EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62014CJ0540

Domstolens dom (Første Afdeling) af 22. juni 2016.
DK Recycling und Roheisen GmbH mod Europa-Kommissionen.
Appel – miljø – direktiv 2003/87/EF – artikel 10a – ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner – foreløbige regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter fra 2013 – afgørelse 2011/278/EU – nationale gennemførelsesforanstaltninger fremsendt af Forbundsrepublikken Tyskland – afslag på optagelse af visse anlæg på listerne over anlæg, der modtager gratis emissionskvoter – bestemmelse om tilfælde, hvor der foreligger »urimelige byrder« – Kommissionens gennemførelsesbeføjelser.
Sag C-540/14 P.

Court reports – general

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2016:469

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

22. juni 2016 ( *1 )

»Appel — miljø — direktiv 2003/87/EF — artikel 10a — ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner — foreløbige regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter fra 2013 — afgørelse 2011/278/EU — nationale gennemførelsesforanstaltninger fremsendt af Forbundsrepublikken Tyskland — afslag på optagelse af visse anlæg på listerne over anlæg, der modtager gratis emissionskvoter — bestemmelse om tilfælde, hvor der foreligger »urimelige byrder« — Kommissionens gennemførelsesbeføjelser«

I sag C-540/14 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 26. november 2014,

DK Recycling und Roheisen GmbH, Duisburg (Tyskland), ved Rechtsanwälte S. Altenschmidt og P.-A. Schütter,

appellant,

den anden part i appelsagen:

Europa-Kommissionen ved E. White, C. Hermes og K. Herrmann, som befuldmægtigede,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og dommerne A. Arabadjiev, J.-C. Bonichot (refererende dommer), S. Rodin og E. Regan,

generaladvokat: P. Mengozzi

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. marts 2016,

afsagt følgende

Dom

1

DK Recycling und Roheisen GmbH (herefter »DK Recycling«) har iværksat appel med påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 26. september 2014, DK Recycling und Roheisen mod Kommissionen (T-630/13, EU:T:2014:833, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten kun delvist gav appellanterne medhold i påstanden om annullation af Kommissionens afgørelse af 5. september 2013 om nationale gennemførelsesforanstaltninger vedrørende foreløbig gratistildeling af drivhusgasemissionskvoter i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT 2013, L 240, s. 27), for så vidt som afgørelsens artikel 1, stk. 1, sammenholdt med bilag I, litra A, til denne afgørelse, ikke godkendte optagelsen af anlæggene med identificeringskoderne DE000000000001320 og DE-new-14220-0045 på listen i henhold til artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT 2003, L 275, s. 32), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009 (EUT 2009, L 140, s. 63, herefter »direktiv 2003/87«), og de foreløbige samlede årlige emissionskvoter, der på Forbundsrepublikken Tysklands opfordring tildeltes gratis for disse anlæg (herefter »den omtvistede afgørelse«).

Retsforskrifter

EU-retten

2

Ifølge femte betragtning til direktiv 2003/87 skal dette direktiv bidrage til at opfylde EU’s og dets medlemsstaters forpligtelser om at nedbringe antropogene drivhusgasemissioner »mere effektivt gennem et effektivt europæisk marked med kvoter for drivhusgasemissioner og med den mindst mulige negative indvirkning på den økonomiske udvikling og beskæftigelsessituationen«.

3

Følgende fremgår af syvende betragtning til dette direktiv:

»Det er nødvendigt at fastsætte EF-bestemmelser om medlemsstaternes tildeling af kvoter for at bidrage til at bevare det indre markeds integritet og undgå konkurrencefordrejninger.«

4

8., 15., 23., 44. og 45. betragtning til direktiv 2009/29 har følgende ordlyd:

»(8)

Selv om erfaringerne fra den første handelsperiode viser fællesskabsordningens potentiale, og færdiggørelsen af de nationale tildelingsplaner for den anden handelsperiode vil udløse betydelige emissionsreduktioner frem til 2012, bekræftede den revision, der blev foretaget i 2007, at en bedre harmoniseret fællesskabsordning er absolut nødvendig for bedre at kunne udnytte emissionshandelens fordele, for at undgå skævvridning af det indre marked og for at lette sammenkoblingen af emissionshandelsordninger. [...]

