Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62014CJ0242

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. juni 2015.
Saatgut-Treuhandverwaltungs GmbH mod Gerhard und Jürgen Vogel GbR m.fl.
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Mannheim.
Præjudiciel forelæggelse – EF-sortsbeskyttelse – forordning (EF) nr. 2100/94 – undtagelse i artikel 14 – landbrugernes anvendelse af høstudbyttet med henblik på formering uden tilladelse fra indehaveren – forpligtelse for landbrugerne til at betale et rimeligt vederlag for denne anvendelse – frist, inden for hvilken dette vederlag skal betales for at være omfattet af undtagelsen – indehaverens mulighed for at anvende artikel 94 – krænkelse.
Sag C-242/14.

Court reports – general

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2015:422

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

25. juni 2015 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse — EF-sortsbeskyttelse — forordning (EF) nr. 2100/94 — undtagelse i artikel 14 — landbrugernes anvendelse af høstudbyttet med henblik på formering uden tilladelse fra indehaveren — forpligtelse for landbrugerne til at betale et rimeligt vederlag for denne anvendelse — frist, inden for hvilken dette vederlag skal betales for at være omfattet af undtagelsen — indehaverens mulighed for at anvende artikel 94 — krænkelse«

I sag C-242/14,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Landgericht Mannheim (Tyskland) ved afgørelse af 9. maj 2014, indgået til Domstolen den 19. maj 2014, i sagen:

Saatgut-Treuhandverwaltungs GmbH

mod

Gerhard und Jürgen Vogel GbR,

Jürgen Vogel,

Gerhard Vogel,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og dommerne J.-C. Bonichot, A. Arabadjiev, J.L. da Cruz Vilaça og C. Lycourgos (refererende dommer),

generaladvokat: N. Jääskinen

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

Saatgut-Treuhandverwaltungs GmbH ved Rechsanwälte K. von Gierke og E. Trauernicht

Gerhard und Jürgen Vogel GbR og G. og J. Vogel ved Rechtsanwälte J. Beismann og M. Miersch

den spanske regering ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtiget

den nederlandske regering ved M. Bulterman, C. Schillemans og J. Langer, som befuldmægtigede

Europa-Kommissionen ved G. von Rintelen og I. Galindo Martín, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 5. marts 2015,

afsagt følgende

Dom

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af visse bestemmelser i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT L 227, s. 1) og i Kommissionens forordning (EF) nr. 1768/95 af 24. juli 1995 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende landbrugsundtagelsen i artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2100/94 (EFT L 173, s. 14).

2

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Saatgut-Treuhandverwaltungs GmbH (herefter »STV«), der repræsenterer indehaveren af en EF-sortsbeskyttelse af vinterbygsorten Finita, og Gerhard og Jürgen Vogel GbR, et selskab, der driver landbrug, samt Gerhard og Jürgen Vogel, der personligt hæfter for dette selskab (herefter samlet benævnt »Vogel«), vedrørende disse sidstnævntes dyrkning af denne sort.

Retsforskrifter

Forordning nr. 2100/94

3

Artikel 13 i forordning nr. 2100/94 med overskriften »Rettigheder knyttet til EF-sortsbeskyttelsen samt forbudte handlinger« bestemmer:

»1.   EF-sortsbeskyttelsen bevirker, at indehaveren eller indehaverne af EF-sortsbeskyttelsen, i det følgende benævnt »indehaveren«, har ret til at foretage de i stk. 2 nævnte handlinger med hensyn til den pågældende sort.

2.   Uden at dette indskrænker anvendelsen af artikel 15 og 16, kræver følgende handlinger tilladelse fra indehaveren, hvis der benyttes sortsbestanddele eller udbytte af den beskyttede sort, i det følgende under ét benævnt »materiale«:

a)

produktion eller reproduktion (formering)

[…]

Indehaveren kan knytte betingelser eller begrænsninger til sin tilladelse.

[…]«

4

Forordningens artikel 14 med overskriften »Undtagelser fra EF-sortsbeskyttelsen« bestemmer:

»1.   Uanset artikel 13, stk. 2, og med det formål at opretholde landbrugsproduktionen er det tilladt landbrugere med henblik på formering på marken på deres egne bedrifter at anvende udbytte, som de har tilvejebragt ved på deres egne bedrifter at plante formeringsmateriale af en sort, bortset fra hybrider og syntetiske sorter, der er omfattet af EF-sortsbeskyttelse.

