10.11.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 343/6

1)

Er proportionalitetsprincippet som udtrykt i artikel 56 TEUF og grundrettighedschartrets artikel 15-17 til hinder for en national ordning som den, der følger af de for hovedsagen afgørende bestemmelser i GSpG’s §§ 3-5, 14 og 21, og hvorefter afholdelse af hasardspil ved hjælp af automater kun er mulig på den betingelse — sanktioneret med straf og trussel om et umiddelbart indgreb i materielle genstande — at der forinden er meddelt en tilladelse, der kun er til rådighed i begrænset antal, selv om staten hidtil — så vidt ses — ikke i en eneste rets- eller forvaltningssag har godtgjort, at en dermed forbunden kriminalitet og/eller spilafhængighed reelt er et væsentlig problem, som ikke kan afhjælpes ved en kontrolleret udvidelse af antallet af lovlige spilleaktiviteter til mange individuelle udbydere, men kun ved en enkelt monopolindehavers (hhv. ganske få oligopolisters) forretningsudvidelse, der alene er forbundet med en tilbageholdende reklame?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Er proportionalitetsprincippet som udtrykt i artikel 56 TEUF og grundrettighedschartrets artikel 15-17 til hinder for en national ordning som den, der følger af GSpG’s §§ 52-54 og 56a og StGB’s § 168, og hvorefter der på grund af vage lovbegreber indtræder et mangeartet næsten undtagelsesfrit strafferetligt ansvar for også fjerne deltagende (bl.a. i andre EU-medlemsstater hjemmehørende) personer (herunder også forhandlere, bortforpagtere eller udlejere af automater til hasardspil)?

3)

Såfremt også det andet spørgsmål besvares benægtende: Er de demokratiske og retsstatlige krav, som klart ligger til grund for grundrettighedschartrets artikel 16, og/eller kravet om fairness og effektivitet i grundrettighedschartrets artikel 47 og/eller det EU-retlige krav om transparens i artikel 56 TEUF og/eller forbuddet i grundrettighedschartrets artikel 50 mod at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse, til hinder for en national ordning som den, der følger af GSpG’s §§ 52-54 og 56a og StGB’s § 168, hvis indbyrdes afgrænsning i mangel af klare lovbestemmelser næppe kan forudses og beregnes ex ante af borgeren, men som i det konkrete tilfælde først må opklares ved en dyr formel procedure, hvortil der knytter sig omfattende forskelle med hensyn til kompetencefordelingen (forvaltninger eller domstole), indgrebskompetencen, den hermed forbundne stigmatisering og den processuelle stilling (f.eks. omvendt bevisbyrde)?

4)

Såfremt et af disse tre spørgsmål besvares bekræftende: Er artikel 56 TEUF og/eller grundrettighedschartrets artikel 15-17 og/eller dette charters artikel 50 til hinder for at straffe personer, som har en sådan tæt forbindelse til en automat til hasardspil som omhandlet i GSpG’s § 2, stk. 1, første punktum, og § 2, stk. 2, og/eller for at beslaglægge hhv. konfiskere disse apparater og/eller lukke sådanne personers samlede virksomhed?