(15)

Den ekstraindsats, som skal præsteres af Fællesskabets økonomi, forudsætter bl.a., at den reviderede fællesskabsordning fungerer med den størst mulige økonomiske effektivitet og på grundlag af fuldt harmoniserede vilkår for tildelingen i Fællesskabet. Auktionering bør derfor være det grundlæggende tildelingsprincip, da det er den enkleste ordning og generelt anses for at være den økonomisk mest effektive. Det burde også eliminere windfall-gevinster og give nytilkomne anlæg og økonomier med en overgennemsnitlig vækstrate de samme konkurrencevilkår som de allerede omfattede anlæg.

(23)

Midlertidige gratistildelinger til anlæg bør være omfattet af harmoniserede fællesskabsregler (»ex ante-benchmarks«) for at mindske konkurrenceforvridningen i Fællesskabet mest muligt. Disse regler bør tage hensyn til de mest effektive drivhusgas- og energieffektive teknikker, substitutter, alternative produktionsprocesser, anvendelse af biomasse og CO2-opsamling og ‑lagring. Reglerne bør ikke tilskynde til at øge emissionerne og bør sikre, at en stadig større andel af disse kvoter auktioneres. Tildelinger fastsættes forud for handelsperioden, så markedet kan fungere korrekt. [...]

[...]

(44)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [(EFT 1999, L 184, s. 23)].

(45)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage foranstaltninger i forbindelse med harmonisering af bestemmelser vedrørende [...] midlertidig gratistildeling af kvoter i Fællesskabet [...]. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i direktiv 2003/87/EF, herunder ved at supplere direktivet med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse [1999/468].«

5

Artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/87 vedrørende »[a]uktionering af kvoter« har følgende ordlyd:

»Fra 2013 auktionerer medlemsstaterne alle kvoter, som ikke tildeles gratis i overensstemmelse med artikel 10a og 10c. [...]«

6

Artikel 10a i direktiv 2003/87 med overskriften »Midlertidige fællesskabsregler for harmoniseret gratistildeling« fastsætter:

»1.   Kommissionen vedtager senest den 31. december 2010 fuldt harmoniserede gennemførelsesforanstaltninger for hele Fællesskabet med henblik på tildeling af de i stk. 4, 5, 7 og 12 omhandlede kvoter, herunder eventuelle nødvendige bestemmelser om harmoniseret anvendelse af stk. 19.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 23, stk. 3.

De foranstaltninger, der er omhandlet i første afsnit, skal så vidt muligt fastlægge ex ante-benchmarks for hele Fællesskabet for at sikre, at tildelingen sker på en måde, der skaber incitamenter til reduktion af drivhusgasemissioner og anvendelse af energieffektive teknikker ved at inddrage de mest effektive teknikker [...].

For hver sektor og delsektor beregnes benchmarket i princippet for slutproduktet, frem for inputtet, for at maksimere drivhusgasreduktioner og energibesparelser i hele produktionsprocessen i den pågældende sektor eller delsektor.

[...]

2.   Ved fastlæggelsen af principperne for etablering af ex ante-benchmarks i de enkelte sektorer eller delsektorer skal udgangspunktet være den gennemsnitlige præstation for de 10% mest effektive anlæg i en sektor eller delsektor i Fællesskabet i 2007-2008. Kommissionen rådfører sig med de relevante aktører, herunder de berørte sektorer og delsektorer.

[...]«

7

Artikel 11 i direktiv 2003/87 med overskriften »Nationale gennemførelsesforanstaltninger« bestemmer:

»1.   Hver medlemsstat offentliggør og fremsender til Kommissionen inden den 30. september 2011 listen over anlæg, der er omfattet af direktivet på dens område, og angiver for hvert anlæg på dens område gratistildelingerne, som er beregnet i overensstemmelse med de regler, der er nævnt i artikel 10a, stk. 1, og artikel 10c.

