Sag anlagt den 4. juni 2012 — Eni mod Kommissionen

(Sag T-240/12)

2012/C 217/57

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Eni SpA (Rom, Italien) (ved advokaterne G. Roberti og I. Perego)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Dette søgsmål er rettet mod skrivelse af 23. april 2002 (D/2012/042026) vedrørende sag COMP/F/38.638 — Butadien-gummi og styrenbutadien-gummi fremstillet ved emulsionspolymerisation — ny vedtagelse, hvorved Europa-Kommissionen meddelte ENI, at den havde besluttet at genoptage proceduren BR-ESBR som følge af Rettens dom af 13. juli 2011 (sag T-39/07, Eni mod Kommissionen), der delvist annullerede beslutning af 29. november 2001 K(2006) 5700, som er vedtaget i sag COMP/F/38.638 — Butadien-gummi og styrenbutadien-gummi fremstillet ved emulsionspolymerisation, og nedsatte den pålagte bøde.

Til støtte for søgsmålet har ENI gjort et enkelt anbringende gældende om manglende kompetence, da Kommissionen ikke kan genoptage proceduren i sag BR-ESBR med henblik på at vedtage en ny beslutning om sanktion.

ENI gør gældende, at Retten i dom af 13. juli 2011, ud over at annullere beslutning BR-ESBR fra 2006 delvist fordi Kommissionen ikke havde foretaget en korrekt vurdering af den skærpende omstændighed gentagelse, nemlig udøvede sin fulde prøvelsesret — i henhold til artikel 267 TEUF og forordning nr. 1/2003 — ved at fastsatte bødens størrelse på ny og lade sin egen vurdering træde i stedet for Kommissionens. På denne baggrund er beslutningen om at genoptage proceduren BR-ESBR, ud over at udgøre en tilsidesættelse af kompetencetildelingsprincippet og den institutionelle ligevægt efter artikel 13 TEUF, også i strid med det grundlæggende princip om retten til en retfærdig rettergang efter artikel 6 EMRK og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt princippet ne bis in idem efter EMRK's artikel 7.

Desuden anfører ENI, at Retten i modsætning til det i den anfægtede retsakt anførte ikke begrænsede sig til at konstatere en formel mangel ved Kommissionens anvendelse af den skærpende omstændighed gentagelse i beslutningen BR-ESBR fra 2006; Kommissionen kan derfor ikke påberåbe sig PVC II-dommen  (1) for at begrunde sin egen handling, der ligeledes ud fra denne betragtning er i strid med EMRK's artikel 7.

Endelig har ENI i lyset af den relevante retspraksis anført, at det i det foreliggende tilfælde under alle omstændigheder slet ikke er muligt på ny at vedtage en beslutning om sanktion, som på ny anvender den skærpende omstændighed gentagelse.

(1)  Dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P — C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij NV (LVM) m.fl. mod Kommissionen (PVC II), Sml. I, s. 8375.