedrører appellanten.

    Subsidiært i forhold til påstand nr. to hjemvises sagen til fornyet behandling ved Retten i overensstemmelse med den retlige bedømmelse i Domstolens dom.

    I alle tilfælde tilpligtes Kommissionen at betale appellantens omkostninger i forbindelse med sagen for Retten og for Domstolen.

    Anbringender og væsentligste argumenter

    Appellen er iværksat til prøvelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 14. marts 2014 i sag T-306/11 (herefter »Retten«), for så vidt den vedrører appellanten. Denne dom blev meddelt Schwenk Zement KG den 14. marts 2014. Ved denne dom gav Retten Schwenk Zement KG delvis medhold og frifandt delvist Kommissionen i den sag, appellanten havde anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse af 30. marts 2011 i sag COMP/39520 — cement og lignende produkter, C(2011) 2367 endelig om en procedure efter artikel 18, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (1).

    Appellanten har gjort tre anbringender gældende.

    For det første har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte proportionalitetsprincippet ved vurderingen af Kommissionens adfærd. Retten tilsidesatte EU-retten ved ikke at tage hensyn til det hierarkiske element, der ligger i proportionalitetsprincippet, hvorved den mindre indgribende fremgangsmåde i tilfælde af tvivl bør anvendes. Ved blot at henvise til den bedste garanti for at tilvejebringe oplysninger anså Retten det for lovligt at gribe direkte ind over for appellanten ved hjælp af en afgørelse om begæring om oplysninger i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003. Dette er ikke tilstrækkeligt ved anvendelsen af proportionalitetsprincippet.

    For det andet foretog Retten en utilstrækkelig undersøgelse af den foreliggende sag og undlod dermed at tage hensyn til væsentlige dele af indholdet af appellantens argumentation. Retten undersøgte ikke det konkrete tilfælde og tog ikke hensyn til appellantens særlige situation. I stedet for tog Retten udgangspunkt i et stort antal cementproducenter.

    For det tredje har appellanten bestridt den omstændighed, at Retten i strid med begrundelsespligten anså Kommissionens stereotype forklaringer for at være tilstrækkelige. Retten tilsidesatte begrundelsespligten i to henseender. For det første undlod Retten at tage hensyn til de krav til begrundelsespligten, der følger af artikel 296, stk. 2, TEUF, og artikel 18 i forordning nr. 1/2003 med hensyn til Kommissionens retsakter. For det andet fraveg Retten sine egne krav vedrørende begrundelsespligten. Endelig udelukkede Rettens vurdering enhver mulighed for at efterprøve spørgsmålet om, hvorvidt proportionalitetsprincippet var blevet overholdt. Skulle Rettens dom blive stadfæstet i den forbindelse, ville proportionalitetsprincippet inden for rammerne af undersøgelsesforanstaltninger i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1/2003, være indholdsløst.


    (1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1).


    Top