2.   Hvert år inden den 28. februar udsteder de kompetente myndigheder den mængde kvoter, der skal tildeles det pågældende år, beregnet i overensstemmelse med artikel 10, 10a og 10c.

3.   Medlemsstaterne kan ikke udstede gratiskvoter i henhold til stk. 2 til anlæg, hvis opførelse på den liste, der nævnes i stk. 1, er blevet afslået af Kommissionen.«

8

Med afgørelse 2011/278/EU af 27. april 2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT 2011, L 130, s. 1) har Kommissionen fastsat det harmoniserede grundlag, hvorpå medlemsstaterne for hvert år skal beregne antallet af emissionskvoter, der gratis tildeles ethvert anlæg, der er etableret på deres område.

9

4. og 12. betragtning til afgørelse 2011/278 har følgende ordlyd:

»(4)

I det omfang, det var muligt, har Kommissionen udviklet benchmark[s] for produkter og for mellemprodukter, der handles mellem anlæg og fremkommer som følge af de i bilag I til direktiv 2003/87/EF anførte aktiviteter. I princippet bør der defineres et benchmark for hvert produkt. [...]

[...]

(12)

I tilfælde, hvor det ikke var teknisk muligt at aflede et produktbenchmark, men hvor der optræder drivhusgasser, som berettiger til en gratistildeling af emissionskvoter, bør disse kvoter tildeles på grundlag af generiske fallback-metoder. Der er udviklet et hierarki med tre fallback-metoder for at opnå de størst mulige reduktioner af drivhusgasemissionerne og de størst mulige energibesparelser i det mindste for dele af de pågældende produktionsprocesser. Varmebenchmarket finder anvendelse i forbindelse med varmeforbrugende processer, hvor der anvendes en målelig varmebærer. Brændselsbenchmarket finder anvendelse, hvor der forbruges ikkemålelig varme. Varme- og brændselsbenchmarkværdierne er afledt ud fra principper om gennemskuelighed og enkelhed under anvendelse af referenceeffektiviteten for en række udbredte brændsler, der kan anses for næstbedst for så vidt angår drivhusgaseffektivitet, under hensyntagen til energieffektivitetsteknikker. Hvad procesemissioner angår, bør emissionskvoterne tildeles på grundlag af de historiske emissioner. For at sikre, at gratistildelingen af emissionskvoter for sådanne emissioner giver et tilstrækkeligt incitament til at mindske drivhusgasemissionerne og for at undgå en forskelsbehandling mellem procesemissioner, der allokeres på grundlag af historiske emissioner, og procesemissioner inden for grænserne af et system omfattet af et produktbenchmark, bør det historiske aktivitetsniveau for hvert anlæg ganges med en faktor 0,9700 for at fastlægge antallet af gratis emissionskvoter.«

Tysk ret

10

I Tyskland er direktiv 2003/87 og afgørelse 2011/278 bl.a. blevet gennemført ved Treibhausgas-Emissionshandelsgesetz (lov om handel med kvoter for drivhusgasemissioner, herefter »TEHG«) af 21. juli 2011.

11

TEHG’s artikel 9, stk. 5, bestemmer følgende:

»Hvis en tildeling af kvoter efter tildelingsreglerne i § 10 indebærer en urimelig byrde for driftslederen af et anlæg og for en til denne knyttet virksomhed, der i henhold til erhvervsretlige eller selskabsretlige regler hæfter for de økonomiske risici, som denne driftsleder pådrager den, tildeler den kompetente myndighed efter ansøgning fra driftslederen yderligere kvoter i det omfang, der er nødvendigt for at yde en rimelig kompensation, forudsat at Europa-Kommissionen ikke har afslået denne tildeling i henhold til artikel 11, stk. 3, i direktiv [2003/87].«

Tvistens baggrund

12

På det tidspunkt, hvor den omtvistede afgørelse blev truffet, drev DK Recycling et anlæg til genanvendelse af rester fra stålindustrien, der indeholdt jern og zink, samt en energistation, som begge var underlagt ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, der er fastsat ved direktiv 2003/87.

