1

Kongeriget Spanien har med sit appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom Spanien mod Kommissionen (T-384/10, EU:T:2013:277, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen for en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2010) 4147 af 30. juni 2010 om nedsættelse af støtte fra Samhørighedsfonden til følgende projekter eller projektgrupper: »Vandforsyning til bebyggelser i floden Guadinas vandområde: Regionen Andévalo« (2000.ES.16.C.PE.133), »Behandling og rensning i floden Guadalquivirs vandområde: Guadaira, Aljarafe og Guadalquivirs EE NN PP« (2000.ES.16.C.PE.066) og »Vandforsyning til flerkommunale systemer i provinserne Granada og Malaga« (2002.ES.16.C.PE.061) (herefter »den omtvistede beslutning«).

2

Artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1164/94 af 16. maj 1994 om oprettelse af Samhørighedsfonden (EFT L 130, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1264/1999 af 21. juni 1999 (EFT L 161, s. 57) og ved Rådets forordning (EF) nr. 1265/1999 af 21. juni 1999 (EFT L 161, s. 62, herefter »forordning nr. 1164/94«), bestemmer:

»Fonden yder finansiel støtte til projekter, som bidrager til de i traktaten om Den Europæiske Union fastlagte mål inden for miljø og transeuropæiske net på transportinfrastrukturområdet i de medlemsstater, hvis bruttonationalindkomst (BNI) pr. indbygger er lavere end 90% af gennemsnittet i Fællesskabet målt i købekraftspariteter, og som har et program, der fører til opfyldelse af betingelserne for økonomisk konvergens som nævnt i artikel [126 TEUF].«

3

Artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1164/94 bestemmer:

»Projekter, der finansieres af fonden, skal være i overensstemmelse med traktaternes bestemmelser, de i medfør heraf vedtagne retsakter og Fællesskabets politik på forskellige områder, herunder dets politik vedrørende miljøbeskyttelse, transport, transeuropæiske net, konkurrence og offentlige udbud.«

4

Artikel 12 i forordning nr. 1164/94 har følgende ordlyd:

»1.   Med forbehold af Kommissionens ansvar for gennemførelsen af fællesskabsbudgettet er medlemsstaterne i første række ansvarlige for den finansielle kontrol med projekterne. Med henblik herpå skal de blandt andet:

[…]

[…]«

5

Forordning nr. 1164/94 var gældende i perioden 2000-2006. I henhold til artikel 1, nr. 11), i forordning nr. 1264/1999 skal forordning nr. 1164/94 tages op til fornyet overvejelse senest den 31. december 2006.

6

Artikel 100 med overskriften »Procedure« i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (EUT L 210, s. 25) bestemmer:

»1.   Før Kommissionen træffer beslutning om finansiel korrektion, indleder den proceduren ved at meddele medlemsstaten sine foreløbige konklusioner og anmode den om at fremsætte sine bemærkninger inden to måneder.

Hvis Kommissionen foreslår en finansiel korrektion på grundlag af en ekstrapolation eller til en fast sats, skal medlemsstaten have mulighed for via en gennemgang af de pågældende dokumenter at påvise, at uregelmæssighedens faktiske omfang var mindre end det, der fremgår af Kommissionens vurdering. Medlemsstaten kan i forståelse med Kommissionen begrænse denne gennemgang til kun at omfatte en passende andel eller stikprøver af de pågældende dokumenter. Medmindre det drejer sig om behørigt begrundede tilfælde, må den tid, der anvendes til denne gennemgang, ikke overstige en yderligere periode på to måneder efter den i første afsnit nævnte periode på to måneder.

2.   Kommissionen tager hensyn til alle beviser, som medlemsstaten forelægger inden for fristerne i stk. 1.

3.   Hvis medlemsstaten ikke godtager Kommissionens foreløbige konklusioner, indbyder Kommissionen medlemsstaten til en høring, hvor begge parter i samarbejde på basis af partnerskabet bestræber sig på at nå til enighed om bemærkningerne og de konklusioner, der skal drages deraf.

4.   Hvis der opnås enighed, kan medlemsstaten genanvende de pågældende fællesskabsmidler i overensstemmelse med artikel 98, stk. 2, andet afsnit.

5.   Hvis der ikke er opnået enighed, træffer Kommissionen beslutning om den finansielle korrektion inden seks måneder efter høringsdatoen under hensyn til alle de oplysninger og bemærkninger, der er fremkommet under proceduren. Hvis der ikke finder nogen høring sted, begynder fristen på seks måneder to måneder efter modtagelsen af Kommissionens indbydelse.«

7

Artikel 108 i forordning nr. 1083/2006 med overskriften »Ikrafttræden« bestemmer i stk. 1 og 2:

»Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Bestemmelserne i artikel 1-16, 25-28, 32-40, 47-49, 52-54, 56, 58-62, 69-74, 103-105 og 108 anvendes fra datoen for denne forordnings ikrafttræden alene for programmer i perioden 2007-2013. De øvrige bestemmelser anvendes fra den 1. januar 2007.«

8

Sagens baggrund blev fremstillet i den appellerede doms præmis 28-57 og kan sammenfattes som følger.