2.   Bestemmelserne i stk. 1 gælder kun for følgende arter af landbrugsafgrøder:

[…]

b)

kornarter:

[…]

Hordeum vulgare L. – byg

[…]

3.   Inden forordningen træder i kraft, fastsættes de nærmere regler for håndhævelsen af undtagelsen i stk. 1 og for beskyttelsen af planteforædlernes og landbrugernes legitime interesser i gennemførelsesbestemmelser i medfør af artikel 114 på grundlag af følgende kriterier:

[…]

[S]må landbrugere skal ikke betale vederlag til indehaveren; […].

[…]

[A]ndre landbrugere skal betale indehaveren et rimeligt vederlag, som skal være betydeligt lavere end det beløb, der opkræves for en licens til produktion af formeringsmateriale af samme sort i samme område; dette rimelige vederlag kan ændre størrelse i tidens løb under hensyntagen til, i hvor stort omfang undtagelsen i stk. 1 finder anvendelse for den pågældende sort.

[D]et påhviler alene indehaverne at kontrollere, at bestemmelserne i denne artikel eller bestemmelser, der er vedtaget i medfør heraf, overholdes; de kan ved tilrettelæggelsen af kontrollen ikke få bistand fra officielle organer.

[I]ndehaveren skal efter anmodning have relevante oplysninger fra landbrugere og leverandører af forarbejdningstjenesteydelser; officielle organer, der deltager i kontrollen med landbrugsproduktionen, kan ligeledes stille relevante oplysninger til rådighed, hvis de har fået disse oplysninger som led i den normale udførelse af deres opgaver, og det ikke medfører ekstra byrder eller udgifter. […]«

5

Forordningens artikel 94, der vedrører de civile søgsmål, som kan anlægges i tilfælde af anvendelse af en sort, der udgør en krænkelse, bestemmer:

»1.   Hvis en person

a)

med hensyn til en sort, for hvilken der er meddelt EF-sortsbeskyttelse, foretager en af de i artikel 13, stk. 2, omhandlede handlinger uden at være berettiget hertil

[…]

kan indehaveren kræve, at krænkelsen bringes til ophør, eller at der betales en rimelig godtgørelse, eller begge dele.

2.   Hvis den pågældende har handlet forsætligt eller uagtsomt, er han desuden forpligtet til at erstatte indehaveren eventuel yderligere opstået skade som følge af krænkelsen. Ved simpel uagtsomhed kan dette krav nedsættes i forhold til graden af den simple uagtsomhed, men dog ikke så meget, at det bliver mindre end den fordel, den krænkende part har haft som følge af krænkelsen.«

Forordning nr. 1768/95

6

Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1768/95 bestemmer, at forordningen indeholder gennemførelsesbestemmelserne vedrørende de nærmere regler for håndhævelsen af undtagelsen i artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2100/94.

7

Forordningens artikel 2 er affattet som følger:

»1.   De i artikel 1 omhandlede nærmere regler gennemføres såvel af indehaveren, der repræsenterer forædleren, som af landbrugeren på en sådan måde, at begge parters legitime interesser beskyttes.

2.   De legitime interesser anses ikke for at være beskyttet, hvis en eller flere af disse interesser skades uden hensyntagen til behovet for at opretholde en rimelig ligevægt mellem alle disse interesser eller til behovet for, at formålet med en given regel og de faktiske virkninger af dens gennemførelse står i forhold til hinanden.«

8

Forordningens artikel 6, der har overskriften »Individuel forpligtelse til betaling«, bestemmer i stk. 1:

»Medmindre andet følger af stk. 2, opstår landbrugerens forpligtelse til at betale det rimelige vederlag på det tidspunkt, hvor han faktisk anvender det høstede produkt til formering på marken.

