Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62012CN0393

    Sag C-393/12 P: Appel iværksat den 24. august 2012 af Organismos Kypriakis Galaktokomikis Viomichanias til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 13. juni 2012 i sag T-534/10 — Organismos Kypriakis Galaktokomikis Viomichanias mod KHIM

    EUT C 343 af 10.11.2012, p. 8–8 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    10.11.2012   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 343/8


    Appel iværksat den 24. august 2012 af Organismos Kypriakis Galaktokomikis Viomichanias til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 13. juni 2012 i sag T-534/10 — Organismos Kypriakis Galaktokomikis Viomichanias mod KHIM

    (Sag C-393/12 P)

    2012/C 343/09

    Processprog: tysk

    Parter

    Appellant: Organismos Kypriakis Galaktokomikis Viomichanias (ved Rechtsanwältinnen C. Milbradt og A. Schwarz)

    Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

    Appellanten har nedlagt følgende påstande

    Dommen, der blev afsagt den 13. juni 2012 af Den Europæiske Unions Ret (Ottende Afdeling) i sag T-534/10, ophæves.

    Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i forbindelse med klagesagen.

    Anbringender og væsentligste argumenter

    Appellen er rettet mod den dom, der blev afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 13. juni 2012, hvorved Retten frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i et annullationssøgsmål, som appellanten havde anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 20. september 2010 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret vedrørende en indsigelsessag mellem Organismos Kypriakis Galaktokomikis Viomichanias og Garmo AG med hensyn til ansøgningen om EF-varemærket »Hellim«.

    Til støtte for sit søgsmål har appellanten gjort følgende anbringender gældende:

     

    For det første har Retten anvendt artikel 8, stk. 1, litra b) i forordning nr. 207/2009 (»EF-varemærkeforordningen«) (1) forkert, idet den fejlagtigt har benægtet, at der er visuel og fonetisk lighed mellem tegnene »hellim« og »halloumi«. Retten bekræftede rigtigt, at varemærkerne for så vidt angår de første bogstaver, bogstavrækkefølgen »ll« og de sidste bogstaver »i« og »m« (dog i omvendt rækkefølge), har fællestræk. Alligevel lagde Retten til grund, at enhver form for lighed i visuel henseende samlet set måtte benægtes. Denne konklusion er selvmodsigende. Da Retten bekræftede, at der er visse lighedstræk mellem de omhandlede varemærker, kunne der ikke deraf drages den slutning, at der mangler enhver form for visuel lighed.

     

    For det andet undlod Retten at efterprøve varemærkets særpræg i detaljer, selv om en konstatering af særpræget var nødvendig og ville have spillet en afgørende rolle i forbindelse med efterprøvelsen af risikoen for forveksling. Retten lagde på dette punkt appelkammerets afgørelse til grund, og gik uden nærmere efterprøvelse ud fra, at varemærket er beskrivende for en ost fra et bestemt område på Cypern. Dette spørgsmål er ikke desto mindre afgørende. Da særegenhederne ved et fællesmærke netop består i, at der til en vis grad gøres undtagelser fra forbuddet mod registrering af et varemærkes beskrivende bestanddele, fører Rettens argumentation indirekte til, at et fællesmærke automatisk kun har en svag grad af særpræg. Denne antagelse kan ikke forenes med EF-varemærkeforordningens artikel 66. Selv hvis der med hensyn til »Halloumi« er tale om et fællesmærke, siger dette forhold i sig selv intet om varemærkets særpræg. Dette skulle tværtimod have været undersøgt separat og grundigt. Halloumi er navnet på en ost, der særligt er fremstillet af denne producentgruppe, og ikke en almindelig beskrivende angivelse for oste, bløde oste eller lignende. Halloumi kan derfor ikke sammenlignes med f.eks. »Mozzarella«.

     

    Endelig førte Rettens konklusion, hvorefter der ikke forelå nogen som helst visuelle og fonetiske ligheder på trods af, at Retten havde bekræftet, at der var fællestræk, og begrundelsen, hvorefter varemærkets særpræg blev vurderet til at være svagt, uden at dette blev efterprøvet i detaljer, til en retligt fejlagtig efterprøvelse og benægtelse af, at der foreligger en risiko for forveksling.


    (1)  Rådets forordning nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (kodificeret udgave), EUT L 78, s. 1.


    Top