13

På grundlag af TEHG’s artikel 9, stk. 5, optog de tyske myndigheder dette selskabs anlæg på den i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2003/87 nævnte liste.

14

Med den omtvistede afgørelse godkendte Kommissionen ikke denne optagelse og følgelig heller ikke den tilsvarende gratistildeling af kvoter.

15

Dette afslag blev i det væsentlige begrundet ud fra følgende betragtninger.

16

For det første fastsatte afgørelse 2011/278 ikke den tildeling af kvoter, som Forbundsrepublikken Tyskland har ønsket at foretage på grundlag af TEHG’s artikel 9, stk. 5.

17

For det andet har Forbundsrepublikken Tyskland ikke bevist, at kvotetildelingen på grundlag af de regler, der er fastsat i afgørelse 2011/278, var åbenlyst uhensigtsmæssig, henset til denne afgørelses formål om fuld harmonisering af tildelingerne.

18

For det tredje ville en gratis tildeling af flere kvoter til visse anlæg fordreje eller true med at fordreje konkurrencen og have grænseoverskridende virkninger, da alle de sektorer, der er omfattet af direktiv 2003/87, deltog i handelen på EU-plan.

Sagen for Retten og den appellerede dom

19

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. november 2013 nedlagde DK Recycling påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

20

Til støtte for sit søgsmål fremsatte DK Recycling fire anbringender, der for det første vedrørte en tilsidesættelse af afgørelse 2011/278, for det andet en tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder og proportionalitetsprincippet, for det tredje en tilsidesættelse af begrundelsespligten og for det fjerde en tilsidesættelse af retten til at blive hørt. Efter at have forkastet Kommissionens formalitetsindsigelse forkastede Retten med den appellerede dom det første, andet og fjerde anbringende, men tiltrådte det tredje anbringende.

21

Retten konkluderede heraf, at den omtvistede afgørelse skulle annulleres, men alene i det omfang den ikke godkender den af Forbundsrepublikken Tyskland foreslåede gratistildeling af emissionskvoter til en procesemissionsdelinstallation til produktionen af zink i højovn og relaterede processer.

22

Derimod forkastede Retten DK Recyclings øvrige påstande i stævningen vedrørende afslaget på at tage hensyn til tilfælde, hvor der foreligger »urimelige byrder« i forbindelse med gratistildelingen af kvoter.

23

Retten fastslog i denne henseende bl.a. – efter undersøgelsen af forholdsmæssigheden af afgørelse 2001/278 – at afgørelsen, for så vidt som den ikke tillader gratistildeling af kvoter i tilfælde, hvor der foreligger »urimelige byrder«, ikke tilsidesætter DK Recyclings grundlæggende rettigheder og proportionalitetsprincippet.

Parternes påstande for Domstolen

24

Appellanten har nedlagt følgende påstande for Domstolen:

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som Kommissionen i øvrigt frifindes.

Der træffes afgørelse om realiteten, og den omtvistede afgørelse annulleres i sin helhed.

Subsidiært: Rettens dom ophæves, og sagen hjemvises til Retten.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

25

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Appellen forkastes i sin helhed.

DK Recycling tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Om begæringen om åbning af den mundtlige forhandling

26

Ved skrivelse indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. marts 2016 har DK Recycling fremsat begæring om genåbning af den mundtlige forhandling i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement. Til støtte for denne begæring har appellanten påberåbt sig, at det er nødvendigt at tage stilling til generaladvokatens forslag til afgørelse og navnlig dennes konklusion om, at appelanbringenderne er irrelevante.

27

Det bemærkes, at der i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i dennes procesreglement ikke er fastsat bestemmelser om parternes mulighed for at fremsætte bemærkninger til generaladvokatens forslag til afgørelse (dom af 4.9.2014, Vnuk, C-162/13, EU:C:2014:2146, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

28

Dog kan Domstolen i medfør af artikel 83 i Domstolens procesreglement til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal åbnes eller genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse.