Indehaveren kan bestemme betalingstidspunktet og betalingsmåden. Han kan dog ikke bestemme et betalingstidspunkt, der ligger forud for det tidspunkt, hvor forpligtelsen er opstået.«

9

Samme forordnings artikel 7 med overskriften »Små landbrugere« bestemmer i stk. 2 følgende:

»Arealer på landbrugerens bedrift, på hvilke der er dyrket planter, men som midlertidigt eller endeligt er omfattet af jordudtagning i det produktionsår fra den 1. juli til den 30. juni det følgende kalenderår (»produktionsåret«), hvor betalingen af vederlaget forfalder, anses for at være arealer, på hvilke der stadig dyrkes planter, hvis der til jordudtagningen ydes tilskud eller godtgørelser fra Fællesskabet eller den pågældende medlemsstat.«

10

Artikel 17 i forordning nr. 1768/95 med overskriften »Krænkelser« bestemmer:

»Indehaveren kan påberåbe sig de af EF-sortsbeskyttelsen omfattede rettigheder over for en person, der overtræder de betingelser eller begrænsninger, der er knyttet til den i grundforordningens artikel 14 omhandlede undtagelse som fastlagt i nærværende forordning.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

11

STV er en forening af indehavere af sortsbeskyttelsesrettigheder, der bl.a. varetager rettighederne for indehaveren af vinterbygsorten Finita i henhold til forordning nr. 2100/94. STV offentliggør på sin internetside en liste over alle de beskyttede sorter, som foreningen er blevet betroet at administrere rettighederne over i de forskellige produktionsår, og over det vederlag, der skal betales for dyrkningen af disse sorter. Endvidere har STV hvert år uden angivelse af særlige sorter opfordret landbrugerne til at oplyse om en eventuel foretaget dyrkning af de beskyttede sorter, som den administrer rettighederne over, ved at fremsende dem formularer til en dyrkningserklæring samt en vejledning, der indeholder en fortegnelse over de sorter, den administrerer rettighederne over i det pågældende produktionsår, samt de pågældende indehavere af sortsbeskyttelsesrettighederne og licenshavere. Vogel, som ikke har noget kontraktforhold med STV, besvarede ikke disse anmodninger om oplysninger.

12

Den 16. december 2011 fik STV gennem en forarbejder kendskab til, at Vogel i produktionsåret 2010/2011 bl.a. havde fået forarbejdet 35 hektokilogram frømateriale af vinterbygsorten Finita.

13

Ved skrivelse af 31. maj 2012 opfordrede STV Vogel til senest den 20. juni 2012 at undersøge de angivelser vedrørende dyrkning af vinterbygsorten Finita, som var blevet oplyst af den pågældende forarbejder, og fremkomme med oplysninger om denne dyrkning. Vogel besvarede ikke denne skrivelse.

14

Ved skrivelse af 27. juli 2012 krævede STV, at Vogel betalte et beløb på 262,50 EUR svarende til det samlede vederlag for retten til at dyrke vinterbygsorten »Finita« på licens, benævnt »C-licensgebyr«, som erstatning for det lidte tab som følge af den uberettigede dyrkning af denne beskyttede sort. Da Vogel ikke betalte, anlagde STV sag den 18. marts 2013 med påstand om at få udbetalt den nævnte erstatning på grundlag af artikel 94, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2100/94.

15

Til støtte for sin påstand har STV gjort gældende, at Vogel i henhold til grundforordningens artikel 94, stk. 1, er forpligtet til at betale et rimeligt vederlag, der beløber sig til et beløb svarende til det fulde C-licensgebyr, idet Vogel har foretaget en »uberettiget« dyrkning i henhold til den pågældende bestemmelse og ikke omfattes af undtagelsen fastsat i samme forordnings artikel 14, stk. 1, da de ikke har overholdt forpligtelsen til at betale det vederlag, som omhandlet i forordningens artikel 14, stk. 3, fjerde led. STV har endvidere gjort gældende, at denne forpligtelse består, uanset om indehaveren af den pågældende sortsbeskyttelse har anmodet om oplysninger, og at landbrugeren skal opfylde forpligtelsen før udsåning og under alle omstændigheder inden udløbet af det produktionsår, hvor dyrkningen er foretaget. Endvidere finder STV, at de angivelser, der blev offentliggjort på selskabets internetside, og den vejledning, der indeholder en fortegnelse over de sorter, som det er blevet betroet at administrere rettighederne over, og som hvert år bliver fremsendt landbrugerne, gør det muligt for dem selv at foretage en beregning og følgelig betale vederlaget for dyrkning af disse sorter.

