—

comité d’entreprise de Nortel Networks SA m.fl. ved avocats R. Dammann og M. Boché-Robinet

—

Cosme Rogeau, som kurator i den sekundære insolvensbehandling mod Nortel Networks SA, ved avocats A. Tchekhoff og E. Fabre

—

Alan Robert Bloom, Alan Michael Hudson, Stephen John Harris og Christopher John Wilkinson Hill, som fælles kuratorer i hovedinsolvensbehandlingen mod Nortel Networks SA, ved avocat C. Dupoirier

—

den franske regering ved F.-X. Bréchot og D. Colas, som befuldmægtigede

—

Det Forenede Kongeriges regering ved L. Christie, som befuldmægtiget, bistået af barrister B. Kennelly

—

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin, som befuldmægtiget,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, litra g), artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (EFT L 160, s. 1, og berigtiget i EUT 2014 L 350, s. 15).

2

Anmodningen er indgivet under en sag mellem dels comité d’entreprise de Nortel Networks SA (herefter »NNSA«) m.fl. og Cosme Rogeau, som kurator i den sekundære insolvensbehandling indledt i Frankrig mod NNSA (herefter »den sekundære insolvensbehandling«), vedrørende udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse, dels mellem Cosme Rogeau, som kurator i den sekundære insolvensbehandling, og Alan Robert Bloom, Alan Michael Hudson, Stephen John Harris og Christopher John Wilkinson Hill, som fælles kuratorer (herefter »Joint Administrators«) i hovedinsolvensbehandlingen indledt i Det Forenede Kongerige mod NNSA (herefter »hovedinsolvensbehandlingen«), vedrørende adcitation.

3

Følgende fremgår af 6. og 23. betragtning til forordning nr. 1346/2000:

[...]

4

Artikel 2 i forordning nr. 1346/2000 med overskriften »Definitioner« fastsætter:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

[...]«

5

Forordningens artikel 3 med overskriften »International kompetence« har følgende ordlyd:

»1.   Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling. For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det vedtægtsmæssige hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres.

2.   Befinder centret for skyldnerens hovedinteresser sig på en medlemsstats område, har retterne i en anden medlemsstat kun kompetence til at indlede insolvensbehandling mod denne skyldner, hvis han har et forretningssted på denne anden medlemsstats område. Denne insolvensbehandling kan kun omfatte den del af skyldnerens aktiver, som befinder sig på sidstnævnte medlemsstats område.

[...]«

6

Forordningens artikel 25, som har overskriften »Anerkendelse af andre retsafgørelser og deres eksigibilitet«, bestemmer:

»1.   Retsafgørelser, som træffes af den ret, hvis afgørelse om indledning af insolvensbehandling anerkendes [...], samt en af denne ret stadfæstet tvangsakkord anerkendes umiddelbart. Sådanne afgørelser fuldbyrdes efter artikel 31-51 (bortset fra artikel 34, stk. 2) i [konventionen af 27. september 1968] om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager [(EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention].

Første afsnit gælder tilsvarende for retsafgørelser, der følger direkte af insolvensbehandlingen, og som træffes i snæver forbindelse hermed, også når de er truffet af en anden ret.

[...]

2.   Den i stk. 1 omhandlede konvention gælder for anerkendelsen og fuldbyrdelsen af andre end de i stk. 1 omhandlede retsafgørelser, for så vidt den finder anvendelse herpå.

[...]«

7

Artikel 27 i forordning nr. 1346/2000 med overskriften »Indledning af insolvensbehandlinger« fastsætter:

»Har en medlemsstats ret i henhold til artikel 3, stk. 1, indledt en insolvensbehandling, som er anerkendt i en anden medlemsstat (hovedinsolvensbehanding), kan der i denne anden medlemsstat, hvor en ret har kompetence i henhold til artikel 3, stk. 2, indledes en sekundær insolvensbehandling […]. Insolvensbehandlingen kan kun vedrøre de af skyldnerens formuegenstande, som befinder sig på denne anden medlemsstats område.«

8

Artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1) definerer forordningens anvendelsesområde således:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[...]