29

Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag. Domstolen er nemlig, efter at have hørt generaladvokaten, af den opfattelse, at den har kendskab til alle de omstændigheder, der er nødvendige for at træffe afgørelse, og at sagen ikke skal undersøges på grundlag af nye oplysninger, som er af afgørende betydning for dens afgørelse, eller på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet for den.

30

Henset til de ovenstående betragtninger finder Domstolen, at det er ufornødent at anordne en genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.

Om appellen

Indledende bemærkninger

31

Uden udtrykkeligt at nedlægge påstand om en ændring af begrundelsen for den appellerede dom har Kommissionen anført, at selv om det er muligt at forkaste hvert appelanbringende individuelt, skal appellen ifølge Kommissionen principalt forkastes på grundlag af en ifølge Kommissionen »mere grundlæggende begrundelse«.

32

Kommissionen har i denne henseende anført, at Retten begik en retlig fejl, idet den – i den appellerede doms præmis 50 – fastslog, at direktiv 2003/87 gav den beføjelse til i afgørelse 2011/278 at træffe bestemmelse om gratistildeling af kvoter i tilfælde, hvor anvendelsen af denne afgørelses harmoniserede bestemmelser ville medføre »urimelige byrder« for driftslederne.

33

Da Kommissionen således ikke har nedlagt påstand om – og desuden ikke kan nedlægge påstand om – ophævelse af den appellerede dom, skal dens argumentation betragtes som en påstand om, at Domstolen skal foretage en ændring af begrundelsen.

34

Hvis det viser sig, at direktiv 2003/87, således som Kommissionen har anført, ikke gav denne institution beføjelse til at udstede yderligere gratistildelinger af kvoter i tilfælde, hvor der forelå »urimelige byrder«, vil ethvert anbringende, som DK Recycling har fremsat i forbindelse med denne appel, være irrelevant, således som Kommissionen har gjort gældende.

35

Derfor skal Kommissionens argumentation behandles før appelanbringenderne.

Om påstanden om ændring af begrundelsen

Parternes argumenter

36

Kommissionen har anført, at artikel 10a, stk. 1, første og andet afsnit, i direktiv 2003/87 ikke giver den nogen beføjelse til at indsætte en bestemmelse i afgørelse 2011/278, som giver mulighed for gratis at tildele kvoter til virksomheder, der er udsat for »urimelige byrder«. Kommissionen har i denne henseende anfægtet Rettens fortolkning, som er anført i den appellerede doms præmis 50, hvorefter det ikke på forhånd kan udelukkes, at denne afgørelse tilsidesætter grundlæggende rettigheder og proportionalitetsprincippet, for så vidt som den skønsbeføjelse, som Kommissionen rådede over i henhold til direktiv 2003/87, gjorde det muligt for denne at fastsætte bestemmelser om gratistildeling af kvoter i tilfælde, hvor der forelå »urimelige byrder«.

37

Det er derimod Kommissionens opfattelse, at artikel 10a, stk. 1, i direktiv 2003/87 ikke gav den mulighed for at fravige princippet om, at der på området for gratistildeling af kvoter skulle vedtages fuldt harmoniserede gennemførelsesforanstaltninger for hele EU, da lovgivers formål, som det er anført i andre bestemmelser i dette direktiv samt i 23. betragtning til direktiv 2009/29, er at mindske konkurrenceforvridningen i EU mest muligt og at undgå, at der tilskyndes til at øge emissionerne. Regler, der muliggør yderligere tildeling af kvoter til et anlæg, som henset til produkterne på alle måder er sammenlignelig med et andet anlæg, og som alene adskiller sig herfra som følge af den omstændighed, at anvendelsen af ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner giver anledning til »urimelige byrder« på grund af manglende finansiel kapacitet, strider imidlertid mod disse formål, og kan således ikke anses for at være fuldt harmoniserede gennemførelsesforanstaltninger for hele Fællesskabet.