16

Vogel har bestridt at være forpligtet til at betale et beløb svarende til det fulde C-licensgebyr i erstatning. De finder, at de højst skal betale et beløb, der skal nedsættes på grundlag af en »berettiget« dyrkning i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2100/94. De har endvidere gjort gældende, at de ikke var forpligtet til at afgive oplysninger som reaktion på anmodningen om oplysninger af 31. maj 2012, eftersom denne ikke vedrørte det løbende produktionsår. Ifølge Vogel skulle der for at anse betingelserne for erstatning for opfyldt være sket en tilsidesættelse af forpligtelsen til at meddele oplysninger.

17

Den forelæggende ret har anført, at STV’s påstand om, at landbrugeren er forpligtet til på eget initiativ at betale det vederlag, der er omhandlet i artikel 14, stk. 3, fjerde led, i forordning nr. 2100/94 før udsåning rejser tvivl særligt i forhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1768/95. Den har gjort gældende, at denne sidstnævnte bestemmelse synes at være til hinder for, at landbrugeren skal betale dette vederlag på forhånd før udsåningen. Endvidere har retten anført, at såfremt det pågældende vederlag kunne betales efter dyrkningen af den beskyttede sort, rejses det spørgsmål, inden hvilken dato landbrugeren skal foretage betaling for at kunne være omfattet af undtagelsen i artikel 14 i forordning nr. 2100/94 og således undgå, at bestemmelserne i forordningens artikel 94 vedrørende krænkelser bringes i anvendelse. Ifølge den pågældende ret giver bestemmelserne i forordning nr. 2100/94 og 1768/95 ikke et klart og præcist svar på dette spørgsmål, som Domstolen endvidere aldrig har haft lejlighed til at besvare.

18

Under disse omstændigheder har Landgericht Mannheim besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Er en landbruger, som har benyttet formeringsmateriale af en beskyttet sort, der er tilvejebragt ved dyrkning, uden at have indgået kontraktlig aftale herom med indehaveren af sortsbeskyttelsen, forpligtet til at betale et rimeligt vederlag i henhold til artikel 94, stk. 1, i [...] forordning [...] nr. 2100/94 [...] og – hvis den pågældende har handlet forsætligt eller uagtsomt – at betale erstatning for en yderligere opstået skade som følge af krænkelsen af sortsbeskyttelsen i henhold til forordningens artikel 94, stk. 2, hvis han på tidspunktet for den faktiske anvendelse af høstudbyttet med henblik på formering på marken endnu ikke har opfyldt de forpligtelser til at betale et rimeligt vederlag (dyrkningsvederlag), som påhviler ham i henhold til denne forordnings artikel 14, stk. 3, fjerde led, jf. artikel 5 ff. i [...] forordning [...] nr. 1768/95 [...]?

2)

Hvis det første spørgsmål skal besvares således, at landbrugeren også kan opfylde sin forpligtelse til at betale et rimeligt vederlag for dyrkningen efter den faktiske anvendelse af høstudbyttet med henblik på formering på marken: Skal de nævnte bestemmelser fortolkes således, at de fastsætter en frist, inden for hvilken landbrugeren, som har anvendt formeringsmateriale tilvejebragt ved dyrkning af en beskyttet sort, skal opfylde den ham påhvilende forpligtelse til at betale et rimeligt vederlag for dyrkningen, for at dyrkningen i henhold til artikel 94, stk. 1, i forordning [...] nr. 2100/94, jf. artikel 14 i samme forordning, kan betragtes som »berettiget«?«

Om de præjudicielle spørgsmål

19

Med sine spørgsmål, som skal besvares samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, inden for hvilken frist en landbruger, der har anvendt formeringsmateriale af en beskyttet sort, tilvejebragt ved dyrkning (udsæd af egen avl) uden at have indgået en aftale herom med indehaveren af beskyttelsen vedrørende den pågældende sort, skal opfylde sin pligt til at betale det rimelige vederlag i henhold til stk. 3, fjerde led, i artikel 14 i forordning nr. 2100/94 (herefter »det undtagelsesvise rimelige vederlag)« for at være omfattet af undtagelsen i artikel 14 til pligten til indhente tilladelse fra denne indehaver.