[...]«

9

Nortel-koncernen var leverandør af tekniske løsninger inden for telekommunikation. Nortel Networks Limited (herefter »NNL«), etableret i Mississauga (Canada), besad størstedelen af Nortel-koncernens datterselskaber i verden, herunder NNSA, der havde hjemsted i Yvelines (Frankrig).

10

Næsten alle de intellektuelle ejendomsrettigheder som Nortel-koncernens specialiserede datterselskabers forsknings- og udviklingsarbejde resulterede i, var registreret hovedsageligt i Nordamerika i NNL’s navn, som indrømmede disse datterselskaber, herunder NNSA, vederlagsfri eksklusiv licens til udnyttelse af koncernens intellektuelle ejendomsret. De pågældende datterselskaber skulle ligeledes bevare den økonomiske ejendomsret (»beneficial ownership«) til denne intellektuelle ejendomsret svarende til deres respektive bidrag. I en aftale inden for koncernen kaldet »Master R & D Agreement« (herefter »MRDA-aftalen«) fastlagdes de juridiske forbindelser mellem NNL og de pågældende datterselskaber.

11

Nortel-koncernen oplevede i 2008 alvorlige finansielle vanskeligheder, og dens bestyrelse besluttede at indlede samtidige insolvensbehandlinger i Canada, USA og Den Europæiske Union. Ved afgørelse af 14. januar 2009 indledte High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division (Det Forenede Kongerige), en hovedinsolvensbehandling efter engelsk ret mod alle selskaber i Nortel-koncernen etableret i Unionen, herunder NNSA, i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000.

12

Efter fælles begæring fra NNSA og Joint Administrators indledte den forelæggende ret ved afgørelse af 28. maj 2009 den sekundære insolvensbehandling mod NNSA og udpegede Cosme Rogeau til kurator under denne insolvensbehandling.

13

Den 21. juli 2009 blev der indgået et aftalememorandum om konfliktens afslutning, som bragte en arbejdskonflikt i NNSA til ophør (herefter »memorandum om konfliktens afslutning«). I aftalen bestemtes det, at der skulle udbetales en fratrædelsesgodtgørelse, hvoraf en del skulle udbetales med det samme, mens en anden del, en såkaldt »udskudt fratrædelsesgodtgørelse« (herefter »den udskudte fratrædelsesgodtgørelse«), skulle udbetales, når driften af selskabet var bragt til ophør, af frigjorte midler, som hidrørte fra salg af aktiver efter betaling af omkostninger opstået som følge af NNSA’s fortsatte virksomhed under hovedinsolvensbehandlingen og den sekundære insolvensbehandling, og af administrationsomkostninger (»administration expenses«).

14

Den 1. juli 2009 underskrev organerne i de to bobehandlinger et memorandum om samordning af hovedinsolvensbehandlingen og den sekundære insolvensbehandling (herefter »memorandum om samordning«), hvorefter administrationsudgifterne skulle betales fuldt ud i prioriteret rækkefølge, uanset hvor de solgte aktiver befandt sig. Ved dom af 24. september 2009 godkendte den forelæggende ret bl.a. memorandum om samordning og memorandum om konfliktens afslutning.

15

For at sikre en bedre værdiansættelse af Nortel-koncernens aktiver enedes kuratorerne i de forskellige insolvensbehandlinger, der var indledt verden over, om at sælge disse aktiver globalt, erhvervsgren for erhvervsgren. En aftale herom med titlen »Interim Funding and Settlement Agreement« (herefter »IFSA-aftalen«) blev indgået den 9. juni 2009 mellem NNL og flere af Nortel-koncernens datterselskaber, idet disse datterselskaber i tide skulle afstå deres industrielle og intellektuelle ejendomsrettigheder, som var omfattede af MRDA-aftalen. Derimod ville de licensrettigheder, som datterselskaberne hver især havde, blive opretholdt, indtil likvidationen og overdragelsen var afsluttet, og datterselskabernes rettigheder som indehavere af den økonomiske ejendomsret til de pågældende intellektuelle ejendomsrettigheder blev opretholdt.