9

I 2001 og 2002 tildelte Kommissionen støtte fra Samhørighedsfonden til følgende projekter eller projektgrupper:

10

Den Europæiske Unions medfinansiering af de omhandlede projekter udgjorde således 80% af de samlede offentlige omkostninger eller tilsvarende, der kunne anvendes.

11

Det organ, der var ansvarligt for gennemførelsen af Andévalo-projektet og for projektgruppen Granada og Malaga, var den selvstyrende region Andalusiens generaldirektorat for vandbygningsarbejder (Dirección General de Obras Hidráulicas de la Junta de Andalucía). Gennemførelsen af projektgruppen Guadalquivir henhørte under det andalusiske vandagentur ved den selvstyrende region Andalusiens miljøforvaltning (Agencia Andaluza del Agua de la Consejería de Medio Ambiente de la Junta de Andalucía). Disse to organer delegerede denne gennemførelse til den offentlige virksomhed Gestión de Infraestructuras de Andalucía SA.

12

Mellem 2004 og 2006 foretog Kommissionens tjenestegrene, som blev assisteret af et eksternt revisionsselskab, nogle revisionsbesøg af de omhandlede projekter og projektgrupper. Kommissionen fremsendte de forskellige revisionsrapporter til de spanske myndigheder. Disse rapporter henviste til visse uregelmæssigheder i hvert enkelt projekt og projektgruppe, som vedrørte tilsidesættelse af bestemmelserne om indgåelse af offentlige kontrakter og nærmere bestemt opdelingen af disse kontrakter samt den manglende offentliggørelse af disse i Den Europæiske Unions Tidende.

13

Ved skrivelse af 9. februar 2009 meddelte Kommissionen de spanske myndigheder, at de konstaterede uregelmæssigheder blev betragtet som godtgjort, og tilkendegav, at den agtede at iværksætte proceduren for suspensionen af de mellemliggende betalinger og foretage de relevante finansielle korrektioner i henhold til forordning nr. 1164/94. Kommissionen anmodede ligeledes de spanske myndigheder om at meddele den deres bemærkninger inden for en frist på to måneder.

14

De spanske myndigheder svarede ved skrivelser af 11. og 18. maj samt 29. oktober 2009, idet de bestred de påståede tilsidesættelser.

15

Ved skrivelse af 7. juli 2009 anmodede de spanske myndigheder ligeledes om, at suspensionen af betalingerne ikke blev anvendt.

16

Den 10. november 2009 afholdt Kommissionen en høring med de spanske myndigheder med henblik på at nå til enighed om de omtvistede spørgsmål. Under denne høring anmodede de spanske myndigheder om få en frist på 15 dage til at fremlægge nye dokumenter, som efterfølgende blev fremsendt til Kommissionen den 2. december 2009.

17

Den 30. juni 2010 vedtog Kommissionen den omtvistede beslutning.

18

I denne beslutning, som blev meddelt Kongeriget Spanien den 1. juli 2010, nedsatte Kommissionen de beløb, der var blevet tildelt i støtte fra Samhørighedsfonden for de forskellige projekter, nærmere bestemt med 1642572,60 EUR for Andévalo-projektet, med 3837074,52 EUR for projektgruppen Guadalquivir og med 2295581,47 EUR for projektgruppen Granada og Malaga.

19

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. september 2010 anlagde Kongeriget Spanien sag med påstand om annullation af den omtvistede beslutning.

20

Til støtte for dette søgsmål påberåbte Kongeriget Spanien sig principalt to anbringender om for det første en fejlagtig anvendelse af de finansielle korrektioner, for så vidt som de var støttet på en tilsidesættelse af Rådets direktiv 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter (EFT L 199, s. 54), selv om de omhandlede kontrakter som følge af deres værdi ikke henhørte under anvendelsesområdet for det pågældende direktiv, og for det andet en manglende opdeling af de omhandlede offentlige kontrakter i strid med direktivets artikel 6, stk. 4. Sagsøgeren har ligeledes subsidiært påberåbt sig et anbringende om mangel på gennemsigtighed fra Kommissionens side ved fastsættelsen af de finansielle korrektioner og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

21

Retten forkastede ved den appellerede dom samtlige disse anbringender og frifandt derfor Kommissionen i det hele.

22

Kongeriget Spanien har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

23

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

24

Til støtte for sin appel har Kongeriget Spanien påberåbt sig et eneste anbringende om Rettens tilsidesættelse af begrebet »bygge- og anlægsarbejde« som omhandlet i artikel 1, litra c), i direktiv 93/37, sammenholdt med direktivets artikel 6, stk. 4.

25

Kongeriget Spanien har i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at visse af de omhandlede kontrakter udgjorde et enkelt bygge- og anlægsarbejde, selv om de ikke opfyldte betingelserne i henhold til Domstolens praksis herom.