38

Desuden er kravet om fuldt harmoniserede bestemmelser for hele Fællesskabet et af de væsentlige elementer i direktiv 2003/87, som Kommissionen i henhold til direktivets artikel 10a, stk. 1, andet afsnit, ikke kan ændre.

39

Endelig har Kommissionen anført, at udtrykket »så vidt muligt«, der er anvendt i artikel 10a, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2003/87, kun giver den frihed til at vælge reguleringsstrategien for forskellige sektorer eller delsektorer og på ingen måde for en bestemt virksomhed.

40

I sin replik har DK Recycling bestridt Kommissionens argumentation og præciseret, at såfremt Domstolen beslutter at lægge denne argumentation til grund, vil virksomheden gøre den indsigelse gældende, at direktiv 2003/87 ikke er forenelig med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

41

I duplikken har Kommissionen anført, at for så vidt angår denne ulovlighedsindsigelse kan den principalt ikke antages til realitetsbehandling, og subsidiært er den ikke begrundet, henset til overensstemmelsen mellem direktiv 2003/87 og de grundlæggende rettigheder og proportionalitetsprincippet.

Domstolens bemærkninger

– Om formaliteten med hensyn til påstanden om ændring af begrundelsen

42

Ifølge Domstolens faste praksis er det en forudsætning for, at en påstand om ændring af begrundelsen kan antages til realitetsbehandling, at der foreligger en retlig interesse, forstået på den måde, at påstanden med sit resultat kan tilføre den part, som har nedlagt den, en fordel. Dette kan være tilfældet, når en påstand om ændring af begrundelsen udgør et forsvar mod et anbringende fremsat af sagsøgeren (jf. i denne retning dom af 6.10.2009, GlaxoSmithKline Services m.fl. mod Kommissionen m.fl., C-501/06 P, C-513/06 P, C-515/06 P og C-519/06 P, EU:C:2009:610, præmis 23, af 21.12.2011, Iride mod Kommissionen, C-329/09 P, EU:C:2011:859, præmis 48-51, og af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 42).

43

I det foreliggende tilfælde er formålet med påstanden om ændring af begrundelsen at foranledige Domstolen til at fastslå, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen i henhold til artikel 10a, stk. 1, i direktiv 2003/87 havde beføjelse til at indsætte en bestemmelse i afgørelse 2011/278 vedrørende tilfælde, hvor der forelå »urimelige byrder«. Såfremt Domstolen tager en sådan påstand til følge, vil de anbringender, hvorved DK Recycling har kritiseret Kommissionen for ikke at have vedtaget en sådan bestemmelse, og Retten for ikke af denne grund at have annulleret denne afgørelse, imidlertid blive irrelevante.

44

Heraf følger, at påstanden om ændring af begrundelsen, der vil kunne påvirke adskillige af de argumenter, der er fremført i forbindelse med appellen, kan antages til realitetsbehandling.

– Realiteten med hensyn til påstanden om ændring af begrundelsen

45

Det skal afgøres, om Retten uden at begå en retlig fejl kunne fastslå, at Kommissionen havde beføjelse til at indsætte en bestemmelse i afgørelse 2011/278, der muliggør en gratis tildeling af yderligere kvoter til visse virksomheder, for hvilke tildelingen af kvoterne i henhold til de sektorbestemte regler, der er fast i denne afgørelse, ville føre til »urimelige byrder«.

46

Det skal i denne henseende bemærkes, at 45. betragtning til direktiv 2009/29 nævner nødvendigheden af at tillægge »Kommissionen [...] beføjelser til at vedtage foranstaltninger i forbindelse med harmonisering af bestemmelser vedrørende [...] midlertidig gratistildeling af kvoter i Fællesskabet«. Artikel 10a, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2003/87 præciserer, at disse gennemførelsesforanstaltninger »har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser« i dette direktiv.