16

I henhold til IFSA-aftalen ville hele salgsprovenuet fra Nortel-koncernens aktiver blive indsat på deponeringskonti, såkaldte »lockbox« (herefter »lockbox«) ved kreditinstitutter etableret i USA, og der kunne ikke foretages udbetalinger af beløb indsat på en »lockbox« uden samtykke fra alle de berørte enheder i denne koncern. NNSA blev part i IFSA-aftalen via en tiltrædelsesaftale indgået den 11. september 2009. Salgsprovenuet blev deponeret i henhold til IFSA-aftalen, uden at der dog blev indgået nogen aftale om fordelingen af det.

17

Den 23. november 2010 udarbejdede Cosme Rogeau en rapport i forbindelse med den sekundære insolvensbehandling, som udviste et indestående på 38980313 EUR på NNSA’s bankkonti den 30. september 2010, hvilket gav mulighed for fra maj 2011 at foretage en første udbetaling af den udskudte fratrædelsesgodtgørelse. Efter at have modtaget et påkrav fra NNSA’s samarbejdsudvalg oplyste Cosme Rogeau ved skrivelse af 18. maj 2011 samarbejdsudvalget om, at det var umuligt at anvende bestemmelserne i memorandum om konfliktens afslutning, idet en likviditetsberegning udviste et negativt beløb på næsten 6 mio. EUR bl.a. som følge af flere betalingskrav fra Joint Administrators med henvisning til bl.a. omkostninger opstået som følge af NNSA’s fortsatte virksomhed under insolvensbehandlingerne og afståelsen af visse aktiver.

18

NNSA’s samarbejdsudvalg og en række tidligere ansatte i NNSA har anfægtet denne faktiske situation og har anlagt sag ved tribunal de commerce de Versailles (Frankrig) med påstand om, at det fastslås dels, at den sekundære insolvensbehandling giver dem en direkte og eksklusiv ret til den del af det samlede salgsprovenu for de af Nortel-koncernens aktiver, som tilhørte NNSA, dels, at Cosme Rogeau i sin egenskab af kurator tilpligtes straks at udbetale den udskudte fratrædelsesgodtgørelse svarende til NNSA’s disponible beløb.

19

Efterfølgende adciterede Cosme Rogeau Joint Administrators ved den forelæggende ret. Disse har imidlertid nedlagt påstand om, at tribunal de commerce de Versailles skal erklære sig inkompetent til fordel for High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division. Subsidiært har Joint Administrators nedlagt påstand om, at den forelæggende ret bl.a. erklærer sig inkompetent i forhold til formuegenstande og rettigheder, som ikke befandt sig i Frankrig, jf. artikel 2, litra g), i forordning nr. 1346/2000, på datoen for vedtagelsen af afgørelsen om at indlede den sekundære insolvensbehandling.

20

Den forelæggende ret har forklaret, at den for at træffe afgørelse om de spørgsmål, der er indbragt for den, først skal træffe afgørelse om sin kompetence til at afgrænse virkningerne af den sekundære insolvensbehandling. Den forelæggende ret er ligeledes af den opfattelse, at den må afgøre, om virkningerne af en sekundær insolvensbehandling kan omfatte skyldnerens aktiver uden for Unionen.

21

Under disse omstændigheder har tribunal de commerce de Versailles besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Har en medlemsstats ret, der indleder en sekundær insolvensbehandling, enekompetence eller alternativt kompetence sammen med den medlemsstats ret, der indleder hovedinsolvensbehandlingen, til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af den sekundære insolvensbehandling i henhold til artikel 2, litra g), artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i [forordning nr. 1346/2000], og er det, i tilfælde af enekompetence eller alternativ kompetence, de retsregler, der regulerer hovedinsolvensbehandlingen, eller de retsregler, der regulerer den sekundære insolvensbehandling, der finder anvendelse?«

22

Det forelagte spørgsmål falder i to led, som skal undersøges særskilt. Spørgsmålets første led vedrører således fordelingen af retslig kompetence mellem den ret, der gennemfører hovedinsolvensbehandlingen, og den ret, der gennemfører den sekundære insolvensbehandling, mens det andet led vedrører den lovgivning, der finder anvendelse med henblik på fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af den sekundære insolvensbehandling.