20

Det skal indledningsvis bemærkes, at der i henhold til artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 2100/94 kræves tilladelse fra indehaveren af en EF-sortsbeskyttelse, hvis der benyttes sortsbestanddele eller udbytte af den beskyttede sort for bl.a. produktion eller reproduktion (formering). I denne sammenhæng fastsætter forordningens artikel 14, stk. 1, en undtagelse til dette princip, for så vidt som anvendelsen af det høstudbytte, som landbrugere har tilvejebragt med henblik på formering på marken på deres egne bedrifter, ikke kræver tilladelse fra indehaveren af EF-sortsbeskyttelsen, når de opfylder visse betingelser, der udtrykkeligt er anført i den pågældende forordnings artikel 14, stk. 3 (jf. dom Geistbeck, C-509/10, EU:C:2012:416, præmis 21 og 22).

21

En af de betingelser, der opstilles i artikel 14, stk. 3, fjerde led, i forordning nr. 2100/94, er betaling af et undtagelsesvist rimeligt vederlag for den pågældende anvendelse til den berørte indehaver af sortbeskyttelsen.

22

En landbruger, som ikke betaler et sådant vederlag til indehaveren ved brug af høstudbytte fra dyrkning af formeringsmateriale af en beskyttet sort, kan ikke påberåbe sig artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 2100/94 og skal følgelig anses for udøver af en af de handlinger, der er omhandlet i forordningens artikel 13, stk. 2, uden at være berettiget hertil. Det følger af forordningens artikel 94, at indehaveren af denne landbruger kan kræve, at krænkelsen bringes til ophør, eller at der betales en rimelig godtgørelse eller begge dele. Hvis det drejer sig om en forsætlig eller uagtsom handling, skal landbrugeren desuden erstatte samme indehavers tab (dom Schulin, C-305/00, EU:C:2003:218, præmis 71).

23

Den forelæggende ret rejser først spørgsmålet, om den pågældende landbruger skal betale det undtagelsesvise rimelige vederlag inden den faktiske anvendelse af høstudbyttet med henblik på formering på marken.

24

I denne forbindelse bestemmer artikel 6 i forordning nr. 1768/95 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende pligten til at betale det undtagelsesvise rimelige vederlag i stk. 1, andet afsnit, at selv om indehaveren af den pågældende sortsbeskyttelse kan bestemme betalingstidspunktet og betalingsmåden, kan han dog ikke bestemme et betalingstidspunkt, der ligger forud for det tidspunkt, hvor forpligtelsen til at betale det rimelige vederlag er opstået. I henhold til forordningens artikel 6, stk. 1, første afsnit, opstår denne forpligtelse på det tidspunkt, hvor landbrugeren faktisk anvender høstudbyttet af den beskyttede sort til formering på marken. Det følger heraf, at landbrugeren stadig kan opfylde den pågældende forpligtelse efter at have sået høstudbyttet af den beskyttede sort, eftersom denne dato for den faktiske anvendelse af dette udbytte til formering på marken ikke udgør udløbet af den frist, inden for hvilken betalingen af det undtagelsesvise rimelige vederlag skal foretages, men datoen, fra hvilken dette vederlag bliver forfaldent.

25

Selv om den pågældende bestemmelse gør det muligt at hævde, at landbrugeren stadig kan opfylde sin pligt til at betale det undtagelsesvise rimelige vederlag efter den faktiske udsåning af høstudbyttet af den beskyttede sort, angiver samme bestemmelse på ingen måde fristen for, hvornår landbrugeren har pligt til at betale dette vederlag, når der ikke af indehaveren er fastsat en frist for landbrugeren i henhold til artikel 6, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1768/95.

26

I denne forbindelse har Vogel og den spanske regering i det væsentlige gjort gældende, at den pågældende frist kan løbe ubegrænset. De har netop støttet sig på artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1768/95 og har i denne forbindelse fremhævet, at bestemmelsen, selv om den vedrører tidspunktet for, hvornår den pågældende betalingspligt opstår, ikke fastsætter nogen forfaldsfrist.

27

En sådan fortolkning kan imidlertid ikke lægges til grund.