47

Det skal konstateres, at Domstolen allerede har fastslået, at bestemmelser, der kræver et politisk valg, som det hører under EU-lovgivers egen kompetence at træffe, ikke kan gøres til genstand for en sådan delegation fra dennes side, og at det følger heraf, at gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget af Kommissionen, hverken kan ændre væsentlige bestemmelser i den grundlæggende retsforskrift eller supplere denne med nye væsentlige bestemmelser (dom af 5.9.2012, Parlamentet mod Rådet, C-355/10, EU:C:2012:516, præmis 65 og 66).

48

Identificeringen af de bestemmelser på et område, der skal kvalificeres som væsentlige, skal baseres på objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolsprøvelse, og kræver, at det pågældende områdes kendetegn og særtræk tages i betragtning (dom 10.9.2015, Parlamentet mod Rådet, C-363/14, EU:C:2015:579, præmis 47).

49

Hvad angår de elementer i direktiv 2003/87, der skal kvalificeres som væsentlige som omhandlet i de i denne doms præmis 46-48 nævnte bestemmelser og retspraksis, skal det fremhæves, at selv om hovedformålet med dette direktiv er at nedbringe drivhusgasemissionerne betragteligt, skal dette mål nås ved opfyldelsen af en række delmål. Som anført i femte og syvende betragtning til dette direktiv består disse delmål bl.a. i at sikre den økonomiske udvikling og beskæftigelsessituationen samt at beskytte det indre markeds integritet og konkurrencevilkårene (domme af 29.3.2012, Kommissionen mod Polen, C-504/09 P, EU:C:2012:178, præmis 77, og Kommissionen mod Estland, C-505/09 P, EU:C:2012:179, præmis 79, samt dom af 17.10.2013, Iberdrola m.fl., C-566/11, C-567/11, C-580/11, C-591/11, C-620/11 og C-640/11, EU:C:2013:660, præmis 43).

50

Gentagelsen af delmålet om opretholdelse af konkurrencevilkårene i det indre marked ikke blot i femte og syvende betragtning til direktiv 2003/87, men også i 8. og 15. betragtning til direktiv 2009/29, bekræfter, at dette delmål er væsentligt inden for ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner.

51

Hvad mere specifikt angår de midlertidige regler vedrørende gratistildelingen af kvoter bemærkes, at der af 23. betragtning til direktiv 2009/29 ligeledes fremgår et krav om at mindske konkurrenceforvridningen i Fællesskabet mest muligt. Det præciseres, at med henblik herpå skal den midlertidige gratistildeling af kvoter være omfattet af harmoniserede regler for hele Fællesskabet.

52

Lovgiver har således i artikel 10a, stk. 1, i direktiv 2003/87 på den ene side insisteret på vigtigheden af en fuldstændig harmonisering ved at fastsætte, at »Kommissionen vedtager fuldt harmoniserede gennemførelsesforanstaltninger for hele Fællesskabet med henblik på tildeling af [...] kvoter«, og på den anden side over for Kommissionen udpeget de kriterier, som skal ligge til grund for harmoniseringen, dvs. i det væsentlige på grundlag af benchmarks for hver sektor og undersektor.

53

Ved at fastsætte en sådan metode for gratistildeling af kvoter, der er fuldt harmoniseret inden for de forskellige sektorer, har lovgiver konkretiseret det væsentlige krav om at mindske konkurrenceforvridningen i det indre marked mest muligt.

54

Derfor kan Kommissionen ikke uden at tilsidesætte dette krav og dermed ikke uden at ændre på et væsentligt element i direktiv 2003/87 fastsætte regler for gratistildeling af kvoter, der ikke er fuldt harmoniserede og sektorbestemte.