23

Med spørgsmålets første led ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at retter i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling indledes, har enekompetence eller har kompetence alternativt sammen med retterne i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen indledes, til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling.

24

I denne forbindelse bemærkes, at skønt spørgsmålet alene vedrører forordning nr. 1346/2000, skal det imidlertid først fastslås, om den forelæggende rets kompetence i denne forbindelse reguleres af denne forordning eller af forordning nr. 44/2001. Derefter skal det undersøges, om denne rets kompetence på grundlag af bestemmelserne i den forordning, der skal finde anvendelse, er fastlagt i et tilfælde som det i hovedsagerne omhandlede. Endelig skal det undersøges, om en sådan kompetence skal betragtes som en enekompetence eller en alternativ kompetence.

25

Det bemærkes, at tvisterne i hovedsagerne indgår i anvendelsen af en række aftaler indgået med eller mellem parterne i hovedsagerne, herunder bl.a. IFSA-aftalen og MRDA-aftalen samt memorandum om samordning og memorandum om konfliktens afslutning. I forbindelse med en tvist vedrørende fortolkningen af en eller flere af disse aftaler kan kompetencen til at træffe afgørelse i denne tvist være reguleret af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, selv hvis den pågældende tvist er mellem kuratorerne i to insolvensbehandlinger, hvor den ene er en hovedinsolvensbehandling, og den anden er sekundær, og som begge henhører under forordning nr. 1346/2000.

26

I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at forordning nr. 44/2001 og forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes på en sådan måde, at det undgås, at de retsregler, der er fastsat heri, overlapper hinanden, og at et juridisk tomrum undgås. De søgsmål, der i medfør af artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 44/2001 er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, for så vidt som de henhører under »konkurs, akkord og andre lignende ordninger«, er således omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000. De søgsmål, der ikke falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, er i overensstemmelse hermed omvendt omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001 (dom Nickel & Goeldner Spedition, C-157/13, EU:C:2014:2145, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

27

Domstolen har ligeledes fastslået, at anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000 ikke skal fortolkes bredt, og at alene søgsmål, der følger direkte af en insolvensbehandling, og som har snæver forbindelse hermed (herefter »tilknyttede søgsmål«), er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. Det er følgelig alene disse søgsmål, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000 (dom Nickel & Goeldner Spedition, C-157/13, EU:C:2014:2145, præmis 22 og 23 og den deri nævnte retspraksis).

28

Endelig har Domstolen fastslået, at det afgørende kriterium med henblik på at identificere, under hvilket område et søgsmål henhører, ikke er den processuelle sammenhæng, som nævnte søgsmål indgår i, men søgsmålets retsgrundlag. I henhold til denne fremgangsmåde skal det undersøges, om den rettighed eller forpligtelse, der ligger til grund for søgsmålet, udspringer af de almindelige civil- og handelsretlige regler eller af undtagelsesbestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger (dom Nickel & Goeldner Spedition, C-157/13, EU:C:2014:2145, præmis 27).

29

Selv om det i denne sag tilkommer den forelæggende ret at vurdere indholdet af de diverse aftaler indgået af parterne i hovedsagerne, synes de rettigheder eller forpligtelser, hvorpå søgsmålene i hovedsagerne bygger, imidlertid at følge direkte af en insolvensbehandling, at have snæver forbindelse hermed og udspringe af bestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger.