28

For det første ville det nemlig, som generaladvokaten anførte i punkt 39 i forslaget til afgørelse, fratage den effektive virkning af de retslige skridt, der er fastsat i artikel 94 i forordning nr. 2100/94, at give en landbruger, der har anvendt formeringsmateriale af en beskyttet sort tilvejebragt ved dyrkning (udsæd af egen avl), mulighed for at opfylde sin pligt til at betale det undtagelsesvise rimelige vederlag uden tidsbegrænsning og således mulighed for at påberåbe sig undtagelsen i forordningens artikel 14 i forordning nr. 2100/94. Endvidere er denne artikel 94 ved at indføre disse retslige skridt mod enhver krænkende person, som ikke har opfyldt denne betalingspligt, til hinder for, at denne sidstnævnte til hver en tid kan lovliggøre sin situation selv efter, at indehaveren af beskyttelsen opdager den uberettigede brug af den beskyttede sort. Det følger heraf, at alene en frist for betaling kan sikre en effektiv udøvelse af de pågældende retslige skridt.

29

For det andet skal det bemærkes, at indehavere af sortsbeskyttelse er eneansvarlige for kontrol og overvågning af anvendelsen af de beskyttede sorter i forbindelse med lovlig dyrkning, og at de derfor er afhængige af de pågældende landbrugeres gode tro og samarbejde (dom Geistbeck, C-509/10, EU:C:2012:416, præmis 42). Således ville en manglende præcist fastsat frist, som landbrugeren er undergivet for at opfylde sin pligt til at betale det undtagelsesvise rimelige vederlag, medføre en risiko for, at landbrugerne ville forhale betaling på ubestemt tid med henblik på at undgå denne betaling. Den omstændighed, at landbrugere gives mulighed for en sådan manglende opfyldelse af deres forpligtelse over for indehaverne, er i strid med formålet i artikel 2 i forordning nr. 1768/95, der tilsigter at opretholde en rimelig ligevægt mellem landbrugerens og de pågældende indehaveres legitime interesser.

30

Ved undersøgelsen af, om en frist for betaling rent faktisk er fastsat i de relevante bestemmelser, skal det bemærkes, at det fremgår af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1768/95, at det produktionsår, hvorunder betalingen af vederlaget skal erlægges, starter den 1. juli og slutter den 30. juni det følgende kalenderår. Selv om denne bestemmelse vedrører fastlæggelse af arealer, på hvilke der dyrkes planter af »små landbrugere«, viser den, at det produktionsår, hvorunder et formeringsmateriale af en beskyttet sort tilvejebragt ved dyrkning (udsæd af egen avl) er blevet anvendt, blev opfattet som den relevante frist, i løbet af hvilken det undtagelsesvise vederlag skal betales, af den institution, der affattede forordningen i forbindelse med fastsættelsen af gennemførelsesbestemmelserne til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2100/94.

31

Således skal en landbruger, der ikke har foretaget betaling af det undtagelsesvise rimelige vederlag inden for en frist, der udløber ved afslutningen af et produktionsår, hvorunder der er blevet benyttet formeringsmateriale af en beskyttet sort, som er tilvejebragt ved dyrkning, uden at have indgået en aftale herom med indehaveren af beskyttelsen, anses for at have foretaget en af de handlinger, der er omhandlet i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 2100/94, hvilket giver indehaveren ret til at indlede de retslige skridt, der er fastsat i denne forordnings artikel 94.

32

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at en landbruger, der har benyttet formeringsmateriale af en beskyttet sort, som er tilvejebragt ved dyrkning (udsæd af egen avl), uden at have indgået en aftale herom med indehaveren af den pågældende sortsbeskyttelse, har for at være omfattet af undtagelsen i artikel 14 i forordning nr. 2100/94 til pligten til at opnå tilladelse hos denne indehaver pligt til at betale det undtagelsesvise rimelige vederlag inden for en frist, der udløber ved afslutningen af det produktionsår, hvorunder anvendelsen finder sted, dvs. senest den 30. juni efter datoen for tilsåningen.

Sagens omkostninger

33

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

 

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

 

En landbruger, der har benyttet formeringsmateriale af en beskyttet sort, som er tilvejebragt ved dyrkning (udsæd af egen avl), uden at have indgået en aftale herom med indehaveren af den pågældende sortsbeskyttelse, har for at være omfattet af undtagelsen i artikel 14 i Rådets forordning nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse til pligten til at opnå tilladelse hos denne indehaver pligt til at betale det undtagelsesvise rimelige vederlag i henhold til nævnte artikel 14, stk. 3, fjerde led, inden for en frist, der udløber ved afslutningen af det produktionsår, hvorunder anvendelsen finder sted, dvs. senest den 30. juni efter datoen for tilsåningen.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: tysk.

Top