55

Det er imidlertid hævet over enhver tvivl, at såfremt Kommissionen havde indført en bestemmelse i afgørelse 2011/278, der gør det muligt gratis at tildele kvoter til visse virksomheder, der ville stå over for »urimelige byrder« som følge af iværksættelsen af de sektorbestemte kriterier, der er fastsat i denne afgørelse, ville dette være i strid med princippet om en harmoniseret og sektorbestemt gratistildeling af kvoter, eftersom dette nødvendigvis ville indebære en fra sag til sag vurdering, som er baseret på de særlige og individuelle omstændigheder, som gør sig gældende for hver enkelt driftsleder, der er berørt af sådanne »urimelige byrder«. Dermed ville en sådan bestemmelse kunne ændre på et væsentligt element i direktiv 2003/87, hvilket således ville rejse tvivl om den ordning, som direktivet har indført.

56

Under disse omstændigheder begik Retten en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 50 fastslog, at Kommissionen i medfør af artikel 10a, stk. 1, i direktiv 2003/87 havde beføjelse til at indføre en sådan bestemmelse.

57

Udtrykkene »så vidt muligt« og »i princippet«, der er anvendt i artikel 10a, stk. 1, tredje og fjerde afsnit, i direktiv 2003/87, rejser ikke tvivl om denne konklusion. Selv om disse udtryk tillægger Kommissionen en vis skønsbeføjelse med henblik på at fastlægge ex ante-benchmarks i tilfælde, hvor det ikke er muligt at anvende et benchmark, der er beregnet på grundlag af produkterne, har de ikke til formål at give Kommissionen mulighed for at fravige princippet om en harmoniseret og sektorbestemt tildeling af kvoter. I øvrigt understøtter en kontekstuel analyse af disse udtryk, såfremt der er behov herfor, fortolkningen om, at ex ante-benchmarks etableres »for hver sektor og delsektor«, eftersom dette er det anvendte ordvalg i artikel 10a, stk. 2, i direktiv 2003/87.

58

Det var derfor med urette, at Retten frifandt Kommissionen med udgangspunkt i den forudsætning, at Kommissionen lovligt ville kunne vedtage en bestemmelse om gratistildeling af kvoter i tilfælde, hvor der foreligger »urimelige byrder«, i stedet for at begrænse sig til at bemærke, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke havde beføjelse til at vedtage en sådan bestemmelse.

59

Påstanden om ændring af begrundelsen tages derfor til følge.

Om appellens realitet

60

Det følger af det ovenstående, at de anbringender, hvormed DK Recycling har kritiseret Retten for ikke at have påtalt, at afgørelse 2011/278 ikke indeholder en bestemmelse om gratistildeling af yderligere kvoter i tilfælde, hvor der foreligger »urimelige byrder«, er irrelevante og må forkastes.

61

Hvad i øvrigt angår DK Recyclings argumentation om, at direktiv 2003/87 er ulovligt, for så vidt som det ikke fastsætter en sådan bestemmelse, og selv hvis det antages, at DK Recycling over for Retten har gjort gældende, at direktivet er ulovligt, således som virksomheden har anført, fremgår det af dokumenterne i sagsakterne fra den skriftlige behandling ved Domstolen, at DK Recycling alene har gjort dette anbringende gældende for første gang i forbindelse med appelsagen i sin replik og ikke i stævningen.

62

Det følger imidlertid af artikel 127, stk. 1, i Domstolens procesreglement, som i medfør af procesreglementets artikel 190 finder anvendelse i appelsager, at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

63

En sådan undtagelse finder ikke anvendelse på det anbringende, som DK Recycling har gjort gældende i sin replik, som svar på den bemærkning, hvorved Kommissionen i svarskriftet begrænsede sig til at bemærke – uden at gøre nye retlige eller faktiske omstændigheder gældende – at spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 2003/87 er ulovligt, ikke var blevet rejst i appelskriftet.

64

Anbringendet om, at direktiv 2003/87 er ulovligt, skal således afvises.

65

Følgelig skal appellen forkastes.

Sagens omkostninger

66

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt appellen forkastes.

67

I henhold til samme reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af reglementets artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

68

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da appellanten har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger.

 

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):

 

1)

Appellen forkastes.

 

2)

DK Recycling und Roheisen GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

 

Underskrifter


( *1 ) – * Processprog: tysk.

Top