30

Løsningen af tvisterne i hovedsagerne afhænger således bl.a. af fordelingen af provenuet fra salget af NNSA’s aktiver mellem hovedinsolvensbehandlingen og den sekundære insolvensbehandling. Således som det synes at følge af memorandum om samordning, og således som parterne i hovedsagerne har bekræftet under retsmødet, skulle denne fordeling i det væsentlige foretages i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1346/2000, uden at det pågældende aftalememorandum eller de andre aftaler i hovedsagerne tilsigter at ændre indholdet heraf. De rettigheder eller forpligtelser, som søgsmålene i hovedsagerne støttes på, udspringer således af artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i forordning nr. 1346/2000, hvorfor denne forordning finder anvendelse.

31

Hvad angår kompetencen for den ret, der har indledt en sekundær insolvensbehandling, til at træffe afgørelse om fastsættelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne insolvensbehandling, følger det af fast retspraksis, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at den giver den medlemsstat, på hvis område der er indledt en insolvensbehandling, international kompetence til at afgøre tilhørende søgsmål (jf. bl.a. dom F-Tex, C-213/10, EU:C:2012:215, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

32

Selv om Domstolen hidtil alene har anerkendt international kompetence til at afgøre et tilknyttet søgsmål i den medlemsstat, hvis retter er kompetente i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, kan der anvendes en analog fortolkning for så vidt angår artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000.

33

Henset til opbygningen og den effektive virkning af forordning nr. 1346/2000 skal forordningens artikel 3, stk. 2, nemlig anses for at tildele retterne i den medlemsstat, på hvis område en sekundær insolvensbehandling er indledt, en international kompetence til at afgøre tilknyttede søgsmål, for så vidt som disse søgsmål vedrører de af skyldnerens aktiver, som befinder sig på denne medlemsstats område.

34

Som generaladvokaten for det første har anført i punkt 32 i forslaget til afgørelse, fastsætter artikel 25, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1346/2000 en forpligtelse for medlemsstaterne til at anerkende og fuldbyrde retsafgørelser vedrørende gennemførelse og afslutning af en insolvensbehandling, som træffes af såvel de retter, der er kompetente i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, som dem, hvis kompetence følger af artikel 3, stk. 2, mens forordningens artikel 25, stk. 1, andet afsnit, præciserer, at bestemmelsens første afsnit ligeledes finder anvendelse på »retsafgørelser, der følger direkte af insolvensbehandlingen, og som træffes i snæver forbindelse hermed«, dvs. navnlig afgørelser i tilknyttede søgsmål.

35

Ved at fastsætte en forpligtelse til at anerkende »tilknyttede« afgørelser, truffet af retter, som er kompetente i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000, ses denne forordning – i det mindste indirekte – at tildele disse sidstnævnte retter kompetencen til at træffe disse afgørelser.

36

For det andet bemærkes, at et af de væsentligste formål, som forfølges med muligheden i artikel 27 i forordning nr. 1346/2000 for at indlede en sekundær insolvensbehandling navnlig består i beskyttelsen af lokale interesser, uanset at denne behandling ligeledes kan forfølge andre formål (jf. i denne retning dom Burgo Group, C-327/13, EU:C:2014:2158, præmis 36).

37

Et tilknyttet søgsmål som det i hovedsagerne omhandlede, som tilsigter at få fastslået, at bestemte aktiver henhører under en sekundær insolvensbehandling, tilsigter netop at beskytte disse interesser. Denne beskyttelse og følgelig den effektive virkning af bl.a. forordningens artikel 27, ville blive svækket i væsentlig grad, hvis dette tilknyttede søgsmål ikke kunne anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område den sekundære insolvensbehandling er blevet indledt.

38

Det skal således fastslås, at retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling er indledt, er kompetente på grundlag af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling.