26

Kommissionen er af den opfattelse, at dette anbringende savner grundlag, således at appellen bør forkastes.

27

Det skal indledningsvis bemærkes, at Retten i den appellerede dom traf afgørelse i det annullationssøgsmål, der blev anlagt af Kongeriget Spanien, ved at frifinde Kommissionen efter at have fastslået, at de tre anbringender, som denne medlemsstat havde påberåbt sig, var grundløse.

28

Retten stadfæstede herved implicit, men nødvendigvis beslutningens formelle regelmæssighed.

29

Det følger imidlertid i denne forbindelse af præmis 56-89 og af præmis 93 i domme Spanien mod Kommissionen (C-192/13 P, EU:C:2014:2156) og Spanien mod Kommissionen (C-197/13 P, EU:C:2014:2157), at Kommissionens vedtagelse af en afgørelse om finansiel korrektion siden 2000 er betinget af, at en lovmæssig frist overholdes.

30

I henhold til artikel 100, stk. 5, i forordning nr. 1083/2006 træffer Kommissionen, hvis der ikke er opnået enighed, beslutning om den finansielle korrektion inden seks måneder efter høringsdatoen, og hvis der ikke finder nogen høring sted, begynder fristen på seks måneder to måneder efter modtagelsen af Kommissionens indbydelse.

31

Det fremgår af artikel 108, stk. 2, i forordning. nr. 1083/2006, at den pågældende artikel 100 anvendes fra den 1. januar 2007, herunder på programmer, der ligger forud for perioden 2007-2013.

32

I det foreliggende tilfælde blev høringen imidlertid afholdt den 10. november 2009, mens Kommissionen først vedtog den omtvistede beslutning den 30. juni 2010.

33

Følgelig overholdt Kommissionen ikke i det foreliggende tilfælde den frist på seks måneder, der er fastsat i artikel 100, stk. 5, i forordning nr. 1083/2006.

34

Det følger endvidere af Domstolens praksis for det første, at den manglende overholdelse af procedureregler vedrørende vedtagelse af en bebyrdende retsakt, såsom den omstændighed, at Kommissionen ikke har vedtaget den omtvistede beslutning inden for den af EU-lovgiver fastsatte frist, udgør en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter (jf. domme Det Forenede Kongerige mod Rådet, 68/86, EU:C:1988:85, præmis 48 og 49, Spanien mod Kommissionen, EU:C:2014:2156, præmis 103, og Spanien mod Kommissionen, EU:C:2014:2157, præmis 103), og for det andet, at hvis Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af den pågældende retsakt konstaterer, at retsakten ikke er blevet forskriftsmæssigt vedtaget, skal de af egen drift inddrage det anbringende, at en væsentlig formforskrift er blevet tilsidesat, og derfor annullere den retsakt, der er behæftet med en sådan mangel (jf. domme Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 51, Kommissionen mod Solvay, C-287/95 P og C-288/95 P, EU:C:2000:189, præmis 55, Spanien mod Kommissionen, EU:C:2014:2156, præmis 103, og Spanien mod Kommissionen, EU:C:2014:2157, præmis 103).

35

Under retsmødet for Domstolen blev parterne givet lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger vedrørende de aspekter, der er nævnt i den foregående præmis. Endvidere debatterede de samme parter inden for rammerne af de sager, der gav anledning til domme Spanien mod Kommissionen (EU:C:2014:2156) og Spanien mod Kommissionen (EU:C:2014:2157), og som i det væsentlige vedrørte identiske faktiske og retlige spørgsmål, detaljeret den omhandlede problemstilling.

36

På denne baggrund skal det konkluderes, at Retten, eftersom Kommissionen vedtog den omtvistede beslutning i strid med den lovmæssige frist, der er fastsat ved en af Rådets vedtaget forordning, begik en retlig fejl, idet den frifandt Kommissionen i det søgsmål, der var blevet anlagt af Kongeriget Spanien, i stedet for at sanktionere den tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, som den omtvistede beslutning er behæftet med.

37

Den appellerede dom skal derfor ophæves.

38

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophæver Domstolen, hvis appellen er begrundet, den af Retten trufne afgørelse. Domstolen kan herefter selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

39

I den foreliggende sag råder Domstolen over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse i sagen vedrørende påstanden om annullation af den omtvistede beslutning, som Kongeriget Spanien nedlagde under sagen ved Retten.

40

I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at den omtvistede beslutning af de grunde, der er anført i denne doms præmis 29-36, skal annulleres på grund af tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

41

Ifølge procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagsomkostninger.

42

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kongeriget Spanien har fået medhold i appelsagen og i sine påstande for Retten, bør Kommissionen pålægges ud over at bære sine egne omkostninger at betale de af denne medlemsstat afholdte omkostninger i såvel første instans som i forbindelse med appellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Sjette Afdeling):