39

Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt kompetencen for retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling er blevet indledt, til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling, har karakter af enekompetence eller alternativ kompetence, skal det bemærkes, at Domstolens praksis om anerkendelse af retternes kompetence i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 til at træffe afgørelse i tilknyttede søgsmål, i det væsentlige bygger på den effektive virkning af denne forordning (jf. i denne retning domme Seagon, C-339/07, EU:C:2009:83, præmis 21, og F-Tex, C-213/10, EU:C:2012:215, præmis 27). Som det fremgår af denne doms præmis 37, gør det samme sig gældende for så vidt angår den analoge kompetence for de retter, der er kompetente på grundlag af denne artikel 3, stk. 2.

40

Ved afgørelsen af, om den internationale kompetence til at træffe afgørelse i tilknyttede søgsmål har karakter af enekompetence eller alternativ kompetence, og således rækkevidden af henholdsvis stk. 1 og 2 i artikel 3, skal den effektive virkning af disse bestemmelser følgelig ligeledes sikres.

41

Hvad angår et søgsmål, såsom de i hovedsagerne omhandlede søgsmål, som tilsigter at få fastslået, at bestemte af en skyldners aktiver henhører under en sekundær insolvensbehandling, bemærkes, at et sådant søgsmål klart har en direkte indflydelse på de interesser, der administreres under hovedinsolvensbehandlingen, idet den konklusion, der er nedlagt påstand om, nødvendigvis vil medføre, at de omhandlede aktiver ikke henhører under hovedinsolvensbehandlingen. Som generaladvokaten imidlertid har anført i punkt 57 i forslaget til afgørelse, har retterne i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen er indledt, også kompetence til at afgøre tilknyttede søgsmål og således afgrænse virkningerne af denne behandling.

42

Under disse omstændigheder forholder det sig således, at en enekompetence for retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling er blevet indledt, til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling, ville fratage artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 sin effektive virkning, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter en international kompetence til at afgøre tilknyttede søgsmål, og kan således ikke tiltrædes.

43

Det fremgår i øvrigt ikke af bestemmelserne i forordning nr. 1346/2000, at denne forordning tildeler den ret, hvorved sagen er anlagt først, kompetence til at træffe afgørelse i et tilknyttet søgsmål. I modsætning til, hvad NNSA’s samarbejdsudvalg har gjort gældende, følger en sådan tildeling heller ikke af dom Staubitz-Schreiber (C-1/04, EU:C:2006:39), som vedrørte et andet tilfælde, nemlig tildeling af kompetence til at indlede en hovedinsolvensbehandling og således tildeling af en kompetence, der i henhold til bestemmelserne i denne forordning er eksklusiv.

44

Det er ganske vist korrekt, således som flere af procesdeltagerne har anført, at anerkendelse i denne kontekst af en »alternativ« retslig kompetence indebærer en risiko for konkurrerende og potentielt uoverensstemmende afgørelser.

45

Som generaladvokaten har anført i punkt 60 i forslaget til afgørelse, giver artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 imidlertid mulighed for at undgå risikoen for uoverensstemmende afgørelser, idet bestemmelsen forpligter enhver ret, for hvilken der er anlagt et tilknyttet søgsmål, såsom de i hovedsagerne omhandlede søgsmål, til at anerkende tidligere afgørelser truffet af en anden ret, der er kompetent i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, eller i givet fald artikel 3, stk. 2.

46

Henset til alle de ovenstående bemærkninger skal spørgsmålets første led besvares med, at artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling indledes, har alternativ kompetence sammen med retterne i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen indledes, til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling.

47

Med spørgsmålets andet led ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvilken lovgivning der finder anvendelse på fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af en sekundær insolvensbehandling.

48

Det skal i denne henseende dels bemærkes, at virkningerne af en sekundær insolvensbehandling er begrænsede, således som det fremgår af artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i forordning nr. 1346/2000 til de af skyldnerens aktiver, som på datoen for indledningen af insolvensbehandlingen befandt sig på den medlemsstats område, hvor den sekundære insolvensbehandling indledes.

49

Dels fremgår det af 6. og 23. betragtning til forordning nr. 1346/2000 for det første, at denne forordning fastlægger ensartede lovvalgsregler, som træder i stedet for de nationale internationalprivatretlige regler, og for det andet, at denne udskiftning er begrænset i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet til anvendelsesområdet for de bestemmelser, der er fastsat i forordningen. Den pågældende forordning udelukker således i princippet ikke enhver anvendelse i forbindelse med et tilknyttet søgsmål, såsom de i hovedsagerne omhandlede, af lovgivningen i den medlemsstat, under hvis jurisdiktion dette tilknyttede søgsmål hører, vedrørende denne medlemsstats internationale privatret, for så vidt som forordning nr. 1346/2000 ikke indeholder ensartede regler, som regulerer den omhandlede situation.

50

Hvad derimod angår spørgsmålet om, hvorvidt et aktiv med henblik på anvendelse af forordning nr. 1346/2000 skal betragtes som befindende sig på en medlemsstats område på datoen for indledningen af insolvensbehandlingen, bemærkes, at forordningen faktisk fastsætter ensartede regler, hvorfor det dermed i denne forbindelse er udelukket at anvende national ret.

51

Det fremgår således af artikel 2, litra g), i forordning nr. 1346/2000, at den »medlemsstat, i hvilken en formuegenstand befinder sig«, for fysiske genstande er den medlemsstat, på hvis område genstanden befinder sig, for formuegenstande og rettigheder, hvortil ejendomsretten eller adkomsten skal noteres i et offentligt register, den medlemsstat, hvor registret føres, og endelig for fordringer den medlemsstat, på hvis område fordringens debitor har centret for sine hovedinteresser, således som fastsat i forordningens artikel 3, stk. 1. På trods af kompleksiteten af den retlige situation i hovedsagerne bør denne bestemmelse sætte den forelæggende ret i stand til at afgøre, hvor de berørte formuegenstande, rettigheder eller fordringer befinder sig.

52

Det skal i denne forbindelse tilføjes, at skønt artikel 2, litra g), i forordning nr. 1346/2000 kun udtrykkeligt henviser til formuegenstande, rettigheder og fordringer, som befinder sig i en medlemsstat, kan det ikke udledes heraf, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i et tilfælde, hvor den omhandlede formuegenstand, rettighed eller fordring må anses for at befinde sig i en tredjestat.

53

For at identificere de aktiver, der henhører under en sekundær insolvensbehandling, er det tilstrækkeligt at undersøge, om disse på datoen for indledningen af insolvensbehandlingen i henhold til artikel 2, litra g), i forordning nr. 1346/2000 befandt sig i den medlemsstat, hvor denne insolvensbehandling er indledt, uden at spørgsmålet om, i hvilken anden stat disse aktiver i givet fald efterfølgende har befundet sig, har nogen betydning i denne forbindelse.

54

Hvad angår tvisterne i hovedsagerne tilkommer det følgelig den forelæggende ret at undersøge først, om de omhandlede aktiver, som ikke forekommer at kunne betragtes som fysiske genstande, udgør formuegenstande og rettigheder, hvortil ejendomsretten eller adkomsten skal noteres i et offentligt register, eller om de skal betragtes som fordringer. Dernæst tilkommer det samme ret at afgøre henholdsvis om den medlemsstat, hvor registret føres, er den medlemsstat, hvor den sekundære insolvensbehandling indledes, i det foreliggende tilfælde Den Franske Republik, eller i givet fald om den medlemsstat, på hvis område fordringens debitor har centret for sine hovedinteresser, er Den Franske Republik. Det er alene i tilfælde af, at en af disse undersøgelser fører til et positivt resultat, at de omhandlede aktiver henhører under den sekundære insolvensbehandling indledt i Frankrig.

55

Under disse omstændigheder skal spørgsmålets andet led besvares med, at fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af en sekundær insolvensbehandling, skal foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2, litra g), i forordning nr. 1346/2000.

56

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling indledes, har alternativ kompetence sammen med retterne i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen indledes, til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling.

Fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af en sekundær insolvensbehandling, skal foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2, litra g), i forordning nr. 1346/2000.